Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

NAADEN.

Jesus som den nye Pagts Ypperstepræst

Ligesom der var Præster under den første Pagt, saaledes er der nemlig en Præst, som hører til den nye Pagt, en Ypperstepræst, en øverste Præst. Dette er klart, naar det hedder : „Vi have en Ypperstepræst over Guds Hus" (Hebr. 10, '21; 3, 1; 5, 10 ; 7, 24-26 ; 8, 1. 4).

De Ting, vi nu vil behandle, er følgende : Først vil vi paapege, hvilke Egenskaber, der kræves af en Præst under Loven; dernæst hans Embede, og endelig hvad Jesus Kristus gjorde, overensstemmende med det, som var afbildet ved Præsterne under Loven, altsaa, hvorledes han svarede til Forbillederne, og hvorvidt han overtraf dem.

For det første: De Egenskaber, som krævedes af den gamle Pagts Præster:

1) De skulde være kaldede til deres Embede af Gud: „Ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aaron" (Hebr. 5, 4). Men at Aaron blev kaldet af Gud til at være Præst, betegner, at Jesus Kristus er Præst efter Guds Beskikkelse, en hvem Gud har udvalgt, anerkendt og sat til Gerningen, „kaldt af Gud Ypperstepræst" o. s. v. (Hebr. 5, 10).

2) Præsterne under Loven Maatte være legemlig fejlfri, ikke vansirede ved noget: "Tal til Aaron", siger Gud til Moses, „og sig: En Mand af dit Afkom i dens Slægter, paa hvem der er Lyde, skal ikke træde nær til for at frembære sin Guds Mad; thi ingen Mand, paa hvem der er Lyde, skal træde nær til, ikke en blind Mand eller en lams eller en braknæset, eller en, som har et Lem for stort, eller en Mand, som har Bræk paa Fod eller Bræk paa Haand, eller en pukkelrygget eller en dværgagtig eller en, som har en hvid Plet paa sit Øje, eller en, som har Skab eller Udslet, eller en, hvis Stene er knuste. Ingen Mand, paa hvem der er Lyde, af Aarons, Præstens, Afkom, skal træde nær til for at frembære Herrens Ildoffer" (3. Mos. 21, 17-27).

Hvad betyder alt dette? At han ikke maatte være lam, betegner, at Jesus ikke med Træghed skulde skride til Frelsens Gerning. At han ikke maatte være blind, betegner, at Jesus ikke uvidende maatte gaa til sin Gerning, men have en klar Forstaaelse af de guddommelige Ting. At han ikke maatte have Skab eller Udslet, betegner, at den nye Pagts Præst ikke maatte være uren og besmittet af Sind. Med et Ord: han maatte i enhver Henseende være fuldkommen, for dermed at betegne for os, at Jesus Kristus skulde være og i alle Maader er den aldeles fuldkomne, en antagelig Ypperstepræst for Gud i den nye Pagt.

3). Præsterne under Loven skulde ikke være haardhjertede, men barmhjertige og medlidende, villige og rede til med al Medfølelse at ofre for Folket og gøre Forligelse for dem; (Hebr. 5, 1. 2,) hvorved betegnes, at Jesus Kristus skulde være en medlidende Ypperstepræst, i Stand til og villig til at have Medfølelse og Medlidenhed med andres Skrøbeligheder, bede for dem og ofre for dem sit kostbare Blod; Han maatte være en, som kunde „bære over med (en Flok stakkels) vankundige og vildfarende", saa han, hjælper og frelser dem (Hebr. 5, 2); og for at han kunde Føre dette, maatte han være et Menneske med Erfaring om den Elendighed, som Synden voldte disse stakkels Skabninger (Hebr. 2, 17).

4). Præsterne under Loven maatte ikke være ængstelige eller væmmes, naar der var nogen, som havde Plager eller Spedalskhed, Skab eller Bylder; men de maatte se paa dem, gaa til dem og ofre for dem (3 Mos. 13, læs det hele Kapitel), hvilket altsammen skal betegne, at Jesus Kristus ikke skulde vægre sig ved at give Agt paa de mest elendiges forskellige Skrøbeligheder, men tage sig af dem og paase, at ingen af dem fortabes paa Grund af deres Skrøbelighed af Mangel paa Tilsyn eller Pleje. Denne herlige Naade har vi under den anden Pagt.

5). Ypperstepræsterne under Loven skulde salves med meget kostelig Olie, som var kunstig tillavet (1 Mos. 29, 7; 30, 30) for at betegne, at Jesus Kristus, den nye Pagts Ypperstepræst, skulde i fuldeste Maal være salvet til sit præstelige Embede af Guds Hellig-Aand.

6), Præsternes Mad og Drikke under deres Tjenestetid skulde være indviet og helliget (2 Mos. 29, 33), for at betegne, at det er Jesu Kristi Mad og Drikke at udføre sit præstelige Embede og at frelse og bevare sine stakkels fristede og bedrøvede hellige. O, hvilken Ypperstepræst vi har i den nye Pagt!

7). Præsterne under Loven skulde tos med Vand (2 Mos. 29, 4), for at betegne, at Jesus Kristus ikke skulde skride til Udførelsen af sit præstelige Embede med Syndens Smuds paa sig, men han skulde uden Synd fremstille sig som vor Ypperstepræst for Faderen, for de til vort Bedste at udøve sit præstelige Embede. „Thi en. saadan Ypperstepræst sømmede for os, from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene" (Hebr. 26).

8) Ypperstepræsterne under Loven skulde inden de gik ind i Helligdommen, iføres kostelig Klædning, et Brystspand og en Livkjortel og en Overkjortel og en tærnet Underkjortel, en Hue og et Bælte", og disse skulde gøres af Guld og blaa, purpurrød og karmoisin Uld og fint tvundet Lin ; og paa deres Klædning med dens herlige Prydelser skulde der være kostbare Stene, og paa disse Stene skulde Israels Børns Navne være indskrevne (Læs 2 Mos. 28). Alt dette skulde betegne, hvilken herlig Ypperstepræst Jesus Kristus skulde være, og hvorledes han iklædt Guds Retfærdighed skulde fremstille sig for Gud, hans Fader.

For det andet: Ypperstepræstenis Embede. Dette var i sin Almindelighed dobbe1t, først at frembære Offeret udenfor Lejren, dernæst at bringe det indenfor Forhænget, d. v. s. ind i det Allerhelligste, som var et Forbillede paa Himmelen.

1). Det var Præstens Embede at bringe Offeret, og det gjorde Jesus Kristus ; Han bragte sit eget Legeme og sin Sjæl som Offer. Jeg siger : Han frembar det, og ingen anden, som skrevet staar : „Ingen tager mit Liv fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt at sætte til og har Magt til at tage det igen" (Joh. 10, 18). Og atter hedder det : Han (Jesus) har ofret et Offer for Synden og sidder for stedse hos Guds højre Haand (Hebr. 10, 19).

2). Præsterne under Loven maatte ofre det Offer, som Gud havde bestemt, og intet andet, et fuldkomment, et uden Lyde ; og det gjorde vor Ypperstepræst, som han siger : „Slagtoffer og Madoffer vilde du ikke, men et Legeme beredte du mig", og det vil jeg ofre.

3). Præsterne skulde tage af Offerdyrets Aske og lægge den paa et rent Sted; dette betegner, at Jesu Legeme, efter at være ofret, skulde lægges i Josefs Grav som paa et rent Sted, i hvilken indtil da ikke nogen var lagt (3 Mos. 4, 12, sammenlignet med Joh. 19, 41. 42).

Dette var den ene Del af hans Embede. Naar han havde udført dette, skulde han dernæst udføre følgende

1) Han skulde tage den herlige Klædning paa sig; naar han skulde gaa ind i det Allerhelligste og tage af Blodet og bære det derind o. s. v., maatte han iføre sig den herlige Klædning, som betegnede Jesu Kristi Retfærdighed.

2). Han skulde i denne hellige Klædning, paa hvilken de ædle Stene var anbragte og paa Stenene Israels Børns tolv Stammers Navne, fremstille sig i Helligdommen (2 Mos. 28: „Og du skal, tage to Onyxstene og indgrave paa dem Israels Børns Navne, seks af deres Navne paa den ene Sten og de øvrige seks Navne paa den anden Sten efter deres Fødselsorden (V. 9, 10). Dette skulde betegne, at da Jesus Kristus skulde træde ind i det Allerhelligste, skulde han bære sine hellige paa sit Hjerte ind for Guds Trone og Naadestol (Hebr. 12, 23).

3). Iført denne Klædning skulde han tage af Ofrenes Blod og bære det ind i det Allerhelligste, som var et Billede paa Himlen, og der skulde han bestænke Naadestolen, hvilket kun maatte udføres af Ypperstepræsten for at betegne, at ingen uden Jesus Kristus maatte have det Embede og denne Rettighed, at være Folkets Ypperstepræst pg at ofre for det. „Men i det andet gaar Alene Ypperstepræsten ind en Gang om Aaret, ikke uden Blod, som han ofrer for sig selv og for Folkets Forseelser" (Hebr. 9, 7).

4). Han skulde der gøre Forligelse for Folket med Blodet, som han skænkede paa Naadestolen; men dette maa gøres med megen Røgelse (3 Mos. 16). „Og Aaron skal fremstille den Syndofferokse, som er for ham, og gøre Forligelse for sig og sit Hus; og han skal slagte den Syndofferokse, som er for ham. Og han skal tage Ildkarret fuldt af Gløder af Alteret for Herrens Ansigt og sine Hænder fulde af stødt Røgelse og vellugtende Sager, og han skal bære det indenfor Forhænget. Og han skal lægge Røgelsen paa Ilden for Herrens Ansigt, saa at Skyen af Røgelsen skjuler Naadestolen, som er over Vidnesbyrdet, for at han ikke skal dø. Og han skal tage af Oksens Blod og stænke med sin Finger paa Naadestolen mod Øst; og foran Naadestolen skal han stænke syv Gange af Blodet med sin Finger. Og han skal slagte den Syndofferbuk, som er for Folket, og bære dens Blod indenfor Forhænget, og han skal gøre med dens Blod, ligesom han gjorde med Oksens Blod, og stænke det paa Naadestolen og foran Naadestolen" (3 Mos. 16, 11-15). Dette var for Præsten og Folket, og betegner, at Jesus Kristus efter sin Død skulde gaa ind i selve Himlen, hvorpaa hint Allerhelligste var et Forbillede (Hebr. 9), og der frembære for Guds Ansigt det Offer, som han havde ofret paa Korset, for at erholde Barmhjertighed for Folket. Og naar der siges, at Ypperstepræsten skulde have sine Hænder fulde af vellugtende Røgelse, da betegner dette, at Jesus Kristus skulde frembære sit Offer for sin Faders Ansigt med Forbøn og Bønner.

For det tredje: Svarede Jesus Kristus til dette Forbillede ?

Præstens Embede var altsaa at bære Blodet ind i Helligdommen og der fremstille det for Naadestolen med Hjertet fuld af Forbønner for Folket, hvis Præst han var (Luk. 1, 8-11.. Dette er nu Jesu Kristi Gerning i Herlighedens Rige, at gøre sit eget Blod med dets Væsen og Kraft gældende til Bedste for os stakkels elendige Syndere, med en bestandig Forbon til Barmhjertighedens Gud (Hebr. 7, 24). Men i denne Jesu Forbøn, sot er en Del af hans præstelige Embede, maa følgende Ting til vor Trøst tages i Betragtning.

1). Hans Blods og Offers Kraft gøres gældende for dem, som allerede er blevet troende for at de kan blive bevarede fra Kætteriers, Vildfarelsers, Fristelsers, Forlystelsers, og den falske Vindings Onder eller andet af denne Verden, som de ikke kan bestaa i. „Fader, jeg beder ikke, at du skal tage dem ud af Verden," siger Kristus, „men at du skal bevare dem fra det onde" (Joh. 17, 5).

2). - Dersom Djævelen skulde fremstille sig for Gud med Anklage mod nogen af de stakkels hellige for at gøre deres daglige Synder gældende imod dem, hvilket han gør, naar han kan, da er Jesus, vor Herre Jesus, rede i Himlens Retssal ved Guds højre Haand for at træde frem for dem med Kraften af sit Blod ikke blot til den store, almindelige Fyldestgørelse, som han bragte paa Korset, men ogsaa med den Kraft, der er deri til hans stakkels helliges daglige Aftvættelse og Renselse underderes mangfoldige Fristelser og Skrøbeligheder; som Apostelen siger: „Thi naar vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi saa meget mere, efter at vi ere bievne forligte, frelses ved hans Liv", d. v. s. ved hans Forbøn (Rom. 5, 10).

3) Naadens Bevarelse sker altsag ved Jesu Kristi Forbøn, soxn er den anden Del af hans præstelige Embede. O! dersom vi ikke havde en Jesus ved Guds højre Haand, som træder frem for os og daglig tilfører os ny Naade ved Kraften af sit Offer, som han gør gældende for os ved Guds højre Haand, hvor snart vilde det da ikke være ude med os, som det er med dem, for hvem han ikke beder (Joh. 17, 9) ! Men Grunden, hvorfor du staar, medens andre falder, Grunden, hvorfor du gaar gennem Verdens mange Fristelser og ryster dem af dig, medens andre indvikles og besnæres af Idem, er den, at du har en forbedende Jesus. „Men jeg bad for dig", siger han, „at din Tro ikke skall svigte" (Luc. 22, 32).

4) Det er til Dels ved Kristi Forbøns Kraft, at de troende er kommet til Tro e n. De er mange, som paa en Maade er kommet til Kristus, men som alligevel ikke endnu ret er kommet ind i hans Samfund; og det er en Del af hans Gerning at bede ogsaa for disses Frelse. „Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem som ved deres Ord skulde tro paa mig" (at de maa blive troende, skøn_ de endnu ikke tror) (Joh. 17, 20). Og lad mig sige dig, Sjæl, til din Trøst, du, som kommer til Kristus stønnende og sukkende, som om dit Hjerte skulde briste, jeg siger dig, Sjæl. du vilde ikke være kommen til Kristus, dersom han ikke ved sit Blods og Forbøns Kraft først havde sendt en alvorlig Længsel ind i dit Hjerte. Og lad mig endvidere sige dig, at det er hans Gerning at bede for dig, ikke blot at du magtte komme ind i hans Samfund, men at du logsaa maatte blive bevaret der, naar du er kommen ind i det. Sammenlign Hebr. 7. 25, Rom. 8, 33-35 o. s. v.

5) Det er ved Kristi Forbøn, at de helliges Skrøbeligheder under Udførelsen af deres daglige Pligter tilgives! Ak! dersom Jesu Kristi præstelige Embede ikke var der, da vilde de hellige blive forkastede, trods deres Bønner, Almisser og andre gode Gerninger, paa Grund af al den Synd, som klæber ved dem; men da Jesus er vor Ypperstepræst, er han beredt til at borttage den .Synd, som klæber ved vore gode Gerninger, . idet han gennemrøger vore Bønner o. s. v. Med sin egen Fuldkommenheds herlige Vellugt; og derfor er det, at der gives Svar paa de helliges Bønner, og at deres gode Gerninger bliver velbehagelige (Aab. 8, ' 3. 4).

Men inden vi forlader dette, maa vi paavise. hvorledes Jesus Kristus til stakkels helliges Trøst overtraf og overtræffer hine Ypperstepræster i alle deres Egenskaber og Embeder.

1. De, som var kaldet til Præstedømmet under Loven, var kun Mennesker; men han er baade Gud og Menneske, Hebr. 7, 28.

2. Deres Dygtighed var hos dem meget ufuldkommen; men Jesus var i enhver Henseende dygtiggjort paa en uendelig og fuldkommen Maade.

3. De var kun beskikkede for en Tid, Hebr. 7, 23; men han bliver til evig Tid, V. 24.

4. De er blevet Præster ud en Ed; men han med Ed, V. 20.21.

5. De som Tjenere; men han som Søn, Hebr. 3, 6.

6. Deres Klædebon var et, der kunde gøres med Hænder, Ezech. 28; men hans var selve Guds Retfærdighed, Rom. 3, 22.

7. Deres Ofre vare kun Dyrs Legeme og Blod o. desl. ; men hans Offer var hans eget Legeme og Sjæl, Hebr. 9, 12. 13; 10, 4. 5; Es. 53, 10.

8. Hine var i det højeste kun en Skygge eller et Forbillede; men han Virkeliggørelsen og Fuldendelsen af alle hine Anordninger, Hebr. 9, 10-11; 10, 1.

9. Deres Helligdom var, kun gjort med Hænder; men hans eller den, som Jesus er gaaet ind i, er Himlen selv, Hebr. 9, 24.

10. Naar de frembar deres Offer, maatte de ofre for sig selv, da de var Mennesker, behæftede med Skrøbelighed, Hebr. 7, 27; men den hellige, uskyldige Jesus begik aldrig den Mindste Overtrædelse, V. 26.

11. Hine, naar de gik ind for at ofre, t aatte gøre det staa en de for at betegne, at Gud ikke derved var tilfredsstillet; „men han har ofret et Offer for Synden og sidder for stedse hos Guds højre Haand", for at betegne, at Gud var vel tilfreds med hans Offer, Hebr. 10, 12.

12. De var nødt til „at ofre mange Gange de samme Ofre, som aldrig kunde borttage Synder ;" men „med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges", Hebr. 10, 11. 14.

13. Deres Offer kunde i det bedste Tilfælde tjene til Kødets Renhed, Hebr. 9, 13; men hans Offer renser baade Sjæl og Legeme (V. 14) ; „Kristi Blod renser Eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud!"

14. Hine Ypperstepræster kunde k u n frembære Offer en Gang om Aaret i det Aller-helligste; men vor Ypperstepræst lever altid for at træde frem for os, Hebr. 7, 24. 25;9,7.

15. Hine Ypperstepræster skulde, skønt de var Præster, ikke altid bære deres hellige Klædebon ; Men Jesus lægger aldrig sit af.

16. Hine Ypperstepræster blev overvundne af Døden, Hebr. 7, 22. 23; men vor Ypperstepræst har besejret og overvundet denne vor grusomme Fjende, Hebr. 2, 15, og bragt Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangeliet, 2 Tim. 1, 10.

17. Hine Ypperstepræster kunde ikke frelse sig selv, end sige andre; men denne kan frelse sig selv og alle dem, som kommer til Gud formedelst ham, Hebr. 7, 25.

18. Det Blod, som ofredes af hine Ypperstepræster, kunde ikke borttage Synden; men Jesu Kristi Blod, han, som er vor Ypperstepræst, renser os fra al Synd, 1 Joh. 1, 7.

19. Hine Ypperstepræsters Offer blev formedelst Synd undertiden forkastet af Gud; men denne Ypperstepræst gør altid det, soml behager Gud.

20. Hine Ypperstepræster kunde aldrig meddele Aanden i Kraft af deres Offer eller Embede; men denne Ypperstepræst, vor Herre Jesus, han kan give, og han giver al Naade og Gave, som skænkes til Menneskenes Børn.