Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Juledag. - Ordet blev Kød..

Johs. Evang. 1, 1-14.

I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i Begyndelsen hos Gud. Alle Ting bleve til ved det, og uden det blev ikke én Ting til, som er bleven til. I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket greb det ikke. Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes. Han kom til Vidnesbyrd, for at vidne om Lyset, for at alle skulde tro ved ham. Det var ikke ham, der var Lyset, men han skulde vidne om Lyset. Det sande Lys var, som oplyser ethvert Menneske, der kommer til Verden. I Verden var han, og Verden blev til ved ham, og Verden kendte ham ikke. Til sit eget kom han, og hans egne toge ikke imod ham. Men saa mange som modtoge ham, dem gav han Magt til at vorde Guds Børn, dem, som tro paa hans Navn, hvilke bleve fødte, ikke udaf Blod, ej heller udaf Køds Vilje, ej heller udaf Mands Vilje, men udaf Gud. Og Ordet blev Kød og tog Bo iblandt os, og vi skuede hans Herlighed, en Herlighed som en enbaaren Søns fra sin Fader, fuld af Naade og Sandhed.

»Maria fødte sin Søn den førstefødte og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe«. Saaledes skriver Evangelisten Lukas i vort gamle Jule-Evangelium. Og derefter omstraalede Herrens Herlighed Hyrderne ude paa Marken, og Herrens Engel meldte dem: »Se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket; eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Kristus, i Davids Stad! Men det Lys fra Himlen, der saaledes omstraalede Hyrderne og gjorde Nat til Dag for dem, var aabenbart et Tegn fra Gud paa, at nu var Lyset kommet til Verden, det Lys, som kan lyse op i hver den, der vil frelses ud af Mørket, saa at vi kan se Lys og vandre i Lyset som Lysets Børn og Guds Børn gennem denne Verden med dens Strid og Mørke hjem til vort Fædreland, hvor Dag ej ligger i Dvale. Derfor synge vi:

Himlens Lys kom i dig til Jord, skinner til ny Oplysning stor, godt kan vi nu ved Nattetid kende som Børn vor Fader blid.

0 Gud ske Lov!

Og hvor dette Gud ske Lov kommer fra Hjærtet, har det himmelsk Sandhed, ti det er en Efterklang af den mangfoldige himmelske Hærskares Lovsang: »Ære være Gud i det Højeste, og Fred paa Jorden, i Mennesker Velbehag!«

Men skal vi af Hjærtet kunne istemme vort Gud ske Lov, og skal vi kunne forstaa, hvorfor Englene vare blevne saa fulde af Glæde, at de saaledes maatte udsynge den og prise Gud for det spæde Barn i Krybben, saa maa vi ikke blive staaende ved Krybben i Betlehem, men fra den se opad saa højt, som vort Blik kan stige, og se tilbage saa langt, som noget Menneskeøje kan naa. Ja, vi maa fra Krybben se opad, der hvorfra disse Engle vare komne, de som altid staa for Guds Aasyn, rede til at lyde hans Ords Røst, dog ikke for at blive blandt Englene, nej højere op endnu, til Englenes Konge, Guds enbaarne Søn selv, som troner ophøjet over alle Englenes Tusender. Ti dette lille Barn, for hvis Skyld Englenes Lovsang lød, var ikke alene et yndigt og elskeligt Barn, ja ikke alene et syndfrit og helligt Barn, men han var Guds enbaarne Søn tillige.

Det er dette, Johannes udtaler i sit Juleevangelium i de Ord, hvormed vor Text sluttede: »Ordet blev Kød og tog Bo iblandt os, fuld af Naade og Sandhed. Naar vi nemlig spørge, hvem »Ordet« er, saa maa vi gaa tilbage til de første Ord i Evangeliet: »I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud«. Dermed føres vi tilbage saa langt, som det er muligt for en Mennesketanke at naa; ti vor Tanke kan ikke naa længere tilbage end til den første Begyndelse. Og der udtales hermed, at dengang Begyndelsen skete, dengang Tiden, og hvad der er i Tiden, begyndte og blev til, idet Gud skabte Himmel og Jord, da var Ordet. Ordet er altsaa forud for Begyndelsen, det vil sige, det er uden Begyndelse og evigt, ligesom den almægtige Gud selv. Men hvad Johannes her benævner »Ordet«, er det samme, som ellers i den hellige Skrift saavelsom i vor kristne Tro kaldes: Guds enbaarne Søn. Og naar den Hellig-Aand, som har baaret Evangelisten og hans Tale, her har skudt ham denne Benævnelse i Hu, saa giver han dermed Menigheden en Vejledning til at fatte denne Troens Hemmelighed, at Faderen og Sønnen ere ét og dog to guddommelige Personer, idet han viser hen til det Afbillede, vi møde i Forholdet mellem Menneske-Ordet og Mennesket selv. Vort Ord, som jo er Aabenbarelsen af Menneskets Højhed fremfor alle de umælende, er ikke alene et Middel til at udtrykke vore Tanker og Følelser, men det er i sin dybeste Betydning et Spejlbillede af vort Selv, vor indvortes Personlighed, ja er som vort andet Selv. Kun ved Ordet blive vi os selv bevidste; ti ingen kan klare sig, hvad han selv er og vil, uden ved Ordet, ved at »sige det til sig selv«. Og kun i Ordet, det sande, virkelige Ord, kan vi aabenbare os selv for andre; ja mere end det: i Ordet kan vi meddele os selv til andre, give dem Del i vort eget Væsens dybeste Indhold. Saaledes er det med Menneskets Ord, fordi Mennesket er skabt i Guds Billede; men hvad vi her have som Afbillede, det møde vi i sin fulde Virkelighed hos Gud, i Forholdet mellem Faderen og Sønnen, eller Gud og Guds-Ordet, som var hos Gud, da Tiden begyndte, og ved hvem alt, hvad der er i Tiden, er blevet til. Evangelisten skriver ikke alene, at Ordet var i Begyndelsen hos Gud, men ogsaa: Ordet var Gud. Han er i Sandhed Faderens "andet Selv", ti han er den usynlige Guds Billede (Kol. 1, 15), han er Guds Herligheds Afglans og hans Væsens udtrykte Billede (Hebr. 1, 3), en virkelig guddommelig Person overfor Faderen, som et Jeg overfor et Du. Derfor er han ogsaa den, ved hvem alt blev skabt, og i ham er Livet, som er Menneskenes sande Lys, der oplyser hvert Menneske, som kommer til Verden. Og derfor bekende vi: jeg tror paa Gud Fader, — og paa Jesus Kristus hans enbaarne Søn, saaledes at, skønt vor Tanke ikke kan gennemskue denne Hemmelighed, at Fader og Søn ere to Personer, og dog er der kun én Gud, saa staar det dog urokkelig fast for vor Tro, at Sønnen ligesaa fuldt som Faderen er Genstand for Menighedens Tro og Tilbedelse.

Naar altsaa Evangelisten skriver, at Ordet, som var i Begyndelsen hos Gud og selv var Gud, i Tiden blev Kød og tog Bo iblandt os, d. v. s. blev et Menneske som en af os, saa siger han dermed det samme, som den kristne Menighed bekender: jeg tror paa Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, som er født af Jomfruen Maria. Og naar vi kan holde Jul med Glæde og Lovsang, ja naar baade de hellige Engle, som ikke selv trænge til Frelse, men glæde sig over hver eneste Synder, som omvender sig og bliver frelst, og vi Mennesker, som trænge til Frelse, kan forenes i den samme Lovsang for Jesu Fødsel: Ære være Gud i det Højeste, o Gud ske Lov! saa er det, fordi vi derved ihukomme denne vidunderlige Naade, denne Gudsfrygtens Hemmelighed, at Ordet blev Kød, Guds enbaarne, evige Søn lod sig føde som Menneske, — dog ikke som et syndigt Menneske, saaledes som vi, men fuld af Naade og Sandhed, d. e. fuld af Liv og Lys for det faldne Menneske. Ti Naaden, Guds Naade, er netop Livet fra Gud, bragt til Syndere for at frelse dem fra Døden. Kun saaledes kan vi frelses. Ti til at frelses fra Døden til evigt Liv forslaar det slet ikke, om vi faa den bedste Kundskab og Oplysning, vi kan ikke nøjes med mindre end med Gud selv, med at komme i en saadan Livsforbindelse med ham, at han kan meddele os af sit Liv. Det udtalte det gamle Israel i Salmen (Salm. 42, 2-3): »Som en Hjort. skriger efter Vandstrømme, saaledes skriger min Sjæl til dig, o Gud. Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg dog komme og stedes for dit Aasyn!« Men Opfyldelsen af denne Længsel naaede Israel først, dengang den gamle Simeon stod i Templet med Jesusbarnet paa sine Arme, fuldvis paa, at dette Barn var den forjættede Frelser; da først kunde han sige: »Herre, nu lader du din Tjener fare i Fred efter dit Ord, ti mine Øjne have set din Frelse!« Vi Syndere kan ikke fare op til Himlen for at hente Guds Naade ned til os, vi kan ikke stige op til Gud for at faa Livet i ham, men Gud, der ikke vil nogen Synders Død, kom ned til os i sin enbaarne Søn Jesus Kristus, som er ét med Faderen, saa han kunde sige: »hvo som har set mig, har set Faderene (Joh. 14, 9)«, og tog Bo iblandt os i en saadan Skikkelse og et saadant Ord, at endog de fattigste og enfoldigste kan tage imod ham og tro paa ham og faa evigt Liv i ham.

Ja, derpaa grunder vor Julehøjtid sig, og deri er vor Juleglæde indesluttet, at Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, er født som Menneske af Jomfruen Maria. Kun naar vi have denne Tro, kan vi holde Højtid med den rette Glæde. Man kan vel uden at have denne Tro opnaa en vis Jule-Stemning, hvad vi møde mange Vidnesbyrd om i Juletiden, hvor man i næsten alle Huse søger at have en vis festlig Stemning og at give Plads for en Barnlighedens Aand, som man ellers ikke har Tid og Rum til. Og en saadan Stemning kan ogsaa opnaas i de fleste Hjem, hvor der er hyggeligt inden Døre, fordi Mennesker ere forbundne i indbyrdes Kærlighed, og fremfor alt hvor der findes nogen Taknemmelighed mod Gud for hans gode Gaver. Men der er en stor, ja næsten himmelvid Afstand fra denne Stemning til den virkelige Jule-Glæde, som Kristi troende Menighed har faaet Del i. En saadan Julestemning lader Mennesker og deres Hjærter blive i deres Hjem her paa Jorden, men Juleglæden løfter os op over denne Jord til Gud, fra hvem vor Frelser Jesus Kristus er kommen, og til hvem han er vendt tilbage efter at have fuldført sin Frelsergerning for os, og den finder kun Rum i de Hjærter, som længes efter Livet i Gud, og som tro, at Gud er kommen til os i sin enbaarne Søn, Ordet, som blev Kød og tog Bo iblandt os, fuldt af Naade og Sandhed.

Nu bliver det vistnok altid ufatteligt for vor Tanke, ialfald her paa Jorden, at Guds enbaarne, evige Søn kunde fødes som et lille Menneskebarn, og at han derefter indtil Døden paa Korset kunde leve et sandt Menneskeliv, med menneskelig Udvikling og Vækst og med alle menneskelige Fornødenheder, og dog være sand Gud tillige. Men dette kan ikke hindre os i at tro det, være fuldt overbeviste derom. Skulde vi ikke tro andet end det, vor Tanke kan fatte, saa blev der tilsidst slet intet, vi troede. Der er ingen Mennesketanke, som virkelig kan fatte Guds Tilværelse og hans Væsen, hans Evighed, Almagt og deslige, og dog tro vi paa ham, og vort Hjærte hviler i denne Tro. Og saaledes tro vi ogsaa, at Jesus Kristus er sand Gud med Faderen og tillige sandt Menneske, født af Jomfruen Maria; og om vi end ikke kan forstaa denne Forening, kan vi dog forstaa, at var han ikke baade Gud og Menneske, saa kunde han ikke være vor Frelser, men kun en Lærer og Vejviser, og saa maatte det blive os, der skulde frelse os selv, det vil sige, saa kunde vi ikke blive frelste. Skulde vi saa formaste os til at nægte denne Forening, fordi vor Tanke ikke kan fatte den, vi som end ikke kan forstaa eller forklare vort eget Væsen: at der i dette vort sandselige og dødelige Kødlegeme kan bo en personlig, udødelig og oversandselig Aand af Guddoms-Herkomst, og at Kød og Aand, der i sig selv synes uforenelige Modsætninger, her i os ere forenede til ét Menneske og samvirke og gensidig indvirke paa hinanden; og dog kan ingen sige eller paapege, hvor Aanden har sit Sted og Sæde i Legemet, ja hverken hvor den er, eller hvor den ikke er. Men om vi end ikke kan besvare alle de Spørgsmaal, som kan opkastes herom, saa erfare og opleve vi dog stadig, at Aand og Kød ere forenede i os, og vi kan forstaa, at det er Daarskab, ja Fornægtelse af al Forstand, naar i vore Dage nogle af dem, der mene sig allerklogest, nægte, at der er nogen Aand i Mennesket, og sige, at det, man kalder Aand, er kun Kød, kun Nerverne, som paavirkes af Elektricitet, Galvanisme eller en lignende upersonlig Naturkraft.

Men fordi vor Tanke ikke kan fatte, at Jesus Kristus er sand Gud og sandt Menneske, derfor har der ogsaa alle Dage i Kristenheden været dem, der have nægtet det og sagt, at naar Jesus kaldes Guds enbaarne Søn, er det kun et billedligt Udtryk for, at han er det fuldkomne og syndfri Menneske, Mennesket, som det skulde være efter Guds Tanke, e. lgn. Og mange flere har der været og er den Dag i Dag, som tvivle derom. De sige maaske : jeg vilde gærne tro det; men de føje til: hvorledes skulde jeg kunne tro det, naar jeg ikke kan forstaa det? Overfor disse bør Kristne aldrig forsøge med Forstandsgrunde at bevise eller forsvare vor kristne Tros Sandhed. Selv om vi maaske derved kunde stoppe Munden paa en eller anden Modstander, kom vi dog derved i en skæv Stilling til Troen. Ti det er ikke os, der skal forsvare Troen, men det er Troen og den Jesus Kristus, paa hvem vi tro, der skal og ene kan forsvare os mod vore og Evangeliets Modstandere. Derfor er det egentlige Vaaben og Værge for alle Kristne, vise og uvise, smaa og store, dette, at vi stille os under vor Herres Jesu Kristi Banner ved Bekendelsen, saa vi ganske sagtmodig og stilfærdig bekende: den Tro, som I andre vrage, fordi I ikke forstaa den, den er min Tro, og i den vil jeg leve og dø. Om en saadan Bekendelse gælder Davids Ord (Slm. 8, 3): »Af de umyndiges og spædes Mund har du grundfæstet en Magt til at bringe Fjenderne til Tavshed«; ti naar den kommer fra Hjærtet, har den en mærkelig Kraft til at stoppe Munden paa de vantro og tvivlende, ja til at overvinde dem, fordi de vil føle, at den, der har en saadan Tro, han har noget at leve for og leve paa, som de selv inderst inde savne.

Derhos have vi et mærkeligt Erfaringens Vidnesbyrd for Sandheden af vor Tro deri, at vi holde Kristi Fødsels Højtid endnu 1900 Aar efter hans Fødsel. Vilde denne Højtid ikke forlængst være glemt i denne travle omskiftelige Verden, dersom Jesus havde været et blot Menneske, om end af de aller ypperste? Og et maaske end mærkeligere Vidnesbyrd have vi deri, at selv de, der sige, at det er uforstaaeligt og derfor utroligt, at Jesus er Guds Søn, de vil ikke nøjes med en Forkyndelse, der taler om Jesus som et blot Menneske. Dette viste sig for et Hundredaar siden, da en Vantroens Strøm Syd fra væltede ind over vort Fædreland. Fra næsten alle Prædikestole taltes der om Jesus Kristus som den, der kun var et dydigt Menneske, en Sandhedens Lærer, et Forbillede paa Sædelighed og Retskaffenhed, som tilsidst havde lidt Døden for sin Overbevisning; men hvad den kristne Menighed tror, at han er Guds Søn, hans underfulde Undfangelse og Fødsel, Englenes Lovsang o.l., det var kun billedlig Tale, Eventyr og Myter. Og det var ikke Præsterne alene, som talte saaledes, men det store Flertal af Lægfolket billigede ganske denne Tale, fandt den rigtig og fornuftig. Men Frugten deraf blev ikke, at de saa flokkedes om denne Forkyndelse, nej lige modsat: Kirkerne blev tommere og tommere, mangfoldige Steder kun de tomme Bænke. Og paa samme Maade vilde det gaa den Dag i Dag. Dersom nogen af dem, der ikke tro, at Jesus er Guds Søn, kom ind i en Kirke paa Juledag og hørte Præsten forkynde, at hvad Menigheden tror om ham, er kun Billede og Myte, ja saa vilde han maaske nok sige, at det var endelig en fornuftig Tale; men mon han vilde komme igen næste Jul for at høre det samme? Jeg er vis paa, at hvis han kom i Kirke, vilde han ialfald ikke komme igen for at høre den Præst. Hvoraf kommer denne tilsyneladende Selvmodsigelse? Svaret have vi utvivlsomt i, hvad Johannes skriver i vort Evangelium, at Ordet, det evige Guds Ord, er det sande Lys, som oplyser ethvert Menneske, der kommer til Verden. Inderst inde i hvert Menneskes Hjærte skinner, om end mat og dunkelt, et Lys fra Gud, som stammer fra Ordet, ved hvem alt blev skabt, og som mødes med Lyset i Jesus Kristus. Derfor er der inderst inde i Menneskehjærtet som en Sangbund for Evangeliet om Jesus Kristus Guds Søn, selv om Forstanden siger nej.

Men derfor, naar nogen siger: jeg vilde gerne tro, at Jesus er Guds Søn, om jeg blot kunde forstaa det, saa svare vi: er det virkelig dit Alvor, at du gerne vil tro dette, saa sig til dig selv: jeg vil tro det, som den kristne Menighed tror, og uden hvilket dens Julehøjtid slet intet var; jeg vil tro, at Jesus Kristus er Guds enbaarne Søn, som blev født af Jomfruen Maria, om jeg end ikke kan forstaa det; ti det kan jeg forstaa, at er dette ikke sandt, er det slet ikke værd at holde Jul. Kan du sige dette af et oprigtigt Hjærte, da vil Juleevangeliet faa en Glans for dig, som du aldrig før har kendt; og om du end ikke forstaar, hvorledes Jesus Kristus kan være baade Gud og Menneske, saa vil du dog kunne forstaa, at er han sand Gud, saa kan han i Sandhed bringe os Livet og Lyset fra Gud, ja saa kan han frelse os fra Døden og Mørket til at leve evig i Gud. Og saa sandt du da vil lade dig frelse fra din Synd, skal ogsaa du naa til med Kristi Menighed at sige af Hjærtet: Jeg tror paa Jesus Kristus, Guds enbaarne Søn, født af Jomfruen Maria.

I denne Tro og Bekendelse holde vi Kristne vor Jul med Glæde og Lovsang; ti i den er Glæden indesluttet. Er det end mangen Gang saaledes, at den Glæde, vi føle, kun er fattig, saa vide vi dog og tro, at vi have rigelig Grund til at glædes og takke Gud derfor. Og saa vil vi følge vore Fædres gode gamle Regel: kan du ikke takke Gud, som du skal, saa skal du takke ham, som du kan! Ja hvem af os har nogensinde takket Gud, som vi skulde, for hans enbaarne Søns Komme til Verden? Men lad os dog takke derfor saa godt — eller saa ringe, som vi kan. Saa sandt den fattige Tak kommer fra et Hjærte, der oprigtig tror og erkender, at vi have saa stor Grund til at takke Gud, skal den ikke være forgæves, men Gud skal derved lade vort Hjærtes Taknemmelighed vokse og lade os føle saa megen Glæde i vor Frelser, som kan forenes med, at vi her altid maa stride Troens Strid. Og bliver end vor Tak og vor Glæde aldrig her saa rig og dyb, som vi gerne vilde, saa er den dog Begyndelsen til den fuldkomne Glæde og den evige Takkesang i Guds salige Himmerig, hvor der holdes den fejreste Jul.

Amen.