Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Anden Juledag. - Fred og sværd..

Matth Evang. 10, 32-42.

Hver den som vedkender sig mig overfor Mennesker, ham vil jeg ogsaa vedkende mig overfor min Fader, som er i Himlene; men hvo som helst der fornegter mig overfor Mennesker, ham vil ogsaa jeg fornegte overfor min Fader, som er i Himlene. Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd. Ti jeg er kommen for at volde Splid imellem Mand og hans Fader, mellem Datter og hendes Moder, mellem Sønnekone og hendes Svigermoder. og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender. Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke værd. Hvo som finder sin Sjæl, skal miste den, og hvo som mister sin Sjæl for min Skyld, skal finde den. Hvo som modtager eder, modtager mig; og hvo som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig. Hvo som modtager en Profet paa Profets Navn, skal faa Profets Løn; og hvo som modtager en retfærdig paa en retfærdigs Navn, skal faa en retfærdigs Løn; og hvo som giver en af disse smaa ikkun et Bæger koldt Vand at drikke paa Discipels Navn, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.

»Kristendom er i en Sum Fredens Evangelium«. Saaledes lyder det i en af vore Salmer, og Sandheden af disse Ord finder sin Stadfæstelse i hele den hellige Skrift, det Gamle og det Ny Testament fra først til sidst: det, som Kristendommen og Kristi Evangelium og Kristus selv vil bringe os, er med ét Ord Fred. Det udtalte Jesus selv til sine Disciple Skærtorsdag Aften, da de stod bedrøvede og forsagte omkring ham, fordi de vidste, at han nu vilde forlade dem (Joh. 14, 27): »Fred efterlader jeg eder, min Fred giver jeg eder; eders Hjærte være ikke forfærdet eller forsagt«. Hermed siger han, at Freden, hans Fred, var det, han havde vundet til dem ved sit Frelserliv, og som han derfor, naar han forlod dem, vilde efterlade dem som det Arvegods, hvori de skulde hente Frimodighed og Kraft til den Gerning, de skulde gaa ud til i hans Ærende. Og hvad han saaledes lovede dem, det gav han dem Paaskedags Aften, da han traadte ind i deres Kreds og sagde: Fred være med eder! Derfor sammenfattes ogsaa i næsten alle Apostlenes Breve det, de ønske for Menighederne, i disse Ord: »Naade og Fred være med eder!« Det, som Naaden, Gud Faders Naade i Jesus Kristus, skal bringe dem og udrette i dem, det er, at de faa Fred.

Det samme møde vi atter i den gamle Pagts Forjættelser. Ikke alene i mangfoldige enkelte Forjættelser, som naar Spaadommen lyder om Fredsfyrsten, hvis Herredømme skal blive stort med Fred uden Ende over Davids Trone og Rige (Es. 9, 7); eller om Jerusalems sagtmodige Konge, der skal tale Fred til Hedningerne og saaledes vinde et Herredømme fra Hav til Hav og fra Floden til Jordens Ende (Sak. 9, 9); eller om den Freds Pagt, der aldrig skal rokkes, og som Gud ved ham vil oprette med sit Folk (Es. 54, 10). Men Freden, som den forjættede Frelser skulde bringe, er tillige den dybe Grundtone i alle Forjættelserne, selv om Ordet Fred slet ikke ligefrem nævnes, lige fra den første om Kvindens Sæd, der skal knuse Slangens, vor Sjælefjendes, Hoved, og indtil den sidste, hvor Profeten Malakias varsler om Retfærdighedens Sol, der skal opgaa med Lægedom under sine Vinger (Mal. 4, 2). Den Lægedom, som fra Retfærdighedens Sol udgaar til Syndere, det er jo den, at de faa Fred med den retfærdige og nidkære Gud.

Og da Engleskaren saa Julenat lovede Gud og sagde : Ære være Gud i det Højeste, og Fred paa Jorden, i Mennesker Velbehag ! da udsang de det himmelske Amen til det, som Forjættelserne saaledes havde bebudet; deres Lovsang var den himmelske Stadfæstelse og Forsikring om, at den Fred, der saa længe var ventet og varslet, nu var kommen og var til Stede paa Jorden i det spæde Barn, som Hyrderne skulde finde svøbt, liggende i Krybben; Freden og Guds Velbehag i Mennesker var til Stede i ham. Derfor kunde ogsaa den gamle Simeon 40 Dage derefter, da han i Templet tog Jesusbarnet paa sine Arme, favne Freden og sige: Nu, Herre, lader du din Tjener fare i Fred! Men det var dog kun i Troen paa Forjættelsen, han gjorde dette, og naar vi skal tale kristelig forsvarligt, maa vi sige, at Jesus-barnet, i hvem Simeon favnede Freden, var endnu kun den levende Forjættelse om Freden, paa lignende Maade som den spæde Sædspire, der i Vaaren skyder op af Jorden, er en levende Forjættelse om den fuldmodne Kærne i Akset, som Høsten bringer, naar Guds Gerning med Spiren er fuldbragt. Ingen kunde gribe den modne Kærne i Spiren alene. Og ligesaa lidt kunde nogen faa Freden i Eje, om han blot vilde fæste sit Hjærte til det lille Barn i Krybben. Kristne maa aldrig løsrive dette Barn og Juleevangeliet fra den Frelsergerning, det Storværk, han fuldbragte, da han var vokset op til Mand, idet han bar den uhyre Byrde, Verdens Synd, gav sig hen til Soning for den og opstod Paaskemorgen. Derfor var det ogsaa først, da han stod i Begreb med at udføre dette Storværk, at han lovede at efterlade sine Disciple sin Fred, og først da han havde fuldbragt det, gav han dem den.

Hvad er saa det for en Fred, som Englene sang om, og som Jesus giver sine, og hvori bestaar den? Man kan i vore Dage af og til høre Englenes Lovsang omskreven: »Fred og Brodersind paa Jorden». Og dette kan være sandt nok, forsaavidt som de, der faa denne Fred i Eje, derved ogsaa ville knyttes og føle sig knyttede sammen som Brødre. Men det var dog i Virkeligheden slet ikke Freden og Brodersindet mellem Mennesker indbyrdes, som Englene sang om, eller som Jesus har efterladt sin Menighed. Nej, hvad denne Fred er, har Jesus selv allerklarest sagt med de Ord: "min Fred giver jeg eder". Den Fred, han selv havde som Sønnen, der altid er vis paa sin Faders Velbehag og paa sit Kærligheds-Samfund med Faderen, den vil Jesus give os Del i, alle os, som tro paa hans Navn, idet vi i denne Tro vil blive visse paa, at Gud har taget os til Naade i sin elskede Søn og givet os Børneret hos sig og Syndernes Forladelse, saa at han ikke vil støde os bort for vore Synders Skyld, men holde os fast og vaage over os i Kærlighed, fordi vi tilhøre og vil tilhøre hans Søn Jesus Kristus.

Det er det samme, som man plejer enfoldigt at udtrykke saaledes, at vi ved Troen paa Jesus Kristus faa Fred med Gud og med vort eget Hjærte. Vi faa Fred med Gud, den hellige og nidkære Gud, saa vi ere visse paa, at han ikke er vred paa os, som vi vel havde fortjent for vore Synder, vore mange Overtrædelser og endnu flere Forsømmelser; han har givet os Forladelse for dem alle for Jesu Kristi Skyld. Og tro vi dette, faa vi ogsaa Fred med vort eget Hjærte, eller, som Apostelen Johannes udtrykker det, vi kan stille vort Hjærte tilfreds for Guds Aasyn, saa at vi med barnlig frimodig Tillid kan se op til ham og frimodigt se fremad i den ukendte Fremtids Mørke og tro, at om det end ser sort ud for os, vil Gud dog for Jesu Kristi Skyld "paa alt, hvad os kan hænde, gøre god og salig Ende".

Dette Fredens Evangelium skal alle Dage lyde i Menigheden i Jesu Navn, men særlig skal det lyde i Juletiden, hvor Menigheden samles om Budskabet, at os er en Frelser født, d. v. s. en Fredsstifter og Fredsfyrste. Og det er denne Fred, Profeten varsler om, hvor han taler om den Frelse, som det forjættede Isajs Rodskud skulde bringe, og siger til Israel (Es. 12, 1): »Paa den Dag skal du sige: jeg vil takke dig, Herre, ti du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du har trøstet mig.. Ti dette: »Gud har været vred, men hans Vrede er afvendt, det er netop Udtryk for den Fred, som Syndere faa, naar deres Synd forlades. Derfor er det vel at mærke, at Profeten ikke siger: du har været vred paa mig, men jeg vil takke dig, fordi din Vrede er afvendt! Nej han siger, at naar Frelsens Dag oprinder, da skal Israel takke Gud, fordi han har været vred, og fordi det har følt- og erfaret, hvor frygtelig alvorligt det er, naar Gud er vred paa os; ti derved ere de blevne i Stand til at opleve, hvilken livsalig Glæde og Fred det er, naar denne Vrede afvendes ; da trøstes de, d. v. s. de blive trøstige og frimodige. Ja saaledes er det altid. De, som staa udenfor, og som ikke kende Jesu Kristi Fred og den Fred, Englene sang om, uden som Talemaader eller som skønne Billeder. der kan fryde vor Indbildningskraft, dem vil det synes underligt, ja urimeligt, at Guds Vrede skulde nævnes sammen med Julebudskabet, eller at Freden ved Jesus Kristus skulde have noget at gøre med Guds Vrede. Men ingen Synder kan blive trøstig, faa Fred med Gud og sit eget Hjærte, uden at erkende sin Synd som Synd mod Gud og der med, at han er hjemfalden til Guds Vrede. Og jo dybere vi erkende dette, des inderligere bliver Glæden over, at Vreden er afvendt ved Jesus Kristus, og des dybere den Fred, vort Hjærte derved faar i Eje.

Men heri have vi da ogsaa Nøglen til Forstaaelsen af det svære Ord, vi hørte i Evangeliet i Dag, hvor Jesus siger til sine Apostle: »Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred paa Jorden, jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd.. Det lyder jo, som om Jesus her ligefrem modsagde Englenes Lovsang: »Fred paa Jorden!« ja sagde det modsatte af, hvad han selv sagde til de samme Apostle: Fred efterlader og giver jeg eder! Men alle troende Kristne vil dog paa Forhaand være visse paa, at hvor modsigende disse Ord end lyde, saa kan der dog ikke være nogen virkelig Modsigelse ; ti Jesus Kristus er Sandheden, og Sandheden kan umuligt være i Modsigelse med sig selv. Og de vil skønne, selv om de ikke egentlig kan forstaa det, at naar Jesus vil give os Fred og dog siger, at han ikke vil bringe Fred paa Jorden, saa maa det være to ganske forskellige Slags Fred, Talen er om. Ja, Jesus taler her om al den falske Fred, som Mennesker danne sig eller indbilde sig at kunne danne sig uden at omvende sig og slippe deres Synder og uden at blive frelste fra dem, men kun derved, at de selv glemme deres Synder og det Regnskab, de skylde Gud for dem. Denne falske Fred vil Jesus sprænge.

Og der er megen saadan falsk Fred paa Jorden. Jeg sagde før, at den Fred, Englesangen lød paa, den er Fred med Gud og med vort eget Hjærte. Men der er saa mange Mennesker, som kalde det Fred at have Ro for Gud og for deres eget Hjærtes og Samvittigheds Røst. De kalde det Fred, naar de kan være helt optagne af Verdens Ting, dens Travlhed og Jag efter Guld eller Ære og Magt, eller af dens Nydelser og Adspredelser, saa de ikke mærke noget til Gud og til det Krav, han har paa deres Hjærte, og det Regnskab, de skylde ham; de kalde det Fred, naar de kan berolige sig med, at de ere som »alle de andre«. Det er den Slags Fred, Jesus siger om (Luk. 11, 21): »naar den stærke rustet vogter sin Gaard, er det, han ejer, i Fred«. Og denne Fred kan vare, saa længe de have gode Dage. Men naar de gode Dage glippe, saa drømme de, at Døden skal give dem Fred. Jeg læste engang paa et Gravminde under den afdødes Navn de Ord: »Døden er Fred«. Det er til at gyse over, at Mennesker kan tale eller tænke saaledes. Var det endda et jaget Vildt, som i Dødsangest er blevet forfulgt af Hundene og endelig rammes af Jægerens Kugle, saa kunde man maaske sige: nu fik det stakkels Dyr Fred. Men at tale saaledes om et Menneske! at Døden, der øjensynlig røver Mennesket alt, hvad det har levet med af de jordiske Ting, og som er en Fjende, som ethvert Menneske værger sig mod, saa længe det er muligt, — at denne Fjende skulde kunne give et Menneske Fred, ja være Fred! Man skulde ikke tro det muligt, at Mennesker kunde sige eller tænke noget saa selvmodsigende. Og dog kan man idelig høre den Tale. — Ja, naar et Menneske, som sit Liv igennem har været jaget af alle vilde Lidenskaber, der have fortæret hans Livs og hans Hjærtes Kraft, tilsidst ender med selv at tage sit eget Liv, saa sige Mennesker endog: nu har han faaet Fred! Saadan Selvmodsigelse kan Løgnens Fader hilde Mennesker i.

Men Jesus siger: mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred paa Jorden, jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd. Han vil sprænge og sønderhugge denne falske Fred og Fredstale. Hvor han kommer, hvor hans Evangelium lyder i den Hellig-Aands Kraft, der kommer det som et hvast Sværd, der skærer igennem til Hjærteroden, saa det bliver aabenbart for Mennesket selv, hvad der bor derinde, saa vi se vor Synd, ikke alene vore mangfoldige Overtrædelser og de mange Gange flere Efterladelser, men fremfor alt den Egenkærlighed og Selvraadighed og Ulydighed mod Gud, som er Syndens egentlige Rod, hele den syndige Tankeretning, at det er ikke alene vor Lykke, men ogsaa vor gode, naturlige Ret at faa vor egen Vilje og følge vort eget Hoved; vi se, at dette Sindelag skiller os fra Gud, og vi kan selv hverken gøre al denne Synd ugjort eller forvandle vort Hjærte. Og med det samme vil Kristi Evangelium ogsaa sønder-hugge hele det Væv af Strikker, som kæder Mennesket saaledes sammen med »alle de andre«, at man søger sin Retfærdighed ved Sammenligning med dem, hvad enten man saa gør det ligesom Farisæeren, der takkede Gud, fordi saa mange vare ringere end han, eller som de mange flere, der mene sig retfærdige, naar de kan sige: de andre ere ikke bedre end jeg! Alle disse Strikker sønderhugger Evangeliet om Jesus Kristus som den eneste Frelser for Syndere, og Mennesket kommer derved til at staa ene overfor Gud, og forsvarsløs, ti det Forsvar, han hidtil har fundet i »de andre«, vejres hen som Støv.

Det er trangt saaledes at staa ene, forsvars- og fredløs med sin Synd overfor den hellige og retfærdige Gud. Men det er i Sandhed en Lykke for det Menneske , der da ikke lukker sine Øjne, men vil se, hvorledes han er stedt i det. Ti da bliver der Rum i vort Hjærte for den Fred, der kom til Jord i Jesus Kristus, og som aldrig skal tages fra den, der har faaet den i Eje. Det er dette, vi læse om, den første Gang Evangeliet blev forkyndt i den Hellig-Aands Kraft, dengang Peder paa Pinsedagen forkyndte Folket om Jesus af Nasaret, som var bleven korsfæstet. men opstod og opfor til Guds højre Haand, og som nu havde udgydt den Hellig-Aand over Menigheden. Han sluttede sit Vidnesbyrd med disse Ord (Ap. G. 2, 36): »saa skal da alt Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort baade til Herre og til Kristus, d. v. s. han er den forjættede Herrens Salvede, Frelserkongen. Da de hørte dette, gik der dem et Stik, et hvast Sværd, gennem Hjærtet, og de spurgte: » Mænd, Brødre, hvad skal vi gøre?« hvorledes skal dog vi blive frelste? Men Peder svarede, — ja han svarede ikke: vær bare rolige, der er intet i Vejen; I var jo saa mange om at raabe: korsfæst! I var maaske end ikke selv med i den Skare! Nej, han svarede: »omvender eder, — fra det Sindelag, der hidtil har holdt eder borte fra Jesus og skilt eder fra Gud, — og hver især af eder lade sig døbe paa Jesu Kristi Navn til Syndernes Forladelse, saa skulle I faa den Hellig-Aands Gave«, — det vil sige: saa skal I faa Fred; ti den Hellig-Aands Gave er Retfærdighed, Fred og Glæde. Naar vort Hjærte saa har modtaget Jesu Kristi Fred ved Troen paa hans Ord, saa maa dette give sig tilkende, vor Mund maa løbe over med, hvad Hjærtet er fuldt af, saa at vi i Ord og i Levned vedkende os den Herre og Frelser, i hvem vi have faaet denne Rigdom. Og da lover vor Herre Jesus, at han vil ogsaa vedkende sig os overfor sin Fader i Himlen, ikke alene paa Dommens Dag, men allerede nu, da han sidder ved Faderens højre Haand; han vil vedkende sig os, at vi høre ham til, og som vor Talsmand gaa i Forbøn for os, at vi for hans Skyld maa faa og beholde vore Synders Forladelse og den Fred med Gud, som han vandt til os. Dersom vi derimod fornægte ham for Menneskers Skyld, da vil han fornægte os. Ikke som om Bekendelsen var en udvortes Ydelse, en Æresbevisning, han krævede af os som Betingelse for hans Naade. Nej, den er det nødvendige Udtryk for, at vort Hjærte hører ham til; den, som fornægter ham af Hensyn til Mennesker, viser dermed klarlig, at han lever sig selv, og at Jesus ikke ejer hans Hjærte; derfor kan og vil Jesus heller ikke vedkende sig ham.

Men naar vi sadledes vedkende os Jesus som vor Herre og eneste Frelser, ved hvem vi have faaet Fred, saa vækkes der et andet Sværd paa Jorden, det, hvorom Jesus siger: » Jeg er kommen for at volde Splid mellem Mand og hans Fader, mellem Datter og hendes Moder, mellem Sønnekone og hendes Svigermoder, og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender«. Dette er ingenlunde saaledes at forstaa, at Jesus vil, at hans Venner skal hugge løs med Sværd paa andre Mennesker, hverken med Haandens eller med Mundens Sværd, Dommens Ord. Heller ikke, at han vil gøre sine Kristne stridige mod andre Mennesker, gøre Børn opsætsige mod deres Forældre, Tyende mod deres Herskab. Dette er en Beskyldning, som man ikke sjældent i vore Dage kan høre mod dem, der ere vaagnede op til at omvende sig til Jesus Kristus. Det er sikkerlig i de fleste Tilfælde en uretfærdig Beskyldning; men er den sand, da er det et sikkert Vidnesbyrd om, at saadanne ikke i Sandhed have modtaget Kristi Fred og Guds Kærlighed i ham, men. kun en Kundskab, der har gjort dem opblæste. Ti Kristus vil ikke ved sin Naade gøre os ufredelige og stridige mod Mennesker eller føre os til at yppe Splid og Strid, nej han vil, at vi, som hans Apostel formaner, skal holde Fred med alle Mennesker, saa vidt det staar til os (Rom. 12, 18), og at vor Sagtmodighed skal vorde kendelig for alle Mennesker (Fil. 4, 5). Men dog bringer Jesus Sværd og Ufred, fordi den, der i Hjærtens Sandhed tror og vedkender sig ham som sin eneste Frelser, og som har hans Fred, staar som en Dom over den falske Fred, Dødens Fred, som Mennesker trøste sig ved, selv om han ikke udtaler et eneste dømmende Ord. Og saa »hvæsse de deres Tunge som et Sværd imod ham«. Saaledes kommer det Sværd og den Splid, som Jesus bringer paa Jorden.

Her lægger saa Jesus sin Menighed paa Hjærte, at vi ikke overfor saadan Splid maa fornægte ham for at bevare Menneskers Venskab, om det saa var vore nærmestes. »Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd, og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd«, siger Herren. Saadant Fjendskab er et Kors, som vi skal tage op og bære efter ham; det skal være os et Pant paa, at vi høre ham til, og knytte os fastere til ham, vor Sjæl til Frelse. Det skal vi komme i Hu, om vi skulde møde Fjendskab hos Mennesker for Jesu Skyld, for at vi da hverken skal tabe Modet eller blive fjendske og bitre mod dem.

Men vi skal ogsaa vel agte paa, at vi ikke sætte Menneskers Fjendskab som det nødvendige Kendemærke paa Kristi Disciple, eller som det nødvendige Vidnesbyrd om vor Kristendoms Sandhed. Det sker kun altfor ofte, og ikke mindst i et Folk, hvor Kristi Evangelium i Aarhundreder har slaaet Rødder, at det Uvenskab, der møder de troende, ikke kommer for Kristi Skyld. men for deres egen Skyld, fordi de ere baade ufredelige og ukærlige. Derfor skal Guds Børn nøje prøve sig selv, naar de møde Fjendskab hos Mennesker, om de ikke selv have forskyldt det, og vi skal vel vogte os for at sætte Verdens Fjendskab som Kendemærke paa Guds Børn, medens vor Herre Jesus Kristus. som kender sine, sætter Hjærtets Tro og Bekendelse i Mund og Levned som Mærke. Og af de Ord, hvormed vort Evangelium slutter, se vi, at blandt dem, der staa udenfor, vil der ikke alene findes Fjender, men ogsaa saadanne, som vise Kærlighed mod Kristi troende. Om den første Menighed i Jerusalem, der holdt saaledes sammen, at de troendes Mængde havde ét Hjærte og én Sjæl, fordi Kristi Kærlighed fyldte dem alle, om den staar der fortalt, at den havde Yndest hos hele Folket (Ap. G.12, 47). Denne Yndest var ingenlunde et Vidnesbyrd om, at Livet, Troens, Haabets og Kærlighedens Liv, var svagt i Menigheden, men tværtimod om dets Styrke og Varme. Og der er næppe nogen troende Kristen, i hvem Kristi Kærlighed er bleven Livsmagten, uden han har erfaret noget, ja sikkerlig meget, langt mere, end han selv har fortjent, af den samme Yndest hos dem, der endnu staa udenfor, netop fordi disse mærke, at noget af Kristi milde Kærlighed træder dem i Møde i ham.

Det er den Slags Yndest, Jesus taler om i de Ord, hvormed vort Evangelium slutter, naar han peger paa dem, der modtage hans Sendebud, og som modtage en Profet eller en retfærdig, fordi denne kommer som Profet eller som retfærdig, og dem, der give en af de smaa et Bæger Vand, fordi denne bærer Navn af Kristi Discipel. Ti Jesus taler her ikke om den Modtagelse og Kærlighed, hans troende kan møde hos hinanden, men om den Kærlighed, som de, der staa udenfor, kan vise hans Tjenere og Disciple, netop fordi de ere hans Disciple, altsaa for hans Skyld. Og netop i Juletiden rækkes der af dem, der endnu staa udenfor, mangen et Kvægelsens Bæger til de smaa og ringe, ofte vistnok kun af naturlig menneskelig Medlidenhed, men visselig ogsaa ofte for Jesu Kristi Skyld. fordi de føle, at i ham er Guds Kærlighed kommen til Jord. Saadanne Mennesker vil ogsaa Jesu Disciple møde, og jo mere Kristi Kærlighed fylder deres Hjærte, des snarere og tiere vil de møde dem. Og dem skal vi vel vogte os for at dømme som Fjender, fordi de ikke tro og bekende, nej dømme om dem, som Jesus selv dømte om hin Skriftkloge: Du er ikke langt fra Guds Rige (Mark, 12, 34). Den Tid skal sikkerlig komme, da de skal gaa derind, ikke i den Time, vi havde tænkt og bestemt, men i Guds Time. Og det skal vise sig. at hver en Kærlighedsgerning, som saaledes er øvet for Jesu Kristi Skyld, ogsaa af dem, der ikke have kendt ham selv, skal faa sin Løn. Dette skal vise sig, naar vor Herre Jesus Kristus kommer til Dom i sin Faders Herlighed og siger til dem paa højre Side: Jeg var hungrig, og I gav mig at spise, jeg var tørstig, og I gav mig at drikke, jeg var nøgen, og I klædte mig. Og de svare: naar have vi gjort sligt, vi have jo aldrig set dig saadan! Men han skal sige: Hvad I have gjort imod en af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig; derfor kommer hid og arver det Rige, som eder var beredt fra Verdens Grundlæggelse.

Men Gud give os, som tro paa Jesus Kristus, sin Naade til, at Kristi Kærlighed og Fred maa sejre over vort Hjærte og raade i vort Hjærte, saa at vi maa leve og færdes blandt Mennesker som Fredens Børn, hans Navn til Ære!

Amen.