Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

NAADEN.

Naaden er fri og uforanderlig.

For at klargøre dette, maa vi overveje, hvorledes og gennem hvem denne Naade kommer til os, og det uforskyldt og uforanderlig. Naaden er uforskyldt paa Grund af en andens Fortjeneste, paa Grund af en Pagt eller et Køb, sluttet med en anden for os. For at bevise, at Naaden kommer til os paa Grund af en Pagt, en Kontrakt eller et Køb, ikke sluttet med vor Person, maa vi først betænke følgende Skriftsteder : „Jeg gjorde en Pagt med min udvalgte, jeg svor David, min Tjener" (Ps. 89, 4). „Og du ! ved din Pagts Blod" (her tales om Kristus) „udlod jeg dine bundne af en Hule, hvor der ikke var Vand udi" •(Zach. 9, 11). „Lovet være Herren," udbryder Zacharias, „at han har besøgt og forløst sit Folk og har oprejst os et Frelses Horn i sin Tjener Davids Hus, saaledes som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, en Frelser fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som hader os, for at gøre Barmhjertighed mod vore Fædre, og ihukomme sin hellige Pagt" (Luc. 1, 68-72).

Og hvis nogen Sjæl paa Grund af Uvidenhed skulde stødes ved Ordet „Køb", lad dem da med Eftertanke læse Profeten Esaias 49, 1-12 og se, om der ikke tydelig tales om et Køb eller en Handel, som to afslutter med hinanden, og visse Betingelser stilles paa begge Sider; men mere om dette senere.

Denne Pagt blev gjort med en, ikke med mange, Betingelser afsluttede med en, ikke med flere. At Pagten blev sluttet med en, ser vi af Gal. 3, 16: „Men Forjættelserne bleve tilsagte Abraham og hans Sæd; der siges ikke: og Sædene, som om mange, men som om en: Og din Sæd, hvilken er Kristus." Og i Vers 17 : „Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud" o. s. v. Pagten blev gjort med Abrahams Sæd, ikke med Sædene: men Abrahams Sæd er den Herre Jesus Kristus, vort Hoved og Opfylder af alle de Ting, som angaar Pagten.

Pagten blev sluttet med en, ogsaa opfyldt af ham alene, ikke af flere, og dog til de manges evige Frigørelse, ved det eneste Menneske Jesus Kristus; dette fremgaar tydeligt af Rom. 5, 15-19, og i Zach. 9, 11. siger Gud til Kristus: „Og du! Ved din Pagts Blod", d. v. s. Pagtens Betingelse var, at dit Blod skulde udøses. Da Gud saaledes er fyldestgjort, kan han sige: Overensstemmende med mit Løfte „udlod jeg dine bundne af en Hule, hvor der ikke var Vand udi." De Skriftsteder i Gal. 3, 16, 17, som vi før anførte, er oplysende i dette Stykke; det 16de Vers siger: Pagten blev sluttet med Kristus; det 17de siger, at den ogsaa blev stadfæstet af Gud ,om; Kristus. Læs og forstaa dette. „Men," siger Paulus, „Forjættelserne er ikke tilsagt Sædene, som om mange, men som om en,: Og din Sæd, hvilken er Kristus. - Loven, som blev til fire Hundrede og tredive Aar derefter, kan ikke gøre Pagten ugyldig, saa at den skulde gøre Forjættelsen til intet."

Aitsaa: Denne Pagt blev ikke sluttet mellem Gud og hans Skabning, heller ikke med nogen anden stakkels Adam, som kun stod i sin naturlige Kraft og Styrke; men denne Pagt blev sluttet med den anden Person i Guddommen, med Guds evige Ord, med ham, der i enhver Henseende var lige saa hellig, lige saa ren, lige saa mægtig, lige saa uendelig, lige saa evig som Gud, (Ordspr. 8, 22-30; Zach. 13, 7 ; Aab. 1, 11; 13, 16; 17, 22 : Es. 9, 6; Fil. 2, 6; Hebr. 1).

Dernæst: Denne Pagt eller dette Køb blev virkelig i Sandhed sluttet, før Mennesket var til. Gud tænkte paa Menneskets Frelse, førend Synden kom; thi da blev Naadens Pagt sluttet med ham, som paatog sig den; thi alle andre guddommelige Vidnesbyrd skal kun vise os denne herlige Plan og Aftale, som blev sluttet mellem Faderen og Sønnen, førend Verden var. Denne Sandhed vil du finde grundet paa Guds Ord, naar du overvejer, først at Skriften erklærer, at Sønnen paatog sig Betalingen fra Evighed af, og at Faderen fra. Evighed af lovede ham, hvad han havde købt saa dyrt.

Altsaa: For det første ser vi, at Betalingen blev antagen, før Verden blev til. Betænk det Ord, som taler om Løsesummen for Syndere, nemlig Kristi dyrebare Blod, der staar skrevet: „Han, som var forud kendt før Verdens Grundlæggelse, men blev aabenbaret ved Tidernes Ende for Eders Skyld" (1 Pet. 1, 20). Mærk: det var forud bestemt eller aftalt mellem Faderen og Sønnen, før Verdens Grundvold biev lagt.

For det andet Løftet fra Gud til Sønnen blev ogsaa gjort paa samme Maade, som vi ser af Tit. 1, 2, hvor Apostelen siger med Forvisning, at han havde „Haab om evigt Liv, hvilket Gud, der ikke lyver, har forjættet fra evige Tider", men dette Løfte kunde kun være givet den nye Pagts Midler, fordi der ingen anden var, hvem Løftet kunde gives til, uden ham.

Denne Pagt blev altsaa ikke sluttet med nogen af Patriarkerne, saa at de skulde paatage sig det samme, hverken i det hele eller for en Del: thi da maatte de være Kristi Medarbejdere i vor Frelse og saaledes Kristus ikke den eneste Midler; men dette vilde være en Gudsbespottelse at antage.

Naar du derfor læser om, den nye Pagt i Skriften, som om den var sluttet med Adam, Noah, Abraham og David, da skal du overveje for det første, at Gud talte til dem paa en saadan Maade for at vise eller betegne for os, hvorledes han sluttede Pagten, at han gjorde det med Kristus, før Verdens Grundvold blev lagt; disse er kun Forbilleder for ham. For det an det, at han vilde lade dem forstaa, at han var den samme dengang, som han er nu, og nu som han var dengang, da det blev besluttet mellem Faderen og Sønnen, at i Tidens Fylde skulde hans Søn paatage sig deres Natur og for deres Synder fødes af en Kvinde og hænges paa Korset. Gennem det hele kan du se, at naar han taler til dem om den, nye Pagt, nævner han deres Sæd, nemlig Kristus; Kvindens Sæd skulde knuse Slangens Hoved (1 Mos. 3, 15; 1 Kong 17; Ps. 89, 36f.). Til Abraham og hans Sæd var Forjættelsen given: „Hans Sæd skal blive evindelig og hans Trone som Solen for mig;" Alt peger hen paa Kristus. For det tredje, at det var for at opmuntre deres Tro og Haab til at blive fast til Enden, og vente paa, hvad Faderen og Sønnen har beredt for dem fra evige Tider af, hvilket han siden har forkyndt Verden ved Profeterne, og for det fjerde synes det, som om Guds Hjærte glædes derved, hvilket fremgaar deraf, at han til alle Tider forkyndte. dem, hvad han forud havde beredt for dem. O, denne himmelske Faders Godhed !

Indvending: Men, vil du måaske sige, Skriften siger tydeligt, at den nye Pagt blev og er sluttet med de troende, den siger: „Se, der kommer Dage, siger Herren, da jeg vil slutte den nye Pagt med Israels Hus og med Judas Hus, ikke som den Pagt, som jeg gjorde med deres Fædre paa den Dag, da jeg tog dem ved Haanden for at føre dem ud af Ægyptens Land" (Hebr. 8, 8; Jer. 31, 33), følgelig er det ikke med Kristus alene, men ogsaa med de troende.

Svar: For det første: Der kan ikke menes, at den nye Pagt blev sluttet med Kristus og Israels og Judas Hus som samme Fuldbyrdere ; thi den blev sluttet med Kristus hvilket er klart deraf, at den blev sluttet, lænke for Israels og Judas Hus var til, som vi for saa.

Men for det andet: Disse Ord her er snarere talt for at vise Ceremoniernes Ende end den nye Pagts Begyndelse og Ophav. Husk paa, Hebræerbrevets Forfatter arbejder pan at bringe de Jødekristne, til hvem han skrev dette Brev, bort fra den ceremonielle Lov med dens Præster, Altere, Offere, Tempel o. s. v., og at bringe dem til den rette Forstaaelse af de Ting, som de afbilder, som skulde komme og som skulde bringe hine til at ophøre.

Hvis det nævnte Brev viser os, at Guds Søn er kommen, saa er dermed Ceremonierne afskaffede; thi de skulde vedblive saa længe og ikke længere. Forfatteren siger, at „Mad og Drikke og forskellige Aftvættelser ere kødelige Forskrifter, paalagte indtil den rette Ordnings Tid", d. v. s. indtil Kristus kom. "Men da Kristus kom, som Ypperstepræst for de tilkommende Goder", afskaffede han det levitiske Præsteskab med dets Bud og Anordninger; læs det syvende, ottende, niende og tiende Kapitel i Hebr., og du vil finde dette sandt.

Naar han derpaa siger: „Se, der kommer Dage, da jeg vil slutte en ny Pagt", er snarere dermed ment en Forandring i Husholdningen, den nemlig, at han tager Forbilledet. Skyggen, Ceremonierne bort fra Israels og Judas Hus, og at han ved Kristi Fødsel og hans Legemes Offer, hvem Skyggerne og Forbillederne pegede paa, aabenbarer, at han i Sandhed var den, hvem Gud Fader havde givet til en Forsoning for vore Sjæle i Følge sin Pagt, ligesom ogsaa, at han derved bekræfter Sandheden af den Pagt, som blev sluttet mellem Faderen og Sønnen, før Verdens Grundvold blev lagt; thi skønt den nye Pagt blev sluttet fra evige Tider af, og altsaa de, som frelstes, til alle Tider blev frelst i Kraft af Pagten, var alligevel aldrig denne Pagt saa klart aabenbaret som ved Kristi Komme, Død og Opstandelse.

Derfor siger Skriften, 2 Tim. 1. 9. 10: „Han som frelste os og kaldte os med en hellig Kaldelse, ikke efter vore Gerninger, men efter sit eget Forsæt og Naaden, som blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider, men nu er kommen for Dagen ved vor Frelsers Jesu Kristi Aabenbarelse, han som tilintetgjorde Døden og bragte Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangeliet."

Derfor, siger jeg, skal disse Ord nærmest vise, at Tiden var kommen til at forandre Ordningen, til at borttage Forbillederne og bringe selve Sagen frem, og til saaledes klarere at aabenbare det, som før laa skjult i dunkle Ord og Billeder. Og paa denne Maade plejer Gud oftere at tale.

Men dersom du nogensinde skulde finde, at der i Skriften tales om Gerningernes Pagt, som den Pagt, der først blev aabenbaret, altsaa aabenbaret, før den anden Pagt, da maa du forstaa, at dette forholder sig kun saaledes, hvad Pagtens Aabenbarelse angaar; d. v. s., den blev først givet Mennesket, men ikke sluttet før den Pagt, som blev sluttet med Kristus. Og det var i Virkeligheden nødvendigt, at den blev givet eller kundgjort først, for at den ved at aabenbare Synden og den elendige Tilstand. hvori Menneskene paa Grund deraf befandt sig efter Faldet, kunde forberede den anden Pagt og gøre denne mere velkommen for Menneskenes Børn.

Derfor er det, at Kristus i Tidens paa den herligste Maade svarer til Adam, som var Kristi Forbillede (Rom. 5) ; thi ligesom den første Pagt blev sluttet med den første Adam, saaledes blev den anden Pagt sluttet med den anden Adam; disse er og var de to store offentlige Personer eller Repræsentanter for den hele Verden, hvad de to Pagter angaar. Derfor vil du ogsaa finde, at Gud i Skriften taler saaledes om den nye Pagt: „Min Pagt skal holdes ham troligt" (Ps. 89, 29) ; denne „ham" er Kristus, som du vil se, naar du sammenholder dette Sted med Luc. 1, 32: „Jeg vil ikke vanhellige min Pagt", som nemlig blev sluttet med ham, „og hvad der udgik fra mine Læber, vil jeg ikke forandre. Et har jeg svoret ved min Hellighed, sandelig, jeg vil ikke lyve for David", som nemlig her er en Betegnelse for Kristi Person.

Dernæst: Betingelserne blev ogsaa fastsat og aftalt at skulle opfyldes af ham. Dette er klart, dersom du forstaar hans Udsagn i Joh. 12, 27; hvor han forudsiger sin Død, sigende: Nu er min Sjæl forfærdet, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time! Dig, derfor er jeg kommen (til denne Verden, til denne Time", som om han vilde sige: Mit Kald kræver nu, at jeg ikke bæver tilbage for de Lidelser, som er kommet over mig; thi disse er en væsentlig Del af de Betingelser, som blev fastsat i den Pagt, som blev sluttet mellem min Fader og mig; thi derfor er jeg kommen til Verden; netop det var det egentlige Paagtsvilkaar.

Nu er der i en Pagt to Ting at lægge Mærke til:

For det første: Hvad er Maalet med, at Pagten sluttes.

For det andet: Betingelserne, som de paagældende Personer bliver enige om, og slaar fast, saa at dersom Betingelserne paa begge Sider ikke blive opfyldt efter Overenskomsten, da staar Pagten ikke ved Magt, men er gjort ugyldig.

Den nye Pagt er i disse Punkter meget nøjagtig bleven overholdt og opfyldt i Kristus.

For det første: Det som var Maalet for, at Pagten sluttede, var Menneskets Frelse, fuldbragt i Kristus. „Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte" (Luk. 19, 10). „Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge Menneskers Sjæle, men for at frelse" (Luk. 9, 55). „Menneskesønnen er kommen for at give sit Liv til Genløsning for mange" (Math. 20, 28). „Men dette er Faderens Vilje (eller Pagt), som har udsendt mig, at jeg intet skal miste af alt det, han har givet mig, men at jeg skal oprejse det paa den yderste Dag" (Joh. 6, 39).

For det andet: Hvad angaar Betingelserne, som de blev enige om, da er disse følgende:

1). Paa Midlerens Side, at han skulde komme til Verden; og paa Faderens Side, at han skulde lade ham blive Menneske. Dette var en af de herlige Betingelser mellem Faderen og Kristus. Derfor siger han, idet han træder ind i Verden ; „Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til" d. v. s. den gamle Pagt maa ikke bestaa længere, Men give Plads for det andet Offer, som du har beredt, nemlig min menneskelige Naturs Hengivelse under din retfærdige Sag, thi „et Legeme beredte du mig" (Hebr. 10, 2). Paa Midlerens Side, at han skulde dø : og paa Gud Faders Side, at han skulde oprejse ham igen, hvilket blev aftalt mellem Gud Fader og hans Søn Jesus Kristus ; paa Kristi Side, at han skulde dø for at fyldestgøre Faderens Retfærdighed og saaledes borttage den Forbandelse, som vi elendige Syndere paa Grund af vore Overtrædelser var hjemfaldne til, og paa den anden Side, at Gud, hans Fader, der saaledes paa enhver Maade var fuldkommen forsonet, skulde ved sin mægtige Kraft levendegøre og atter oprejse ham. „Han har ført den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde", d. v. s. fra Død til Liv, „med en evig Pagts Blod" (Hebr. 13, 20). eller i Kraft af den virkelige Fyldestgørelse, som han modtog ved diet Blod, hvilket blev udgydt overensstemmende med den evige Pagts Vilkaar.

3). Paa Midlerens Side, at han skulde blive gjort til en Forbandelse; og paa Faderens Side. at Syndere skal ved ham blive Velsignelsens Arvinger. Hvilken forunderlig Kærlighed viser ikke vor Herre Jesus her at have i sit Hjerte. da han vilde lide saadant for vore muse Legemer og Sjæle (Gal. 3, 13. 14)! Dette er Naade.

4). Paa Midlerens Side, at der ved ham skulde være Sejr over Helvede, Døden, Djævelen og Lovens Forbandelse; og paa Faderens Side, at dette skulde blive meddelt Syndere, og disse derved blive sat i Frihed. "Vender tilbage til Befæstningen," siger Gud, „I Haabets bundne ! Ogsaa i Dag forkynder jeg dobbelt, som jeg vil give dig igen" (Zach. 9, 12). Hvorfor det? Det er paa Grund af min Søns Pagts Blod (V. 11), hvilket bragte Paulus — trods hans Følelse af sit Dødens Legeme og af den Braad, som Døden stak ind i alle deres Sjæle, som blev fundne i deres Synder til triumferende at udraabe : „Død ! Hvor er din Braad! Hvor er din Sejr?" „Dødens Braad er Synden", det er sandt, og Guds forfærdelige Lov gør Døden endnu værre og sender den døende til sit Sted med utaalelig Pine og Kval. Men skal jeg forfærdes derover? Nej, "Gud være Tak, som giver os Sejr ved vor Herre Jesus Kristus", endskønt jeg er i mig selv en Synder, kan jeg dog ved Troen paa Jesus Kristus, denne nye Pagts Midler, triumfere over Djævelen, Synden, Døden og Helvede og sige : Frygt ikke, min Sjæl, se, Sejren er vunden over alle mine Fjender ved min Herre Jesus (1. Kor. 15, 55 — 57). Paa denne Maade beviser vi os selv at være under Naaden.

5). At Midleren paa sin Side, ved at gøre dette, skulde bringe en evig Retfærdighed (Dan. 9, 24), og at Faderen, paa den anden Side, skulde give dele, der modtager denne Retfærdighed, et evigt Rige (1 Pet. 1, 3-5 ; Es. 1, 4 ; 2 Tim. 4, 18 ; Luk. 22, 28. 29).

Men dernæst - thi endnu har vi ikke nævnt alt: Naadens Pagt med dens Betingelser blev ikke blot gensidig aftalt at skulle fuldbyrdes, men Jesus Kristus maatte bemyndiges til at gøre det, som var aftalt, paa Embeds Vegne. Vi vil derfor nu gaa over til at tale om de Embeder; eller i det Mindste nogle af de Embeder, som Kristus udførte og endnu udfører som den nye Pagts Midler, men, som ikke var forud afbildede ved den levitiske Lov.