Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Fjerde Søndag i Advent. - Nedad og Opad.

Joh. Evang. 3, 25-36.

Der opkom fra Johannes's Disciple en Tvist med en Jøde om Renselse. Og de kom til Johannes og sagde til ham: Rabbi, han som var hos dig paa hin Side Jordan, og som du har givet Vidnesbyrd, se, han døber, og alle komme til ham. Johannes svarede og sagde: et Menneske kan ikke tage noget, uden det er ham givet fra Himlen. I ere selv mine Vidner paa, at jeg sagde: ikke jeg er Kristus, men: jeg er udsendt foran ham. Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som staar og hører paa ham, glæder sig saare over Brudgommens Røst. Saa er da denne min Glæde bleven fuldkommen. Han maa vokse, men jeg blive mindre. Den, som kommer ovenfra, er over alle. Den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, dette vidner han, og hans Vidnesbyrd tager ingen imod. Hvo, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru. Ti den, som Gud udsendte, taler Guds Ord; ti ikke efter Maal giver Faderen Aanden; han elsker Sønnen, og Alting har han givet i hans Haand. Hvo som tror paa Sønnen, har evigt Liv; men hvo som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham.

»Hvem er du? Hvad siger du om dig selv?» Saaledes lød Jødernes Spørgsmaal til Johannes i vort gamle Evangelium til i Dag; og han svarede, at han ikke var Kristus, ej heller Elias eller Profeten, hvis Komme var forjættet, men kun en Røst af en, som raabte i Ørken: bereder Herrens Vej! — med andre Ord, at han slet ikke agtede sin egen Person, sit eget Jeg, for noget; han havde kun dette at gøre og vilde kun gøre dette, at lægge Røst til for en andens Ord, for det Ord, Gud udsendte til at berede Vejen for Herren og Frelseren, Vejen, ad hvilken han kunde drage ind i Hjærterne for at give dem Livet fra Gud, det evige Liv. Det var Gud, som beredte denne Vej, men Johannes var kun og vilde kun anses for at være en Røst, et Redskab og Middel, hvorved Gud udførte denne Gerning.

Dengang Johannes svarede saaledes, stod han paa Højdepunktet af sin Anseelse. Skønt han prædikede ude i Ørkenen, var hans Ry dog naaet saa vidt, at man fra Hovedstaden, fra Raadet, havde sendt en formelig officiel Deputation til ham for at gøre ham det Spørgsmaal: Hvem er du? Bagved dette Spørgsmaal ligger aabenbart det, som Lukas skriver, at alle gjorde sig Tanker om Johannes, om han ikke skulde være Messias (Luk. 3, 15). Og det er et stort Vidnesbyrd om, hvad for en tro Tjener han var, at han saaledes stillede sin egen Person saa aldeles i Skygge for den ham betroede Gerning og ikke med mindste Antydning vilde gøre sig til en anden eller større, end han var, og det uagtet Sendebuddene ligefrem lagde ham det Svar i Munden, som de helst vilde høre. Det har aldrig været let for det naturlige Menneskehjærte, naar andre tro noget stort om en, saa at vise det tilbage. Johannes kunde jo blot have givet et undvigende Svar, hvori der kunde ligge baade Ja og Nej, saa Folk kunde vedblive at have de samme Tanker om hans Storhed som før. Men det gjorde han ikke: han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: jeg er ikke Kristus, men kun en Røst, hvorigennem en anden taler.

Og det samme tro Tjenersind vedblev at være Johannes' Storhed indtil det sidste, ja det voksede. Det se vi kort Tid efter, da han stod med to af sine Disciple ved Jordans Flod, hvor han saa Jesus komme gaaende; da sagde han: se, det Guds Lam! og strags forlod Disciplene ham og fulgte Jesus. Saaledes at vise bort fra sig selv til en anden, ja det er i Sandhed stort, det er et Vidnesbyrd om, at han kun vilde være den, han var. Og fremfor alt se vi denne Storhed i vort Evangelium i Dag, i det sidste Vidnesbyrd, vi kende af Johannes, dengang hans Disciple kom til ham, fulde af Fortrydelse og Skinsyge, og sagde: »han, som var hos dig paa hin Side Jordan, og som du gav Vidnesbyrd, han døber nu, og alle komme til ham! Det harmede dem, at Jesus, som Johannes havde døbt, nu skulde overstraale deres Lærer, og de mente, at dette ikke mindre maatte harme Johannes selv. Men han svarede dem, ganske ligesom han havde svaret Jødernes Udsendinge: I ere selv Vidner paa, at jeg har sagt: jeg er ikke Kristus, men kun hans Forløber, udsendt foran ham. Han er Brudgommen, hvem Bruden, Menigheden, tilhører, og jeg er kun Brudgommens Ven, som har det Hverv at føre Bruden til ham; og nu ser jeg med Glæde, at denne min Gerning lykkes, idet alle gaa til ham. Han maa vokse, men jeg blive mindre.

Læg Mærke til dette Svar han maa vokse, men jeg blive mindre! Naar nu vi vide, at Johannes' Gerning var at berede Vej for Frelseren, saa kan vi uden stor Vanskelighed indse, at saaledes maatte det være, at i samme Maal, som det lykkedes Johannes at berede Vejen og Hjærterne til at modtage Frelseren, saa maatte ogsaa han selv blive mindre, og hans Betydning og Indflydelse forringes, og saa maatte han ogsaa selv glæde sig over, at han saaledes forringedes. Men dersom vi kende noget til Menneskehjærtet, saa vide vi, at intet falder det naturlige Menneske tungere, ja bitrere end saaledes at forringes. Ja mangen Gang synes det, at jo mere aandelig et Menneskes Gerning er, og jo mere han har sat sit Hjærtes Kraft ind paa sin Gerning, des bitrere falder det ham at stilles i Skygge af det, han selv havde peget paa som et Fremskridt. Ja, da pleje alle Skinsygens og Misundelsens Djævle at vaagne, og det kan vise sig, at den, man ansaa for en stor Mand, er saare lille, fuld af smaalig Misundelse og Forfængelighed og Egenkærlighed.

Men det var det store ved Johannes, at han ikke vilde være en anden, end han var, men var villig til og glad ved for sin egen Person at træde i Skygge for sin Gerning, ja for den, der kom efter ham og helt skulde overstraale ham. Og han voksede i denne Storhed, voksede i at have mindre Tanker om og stille mindre Fordringer for sig selv. Ti er det stort, ikke at ville gøre sig til noget større, end man er, naar alle beundre en, og naar man altsaa bliver lige stor i deres Øjne, selv om man ikke ophøjer sig selv, saa er det i Sandhed endnu større ikke at ville gøre det, naar Menneskers Beundring begynder at mindske, fordi den vender sig til en anden, og da at kunne sige med Glæde: jeg maa forringes, mens han vokser. Men saaledes taler en tro Herrens Tjener.

Men det samme skal ogsaa være alle Guds Børns og Jesu Kristi Tjeneres Vækst her paa Jorden. Det gælder først og fremmest om, at vi kan svare ret paa det Livsspørgsmaal: hvad siger du om dig selv? at vi her ikke nøjes med at pege paa den Plads, vi have blandt Mennesker; ti den er noget helt andet end vi selv. Det havde heller ikke været Svar nok af Johannes, om han havde sagt: I se jo, at alle strømme ud til mig. lytte til mine Ord og gøre sig store Tanker om mig! Og ligesaa lidt er det nok for os at pege paa den Stilling og Anseelse, vi mulig have; ti den kan jo tages fra os i Morgen, ja i næste Øjeblik. og saa tage andre den efter os, og vi have kun Regnskabet igen. Men er jeg et Guds Barn, og hører jeg Jesus Kristus til: det vedbliver jeg at være, selv om jeg i næste Nu har lukket mine Øjne, ja vedbliver at være det i Evighed. Nej, det gælder om, at vi se paa os selv, vort indvortes Menneske, saadan som vi ere i Guds Øjne, og at vi saa kunne sige: trods al min Synd og alle mine Fejl og Fald, saa har dog vor Herres Jesu Kristi Ord lydt til mig, og jeg har modtaget og troet dette Ord, hvorved han lukkede sit Rige op for mig; derfor ved jeg, at jeg er en Kristen og hører Jesus Kristus til. Da kan vi ogsaa sige om os selv, i visse Maader ligesom Johannes: jeg er ogsaa bleven hans Røst paa Jorden. Ikke saaledes, at vi alle skulle være Profeter eller Prædikanter, eller drømme os udvalgte til en særegen stor Gerning i Guds Rige paa Jorden; men vi ere alle, som tro, kaldede til at lægge Røst til hans Ord, saaledes at det paa vor Bekendelse og paa hele vor Færd kan kendes, at vi ere hans Tjenere og Disciple, der vil tilhøre ham, ja saaledes at Mennesker kan kende og høre paa os, at skønt Jesus Kristus ikke ses mere paa Jorden, saa hører han dog ikke Fortiden til, som andre store Mænd, der engang have levet paa Jorden og været beundrede blandt Mennesker, men nu kun ere til i enkeltes Erindring; men han er levende til Stede i sin Menighed med Kraft til at bøje Hjærterne til sig og herske i dem.

Naar vi saaledes ere Kristne og vide med os selv, at vi ere det, saa maa der følge en Vækst efter; ti vi begynde aldrig med at være fuldvoksne, ligesaa lidt i Aandens som i Legemets Verden. Men med Kristenlivets Vækst gaar det ikke som med den legemlige, hvor man f. E. paa et Barn fra Aar til Aar kan maale, at det nu er blevet saa meget større, og hvor man kan anstille Prøve paa, hvor vidt det er vokset i Kundskab, Færdighed og deslige. Saaledes vilde sikkerlig alle Kristne helst have, at det ogsaa skulde gaa med Kristenlivets Vækst, at vi fra Aar til Aar kunde tage og føle paa, at vi vare blevne stærkere i Troen, Haabet og Kærligheden, at vor Glæde i Herren var bleven rigere, at vi havde faaet større Kræfter til at staa alt ondt imod og sejre derover. Men saaledes gaar det ikke. Se vi paa det udvortes, paa hvorledes det udvortes staar til med vort Selv, maatte vi snarere finde Nedgang end Vækst opad. Den jublende Glæde, hvormed vi begyndte, da vi første Gang med klar Bevidsthed kunde sige til os selv: nu ved jeg, at Jesus Kristus er min Herre og Frelser, og at jeg har mine Synders Forladelse i hans Navn, den varer ikke ved, den vil sikkerlig altid afløses af en vemodig Alvor og Stilfærdighed, som tager sig langt mindre stærk og frydefuld ud. Den frimodige Tillidsfuldhed, hvormed vi mente at kunne tage Kampen op, med hvad det skulde være, vil forvandles til en stilfærdig Ydmyghed, ja Mistillid til os selv og vor egen Tros Kraft, ialfald saaledes, at alle store Ord derom forstumme. Med ét Ord, det vil gaa saaledes med vor Vækst, at vi selv blive mindre, men at Jesus Kristus bliver den eneste store, som vi have noget stort og godt at sige om.

Ja, det lyder underligt, at det at blive mindre skal kaldes Vækst; og dog er det og maa det være saaledes. Vi have en Slags Beskrivelse af denne Vækst, i hvad Johannes skriver i sit første Brev til Menigheden (1 Joh. 2, 12-14): »Jeg skriver til eder Børn, fordi eders Synder ere eder forladte for Kristi Navns Skyld, og I kende Faderen; jeg skriver til eder Fædre, fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen; jeg skriver til eder unge, fordi I ere stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den Onde«. Det er ikke Børn, unge og Fædre i bogstavelig Forstand, Apostelen her taler om, men dem, der ere Børn, unge og gamle i Troen og i Kristenlivet.

Det bevidste Kristenliv begynder altid med Troen paa Syndernes Forladelse og Børneretten hos Faderen for Jesu Kristi Skyld; og det er »Barnelivets favre Dage med Guds Søn i Betlehem«, saa længe Hjærtet hviler trygt i denne Naade; man ved nok, at der er Fjender baade indvortes og udvortes, men man mærker dem egentlig ikke, de ere ligesom langt borte. Men saaledes varer det ikke ved. Saa kommer Ungdomstiden og Kampens Tid. Vi møde Fjender baade her og der: i vort eget Kød, vor selviske og selvraadige Vilje, i Verden omkring os, som snart lokkende og snart truende søger at drage os over til sig. Her gælder det, ikke at vige tilbage, ejheller at gaa paa Akkord med Fjenden og Synden, men i Troen paa Guds Naade i Kristus at tage Kampen op. Men saa sandt vi ere grebne af Kristi Kærlighed, saa hans Ord har faaet blivende Sted i vort Hjærte, saa skræmmer Kampen ikke. Tværtimod ligger da vor Livsvej for os i Straaleglans, jeg kunde sige, som en solbeskinnet Valplads, hvor man glæder sig til at tage Kampen op mod den Onde og alt det onde i Verden, og hvor man haaber at gaa frem fra Sejer til Sejer. Og saa sandt vi blive i Troen, saa vil der ogsaa følge en Sejerstid, hvor Hjærtet i sin Ungdomskraft, i hele sin friske, frimodige Tillid til vor Herre Jesus Kristus og hans Ord, strider imod sin egen Synd og mod det onde og Vantroen udenom os; og selv om man den ene Gang efter den anden bliver slaaet ned, saa gaar det som med den naturlige Ungdomskraft: »om et Haab eller to bliver brudt, blinker et nyt for dit Øje«, — saa tager man fat paa ny med Ungdomshaab og Frimodighed i Tillid til Gudsordets Kraft. Ja. da mener man at være stærk nok til at tage Kampen op mod Alverden; og da er man ogsaa virkelig stærk, dog ikke i sig selv, men i og ved det Guds Ord, som lever og bliver i vort Hjærte. Derfor skriver Apostelen til de unge: »I ere stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den Onde«. — I Sammenligning dermed lyder det langt mere smaat, naar han til Fædrene, de gamle og prøvede Kristne, skriver blot dette: »I kende ham, som er fra Begyndelsen«. Jesus Kristus, Guds Søn og Guds evige Ord, som var i Begyndelsen hos Gud og selv er Gud. og som er den samme i Gaar og i Dag og i Evighed.

Skulde man ikke tænke, at den gamle Apostel her havde taget fejl og skrevet til de unge, hvad der egentlig skulde været skrevet til Fædrene, og omvendt, saa der om de unge skulde siges, at de kendte Jesus Kristus, medens Fædrene vare de stærke, i hvem Guds Ord var blivende, og som ved dets Kraft havde overvundet den Onde? Ja, saaledes vilde vistnok de fleste mene i deres Kristenlivs Ungdomstid. naar de ved Guds Ords Kraft oprigtig tage den Kamp op. Men naar man da tænker, at man skal vedblive at gaa øjensynlig fremad fra Kraft til Kraft, saa vil man blive skuffet. Hvor Væksten og Udviklingen gaar i det rette Spor, vil Kraften langt snarere synes at blive mindre, alt som man dybere lærer sig selv og sin egen Magtesløshed, sit eget Hjærtes og sin Tros Skrøbelighed, at kende, naar vi se, hvorledes vi faldt der, hvor vi mente at staa allerfastest. Ti i Ungdommens frimodige Tillid vil der altid indblande sig saa megen Selvtillid, som kun kan kues derved, at man lærer sig selv, sin egen Magtesløshed og sin egen Tros Vankelmod at kende. Og jo mere dette sker, des mere forsvinder den ungdommelige Kraft med dens jublende Sejersglæde.

Men saa gælder det om, at vi ikke, naar vi maa opleve dette, skyde Skylden paa Ordet, som om det var afmægtigt, ikke heller efter fortrædelig Gammelmandsvis lade vor Mismod over os selv gaa ud over Verden og saa søge en Slags Oprejsning ved at sammenligne os med den vantro Verden med al dens Daarlighed og ved at skælde og smelde og rive ned paa den. Ganske vist, der er nok, mere end nok af Daarlighed og Synd i Verden, Kødets Lyst, Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed. Og dersom det kunde frelse Menneskene at skælde og true dem, der leve heri, kunde der være nok at tage saaledes fat paa. Men vi maa aldrig bilde os ind, at vi kan berede Vej for Herren og føre Mennesker til ham ved at skælde paa deres Synder og Daarligheder; det var ikke derved, Johannes beredte Vej, men ved at forkynde: omvender eder, ti Himmeriget er kommet nær! Og skal vi tjene Herren og berede Vej for ham, skal det ske derved, at det i vort Ord og Levned kendes, at Guds Rige er saaledes nær og til Stede paa Jorden, at Mennesker kan komme derind.

Endnu langt mindre kan vi ved at skælde paa Verden selv blive stærke i Herren til at overvinde den Onde og det onde indeni os. Nej, den eneste sikre Frugt, dette kan bære, er, at man paa Farisæervis søger sin Retfærdighed i at se ned paa de andre, som ere ringere end en selv; men saa er Væksten forbi, saa gaar det i Sandhed ned ad Bakke med os, om vi end selv drømme os aldrig saa store og stærke. Nej Væksten, den rette kristelige Vækst, er den, som den gamle Apostel peger paa, naar han siger til Fædrene: »I kende ham, som er fra Begyndelsen«, det vil sige, at alt som vi lære vor egen Magtesløshed at kende, at vi da tillige ved Troen paa Jesu Kristi Ord lære at kende hans Kraft og utrættelige Langmodighed og Trofasthed, at han er den gode Hyrde, som ikke slipper sine Faar eller lader dem fare vild i Ørken, at han er den Klippe, som hverken Storme eller Vandløb kan rive bort, — og at han saaledes bliver stedse mere umistelig for os.

Vi have et lærerigt Exempel paa denne Vækst i Apostelen Peder. Det begyndte paa Genesaret Sø, da han til Svar paa sit Raab: »Herre, gaa ud fra mig, ti jeg er en syndig Mand!« havde faaet Jesu Ord: »frygt ikke!« d. e. dine Synder ere dig forladte. Da blev han saa glad og stærk, at han kunde forlade alt og følge Jesus. Og under sit Samliv med ham voksede han i Ungdomsmod og Styrke, saaledes at Jesus kunde sige til ham: »du er Klippemanden, og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed«. Da var Peder virkelig stærk, fordi han troede saa fast paa Jesu Kristi Ord, det evige Livs Ord. Men ved Siden deraf se vi ogsaa den store Selvtillid, der var hos ham. Den viste sig strags derefter, da han mente at kunne have Ret til at holde Jesus tilbage fra Lidelsen, idet han sagde: Herre, spar dig selv! Og det viste sig end mere Skærtorsdag Aften, da han dristede sig til at sætte sit Nej mod Jesu Ord og sige: om jeg end skulde dø med dig, vilde jeg dog aldrig fornægte dig! Og I mindes alle det dybe Fald, hvorigennem Peder da maatte lære sig selv at kende, og hvorved hans Selvtillid blev kuet. Men da lærte han tillige bedre end før at kende ham, som er fra Begyndelsen, at Jesus Kristus var den samme, altid lige stærk og lige rede til at frelse; ti det var Jesu Øjekast, der frelste ham ud af det slette Selskab og af hans dybe Fald. Og da han siden ved Genesaret Sø med Taarer sagde: »Herre, du ved alle Ting, du ved, at jeg har dig kærn, da var hans fordums frimodige Selvtillid borte; han selv var bleven langt mindre, men Jesus var vokset for ham, og nu kendte han ham, som er fra Begyndelsen, den uforanderlig trofaste Herre, dybere end nogensinde før. Og endelig er det saa lærerigt at se det sidste Ord, som vi kende af den gamle Apostel Peder, det hvormed han slutter sit andet Brev, der er skrevet kort før hans Død (2 Ped. 3, 18). Det lyder: »Vokser i vor Herres og Frelsers Naade og Kendskab«. Ogsaa han taler her om Kristenlivets Vækst, men ikke som en Vækst i vor egen Styrke og Kraft, nej i Jesu Kristi Naade, saa den bliver os stedse mere umistelig og uundværlig, fordi den rokkes aldrig, og i dette at kende ham, hans Trofasthed og Langmodighed, dybere og dybere, — altsaa netop det samme, som Johannes peger paa, naar han skriver til de gamle Kristne: I kende ham, som er fra Begyndelsen.

Ja, deri bestaar Kristenlivets Vækst, at vi baade gennem Sejer og Fald stedse dybere lære at kende ham, som er fra Begyndelsen, kende ham ved at opleve hans Ords og Naades Kraft i vor Magtesløshed, kende ham, som er fra Evighed ét med Faderen, men er kommen i Kød som den fulde Aabenbarelse af Faderens Kærlighed og Kraft til at frelse Syndere, ja som vor eneste Frelser. Da bliver han umistelig for vor Sjæl, og vi lære at klynge os fastere og fastere til hans Naade, som vi have troet paa fra vort Kristenlivs Begyndelse. Ti det er det fælles for alle troende Kristne, baade Børnene og de unge og Fædrene, at de høre Jesus til som Herren og Frelseren. Væksten er, at han bliver stedse mere uundværlig for os, saa vi ikke kan slippe ham, efterdi han har det evige Livs Ord; men denne Vækst sker kun i samme Maal, som vort eget Selv bliver mindre. Anderledes bliver det aldrig med Kristenlivets Vækst her paa Jorden, hvad saa end vort naturlige Hjærte siger dertil. Ti

Evig sand er Herrens Tale,
som i Himmel, saa paa Jord:
størst er de, som dybest dale
i hans Navn og paa hans Ord;
vi maa krybe,
før vi flyve,
ned og op gaa Jesu Spor.
Amen.