Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

5.
Hvor langt kan de som er under Loven komme, og hvad kan de modtage, medens de er under Loven?

I dette Afsnit har vi to Spørgsmaal til Behandling, og da først dette:

Hvor vidt kan et Menneskenaa, medens han er under Loven?

For det første: Et Menneske kan være overbevist om og bekymret for sine Synder og alligevel være under denne Pagt, og det paa en tung og frygtelig Maade, saaledes at han kan finde Syndens Byrde uudholdelig og for tung til at bære, som Tilfældet var med Kain, som siger: „Min Misgerning er større, end jeg kan bære" (1 Mos. 4, 13), og med Judas, om hvem der staar: „Da Judas, som forraadte ham, da saa, at han var fordømt, angrede han det" (Math. 27, 3).

For det andet: Et Menneske kan ikke alene være overbevist om og angre sine Synder, men det kan ogsaa ønske, at Guds Børn skal bede for ham, og alligevel være under denne Pagt og Fordømmelse. „Da skyndte Farao sig at kalde ad Moses og Aron, og han sagde: „Jeg har syndet mod Herren, Eders Gud og mod Eder. Og Kære, forlad mig nu min Synd alene denne Gang, og beder til Herren, Eders Gud, at han vil ikkun borttage denne Død fra mig" (2 Mos. 10, 16. 17)

For det tredje: Et Menneske kan ogsaa ydmyge sig paa Grund af sin Synd og Ulydighed Mod Gud og alligevel være under denne Pagt, se 1 Kong. 21, 24-29.

For det fjerde: Et Menneske kan genoprette hos sine Medmennesker, hvad_ han har syndet imod dem, og dog være under denne Pagt.

For det femte: Et Menneske kan gøre Guds Gerninger mod sine Medmennesker og alligevel være under den første Pagt som Jehu, der gjorde, hvad Gud befalede ham (2 Kong. 9, 25. 26), og dog truede Gud Jehu, thi skønt han gjorde, hvad Gud befalede ham, saa gjorde han det alligevel ikke af den rette Bevæggrund: havde han det, vilde Herren ikke have sagt hos Hoseas 1, 4: „Thi det er endnu et lidet, saa vil jeg hjemsøge Blodskyld i Iisreel over Jehus Hus."

For det sjette : Et Menneske kan høre og frygte Herrens Tjenere og højlig ære dem. ja, naar det hører dem, kan det ikke alene høre, men ogsaa gøre derefter, og det med Glæde, ikke en eller to Ting, men mange, (mærk: mange Ting med Glæde) og alligevel blive fortabt og fordømt, se Mark. 6, 20: „Thi Herodes frygtede for Johannes (hvorfor? ikke fordi han havde nogen som helst borgerlig Magt over ham, men) fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Haand over ham; og naar han hørte ham, var han tvivlraadig om mange Ting, og han hørte ham gerne." Det kan være, at fordi du hører denne eller hin Præst, tror du, at du derfor er bedre end dine Naboer; men vær overbevist om, at du ikke blot kan høre, men du kan baade høre og gøre derefter, og det ikke med Ulyst, men gerne, mærk: gerne, og alligevel være en Herodes, en Jesu Kristi Fjende. Betænk dette, jeg beder dig!

For det syvende: Han kan blive optaget i de helliges Samfund paa Jorden, han kan gaa Haand i Haand med dem, se Math. 25, 1, hvor Herren siger: „Himmeriges Rige (det vil sige, et synligt Samfund af Kristi Bekendere) skal lignes ved ti Jomfruer, som tog deres Lamper og gik Brudgommen i Møde. Men de fem af dem var kloge, " og de fem Daarer.." Disse kaldes for det første Jomfruer; det vil sige saadanne, som er rene fra Verdens Besmittelser. De siges, for det andet, at gaa ud; det vil sige fra Menneskenes Lærdomme og Overleveringer. De er for det tredje enige om, at tage deres Lamper med sig, det vil sige, at bekende sig som Jesu Kristi Tjenere, der vil tjene ham og hans Venner. Og alligevel, da han kom, fandt han, at Halvdelen af dem (endog af disse Jomfruer), som havde Lamper, som var gaaet ud fra Verdens Besmittelser Menneskenes Lærdomme, havde tabt deres dyrebare Sjæl, se Vers 10, hvilket de ikke havde gjort, havde de været under Naadens Pagt og ikke under Lovens.

For det ottende: De kan opnaa en hel Del Ære i Kristi Kirke, for saa vidt som de kan faa kirkelige Anliggender betroet og bære Pungen, som Judas gjorde. Jeg siger ikke dette for at dadle, men fordi jeg elsker dem, advarer jeg; alligevel siger jeg det med Hensigt, for at det, om Gud saa vil, kunde banke paa saadannes Hjertedør. Tænk paa Demas!

For det niende: De kan opnaa at tale Ordet som Præster, blive Jesu Kristi Evangeliums Forkyndere, saaledes at det Folk, hvoriblandt de bor, kan sige om dem: „Han er blandt Profeterne!" Hans Gaver kan være saa sjældne, hans Sprog saa flydende, hans Vidnesbyrd kan være saa rigtigt, at han kan tale med en Tunge som en Engel, tale om Guds Hemmeligheder (læg Mærke til 1 Kor. 13, 1-4), og alligevel være intet, alligevel ikke høre til Herrens salvede, ikke have Naadens Aand til Frelse, men kan leve og dø under Lovens Forbandelse.

For det tiende: De kan gaa endnu videre; de kan have den Aandens Gave, som kan dygtiggøre dem til at uddrive Djævle, flytte Verdens største Høje og Bjerge; ja, du kan endog forudsige tilkommende Ting, de herligste Ting, og alligevel kun være en Bileam, en ugudelig og falsk Profet. Se 2 Petr. 2, 16. 4 Mos. 24, 16-25.

For det ellevte: De kan ikke alene staa saaledes for en Stund, for en kort Tid; men de kan staa saaledes indtil vor Herres Jesu Kristi Komme, ja, forblive uopdagede af de hellige til denne store Dag. „Da vaagnede alle disse Jomfruer" (de kloge og de daarlige) ; da Naar? Nu, da Stemmen hørtes: „Se Brudgommen kommer; gaar ham i Møde_" (Math. 25). De daarlige Jomfruer stod alligevel udenfor den Herre Jesus Kristus, var endnu under Loven.

For det tolvte: Men endnu mere. De kan ikke alene holde fast ved Bekendelsen indtil da, idet de mener at staa under Evangeliets Naade, medens de i Virkeligheden er under Lovens Forbandelse, men selv naar Brudgommen er kommen, kan de fremdeles være sikre paa deres Naadestand, at de endog vil disputere med Kristus om, hvorfor de ikke lukkes ind i Herlighedens Rige, idet de siger: „Herre! Herre! have vi ikke spist og drukket for dine Øjne; og har du ikke lært paa vore Gader ?" Endvidere: „Have vi ikke profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet Djævle ved dit Navn, og have vi ikke gjort mange (mærk: mange) kraftige Gerninger ved dit Navn?" Ja, de kan endog formaste sig og tale paa en befalende Maade og sige: „Herre, Herre, luk op for os !" Se her, jeg anraaber Eder, hvor langt disse gik; de tænkte, de havde Samfund med Jesus Kristus; de tænkte, han kunde ikke andet end frelse dem; de spiste og drak med ham, sad til Bords med ham, modtog Magt fra ham og udøvede samme Magt, se Math. 7,22, Luk. 13, 25. 26, og alligevl blev disse stakkels Skabninger lukkede ude fra Himmeriges Rige.

O, betænk dette, jeg bønfalder Eder, førend det er for silde, for at I ikke skal sige: „Herre, lad os komme ind," naar Kristus siger: "Kaster ham ud!" At I ikke skal raabe: „Herre. luk op for os !" naar han siger: „Gaar bort. jeg kender Eder ikke;" for at du ikke skal vente at faa Glæde, naar du vil faa Graad og Tænders Gnidsel.


Men det andet Spørgsmaal i dette Afsn_ var:

Hvad kan den modtage af Gud, som er under Lovens Forbandelse?

For det første: De kan undertiden modtage Svar fra Gud paa deres Bønner, naar de i Nødens Tid raaber til ham.

Jeg finder i Skriften, at Gud hørte dem. som Guds Ord siger, var udstødte. Se 1 Mos. 21, 17: „Da hørte Gud Drengens Røst (nemlig den udstødte Ismael). Og Guds Engel raabte til Hagar (hende, som var Trælkvinden og under Loven, Gal. 4,30), fra Himmelen og sagde til hende: „Hvad fattes dig, Hagar? frygt ikke! thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor han er."

Venner, det kan være, I mener, at fordi Eders Bønner i enkelte Ting er blevne hørte, kan I deraf slutte, at Eders aandelige Tilstand er Gud velbehagelig, men I maa vide, at Gud hører Raabet fra Ismaeliterne, Trælkvindens Sønner, der er under Loven som en Gerningernes Pagt. Jeg siger ikke, at han hører dem til Salighed, men han hører i adskillige Trængsler, som de gennerngaar i dette Liv, og giver dem Lettelse og Hjælp i deres Nød. Her var den lille Stakkel nær omkommen af Mangel paa en Smule Vand, og han raabte, og Gud hørte ham, ja hørte ham fra Himmelen. Læs Ps. 106, 15: „Han gav dem det, de begæredde, men lod deres Liv tæres hen."

Indvending : Men, kunde nogle her sige, jeg synes, dette er endnu mere underligt, at Gud skulde høre deres Bønner dog Raab, som er under Loven, og svare dem.

Svar: Jeg sagde Eder før, han hører dem ikke til deres evige Frelse, men til deres timelige Hjælp; thi Gud som deres Skaber har Omsorg for dem og lader Solen skinne paa dem og Regnen udgydes over dem (Math. 5, 45). Han giver Dyrene deres Føde, hører Ravneungerne, som raaber (Ps. 147, 7), og disse er dog ringere end Mennesket. Jeg siger derfor, at Gud hører sine Skabningers Raab og svarer dem dogsaa, men dette angaar ikke deres evige Tilstand; han kan, til Trods for dette, fordømme dem, naar de dør.

For det andet: De kan modtage Løfter fra Herrens Mund. Der er mange, som har modtaget store Løfter af Herren, og alligevel hører de til dem, som udstødes og kaldes Trælkvindens (det er Lovens) Børn, se 1 Mos. 21, 17-18: „Og Guds Engel raabte til Hagar (som var Trælkvinden) fra Himmelen og sagde til hende: „Frygt ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst, der hvor han er. Staa op, løft Drengen op og hold fast paa ham med din Haand; thi jeg vil gøre ham (mærk : der er Løftet), thi jeg vil gøre ham (Trælkvindens Søn) til et stort Folk !"

For det tredje: Ja, det kan gaa endnu videre; thi de kan modtage et andet Sind, end de havde før, og alligevel være under Loven.

Der er ingen, tror jeg, uden de, som ikke ved, hvad de siger, der vil tro eller mene. at Saul var under Naadens Pagt, og alligevel siger Skriften, efter at han havde talt med Samuel og vendt sin Ryg til ham for at gaa bort, at „Gud gav ham et helt andet Hjerte". 1 Sam. 10, 9, (mærk: et andet Hjerte og alligevel var han udstødt, en forkastet Person, 1 Sam. 15, 26-29.

Jeg beder eder, Venner, lad ikke disse Ting være Eder til Anstød, men lad dem hellere fremkalde i Eders Hjerter et Spørgsmaal om Eders sande Tilstand, og gøre Eder villige til at undersøge det til Bunds, saaledes at enhver Ting, som ikke er bleven plantet af Herrens højre Haand, maa oprykkes, og at der maa blive en Søgen efter bedre Ting, nemlig de Ting, som ikke blot vil lade din Sjæl tro, at din Tilstand er god nu, men at du maa kunne se Synd, Død, Helvede, Lovens Forbandelse samt Dommeren trøstig i Øjnene, saa at Guds Naade maa have udrettet sin Gerning saa virksomt, sundt og kraftigt i din Sjæl, at naar du hører Basunen lyde, ser Gravene aabne sig og de døde kommes ud af deres Huler, ser Domstolen sat, Bøgerne aabnede og hele Verden staaende foran Dommersædet, at du da, siger jeg, maa blive bestaaende og høre disse velsignede Ord udtalte til din Sjæl : „Kommer hid, I min Faders velsignede ! Arver det Rige, som Eder er beredt fra Verdens Grundvold blev lagt" (Math. 25, 34).

Indvending: Men, vil du sige, trods dette kan vi ikke tro, at vi er under Loven, og det af disse Grunde : Først, fordi vi har oplevet en Forandring i vore Hjerter. Dernæst, fordi vi ikke tror, at Gerningernes Pagt vil frelse nogen. Endelig, fordi vi for vor Del anser os for langt borte fra Lovens Grundsætninger ; thi vi følger en saa fuldkommen evangelisk Regel med Hensyn til kirkelige Skikke og Bud som nogen i vore Dage, saa vidt vi kan dømme derom.

Svar: Det Menneskes Tro, som er grundet paa noget, udrettet i ham eller ved ham, det Menneskes Tro er ikke grundet paa Jesu Kristi Død, Begravelse, Opstandelse, Himmelfart og Fremtræden for os; thi det Menneske, som i Sandhed har en god Grundvold for sin evige Frelse, hans Tro er bygget paa ham, som har Guds fulde Velbehag, nemlig det Menneske, som blev født af Maria, Guds enbaarne Søn ; det vil sige, han optager i Troen Kristi Døds, Blods og Retfærdigheds Kraft i sin Sjæl; han ser ikke andet Steds hen for at faa Fred i sin Sjæl, heller ikke søger Sjælen at give Gud nogen Fyldestgørelse eller Retfærdiggørelse paa nogen anden Vej, men villig og glad modtager og griber han Kristi Døds Fortjeneste tilligemed alt, hvad hans Offer paa Korset har bragt til Veje, han som er vor Ypperstepræst, Talsmand og Midler. Saa virkeligt og kraftigt modtager han Herrens Herlighed, at han derved „forvandles efter det samme Billede fra Herlighed til Herlighed" (2. Kor. 3, 18 . Dette være sagt i Almindelighed. Nu noget i det enkelte.

1) At tro, at din Tilstand er god, fordi der er foregaaet en Forandring med dig fra et letsindigt, verdsligt Liv til et mere tilbagetrukkent og borgerlig retskaffent Liv og Færd, at antage dette Vidnesbyrd som tilstrækkeligt til derpaa at grunde din Frelses Haab, er meget farligt. fordi den, der gør det, lægger sin Frelses Grundvold udenfor det Menneske Kristus Jesus, som døde paa Korset, og fordi hans Tillid ikke er bygget paa Synderes Frelser, men paa hans egen Bortvenden fra grove Synder til et mere ærbart Liv (og maaske til udførelsen af en Del gode Gerninget), hvilket ikke er Frelseren. Dette, siger jeg, er meget farligt. Læs derfor dette, og Herren hjælpe dig til at forstaa det; thi med mindre du lægger hele Grunden til din Sjæls Frelse paa en andens (nemlig Jesu) Fortjeneste, paa hvad han gjorde og gør uden dig, vil sandelig saa sikkert, som Gud er i Himmelen, din Sjæl omkomme. Og dette maa ikke blot ske med Ord, heller ikke være et Forstandens Samtykke, men den almægtige Guds underlige, usynlige og uovervindelige Magt maa skabe i din Sjæl ved sin Aand en saadan virkelig, frelsende, hellig Trio, som kan ved den samme Aands Virkning, der skabte den, gribe fat paa og tilegne sig Jesu Kristi himmelske, ophøjede, uudgrundelige Fortjeneste ikke alene i dit Hoved og Fantasi, men i din Sjæl og Samvittighed saa kraftigt, at du ved den samme Tro kan udfordre Syndens, Lovens, Dødens, Djævelens tilligemed Helvedes og alle onde Aanders Magt, Vrede, Ondskab, Raseri og ødelæggende Kræfter, idet du kaster din Sjæl paa Jesu Død, Begravelse, Opstandelse og Fremtræden for os (Rom. 8, 23-39).

2) Tror du, at der ikke var nogen Forandring hos de fem Jomfruer, der tales om i Math. 25, 1-3 ? Jo, der var en saadan Forandring hos disse samme Mennesker, at de fem kloge Jomfruer kunde optage dem i Samfund med sig, idet de vandrede efter Kristi Evangeliums Anordninger og Skikke, og alligevel var de Daarer. De vandrede med dem og skal vandre med dem, indtil den Herre Jesus Kristus kommer ned fra Himmelen; og dog er de kun Daarer, er; under Loven, og saaledes under Forbandelsen, som jeg før sagde.

Indvending: Men, siger du, vi har fornægtet Gerningernes Pagt og vendt os bort fra den.

Svar: Dette er snarere sagt end gjort. Ak, ak, mange. stakkels Sjæle tror, at fordi de kan sige: „Naade, Naade, uforskyldt af Naade!" at de derfor er under Naadens Pagt. En meget stor Fejltagelse! Du maa forstaa, at om du end kan tale om Evangeliets Naade, og alligevel ikke selv er bragt ind under den samme Naadens Pagt, er du til Trods for din Tale og Bekendelse meget langt borte fra Del og Lod i Guds Naades Pagt, som er tilbudt i Evangeliet.

Mange af Jøderne havde for klar Oplysning til at antage, at Loven og kun Loven var Frelsens Vej; thi endog de, som ikke modtog Guds Kristus, ventede, at en Frelser skulde komme joh. 7, 27. 41 43): Men det var Mennesker, som ikke havde Evangeliets Aand, der alene er i Stand til at føre dem til Livet, til Evangeliets Kærne og rette Indhold; og da deres Forstand var formørket, vaklede de mellem Tanken paa en Frelser og Tanken paa Lovens Gerninger og mente, at de maatte være fuldkomne for at kunne modtage en Frelser og hans Naade mod dem; delt mellem dette, gik de glip af en Frelser. Aldeles saadan er der i vore Dage mange stakkels Sjæle, der vel tror, at de maa frelses alene ved Frelseren, men alligevel mener, at noget maa der gøres fra deres Side for at erholde Frelserens Naade, at de maa føle Ydmygelsen over deres Synd, vende sig bort fra den, gøre Løfter og fatte gode Forsætter, beslutte at blive ny Mennesker, slutte sig til Kristi Menighed o. s. v.; hvilket alt sammen er rigtigt, men det gale er, at de bringer dette med sig som et Middel til at frelse dem; derfor gaar de glip af den evige Frelse. hvis de ikke omvender sig.

I Rom. 9, 30 32 siger Apostelen, at de som ikke søgte, fik, medens de, som virkelig søgte, ikke opnaaede det. „Hvad skulle vi da sige ?" udbryder han. „At Hedningene, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den Retfærdighed, som er af Troen;" og hvad der er endnu mere, „Israel. som jagede efter en Retfærdigheds Lov, kom ikke til en saadan Retfærdigheds Lov." Men hvorledes kan dette være muligt ? Apostelen svarer: „Fordi de ikke søgte den ved Troen, men ved Lovens Gerninger: Læg Mærke til: man behøver for at miste Troens Retfærdighed ikke helt, at søge sin Frelse ved Lovens Gerninger, men kun, som hine, støtte sig lidt til Gerningernes Lov. Det er en saa vanskelig Sag at faa Menneskene bort fra dette, at skønt Paulus selv tog Sagen i sin Haand, faldt det ham svært nok. Hvor arbejdede han ikke i de ti første Kapitler af sit Brev til Romerne til Befæstelse for dem, som dog i det hele og store bekendte sig til Naadens Lære; ligeledes i Brevet til Galaterne; men trods dette mistede han mange.

Nu Grunden, hvorfor selv de, der virkelig bekender sig til Troen, har saa vanskeligt ved helt at modtage Naaden som Naade, er den, at Mennesket af Naturen er Modstander af samme. Jeg er en Synder, siger Sjælen, og Gud er retfærdig og hellig, hans Lov er bleven brudt af mig, derfor maa jeg, hvis jeg vil vente at frelses, fremfor alt være bedrøvet over min Synd, dernæst vende mig bort fra den, efterstræbe det gode, følge Lovens Bud og Evangeliets Formaninger og saa haabe, at Gud for Kristi Skyld vil tilgive alle mine Synder. Men det er ikke Vejen til Gud som en Fader i Kristus, men netop den Vej, hvorpaa Udøveren af Lovens Gerninger tænker at komme til Gud, hvilke Ting vi udførlig skal dvæle ved, naar vi skal til at tale om Naadens Pagt.

De, som i vor Tid bekender Evangeliet, er for største Delen, trods deres Bekendelse, uvidende om sammes herlige Magt og Lys; de er uvidende om de herlige Tings Kraft, som tilbydes ved og i Evangeliet (2 Kor. 4, 3), hvilket viser, at de ikke er under Naadens Pagt, men snarere under den gamle Lovs Pagt.

Hvis du f. Eks. kommer blandt nogle af Evangeliets almindelige Bekendere, vil du ofte finde dem meget ivrige, ja i Stand til at holde en Prædiken for dig over forskellige Punkter af samme herlige Evangelium; men hvis du kommer til de samme Folk og spørger dem om, hvad Gerning Evangeliet har udrettet i deres Hjerter, og hvad Erfaring de har haft om Evangeliets salige Indflydelse paa deres Sjæle og Samvittigheder, kan det være, de vil give dig til Svar: „Jeg finder, at jeg ved sammes Prædiken er forandret, har for en stor Del vendt mig bort fra mine Synder, har ogsaa lært at skelne imellem Loven og Evangeliet, saa at jeg kan fremhæve Evangeliets Fortjeneste og vise Lovens Svaghed og Utilstrækkelighed."

Saa vidt kan de gaa, men det er ikke nok til at vise, at de lever under Naaden, skønt deres Tunger kan være øvede i sammes Bekendelse, se 2 Pet. 2, 20, hvor han siger: „Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved Erkendelse af vor Herre og FreIser Jesus Kristus (hvilket dog ikke har været nogen frelsende Kundskab) igen lader sig indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet værre med dem end det første. Se Math. 25, 1-4 og Math. 7, 22.

Indvending: Men, vil du sige, er det ikke en ren Erklæring om Naadens Gerning. eller aabenbarer det ikke, at vi uden al Modsigelse staar i Naadens Pagt, naar vi er i Stand til ikke blot at tale om Jesu Kristi Evangeliums Herlighed, men ogsaa af Erfaring kan sige, at vi er blevet forandret fra det værre til det bedre, fra Synd til et helligt Liv, at vi har forladt Synden ved at høre Ordets Prædiken ?

Svar: Et Menneske kan for det første være i Stand til at tale om Evangeliets Hemmeligheder og det som en Guds Engel, og dog ikke gælde mere for Gud end et lydende Malm og en klingende Bjælde, hvilket er Ting, som trods deres Lyd og store Larm mangler alt Liv og Kraft og regnes af Gud for intet; d. v. s. de er ikke kristne, ikke troende, ikke under Naadens Pagt. Se 1 Kor. 13, 1-3.

Men endvidere: Et Menneske kan ikke blot gøre dette, men han kan ogsaa virkelig til en Tid være forandret fra, hvad han fordum var, og alligevel være aldeles intet for Herren. Læs 2 Pet. 2, 20, det Skriftsted, som jeg nævnte før; thi i Sandhed dette ene Sted er nok til at bevise alt, hvad jeg ønsker at sige med Hensyn til denne Sag; thi hvis du lægger Mærke dertil, vil du deri finde følgende Ting indesluttet: For det første, at Fordærvelsens Trælle kan naa til en vis Kundskab om Kristus; for det andet, at denne Kundskab kan være af saadan Vægt og Styrke, at de til en Tid kan undfly Verdens Besmittelse ved Evangeliets Prædiken. „Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig indvikle deri, og overvindes, da er det sidste blevet værre med dem end det første. Læs videre, I, som er frafaldne Hunde og Svin: „Men," siger Apostelen, "det er gaaet dem efter det sande Ordsprog : Hunden vender sig om til siteget Spy, og den toede So til at vælte sig i skidden Sole" (V. 21, 22).

Indvending: Men, siger du, vore Gudfrygtighedsøvelser skal vidne for os, at vi ikke er under Loven; thi vi mener ved Guds Godhed at være blevet dygtiggjorte til at vandre overensstemmende med Guds Anordninger saa nær Apostlenes Eksempel, som nogen Kirke siden de første Tider.

Svar: Ja saa? Tror du, at det at vandre efter den gamle Kirkes Regler med Hensyn til den udvortes Guds tilbedelse er nok til at rense dig fra dine Synder paa Dommens Dag? Eller tror du, at Gud vil være tilfreds med en Smule legemlig Underkastelse under det, som skal forgaa og visne lig en Blomst, „naar Herren kommer fra Himlen med sin Krafts Engle, med Lueild" (2 Thess. 1, 7. 8). Ak, ak, hvor saadanne Kristne vil komme til kort for Kristi Domstol, naar et Spørgsmaal som dette: Ven, hvorledes er du kommen ind her og har ikke Bryllupsklædningen paa?" vil gøre dem maalløse og styrte dem i den evige Ild i Tusindvis: thi du maa vide, at da hjælper ikke dit Raab: „Herre, Herre !" heller ikke dine egenretfærdige Ord: „Vi spiste og drak for dit Ansigt". vil bevare dig fra at stilles paa Kristi venstre Side.

Det er Grunden, saavel som Gerningen, der skal spørges efter paa hin Dag.

Grunden, siger du, hvad mener du dermed?

Svar: Min Mening er, at den Herre Jesus da vil spørge efter og undersøge, om den Aand, der ledte dig, var Lovens eller Evangeliets, det vil sige, om det var den Barnerettens Aand, der drev dig til det, du gjorde, eller en blot moralsk Grundsætning i Forening med en almindelig Oplysning om den udvortes Gudstilbedelse efter Evangeliets Regler.

Men, vil du sandsynligvis sige, hvorledes skulde dette aabenbares og komme til Syne?

Det Menneske, som efterfølger nogen af Guds Anordninger, nemlig Bønnen, Daaben, Nadveren, Guds Ords Hørelse og Læsning, Godgørenhed og desl. i den Hensigt derved at erhverve sig Kristi Kærlighed for sin egen Sjæl, han gør det, som han gør, drevet af Lovens og ikke af Evangeliets Aand; thi et Menneske, som tror, at Gud vil høre ham for hans Bønners Skyld, for hans Ydmygheds Skyld, eller fordi han har gjort Gud Løfter om Forbedring herefter, et saadant Menneske, siger jeg, har ikke betraadt den rette Vej til Forsoning med Gud; thi Gud tilfredsstilles ikke ved vore Bønner eller ved nogetsomhelst, som vi kan gøre.

Ligeledes, naar man tror, at fordi man følger denne eller hin Anordning, har sluttet sig til dette eller hint Samfund, skal man være kommen i Ly for den Almægtiges Vrede. Men ak, stakkels Sjæle, Gud vil engang fæste sit Blik paa saadanne Kristne, et Blik, som vil bringe dem til at sønderrive deres Kød, ja, faa dem til at ønske, at Verdens største Møllesten var hængt om deres Hals, og de kastede i Havets Dyb.

Thi Venner, lad mig sige Eder, at om I endnu kan stille eder selv tilfredse uden Kristi fuldkomne og ubesmittede Retfærdighed, skal alligevel den Dag komme, paa hvilken ingen anden vil blive frelst end den, der findes iklædt denne Retfærdighed; til alle de øvrige vil Gud sige: „Tager dem, binder Hænder og Fødder paa dem og kaster dem ud i det yderste Mørke, der skal være Graad og Tænders Gnidsel" (Math. 22,13).

Paa hin Dag vil Kristus ikke spørge Menneskene: „Hvem af Eder har været mine Bekendere og vandret i Kirke-Samfund med mine hellige?" Nej, da skal der spørges efter, hvad Naaden i Virkelighed og Sandhed har udrettet i dit Hjerte. Den, som ikke har grebet Naaden, skal visselig kastes i Ildsøen, for der at brænde med Djævelen og de fordømte, og der føle den evige Guds Vrede, og det ikke i en Dag, i en Maaned, et Aar, men i al Evighed, Evighed, Evighed, Evighed!

Se derfor til og betænk nu, hvad du gør, hvorpaa du hænger din Sjæl; thi ikke enhver Nagle vil holde i Dommen, ikke enhver Grundvold vil være i Stand til at bære Huset imod hine mægtige, frygtelige, alt opslugende Strømme og ødelæggende Storme, som da vil bryde løs mod en Synders Sjæl og Legeme (Luc. 6. 47-49) ; og hvis Grundvolden er raadden, vil det hele falde og alt ødelægges. Nu er Grundvolden denne, ikke at gøre vore gode Gerninger, fordi vi vil frelses, men fordi vi virkelig tror, at vi er frelste.

Men misforstaa mig ikke, jeg siger ikke, at vi skal forsømme nogen hellig Pligt, Gud forbyde det, men jeg siger, at den, som venter det evige Liv, fordi han gør gode Gerninger, han er under Gerningernes Pagt, under Loven, om han end er aldrig saa nidkær, saa ivrig, saa brændende. ja, jeg siger, som jeg sagde før, at hvis nogen Mand eller Kvinde udøver store og gode Handlinger i den Hensigt, som jeg har talt om, maa og skal denne sørgelige Ende blive deres Del.

Indvending: Men, siger du, kan et Menneske bruge Evangeliets Anordninger med Lovens Aand?

Svar: Ja, lige saa let som Jøderne kunde bruge og udøve Omskærelsen og forsømme den moralske Lov eller de ti Bud. Thi det maa. vi holde fast paa, at det ikke er det ny Testamentes Befalingers Skyld, dersom et Menneske bruger dem i Lovens Aand; det er Bevæggrunden og ikke Budet, som gør Udøveren til enten Lovens eller Evangeliets Tjener, saaledes at hans Lydighed under Budet kan komme enten af Lovens Tvang eller af Evangeliets Frivillighed.

Her er Djævelen forunderlig fin og listig; han tillader Menneskene at adlyde Evangeliets Bud og Befalinger, naar de kun gør det i Lovens Aand; thi han ved, at kan han kun faa Sjælen ind i denne Aand, har han ham sikkert nok ; han ved godt, at de derved gaar og stoler paa noget, om end i aldrig saa ringe Grad, ved Siden af den Herre Kristus til deres Frelse; han ved, at kan han faa dig til at stole en Smule paa dig selv, og ikke bygge dit hele Haab paa Kristus alene, saa vil du ga;a glip af Livet hos Kristus, om du end har vandret udvortes overensstemmende med den Herres Jesu Kristi Bud. Lad os forstaa det : Ligesom Satan ved sine Redskaber drog mange af Galaterne igennem Omskærelsen, (der dog ikke hørte til den moralske Lovs Bud) til at blive skyldige under hele Loven under Straf af den evige Fordømmelse, saaledes bruger ogsaa Satan i Evangeliets Tid endog Kærlighedens Bud til at binde Sjælen under Loven, idet Budet følges og efterleves i samme Aand; thi som jeg sagde før, det er ikke Lydighed under Budet, som gør dig til Evangeliets Tjener eller Lovens Træl, men hvilken Bevæggrund. der leder Sjælen til at følge Budet.

At bede er f. Eks. Evangeliets Bud; dog hvis den, som beder, gør det i Lovens Aand gør han, at det, som i sig selv er evangelisk, bringer ham under Gerningernes Lov.

Ligeledes er at give Kærlighedsgaver Evangeliets Bud; men hvis jeg giver Gaver af Tvang. er Budet blevet mig en Lov, (og ikke et Evangelium) der forpligter mig, som før sagt, til at holde den hele Lov; thi ikke den, som i det udvortes er Jøde (eller kristen) er Jøde (eller kristen), d. v. s. en udvortes Varetagelse af Bønnen, Daaben, Nadveren, Guds Ords Hørelse og Læsning gør ingen til kristen; men den, som i det indvortes er kristen, han følger Herrens Bud, dreven af Herrens Aand, i en sand og levende Tro paa Herren (Rom. 2, 21. 29). De Personer, der omtales i Math. 7, havde til Trods for alle deres Erklæringer ikke gjort. hvad de gjorde, i den rette evangeliske Aand: thi hvis saa havde været, vilde Herren uden al Tvivl have sagt: „Vel, du gode og tro Tjener", men naar den Herre Jesus viser dem bort fra sig til Helvede trods deres Bekendelse af Herren og deres Gerninger i hans Navn, er det klart, at til Trods for alt, hvad de gjorde, var de alligevel under Loven og ikke under Naaden, og i saa Fald var alle de Gerninger, hvoraf de roste sig for Herren, ikke gjorte i den rette evangeliske Aand.

Fremdeles siger Apostelen: Hvad der ikke er af Tro, er Synd (Rom. 14, 23). Men der er dem, som bruger baade Daab og Nadver og alligevel er vantro ; og de, der bruger disse Ting uden Tro, gør kun Synd. Men at gøre disse Ting som Synd eller uden Tro, er ikke at gøre dem i Evangeliets Aand, thi den blotte Udøvelse af disse Ting bringer dem ikke ind under Kristus som - Kirkens Hoved, men deres Gerninger er lige saa mange Modsigelser mod Guds Evangelium og er nok til at bringe dem ind under hele Gerningernes Lov ; men disse stakkels Sjæle er ikke vidende derom, og heri bestaar deres Elendighed.

Spørgsmaal: Men er der ingen anden Maade, paa hvilken man kan opdage, om Evangeliets Bud gøres i Lovens Aand, end den, der allerede er omtalt ?

Svar: For at du i Sandhed kan blive tilfredsstillet vil vi nu betragte Maaden og Vejen, hvorpaa en Lovens Tjener tager det baade i Begyndelsen, Midten og Enden af hans Udførelse af ethvert Bud, enhver Pligt.

For det første, naar han tror, at dette eller hint er hans Pligt, er han ogsaa straks i sin Samvittighed overbevist om, at Gud ikke vil antage ham, hvis han lader den ugjort naar han ser, at han kommer til kort i sine Pligter, mener han ogsaa, at Gud er vred paa ham, til Tingen er gjort. For det andet opfylder han denne Pligt for at kunne tilfredsstille sin Samvittighed og overbevise sig selv om, at nu er Herren fornøjet med ham. For det tredje, naar han har gjort det, slaar han sig til Ro, indtil han faar Øje paa en ny Pligt, der skal gøres; naar han ser og kender denne, opfylder han den paa samme Maade som før, og saaledes fortsætter han sin Vandring. Dette er at handle efter Lovens Grundsætning i den gamle Pagts Aand; thi saaledes lød Budet: Det Menneske, som gør disse Ting, skal leve i dem eller ved dem (3 Mos. 18, 5; Ezech. 20, 18: Gal. 3, 12; Rom. 10, 5). Men mere om dette senere.

Indvending : Men, yil du sige; ved disse Ord synes det, som du vil nægte, at der er betingede Løfter i Evangeliet, hvilket er klart deraf, at du jo peger paa saadanne Gudfrygtigheds Øvelser som er befalede, altsaa Betingelser.

Svar: Hvad jeg peger paa, er dette, at et Menneske i eller med Lovens Aand ikke kan udføre nogen af Evangeliets Bud til Herrens Velbehag, fordi han gør det i den gamle Pagts Aand. Ingen hælder ny Vin paa gamle Læderflasker. Evangeliets Bud kræver en evangelisk Aand; thi ligesom Vinen vil sprænge Flaskerne, vil Bevæggrunden sprænge Budet.

Indvending: Du indrømmer da, at Forjættelserne i det ny Testamente er underkastede Betingelser, saavel som i den moralske Lov eller i de ti Bud.

Svar: Skønt dette er sandt, kan alligevel det ny Testamentes betingede Forjættelser ikke gælde de uomvendte Hjerter, der lever under Loven. De kaldes ikke til at opfylde Betingelserne.

Loven og Evangeliet er nemlig to særskilte Pagter, sluttede paa forskellig Maade, og Betingelsernes Natur er følgelig ikke den samme, som Apostelen siger, at Lovens Retfærdighed siger en Ting og Troens Retfærdighed en anden (Rom. 10, 4. 6). Lovens store Betingelseer: „Gør disse Ting, saa skal du leve ved dem." Men Betingelsen, ja, den største Betingelse, som lægges paa en stakkels Sjæl med Hensyn til Frelsen (thi det er den, som vi taler om), er,. at tro, at hans Synder er ham tilgivne for Jesu Kristi Skyld uden Gerninger fra hans Side.

Apostelen siger (Rom. 4, 5) : „Den, som ikke gør Gerninger (til Frelse), men tror paa ham, som retfærdiggør den ugudelige, ham regnes hans Tro", læg Mærke til dette, „hans Tro til Retfærdighed." „Saa holder vi da for, at et Menneske bliver retfærdiggjort ved Troen uden Lovens Gerninger" (Rom. 3, 28). Men der er ikke en Betingelse i Evangeliet, der kan opfyldes af en vantro ; og derfor gør det intet til Sagen for dig, enten der er Betingelse eller ikke, du som ikke ejer Troen. paa Kristus ; det er umuligt for dig i denne Tilstand at opfylde dem saaledes, at det bliver dig til Salighed. Din Sjæl vil støde an paa Evangeliets Betingelser, dersom du optager dem i Lovens Aand.

For at forebygge dette, saa se til, om du kan opfylde den første Betingelse, som er at tro, at alle dine Synder er dig tilgivne, ikke paa Grund af nogen Betingelse, som er bleven opfyldt eller kan opfyldes af dig, men blot for Menneskes Skyld, som for henved 1900 Aar siden hang paa Golgatha Bjerg mellem Røvere.

Se til, siger jeg, om du tror, at da han hang paa Korset, bragte han fuld Fyldestgørelse til Veje for alle dine Synder, førend du med din Person havde begaaet endog en eneste af dem.

Se til, om du tror dette, og tag dig i Agt. at du ikke bedrager dig selv med en historisk eller traditionel Erkendelse deraf.

Se dernæst til, om du saa godt kan opfylde denne Betingelse, at dens Kraft og Virkning paa din Sjæl vil bevæge dig til at opfylde hine andre Betingelser i virkelig Kærlighed til ham, som du skal tro, har frit og helt tilgivet dig. uden nogen Betingelse, ikke bevæget dertil af noget, du kunde gøre, overensstemmende med 2 Kor. 5, 14. 15. Nu vil dine Gerninger udspringe af en anden Bevæggrund end førhen, nu vil du ikke undlade dette og gøre hint. fordi du derved mener at blive antagen af Gud. men fordi du har en salig Vished i dit Hjerte, at du allerede er annammet af ham, og det ikke for din egen Skyld, men ene og alene for en andens. „Efterdi vi have den samme Troens Aand, efter det som: skrevet er: Jeg troede, derfor talte jeg, saa tro ogsaa vi, derfor tale vi ogsaa" (2 Kor. 3, 13). Vogt, dig derfor. at du ikke gør det gode for at kunne tro, men tro saaledes, at du maa gøre alt, hvad Kristus fordrer af dig, af Kærlighed til din kære Herre Jesus Kristus; men herom skal jeg nærmere tale siden.

Indvending: Men hvad mener du med disse Udtryk: Gør ikke det gode for at kunne tro, men tro saaledes, at du maa gøre det.

Svar: Naar jeg siger: Gør ikke det gode for at kunne tro, mener jeg: Tænk ikke, at noget, som du kan gøre, vil forskaffe eller købe af Gud Troen ind i din Sjæl, thi det er den gamle Pagts Aand, Lovens Aand, at ville, opnaa det ved din Gerning. De, som frelses, frelses af Naade formedelst Troen og ikke ved sig selv, ikke ved noget, de kan gøre, thi det er Guds frie Gave (Ef. 2, 8). „Ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig" (V. 9) ! Der er dem, som er saa uvidende, at de mener, Gud vil give dem Kristus og hele hans Fortjeneste, hvis de kun vil være aarvaagne og gøre noget for at behage Gud og saaledes modtage ham af Guds Haand. Men lad mig sige Eder, at om I saa havde tusinde Sjæle, vilde I miste dem alle ved at gaa denne Vej, og I vilde intet opnaa; thi Herren giver ikke sin Søn til nogen paa saadanne Betingelser, men han giver ham frit, d. v. s. uden Hensyn til noget hos Eder (Es. 55, 1-2. Aab. 22, 17). Den som tørster, vil jeg give af Livsens Vands Kilde uforskyldt" (Aab. 21, 6).

Hvis nu Kristus giver det og endog uforskyldt, da sælger han det ikke for noget som. helst i hele Skabningen, men Kristus giver sig selv, og det samme gør Faderen uforskyldt, ikke fordi der er noget i os, eller som kan gøres af os, der kan bevæge ham, dertil. Var det af Gerninger, siger Paulus, saa var Naade ikke Naade, men Naaden er Naade, og det er Grunden til, at den gives Menneskene uden Gerninger. Men hvis det er af Naade, d. v. s. hvis det er en fri Gave fra Gud uden Hensyn til noget, som hans Skabning har gjort eller kan gøre, da er det ikke af Gerninger, det er tydeligt; det er Naade uden Gerningernes Lov ; men saa snart du siger : „Jo, der er alligevel noget i Mennesket, der gøres noget af ham, som bevæger Gud dertil!, da maa du slutte, at Naaden ikke er Naade, eller ogsaa, at Gerningerne er Naade og ikke Gerninger. Læs med Eftertanke Rom. 11, 6.

Før jeg nu gaar videre, er det nødvendigt at tale nogle Ord til de stakkels Sjæle, som er villige til at tro paa den Herre Jesus Kristus og modtage ham paa hans egne Vilkaar, men deres Sind er formørket, de er ikke kommet til den rette Forstaaelse af de to Pagters Vilkaar og holdes borte fra Kristus, fordi de ser, de intet kan gøre.

Gaa f. Eks. til disse Sjæle og spørg dem hvorledes de har det, de vil straks svare dig, at de er saa onde, at det ikke kan udsiges; hvis du byder dem at tro paa Jesus Kristus, siger de. at de ikke kan tro; spørger du dem, hvorfor de ikke kan tro, lyder Svaret Fordi deres Hjerter er saa haarde, saa døde, saa sløve, saa udygtige til alt godt; hvis deres Hjerter var bedre, dersom de kun var alvorligere, kunde bede bedre, vogte deres Hjerte for Synd, da kunde de tro; men hvor kan de tro med saadanne fordærvede Hjerter, formaste sig tilsat tro paa Kristus, og dog være saa besmittede !

•Alt dette kommer af, at Lovens Aand endnu regerer saadanne Sjæle og forbinder dem saaledes, at de ikke kan se Evangeliets Vilkaar.

For at klargøre dette, saa lad os gennemgaa en saadan stakkels Sjæls Tanker, som lyder saaledes : Var jeg bedre, da kunde jeg tro, men naar jeg er saa ond, som jeg er, kan jeg ikke; altsaa: gøre noget for at kunne tro, arbejde for at faa Kristus, holde Loven for at faa Evangeliet, være retfærdig for at kunne komme til Kristus !

O, Menneske ! Du maa gaa den stik modsatte Vej, du maa tro, fordi du ikke kan bede, fordi du intet kan gøre, du maa tro, fordi der intet godt er i dig af Naturen, ellers vil du aldrig komme til Kristus som en Synder, og kommer du ikke saaledes, vil Kristus ikke modtage dig. Er dette sandt, saa ser du, at naar du bliver borte fra Kristus, fordi du intet kan gøre, da lader du Loven holde dig borte fra ham, du kommer ikke til ham, fordi du ikke kan købe ham.

Da jeg nu har vejledet de Sjæle, som virkelig vi1 komme til Kristus, vender jeg tilbage til det Punkt, hvor jeg standsede, og her rejser jeg denne Indvending: Men netop nu fremstillede du jo som den Betingelse for Evangeliet at tro paa Kristus og saa blive frelst; alligevel siger du nu, det sker af Naade alene og uden Betingelser, og derfor er der i disse Ord en Modsigelse af dine forrige Udtryk, som om Mennesket kunde frelses uden Troens Betingelse, hvad der synes mig meget underligt.

Svar. Skønt der er sat en Betingelse i Evangeliet, saa overlader dog ikke han, som har fremsat Befalingen, sine Børn til deres egne naturlige Kræfter (som Loven gør), fordrer ikke, at de skal opfylde Betingelsen i deres egen Kraft; men den samme Gud, som befaler, han hjælper ogsaa sine Børn ved sin Helligaand til at opfylde Befalingen: „thi Gud er den, som virker i Eder baade at ville og at udrette efter sit Behag" (Fil. 2, 13). „Herre, du skal skaffe os Fred; thi ogsaa alle vore Gerninger har du gjort for os" (Es. 26. 12 _ Altsaa ligger det ikke i Menneskets egen Kraft at opfylde Betingelsen.

Og dernæst: Troen du kalde den nu en Guds Gave eller vor Gerning, som du vil — taler vi ret om Frelsen, saa er Troen ikke Aarsag til vor Frelse, men kun et Middel; d. v. s. den blot griber og anvender paa os det, som frelser os, hvilket er Guds Kærlighed igennem Jesu Kristi Fortjeneste. som nemlig er Aarsagen til vor Frelse. uden hvilken alle andre Ting er intet, enten det saa er Tro, Haab, Kærlighed, eller hvad som helst vi kan udrette.

Herom taler den store Hedningernes Apostel, naar han siger: „Gud, som er rig paa Barmhjertighed, har for sin store Kærligheds Skyld, hvormed han elskede os, levendegjort os med Kristus, ogsaa da vi var døde ved vore Overtrædelser", altsaa: før vi troede. Denne Kærlighed er Grunden til vor Tro: derved har han draget og kaldt os, frelst os af Naade af sin egen fri Vilje og Kærlighed, hvis Virkning denne var: Han gav os Magt til at tro paa Kristus. Læs med Alvor Ef. 2, 4-8. Troen, set som Guds Gave, er ikke vor Frelser — og set som vor Gerning, har den ingen Fortjeneste. Troen var ikke Aarsagen hvorfor Gud gav os Kristus, heller ikke er den Grunden til, at Gud omvender Menneskene til Kristus, Men Troen er en Gave, skænket os af den naadige Gud — hvis Natur er at gribe Kristus, som Gud forud havde hengivet som en Forsoning for Syndere. Denne Tro har sin Kraft og Næring fra, den samme Gud, der først gav den, og er det eneste Middel ved Aanden, der bevarer Sjælen i Kristi Lidelsers Samfund: thi Kristus hjælper og trøster Sjælen med sin Trøst, naar al anden Hjælp og Trøst er borte, og holder den oppe paa dens Vandring mod Himlen. Men at Troen i nogen Maade er Frelsens Aarsag, maa bestemt benægtes; det er kun det Redskab eller den Haand, som modtager de Velgerninger, Gud allerede har beredt dig, før du havde nogen Tro; vi Mennesker gør intet til vor Frelse. Det var Guds Naade, der bevægede ham til at give Kristus til en Løsesum for Syndere, og denne Gud med den samme Naade er det, som giver Sjælen Magt til at tro, og saa ved Troen forener den med ham, som Gud af Kærlighed og Barmhjertighed sendte til Verden for at frelse Syndere, saa at alle Menneskets Gerninger er udelukkede som gældende noget til Retfærdighed og evigt Liv; vi er frelste af Naade.

Nu ikke mere herom, i næste Afhandling skal vi besvare et Par Indvendinger, født "i Helvede, for at advare Syndere mod at tage Guds Naade forfængelig.

Nu har vi betragtet Loven: For det første, hvad den er, og naar den blev given; for det andet, hvad det er at være under Loven; for det tredje hvor sørgelig deres Tilstand er, som træller under den; for det fjerde. hvem de er, som lever under den; for det femte, hvor langt de kan naa, og hvad de kan gøre ,og modtage og alligevel være under den. Vi har søgt at oplyse dette ved adskillige Spørgsmaal og Svar til bedre Vejledning for dem, der maatte være i Tvivl om Sandheden af, hvad der er fremført.