Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

4.
Hvem er da de, som saaledes er under Loven?

Svar: De, som er under Loven, kan deles i tre Klasser af Mennesker: Saadanne, som er aabenbart vanhellige, og saadanne, som er lige saa vanhellige, men er det mindre aabenlyst, fordi de i det udvortes stræber at opfylde Loven og dens Bud.

For det første: De er nemlig under Loven eller Gerningernes Pagt, som er aabenbart vanhellige, ugudelige Mennesker, som ikke blot finder Behag i Synden, enen som endog praler deraf.

Nu, for saadanne er der et Skriftsted nemlig 1. Tim. 1, 9-10, som i denne Henseende er mærkeligt: „Loven" (som er Gerningernes Pagt), siger ban, "er ikke given for den retfærdige, men for lovløse og ulydige, ugudelige og Syndere, ryggesløse og vanhellige, for dem, som øve Vold imod deres Fader og Moder, for Manddrabere, utugtige, Syndere mod Naturen, Menneskerøvere, Løgnere, (læg Mærke til dette, I Løgnere), Menedere og hvad andet der er imod den sunde Lærdom."

Dette er en Klasse Mennesker, som er under Loven og følgelig under sammes Forbandelse, og hvis tilbørlige Løn er at drikke Guds evige Hævns bredfulde Bæger.

Jeg besværger Eder derfor, at I ikke bedrager Eder selv. „Eller vide I ikke, at uretfærdige ikke skulle arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller Horkarle eller de, som, lader sig bruge til unaturligt Utugt, eller de, som øve den, eller Tyve eller havesyge eller Drankere, ingen Skændegæster, ingen Røvere, skulle arve Guds Rige" (1 Kor. 6, 9. 10)

Stakkels Sjæle, I mener, at I kan beholde Eders Synder, Eders Lyster og Fornøjelser, og at det dog skal gaa Eder udmærket godt, og at I skal gaa fri paa Dommens Dag. Men se, hvad Gud siger om saadanne i 5 Mos. 29, 19. 20: De velsigne sig i deres Hjerte, idet de siger, jeg skal have Fred, jeg skal blive frelst, det skal gaa mig lige saa godt som andre paa den Dag, da Gud skal dømme Verden ved Jesus Kristus. Men, siger Gud, jeg vil ikke tilgive dem; nej, min Vrede og min Nidkærhed skal ryge imod dem. Hvor vidt! Lige til Fuldbyrdelsen af alle de Forbandelser, som er skrevne imod dem i Guds Lov. Ja, siger Gud, jeg vil hjemsøge dem; thi jeg vil udrydde deres Navne fra at være under Himmelen. Og i Virkeligheden Maa det nødvendigvis være saa, fordi vore Sjæle er vantro i deres Synder og under Loven, som nemlig ikke kan og ikke vil vise nogen Barmhjertighed mod dem, thi den er ikke Barmhjertighedens og Livets Tjeneste, men Dødens og Fordømmelsens Tjeneste, som der staar i 2. Kor. 3, 7. 9.

Alle de derfor, som er aabenbart vanhellige og ugudelige Sjæle, og som har været det al deres Tid, de vil visselig komme til at leve og dø i denne Tjeneste og derpaa blive fordømt for al Evighed, dersom de ikke bliver omvendt fra denne Pagt og kommer ind i og ind under Naadens Pagt, hvorom jeg paa sit Sted skal tale.

Men uagtet alt dette, hvor pralende og lystige er ikke vore stakkels Vellystninge og ugudelige i denne Guds Overbærenheds Tid! Det er, som om Gud aldrig vilde holde noget Regnskab med dem, som om der ingen Lov var, der kunde fordømme dem, som om der ingen Helvedesild var, hvori, de kunde kastes. Men ak, hvor de vil blive bedragne, naar de skal se Kristus sidde paa Dommersædet efter at have udført sin præstelige og profetiske Gerning, idet han da viser sig blot som en "Dommer for de ugudelige" Naar de skal se alle Himmelens Bøger udfoldede og aabnede; naar enhver af dem faar at se, at deres Navne ikke er i Livets Bog, men i Lovens Bog; naar de faar Gud at se i Hans Majestæt, de hellige i deres Værdighed, men dem selv i deres Urenhed.

Hvad vil de da sige? Hvorhen vil de da fly? Hvor vilde efterlade deres Herlighed (Es. 10, 3)? 0, hvilken elendig Tilstand!

For det andet: Ikke blot de er under Loven, som saaledes bryder den og er ulydige mod den, men ogsaa de, som følger Loven saa godt, som de paa nogen Maade formaar, idet de deri søger deres Retfærdighed.

Selv om et Menneske altsaa vilde afholde sig fra de Synder, som Loven forbyder og anstrenge sig for at opfylde Loven, og hengive sig til den, saa er han dog under Loven, dersom han ikke ser længere end til den, og uagtet af sin Lydighed mod Loven, Guds retfærdige Lov, vil han blive tilintetgjort ved Loven.

Ven, du maa ikke mene, at det kun er de ugudelige Mennesker, som er under Loven; nej, du maa huske paa, at et Menneske kan forbedre sig fra et forfængeligt, løstog aabenbart vanhelligt Levned og Syndeliv mod Loven til et ærbart, retfærdigt og fromt Levned og dog være i den samme Tilstand, under den samme Lov og lige saa vist blive fordømt som de andre, der er mere vanhellige og letsindige.

Og om du maaske finder dette besynderligt, saa læs med Eftertanke, hvad Skriften siger Rom. 9, 31, hvor Apostelen taler om netop den samme Sag: „Men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov" (mærk: som jagede efter en Retfærdigheds Lov), „kom ikke til en Retfærdigheds Lov" (uagtet deres alvorlige Bestræbelse og Jagen efter Retfærdigheds Lov). Dette viser os, at om et Menneske er nok saa alvorligt, nok saa brændende, nok saa rastløs, ivrig, færdig, beredt og villig til at følge Loven og dens Retfærdighed, saa er han dog fortabt, dersom han er under denne Pagt, han er fortabt, han er berøvet det evige Liv, fordi han ikke er under Livets Tjeneste.

Læs ogsaa det Skriftsted Gal. 3, 10, som siger : „Saa mange, som holder sig til Lovens Gerninger, er under Forbandelse", mærk: de som holder sig til Lovens Gerninger. Se, at hoIde sig til Lovens Gerninger, er nemlig at holde sig til de retfærdige Gerninger, som den kræver, d. v. s., at afholde sig fra de Synder, som Loven forbyder, og at gøre det, som den befaler, saa vidt, som nogen i sit Liv kan gøre det, og med al den Kraft, de har.

Jeg besværger Eder derfor, at I overvejer dette; thi det, at man er uvidende herom, er Grunden til, at saa mange bliver i den Mening, at de har Andel i Kristus, fordi de er _forbedrede, og fordi de afholder sig fra at synde mod Loven; naar alt kommer til alt, vil de alligevel blive fordømte, fordi de ikke er bragt ud fra at være under Gerningernes Pagt og sat ind under Naadens.

Indvending: Men kan du virkelig klart bevise dette af Guds Ord? Jeg synes, at det er meget besynderligt at mene, at et Menneske, som anstrænger sig saa meget, som han kan, for at vandre overensstemmende med Guds Lov, alligevel endnu skulde være under Forbandelsen. Kære, forklar det!"

Svar: I Sandhed, jeg ved fuldt vel, at dette synes meget besynderligt for det naturlige Menneske, som endnu er i sin Vantro ; thi han gaar med et forvendt Sind. Men for min Del ved jeg, at det er saa, og jeg vil ogsaa bestræbe mig for at overbevise dig om Sandheden heraf.

Loven er nemlig, som tidligere sagt, saa nøjagtig og streng, at dersom! et Menneske blot synder én Gang imod den, da, er han ved Loven evig fortabt, naar han lever og dør under denne Pagt.

Læs herom atter Gal. 3, 10: „Forbandet er hver den" (altsaa ikke et eneste Menneske skal undtages af denne Pagt), som ikke bliver i alle (mærk: i all e) die Ting, som er skrevne i Lovens Bog, saa at han gør dem." Dersom altsaa alle de Ting, som er skrevet i Lovens Bog, ikke bestandig bliver gjort, og det uden nogen Fejl eller en eneste Forseelse, er Mennesket under Forbandelsen. Men nu er der i hele Verden ikke et eneste Menneske, som, førend det begyndte at adlyde det mindste Bud, ikke selv har syndet imod det og brudt det. Apostelen forklarer dette meget tydeligt, synes mig, i Rom. 3 og 5; paa det sidste Sted søger han at bevise, at alle havde syndet i den første Adam, der nemlig stod der som en Fællesperson, der indesluttede baade sig selv og os, saaledes som han stod og faldt (Rom. 5, 12) : „Derfor", siger han, „ligesom Synden kom ind i Verden ved et Menneske, og Døden ved Synden, og Døden saaledes trænge igennem til alle Mennesker" — mærk: hvorfor? „Fordi de syndede alle", fordi de alle af Naturen er skyldige i den første Synd, den Synd, som blev begaaet af os i Adam.

Men dernæst: Du kan ikke blive frelst ved Guds retfærdige Lov, den første Pagt, fordi du — bortset fra din nævnte elendige Tilstand paa Grund af Arvesynden og alle dine Synder, førend du fulgte Loven — ogsaa siden du vendte dig til Loven, har begaaet mange Synder imod den. „Vi støder alle an i mange Ting." Saa at, naar din Retfærdighed for Loven nu undertiden er blandet med ond Begærlighed, kødelig Attraa, Gerrighed, Hovmod, Hjerteoprør mod Gud, Sindets Kulde ligeover-for ham, Træghed til gode Gerninger, unyttig Tale, Bitterhed i Hjertet og saadant mere, da er Lovens Retfærdighed bleven afmægtig ved dette vort Kød (Rom. 8, 3), og uagtet al vor Lydighed mod Loven er vi saaledes alligevel, ved vor Afmagt, under Lovens Forbandelse; thi, som før sagt, Loven er saa hellig. saa retfærdig og saa god, at den ikke kan tillade, at nogen Fejl eller Forseelse skulde gøres af dem, som ved den tragter efter Livet. „Forbandet er hver den, som ikke bliver i alle Ting" (Gal. 3, 10), og da Paulus meget godt vidste dette, bragte dette ham til at kaste al sin Retfærdighed bort. Men, vil du sige, dette var hans egen Retfærdighed. Svar: Det var dog netop den, som han ikke blot kalder sin egen, men som han paa samme Tid ogsaa kalder Lovens Retfærdighed, se Fil. 3, 7-10, og som han agter kun Skam at være som Snavs paa sine Sko, for at han kunde blive „funden i Kristus og blive frelst ved ham uden Lovens Gerninger (Rom. 3, 28).

Indvending: Men, vil du sige, jeg tænker, at naar vi hengav os selv til et retfærdigt Levned, vilde dette bringe Gud til at finde mere Behag i os og til at lade os blive frelste ved Kristus, fordi vi er saa villige til at adlyde hans Lov.

Svar: Den Bevæggrund, som bevæger Gud til at have Barmhjertighed med Syndere, er ikke det, at de er villige til at følge Loven, men, at han er villig til at frelse dem. „Ikke for din Retfærdigheds Skyld eller for dit Hjertes Oprigtigheds Skyld besidder du Landet" (5 Mos. 9, 4-6).

Forstaa nu dette: Dersom din Villighed til at øve Retfærdighed var den første Bevæggrund til, at Gud havde Barmhjertighed med dig ved Kristus, da var det ikke frivilligt, af Naade; jeg siger frivilligt, thi Herren elsker dig og frelser dig paa fri Vilkaar, idet du paa Forhaand intet har, som kan bringe ham til at have Behag i din Sjæl, uden alene Kristi Blod. At gaa ind paa noget andet er at indrømme, at Naaden erholdes ved Lovens Gerninger, hvilket er det tykkeste Mørke, som findes i Pavedømmets mørkeste Fængsler, og ogsaa er aldeles stridende mod Skriften; „thi" vi blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Naade ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus", ikke ved det gode, som er i os selv og gøres af os (Rom. 3, 24), nej, men „ved Troen, uden", mærk det: „u d en Lovens Gerninger", V. 28. Og atter: „Ikke af Gerninger, for at ikke nogen skal rose sig" (Ef. 2, 9). Nej, nej, siger han, „ikke efter vore Gerninger (eller Retfærdighed), men efter sit eget Forsæt", mærk: "efter sit eget Forsæt og Naaden, som blev (som en fri Gave) given os i Kristus Jesus (ikke nylig, Men) fra evige Tider af" (2 Tim. 1, 9).

Indvending: Men, vil du sige, hvorfor gav Gud Loven, dersom vi ikke kan opnaa Saligheden ved at følge den?

Svar: Jeg sagde dig før, at Loven blev given af følgende Grunde:

At du derved maatte blive overbevist om dine Synder, og at dine Synder maatte blive virkelige Synder for dig; og dette gør Loven ved først at vise dig den Guds Hellighed, som gav Loven, og dernæst ved at vise dig din Ondskab og Fordærvelse, fordi du til Trods for denne Guds Hellighed har syndet imod ham og overtraadt hans hellige Lov; derfor siger Paulus : „Men Loven kom til, for at Faldet skulde blive større" (Rom. 5, 20), nemlig ved at vise Skabningen Guds Hellighed og dens egen Ugudelighed.

Endvidere : At du kan vide, at Gud paa Dommens Dag ikke fordømmer dig uden Skyld, og for at han ikke skal faa nogen Indvending mod sin retfærdige Dom paa hin Dag.