Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

NAADEN.

Jesus som der nye Pagts Offer

Iblandt disse Skikke i den gamle Pagt, finder vi først og fremest Offeret. Dette skulde ikke ofres af alle Slags Dyr, som Løver, Bjørne, Ulve, Tigere, Drager, Slanger o. desl. hvorved skulde betegnes, at ikke alle Slags Skabninger, som havde syndet, nemlig Djævlene eller de faldne Engle, kunde blive frelste; men Offeret skulde tages af visse Slags Dyr og Fugle, for dermed at betegne, at han vilde forlige sig med et vist Slags af de Guds Skabninger, som havde syndet, nemlig de stakkels faldne Mennesker ; med disse elendige Skabninger havde Gud i Himmelen Barmhjertighed efter deres Fald, derimod ikke med Forbandelsens Djævle, skønt disse af Naturen er ædlere Skabninger end vi. Her er Naade!

Men disse Ofre blev ikke bragt i den Hensigt, at de skulde gøre dem fuldkomne, som ofrede dem, eller dem, for hvis Skyld de blev bragt; men de skulde fremstille for Verden, hvad Gud i Tidens Fylde vilde udføre, nemlig sine Skabningers Frelse ved Jesu Kristi Offer, hvoraf hine var en Skygge og et Forbillede til den anden Pagts Virkeliggørelse. Thi Kristus maatte i Følge Pagten bringe et Offer, dersom han havde Synderes Frelse for Øje: „Et Legeme beredte du mig; jeg kommer for at gøre, o Gud, din Vilje" (Hebr. 10).

Vi vil derfor vise først, hvad der forlangtes af Gud i det forbilledlige Offer, og derpaa Maaden, hvorpaa Forbilledet blev ofret, og hvor nøjagtig Kristi Offer svarede dertil.

Angaande det første, hvad Gud forlangte :

1. Gud forlangte det. Offer, som han selv havde bestemt, og intet andet, for dermed at betegne, at Intet kunde behage ham uden Kristi Legeme og Sjæl, hans, som var bestemt til at være den nye Pagts Midler (Joh. 1, 29).

2. Offeret maa ikke være lamt eller vanskabt; det maatte ikke have noget Ar, nogen Plet eller Fejl, for dermed at betegne, at Jesus Kristus i Følge Pagten skulde være et fuldkomment Offer (1 Petr. 1, 19).

3. Offeret skulde tages ud af Flokken eller Hjorden for at betegne, at Jesus Kristus skulde fremgaa af Menneskeslægten overensstemmende med Pagten.

Men angaaende det andet, med Hensyn til Maaden:

1. Førend, Offeret blev bragt, skulde Israels Børns Synder bekendes over det for at betegne. at Jesus Kristus i Følge Pagten maatte bære alle sine Børns Synder. „Ogsaa du i din Pagts Blod." „Paa sit eget Legeme paa Træet" (Zach. 9, 11; 1 Pet. 2, 24 ; Es. 53, 4-7).

2. Offeret skulde føres til det bestemte Sted, nemlig udenfor Israels Lejr for at betegne, at Jesus Kristus maatte føres til Golgatha Bjerg (Luc. 23, 33).

3. Offeret skulde der slagtes, for at betegne, at Jesus maatte lide og dø til vor Frelse udenfor Jerusalems By.

4. Offeret skulde ikke blot sætte sit Liv til, men noget af dets Kød skulde brændes paa Alteret for at betegne, at Jesus Kristus ikke blot skulde dø en naturlig Død, men ogsaa lide de i Helvede fordømtes Piner og Kvaler.

5. Undertiden maatte det ene Offer leve og det andet dø ; saaledes med de to Gedebukke, hvoraf den ene blev slagtet og den anden var Syndebukken ; ligesaa med de to Fugle, den som skulde slagtes, og den, som skulde leve (3 Mos. 16, 7-101 14, 3-6). Herved skulde betegnes, at Jesus maatte dø og blive levende igen.

6. Bukken, som skulde dø, skulde være Syndoffer, d. v. s. den skulde ligesom de øvrige Syndofere ofres for som et Forbillede at bringe Forligelse; men over den anden Buk skulde alle Israels Børns Synder bekendes (3 Mos. 16, 21), og derpaa skulde den sendes ud i Ørkenen og aldrig mere tages tilbage. Hermed betegnes, at Kristi Død skulde bringe Forligelse for Synd, og at hans derpaa følgende Levendegørelse skulde bringe en evig Retfærdiggørelse fra Syndens Magt, Forbandelse pg ødelæggende Væsen (Rom. 4, 25).

7. Syndebukken skulde sendes ud i Ørkenen ved en dertil særlig beskikket Mand for derved at betegne, at Jesus Kristus skulde være beskikket til ganske at bære vore Synder bort fra os, saa at de aldrig mere skal lægges paa os igen. Her er Naade!

8. Ofrene under Loven skulde i Almindeliglighed spises (3 Mos. 5-11), for at betegne, at de, som er frelste, skal aandelig næres ved Jesu Kristi Legeme og Blod, ellers har de ikke Livet i ham (Joh. 6, 51-53).

9. Offeret skulde spises med usyret Brød for at betegne, at de, som elsker deres Synder, denne Ondskabens djævelske Surdej, næres ikke af Jesus Kristus.

Summen af alt det, som her er sagt, er, at der er et Offer i den nye Pagt, ligesom der var Ofre i den gamle, og at hint Offer paa enhver. Maade svarede til disse; de led kun tilsyneladende for Synden, men han i Virkeligheden de som Skyggen, men han som selve Væsenet. Da Jesus Kristus kom for at frembære sig selv som et Offer for Synden, maa du være klar over, at vore Synder var virkelig og ret for Alvor lagt paa ham. O, hvor de gennemfurede hans Sjæl, hvor de sønderbrød hans Legeme ! De bragte Blodet til at rinde ned over hans velsignede Ansigt og fra hans dyrebare Side.

Derfor maa du forstaa følgende: Først, at Jesus Kristus i Følge Pagten døde for Synden; dernæst, at hans Død var ikke blot en naturlig Død, men en forbandet Død, en saadan, som Mennesker maa lide som en særegen Straf fra Gud over deres Synder (skønt han selv ingen havde), ja, en saadan Død, i hvilken man lider selve Helvedes Piner og Kvaler. O, gruelige Piner og uudsigelige Kvaler, som dette vort Offer underkastede sig for Syndens Skyld. Hans Legemes Piner var ikke alt; nej, til disse kom ogsaa hans Sjæls Piner; thi hans Sjæl blev gjort til et Offer lige saa vel som hans Legeme; dog var begge kun et Offer (Es. 53). Skriften vidner, at Kristi Lidelse ikke blot var en legemlig Lidelse, men ogsaa en sjælelig, i hvilken han ikke alene led, hvad Mennesker kunde paalægge ham, men saadanne Lidelser, som ingen uden Gud kan paalægge eller udholde. O, hans Sjæls Kvaler! De var i Sandhed Kvaler! Hans Sjæl følte Guds Vrede. „Min Sjæl," sagde han, "er bedrøvet indtil Døden" (Math. 26, 38). „Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige" (Joh. 12, 27). Klipperne var ikke saa sønderrevne, som hans Sjæl var; der var den Gang ikke et saadant forfærdeligt Mørke paa Jorden, som der var i hans dyrebare Sjæl. O, Helvedes Kvaler og Guds Aasyns Formørkelse var begge paa en Gang over ham, idet Djævlene angreb ham og Gud forlod ham, og alt paa en Gang. „Min Gud, min Gud," sagde han, „hvorfor har Du forladt mig" (Math. 27, 46) nu, i denne min yderste Nød; Synden er nu lagt paa mig, Forbandelsen griber mig, Helvedes Piner omringer mig, og du har forladt mig. Grueligt!

Syndere, dette skete ikke for et Syns Skyld, men i Virkeligheden, ikke blot tilsyneladende, men i Sandhed; ellers havde Kristus forstillet sig og havde ikke talt Sandhed; men Virkeligheden af hans Lidelse beviser hans blodige Sved, og hans høje Raab beviser, hvad og hvorfor han led. Ja, alle de fordømte Sjæle i Helvede med al deres Elendighed, har aldrig endnu følt den Kval og Pine, som denne velsignede Frelser led paa en kort Tid. Synder, kan du læse om, at Jesus Kristus blev gjort til et Offer for Synd, og dog blive ved at leve i Synd? Kan du høre, at dine Synder knuste selve Kristi Hjerte og spildte hans kostbare Blod, og du i dit Hjerte være med til at lægge endnu flere Synder paa hans Ryg? Kan du høre, at han led Pinerne, Helvedes Ildsluer, og du i dit Hjerte være med til at forøge hans Sukke ved at forkaste hans Lidelser? O, haardhjertede, usle Menneske, hvorledes kan du handle saa utaknemligt mod saa kærlig en Herre og Frelser?

Spørgsmaal: Men kunde vi ikke være blevet frelst, uden at Kristus behøvede at dø for os ?

Svar: Nej, thi „uden Blodsudgydelse sker ingen Syndsforladelse"; og desuden var der ingen Død uden hans, der kunde fyldestgøre Guds Retfærdighed, hvilket er klart, saasom der ikke var nogen, der havde Evne til saaledes som han at lide og dø, eller som ved ,sin Lideise og Død kunde være i Stand til at tilfredsstille en uendelig Gud.

Spørgsmaa1: Men hvorfor lod Gud ham dø ?

Svar: Han stod i Synderes Sted, i deres Navn og med deres Natur. Guds Retfærdighed maatte derfor ramme ham; thi Retfærdigheden tager Hævn over Synden, hvor den end finder den, om det end skulde være Guds kære Søn; ja, Gud sparede ikke mere sin egen Søn. da han fandt vore Synder lagt paa ham, end han vilde have sparet nogen af os; thi som vi skulde lidt Døden, saa døde han; som vi skulde have været gjort til en Forbandelse, saa blev han det; som vi skulde have lidt Helvedes Piner, saa led han dem.

Spørgsmaa1: Men led han virkelig Helvedes Kvaler?

Svar: Ja, og det endog paa en saa forfærdelig Maade, at det ikke er til at udsige.

Spørgsmaal: Kunde han ikke have lidt uden at lide saa meget? Vilde ikke en blot naturlig Død af ham været fyldestgørende?

Svar: Nej, paa ingen Maade. De Synder. for hvilke han led, krævede Helvedes Kvaler: den Tilstand, hvori han døde, krævede Helvedes Kvaler — thi Kristus døde ikke en Helgens Død, men en Synders, en forbandet og fordømt Synders Død (Han stod jo i deres Sted, Gal. 3, 13) ; Loven, som han var underlagt, krævede Helvedes Kvaler; Guds Retfærdigheds Væsen kunde ikke slaa noget af for ham; den Død, som han skulde lide, havde ikke mistet sin Braad. Alt dette tilsammenlagt viser os uimodsigeligt, at han som et Offer led Helvedes Kvaler.

Spørgsmaal: Hvorfor er da hans Død ringeagtet af saa mange?

Svar: Fordi de er hans Fjender, enten paa Grund af Uvidenhed eller Fordom, enten af Mangel paa Kundskab eller af Ondskab ; thi dersom de elskede ham eller troede paa ham, kunde de visselig ikke andet end klage og bitterlig sørge i deres Hjerter ved at tænke paa ham og betragte ham (Zach. 12, 10. 11).