Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

NAADEN.

Jesus som Forløber til Himlen

Inden vi slutter vor Omtale af disse Embeder, som Kristus skulde udføre med Hensyn til den anden Pagt, maa vi endnu omtale dette, at han skulde være Forløberen til Himlen for sine hellige, som skulde følge efter.

Altsaa: For det første: Han tager Pagten i sin Haand. For det andet : Han staar som Borgen for, at enhver Ting i Pagten opfyldes, som skal udrettes ved ham selv; dernæst bringer han Budskabet fra Himlen til Verden; og før han vender tilbage, ofrer han sig selv; og saa snart som dette var gjort, vendte han straks tilbage til Himlen, ikke alene for at udøve den anden Del af sit præstelige Embede, men for som vor Forløber; at tage endog Himlen selv i Besiddelse for os; som vi kan se af Hebr. 6, 20, hvor der siges : „Hvor Jesus som Forløber er gaaet ind for os."

For det første: Han er gaaet i Forvejen for at aabne Himlens Porte. „Opløfter Eder, I evige Døre, at Herlighedens Konge kan drage ind."

For det andet: Han er gaaet i Forvejen for at tage Herligheden i Besiddelse til os.

For det tredie: Han er gaaet i Forvejen for at berede os et Sted, hvor vi evigt skal bo. „Jeg gaar hen at bereder Eder Sted" (Joh. 14, 1-3).

For det fjerde: Han er gaaet derhen for at gøre Vejen let, idet han selv traadte den først.

For det femte: Han er gaaet derhen for at modtage Gaver til os. Alle aandelige og himmelske Gaver var blevet os berøvede, var ikke Kristus, saa snart den bestemte Tid var kommen, ganet tilbage til Herlighedens Rige for at modtage dem til os.

Men vi kan ikke vedblive at udvikle disse herlige Ting, Herren forklare dem i Eders Hjerter, idet I overvejer dem.


Denne Naade altsaa, denne evige Guds Naade, kommer til os uforskyldt, formedelst den Fyldestgørelse (overensstemmende med Betingelserne), som er givet af en anden for os; thi skønt den er uforskyldt og frit givet os, kostede dens Erhvervelse alligevel vort Hoved eller Stedfortræder en meget høj Pris (1 Kor. 6, 20). „I ere ikke løskøbte med forkrænkelige Ting, men med Kristi dyrebare Blod" (1 Pet. 1, 19). Det er sket ved en anden, siger jeg, ikke ved os, og dog er det Pige saa sikkert tilregnet os (ja, saa mange af os, som tror eller vil komme til at tro), som om vi selv havde gjort det og selv vundet Guds Naade for os.

Endvidere: Denne Naade er uforanderlig paa Grund af den fuldkomne Fyldestgørelse, som Gud modtog for os ved Marias Søn; thi hvad som helst Guds guddommelige, uendelige og evige Retfærdighed krævede af Mennesket, hvis han nogen Sinde tænkte at blive delagtig i Guds Naade, det gjorde denne Jesus,dette ene Menneske, denne Stedfortræder fuldkommen Fyldest for; ja, saaledes at Gud ikke alene sagde: „Jeg har Behag i ham",men: „Jeg har Velbehag i ham" (Math. 3, 17). Fuldkommen og tilstrækkelig tilfreds med dig for hans Skyld; thi saaledes maa du forstaa det. Læg Mærke til følgende Ord: „Han stiftede Fred" (opgjorde Mellemværendet) „ved hans Korses Blod, og ved ham forligte alle Ting med sig, være sig dem, paa Jorden eller dem i Himlene. Ogsaa Eder, som fordum vare fremmedgjorte og fjendske af Sindelag i Eders onde Gerninger, har han dog nu forligt ;" hvorledes? „I sit Køds Legeme ved Døden for at fremstille Eder hellige", mærk, „hellige og ulastelige og ustraffelige for sit Aasyn" (Kol. 1, 20 —22). Saaledes er det Naade, uforanderlig Naade mod os, fordi den blev erhvervet, ja helt erhvervet for os af Jesus Kristus, Gud og Menneske.

Indvending: Men, siger nogle, hvorledes var det muligt, at det eneste Menneske Jesus kunde ved et Offer saa fuldstændig erhverve og tilvejebringe uforanderlig Naade for en saadan utallig Mængde Syndere, som frelses?

Svar: For det første derved, at han var i enhver Henseende skikket til denne Gerning; og for at klargøre dette. saa overvej:

Først: Det var Mennesket, som havde syndet. Han var Menneske, som gav Fyldestgørelsen. „Thi efterdi Døden kom ved et Menneske, er ogsaa dødes Opstandelse kommen ved et Menneske" (1 Kor. 15, 21).

Dernæst: Det var Gud, mod hvem der blev syndet. Han var Gud, som gav Oprejsningen. „Et Barn er os født, en Søn er os givet, og man kalder hans Navn — vældig Gud" (Es. 9, 6). „Han holdt det ikke for et Rov at være Gud lig" (for vor Skyld, 2 Kor. 8, 9), „men forringede sig selv" (Fil. 2, 6. 7).

Nu kan den guddommelige og evige Retfærdighed ven de sig, hvilken Vej den vil, den finder en, der kan Møde den; thi hvis den siger : „Jeg vil fordre Fyldestgørelse af Mennesket" — her er et Menneske, der kan stille den tilfreds: men om den siger: „Men jeg er en evig Gud og maa og vil have en evig Fyldestgørelse" —her er en, som er evig, ja Guds Næste i Væsen og Væren (Ordspr. 8, 22 f. 30), hans Næste i Magt og Styrke (1 Kor. 1, 24), hans Næste i Visdom (se samme Vers), hans Næste i Barmhjertighed og Naade (Tit. 2, 10 sammenlignet med V. 11) samt i alle de øvrige Guds Egenskaber.

Men for det andet er en uforanderlig Naade mulig ved hans Offer paa Grund af den fuldkomne Fyldestgørelse, der er os skænket ved ham. Dette vises af følgende Stykker:

1. Retfærdigheden fordrer dens Blod, som syndede. Her er Jesu Kristi Hjerteblod. „Vi have Forløsning ved hans Blod" (Es. 1, 7; 1 Petr. 1, 18. 19; Zach. 9, 10, 11).

2. Retfærdigheden siger, at hvis dette ikke er ens Blod, som virkelig og sandelig er Gud, vil det ikke fyldestgøre den evige Retfærdighed; her er da Gud, som, „har erhvervet sig sin Menighed med sit eget Blod" (Ap. Gem. 20, 28).

3. Retfærdigheden siger, at den, ikke alene maa have Fyldestgørelse for Syndere, men at de, som er frelste, maa ogsaa aftvættes og helliggøres med dette Blod. Her er da han, som elsker os saa, at han „har udløst os af vore Synder med sit Blod" (Aab. 1, 5).,

4. Der maa være en Retfærdighed til at iklæde dem, som skal fremstilles for Guds Domstol. Her er Kristi Retfærdighed, som er „Retfærdigheden af Gud formedelst Troen" (Rom. 3, 22; Fil. 3, 8-10).

5. Er der nu nogen Synd, som vil anfalde denne Frelser som Løver eller rasende Djævle, vil han, naar han har paataget sig at sone for Mennesket, gerne bære dem alle paa sit Legeme paa Træet.

6. Er der nu nogen Lov, som vil forbande og fordømme denne Frelser, fordi han staar i vort Sted for at give Gud. Fyldestgørelse for Menneskets Overtrædelse, saa er han villig til at fordømmes, ja, til at blive gjort til en Forbandelse for Syndere, hellere end at de skulde blive forbandede og fordømte (Gal. 3, 13).

7. Maatte den store og herlige Gud, hvis Øjne er saa rene, at han ikke kan taale et se Synd, maatte han, siger jeg, ikke blot kræve dens Blod, men ogsaa Liv, som paatog sig at være en Befrier og Frelser for os stakkels Syndere, saa er han villig til at sætte sit Liv til for sine Faar (Joh. 10, 11).

8. Skulde han ikke alene dø en naturlig Død, mien maatte ogsaa hans Sjæl nedstige i Dødsriget (skønt den ikke skulde blive der), han vilde lide det ogsaa (Ps. 16, 10; Ap. Gem. 2, 31).

9. Skulde han ikke alene begraves, men opstaa igen fra de døde og overvinde Døden, for at han kunde være Førstegrøden af de hensovede, saa vil han begraves, og formedelst sin Guddoms Styrke vil han opstaa af Graven, om end Døden holder ham aldrig saa fast dog Jøderne lægger nok saa stor en Sten over Aabningen til Graven og forsegler den nok saa sikkert (1 Kor. 15, 2; Luc. 21, 34).

10. Skulde han i dette sit Legeme aabenbares for sin Faders Ansigt for at tage Himlen i Besiddelse (Hebr. 9, 24; Joh. 14, 2. 3) ; skulde han der vise sig som Ypperstepræst, som Forløber (Hebr. 6, 20), som Talsmand (1 Joh. 2, 1. 2), som Profet, som Forbeder, som Mægler for sit Folk, som deres Statkammer, saa vil han være alt dette og meget mere, for at Guds Naade formedelst Jesu Kristi Tro maa blive end mere aabenbaret for alle Mennesker. „Hvo er den, som fordømmer? Gud er den, som retfærdiggør, Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som og er oprejst." Hvem (nu, da alt dette er saa fuldkomment gjort) vil komme med nogen Anklage, selv den mindste? Hvem kan finde den mindste Rift, den mindste Sprække, den mindste Mangel eller Ufuldkommenhed i denne herlige Fyldestgørelse ?

Indvending: Men er det muligt, at han saa hurtig, saaledes med ét, skulde kunne give den evige Retfærdighed Fylidestgørelse, en fuld Fyldestgørelse? Thi den evige Gud kræver en evig Forbliven under Forbandelsen, for at han kan blive evig tilfredsstillet.

Svar: Det er sandt, det, som er uendeligt, maa kræve en Evighed for at tilfredsstille Gud; det vil sige, de, som falder i det yderste Mørkes Fængsel og Hule, maa forblive der i al Evighed, for at Guds Retfærdighed maaa faa sin fulde Ret over dem. Men han, som jeg taler om, er Gud (Es. 9, 6; 1 Tim. 1, 17; Ps. 2, 6; Hebr. 1, 8. 9) og saaledes er han uendelig. Derfor : Han, som er sand Gud, kan i lige saa kort Tid give en evig Fyldestgørelse, som Adam brugte til at begaa Overtrædelsen. Husk, at der staar: ".. hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Aand (som ved sin evige Guddoms Kraft og Styrke) frembar sig selv lydeløs (som et ulasteligt Offer) for Gud, rense Eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud! Og derfor (fordi han er Gud lige saa vel som Menneske, og saaledes i Stand til at gøre Retfærdigheden evig Fyldest; derfor) er han Mellemmand for den nye Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, maa faa den evige Arvs Forjættelse" (Hebr. 9, 14-15).

Indvending ? Men er Gud tilfreds med dette ? Er han ved dette Menneskes Lidelse forsonet med Syndere ? Og hvis han er det, hvorledes kommer dette til Syne ?

Svar: Det er øjensynligt, ja vidunderlig øjensynligt, at dette har hans fulde Velbehag, hvilket fremgaar af følgende Beviser :

1) At Gud ved hans Himmelfart lod ham træde for sit Ansigt, ja, modtog ham med Glæde og Fryd, med Basunens Røst (Ps. 47, 5) ; og Kristus fremfører for sine Disciple som Bevis paa, at hans Retfærdighed er tilstrækkelig, dette, at han gaar hen til sin Fader, og de ser ham ikke mere (Joh. 16, 10). „Om Retfærdighed", siger han, „fordi jeg gaar hen til min Fader, og I ikke længere se mig." Det er, som om han vilde sige : „Min Aand skal vise Verden, at jeg har erhvervet fuld Retfærdighed for Syndere, derved, at jeg gaar ind for min Faders Ansigt for dem, og han vil modtage mig og ikke kaste mig ned fra Himmelen, som om min Gerning var utilstrækkelig."

2) Hvis du betænker, hvor højt Gud Fader vurderer sin Søns Død, vil du finde, at han er fuldkommen tilfredsstillet derved. Da den Herre Jesus klagede for sin Fader, a: han og hans Fortjeneste ikke var skattet efter deres Værd, svarede hans Fader: „Det er for ringe, at du er min Tjener for at oprejse Jakobs Stammer og føre de bevarede af Israel tilbage: saa vil jeg da gøre dig til Hedningeroes Lys, at min Frelse maa være indtil Jordens Ende" (Es. 49, 1. 6). Det er, som om Herren havde sagt: „Min Søn, din Død har højere Værd for mig, end at du derved blot skulde frelse Israels Stamme; se Hedningerne, de vilde Afgudsdyrkere, de skal ogsaa føres til mig, købte med dit Blod."

3) Du kan ogsaa se det af Gud Faders Sindelag mod alle de store Syndere, som har fundet Naade. Vi finder ikke, at Gud gør nogen Indvending mod dem, som kommer til ham for at faa Tilgivelse for deres Synder, som om han manglede en Fyldestgørelse, svarende til deres Synders Storhed.

Vi finder tværtimod, at fordi Gud Fader ikke vilde have sin Søns Fortjeneste forringet, lader han med sit Samtykke Naaden tilbyde de største Syndere, allerførst Jøderne, som paa den. Tid var Evangeliets værste Bespottere, og dog gaar Apostelen med Naadens Tilbud først til dem. „Det var nødvendigt," siger han, „at Guds Ord først skulde tales til Eder" (Ap. G. 13, 46; 3, 26). Kristus gav dem Befaling til at gøre dette; thi han siger: „I mit Navn skal Omvendelse og Syndernes Forladelse prædikes for alle Folkeslagene og begyndes," mærk dette, "begyndes fra Jerusalem af" (Luc. 24, 47). Lad dem, som nu dypper deres Hænder dybt i mit Hjerteblod, faa det første Tilbud om min Naade. Og Paulus siger: „Men derfor blev der vist mig Barmhjertighed, for at Jesus Kristus kunde paa mig som den største Synder vise hele sin Langmodighed, til et Forbillede for dem, som skulle tro paa ham til evigt Liv" (1 Tim, 1, 15-16).

4) Det er endnu klarere bevist, at han i Sandhed har forsonet Gud med Synderen, derved at Gud har givet ham Gaver at uddele til Syndere, ja, til den værste Synder, som en Frugt af Fyldestgørelsen. Dette skete ved hans Himmelfart (Ps. 68, 19). Kristus har saaledes tilfredsstillet Gud, at han har givet ham alle Skatte baadie i Himlen og paa Jorden at raade over, eftersom han finder bedst; han har saaledes behaget Gud, at han har givet ham et Navn over alle Navne, et Scepter over alle Sceptere, en Krone over alle Kroner, et Kongerige over alle Kongeriger (Fil. 2, 10; Aab. 19, 16); han har givet ham den højeste Plads i Himlen, Sædet ved sin højre Haand; han har givet al Magt i Himlen og paa Jorden og under Jorden :i hans Haand, for at han skal binde, hvem han behager, og gøre fri, hvem han vil; han har, kort sagt, et saa højt Værd i Faderens Øjne, at han har lagt alle Ting, som er til Gavn for hans Folk, i hans Haand, saavel i den nærværende som i den tilkommende Verden; og alt dette som Frugt al hans Troskab i at udføre sin Gerning som den nye Pagts Midler. „Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger, og gav Menneskene Gaver, endog blandt de genstridige," mærk: de værste Mennesker. Han sendte nogle, udrustede med disse Gaver, ud i Evangeliets Tjeneste, til de helliges fuldkomne Beredelse, for at samle alle dem, som hans Fader havde givet ham, indtil vi alle naa til Enhed i Troen paa og Erkendelsen af Guds Søn (Ef. 4. 8-13 og Ps. 68, 19).

5) Endnu tydeligere kommer det til Syne, hvis du vil høre, hvad Faderen selv siger paa føgende Steder, hvor han viser Sønnen sit Velbehag:

Først, idet han byder fattige Sjæle at høre og gøre, hvad Kristus byder (Math. 3, 13; Luc. 9, 35). Dernæst derved, at han beslutter at lægge dem, som vender Ryggen til ham, og som fornægter ham. (hvilket i høj Grad gøres af dem, som skyder fra sig hans Fortjeneste til Retfærdighed), at lægge disse, siger, jeg, til hans Fødders Fodskammel; Herren siger: „Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder." Er de dine Fjender, siger Gud, saa vil jeg være deres Fjende. Foragter de din Fortjeneste, dine Sukke, dine Taarer, dit Blod, din Død, din. Opstandelse og Forbøn; foragter de dit andet Komme i Himlens Herlighed, saa vil jeg sønderrive dem og knuse dem, jeg vil gøre dem som Støvet paa Vejen, jeg vil lægge Gem for dine Fødders Skammel (Ps. 110, 1; Math. 22, 44; Hebr. 1, 13; 10, 12). Ja, siger han, du skal sønderslaa dem ligesom en Potte- magers Kar (Ps. 2, 9). — Betænk dette, du, som ringeagter Christi Blods Fortjeneste.

6) Gud vil kundgøre for hele Verden, at han har haft og har Velbehag i sin. Søn der- ved, at Gud har underlagt ham alle Ting og vil aabenbare, at han har skænket ham det (Hebr. 2). Han skal opvække de døde, bringe dem for sit Dommersæde, udtale Dommen over dem, som bliver fordømte, og modtage dem med det evige Liv, som tror paa hans Navn og Fortjeneste (Joh. 5, 26-28) : „Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, saaledes har han givet Sønnen' at have Liv i sig selv; og han har givet ham Magt til at holde Dom, fordi han er Menneskesønnen. Thi den Time kommer, da alle i Gravene skulle høre hans Røst, og de skulle gaa frem, de, som have gjort det gode, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens Opstandelse." Ja. Kristi største Fjende skal paa hin Dag komme skælvende frem for ham, med blegt Aasyn, bævende Hjerte og bøjede Knæ, bekendende til Gud Faders Ære hans Fortjenestes Herlighed. dens' frelsende Kraft (Rom. 14, 11; Fil. 2, 9-11).

Der kunde siges meget mere om Menneskets Søns herlige og fuldkomne Fyldestgørelse for os; men du, som ønsker at blive end mere oplyst herom, undersøg Skriften og bed Gud at give dig den rette Forstaaelse deraf og Tro derpaa: og du, som foragter disse Ting og vedbliver dermed, Gud har en anden Maade at handle med dig paa: Ligesom Lerkar skal Kristus sønderknuse dig; thi det har han Magt til af sin Fader (Aab. 2, 27).

Saaledes har vi nu paavist, at Guds Naades Pagt er fri og uforanderlig mod Menneskene; at den - nemlig er blevet erhvervet for Menneskene og det fuldkomment til Retfærdighedens Tilfredsstillelse; at alt, hvad der paa nogen Maade kunde være til' Hinder for vor Frelse, er bortryddet (Kol. 2, 14).

Men der er logsaa andre Synspunkter, ud fra hvilke Friheden og Uforanderligheden af Guds Naades Pagt viser sig klart.

For det første: Hvadsomhelst et Menneske har af Guds Naade, det har han som en fri Gave fra Gud for Jesu Kristi Skyld, denne Pagts Midler. „Thi af Naade ere I frelste ved Troen, og det ikke af Eder" (ikke for noget i Eder eller for noget gjort af Eder, købes den) ; Men „Guds er Gaven", og denne vandt han til Eder, da I endnu var døde i Eders Overtrædelser (Ef. 2, 5). Selv om det blot er en god Tanke, du faar, saa er det en Guds Gave; thi „af os selv," siger Apostelen, „ere vi ikke dygtige til at tænke noget, som af os selv, men vor Dygtighed er af Gud" (2 Kor. 3, 5).

Var det ikke Naade, fri Naade, at Gud lovede Adam Frelse efter hans Fald (1 Mos. 3, 5)?

Var det ikke fri Naade af Gud at frelse en saadan Synder, som Manasse var, som brugte Tegnsudlæggelse og Troldom, lod sine Børn gaa gennem Ilden og gjorde meget ondt (2 Krøn. 33) ?

Var det ikke fri Naade at antage sig saadanne som dem, der tales om i Ezech. 16, hvilket intet Øje ynkedes over?

Var det ikke fri Naade af Kristus at give Peter et Kærlighedens Blik, efter at han havde bandet og svoret og fornægtet ham?

Var det ikke fri Naade, som mødte Paulus, da han gik til Damaskus for at forfølge de troende, og som omvendte ham og gjorde ham til et Barmhjertighedens Redskab?

Og hvad skal jeg sige om saadanne, som der tales om i 1. Kor. 6, 9. 10, som kaldes uretfærdige, Skørlevnere, Afgudsdyrkere, Horkarle, de som lader sig bruge til Utugt imod Naturen eller selv bedriver den, Tyve, havesyge, Drankere eller Skændegæster, de usleste Syndere i Verden, og alligevel blev de rensede og retfærdiggjorte (1 Kor. 6, 11) ; var ikke det 'uforskyldt af Nåade?

O, I hellige! I, som er i Himlen, udraaber: „Vi kom hid af Naade," og I, som er paa Jorden raaber: „Det var uforskyldt af Naade."

For det andet : Dernæst viser den sig uforanderlig.

1. Fordi Retfærdigheden, naar den engang er tilfredsstillet, ikke plejer at fordre. Gælden betalt om igen; nej, lad kun en saadan Synder komme til Jesus Kristus og til Gud igennem ham; i Stedet for at tale mod denne Synders Frelse vil Retfærdigheden sige: „Jeg er retfærdig saavel som trofast og vil forlade ham og hans Synder" (1 Joh. 1, 9). Naar Retfærdigheden er forsonet, med et Menneske og taler for ham i Stedet for mod ham, da maa vi vel ud bryde: Hvem vil. fordømme?

2. Fordi der ingen Lov er mod den Synder som tror paa Jesus Kristus; thi han er ikke under den, og den kan ikke med Rette vidne mod andre end dem, som er under den; men de troende er ikke under den, den er ikke deres Herre, den har derfor intet at gøre med dem og desuden har Kristi Blod ikke alene borttaget dens Forbandelse, men han har ogsaa i sin egen Person fuldstændig opfyldt den som vor Stedfortrædeør (Rom. 8, 1. 4).

3. Djævelen, som anklagede dem, er overvunden (Hebr. 2, 14. 15).

4. Døden, Graven og Helvede er besejrede (1 Kor. 15, 55; Hos. 13, 14).

5. Synden, denne store Fjende af Menneskets Frelse, er de udløst fra (Aab. 1, 5).

6. Guds Retfærdighed er skænket dem, som tror, de er iførte den og findes i den (Fil. 3, 8-10; Rom. 3, 22).

7. Kristus er altid i Himmelen for at træde frem for dem og berede dem Sted (Hebr. 7, 21; Joh. 14, 1-4).

8. Han har ikke alene lovet, at han ikke vil forlade eller forglemme os; men han har ogsaa svoret at ville opfylde sit Løfte. 0 rige Naade! Uforskyldte Naade! Herre, hvem, bad dig at love? Hvem tvang dig til at sværge? Vi plejer at trio ærlige Folk paa deres blotte Ord; „men Gud, da han vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, for at vi ved to uforanderlige Ting (hans Løfte og hans Ed), i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve (eller bryde nogen af dem), skulde have en kraftig Opmuntring, vi som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab som ligger foran os", (Hebr. 6, 13. 17. 18).

Jeg kan forsikre dig, Gud vil aldrig bryde sin Ed, derfor kan vi have en god Grund til at stole paa en saadan sikker Grundvold som dette, at Gud aldrig vil svigte os.

For det tredje: Ikke alene dette, men Gud er die t, som først har kaldet os til sig og udkaaret os til at være hans Børn og ved den Herre Jesus (1 Petr. 1. 3).

For det fjerde: Gud har beredt os et Rige, før Verdens Grundvold blev lagt ved Jesus Kristus (Math. 25).

For det femte : Gud har givet dem et Pant paa deres Salighed, medens de lever her i Verden (Ef. 1, 13. 14) : I hvem I ,ogsaa, da I troede, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Aand, som er Pant paa vor Arv til Ejendommens Forløsning, til Pris for hans Herlighed" og det altsummen i denne Jesus.

For det sjette: Hvis hans Børn synder af Skrøbelighed eller ved en pludselig Fristelse, er han, naar de bekender det, villig til at tilgive og helbrede alle deres Saar; han forsikrer dem igen om sin Kærlighed, gør vel nyod dem, kaster deres Synder i Havets Dyb, og alt dette gør han uforskyldt, uden nogen Gerning gjort af Mennesket. ;,Ikke for Eders Skyld gør jeg det, siger den Herre, Herre, det være Eder vitterligt" (Ezech. 36, 32), men ene og alene Jesu Blods Skyld.

Vi vil nu fremsætte nogle Beviser til nærmere Forstaaelse af dette og siden besvare et Par Indvendinger, som kunde gøres derimod, og saa vil vi gaa over til det næste Afsnit.

Altsaa: Gud ielsker de hellige, som han elsker Jesus Kristus, og Gud elsker Jesus Kristus med en evig Kærlighed, følgelig elsker han ogsaa de hellige med en evig og uforandorlig Kærlighed: „Du har elsket dem, ligesom du har elsket mig" (Joh. 17, 23).

Indvending: Men om denne Guds Kærlighed er uforanderlig i sig selv, den er alligevel ikke uforanderlig vendt mod de hellige, med mindre de forbedrer sig.

Svar: Ligesom Guds Kærlighed fra først af var vendt mod de hellige, uden at Herren forud saa noget hos dem, som gjort af dem (5 Mos. 9, 4-6), saaledes `vedbliver han paa samme Maade og siger: „Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig" (Hebr. 13, 5).

Indvending: Men hvorledes gaar det da til, at mange falder fra Evangeliets Naade igen efter for en Tid at have aflagt Bekendelse om den og falder hen i Vildfarelse eller aabenbare Synder igen?

Svar: De er frafaldne, dog ikke fra Guds evige Kærlighed til dem, men fra deres Bekendelse af og Tro paa Guds Kærlighed til dem; Mennesker kan bekende, at Gud elsker dem, og at de 'er Guds Børn, uagtet dette ikke er Tilfældet, men deres Fader er Djævelen, som viser af Joh. 8, 40-44; derfor falder de til Slut af fra en saadan blot udvortes Bekendelse af Evangeliets Naade; for det første fordi de er uægte og ikke Børn; og for det andet, fordi Gud, da de ikke er hans Børn, selv har ladet dem falde, for at aabenbare, at de ikke er det og ikke hører til ;Herrens Hus. „De ere udgaaede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da (mærk dette) da vare de vel bievne hos os. Men det var, for at det skulde blive aabenbaret, at de ikke alle ere af os" (1 Joh. 2, 19). Og skønt Hymnæus og Filetus iler mod Helvede, „Guds faste Grundvold staar dog og har dette Segl: Herren kender sine" (2 Tim. 2, 17. 19).

Indvending: Men Skriften siger, at der er dem, som havde Tro, men mistede den og led Skibbrud paa Troen; Gud elsker altsaa ikke længere, end man tror, det er tydeligt; thi den, som ikke tror, skal fordømmes. Man kan johave Tro og alligevel tabe den, og altsaa-ogsaa tabe Guds Kærlighed, fordi man har tabt sin Tro; det er altsaa klart, at Guds Kærlighed ikke er saa uforanderlig, som` du siger, den er.

Svar: Der tales om flere end en Slags Tro i Skriften, og som Regel er det en anden Slags Tro end den frelsende Tro, Mennesker mister og selv om et Menneske mister den frelsende Tro, 'er det ikke Guds Kærlighed, der er forandret, men hans egen Stilling til Guds Kærlighed.

1. Der er en Tro, som Menneskene kan have og alligevel være intet, ikke høre til Guds hellige, og dog udrette store Ting (1 Kor. 13. 1-4).

2. Der er en Tro som blev virket blot ved de Undergerninger, som gjordes i hine Dage a. Kristus og hans Disciple: „Og mange af Folket troede paa ham" Hvorledes kom de til deres Tro ? Ved Synet af de Mirakler, som han gjorde blandt dem; thi de sagde: Naar Kristus kommer, mon han vil gøre flere Tegn end de, denne har gjort (Joh. 7, 31; 2, 23 Det, som virkede Troen i dem, var kun Synet af de Tegn, som han gjorde; men dette er ikke den frelsende Tro, ikke Guds Børns Tro. thi den virkes ikke ved de blot ydre Undergerninger, dette er for svag en Grund, men det maa ske ved den samme Magt, som opvakte Kristus fra de Døde, nemlig Guds Magts overvættes Storhed (Ef. 1, 18. 19). Der er altsaa en Tro, fremkaldt af underfulde Gerninger, der er synlige for den udvortes Sans, mien der er ogsaa en Tro, som er virket i Hjertet ved Aandens usynlige Arbejde, der aabenbarer for Sjælen paa den herligste Maade Sikkerheden og Tilstrækkeligheden af Kristi Fyldestgørelse baade med Hensyn til dens Varighed og Uforanderlighed, og hvad angaar Forjættelsens Urokkelighed (Math. 16, 17, 18).

3. Der en Tro, virket af Menneskemagt, af Mennesket selv altsaa; men Troen, som en Guds Gerning, sættes i Skriften i Modsætning til denne; thi Apostelen siger: „Af Naade ere I frelste ved Troen, og det ikke af Eder" (ikke ved Eders eget Arbejde), „Guds er Gaven" (Ef. 2, 8).

4. Der er en historisk Tro, som er fremkaldt blot ved den historiske Beretning, ikke ved Aandens Virken i Ordet.

5. Der er en traditionel Tro, det vil sige, at tro Ting i Følge Overleveringen, fordi andre siger, de tror; dette er at modtage Troen, efter Traditionen, ikke ved Aabenbaringen, og den Tro skal aldrig bestaa i Dødens Stund eller paa Dommens Dag, om end Menneskene, medens de lever her, kan indbilde sig, at deres Tilstand er god, fordi deres Forstand er oplyst.

6. Der er en Tro, som i Skriften kaldes en død Tro eller en Tro af Djævelen; de, som kun har denne Tro, ligner altsaa Djævelen og er lige saa sikre paa at blive fordømte som han, ,til Trods for deres Tro, hvis de ikke modtager en bedre Tro i deres Hjerter; thi denne kan aldeles ikke sætte dem i Stand til at gribe Kristus og saaledes modtage ham til et evigt Liv og Helliggørelse, hvilket maa ske, om de skal frelses (Jak. 2, 19. 20).

Men at alt dette ikke er den frelsende Tro hos Guds Børn, er tydeligt, først fordi det ikke er virket ved Guds Magts overvældende Storhed, for det andet, fordi det er fremkaldt dels ved det udvortes Syn af Miraklerne, dels er virket ved en traditionel eller historisk Kundskab, ikke ved en ihimmelsk, usynlig almægtig og frelsende Guds Aands Gerning i dere; Hjerter.

7. Jeg mener ,ogsaa, at der er en Tro, som er fremkaldt i Mennesket gennem Indflydelsen af forskellige Gaver, Evner, som Gud undertiden giver dem, der ikke hører til hans Børn; min Mening er, at et Menneske kan finde, at Gud har givet haml meget store Gaver og Evner, saasom Forkyndelsens Gave, Bønnens Gave, Undergerningernes Gave, og deslige ; han slutter deraf, at Gud er hans Fader, og han er hans Barn; men Grundvolden til denne Tro er ikke lagt ved'',Aiandens salige Virkning, men er bygget paa de store Gaver, som Gud kan have skænket et Menneske i de forhen omtalte Retninger.

Naar saaledes den stakkels Sjæl betænker, hvor uvidende han var, og hvor oplyst han nu er, dernæst, hvor forfængelig han fordum var, og hvor ydmyg han nu er, drager han straks denne Slutning • Sikkerlig, Gud elsker mig, han har gjort 'mig til en af sine og vil frelse 'mig. Men dette er en falsk Tro, som klart fremgaar deraf, at den er grundet paa en fejlagtig Genstand; thi læg Mærke til, at denne Tro ikke er grundet ene og alene paa Guds Naade ved Kristi Blod og Fortjeneste, som har aabenbaret sin Virkning paa Sjælen, men grundet paa hine Ting, som Gud har givet dem, saasom Gaver enten til at prædike eller bede eller til at gøre store Gerninger o. desi. hvilket, lige saa sikkert som Gud er i Himmelen, vil lade Sjælen blive uden Hjælp, hvis den ikke har fundet en bedre Tro og Trosgrundvold at hvile paa til Frelse.

Med Hensyn til den anden Indvending, som lyder saaledes: Gud elsker Menneskene paa Grund af deres Tro, maa vi svare, at Gud elsker Menneskene, f ø r de tror, han elsker dem, kalder dem og giver dem Magt til at tro. ,,Men Gud, som er rig paa Barmhjertighed, har ved sin store Kærlighed, med hvilken han elskede os (naar? da vi troede eller før), gjort os, da vi endog vare døde i vore Overtrædelser (altsaa langtfra troende), levende med Kristus, —af Naade ere I fredste" (Ef. 2, 4, 5).

Nu formoder jeg, at du vil sige i dit Hjerte: Jeg vilde ønske, at du vilde vise os, hvad den frelsende Tro er! Derfor vil vi behandle dette i det næste Stykke.