Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

BRUG OG ANVENDELSE.

I. I er ikke under Lov, men under Naade. Rom. 6, 14.

I hvilken Pagt staar du?

Altsaa: Sjæl, hvilken af disse to Pagter er du under?

Svar: Jeg haaber, at jeg er under Naadens Pagt.

Spørgsmaa1: Men hvad Grund har du til at mene, at du er under denne velsignede Pagt og ikke snarere under Gerningernes, den strenge, sjælefordømmende Pagt?

Svar: Hvad Grund? Naa, jeg haaber, jeg er det.

Spørgsmaal: Men hvad Grund har du for dette dit Haab? Thi et Haab uden Grund er som et Slot, bygget i Luften; det vil aldrig være i Stand til at gøre dig noget godt, men du vil med det bevise dig at være dem lig, om hvem der tales i Job. 8, hvis Haab skal afskæres, og hvis Fortrøstning er som et Spindelvæv. Han støtter sig paa sit Hus, og det staar ikke; han holder sig fast derved (ligesom du ved dit Haab) og det staar ikke fast (Job. 8, 13-15).

Svar: Mit Haab er grundet paa Forjættelserne ; hvad skulde det ellers være grundet paa?

Gensvar: Ja, at du bygger dit H aab paa Jesus Kristus, paa Gud i Kristus igennem Forjættelsen, og at du virkelig har dette Haab derved, at Guds Kærlighed er udgydt i dit Hjerte, det er et vel grundet Haab (Rom. 5, 1-5). Men hvilke Forjættelser i Skriften finder du, at dit Haab er bygget paa? Og hvorledes kan du vide, om du bygger dit Haab paa Forjættelserne i Evangeliet, den nye Pagts Forjættelser, og ikke snarere paa den gamle Pagts? Der er jo Forjættelser i denne saavel som i hin!

Svar: Jeg haaber, at dersom jeg gør godt er jeg behagelig for Gud; thi det har Gud sagt, jeg er (1 Mos. 4, 7).

Gensvar : O Sjæl, dersom dit Haab er grundet paa det, da er dit Haab ikke grundet paa Evangeliets Forjættelser eller den nye, Pagt, men i Sandhed paa den gamle; thi hine Ord er sagt til Kain, som var en Søn af den gamle Pagt, log de angiver just dennes Indhold og Maal, thi den lyder saa: „Gør dette, og du skal leve." „Det Menneske, snom gør disse Ting, skal leve ved dem." „Dersom du gør godt, er du behagelig" (3 Mos. 18, 5; Ez. 11, 20: Rom. 10, 5; Gal. 3, 12; 1 Mos. 4, 7).

Svar : Nu, i Sandhed, dersom et Menneskes gode Gerninger og hans fromme Vandel og hans Bestræbelser for at tjene Gud, saa godt han kan, ikke hjælper ham til Kristus, da ved jeg virkelig ikke, hvad der hjælper ham; at synde imod Gud hjælper ham vist ikke!

Spørgsmaal: Har du aldrig læst det Skriftsted, som siger: "Israel, som jagede efter Retfærdigheds Lov, naaede ikke til Retfærdigheds Lov" (Rom. 9, 30-32) ?

Indvending: Men siger ikke Skriften: Salige ere de, som holde: hans Bud, for at de maa have Adgang til Livsens Træ" (lab. 22, 14) ?

Svar : Man maa her først spørge, om der ved at „holde hans Bud" menes at stræbe at holde Loven som en Gerningernes Pagt, eller om derved menes det nye Testamentes store Bud, som er anført i 1 Joh. 3, 22. 23: „Og hvad vi end bede om, det faar vi af ham fordi vi holde hans Bud og gøre det, som er velbehageligt for ham." Men hvad mener du, Johannes? Mener du Lovens Pagt eller Evangeliets ? Nu: „Dette er hans Bud," siger ham_ „at vi skulle tro hans Søns Jesu Kristi Navn og elske hverandre (som en Frugt af deene Tro), efter det Bud han gav os." Dersom de 7e er :den gamle Pagt, som er Gerningernes. da er Evangeliet kun en u nyttig Ting; thi dersom det er af Gerninger, da er det ikke mere af Naade; derfor tales ikke her om den gamle Pagt.

Spørgsmaal: Men hvad mener du med disse Ord: Den gamle Pagt som saadan? Forklar din Mening.

Svar: Min Mening er, at Loven ikke maa iagttages til Liv, saaledes som den blev givet paa Bjerget Sinai. Dersom du virkelig vil frelses, saa kan du, ja maa du, efter at have faaet Troen paa Kristus, glæde dig og fryde dig i Loven for derved at udtrykke din Kærlighed til ham, som allerede har frelst dig ved sit eget Blod uden nogen din Lydighed mod Loven, enten den fra S'inai eller h'vilkensomhelst anden.

Spørgsrnaal: Tror du, jeg mener, at min Retfærdighed vil frelse mig uden Kristi Retfærdighed? Om saa er, da misforstaar du mig, thi det 'mener jeg ikke; men jeg siger, at jeg vil bestræbe mig for at gøre, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan gøre, vil Kristus gøre for mig.

Svar: Ak, stakkels Sjæl! Det er ogsaa en gal Vej. Thi det er at gøre Kristus til kun et Stykke af en Frelser. Du vil gøre noget, og Kristus skal gøre Resten; du vil sætte dine egne Ting paa første Plads, og dersom du til-sidst kommer til kort, da vil du laane af Kristus; du er en af defan, som! gør Kristus den allerstørste Uret, først derved at du undervurderer hans Fortjenester ved at give dine egne Gerninger Fortrinet fremfor hans, og dernæst ved at sam'm'enblande dine Gerninger, din smudsige og pjaltede Retfærdighed med hans.

Spørgsmaa1: Men, vil du da have, at vi inbet skal gøre? Vil du have, at vi skal gøre Kristus til en saadan Træl, der maa gore alt. medens vi sidder ganske ørkesløse?

Svar: Stakkels Sjæl, jeg siger dig, han anser det for en stor Ære at gøre alt for dig, og du beviser ham en stor Vanære, naar du tænker andet om ham. Saa tænker ogsaa Guds hellige, som har erfaret Naadens Gerning i deres Hjerter, idet de siger, Aab. 5, 9: "Lammet er værdig at tage Bogen og aabne dens Segl". og i V. 12: „Lammet, som er slagtet, er værdigt til at faa Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Pris og Ære og Velsignelse.' Og hvorfor det? Læs atter det 9de Vers: „Fordi du blev slagtet og med dit (eget) Blod købte os til Gud. Se ,ogsaa Ef. 1, 6, 7: "Sig herlige Naade til Pris — i hvem vi ved hans Blod have Forløsning."

Gensvar: Med alt dette bekender vi at Jesus Kristus døde for os; men den, som tænker at blive frelst ved Kristus og dog lever i sine Synder, skal aldrig blive frelst.

Svar: Ja det er en Sandhed, som ikke kan indskærpes nok, men jeg gentager, et Menneske maa ikke gøre sine gode Gerninger til nogetsomhelst Trin paa den Stige, ved hvilken han gaar til Himlen; d. v. s. den som vil gaa og virkelig gaar til Himlen, maa ganske og aldeles, uden noget, han kalder sit egeg. vove sin kostbare Sjæl paa. Jesus Kristus c hans Fortjenester alene.

SpørgsmaaI: Hvad? Skal jeg komme til Kristus som en Synder?

Svar : Ja, med alle dine Synder paa om du end er nok saa smudsig.

Spørgsmaal: Men vil ikke Kristus da væmmes ved os? Du ved, naar Børn falder i Rendestenen, plejer de i Almindelighed, før de gaar hjem, at rense deres Klæder, saa godt de kan, af Frygt for, at deres Forældre skal revse dem. Og saaledes mener jeg ogsaa, vi bør gøre.

Svar: Denne Lignelse er urigtig anvendt, dersom du vil, at den skal vise os, hvorledes vi maa bære os ad, naar vi kommer til Kristus. Den, som kan rense sig selv, behøver ikke Kristus; den karske, rene og retfærdige trænger ikke til Kristus, men de, som er urene og syge. Du ved, at naar Læger gerne vil opnaa Anseelse, saa byder de ikke deres Patienter først at gøre dem selv raske og derpaa at komme til dem; nej de byder dem komme med al den Skade, som er over dem, ligesom Kvinden, der havde Blodflod (Mark. 5), og som Maria Magdalena, der havde sit Liv fuldt af Djævle, og som de spedalske med alle deres Saar ; det er den rette Maade at komme til Jesus Kristus paa.

Gensvar: Vel, jeg haaber, at Kristus vil frelse mig; thi hans Forjættelser og Barmhjertighed er meget stor ; og saa længe han har forjættet at give os Liv, frygter jeg ikke meget for min Tilstand.

Svar: Det er meget sandt, Kristi Forjættelser er meget store, ligesom hans Barm hjertighed, Herren være derfor evig lovet! Men trods alt dette er der mange, som gaar paa den brede Vej. Derfor siger jeg, at du alvorlig bør spørge dig selv, om du er under den første eller under den anden Pagt; thi dersom du ikke er under den anden. Pagt, vil Gud aldrig agte paa dig, fordi du er en Synder Hebr. 8, 9). Men dersom Gud af sin Godhed ;iver dig Del i den anden Pagt, da skal du have alle dine Synder tilgivne og visselig have evigt Liv, om du end har været en stor Synder.

Men vent ikke, at du, saa længe du er under den gamle Pagt, skal til din stakkels Sjæls Velsignelse og Trøst faa nogen Del i Guds store Forjættelser og Barmhjertighed; thi saa længe er du udenfor Kristus, ved hvem Gud skænker Syndere Liv, Barmhjertighed, Naade og Kærlighed. „Thi saa mange, som Guds Forjættelser ere, ere de i ham Ja og i ham Amen" (2 Kor. 1, 21). I Sandhed, hans Barmhjertighed, Naade og Kærlighed er meget stor, men er som en Skat, opbevaret i ham og givet os ved ham'. „Men Gud er rig paa Barmhjertighed, for sin store Kærligheds Skyld, med hvilken han elskede os — for at han kunde vise sin Naades lovervættes Rigdom." Men paa hvilken Maade? „Ved Godhed mod os i Kristus Jesus" (Ef. 2, 4. 7).

Men udenfor Kristus vil du finde Gud som en retfærdig Gud, en Gud, der hævner Synd, en Gud, som ingenlunde vil betale din Gæld. Og vær vis paa, at hver eneste en, som findes udenfor Jesus Kristus, vil paa Dommens Dag. blive befunden skyldig, og Guds Vrede skal da ramme ham til hans evige ødelæggelse.

Betænk nu derfor dette og tag dig til Hjer:e Apostelens Raad i 2 Kor. 13, 5, som er ..at ransage dig selv, om du er i Troen", og at prøve dit eget Jeg, om du har modtaget Kristi Aand i din Sjæl, om du er bleven omvendt og er bleven en ny Skabning, om du har faaet dine Synder aftoede i Kristi Blod, om du er bleven bragt fra den gamle Pagt ind i den ny. Men anstil ikke herom en løs Undersøgelse: thi du har en kostbar Sjæl, der enten vil blive frelst eller fordømt.

For ikke at blive bedraget, maa du betænke følgende Punkter:

Et er det at være overbevist og et andet_ at være omvendt; et at være saaret og et andet at være dødet og dermed levendegjort ved Jesu Kristi Tro. Naar et Menneske er gjort død, er det død for alt det, som det før levede for, død baade for sin Synd og for sin Retfærdighed, sin gamle Tro og den indbildte Naade, det mente sig at have. Den gamle Pagt eller Loven vil nu ved den Hellig Aands Hjælp vise dig, at du er en Synder og det en stor Synder, og at du i din naturlige Tilstand er udenfor Naaden. Men midt i din Nød vil du alligevel ikke komme til Kristus, naar 'du overtaler din Sjæl til at tro, at du allerede er kommen og allerede staar i Naa- den. 0, bed derfor alvorligt om den Hellig Aand, at din Sjæl maa blive oplyst og dit Hjertes Ondskab aabenbaret, saa du kan se den elendige Tilstand, som du er i paa Grund af Synd og Vantro, som er den store, fordømmende Synd. Og idet du saaledes indser og erkender din elendige Stilling, om Gud i sin Strænghed skulde handle med dig efter Fortjeneste, maa du raabe til ' Gud om at kunne tro paa den korsfæstede Jesus, saa du kan faa alle dine Synder aftoede i hans Blod, og Naadens Gerning saaledes øves i din Sjæl, at du kan blive bestaaende paa Dommens Dag.

Dernæst: I ved, som jeg før har sagt, at et Menneske kan staa højt som Bekender kan have mange herlige Gaver og gøre mange underlige Gerninger og dog være under Loven. Heraf skal I lære ikke at anse Eder for Guds Børn (se 1 Kor. 1), om I har større Kundskabens eller Forstandens Gaver end andre; nej, du kan være det kundskabsrigeste Menneske i hele Landet, hvad den udvortes Kundskab angaar, og dog, trods dette være under Loven og dermed under Forbandelsen. Naar vi nu ser, at et Menneske kan have alle saadanne Gaver og dog gaa fortabt, hvorledes vil det da gaa dem, som slet intet godt gør, og som ikke har nogen Forstand, hverken paa deres egen Elendighed eller paa Kristi Barmhjertighed! Hvor sørgeligt! Læs med Eftertanke Es. 27, 11: „Derfor forbarmer han sig ikke over det, han, som skabte det, og han, som dannede det, er det ikke naadig;` se ogsaa 2 Thess. 1, 8. 9.

Der er navnlig en. Omstændighed, som gør, at saa. mange forulykkes paa en meget sorgelig Maade, og det er den, at de ikke er i Stand til at skelne imellem i Lov og Evangelium. Kære Venner, Eders Blindhed med Hensyn til Erkendelsen heraf er en væsentlig Aarsag til manges Fortabelse, som Paulus siger: "Naar Moses læses (eller naar Loven forkyndes), ligger der et Dække over deres Hjerte" (2 Kor. 3, 15) ; d. v. s. Uvidenhedens Dække ligger over deres Hjerter, saa at de ikke lian kende hverken Loven eller Evangeliets Væsen paa Grund af deres Sinds Formørkelse og Blindhed, som I kan se, naar I sammenligner dette Sted med 2 Kor. 4, 3. 4. Og jeg er vis paa, at dersom I kun blev ret prøvede, da vilde mange af Eder befindes at være saa uvidende, at I ikke kunde give noget ret Svar angaaende enten Loven eller Evangeliet.

Ja, mine Venner, sæt, at en vilde spørge Eder, hvor megen Tid I anvender, og hvad Møje I gør jer for at kunne forstaa disse to Pagters Væsen og Forskellen mellem dem; dersom I skulde tale Sandhed, vilde I da ikke sige, at I ikke engang havde lagt Mærke til, om der er to eller flere Pagter ? Vilde I ikke sige: Jeg har ikke tænkt paa disse Pagter eller grundet paa deres Væsen; jeg tænkte, at dersom jeg levede retskaffent og gjorde alt saa godt, jeg kunde, da vilde Gud antage mig og have Medlidenhed med mig, som han har med andre.

Ak Venner, dette er Grunden til Tusinders Fortabelse ; thi dersom de er forblindede i dette Stykke, da er den rette Brug baade af 'Lov og Evangelium skjult for deres Øjne; og derfor staar saadanne stakkels Sjæle i Fare for at omkomme paa den ynkeligste Maade, med mindre Gud af sin blotte Barmhjertighed og Kærlighed borttager Dækket, Uvidenhedens Dække fra deres Hjerter; thi dette er det, som holder disse stakkels Sjæle i denne bedaarede og forblindede Tilstand, i hvilken de, om de dør i den, vistnok kan beklages, men ikke hjælpes; man kan ynkes over dem, men ikke bevare dem fra at rammes af Guds evige Hævn..

Dernæst: Dersom, I virkelig vil lade Eder frelse fra den første Pagt ind i den anden. lægger jeg Eder paa Hjerte at iagttage følende:

For det første: Giv Agt paa, at I ikke stiller Eder selv tilfredse med, at I gør gode Gerninger (d. v. s. saadanne Gerninger, som i sig selv er gode) i og med en lovmæssig Aand, hvilket kan ske paa følgende Maader:

1. Dersom I gør noget, som er befalet i Skriften, og I ved at gøre dette mener, at Gud har Behag deri, fordi I er fromme Mennesker. Paa Grund af denne Vildfarelse stod Paulus selv i Fare for at gaa fortabt; thi han tænkte, at fordi han var nidkær og tilhørte det strengeste religiøse Parti, derfor vilde Gud være god mod ham og have Behag i hans Gerninger, hvilket er klart deraf, at han ansaa dem for en Vinding (Fil. 3, 4-8).

Det samme gør Mennesker, som efterkommer Evangeliets Anordninger, bruger Daab og Nadver, hører Ordet og overvejer det o. m. m,, men tror, at de behager Gud med alt dette. thi da benytter Djævelen sig af denne deres lovmæssige Brug af Naademidlerne, til defined at bringe, dem ind under Gerningernes o Forbandelsens Pagt.

2. Det kan ogsaa ske derved, at et Menneske tænker, at fordi han er mere oprigtig og mere gavmild end andre, skønt dette falder ham vanskeligere eller medfører, at hans Stilling derved bliver mindre god, skulde Gud have Behag i hans Gerning; ogsaa dette er af den gamle Pagts Aand.

3. Der er ,ogsaa dem, som mener, at de bliver frelst, fordi de holder Bøn med deres Familie, kan bede længe, bruger stor Vidtløftighed, har Ordet i deres Magt og udtrykker sig fortræffeligt i Bønnen. Men naar de tænker, at Gud derfor har Behag i deres Gerninger og antager dem, da kommer dette, siger jeg, af en lovmæssig Aand.

4. Atter gives der dem, som mener, at fordi deres Forældre før dem har været fromme og i Sandhed Guds Folk, og de selv 'opfører sig ligesaadan med Hensyn til den udvortes Iagttagelse af, hvad de af deres Forældre har lært, vil Gud antage dem. Men ogsaa dette er af en uret Aand. Og dog, hvor mange er ner ikke her i Landet den Dag i Dag, som tænker det bedste om sig selv blot af den Grund, ja, som mener, at Guds Folk endog bør tænke saaledes, idet ide ikke forstaar, at det ofte gaar saaledes, at en Eli har til Sønner en Hofni og en Pinehas, som begge var Belials Børn; ligesaa at en. god Samuel har daarlige Efterkommere, ligesom David en Absalon. Jeg siger, idet de er uvidende herom eller er forsømmelige i at give Agt herpaa, mener de, ",akkurat som! Jøderne mente, at fordi de nedstammer fra den eller den, har de hos Gud et Fortrin mere end andre, skønt de i Virkeligheden intet saadant har (Joh. 8, 33-35 ; Math. 3, 7-9). Men i Sandhed, dersom den. samme Tro ikke er i dem, som var i deres Forfædre, saa de griber Guds Kristus i den samme Aand som de, da maa de fortabes trods alle de høje Tanker, de har om dem selv.

For det andet: Naar nogen kommer frem for Gud uden at nærme sig hans guddommelige Majestæt igennem Jesus Kristus, Guds og Marias Son, da kommer de frem for Gud i en lovmæssig Aand, den gamle Pagts Aand.

Naar f. Eks. nogen vil bede, og det, som det synes, meget brændende, og vil trænge haardt ind paa Gud om at give dem efter deres Begæring, og de foreholder ham deres Nød og dens Storhed og derhos foreholder Gud hans Barmhjertighed og Forjættelser, men forsømmer at fremstille sig for ham i Mid- legen Jesus Kristus, det retfærdige Guds Lam, da fremstiller de sig ikke anderledes for Herren end i den gamle Pagts Aand. De gaar nemlig da til Gud kun som en barmhjertig Skaber og betragter sig selv kun som hans Skabninger; de kommer ikke til ham som til deres Fader for Sønnens Skyld, eller som dem, der selv er hans Børn, genfødte ved den Herre Jesus.

Men om de end tankeløst kan kalde Gud deres Fader, idet de ikke ved, hvad de siger, men har lært saadant alene ved Overlevering ligesom Farisæerne, vil Kristus i sin Tid sige til dem, ja lige i Ansigtet sige til dem, til deres Græmmelse og evige Fortabelse, som han engang sagde til Jøderne : „Den Fader, af hvem I er (trods al Eders Bekendelse), er Djævelen" (Joh. 8, 44).

Dersom I nu vil lære saadanne Mennesker at kende, da er dette deres Kendemærke : Naar de synes, at deres Hjerter er gode, da mener de 'ogsaa, at Kristus vil have Barmhjertighed med dem; men naar deres fordærvede Natur bryder frem, da tvivler de og faar Betænkeligheder, indtil deres Hjerter atter er bievne mere beredte til at gøre det, som indeholdes i Loven og i de evangeliske Anordninger.

Men denne Aand er og bliver en lovmæssig Aand eller af den gamle Pagt, som hemmelig overtaler Sjælen til at tro, at dersom den nogen Sinde skal blive frelst ved Kristus, maa han først blive skikket for Kristus derved, at han faar et godt Hjerte og gode. Forsætter til at gøre dette og hint for Kristus.

Jeg siger ikke, at en saadan Sjæl, naar han kommer til Kristus, vil blive forkastet eller stødt bort; men dette er i Sandhed netop den Vej, hvorpaa Sjælen vender sig bort fra Kristus i Stedet for til ham; thi en saadan Sjæl ser paa Kristus snarere som en malet Frelser eller et Tegn, end som en virkelig Frelser.

Ven, dersom- du kan gøre dig selv skikket, hvad Behov har du da for Kristus ? Dersom du kan skaffe dig selv gode Egenskaber at bringe frem for Kristus, for ved dem at blive antaget, da behøver du jo ikke at forsøge at blive antaget af Naade. Skal jeg sige dig noget? Du er som et Menneske, der siger: Jeg vil gøre mig selv ren, og saa vil jeg gaa; til Kristus, for at han kan to mig; eller du er lig en Besat, som først selv vil drive Djævlene ud af sig og derpaa komme til Kristus for af ham at blive helbredet.

Dersom du vil gribe Kristus saaledes, at du ikke bliver forkastet af ham, maa du derfor, siger jeg, komme til ham som den største Synder i Verden, mere skikket til at blive fordømt, om der skulde handles retfærdigt bied dig, end til at faa det mindste Smil, Haab, eller Trøst af ham. Kom med Helvedilden i din Samvittighed! Kom med dit haarde Hjerte, dødt og koldt som det er, fuldt al Ondskab og Trods mod din egen Frelse! Kom som en, der giver Afkald paa alle sine Taarer og Bonner, sin Vaagen og Fasten! Korn som en blodig Synder! Hold dig ikke borte fra. Kristus, indtil du faar en større Erkendelse af din egen Elendighed eller af Guds Barmhjertighed; hold dig ikke borte, indtil dit Hjerte bliver mere blødt, og din Aand kommer i en bedre Tilstand, men gaa, tværtimod din Tilbøjelighed og tværtimod Djævelens og Syndens Vilje, hen og kast dig ,ned for Kristi Fødder med en Strikke om din Hals og sig: Herre Jesus, her er en Synder, en haardhjertet Synder, en Synder, som fortjener at fordømmes, at kastes i Helvede. Og beslut dig da til aldrig at vende tilbage eller at ophøre med at raabe til ham, førend du finder, ',at han kraftig har med sit Blod renset din Samvittighed fra døde Gerninger og iklædt dig sin egen Retfærdighed, og saaledes gjort dig fuldkommen i ham!

Dette er Vejen, ad hvilken vi skal komme til Kristus.