Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Søndag efter jul. - Vort Livs Haab..

Luk. Evang. 2, 25-32.

Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig og ventede paa Israels Trøst, og den Helligaand var over ham; og han havde faaet det Svar af den Hellig-Aand, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Herrens Salvede. Og han kom i Aanden ind i Helligdommen, og idet Forældrene bragte Barnet Jesus ind for at gøre, efter hvad der var fastsat i Loven om det, da tog han ham paa sine Arme og lovede Gud og sagde: Herre, nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord; ti mine Øjne have set din Frelse, som du har beredt for alle Folkenes Aasyn, et Lys til Aabenbarelse for Hedninger og en 'Herlighed for dit Folk Israel.

0, Gud ske Lov, jeg skal ej dø,
min Frelsermand er A og Ø,
Begyndelse og Ende;
han fører mig til Lov og Pris
i Himmerig, i Paradis
fra Jammer og Elende.
Amen, Amen!
kom, du lille
Jesus milde,
tøv ej længe;
Lyst til dig mon Hjærtet trænge!

Saaledes ender en af vore ældste Julesalmer. Heri udtales det, der er vor Glæde og vort Haab, saa sandt vi tro paa Jesus Kristus og ved Troen høre ham til, at Døden skal ikke skade os; selv om den staar os nok saa truende for Øjne, skal vi dog ikke frygte den, ti vi skal leve, om vi end dø, ja gennem Døden komme nærmere til vor Frelser, som her vi troede paa, hjem til ham, til at leve i ham. Ti vor Frelser er A og Ø, den første og den sidste. Han er den, ved hvem alt er blevet til, og den, ved hvem det skal naa sit Maal, blive til, hvad det er skabt til. Og han er ogsaa den første og sidste for os i Kristenlivet. Ja ligesom hele den fuldførte Frelse var indesluttet i det lille Barn, som blev lagt i Krybben i Betlehem, saa at Englene strags kunde prise Gud for Freden og Frelsen i ham, uagtet Freden først blev vunden paa Golgatas Kors, saaledes kan vi ogsaa, naar vi vide med os selv, at vi tro paa ham, sige: nu er jeg frelst, nu har jeg Frelsen i Haabet. Og i dette Haab sige vi:

0, Gud ske Lov, jeg skal ej dø,
min Frelsermand er A og Ø,
Begyndelse og Ende.
Han fører mig til Lov og Pris
i Himmerig, i Paradis,
fra Jammer og Elende!

Men disse Salmens Ord ere i Grunden, kan vi sige, en kristelig Oversættelse af den gamle Simeons Ord i Evangeliet: »Herre, nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord, ti mine Øjne have set din Frelse. Ja, saaledes sagde han, mine Øjne have set din Frelse. Og endda saa han i Virkeligheden med sine legemlige Øjne kun det lille 6 Uger gamle Barn, som laa paa hans Arme, og som mindst af alt saa ud til at kunne frelse nogen. Men han var ved den Hellig-Aands Indskydelse vis paa, at dette Barn var den forjættede Herrens Salvede og skulde vise sig at være det, naar det var vokset op til Mand; han var vis paa, at her saa han Begyndelsen til det Frelsesværk, Gud gennem Aarhundreder havde forjættet; derfor var han ogsaa vis paa, at det skulde blive fuldført, og at han i dette Barn havde den Fred, han længtes efter, og skulde gaa ind til Fred, naar han skiltes fra denne Verden, altsaa at han ikke skulde dø, men leve.

Men naar Simeon kunde tale saaledes og modtage dette Lys af den Hellig-Aand, var det fordi hans Liv kunde skildres saaledes, at han ventede paa Israels Trøst. Det er netop Betegnelsen for den sande Israelit, at han saaledes ventede ; han staar derved paa en Maade som et Billede paa selve Israels Folk; ti det var lige fra Folkets første Tid Israels Storhed og Styrke, at det var et ventende, haabende Folk. Det er mærkeligt at tænke paa, at dette lille Folk kunde holde sig uden at gaa til Grunde gennem Tiderne. Det havde al sin Tid været omgivet af rovgerrige Nabofolk, større og mægtigere end Israel, for det meste saa store, at de kunde have slugt Israel i én Mundfuld. Det hedder i en af Israels Salmer (Slm. 124, 2-5): »Havde Herren ikke været med os, da Mennesker stod op imod os, da havde de slugt os levende i deres Vrede, da havde Vandene overskyllet os, Strømmen var gaaet over vor Sjæl, ja de vare gaaede over vor Sjæl, de stolte Vande.. Dette er i Virkeligheden i en kort Sum hele Israels Historie. Israel var som en lille Ø i det brusende Folkehav, som uafladelig truede med at overskylle den; og mere end én Gang var Israel blevet saaledes overskyllet og oversvømmet af Fjendeskarer, at man ikke skulde tænke, at det kunde komme op mere. Og dog rejste Israel sig altid paany. Men det, der gav Folket denne vidunderlige Modstandskraft, denne Spændighed, at det rejste sig paany efter ethvert Nederlag, det var det, som ogsaa var et Særkende for Israel blandt alle de andre Folk, at det var et haabende Folk, det levede i Forventningen om den Frelse, Gud havde forjættet. Ti saa længe Haabet bevares, kan man ikke knuses af Ulykken.

Ja, det er den mærkelige Forskel mellem Israel og alle Verdensfolkene, baade de smaa og de store, at Israel var det eneste Folk. som saa fremad med Haab og Forventning og vedblev dermed, om end dets timelige Udsigter vare nok saa mørke og truende. Alle Hedningefolk havde og have endnu mere eller mindre dunkle Minder om Paradiset, om en Guldalder, en lykkelig Tilstand i Tidernes Morgengry, hvor Mennesker levede i Fred og Glæde, uforstyrrede af Sygdom og Sorg. Og alle havde de et Minde om, at denne lykkelige Tilstand var ophørt paa Grund af Menneskets Synd. Og de samme Fortidsminder havde jo ogsaa Israel, kun ufordunklede og rene. Men intet Hedningefolk havde noget Haab om Oprejsning, de vare alle "uden Haab". Israel var det eneste Folk iblandt dem alle, som ikke alene kunde se tilbage til det tabte og lukkede Paradis, men ogsaa se fremad i Haabet om, at engang skulde Paradis aabnes paany, i Tidens Fylde vilde Gud lade en Frelser komme og en Forløsving oprinde til Velsignelse og Fred, først for Israel og dernæst for alle Jordens Folkefærd.

Men naar Israel havde et saadant Haab, var det ingenlunde. fordi dette Folk havde den naturlige Ejendommelighed fremfor andre Folk at kunne haabe. Nej selve Evnen til at haabe er fælles for alle Mennesker og alle Folkefærd: den havde ogsaa alle Hedningefolkene. Men disse brugte den, som de fleste Mennesker den Dag i Dag, kun til at danne sig allehaande timelige Forhaabninger for dette Jordeliv, Forhaabninger, der alle maatte briste tilsidst. Israels Folk kunde ogsaa danne sig saadanne Forhaabninger, men havde dog i selv ingenlunde en større Haabe Evne end andre Folk, tværtimod snarere det modsatte: ti det er mærkeligt at se, at det Haab, der dog ligger Menneskehjærtet nærmest, Haabet om et Liv efter dette, var dunklere hos Israel end hos mange Hedningefolk. Men naar Israel kunde haabe og vente paa en Oprejsning, en Trøst og Frelse, hvor Synden skulde være forladt og alle Syndens beske Frugter forsvundne, saa var det fordi Gud havde givet dem dette Haab i sine Forjættelser, som havde lydt til Folket lige fra dets Stamfader Abrahams Dage af, og som Gud havde ladet forkynde stedse klarere ved sine Profeter. Og den faste Grund, hvori dette Haab stadig fæstede sin Rod, havde de i det Storværk, som Gud havde gjort, da han førte sit Folk ud af Ægypten, og som de Aar for Aar blev mindede om ved Paaskefesten. Ti denne Fest var for alle dem, der længtes efter Trøst og Forløsning, en stadig Paamindelse om, at denne samme almægtige Gud, som saaledes havde begyndt sit Værk med Israels Folk, ikke for deres Dyders og Retfærdigheds Skyld, men af Trofasthed mod sin Forjættelse til Fædrene, at han ogsaa vilde bevise den samme Trofasthed indtil Enden, naar Tidens Fylde oprandt.

Det var dette Haab, der holdt Israel i Live trods al Trængsel og Fornedrelse, og det var ogsaa det, der holdt den gamle Simeon i Live, saa han i sin Alderdom med Ungdommens klare Øjne kunde skue fremad, endog ind i Døden, og se, at den ikke kunde røve hans Fred, men at det, der havde været hans Livsindhold og Glæde her, skulde vedblive at være det herefter.

Men hvad der saaledes var det gamle Israels Styrke og Fortrin, at det var et haabende Folk, det samme skal i end højere Forstand være vor Styrke, ja er det ogsaa, saa sandt vi have faaet vor Frelser Jesus Kristus i Favn og tilhøre ham saaledes, at vi ikke kan og vil slippe ham. Derfor er det jo ogsaa unægteligt, at ihvor skønt og tillidsfuldt Simeons Ord lyder: Herre, nu lader du din Tjener fare i Fred! — han er saa vis paa Freden, at han ikke mere beder om den, men udtaler sit Hjærtes Vished om at eje den —: saa er det dog en Tone, ja mange Toner højere, naar vi synge: 0, Gud ske Lov, jeg skal ej dø! alt som vor Herre Jesus selv har sagt: hvo som tror paa mig. om han end dør, skal han dog leve.

Ogsaa vort Liv er, saa sandt vi tro paa Jesus Kristus, og i samme Maal som denne Tro fylder vor Sjæl, et Liv i Haabet og i Forventningen, — ikke i en saadan Forventning og Forhaabning, som vi selv danne os udaf vore egne Ønsker og Drømme, nej i det Haab, som hviler paa og udspringer af Guds trofaste Ord til os, d. v. s. af vor Herre Jesus Kristus, som er kommen til os i sit Ord, og som selv er vort Herligheds-Haab Og det vil da ogsaa gaa saaledes med dette Haab, som det gik Israel, at jo mere vore Udsigter for dette Liv fordunkles og udslukkes, des højere stiger vort Herligheds-Haab i Jesus Kristus, og des lysere bliver det. Ialfald maa vi sige, at saaledes skulde det gaa med vort Haab, og sker dette ikke, da er Skylden ikke Guds.

Det ligger dybt indplantet i Menneskenaturen at haabe paa Fremtiden og dens Lykke. Der er sikkerlig ikke noget ungt Menneske, Mand eller Kvinde, som ikke har haabet, at de kommende Dage skulde bringe dem et Liv i Lykke her paa Jorden. En kan have drømt om denne Lykke i en Virksomhed, hvor han kunde udrette noget godt og stort, en anden i et lykkeligt Ægteskab sammen med det Menneske, der ejer hans Hjærte og Tro, eller lignende. Og jeg taler her ikke om de ligefrem verdslige Forhaabninger hos Mennesker, der kun bryde sig om dette Jordeliv, nej jeg taler om Kristne, som af Hjærtet tro paa Jesus Kristus og vil tilhøre ham: vi ønske og haabe alle af vor Natur et lykkeligt Liv paa Jorden. Men vi maa ogsaa alle gøre mere eller mindre tunge Erfaringer af, at disse Forhaabninger glippe, fordi vi ikke kunde taale det anderledes, dersom ikke vort Haab skulde visne og kvæles af alle de mange Forhaabninger. Vi maa lære, at vi ere fremmede og Udlændinge, som ikke have vort Fædreland her, men ere paa Rejsen dertil. Vor Herre Jesus Kristus har i sin Barmhjærtighed givet os Plads i sin Menigheds Herberg her paa Jorden; men det er kun et Herberg, som vi maa forlade for at rejse hjem. Men at se med Længsel til denne Hjemrejse, det lærer næppe noget Menneske, — ialfald ikke ret mange — uden gennem Skuffelser, maaske mange Skuffelser, som drive os til at se bort fra denne Jord, fremad til vort himmelske Fædreland, »hvor Dag ej ligger i Dvale«, og opad til vor Herre og Frelser for at favne ham, klynge os des fastere til ham og den Naade, den Syndsforladelse og det evige Liv, som han har givet os i sit Ord, saa vort Hjærte — ikke blot vor Forstand — kan se, at deri og kun deri have vi et Livsindhold, som vi kan beholde, naar vi skal fare herfra, og hvori vi kan og maa leve vort dybeste Liv. Ja, det Liv i Haabet, som Guds Folk og Børn skal leve her, det bestaar ikke deri, at vi gaa hen drømmende om Fremtid og Evighed, — ti vort Liv her er et Arbejde, en Tjeneste, hvor det gælder at være tro ogsaa i det mindste — men deri, at vi her som vort egentlige Livsindhold og vort Hjærtes dyreste Eje have den Naade, Faderens, Sønnens og den Hellig-Aands Naade, som vi kan vedblive at leve i og leve med hisset, en Ejendom, som vel er usynlig og uhaandgribelig, men derfor ingenlunde uvirkelig, nej tværtimod den evigt virkelige Rigdom. Som Apostelen Paulus skriver (2 Kor. 4, 16-18): »om end vort udvortes Menneske ødelægges, fornyes dog det indvortes Dag for Dag, idet vi ikke have det synlige for Øje, men det usynlige; ti det synlige er timeligt, men det usynlige evigt«. Saa sandt vi virkelig leve i det usynlige, vil Haabet som af sig selv fremvokse deraf, og saa vil de Skuffelser og Sorger, der times os her i vort Jordeliv, de, som vi selv ere Skyld i, og de, som Mennesker volde os, ikke gøre vort Hjærte bittert, men tjene til at føre vort Øje opad og fremad til vort himmelske Fædreland, »hvor alle Storme stilles, som os omtumle her«, og gøre vort Herligheds-Haab i Jesus Kristus des mere levende. saa vi af Hjærtet kan sige:

0, Gud ske Lov, jeg skal ej dø,
min Frelsermand er A og Ø,
Begyndelse og Ende.
Han fører mig til Lov og Pris
i Himmerig, i Paradis
fra Jammer og Elende!

Da kan vi ogsaa med Tak og Haab skride fra det gamle Aar over i det ny, med Tak for alt, hvad godt Gud har givet os hidindtil, fremfor alt fordi han har givet os sin Naade i Jesus Kristus og opholdt os i Troen derpaa, saa vi deri have en Ejendom, en Rigdom, som ingen Magt kan tage fra os, — og med det lyse Haab, at hvad end det kommende Aar skal bringe os, og hvad vi end i det skal miste, om vi end skal miste vort Liv, saa skal vi dog ikke miste denne Rigdom; vi skal af Guds Trofasthed og Naade bevare den, og den skal bevare vort Hjærte i Jesus Kristus vor Herre, indtil vi komme hjem til ham og med Undren og evig Taksigelse se, at den var endnu langt rigere og skønnere, end vi her kunde forstaa.

Amen.