Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Anden Søndag i Advent - Vaager !

Matt. Evang. 25, 1-13.

Da skal Himmeriget være at ligne ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik ud Brudgommen i Møde. Men fem af dem vare Daarer, og fem kloge. De, som vare Daarer, toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig; men de kloge toge Olie i deres Kander tilligemed deres Lamper. Men da Brudgommen tøvede, bleve de alle søvnige og sov ind. Men ved Midnat lød der et Raab: se, Brudgommen er her; gaar ud ham i Møde! Da vaagnede alle de Jomfruer, og de gjorde deres Lamper i Stand. Men de daarlige sagde til de kloge: giver os noget af eders Olie, ti vore Lamper gaa ud. Men de kloge svarede og sagde: ingenlunde; der vil ikke blive nok til os og til eder; gaar hellere hen til dem, der sælge, og køber eder noget. Medens de nu gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet, og Døren blev lukket. Men senere kom ogsaa de andre Jomfruer og sagde: Herre, Herre, luk op for os! Men han svarede og sagde: sandelig siger jeg eder, jeg kender eder ikke. — Vaager derfor; ti I vide hverken Dagen eller Timen!

»Vaager derfor, ti I vide hverken Dagen eller Timen!« I disse Ord sammenfatter vor Herre Jesus det, han vil lægge sin Menighed paa Hjærte med denne Lignelse om de ti Jomfruer. Det er den samme Formaning, hvormed ogsaa vort gamle Evangelium til denne Søndag slutter: »Vaager derfor og beder til enhver Tid, at I maa faa Kræfter til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestaa for Menneskesønnen«. Og I, som kende den hellige Skrift, vide, at denne Formaning til Aarvaagenhed lyder os atter og atter i Møde i Herrens og hans Apostles Ord. »Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse «, siger vor Herre Jesus (Mt. 26, 41). Og hans Apostel Peder skriver (1 Ped. 5, 8): » Værer ædru, vaager, ti eders Modstander Djævelen gaar omkring som en brølende Løve og søger, hvem han kan opsluge«. Og mange andre Steder formanes der til Aarvaagenhed overfor Fristelser og Fjender. Men især lyder denne Formaning, naar der tales om det fremtidige, om Kristi Menigheds Haab og dets Virkeliggørelse, som først skal finde Sted, naar Kristus kommer igen for at indsamle sine udvalgte, sin frelste, helliggjorte Menighed, i sit Herlighedsrige. »Naar den Stund kommer, siger Herren (Mt. 24, 40 f.), skulle to Mænd være paa Marken, den ene skal medtages, og den anden lades tilbage; to Kvinder skulle male paa Kværnen, den ene skal medtages, den anden lades tilbage. Vaager derfor, ti I vide ikke, paa hvilken Tid eders Herre kommer ! « Og atter lyder hans Ord til Menigheden i Sardes (Aab. 3, 3): »Dersom du ikke vaager, skal jeg komme som en Tyv, og du skal ikke vide, i hvordan en Time jeg kommer over dig«. Af disse og mange lignende Formaninger skal vi lære, at vi, Jesu troende Menighed, ikke alene have saadanne Fjender at stride mod og fristes af som Kødets Lyst, Øjnenes Lyst og Livets Bram, ikke heller blot saadanne udvortes Fjender som onde Mennesker og den Onde selv, der kan friste til Fornægtelse og Frafald, men vi have endnu én Fristelse, maaske den farligste af alle: til at lade os dysse i Søvn netop da, naar de udvortes Fjender ikke mærkes, til at hildes af denne Verdens Handler og al den Travlhed, der er i Verden, ikke at tale om dens Lyst og Nydelser, saa at vi indrette os, som om vi kunde blive eller kunde være tjente med at blive her til evig Tid, og glemme, at vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi forvente Jesus Kristus som Frelser, saa at vi her paa Jorden ere fremmede og Udlændinge, stadig paa Rejse mod vort Hjem og Fædreland.

Men kun naar vi forvente Jesus Kristus, kunne vi vaage. Det hedder i et lille gammelt Salmevers:

Jeg venter dig, Herre Jesus, til Dom,
hvert øjeblik jeg ser mig om;
hastig du komme kan og brat
i hver en Time ved Dag og Nat.
Lad brænde mit Hjærtes Lampe beredt
i Tro og Haab og Kærlighed! Jeg sover eller vaager, saa være jeg din,
jeg lever eller dør, saa være du min!
Og naar du kommer, kom mild og blid,
og gør mig salig til evig Tid!

Gud give, at vi alle maa kunne sige dette af Hjærtet, ti saaledes maa vaagne Kristne sige. Alle Kristne vide og tro, at Jesus Kristus skal komme igen at dømme levende og døde, og at da skal Sejersriget oplades for hans Menighed. Men der er en stor Forskel paa at vide, at han kommer igen, og at vente paa hans Komme. Dengang Kristi Komme i Kødet stundede til, da troede hele Israels Folk, at den forjættede Frelser skulde komme, ja vi kan sige, at næsten alle vidste, at hans Komme var nær. Forjættelserne havde fra de gamle Dage været som den lysende Stjerne, der straalede stedse klarere, jo mørkere og trangere det blev for Folket udvortes. Og nu da Tidens Fylde nærmede sig, var der ikke blot en almindelig Kundskab om Forjættelsen hos hele Folket, fremfor alt hos de skriftkloge og lærde, men der var ogsaa hos alle, som ikke levede blot for at æde og drikke, en dyb Følelse af, at Opfyldelsen var nær for Haanden. Baade Israel og Hedningerne kunde se og føle, at den gamle Verdens Livskraft var saa at sige opbrugt, saa den ikke kunde holde ret længe sammen mere, og man kunde føle, at der forestod en mægtig Omvæltning, hvor der vilde blive vendt op og ned paa alt det gamle, for at noget nyt kunde bane sig Vej, og denne Følelse styrkede Israel des mere i Forventningen om den forjættede Frelsers Komme. Men da han saa kom, hvor faa var der saa ikke, som hilste ham med Glæde! Ja, der var den gamle Simeon, denne retfærdige og gudfrygtige Mand, som ventede paa Israels Trøst; han tog Jesusbarnet paa sine Arme med Fryd og prisede Gud derfor. Og det samme gjorde den gamle Profetinde Anna og den lille, stille Kreds i Jerusalem, som ventede paa Forløsningen. Der se vi Mennesker, som glædede sig over hans Komme; men det var Mennesker, som ventede derpaa. Men derimod, da de vise fra Østerland kom til Jerusalem og spurgte: hvor er den nyfødte Jødernes Konge? saa »forfærdedes travle, larmende Hovedstad. Ikke fordi den manglede Kundskab ; nej, vi læse, at da Herodes spurgte Raadet og de lærde, hvor den forjættede Frelser skulde fødes, vidste de strags at svare: i Betlehem, alt som det var forkyndt af Profeten Mika. Men den Kundskab blev dem ikke til nogen Glæde; det faldt dem ikke ind at følge med Vismændene til Betlehem for at hylde Barnet; nej de forfærdedes, ti de følte, at naar Kristus kom i sit Rige. maatte alt det tomme Væsen, de hidtil havde levet i, forsvinde.

Saaledes vil det ogsaa gaa ved Kristi andet Komme, som Jesus taler om i Lignelsen i vort Evangelium i Dag. De fem taabelige Jomfruer vidste ogsaa god Besked med, at Brudgommen vilde komme, ligesaa god som de fem kloge; men dog kom de til at staa udenfor. Og kun de fem kloge vare vaagne og rede til at modtage ham og i Stand til at gaa ind i Bryllupshuset. Vaager derfor, siger Jesus, ti I vide ikke Dagen eller Timen! Dette gælder ogsaa os. Det kan heller ikke hjælpe os, om vi vide aldrig saa god Besked om Jesu Kristi Genkomst og alle Tegnene derfor; dersom vi ikke vaage, dersom vi ikke ere rede til at modtage ham med Glæde, dersom vort Hjærtes Lampe gaar ud, naar han kommer, saa blive vi dog udenfor.

Saa bliver da Spørgsmaalet for os: hvad vil det sige, at vaage, — i aandelig og kristelig Forstand? Det ligger jo nær at svare: det er det modsatte af at sove. Og Jesus siger: »vaager og beder til enhver Tid«, — altsaa maa vi aldrig sove, d. v. s. Jesus skulde aldrig være ude af vore Tanker, vi skulde aldrig noget Øjeblik vende vort Øje til andet end ham og hans Rige. Noget saadant have Munkene i Pavedømmet søgt at gennemføre i deres Liv, ved at drage sig helt bort fra alle jordiske Sysler for kun at leve for Guds Rige i Samfund med deres Frelser; og der har ogsaa blandt os lydt Røster, der have talt, som om dette var den eneste rette Kristendom. Der kan ikke tvivles om, at mange af disse have forsøgt dette i Hjærtets fulde Oprigtighed. Men det er saare tvivlsomt, om de ad den Vej have fundet, hvad de søgte, eller rettere, det er aldeles utvivlsomt, at de ikke have gjort det: de have ikke kunnet naa Maalet ad den Vej, af den ligefremme Grund, at det slet ikke er Kristenlivets Bestemmelse her paa Jorden at drage sig bort fra det jordiske Menneskeliv; nej. det var at nedgrave sit Pund; vi skal tværtimod efter Jesu Kristi Vilje være som Jordens Salt og Verdens Lys, mens vi leve som Guds Børn hver paa sin Plads her i Verden. Vi ere alle satte til Husholdere, hver over sin timelige Gerning, lille eller stor, og selv om vi tage den højeste aandelige Gerning, som en Apostels eller en Profets, er ogsaa den timelig og forgængelig; der skal ikke være Tale om at gøre Apostel- eller Profetgerning ved Bryllupshøjtiden hisset. Denne vor timelige og jordiske Gerning er det smaa, hvori vi skal lære, opdrages til Troskab i det store, Guds evige Naade i Jesus Kristus, som han har givet os Del i. Men skal vi være tro Husholdere, maa vi nødvendigvis have vore Tanker med og vort Hjærtes Kraft i vor Gerning.

Og heri ligger da, at netop for troende Kristne, hvem det ligger paa Hjærte at være tro Husholdere i deres timelige Gerning, indeslutter denne en Fristelse til at falde i Søvn og glemme at vaage. Alle de mange Krav, som vor timelige Gerning stiller til os, de mange Hindringer, der kan være at overvinde, om den skal gøres til Gavns, de mange Tanker, den optager, kan saaledes lægge Beslag paa vort Sind og Hjærte, at selv om vi vedblive — hvad ingen Kristen kan undlade — at se opad til vor Herre og Frelser for hos ham at søge Styrke og gode Raad, søge Trøst og Frimodighed, saa kan det helt træde i Skygge for os, at vi ere fremmede og Udlændinge og paa Rejsen til vort Fædreland; og selv om vi mangen Gang under Dagens Byrde og Hede kunne sukke efter Hvile hos Herren, saa kan dog Evighedshaabet fordunkles for os, saa vi glemme at se fremad til hans Herligheds Dag. Og det er ikke alene det jordiske Arbejde og Travlheden med Verdens Ting, som kan friste os til at glemme dette, men det kan ogsaa glemmes over Arbejdet med Guds Rige i dets timelige Skikkelse, Travlheden med de mange forskellige Opgaver, som dette stiller os. og den Strid og Kiv, som kan føres blandt Kristne, og som man ikke helt kan unddrage sig, naar man ikke vil lade sig sit Gode, sin Frihed i Guds Naade, berøve.

Det er dette, Jesus peger paa her, naar han siger, at da, naar han kommer at indsamle sine udvalgte til Bryllupshøjtiden, da skal Himmeriget, hans Menighed her paa Jorden, være at ligne ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik ud Brudgommen i Møde. Det er ikke den store Hob, han taler om, dem der blot tragte efter de jordiske Ting, om de end bære det kristne Navn; disse taler Herren om i vort gamle Evangelium til denne Søndag, hvor han siger, at naar det bliver aabenbart, at nu kommer han til Dom, skal Folkene ængstes i Raadløshed og fortvivle. Men her taler han om dem, der virkelig ved Hjærtets Tro og Bekendelse ere blevne hans. Ti hver den, som af Hjærtet tror paa Jesus Kristus, ham som døde og opstod og skal komme at dømme, han tager i aandelig Forstand sin Lampe for at gaa Brudgommen i Møde. Men dog, da Brudgommen tøvede og Tiden trak ud, faldt de alle i Søvn. Og da saa Raabet lød: se, nu kommer Brudgommen! da havde de fem Jomfruer ikke mere Olie, men kun de fem andre, og kun disse kom med til Bryllupshøjtiden. Og saa siger Jesus: Vaager derfor, ti I vide ikke Dagen eller Timen! Altsaa, skønt ogsaa de fem kloge Jomfruer vare faldne i Søvn, siger Jesus dog om dem, at de vare vaagne.

Saa spørge vi da atter: hvad er det at vaage? — Det er som at vente paa en elsket Ven, der kan komme, hvad Dag det skal være, men man ved ikke Dagen. Deraf følger jo ikke, at man ikke kan sove om Natten og ikke gøre sin Gerning om Dagen. Tvært imod; især hvis Troskab i denne Gerning er Betingelsen for, at hans Komme kan blive til Glæde, vil man røgte den af sin bedste Kraft og have sine Tanker samlede i den. Og Forventningen vil stadig være som Understrømmen under alt, hvad man tager sig for, saa man gør det med Glæde. Eller lad os tænke os en Hustru, hvis Mand har været paa de lange Rejser og nu ventes hjem. Vilde hun da sidde ørkesløs ved Vinduet den lange Dag og spejde efter hans Komme? Nej, saa sandt hun af Hjærtet elsker ham og stoler paa ham, saa vil hun have travlt baade ude og inde og lægge sit Hjærtes bedste Kraft til, for at hele Huset kan være fejet og smykket til hans Modtagelse.

Og hendes Forventning bærer hende stadig oppe under dette Arbejde, selv om det tager hende saaledes fangen, at hun kun tænker paa at faa det rigtig godt gjort. Og naar han saa endelig kommer, hvad enten det er ved Dag eller Nat, ved Hanegal eller ved Midnatstid, naar hun ligger i sin dybeste Søvn, vil hun strags være lysvaagen og rede til at modtage ham med aabne Arme og et aabent Hjærte; han vil aldrig komme hende ubelejlig. — Ja, det er at vaage, at der er et saadant Livssamfund mellem vor Herre Jesus og os, at »vi høre ham til, enten vi sove eller vi vaage., saa at han aldrig kommer ubelej1ig eller uvelkommen for os, saaledes som for de fem taabelige Jomfruer, der fik andensteds Ærende, da han kom, men at vi af Hjærtet kunne sige:

0, kom du, som engang jeg ved,
du i din Faders Herlighed
skal klart dig aabenbare;
var det i Gry, var det i Kvæld,
jeg skyndte mig med kort Farvel
i Sky til dig at fare!

Saaledes var det med de fem kloge Jomfruer: de vaagede, ogsaa da de vare faldne i Søvn med de andre fem ; Forventningen levede i deres Hjærte, skønt de ikke tænkte derpaa, og derfor, da Raabet lød: se, her er Brudgommen! vare de strags lysvaagne, strags rede til at modtage ham med Glæde.

Ja, det er at vaage, at være rede til at møde og modtage Herren, naar som helst han kommer. Derfor hedder det ogsaa i Lignelsen: »de, som vare rede, gik ind til Brylluppet, og disse stilles frem for os, naar Jesus slutter: »vaager derfor.! Det gjaldt om dem, hvad Bruden siger i Højsangen om ham, hun kalder sin Brudgom og Broder, og som hun længselsfuldt ventede: 'jeg sov, men mit Hjærte vaagede, — nemlig fordi hendes Hjærte stadig hørte ham til i Tro og Kærlighed. Ogsaa deres Hjærter vaagede, medens de sov, fordi deres Hjærter hørte Herren til, eller som det hedder i Lignelsen: de havde Olie i deres Kander. Ti Olien er den Hellig-Aands Naade, det Troens, Haabets og Kærlighedens Liv, han virker i os ved Jesu Kristi Ord, idet han tager af hans og forkynder os. Og Lyset i Lampen, som næres udaf Olien, er det troende Hjærtes Bekendelse i Ord og Levned. Men Livet her i denne travle Verden tærer paa Olien; saaledes gik det alle ti Jomfruer; og da saa Brudgommen kom, var Olien i Lamperne fortæret for dem alle, derfor kom han helt ubelejlig og uvelkommen for de fem, der ikke havde OIie i Forraad; deres Lamper vare tomme og gik ud. Det vil sige, deres Hjærter vare saa optagne af det timelige, Jesu Kristi Ord, som engang havde fyldt deres Hjærter med Liv og havde lyst ud af deres Hjærter i deres Bekendelse, var blevet dem en blot Kundskab, og om de end kendte ham, vare deres Hjærter fremmede for ham. Eller med andre Ord: de havde ikke Jesus Kristus selv. Apostelen Johannes skriver (1 Joh. 5, 11): »dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt Liv, og dette Liv er i hans Søn. Hvo som har Sønnen, har Livet; hvo som ikke har Guds Søn, har ikke Livet.« Ja, derom gælder det, ikke alene at have Kundskaben om Jesus Kristus, om end nok saa fuldkommen, men at have Jesus Kristus selv, saa der er et personligt Samfund mellem ham og os, og vi have ham i vort Hjærte ved Troen paa hans Ord, saa han er »vor Skat, vor Perle og vor Pris, vort rette Livets Træ i Paradis«. Have vi saaledes vort Liv i ham, saa har og ejer han vort Hjærte, og da vaage vi, selv om vi sove, og vi ere hans, enten vi vaage eller vi sove, og han kommer os aldrig ubelejlig, men det bliver os en frydefuld Stund at møde ham, naar og hvorledes han kommer at hente os til sig.

Altsaa: at vaage, at vort Hjærte vaager, det er i Virkeligheden det samme som, at vort Hjærte i Sandhed hører Jesus Kristus til, saa han selv er umistelig for vor Sjæl. Er det saaledes med os, saa bliver vort Jordeliv os en Rejsefærd ad Hjemmet til, og saa vil og maa den dybeste Grundtone i vor Sjæl være Forventningen om, at han vil komme og føre os hjem til sig, til det fulde Samliv med ham i Samfund med alle de hellige. Og naar Jesus saa formaner: vaager! — vaager og beder til enhver Tid! saa siger han dermed, at vi skal passe paa, tage vare paa os selv, at vor Tro aldrig under Verdens Travlhed og. Uro eller dens Bekymringer og Nydelser tørrer ind til at blive en vissen Kundskab , men at vi altid maa have Jesus Kristus som vor Sjæls Skat og Perle, saa vort Hjærte altid, i hvad vi have for, naar vi ret besinde os, tilhører og vil tilhøre ham alene. — Og hvorledes skal vi da tage vare derpaa? hvad skal vi gøre derfor? Jeg ved kun ét Svar at give: vi skal tage vare paa, at vi stadig modtage vor Herres Jesu Kristi Naade som Naade, aldrig slaa os til Ro med, at naar vi én Gang have modtaget den og oplevet dens Kraft, have vi dermed vort paa det tørre. Ti gøre vi det, da have vi i Virkeligheden kun Kundskaben derom tilbage, og den kan ikke frelse, men maa dømme os.

Ja, hver Dag naar vi forny vor Daabs Pagt, er det i Sandhed en ny Naade, at vi kan gøre det, kan » modtage det indplantede Ord, som er mægtigt til at frelse vore Sjæle« (Jak. 1, 21); men derfor skal og maa vi ogsaa modtage det som Naade, uforskyldt, at vi kan forsage Djævelen og alt hans, og tro paa, sætte vort Hjærtes Lid til Gud Fader den almægtige vor Skaber, og til hans Søn Jesus Kristus vor Herre, og til den Hellig-Aand med al den Naadens Rigdom, dette trefoldige Navn indeslutter. Hver Gang vi bede vort Fader vor, skal vi tage det i Hjærte og Mund som Jesu Kristi Naadegave, at vi maa tiltale Gud Fader den almægtige, Himlens og Jordens Skaber, ham, den store og vældige Gud, som bor i det utilgængelige Lys og har alle Verdner i sin Magt, saa han kun behøver at tale et Ord, saa henvejres de som Støv, — at vi tør tiltale ham som vor Fader, og være fuldvisse paa, at han i dybeste Sandhed vil vedkende sig dette Navn, naar vi for ham frembære de Bønner og Ønsker, som hans enbaarne Søn har lagt i hans Børns Hjærter her paa Jorden. Og hver Gang vi gaa til Herrens Bord, skal vi vogte paa, at vi ikke gøre det som en selvfølgelig Ret, langt mindre som en Skik, men komme med ydmyge og lydige Hjærter til Naadens Bord, hvortil vi i os selv ikke have mindste mere Ret til at komme, end den genfundne Søn til at sidde til Højbords i sin Faders Hus, men som vi dog med Hjærtens Frimodighed kan komme til i Kraft af vor Herres Jesu Kristi Naade, som hver Morgen vil være ny over os.

Ja, Gud styre og styrke os ved sin Hellig-Aand til saaledes at vedblive at modtage vor Herres Jesu Kristi Naade og Naades Ord; da faar han vort Hjærte i Eje, og vi høre ham til, enten vi sove eller vaage, og kan modtage ham med Glæde, naar han kommer.

Amen.