Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

NAADEN.

De Rettigheder og Fordele, som det Menneske har, der er under Naadens Pagt, fremfor hvad de har, som er under Lovens eller Gerningernes Pagt.

Naadens Pagt er ikke grundet paa vor Lydighed, men paa hans Kærlighed, paa hans tilgivende Kærlighed til os ved Jesus Kristus. Med Hensyn til den første Pagt stod det til os, enten at bryde den eller at holde den, og saaledes enten at eje Guds Kærlighed evindelig eller tabe den og evig være under Vreden, alt efter som vi Skabninger forholdt os. Men den egentlige Grundvold for Naadens Pagt er Guds Kærlighed, hans frie Kærlighed i Jesus Kristus (5 Mos. 7, 8. 9) : Herren lagde ikke sin Kærlighed paa Eder eller udvalgte Eder, fordi I er talrigere end de andre — I er jo en liden Hob — men fordi Herren elsker Eder og saa fra Evighed af, at I vilde være ham tro, og fordi han vilde holde den Ed, som han tilsvor Eders Fædre. „I sin Kærlighed og sin Skaansel", siger han i Es. 63, 9, „genløste han dem, og hans Ansigts Engel", det er Jesus Kristus, „frelste dem"; og atter i 2 Tim. 1, 9: „Han har frelst os — ikke efter vor Retfærdigheds Gerninger, som vi have gjort, men efter sit eget Forsæt og Naa- den, som er os given i Kristus Jesus fra evige Tider."

Denne Kærlighed er altsaa ikke bleven os til Del ved, hvad vi har gjort, som før er vist, men ved hvad han har gjort, med hvem den Pagt blev sluttet, som er givet os i Kristus. Han har velsignet os med al aandelig Velsignelse i det himmelske i Kristus. Gud har for Kristi Skyld elsket Eder (2 Tim. 1, 9 ; Ef. 1, 3, 4 ; 5, 32) ; det er, paa Grund af Kristi Gerning, paa Grund af Kristi Lidelser har han elsket Eder. Dersom kun dette rettelig forstaas, aabenbarer det en Fylde af Trøst for dem, som er indenfor Grænserne af Naa- dens Pagt. Thi:

1. En troende ser her, at han skal bestaa, saa sandt Kristi Gerning og Lidelse holder Stand, (og det er en sikker Grund at staa paa!).

2. Saa sandt han holder fast ved Troen, skal han ikke falde, med mindre Kristi Lidelse og Fortjenester gøres til intet for den guddommelige Retfærdigheds Øjne, hvilket aldrig kan ske. Thi med ham blev Pagten sluttet, og han blev dens Borgen (Zak. 9, 11; Hebr. 7, 22) ! d. v. s. ligesom Pagten blev slut- tet med ham, saa stod han ogsaa forpligtet til at lopfylde den.

Thi I maa forstaa, at Pagten blev sluttet mellem Faderen og Sønnen, længe førend den blev opfyldt eller vitterlig beseglet med Kristi Blod: den blev sluttet, før Verdens Grundvold blev lagt (Titus 1, 2; Ef. 1, 4; 1 Pet. 1, 18-20?. Men dens Betingelser blev ikke opfyldt førend for mindre end to Tusinde Aar siden; og i hele den . Mellemtid stod Jesus som en Kavtiofist, som jeg før har sagt, plejer at staa, forpligtet til den Tid, da Betalingen skulde er- lægges. Og det var ogsaa i Kraft af hans Stilling som Borgen eller Kavtionist, — da han i Følge Pagten havde forpligtet sig til at gøre alt det, som hans Fader og han var blevet enige om — at alle de troende, som blev født for hans Komme til Verden, kunde blive frelste og indgaa til Hvilen. Thi Forladelsen af de forhen begaaede Synder, som nemlig skete ved Kristi Blod, skete ogsaa paa Grund af Guds Overbærenhed (Rom. 3, 25) ; d. v. s., Kristus blev en Borgen for dem, som døde før hans Komme, at han virkelig og i Sandhed vilde i Tidens Fylde eller paa den bestemte Tid (Gal. 4, 4) give en fuld og hel Udsoning for dem overensstemmende med Pagtens Indhold og Betingelse.

Men ligesom den anden Pagt, som de troende er under, har en sikker Grundvold. saaledes er dens Forjættelser bedre, sikrere og fyldigere end den første Pagts.

1. De er bedre, dersom I sammenligner den ene Pagts Herlighed med den anden Pagts. Den første Pagt havde kun lovet et jordisk Paradis, men den ,anden Pagt bringer Forjættelsen om et himmelsk Paradis. Ja, den nye Pagts Forjættelser bringer os den evige Arvs Forjættelse (Hebr. 9, 15), at Guds Børn skal faa den evige Arvs Forjættelse. En evig Arv !

2. Ligesom den første Pagt ikke er saa god som denne, saa er den heller ikke saa sikker som den. Den ene kaldes derfor en saadan, som kunde rystes, og som blev rystet (Hebr. 12, 27), medens der om den anden siges, at den ikke Efter at have talt om de to Pagter, i Hebr. 12, 18-26, siger her Apostelen : „Men dette : Endnu en Gang, giver til. Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes (den anden Pagt), skulle blive" ; thi, siger han V. 28, det „rystes ikke." Derfor, I velsignede hellige, „efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, saa lader os være taknemlige og derved tjene Gud til hans Vel behag, 'med Ængstelse og Frygt" (Hebr. 12, 27. 28).

Saa meget være sagt i Almindelighed. Nu noget om Enkelthederne.

For det første : Den nye Pagts Forjættelser er sikrere, fordi de altsaa er grundede paa Guds Kærlighed og kommer til os uden at kræve noget af os, som kunde ophæve vor Delagtighed i dem.

Lovens Forjættelser kunde let ophæves ved vor Ulydighed. Men Evangeliets Forjættelser siger „Dersom Himlene kunne maales oventil og Jordens Grundvolde udforskes nedentil, da (og først da) vil ogsaa jeg forkaste al Israels Sæd for alt det, de have gjort" (Jer. 31, 37). Og atter : „Jeg, jeg er den, som udsletter dine Misgerninger for min Skyld, og dine Synder kommer jeg ikke i Hu" (Es. 43, 251. Jeg vil lade dig faa Del i min Forjættelse, og for at det kan ske, vil jeg borttage det, som star i Vejen: ,,J'eg vil kaste alle dine Synder i Havets Dyb", for at min Forjættelse kan staa fas:.

Naar derfor Apostelen vilde vise os, at den nye Pagts Forjættelser er sikrere end den gamle Pagts, fremstiller han tydelig for os, at Loven og Gerningerne er sat til Side, og at Forjættelserne er blevet vore, udelukkende paa Grund af Kristi Retfærdighed; han siger: „Ikke ved Lov (eller Gerninger) fik Abraham og hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. Thi dersom de, der ere af Loven (eller Gerningerne), ere Arvinger, da er Troen bleven tom. og Forjættelsen gjort til intet. Derfor er det af Tro — for at Forjættelsen maa staa fast for den hele Sæd" (Rom. 4, 13. 14. 16).

For det andet: Forjættelserne er sikrere, fordi deres Bevarelse er betroet en trofast Ven af os. Thi alle Guds Forjættelser er i Kristus ikke Ja og Nej, men Ja og Amen. visse og sikre, fordi de er i hans Haand, der er vort Hoved, vor Ven, vor Broder, vor Husbond, vort Kød og Blod, ja, de er i vor dyrebare Jesu Hjerte og Haand.

For det tredje: Forjættelserne er sikrere, fordi Betingelserne for dem er, som for sagt, allerede forud opfyldt for os ved Jesus - Kristus. Enhver Betingelse, som der maatte være for den nye Pagts Forjættelser, har vor Forløser opfyldt for os, og ham er det ogsaa, som derfor giver os Naade til at nyde Herligheden af den igennem hans Lydighed.

For det fjerde: De er sikrere, fordi Herren, for at vi i dette Stykke skulde have saa meget større Tillid til Forjættelserne, højtidelig har svoret med en Ed: „Thi da Gud gav Abraham (og al hans Sæd)

Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig. Og saaledes ,opnaaede han Forjættelsen, ved at vente taalmodig. Mennesker sværger jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse (for at der ikke længere skulde være nogen Tvivl eller Betænkelighed angaaende Forjættelsens sikre Opfyldelse). Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed (eller Guds sikre, bestandige og uforanderlige Bestemmelse i den Forjættelse, han gav til sine Børns Trøst), føjede han en Ed dertil, for at vi ved to uforanderlige Ting (hans Løfte, stadfæstet med en Ed), i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede , hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os" (Hebr. 6, 13-18).

For det femte: At den nye Pagts Forjættelser er bedre, fremgaar ogsaa deraf, at de er friere og fyldigere.

1. At de er friere, er klart, saasom den første Pagt siger: „Ingen Gerning, intet Liv; gør dette, og da skal du leve; hvis ikke, skal du blive fordømt." Men den anden siger: „Vi er frelste ved Troen paa det, som en anden har !gjort, uden Lovens Gerninger." „Ikke den, som gør Gerninger, men den, som tror paa ham, som retfærdiggør den ugudelige, ham regnes hans Tro til Retfærdighed" (Rom. 4, 4. 5). Den første siger: „Betal mig, hvad du skylder"; den anden siger: „Villig og frit tilgiver jeg dig alt." Den første siger: „Fordi du har syndet, skal du dø ;" den anden siger: „Fordi Kristus lever, skal ogsaa du leve" (Joh. 15).

2. Ligesom de er friere, er de ogsaa fyldigere, mere fulde af Opmuntring, mere fulde af Trøst. Den ene Pagt (Loven) ligner Faraos syv Køer og Aks, der var stygge og magre. snarere i Stand til at kunne spise en op, end til at kunne skaffe os nogen Føde. Den anden er lig den fulde Vindrueklase, som sikkerliz har en herlig Velsignelse.

For det sjette: At Evangeliets Forjættelser er bedre end Lovens, fremgaar ogsaa deraf. at vi ved Lovens Forjættelser hverken har faaet Tro eller Haab eller Aanden; men ved Evangeliets Forjættelser har vi alt dette, 2 Pet. 1, 4: „hvorved han har skænket os de største og dyrebareste Forjættelser, for at vi ved disse skulle faa Del i den guddommelige Natur." „Lader os fastholde Haabets Bekendelse urokkelig — thi trofast er han, som gav Forjættelsen", (Hebr. 10, 23) — i „Haab om det evige Liv" -- hvorfor det? — Fordi „Gud, der ikke lyver, har forjættet det fra evige Tider" (Tit. 1, 2).

For det syvende: De, som befinder sig i denne Evangeliets Pagt, er i en meget lykkelig Stilling; thi skønt adskillige Betingelser er stillede i Evangeliet, kræver dog Kristus Jesus ikke, at de skal opfyldes af Mennesket ved dets egen Kraft, men ved hans egen Aand i dem, som skrevet staar: Du har udrettet alle vore Gerninger i os og for os. Er der den Betingelse, at de maa tro, nuvel, han vil være deres „Tros baade Begynder og Fuldkommer" (Hebr. 12, 2). Skal der ogs,a være Haab i hans Børn, nuvel, hån giver og har givet dem et godt Haab i Naade (2 Thess. 2, 16). Og atter, skal Guds Folk vandre værdig Gud Faders Herlighed, da vil han „virke i dem baade at ville og at udrette efter sit Velbehag" (Fil. 2, 13).

For det ottende: Ligesom nu han virker alle vore Gerninger i os, saaledes er det ogsaa ved denne Pagts Kraft, at den anden Natur er skænket os, ved hvilken vi er gjort villige til at forherlige Gud „baade i vort Legeme og i vor Aand, hvilke begge høre Gud til." „Dit Folk fremstiller sig frivillig paa din Vældes Dag" (1 Kor. 6, 20; Ps. 110, 3).

For det niende: Alle de, som er under den anden Pagt, er i en forunderlig tryg Stilling; thi i det Tilfælde, at de efter deres Omvendelse skulde snuble eller falde i nogen Synd (thi hvo lever og synder ikke? (Ordspr. 24, 16) skal de dog ved Jesu Kristi Fortjenester og Forbøn, som er deres Forsørger i denne Pagt, have deres Synder tilgivne, deres Saar lægte, og de selv rejses op igen, hvilken Rettighed den første Pagts Børn ikke har, thi dersom de synder, bliver der i den Pagt aldrig mere agtet paa dem.

Dersom I ønsker at leve i Guds Fred, hvortil I og alle Troende er kaldte, da bønfalder jeg Eder om, at I alvorlig overvejer og søger i Eders Sjæle at slag fast denne ene Ting. at den nye Pagt ikke er brudt ved vore Overtrædelser, saasom den ikke blev sluttet med os. Grunden, hvorfor det gaar saa meget op og ned med Guds hellige paa deres Vandring til Himmelen, er den, at de netop i dette Punkt er saa svage i Troen. De mener nemlig, at dersom de fejler i denne eller hin Gerning, der som deres Hjerter er kolde og sløve, og deres Syndelyster mægtige og stærke, da er Gud vred, han vil da udelukke dem fra sin Naade, den nye Pagt er da brudt, Jesus Kristus vil ikke længere staa som deres Ven, Djævelen har da atter Magten, og de maa have deres Del i Fordømmelsens Opstandelse.

Men Pagten er uagtet alt dette ikke brudt. og Guds Naade er ikke mindre, end den var tilforn. Derfor, siger jeg, naar du finder, at du er svag eller fejler her eller der, at dit Hjerte er utilbøjeligt til dette eller hint, som er godt, men tilbøjeligt til dette eller hint, som er ondt, da se til, at du ufravendt fæster dit Blik paa denne nye Pagts Midler, og vær vis paa, at ikke blot blev den sluttet med ham, og saaledes den Gerning, han har paataget sig udført, 'men han ser ogsaa paa sin Udførelse af den saaledes, at han ikke paabyrder dig dine Synder, om han end som Fader maa revse dig for dem.

For det tiende: En anden Forret, som de hellige har i Kraft af den nye Pagt, er den. at de allerede har Del i Himmelen og Herligheden og det paa 'to Maader': Dels er de fra Himmelen blevet delagtige i den guddommelige Natur, og dels er Menneskenaturen i Kristus optagen i Himmelen, hvor den bor, ja, som den har i Besiddelse.

1. Vi har Aandens Førstegrøde, siger den Guds. Mand Paulus, vi har Aandens Pant, som er et Pant paa, at vi skal faa alt, et Pant paa vor Arv til Ejendomsfolkets Forløsning , hans Herlighed til Pris (Rom, 8, 8-11. 23; Ef. 1, 13. 14).

2. Vor Natur, Menneskenaturen er som saadan gaaet ind til Herligheden som Menneskeslægtens Førstegrøde eller sot-11 en Forløber, der skulde tage Herligheden i Besiddelse, indtil vi kommer efter (1 Kor. 15, 20. 23). Det Menneske, som blev født i Bethlehem, er nemlig Ispur en Del af den hele Menneskeslægt opfaren til Herligheden, hvor han -som en Førstegrøde og Stedfortræder repræsenterer llle Guds Børn. Man kan derfor paa en vis Maade sige, at de hellige allerede har taget Himmeriget i Besiddelse, nemlig ved Jesus, deres Stedfortræder, idet han i deres Sted er gaaet hen for at berede dem en Plads (Joh. 14, 1-5).

Jeg bønfalder Eder om at betænke, at Jesus Kristus forlod Herligheden for at føre os til Herligheden, og at han for at kunne opnaa dette iklædte sig vor Natur (Hebr. 2, 14) og derpaa iførte den den Herlighed, som han havde, førend han kom ned fra Himlen. Saaledes maa det Udsagn om Kristus og hans hellige 'forstaas, naar det hedder: „Og han, har oprejst os med ham og sat os i det himmelske i Kristus Jesus (Ef. 2, 6).

For det ellevte:Ikke det alene, men al Guds Magt (1 Pet. 1, 5) tilligemed hans øvrige herlige Egenskaber er paa vor Side, saasom de bor i vor Natur, nemlig i det Menneske Jesus, og virker for os fattige, usle og uværdige Skabninger til vor evige Frelse. Thi i ham, d. v. s. det Menneske Kristus, som er vor Natur, vort Hoved, vor Rod, vort Kød og Ben bor Guddommens hele Fylde legemlig (Kol. 2, 9. 10). Mærk her Sammenhængen: „I ham bor Guddommens hele Fylde" og — „I ham have I Eders Fylde". Gud bor fuldkommen i ham, og I er ogsaa fuldkommen indplantede i ham, som er Hovedet for alt Fyrstendømme og Magt, og alt dette med Faderens Samtykke. „Thi det behagede Faderen, at i ham skulde hele Fylden bo" '(Kol. 1, 19). Mærk nu: Guddom'm:en bor ikke i Jesus Kristus til Bedste for ham selv alene, men ,ogsaa, for at den ad Retfærdigheds Vej kan blive meddelt os til Trøst og Hjælp i vor Nød. „Mig er given al Magt i Himlen og paa Jorden," siger han (Math. 28, 18), og derpaa følger: „Og se, jeg er med. Eder alle Dage indtil Verdens Ende." „Da han opfor i det høje, bortførte han Fanger, log gav Menneskene Gaver, ogsaa blandt de genstridige" (Ps. 68, 19; Ef. 4, 8). „Og af hans Fylde have vi alle faaet, og det Naade over Naade"'` (,) o . r, 16, kfr. Kol. 1, 9).

Indvending: Dersom det er saa, behøver man jo ikke at beky'm're sig om, hvad man gør; man kan synde og atter synde, idet man ved, at Kristus har givet Fyldestgørelse.

Svar: Dersom jeg skulde udpege en, som var under Djævelens Magt og skyndsomst ilede Helvede i Møde, da behøver jeg kun at pege paa et saadant Menneske, der vil gøre slig Brug af Guds Naade. Hvad for noget:

Fordi Kristus er en Frelser, derfor vil du være en Synder! Fordi hans Naade er overflødig, vil du have, at dine Synder skal være overflø- dige! Du onde og elendige Menneske! Gennemsøg hele Helvede, og du vil næppe finde din Lige! Lad mig sige dig, førend jeg forla- der dig: Ligesom Guds Pagt med Kristus for hans Børn (de troende) staar fast og urokkelig, lige saa vist er det saaledes med dig, at du umuligt kan komme i Himlen, om du dør i en saadan Tilstand, med mindre du skulde kunne bringe Gud til at sværge falsk. „De fristede mig, prøvede mig," (Hebr. 3, ' 9-11). Derfor svor jeg i min Vrede: Sandelig de skulle ikke gaa ind til min Hvile." Nej, siger Gud, dersom Kristus ikke er dem til Behag, da maa de ogsaa beholde deres Synder; og da tager Djævelen dem; dersom Himlen ikke tilfredsstiller dem, da lad Helvede tage dem, brænde dem! Gud har mere end én Plads at sætte Syndere paa; dersom de ikke har Behag i Himlen, 'vii han sende dem til Helvede; dersom de ikke har Behag i Kristus, vil de blive nødt til at have Djævelen.

Derfor maa og vil vi til de helliges Opmuntring og Trøst forkynde Sandheden om Guds Naadepagts Væsen; . thi de er glade over at kunne komme til Kristus paa hvilkesomhelst Betingelser. Men paa den anden Side kan vi ogsaa ved Guds Naade forkynde Svinene, denne Verdens Born, hvilken Svinestald der er beredt for dem; netop en saadan, som Gud har beredt for deri at kaste Djævelen og hans Engle, er som en passende Bolig sat i Stand for dem (Matth. 25, 41).

Indvending : Men dersom Kristus har givet Gud en fuld og hel Fyldestgørelse, da be-hover jeg ikke at frygte, om jeg end bliver i Synden, saasom jeg ser, at Gud allerede er blevet forsonet; det vil være uretfærdigt af Gud, at straffe Mennesket for de Synder, for hvilke han ved Kristus allerede har fanet Betaling.

Svar: Oprører, Oprører! Der er nogle, som er i Kristus, andre, som er udenfor ham.

1. De, som er i Kristus, har deres Synders Forladelse og er selv blevne nye Skabninger idet de har Sønnens Aand. De, som er i Jesus Kristus, er derfor saa langt fra at have Behag i Synden, at Synden meget mere er det, som gør dem det største Besvær. O, hvor gerne vilde de ikke blive den kvit iogsaa i deres Tanker; det er deres Sjæls Bedrøvelse (naar ellers deres ;aandelige Tilstand er ret), at de ikke lever mere til Guds Ære og Forherligelse, end de gør; og i alle deres Bønner til Gud staar deres Sjæls Længsel lige saa meget til den helliggørende Naade som til en tilgivende Naade, saa de kan leve et helligt Liv; de vil lige saa gerne leve helligt her som blive salige hisset (Fil. 3, 4-21); de vil lige saa gerne blive rensede fra Syndens Smuds som fra dens Skyld; de vil lige saa gerne forherlige Gud her, som de ønsker at blive forherliligede af ham hisset.

2. Mien der er ;ogsaa dem, som er udenfor Kristus og under Loven. Alle disse, hvad enten de er dannede og udvortes ærbare, eller de er raa og aabenbart vanhellige, er saadanne, som Gud anser for onde, og om disse siger jeg derfor, at saa sandt som alle Himmelens Engle kan slæbe dem frem for Kristi Domstol, skal de blive bragt derhen for der at svare for alle deres ugudelige Gerninger (sammenlign Dom'. 15) ; og naar de da bliver fordømte for dem, skal de, saa . sandt al Helvedes Ild kan brænde dem, der blive brændt, dersom de dør i en saadan Tilstand.

Derfor, dersom I elsker Eders Sjæle, da giver ikke efter for en saadan ond Aand. Lad ingen bedrage Eder med en saadan daarlig Tale, saa I tænker, at fordi Kristus har fyldestgjort Gud for Synden, I derfor kan leve i Eders Synder. Gud forbyde, at nogen skulde tænke saa I Thi for sa,adant kommer Guds Vrede over Vantroens Børn (Ef. 5, 6).