Gamle tekster

Naadens Aar af Thomas Skat Rørdam

Første Sondag i Advent. Luk. Evang. 4, 16-30.

Og Jesus kom til Nasaret, hvor han var opfødt, og han gik efter sin Sædvane paa Hviledagen ind i Synagogen, og han stod op for at forelæse. Og Profeten Esajas' Bog blev ham rakt, og han slog Bogen op og fandt det Sted, hvor der stod skrevet: Herrens Aand er over mig, efterdi han salvede mig til at bringe fattige godt Budskab; han har udsendt mig til at udraabe Løsladelse for Fanger og Syn for blinde, til at sætte mishandlede i Frihed, til at udraabe et Herrens Naade-Aar. Og han lukkede Bogen sammen, gav den tilbage til Tjeneren og satte sig; og alles Øjne i Synagogen vare fæstede paa ham. Men han begyndte at sige til dem: i Dag er dette Skriftsted opfyldt for eders Øren. Og alle berømmede ham og undrede paa de Naadens Ord, som udgik af hans Mund. Og de sagde: er han ikke Josefs Søn? Og han sagde til dem: sikkerlig ville I sige til mig det Ordsprog: Læge, læg dig selv! gør ogsaa her i din Fædreneby saa store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum. Og han sagde: sandelig siger jeg eder, ingen Profet er velkommen i sit Fædreland. Men jeg siger eder for sand, der var mange Enker i Israel i Elias' Dage, den Gang Himlen blev lukket i tre Aar og seks Maaneder, da der kom en stor Hungersnød over det hele Land; og til ingen af dem blev Elias sendt, men kun til Sarepta i Sidons Land, til en Enkekvinde. Og der var mange spedalske i Israel paa Profeten Elisas Tid; og ingen af dem blev renset, men kun Syreren Naman. Og alle i Synagogen bleve fulde af Vrede ved at høre dette. Og de stode op og stødte ham ud udenfor Byen og førte ham lige hen til Skrænten af det Bjærg, paa hvilket deres By var bygget, for at styrte ham derned. Men han gik igennem midt iblandt dem og drog sin Vej.

Med denne Fortælling om Jesu første Komme til sin Fædreneby Nasaret efter hans Daab begynder Evangelisten Lukas hele sin Skildring af Jesu Virksomhed under hans treaarige Læreembede.

Dog maa vi ikke forstaa det, som om Jesu Læreembede virkelig begyndte med denne Tildragelse; det se vi klarlig af hans Ord tit hans Tilhørere i Synagogen: »I ville sige til mig: gør ogsaa her i din Fædreneby saa store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum«. Altsaa Jesus havde iforvejen i Kapernaum gjort Undergerninger, som Lukas dog ikke har fortalt om, fordi han ligesom de andre Evangelister kun giver et Udvalg af, hvad der er at fortælle om Jesu Ord og Tegn i hans Køds Dage. Men naar han begynder med denne Tildragelse i Jesu Fædrene by, er det aabenbart, fordi den er som et Forbillede paa hele hans profetiske Gerning i hans Fædreneland og paa, hvorledes det senere gik ham her; ti ligesom de i Nasaret begyndte med alle at berømme ham og at beundre de Naadens Ord, der udgik af hans Mund, men endte med at forstøde ham, ja med at ville tage ham af Dage, om han havde givet dem Lov dertil: saaledes gik det med Jødefolket i det hele; det begyndte med, at alle berømmede ham og beundrede Myndigheden i hans Ord, og de sagde: aldrig har noget Menneske talet som dette Menneske! men det endte med. at hele Folket krævede ham korsfæstet og begærede Røveren og Morderen Barabbas løs istedenfor ham. Og den Gang gav Jesus sig hen til deres Vilje og til Mørkets Magt, saa hans Fjender gjorde med ham. hvad de vilde, og hvad Mørkets Fyrste Djævelen vilde. Da tænkte de, at de havde skilt sig af med ham for stedse. Men ogsaa da gik Jesus bort midt udaf deres Hænder, ja midt udaf Dødens og Gravens Hænder, og derved tilvejebragte han det Naadeaar fra Gud, som han i sit Køds Dage havde bebudet. Og da skete det, som han her varslede om, da han pegede paa, at det vilde gaa som fordum i Elias' og Elisas Dage, da Guds Kraft og Naade vendte sig fra det vantro, genstridige Israel til Hedningerne. Og nu lyder blandt Hedningefolkene, ogsaa blandt os her i Danmark, budskabet om det Naadeaar fra Gud med Fred og Frihed, som Jesus ved sit Liv, sin Død og Opstandelse har vundet til os.

Summen af det gamle Evangelium paa denne Kirkeaarets første Dag lyder: »Se. din Konge kommer til dig, sagtmodig«. Det er Budskabet til Menigheden om, at dens Konge vedbliver at komme Slægt efter Slægt, for at bringe Mennesker Fred; han er den sagtmodige Konge, der ikke vil knuse det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande. Dette er saaledes sat som Indskrift paa Kirkeaaret. Men det er i Virkeligheden det selv samme Budskab, som lyder til os gennem vort Evangelium i Dag og den Profeti, som Jesus selv siger om, at den opfyldtes i ham: »Herrens Aand er over mig, efterdi han salvede mig til at bringe fattige godt Budskab ; han har udsendt mig til at udraabe Løsladelse for Fanger og Syn for blinde, til at sætte mishandlede i Frihed, til at udraabe et Herrens Naade-Aar. Profeten varsler der om den Herrens Tjener, som skulde komme i Tidens Fylde og bringe det store Naadeaar fra Gud, som Jubelaaret, der var befalet i Loven, var det udvortes Forbillede paa.

Det var nemlig i Loven befalet, at hvert 5Ode Aar, naar Forsoningsdagen var til Ende, skulde Præsterne gaa ud i hele Landet og med Basuneklang udraabe, at det kommende Aar skulde være et Fryde- og Friheds-Aar. Jorden skulde være fri for at dyrkes, og Folket skulde leve af, hvad Gud lod vokse af sig selv; alle Israeliter, som havde givet sig i Trældom, fordi de ikke kunde betale deres Gæld, skulde frigives; al Jordejendom, som havde været pantsat, skulde gives tilbage til sin oprindelige Ejermand, og saaledes skulde alt for Guds Folk bringes udvortes tilbage i sin oprindelige Orden. Men det er klart, at selv om denne Lovbestemmelse blev efterlevet med nok saa god Vilje, saa blev det dog kun en udvortes Frigørelse og en udvortes Genoprettelse af den oprindelige Orden. Den langt dybere Trældom, som hedder Synden, kunde ikke derved afskaffes. Men det er saa dette, Profeten varsler om i Guds Aand, at engang skulde der komme en Herrens Tjener, han som blev knust for vore Overtrædelser og saaret for vore Misgerninger, og som vilde tage vor Straf paa sig, for at vi skulde faa Fred; han skulde i Guds Aands Kraft og Fylde udraabe det sande Naadeaar fra Herren, der skulde føre til, hvad Apostelen kalder »alle Tings Genoprettelse« (Ap. G. 3, 21): at alt skulde blive til det, som det fra Begyndelsen var skabt til; Jorden skal blive et Paradis, hvor der ikke mere skal gro Torne og Tidsler, og Menneskelivet skal blive et Paradisliv, et Liv i Himmerig for Guds Aasyn, et frydefuldt Frihedsliv, hvor al den gamle Syndegæld er evig udslettet, og alle Syndens Lænker ere evig sprængte, et Liv i evig Sundhed og Kraft, og hvor Hjærterne ere blevne saa rene, at Øjnene ere klare nok til at taale at se Gud selv Ansigt til Ansigt.

Om denne Spaadom siger da Jesus i Nasaret: »I Dag er dette Skriftord opfyldt for eders Øren« ; dette var Begyndelsen af hans Tale og Indholdet af den helt igennem. Det er ikke Meningen heraf, at nu var selve Naadeaaret begyndt, men han siger: nu er dets Bebudelse begyndt; og al Jesu Prædiken i hans Køds Dage var i en Sum Bebudelsen af det store Naadeaar med Frigørelse for alle de gældbundne og trælbundne. Men selve Frihedsaaret begyndte først efter Forsoningsdagen, da Jesus paa GoIgata havde ofret sig selv som det evige Forsoningsoffer og ved sin Opstandelse og Himmelfart havde bragt dette Offer ind i det himmelske Allerhelligste. I Kraft heraf udsendte og udsender vor store Ypperstepræst og Konge sine Tjenere til at udraabe hans Naade- og Frihedsaar for Israel og for Alverden, ikke for et enkelt Aar, ikke heller kun for alle vore Leveaar her paa Jorden, men for al Evighed. Det var dette Hverv, han gav sine Apostle, idet han sagde dem, at Kristus maatte lide og opstaa fra de døde, og at der saa paa hans Navn skulde prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, og begyndes fra Jerusalem af. (Luk. 24, 46-47). Og dette Naadebudskab skal med Guds Hjælp ogsaa lyde nu i det Kirkeaar vi i Dag gaa ind i, saa at det skal bære Indskriften: et Naadeaar fra Herren.

Naar Israels Jubelaar begyndte, gik Præsterne ud og udraabte Frihed for al den Trældom, der udsprang deraf, at Mennesker ikke havde kunnet betale, hvad de skyldte. Det var et godt Budskab for de fattige. Og Budskabet om det nye Jubelaar, som Frelseren bringer, det begynder ogsaa med at forkynde de fattige godt Budskab, dog ikke det Budskab, som mange maaske mente var ej alene tilstrækkeligt, men det allerbedste, at nu skulde al timelig Nød og Fattigdom have Ende; dette kunde dog kun hjælpe Mennesker for nogle faa korte Aar, og endda ikke give dem, hvad deres Hjærter trænge til for at leve. Nej, det er Guds Naadeaars Budskab til de fattige, at de kan blive fri for den Gæld, som intet Menneske kan betale hverken for sig selv eller for andre, for al deres Syndegæld; det er Budskabet, at Jesus Kristus har betalt hele Gælden, saa hver den, der tror paa ham, skal blive evig fri for den og faa Syndernes Forladelse ved hans Navn. Og dette Budskab er det store Frihedsbudskab; det skal enhver sande, som kender Trykket af Syndens Byrde, d. v. s. som har givet sig Tid til at føle denne Byrdes Tryk. Ti den tynger paa alle Mennesker, som ere komne til Skels-alder, — saafremt de da ikke ved Troen paa Jesus Kristus have faaet deres Synders Forladelse. Deraf kommer al den Tunghed og Glædeløshed, som ligger knugende paa saa mange; deraf al denne umættelige Forlystelsessyge, at Mennesker jage fra den ene Forlystelse og Nydelse til den anden ; deraf al den Knurren og Misfornøjelse og Mismod, som saa mangfoldigt kommer til Orde, — altsammen kommer det deraf, at de tynges af en usynlig Byrde, der trykker og knuger deres Hjærte, hvorfra Livet udgaar, og den Byrde hedder deres egen Synd. Men mange vil ikke se og give sig ikke Tid til at se, at dette er deres Byrde; de skyde Skylden for deres Tunghed over paa de udvortes Forhold og paa andre Mennesker og sige: vare ikke de andre saa,, ukærlige og onde, og var der ikke saa megen Synd og Slethed i Verden, saa kunde jeg være glad og lykkelig. Og ganske vist kan Mennesker volde hinanden megen Sorg og gøre Livet tungt for hinanden; men det, som gør et Menneskes Liv til et tungt og glædeløst Trælleliv og blinder hans Øje, saa der er kun Mørke, hvor han vender sig hen, det er ikke Verdens, men hans egen Synd. Der er kun én, hvem Verdens Synd tyngede, uden at han selv havde Synd, det er Jesus Kristus; men alle vi andre tynges kun af Verdens Synd, fordi vi selv har Part i den.

Naar der altsaa i Jesu Navn udraabes. at blinde skulle faa deres Syn, og trælbundne og mishandlede frigøres, skal dette Budskab bringes netop til dem, der selv have forskyldt deres Ulykke. Ti det er den aandelige Blindhed og Trældom, som Jesus bringer Befrielse fra, og den er altid selvforskyldt. En kan være legemlig blindfødt, men aandelig blind er aldrig nogen født til Verden. Der er tværtimod hos Børnene et rørende klart Syn og Øje for Gud og Guds Rige, saa klart, at det tidt kan være ydmygende for de gamle at være Vidne dertil. Vistnok kan Barnets Øje Mindes af Mennesker, naar de aldrig føre dets Blik opad, men kun til at se efter det jordiske og kødelige; men den egentlige Blindhed kommer dog først, naar Mennesket selv vender sit Øje mod det onde og urene, mod Øjnenes og især Kødets Lyst. Vor Herre Jesus har sagt: »salige ere de rene af Hjærtet, ti de skulle se Gud« (Mt. 5, 8); men naar de urene Lyster og Begæringer faa Raaderum i Hjærtet, da blindes Øjet, saa det kun ser Kød og Urenhed alle Vegne. Men ingen skal med Sandhed kunne sige, at Begær efter Kødets og Øjnenes Lyst fik Herredømmet i hans Hjærte, uden fordi han selv gav sig hen dertil. Saaledes ogsaa naar Mennesket bliver lænkebundet og mishandlet af sine Lyster og Laster. Det er haardt at være legemlig bunden; men det er tusendfold tungere at være aandelig lænkebunden, en Træl af sine Lyster, — tungere, ikke alene fordi Aanden er langt ædlere end Legemet, men allermest fordi Mennesket altid, om han vil være sanddru mod sig selv, maa føle, at han selv har forskyldt sin Trældom ved at sige Ja til sine Lyster og give sig hen dertil.

Man hører rigtignok i vore Dage mange sige og udraabe, at denne aandelige Blindhed og Trældom er uforskyldt, er et sørgeligt Arvegods, som Mennesket selv er ligesaa uskyldigt i, som i en medfødt legemlig Brøst og Lyde; den er en Arv fra Forældre og Forfædre, hvis Laster gaa igen hos Børnene. Og nogen Sandhed er der i denne Tale; — der er altid et Gran af Sandhed i enhver Løgn, som kan forlokke og forføre. Og denne Sandhed er det, som Gud talte til Israel fra Sinaj : »Jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædrenes Synd paa Børnene indtil tredje og fjerde Led over dem, som hade mig.« (2 Mos. 20, 5) Hvis Børnene fremture i deres Fædres Synd, saa vil Straffen ramme dem dobbelt haardt, og Syndens beske Frugt vil blive dobbelt besk for dem. Og til denne beske Frugt hører ikke alene udvortes Nød og Elendighed, men ogsaa den aandelige Trældom under Synden. Men vel at mærke, dette gælder kun, som Herrens Ord udtrykkelig lyder: for Børnene i tredje og fjerde Led, naar de hade ham. De udvortes Følger kan arves uden Børnenes Skyld. Naar Forældre ved Ryggesløshed og Udsvævelser have sat deres timelige Velfærd eller deres Sundhed over Styr, saa fødes Børnene i Armod, tage Sygelighed og Svaghed i Arv; og deres Armod bliver ikke mindre, ikke heller deres afmægtige Legeme sundere, selv om de omvende sig fra deres Forældres onde Veje til i Oprigtighed at tjene Gud. Og dersom vi mente, at dette korte Jordeliv var det eneste, et Menneske har at leve, saa maatte det være os en ufattelig Gaade, at Gud kan lade noget saadant ske. Men naar vi vide og tro, at dette Liv her kun er en Opdragelse og Begyndelse til det Liv, vi skal leve evig hisset, saa vil vi erkende, at det ingenlunde kan kaldes Uretfærdighed af Gud, om et Menneske skal leve sit Jordeliv i Sygdom og Trængsel, naar han kun derigennem kan blive skikket og opdraget til at komme frelst hjem til evigt Liv i Gud; da skal al den Trængsel ikke alene glemmes, men ogsaa forvandles til Tak og Pris og Glæde. Og spørger nogen, hvorledes det kan forenes med Guds Retfærdighed, at det ene Menneskes Liv uden hans egen Skyld er saa tungt og trangt fremfor den andens, saa maa Kristne svare: det bliver nu en Gang ikke anderledes, end at Gud har forbeholdt sig selv at være den, som nedtrykker og som ophøjer; men saa sandt vi ere og vedblive at være hans Børn, skal vi engang faa at se, at det var af Kærlighed, han gjorde det ene saavel som det andet.

Og vist nok er det ikke sandt, naar man paastaar, at selve Lasten, 'Synde-Trældommen, gaar i Arv fra Forældre til Børn; men det er unægteligt, ikke alene, at Forældrenes slette Eksempel kan smitte Børnene, men ogsaa at bestemte onde Drifter kan gaa i Arv fra Forældre til Børn, saa det ogsaa herom gælder: Æblet falder ikke langt fra Stammen. Det er en af Syndens sørgeligste Frugter, at de Laster, der have forgiftet Forældrenes Liv og Livsglæde, saaledes gaa igen som onde Drifter hos deres Børn, saa at disse deri have langt mere at kæmpe imod, maaske ogsaa mindre Modstandskraft, end andre, og naar de give efter for disse Drifter, synke de endnu dybere end deres Fædre. Men alligevel skal det aldrig kunne opvises, at Børnene ere nedsunkne i deres Forældres Laster og blevne lænkebundne deraf imod deres egen Vilje, men kun, fordi de selv med Vilje have givet sig hen dertil. Og vil nogen sige: ja, men det er dog Uretfærdighed af Gud, at disse Børn have saa stærke Drifter til det onde som et Arvegods fra Fædrene, saa have vi, som tro paa Jesus Kristus, Svaret i hans Ord: »Hvem meget er givet, af ham skal kræves meget, og hvem meget er betroet, af ham skal der forlanges des mere«.(Luk. 12, 48) Guds Krav og det Regnskab, et Menneske har at aflægge, svarer altid til det, som ham er betroet.

Men det er nu Naadeaarets Budskab, som alle Dage skal forkyndes i og af Kristi Menighed, at for alle disse aandelig blinde og trælbundne og gældbundne, som selv have forskyldt deres Elendighed, og som ikke have anden Udsigt end at synke stedse dybere i den, — for alle dem er der Hjælp og Frelse at faa: Jesus Kristus har Lægedom og Frihed til dem alle. Ti han er, som Apostelen Peder vidnede (Ap. G. 5, 31), gennem sin Lidelse og Opstandelse ophøjet til en Høvding og Frelser ved Guds højre Haand, til at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse; og han har befalet, at der paa hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndsforladelse for alle Folkefærd.

Ja dette, at Jesus Kristus vil give Omvendelse og Syndernes Forladelse, det er Naadeaarets Frihedsbudskab, og det er i Sandhed et Evangelium for Syndere. Dog ikke for dem, der selv kaste deres Syndebyrde fra sig, idet de saa at sige selv tilgive sig deres Synder ved at skjule sig blandt de mange og sige: vi ere naturligvis allesammen Syndere. Nej, det bliver kun et Glædesbudskab for den, der vil stille sig ene med sit Regnskab og Ansvar, paa Tolderens Plads overfor Gud, uden at skele efter de andre og deres Synd. Og Vidnesbyrdet om Jesus Kristus, som har taget Verdens Synd paa sig og betalt for den med sit eget Liv, betalt hele vor Gæld, det kan som intet andet lyse op i et Menneskes Sjæl, saa han kommer til at se ind i sig selv, saadan som han er i Guds Øjne. Dersom han da vil se dette, ikke lukke sine Øjne igen, men »gaa i sig selv«, saa vil den tabte Søns Bekendelse bryde frem: Fader, jeg har syndet og er ikke værd at kaldes dit Barn! og det samme Vidnesbyrd om Jesus Kristus vil da »give ham Omvendelse«, give ham Mod og Magt til at vende sig bort fra alle sine Synder og forsage dem som Djævelens Væsen, og til at vende sig til Jesus Kristus, som har betalt al vor Gæld og derved aabnet os Adgang til Faderen. Og da vil Helligaanden lyse op over Ordet om Syndernes Forladelse i Jesu Navn, saa at han kan tro, at alle hans Synder ere ham forladte for Jesu Skyld.

Dette er Frigørelsen, som Jesus, vor Frelser og Befrier, bringer det gældbundne Menneske; derved giver han vort Hjærte Friheden, saa det bliver frimodigt overfor den levende, hellige Gud; ti det blinde Øje faar da sit Syn til at se ham i hans inderste Væsen, hans Kærlighed og Faderlighed, se ham saadan, som den tabte Søn saa sin Fader, da han var kommen hjem og var bleven funden igen. Og deraf udspringer atter den endnu dybere Frigørelse, at den Lænke sprænges, som holdt det af Synden mishandlede og trælbundne Hjærte fangent; vi frigøres fra den Løgn, som Djævelen har indbildt Mennesket, at Friheden bestaar i at følge sit eget Hoved og Lyst, og frigøres til at elske ham, som elskede os først, saa det bliver vort Hjærtes Stræben og Ønske og Bøn, at ville hvad han vil, fordi han vil det.

Dette er Guds Børns Frihed, som Naadeaaret bringer. Men om vi end ere blevne saaledes frigjorte, have vi dog aldrig her paa Jorden Friheden som en saadan Selvejendom, at vi kunde sige: nu er den Sag afgjort og afsluttet. Den, der tænker saaledes, vil ende i Kødet, om han end nok saa meget har begyndt i Aanden. Ti saa længe vi leve i Kødet, fristes vi stedse til at slippe Guds Børns Frihed og i Steden gribe efter Kødets Frihed, at følge sin egen Lyst og Tilbøjelighed. Og Kødets Gerninger er ikke alene de ligefrem sandselige, som Skørlevned, Urenhed o. dl.. men de kan ogsaa have en langt finere Skikkelse, se ud som brændende Nidkærhed for Guds Rige, medens de kun ere Avindsyge for ens egen Ære og eget Jeg. Deraf kommer alt Partivæsen blandt Kristne med dets Tvedragt og Rænker og Usandfærdighed. Alle, som kende Kristenhedens Historie i Fortid og Nutid, vil kunne opvise Hundreder af Eksempler paa slige Kødets Gerninger hos dem, der vilde være Kristi Tjenere. Og enhver Kristen, som kender sig selv, vil vide, hvor let han selv kan fristes deraf, ja maaske, hvor ofte han er falden derfor.

Her gælder det for os at vaage og være paa vor Post, at vi ikke atter skal spændes i Trældoms Aag. Vi kan ikke bevare vor Frihed, dersom vi tage den som en afgjort Selvejendom, men kun ved stadig paany at modtage Jesu Kristi Naade, hvorved han har vundet Frelsen og Friheden til os, og hans Naades Ord, hvorved han har givet os Del i denne Frelse. Derved bliver Guds Kærlighed stedse ny for os, en Kilde, hvoraf vi daglig paany øse Frihed og Kraft til at staa Kødet imod, og hvoraf vort Øje klares mere og mere til at skue ind i Guds Faderlighed og til at se fremad i Haabet til den salige Dag, da vi skal naa den fuldkomne Frihed, Guds Børns Herligheds Frihed, naar vi skal se Gud, som han er, og derved blive ham lige.

Amen.