Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

BRUG OG ANVENDELSE.

3. Tilegnelsen af Kristus

For det første: Da Kristus Jesus aabenbaredes, født af Maria, blev han betragtet lf Faderen, som om hele Verdens Synd laa paa ham, ja endnu mere, Gud saa paa ham og betragtede ham som Menneskets Siynd; „den, so'in ikke vidste af Synd, har han gjort til Synd for os" (2 Kor. 5, 21), d. v. s. Gud gjorde sin Søn Jesus Kristus til vor Synd, agtede ham for at være, ikke alene en Synder, men Samlingen af al Verdens Synd, og dømte ham saa strengt, som ont han intet havde gjort uden Synd. „Thi det, som var Loven umuligt, det hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld, saaledes domfældte Synden i Kødet ;" for vore Synder fordømte han sin Søn Jesus Kristus, snom om han i Virkelighed og Sandhed kun havde været Synd, og dog var han aldeles uden Synd (2 Kor. 5, 21; Rom. 8, 3).

Derfor, naar din Forbandelse skal tages bort, da maa du bygge paa ham, som blecgjort til Synd for dig, og med Hensyn til din Retfærdighed, da maa du iføre dig ham som Retfærdighed; thi Skriften siger: Thi den, som ikke vidste af Synd, har han (nemlig Gud: gjort til S, y n d for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.

For det andet: Betænk, for hvis Skyld denne Faderens og Sønnens herlige Plan blev lagt, og du vil finde, det var Mennesket, det syndige Menneske.

For det tredje: Betænk de Vilkaar, paa hvilke Frelsen skænkes os, og du vil finde. at det er en fri Gave, der har sin Grund i Guds forbarmende Kærlighed. „De blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Naade ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus, hvem Gud har fremstillet som Sonemiddel ved Troen paa hans Blod" Rom. 3, 24. 25).

For det fjerde: Vi tilegner os dette som vor Ejendom paa de sa'mm'e Betingelser, som Gud tilbyder det, nemlig uforskyldt, vi er uværdige dertil, fortjener det ikke, er blottede for alt godt, ja ude af Stand til at gøre noget godt. Af Hjertet at erkende dette, siger jeg, er den rette Maade, hvorpaa din Sjæl kan tilegne sig Kristi Fortjeneste; thi den skænkes dig uforskyldt, stakkels Synder, ikke paa Grund af noget, som er gjort af dig, men uforskyldt, fordi du er en Synder og trænger saa saare dertil.

I dette Stykke skal du ikke følge din Fornuft og Følelse, men Guds Ord. Hvad der go- Guds Folk den største Skade, er netop, at de altfor lidt lytter til, hvad Evangeliet siger, og altfor meget hører paa, hvad Loven, Synden, Djævelen og Samvittigheden siger, og fordi de har Bevidstheden om Synd i Sjælen, slutter de, at derfor maa Fordømmelsen paa Grund af Synden visselig komne over Sjælen. Men dette er at skyde Guds Ord til Side og skænke sin Tillid til det, som staar i Strid dermed. Men du maa have mere Tillid til en Stavelse af det skrevne evangeliske Ord, end du maa have til alle de hellige og Englene i Himmelen og paa Jorden, end sige til Djævelen og din egen skyldbevidste Samvittighed.

Lad mig sige Eder en Lignelse: Der var en Mand, som havde begaaet Forræderi mod sin Konge, men da Kongen havde Medlidenhed med ham, sendte han ham ved et tro Sendebud Tilgivelse, skreven med hans egen Haand, under hans eget Segl; men i det Land, hvor den stakkels Mand boede, var der mange, som søgte at forurolige ham ved ofte at minde ham om hans Forræderi og Lovens Straf for Overtrædere. Nu, paa hvilken Maade kunde dette Menneske bedre ,ære sin Konge, end ved at tro hans Haandskrift, hans Tilgivelse? Han vilde visselig ære ham mere ved at gøre dette, end ved altid at lytte til alle sine Fjenders Raab mod ham.

Netop saaledes er det her: Du har begaaet Forræderi mod Himmelens Konge; Han har af uendelig Barmhjertighed for Kristi Skyld sendt dig Tilgivelse, men Djævelen, Loven og din Samvittighed søger stedse at forurolige dig ved paany at bringe "dine Synder frem for dig; men vil du nu ære din Konge, saa hør: „Hvo, som ikke. tror Gud, har gjort ham til en Løgner, fordi han ikke har troet paa det Vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn. Og dette er Vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige Liv, og dette Liv er i hans Søn (1 Joh. 5, 10. 11). Derfor, mine Brødre, siden Gud vor Fader har sendt os fordømmelsesværdige Forrædere Tilgivelse fra Himmelen (nemlig alle Evangeliets Forjættelser) og har beseglet den med sin kære Søns Hjerteblod, for at- den skulde være evig vis, saa lad os ikke blive forfærdede, om end vore Fjender aldrig saa ofte med forfærdelig Røst vil bringe vort forrige Liv frem for os.

Indvending: Men, siger Sjælen, hvis jeg efter at have modtaget Tilgivelsen skulde begaa. Forræderi igen, hvad skal jeg saa gøre?

Svar: Selv om du har en Overflod af Fald. har han en Overflod af Naade. „Den ugudelige forlade sin Vej og den uretfærdige sine Tanker og omvende sig til Herren, saa skal han forbarme ' sig over ham', og til vor Gud: thi han skal mangfoldig forlade" (Es. 55, 7.. Jeg har undertiden selv været i en saadan N od. at 'jeg har været nær Fortvivlelse; ved Synet og Følelsen af mine Synders Storhed; men jeg har kaldt mig til Minde, at Gud var en Gud i Barmhjertighed, Naade og Kærlighed. lige saa 'vel som- i - Hellighed og Retfærdighed: jeg har betænkt, hvorledes Helligheden og Re:- færdigheden er sket Fyldest, for at -en Ve_ kunde aabnes for Syndere, hvorpaa de kunde gribe Naaden; jeg har betænkt dette, siger jeg, naar Mishaab og Fortvivlelse fristede mig. og jeg har svaret paa følgende Maade:

„Herre, her er en af de største Syndere, som Jorden nogensinde bar, en Synder imod Loven og en Synder imod Evangeliet; jeg har syndet imod Lyset og jeg har syndet imod Naaden, og nu Herre, mine Synders Byrde knuser mit Hjerte, Djævelen vil ogsaa bringe mig til Fortvivlelse ved at fortælle mig, at du Ier saa langt fra at høre mine Bønner i denne min Nød, at jeg ikke kan fortørne dig værre end ved at kalde paa dig; thi, siger han, du er for evig bestemt paa at fordømine, bestemt paa ikke at tilstaa mig den mindste Naade, og dog Herre vilde jeg saa gerne have Tilgivelse, og skønt .dit Ord vel vidner meget imod mig, saa siger det alligevel, at hvis jeg kommer til dig, vil du ingenlunde kaste mig ud. Herre, hvorved ærer jeg dig mest, enten ved at tro, at du kan tilgive mine Synder eller ved at tro, at du kan ikke kan? Ærer jeg din Sans Blod ved at tvivle paa, at dets Kraft er tilstrækkelig til at frelse snig, eller ved at tro, at det kan rense mig fra alle mine blodrøde pog skarlagenrøde Synder? Du, som var saa rig paa Naade, at du kunde tilgive Manasse, Marie Magdalene, de tre Tusinde Mordere, Forfølgeren Saul, Morderen og Horkarlen David, Fornægteren Peter, du, som tilbød Simon Mager Naade, der var en Troldkarl, og som ikke bortstødte Besværgerne og Tegnsudlæggerne (i Apostl. Gem. 19), du har sikkerlig Naade nok for en stakkels Synder! Herre, er end mine Synder større end alle disses, fortjener jeg end mindre Naade end alle de, du har alligevel sagt i dit Ord, at den, som' kOm!Mer til dig, vil du ingenlunde kaste ud."

Saa har Gud givet endog en saadan Synder. som jeg er, Trøst i min Sjæl, og jeg siger Eder. I kan ikke bedre ære Gud og bedre slaa Djævelen af Marken, end ved at holde fast ved Sandheden af Guds Ord og tro Kristi Blods Fortjeneste. Da „Abraham troede Gud" (endog mod Haab og Fornuft) „blev det regnet ham til Retfærdighed, og han gav Gud Ære" -(Rom. 4). „Vor Tro er den Sejr, som har overvundet Verden" (1 Joh. 5, 4). Dersom I tror, er alle Ting Mulige for Eder. Den, soen tror, skal blive frelst. Den, sogn tror paa Sønnen, har et evigt Liv og skal ikke fortabes, heller ikke skal nogen rive ham ud af Faderens Haand.

Hvis du virkelig tror dette, vil du ikke bekende ham saaledes, som visse Vranglærere gør, der siger, at han vistnok blev født i Bethlehem af Maria, led paa Golgatha Bjerg unde: Pontius Pilatus, døde og blev begraven, stod op igen og opfor, men nægter, at hans Doc paa Golgatha Bjerg fyldestgjorte Gud for Ve:-dens Synder, at hans Opstandelse af Josef- Grav er Grunden til vor Retfærdiggørels for Gud, for Engle og Djævle. Men hvis d:: virkelig tror disse Ting, saa tror du, at etgang, for saa længe siden, endog før du ble .født, bar han dine Synder paa sit Legeme. som da hang paa Korsets Træ, og at dit gam Menneske da blev korsfæstet med ham, nemlig i hans korsfæstede Legeme (1 Pet. 2. 2: Rom. 6, 6). Dette er Daarskab for dem. som ikke tror. Men hvis du i Sandhed tror, da ser du dette tydeligt, og alligevel er det en saadan Hemmelighed, at du staar under ligeoverfor den.

Men denne herlige Lære om den nye Pagt og sammes Midler skal tjene til Trøst for den nye Pagts Børn, nemlig, at han ikke alene døde og opstod igen, men at han i sin menneskelige Skikkelse opfor til Himlen for at tage denne i Besiddelse for dem, at berede dem Sted der, at han staar der som deres Borgen for at bringe dem sikkert derind og fremstille dem i en Klædning uden Plet eller Rynke eller noget deslige; at han, der udøver sit præstelige Embede for dem, fremfører til deres Sags Bedste sin egen fuldkomne Retfærdighed, sit Blods Kraft; at han der er rede til for dem at møde Lovens, Djævelens og Syndens Anklage.

Her kan du ved Troen se Djævelen lige i Ansigtet og glad sige: „O Satan! Jeg har en dyrebar Jesus, en Jesus, som trøster min Sjæl, en Jesus, som tilgiver min Synd!" Her kan du høre Lovens stærkeste Tordenskrald og alligevel ikke forfærdes. Her kan du sige: „O, Lov! Du kan rase mod Synden, men du kan ikke naa mig; du kan forbande og fordømme, men ikke min Sjæl; thi jeg har en retfærdig Jesus, en hellig Jesus, en evig frelsende Jesus, og han har frelst mig fra dine Trusler, fra dine Forbandelser, fra din Fordøm melse, jeg er kommen udenfor dit Omraade, ud af dine Baand, jeg er bragt ind under den anden Pagt, under bedre Løfter om Liv og Frelse, frie Løfter, '.der trøster mig uden min Fortjeneste, nemlig ved Jesu Blod, som har fyldestgjort Gud for mig. Derfor, om! du end fører mine Synder anklagende frem for mig og siger, du vil bevise min Skyld, saa har Kristus erhvervet en evig Retfærdighed, og skænket mig den, og saa længe han er deroppe, vil jeg ikke frygte dine Trusler, din Anklage, dine Beskyldnin- ger, som vil skræmme min Sjæl; min Kristus er alt, har gjort alt, og vil befri mig fra alt, som du eller nogensomhelst anden kan bygge sin Anklage paa!"

Saaledes kan du logsaa tale, naar Døden angriber dig: „O, Død, hvor er din_Braad!" Du kan vel bide, men du kan ikkeg opsluge, jeg har Trøst i det Menneske, Jesus Kristus, han har taget dig til Fange, borttaget din Styrke, gennemboret dit Hjerte og udøst din sjælefordærvende Gift; derfor, skønt jeg ser dig, er jeg ikke bange for dig, skønt jeg føler dig, er jeg ikke forfærdet, thi du har tabt din Braad, og ved ham overvinder jeg dig, sætter min Fod paa dig!"

Ligesaa: „O, Satan! Om jeg end hørte dig knurre og gøre en djævelsk Støj, om du end truer mig aldrig saa højt, min Sjæl skal alligevel triumfere over dig, saa vist som Kristus lever og kan høres i Himmelen, saa vist som han har knust dit Hoved og vundet Sejren over dig, saa vist som du er i Fangenskab og ikke kan naa det, du vil. Naar jeg derfor hører din Stemme, da fæster jeg mine Tanker paa Kristus, min Frelser, og lytter til, hvad han vil sige; thi han vil tale Trøst, han siger, at han har vundet Sejren og vil give mig Kronen "

Nu, mine Brødre, de hellige under den levitiske Lov, som ikke havde den nye Pagt beseglet og bekræftet paa anden Maade end ved Løftet om, at det skulde ske, naar disse, sige: jeg, tænkte paa de herlige Ting, som Gud havde lovet, skulde komme, skønt de paa den Tid ikke var kommet, men blev set langt borte, med hvilken Tillidbiede de ikke paa dem, tilegnede sig dem og forlod sig saa fast paa deres Urokkelighed, at de ikke betænkte sig paa at vandre bort herfra for at komme i Besiddelse af dem (Hebr. 11). Hvor mange Gange i Psalmerne udtaler ikke David sin Beundring og Triumf og overtaler andre til det samme, i den Tro, som han havde paa det, som skulde ske! Ligeledes Job, med hvilken Tro siger han ikke, at han skulde se sin Forlo-ser, skønt han dengang ikke havde udgydt en Draabe Blod for ham; men han havde lovet at gøre det, og dette blev betegnet ved Okse-og Bukkeblod. Ligeledes Samuel, Esaias, Jeremias, Zakarias, med hvilken herlig Tillid taler ikke de -om Kristus og hans Død, hans Blod, hans Sejr og evige Præstedømme, længe før ban aabenbarede sig i Kødet, født af en Jomfru! Vi, som lever efter Kristus, har mere Grund for vort Haab, end de under den gamle Pagt havde, skønt de havde den retfærdige Guds Ord til Grund for deres Tro; thi, de havde kun Løfterne, at han skulde og vilde komme, Men vi har den sikre Opfyldelse af disse Løfter, fordi han er kommen, og vi har Pagten beseglet, alle Ting er for os gjort saa sikre, som den korsfæstede Jesu Hjerteblod kan gøre deml.

Derfor Sjæl, kan du komme til Jesus Kristus som til et Skatkammer for at hente alt, hvad du behøver ; han er den rette Mand til at uddele alle de Gaver, som omtales i den nye Pagt, han har dem alle ved retmæssigt Køb i sin Forvaring, han har købt demalle, betalt dem alle. Mangler du Tro? Saa kom til den Herre Jesus og hent den. Mangler du Aanden? Bed Jesus derom. Mangler du Visdom? Mangler du nogen Slags Naade? Mangler du et nyt Hjerte? Mangler du Styrke til at kæmpe mod dine Lyster, mod Djævelens Fristelser? Mangler ,du Kraft til at holde ud i legemlige Trængsler, aandelig Nød og Forfølgelse? Vilde du gerne holde ud, staa fast til det sidste og mere end sejre ved ham? Da m'aa du betænke Jesu Blods Fortjeneste, hvad Han har gjort for dig. at 'han i dit Sted har gjort Guds Vilje, at Gud har fyldt ham med sin Aand for at fylde dig, at han er villig til at mIeddele dig, hvadsomhelst han selv har. Betænk dette og glæd dig deri!