Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

NAADEN.

I er ikke under Lov, men under Naade. Rom. 6, 14.

Man mindes, at vi ved disse Ord straks gjorde opmærksom paa to store Sandheder, for det første, at der er dem i Evangeliets Tid, som er under Loven (eller Gerningernes Pagt), for det andet, at ingen troende er under Loven (eller Gerningernes Pagt), men under Naaden.

Jeg har talt lidt om den første af disse Sandheder, nemlig at der er dem, som er under Loven, hvem disse er, og hvorledes deres Tilstand er. Nu skal jeg tale om den anden Sandhed og vise, hvem de er, og hvorledes deres Tilstand er, som er under Naaden.

Men først vil jeg tale nogle Ord, for at vise Eder, hvad Ordet Naade paa dette Sted betyder; thi Ordet Naade betegner undertiden i den hellige Skrifts Gunst hos Menneskene (Est. 2, 7 ; 1 Mos. 39, 4 ; - 50, 4 ; 33, 10), undertidende helliges Tilstand (2Kor,. 8,7), og undertiden bruges det for at betegne Kristi Fornedrelse, da han forlod den Herlighed, som han havde hos sin Fader, førend Verden var, og blev en ringe Tjener for Menneskene (2 Kor. 8, 9; Fil. 2, 2. 7). Men endvidere betegner det Guds frie, rige og uforanderlige Kærlighed til Menneskene i Kristus Jesus, som for vor Skyld blev fattig; og saaledes er det at forstaa i disse Ord: „I er ikke under Lov" (for at blive forbandede og fordømte og kastede i Helvede), "men under Naade" (for at frelses, finde Tilgivelse, opholdes og bevares ved Guds Magt formedelst Troen som er Naadens Gave --- til den evige Herlighed). Ef. 2, 8 siger det samme: „Thi af Naade ere I frelste" af fri Naade, af uforanderlig Naade; I er nu frelste fra Lovens Forbandelse, fra Syndens Magt, Herredømme og Besmittelse, fra Djævelens Magt, Ondskab og Raseri, fra de ugudeliges Ønsker og Forbandelser, fra Helvedes brændende, flammende Ild, fra at blive regnet blandt Misdædere, overbeviste, dømte, fordømte og lænkede med vore Synders Lænker hos Djævelen i Evighed; og alt dette uforskyldt af hans Naade (Rom. 3, 24), hans rige, uforanderlige Naade; thi han siger: „Jeg, Herren, forandres ikke; derfor ere I, Jakobs Børn, ikke fortærede" (Mal. 3, 6). Dette er sandelig Naade!

Ordet Naade er derfor i dette Skriftsted (Rom. 6, 14) at forstaa om Guds fri Kærlighed i Kristus til Syndere, i Kraft af den nye Pagt, som frier dem fra Syndens Magt, fra Lovens Forbandelse, fra Syndens ødelæggende Virkninger, hvilket altsammen vil blive dig klar. hvis du læser med Eftertanke Apostelens Ord paa dette Sted: „thi", siger han, „Synden skal ikke herske over Eder:" den skal ikke regere eller ødelægge Eder, skønt I har overtraadt Gerningernes Lov, og Grunden hertil gives i disse Ord: „I er jo ikke under Lov", det vil sige under den, som, anklager, beskylder. fordømmer og bringer Syndens Straf over Sjælen, „men under Naade", det vil sige, under den, som frigør Eder, tilgiver, bevarer og retfærdiggør Eder fra alle Eders Synder og Modstandere, fra alt, hvad der kan fordømme Eder. Det er i Sandhed Naade, som frier os fra alle vore Synder, fra Lovens Forbandelser, fra alt. hvad der kan anklage os, uforskyldt, uden at Gud ser hen til noget, som vi kan gøre ; den samme Naade bevarer Sjælen ved Troen (som ogsaa, er dens Gave) til den evige Herlighed.

Den er en Tilgivelse uden Betingelser. Læg først Mærke tiI, at den stilles i Modsætning til Gerningerne: „I er ikke under Lov." Mærk dig dernæst det Løfte, som gives, „Synden skal ikke herske over Eder". Her er ingen Betingelse sat for os; men ene og alene, fordi Guds Børn har modtaget Guds Naade, skal Synden ikke herske over dem, „thi", her kommer Grunden, „I er jo ikke under Lov, men under Naade."

Her er to Ting, som maa betænkes og bevises. For det første, at de troende er under Naade; for det andet, at de ikke er under Lov, som den Gerningernes Pagt. For at bevise dette, behøver vi ikke at gaa længere end til Ordene selv; den første Del deraf viser den første Sandhed: „I er ikke under Lov" ; den arden Del viser den anden Læresætning: "Men (I er) under Naade."

Dog, lad os foruden dette overveje et Par Ting til nærmere Belysning af disse Sandheder.

For det første: De er ikke under Loven, fordi deres Synder er tilgivne, hvilket ikke kunde ske, hvis de blev behandlede overensstemmende med Loven; thi Loven tager intet Hensyn til nogen Anger, men den anklager, forbander og fordømmer enhver, som er under den; forbandet er hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som er skrevne i Lovens Bog, saa han gør dem" (Gal. 3, 10). Men naar de troende har deres Synder tilgivne, er det, fordi de er under en anden, en ny Pagt (Hebr. 8, 8. 12). „Se der kommer Dage, siger Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med dem, thi jeg vil være naadig mod deres Uretfærdigheder og ikke tiere ihukomme deres Synder."

For det andet: De er ikke under Loven, fordi deres Synder og Overtrædelser ikke alene er tilgivne, men tilgivne uforskyldt.

De, som staar under den første Pagt og forbliver der, vil ikke faa deres Synder forladt, med mindre de kan give Gud en fuld Fyldestgørelse; thi Loven fordrer den af deres Hænder, den siger: „Betal mig det, du er mig skyldig!" Men, naar Gud handler med sine hellige efter Naadens Pagt, taler han ikke saaledes; da hedder det : „Men da de ikke havde noget at betale med, "eftergav han dem det" (Luc. 7, 42). „Jeg vil læge deres Afvendelse, jeg vil elske dem frivillig." „Jeg, jeg er den, som udsletter dine Overtrædelser for min Skyld, og jeg vil ikke ihukomme dine Synder" (Hos. 14, 5; Es. 43, 25).

For det tredje : De hellige er ikke under Lov, fordi den Retfærdighed, hvori de staar iklædt for Gud, ikke er deres egen Retfærdighed efter Loven, men en tilregnet Retfærdighed; det er en andens Retfærdighed, nemlig Guds i Kristus (2 Kor. 5, 21; Fil. 3, 8-10 . „Nemlig Guds Retfærdighed ved Tro paa Jesus Kristus for alle og over alle dem, som tro" (Rom. 3, 22). Men hvis de er under den gamle Pagt, Gerningernes Pagt, da maa den Retfærdighed være deres egen; der er ingen Syndernes Tilgivelse. „Er det ikke saa, at dersom du gør godt, da er du behagelig, og dersom du ikke gør godt, da er Synden den, som ligger for Døren", siger Loven (1 Mos. 4, 7.).

For det fjerde: Hvad som helst Guds Børn modtager, enten det er Genfødelse, Syndernes Tilgivelse eller Tro og Haab, enten det er Retfærdighed eller Styrke, enten det er Aanden eller Aandens Frugter, enten det er Sejr over Synd, Død og Helvede, eller det er Himlen, evigt Liv og uudsigelig Glæde, hvad det end er, det gives Eder frit; Gud ser ikke paa hvad I vilde gøre eller skulde gøre for at opnaa det. Men lad os dvæle lidt mere ved dette.

1. Er disse omvendte? Gud finder dem først, thi han siger: „Jeg er funden af dem som ikke ledte efter mig" (Es. 65, 1).

2. Har disse Syndernes Forladelse? De har ogsaa den uforskyldt. „Jeg vil læge deres Afvendelse, jeg vil elske dem frivillig (Hos. 14, 5.)

3. Har disse Tro? Den er Guds Gave i Kristus Jesus, og han er ikke blot Troens Begynder, men iogsaa dens Fuldender (Hebr. 12, 2).

4. Har disse Haab? Det er Gud, som er dets Grundvold. „Kom., det Ord i Hu til din Tjener, paa hvilket du lod mig haabe" (Ps. 119, 49).

5. Har disse Retfærdighed? Den er Guds fri Gave (Rom. 5, 17).

6. Har disse Kraft til at gøre Guds Gerning iblandt deres Slægt? Eller til at gøre noget, som Gud vil have dem til at gøre? Det er ogsaa en fri Gave fra Herren, thi uden ham kan vi slet intet gøre (Joh. 15, 5).

7. Har disse Trøst? De har den ikke i, hvad de selv har gjort, men „fra. Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, thi han er al Trøstens Gud" (2. Kor. 1, 3).

8. Har disse Aanden eller Aandens Frugter? Det er Faderens Gave. „Hvor meget mere skal Faderen fra Himmelen give den Helligaand til dem, som bede ham, (Luc. 11, 13). „Herre! Du skal skaffe os Fred; thi ogsaa alle vore Gerninger har du gjort for os" (Es. 26, 12).

Derfor siger jeg, enten det er Sejr over Synd eller Død, Helvede eller Djævel, er den os given ved Kristi Sejr. „Men Gud være Tak, som giver os Sejr ved vor Herre Jesus Kristus" (1 Kor. 15, 57; Rom. 7, 24. 25) ! Himmelen og Saligheden er hans Gaver, som giver os alle Ting rigelig.

Overvej derfor disse Ting med den rette Alvor, og du skal blive overbevist om Sandheden deraf. Jeg kunde tilføje meget mere for at klargøre dette, saasom:

1. Da Gud kom til Mennesket for at omvende ham, fandt han ham død i sine Synder og Overtrædelser, en Fjende af Gud, Kristus og sin egen Sjæls Frelse, han fandt ham vandrende i Kødets Begærlighed, i Kødets og Tankernes Vilje (Ef. 2, 1-3).

2. Han kaldte ham til Live ved at give ham sin Aand og omskabte ham ved Aandens mægtige Kraft.

3. Han aabenbarede Jesus Kristus for ham, Mennesket selv var uvidende om og ukendt med sin velsignede Frelser Jesus (Math. 11, 25-27; 1 Kor. 2, 7-10).

4. Han brød Djævelens Snarer og friede det stakkels bundne og lænkede Menneske ud af Fjendens Vold.


Efter disse indledende Bemærkninger gaar vi over til de Ting, som vi skal behandle i denne Bogs anden Del, nemlig tre Æmner :

For det første: At der er en fri og uforanderlig Naade.

For det andet: Hvem de er, som bringes ind under denne fri og uforanderlige Naadens Pagt, og hvorledes de er bragt ind under den.

For det tredje: Hvilke Forrettigheder der bliver dem til Del, som virkelig har modtaget uforskyldt, fri Naade fra Herlighedens Gud.