Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Tredje Søndag i Advent. - Gud begynder og fuldfører Frelsesværket.

Luk. 1, 67-83.

Og Johannes' Fader Sakarias blev fyldt med den Hellig-Aand, og han profeterede og sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, fordi han har besøgt sit Folk og givet det Forløsning, og har oprejst et Frelsens Horn for os i sin Tjener Davids Hus, alt som han talede ved sine hellige Profeters Mund fra Arilds Tid, Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som hade os, for at øve Barmhjærtighed mod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, den Ed, som han tilsvor vor Fader Abraham, for at give os, at vi uden Frygt, friede ud af Fjende-Haand, maa dyrke ham i Hellighed og Retfærdighed for hans Aasyn alle vore Dage. Og nu du, Barnlille, den Højestes Profet skal du kaldes; ti du skal gaa forud for Herrens Aasyn for at berede hans Veje, for at give hans Folk Erkendelse af Frelsen i deres Synders Forladelse, paa Grund af vor Guds inderlige Barmhjærtighed, i hvilken Solopgangen fra det høje vil besøge os, for at skinne for dem, der sidde i Mørke og Dødens Skygge, til at styre vore Fødder ind paa Fredens Vej. Men Barnet voksede og blev stærkt i Aanden; og han var i Ørknerne indtil den Dag, da han fremtraadte for Israel.

»Jeg er fuldelig forvisset om, at han, som begyndte det gode Værk i eder, vil fuldføre det til Jesu Kristi Dag«. Saaledes skriver Apostelen Paulus til Menigheden i Filippi (Fil. 1, 6). Og spørge vi, hvorledes han kunde have denne fulde Forvisning, saa er Svaret: fordi det var Gud, som havde begyndt det gode Værk, sit Frelsesværk i dem. Naar Mennesker have en Gerning for, saa kan det vel være let nok at begynde, men der kan være langt til Fuldendelsen; det er let nok at lægge den første Grundsten til en Bygning, men at fuldføre Bygningen, det skal der mere til baade af Udholdenhed og Kraft og af Midler til at bygge for; derfor er der mange Mennesker, hvis hele Liv kun bliver en Række af ufærdige Begyndelser. Men derfor ligger det os alle nær at tænke, at det ogsaa gælder om Guds Gerning, at det maatte være sværere for ham at fuldende end at begynde. Men saaledes er det ingenlunde; naar Gud begynder, saa er Fuldførelsen given dermed, den er indesluttet i Begyndelsen, ligesom den modne Frugt er indesluttet i Spiren; og i fuldeste Maal gælder dette om Frelsesværket i os, som Gud begyndte netop derved, at han ved sit Ord indplantede Livets Spire, Guddomsspire, i vort Hjærte; i denne Begyndelse er ogsaa Frugten indesluttet, det evige Liv i Gud, og han vil selv ved sin Naades Sol og Dug og Regn føre denne Frugt frem til Modenhed, saa sandt vi ikke selv tilintetgøre Livets Spire ved at forsmaa Ordet og kaste det fra os.

Denne Tro, at den samme trofaste Gud, som har begyndt sit Værk i os, vil fuldføre det, er os en umistelig Trøst under vort Livs Strid og Arbejde. Og naar jeg siger Trøst, mener jeg ikke en Beroligelse, der kan bringe os til taalig at finde os i vore Fejl og Fald og at tænke: aa, det gaar vel nok! Nej, at vi faa Trøst. det vil, ret forstaaet, sige, at vi blive trøstige og frimodige, faa Hjærtets Kraft og Mod til at stride mod alt, hvad der vil skille os fra Gud, og til ikke at lade Hænderne synke, men tage fat paany, hver Gang vi have lidt et Nederlag, fordi vi vide og tro, at vor Sag er Guds Sag, det er hans Ærende, vi gaa, naar vi stride for at ville, hvad han vil, og for at Synden ikke skal faa Raaderum i os; han har selv sendt os ud i denne Strid, og han skal og vil for vist sørge for, at den ender med Sejer, saaledes at vi helt og fuldt maa erkende, at baade Sejren og Æren derfor er hans, — dog, vel at mærke, kun naar vi oprigtig stille os paa vor Frelsers Side, saa vi ikke gaa paa Akkord med det onde, som han vil frelse os fra, heller ikke med vore Skødesynder, men redelig stride derimod. Ti vi kan ikke sove os til Sejren; "sovende Mand fanger ikke Sejer". Gud har ikke begyndt sit Frelsesværk i os for at føre os ind i et mageligt Nydelsesliv, hvor vi kunde lægge Hænderne i Skødet og mene, at saa kom Sejren og den fuldkomne Frelse af sig selv. Den, der vilde tage Guds Naade paa den Maade, vilde derved vise, at han ikke virkelig troede paa Guds Naade, end mindre levede i den, men kun havde Kundskaben om den. Nej, i den Naade og det Naadens Ord, hvorved Gud har begyndt sit Frelsesværk i os, deri har Gud givet os sin fulde Rustning, for at vi skal iføre os den og aarvaagne og ædru i hans Kraft stride den gode Strid. Da kan vi med trøstigt Haab se fremad til Sejren, til at Gud, som har begyndt sit gode Værk i os, vil fuldføre det, saa vi en Gang paa vor Herres Jesu Kristi Dag skal faa Sejerskransen og staa evig frelste fra al Synd for hans Aasyn. Og da skal vi kunne istemme Lovsangen: "Frelsen er fra vor Gud, ham som sidder paa Tronen, og fra Lammet" ! Men allerede her i Striden kan vi begynde paa denne Lovsang; ti jo længere vi komme frem ad Vejen, des dybere vil vi erkende, at om end vi maa lægge vort Hjærtes og vor Viljes bedste Kraft til for at tage Striden op i Alvor, saa var det dog aldrig ved vor Viljes Kraft, at vi sejrede i den, men alene ved Guds Kraft.

Denne Tanke, at det er Gud, som baade begynder og fuldfører sit gode Værk saavel i det enkelte Menneske som i den faldne Menneskeslægt i det hele, den møder os mangfoldige Steder i den hellige Skrift, og den lyser os med en mageløs Klarhed i Møde i vort Evangelium i Dag, i den Lovsang, som den gamle Præst Sakarias istemte, fyldt af den Hellig-Aand, dengang han havde faaet sit Mæle igen, efterat hans Søn var bleven født og havde faaet Navnet Johannes. "Lovet være Herren, Israels Gud, som har besøgt sit Folk og givet det Forløsning, og har oprejst os et Frelsens Horn (en uovervindelig Frelsens Kraft) i sin Tjener Davids Hus.! Han taler og priser Gud, som om han saa Frelsen fuldført for sine Øjne, den Frelse, som Gud fra Arilds Tid havde forjættet, og som Israel saa længselsfuldt havde biet paa. Og hvorledes svarede saa den udvortes Virkelighed, som han havde for sine Øjne, dertil? Den frembød slet intet af alt det, han saaledes priste Gud for. Den mægtige Frelserkonge af Davids Æt, som skulde forløse Israel, var ikke engang født endnu, end sige at han havde fuldbragt sit Forløsningsværk. Fjenderne vare endnu lige stærke, Israel var stadig under det hedenske Romerfolks tunge Aag, og de indre Fjender, Synd og alskens Uretfærdighed, gik i Svang ligesaa fuldt som tilforn. Hvor Sakarias vendte sit øje hen, saa han lige det modsatte af Forløsning, og det eneste nye, der var at se, var det lille spæde otte Dage gamle Drengebarn, som Elisabet havde i sin Favn.

Hvorledes kunde da Sakarias tale saaledes, skønt han intet saa af det, han priste Gud for, men saa lige det modsatte? — Fordi han var saa urokkelig vis paa, at Gud, som nu havde begyndt sit gode Værk, det Frelsesværk, han saa længe havde varslet om ved Profeterne, han vilde ogsaa fuldføre det, ja kunde ikke andet end gøre det. Naar Sakarias saa paa den lille spæde Johannes, da saa han ikke paa hans spæde Skikkelse, men heller ikke saa han i ham en yndig Gave, Gud havde givet ham selv og hans gamle Hustru i deres Alderdom imod al Forventning; — nej, dette taler han slet ikke om i sin Lovsang, han har ligesom helt glemt sig selv og sit eget over Guds Gerning, som her var begyndt. Men han saa i sin lille Søn det Ord, som Gud havde sendt ham ved Englens Mund; han saa i ham Forløberen og Vejberederen for Frelseren, der skulde komme, altsaa det guddommeligt visse Pant paa denne Frelsers Komme; og derfor var ikke alene Frelserens Komme, men ogsaa hans Frelsesværks Fuldførelse ligesaa uryggelig vis for Sakarias, som han var vis paa, at Gud, der troner i det høje og havde givet Fædrene sin Forjættelse, nu havde begyndt at opfylde den ved at lade det Barn fødes, som, naar det var vokset op til Mand, skulde berede Vej for Frelseren.

Men naar Sakarias kunde tale saaledes, saa var dette dog ikke noget, han havde givet sig selv. Nej, Lukas skriver, at han blev fyldt af den Hellig-Aand til at tale saaledes. Ti. alene den Hellig-Aand kan fylde et Menneskes Hjærte med den Frimodighed i Troen, at han kan fæste sit Øje paa Guds Ordet alene, saaledes at alt det synlige træder i Skygge derfor, og at han saaledes faar Magt, Sjæleklarhed til at overse det synlige, se lige tværs igennem det, for at se hen til Maalet, som Ordet peger paa. Verden kalder dette Sværmeri og Forblindelse; men I, som tro, I vil forstaa, at det tværtimod er den rette Klarsynethed. Det er en Klarsynethed af lignende Art, som den, et Menneske faar, naar hans Hjærte er fyldt af den sande Kærlighed, — f. E. naar en Moder ser paa sit Barn. Ja, ogsaa her siger Verden, at Kærlighed gør blind; men det er ikke sandt; nej, Kærlighed gør klarsynet til at se tværs igennem al Synd og Daarlighed ind i det Hjærte, som er skabt i Guds Billede, og som ved den sande Kærligheds Kraft endnu kan oprejses. Saaledes var det ogsaa Klarsynethed af Sakarias at se tværs igennem den synlige Virkelighed, alle de Synder, der fandtes i Israel, alle de mægtige Fjender, de vare omgivne af, til Frelsen, som Gud havde lovet og nu begyndt at lade dages. Men dette Klarsyn gav den Hellig-Aand ham og kunde give ham, fordi han havde troet det Ord fra Gud, som havde lydt til ham om hans lille Søn og den Gerning, han skulde have i Guds Riges Husholdning.

Ja, derfor kunde Sakarias se fremad til Forløsningen, som om den alt var fuldbragt. Men han saa ikke paa den Maade frem til den, som om den gav Israel og Mennesker i det hele Lov til at lægge sig til at sove med foldede Hænder i Skødet. Nej, den skulde tværtimod give dem Magt og Mod til at tjene Gud, saa hele deres Liv blev en stadig Gudstjeneste, eller som Sakarias siger: »han vil give os, at vi uden Frygt, friede udaf Fjende-Haand, maa dyrke ham i Hellighed og Retfærdighed for hans Aasyn alle vort Livs Dage.

Saaledes er det ogsaa med os. Naar vi tro det Naadens Ord, der lød til os i vor Herres Jesu Navn ved den hellige Daab, saaledes at vi af Hjærtet kan svare Ham Ja derpaa, saa kan vi tro, være fuldvisse paa, at Gud ved sin Hellig-Aand har begyndt sit Frelsesværk i os, og tro, at han ogsaa vil fuldføre det, saa at vi paa vor Herres Jesu Kristi Dag skal staa evig frelste for hans Aasyn. Men er denne Tro virkelig vort Hjærtes Eje, da bringer den os ingenlunde til at sove, men holder os tværtimod aarvaagne til i Tro og Lydighed at bruge de Naadens Midler, som Herren har sat sin Menighed til Husholder over, for at derved hans Frelsesværk skal fremmes og føres dybere ind i os, saa vi blive i Stand til, som Apostelen formaner (Rom. 12, 1), at fremstille vort Legeme som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer, saa at vort Levned i Legemet kan blive en daglig Gudstjeneste, et dagligt Takoffer til Gud. Og dette kan vi gøre »uden Frygt«, med fuld Frimodighed; ti derved, at Gud begyndte sit gode Værk i os, derved bleve vi friede ud af vor Fjendes Haand; Djævelen har mistet sin Magt over vort Hjærte, saa vi kan i Jesu Navn og i hans Kraft staa ham imod og forsage ham og alt hans onde Væsen og Værk, uden at frygte for, at han skulde kunne forbyde os det eller rive os ud af Jesu Haand.

Ja, al Guds Børns Frimodighed og dermed vor Glæde i Herren hviler derpaa, at vi i Troen paa Guds Naades Ord ere visse paa, at han har begyndt sit gode Værk i os og derfor vil og kan fuldføre det, men ikke paa noget af vort eget, vor Viljes Styrke, vor Kærlighed, vore Erfaringer og Oplevelser eller deslige. Tvært imod, se vi paa os selv og vort eget, saa have vi al Grund til at frygte, og der er en Frygt, som er nøje forbunden med denne vor Frimodighed. Det er den Frygt, Apostelen skriver om i det samme Brev til Menigheden i Filippi (Fil. 2, 12-13): »Arbejder med Frygt og Bæven paa eders Frelse, ti det er Gud, som virker i eder baade at ville og at udrette til hans Velbehag«. Altsaa netop fordi Gud baade begynder og fuldfører, fordi han virker i os baade den første Viljes-Tilskyndelse og alt, hvad der kommer ud af vort Arbejde og vor Kamp, netop derfor skal vi arbejde med Frygt og Bæven, for at vi ikke ved Magelighed og Ømhed over os selv skulde hindre Gud i at fuldføre sit Værk og føre os til Sejer. Ti Gud kan kun fuldføre sit Frelsesværk i et Hjærte, som er villigt til at frelses, frigøres af Syndens Baand. Men vort Kød drager os altid til at leve os selv til Behag og skyer det, der koster Møje; det frister os til at kæle for vore Skødesynder istedenfor at stride for, at vi ved Guds Kraft maatte blive frelste fra dem. Men da tørres Troen ind til at blive en blot Kundskab om Guds Naade. Denne Kundskab kan saa godt forenes med stor Travlhed for Guds Rige og med stor Nidkærhed og skarpe Domme over de andre; men det indvortes Menneske, som Gud vil frelse og føre til Sejer, visner hen derunder. Der er mange Kristne, som have gjort denne Erfaring, ja, der er maaske ikke mange ældre Kristne, som ikke have gjort noget af denne ydmygende Erfaring, at Guds gode Værk i os kan gaa i Staa, ikke fordi Gud slap os, men fordi vi forsømte vort Arbejde paa vor Frelse. Det er dette, Paulus sigter til, naar han formaner Menigheden til at anstrænge sig og løbe saaledes hver især, at de kunne vinde Sejersprisen, og saa føjer til (1 Kor. 9, 27): »jeg kuer mit Legeme og holder det i Ave, for at jeg, som prædiker for andre, ikke selv skal blive forskudt». Tænk, saaledes skriver Herrens store Apostel, som var saa vis paa, at Gud havde udvalgt ham og begyndt sit Værk i ham! Ogsaa han maatte midt under sit store, utrættelige Arbejde for Guds Rige arbejde med Frygt og Bæven paa sin Frelse, for ikke at gaa glip af Sejerskransen. Hvor meget mere maa da ikke vi arbejde saaledes?

Altsaa, det bliver ikke anderledes, end at saa længe vi leve i Kødet, maa vi arbejde med Frygt og Bæven, naar vi se hen til os selv, til vor Vilje, vore Forsætter, vort Hjærtes Varme og Styrke. Men Gud være lovet, naar vi se hen til vor trofaste Herre og det Naadens Ord, som han ved sin Hellig-Aand har indplantet i vort Hjærte, saa kan vi uden Frygt, med fuld Frimodighed optage vor Tjeneste, vort Arbejde paa, at hans Frelses- og Frigørelses Kraft maa naa stedse dybere i vort Hjærte. Han har selv givet os dette Arbejde, idet han begyndte sit gode Værk i os; han vil ogsaa fuldføre det, saa vi paa hans Herligheds Dag skal faa Sejrens uvisnelige Krans, Ham til Ære og os til evig Salighed.

Amen.