Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

2.
Hvad det er at være under Loven som en Gerningernes Pagt.

At være under Loven som en Gerningernes Pagt er, under Straf af evig Fordømmelse, at være forpligtet til fuldkommen og bestandig at opfylde ethvert enkelt Punkt af de ti Bud. „Gør dette, og da skal du leve." Eller: „Forbandet er den, som ikke bliver i alle de Ting (i hver enkelt Ting), sont er skrevne i Lovens Bog, saa han gør dem" (Gal. 3, 10). Det Menneske, som lever under den første Pagt, staar saaledes og alene saaledes, som den, der er under denne Pagt eller Lov.

Stakkels Sjæle, paa Grund af Uvidenhed om Beskaffenheden af den Gerningernes Pagt eller den Lov, som, de er under, tror de ikke, at deres Stilling er halvt saa slet, som den er. Men ak! Der er ingen i Verden, som er i en saa elendig Stilling som de.

Den, som er under Loven, er lig den Mand, som under Straf af Forvisning eller Hængning eller anden Dødsstraf er ved sin Konges Lov forpligtet til ikke at overtræde nogen af Kongens Befalinger. De, som er under Gerningernes Pagt, er under Straf af evig Forvisning og Fordømmelse forpligtede til at holde sig den himmelske Guds Lov efterrettelig.

Gerningernes Pagt kan i saa Henseende sammenlignes med Medernes og Persernes Love, som, naar de en Gang var fastsatte, ikke kunde forandres (Dan. 6, 8. ff.). Du finder der, at da der var udgivet den Lov, at ingen maatte bede en Bøn til nogen Gud, eller noget Menneske uden Kongen alene, hvilken Lov var stadfæstet af Kongen, maatte Daniel kastes i Løvekulen, fordi han brød denne Lov. Saaledes ogsaa her. Der er en Lov, givet og beseglet med Guds Sandheds Ord: „Den Sjæl som synder, skal dø"' (Ez. 18, 4). Den, som forbliver under denne Pagt og dør under den, maa ogsaa kastes i Løvekulen. Ja, det som værre ger; han skal kastes i Helvede.

Men for at tale om nogle Enkeltheder - for saa meget bedre at kunne forstaa dette - da vid for det første, at Guds Lov eller Gerningernes Pagt ikke indeholder blot en enkelt Gren af Loven, men strækker sig til mange, ja, til alle de ti Bud, og disse ti atter til mange flere, som jeg siden skal vise.

Faren ligger derfor ikke i Overtrædelsen af blot et eller to af disse ti, men den ligger i Overtrædelsen af hvilketsomhelst af dem. Du ved, at dersom en Konge udsteder ti forskellige Bud, som under Dødsstraf skal adlydes af hans Undersaatter, og nogen da overtræder et enkelt af disse ti, da begaar han en Forbrydelse, og han er skyldig til at have Lovens Straf udført paa sig lige saa vist, som om han havde brudt hvert enkelt af dem.

Men du ved, at dersom et Menneske i lang Tid holder og adlyder de Love, som er givet af en Konge, men tilsidst overtræder og bryder disse Love, da bliver han straks greben og dømt af Loven.

Men disse Ting er lige saa klare, hvad Guds Lov eller Gerningernes Pagt angaar: Dersom et Menneske opfylder ni af Budene og kun bryder ét, da vil det, som han har brudt, lige saa vist dømme ham og udelukke ham fra Himmelens Glæder, som om han havde overtraadt dem alle.

Der er et mærkeligt Skriftsted herom i Jakobs Brev, 2, 10: „Den, som holder hele Loven, men støder" an i et Stykke, er bleven skyldig i dem alle", d. v. s., han har i Virkeligheden brudt dem alle. Og det maa være saa, siger Jakob, „thi den, som sagde, (eller den Lov, som sagde) : Du skal ikke bedrive Hor, sagde ogsaa: Du skal ikke slaa ihjel. Dersom du da ikke bedriver Hor, men slaar ihjel, da er du bleven Lovens Overtræder." Ligesaa, lad være at du aldrig har gjort dig en Gud af Sten eller Træ eller i det mindste ikke tilbedt dem, som Hedningerne; dersom du dog har stjaalet, sagt falsk Vidnesbyrd, næret Begærlighed efter en Kvinde i dit Hjerte (Math. 5, 28), da har du overtraadt Loven og maa visselig, saafremt du lever og dør i denne Pagt, rammes for evigt af Loven.

Thi Loven har paa Forhaand besluttet og sagt: „Forbandet er hver den, som ikke bliver i alle Ting." Mærk: i alle Ting, det er Ordet.

Men selv om et Menneske ikke begærer, stjæler, slaar ihjel, tilbeder Guder af Træ og Sten o. s. v., men tager Herrens Navn forfængelig, da er det for evig fortabt, saafremt det lever og dør under den Pagt: „Du skal ikke tage Herren din Guds Navn forfængelig." Det er Budet. Men dersom vi overtræder det, hvad da? Da siger han: „Herren vil ikke holde den for uskyldig, som tager hans Navn forfængelig." Nej, om du end ellers lever saa ulasteligt, som du paa nogen Maade kan, og vandrer saa varsomt som nogen, men tager Herrens Navn forfængelig, da er du fortabt ved den Pagt: „Thi jeg vil ikke," mærk: Jeg vil ikke holde den for uskyldig, som tager mit Navn forfængelig" (2 Mos. 20, 7).

Og paa samme Maade med hvilket som helst andet af de ti Bud; overtræd dem blot, og du er uhjælpelig fortabt, dersom du lever og dør under denne Pagt. Om du end opfyldte denne Pagt eller Lov endog i dens Helhed og i en lang Tid, ti, tyve, fyrre, halvtreds eller tres Aar, men dog kommer til at falde og bryde et af Budene blot en Gang, førend du dør, da er du ligeledes fortabt. Thi mærk: „Forbandet er hver den som ikke bliver i alle de Ting, som er skrevne i Lovens Bog, saa at han gør dem."

Men dersom et Menneske holder Guds Lov hele sin Levetid, men kun synder en Gang, førend han dør, da er denne ene Synd et Brud paa Loven, og han er ikke bleven ved med at gøre de Ting, som indeholdes i den; thi at blive ved efter dette Skriftsteds Mening er at vedblive indtil Enden, uden nogen Mangel enten i Tanke, Ord eller Gerning.

Thi vi maa forstaa, at Guds Lov er lige saa paalidelig som Evangeliet.

Ligesom de, der er under Naadens Pagt, visselig vil blive frelst ved den, ligesaa skal de, som er under Gerningernes Pagt og Loven, visselig blive fordømt ved den, dersom de bliver ved at leve under den.

Dette er nemlig Gerningernes Pagt og dens Væsen, ikke at slaa af paa nogen Ting, nej ikke en Hvid, for den, som lever og dør under den, „Jeg siger dig," siger Kristus, „du skal ikke komme ud derfra (fra at være under Forbandelsen), førend du betaler endog den sidste Hvid" (Luc. 12, 59).

Men du maa betænke, at denne Lov ikke blot fordømmer Ord og Handlinger, som jeg før sagde, men den har Myndighed til at fordømme Hjertets hemmeligste Tanker, saa at, dersom du ikke taler noget Ord, som er ondt, ikke sværger, ikke lyver, ikke driver letfærdig Spøg, ikke hykler eller siger noget andet Ord, hvori der er Synd, men der skulde komme til at gaa kun en eneste forfængelig Tanke gennem dit Hjerte, kun en Gang i hele din Livstid, da tager Loven vare derpaa, anklager dig og vil ogsaa fordømme dig derfor.

Du kan navnlig se et Eksempel herpaa i Math. 5, 27. 28, hvor Kristus siger, at selv om en Mand ikke bedriver legemlig Utugt med en Kvinde, men kun ser paa hende og i sit Hjerte nærer Begær efter hende, da anses han af Loven, naar den rettelig forstaas, som en, der har begaaet Synden, og som derfor har lagt sig selv under Lovens Fordømmelse.

Og ligesaa med alle de øvrige Bud: Dersom nogen ond Tanke blot farer gennem dit Hjerte, hvad enten det er mod Gud eller mod Mennesker i mindste Maade, selv om den mulig ikke mærkes af dig, saa tager dog Loven vare paa dig derfor og ved sin Myndighed baade anklager, fordømmer og straffer den dig for denne din Gerning. „Ondskabs Tanke er Synd" ((Ordspr.).

Men Loven er af den Natur og Strenghed, at den ikke blot spørger efter dit Liv i al Almindelighed, hvad alle enkelte Ting angaar, men Loven følger dig ogsaa i alle dine he1lige Gerninger, som du er skyldig at gøre, og vaager over dig der for at se, om du der gør alle Ting rigtigt; som f. Eks. om dit Hjerte ikke, naar du beder, da har adspredte Tanker; om du deltager i Andagt, Gudstjeneste o. desl., uden den mindste Indblanding af Synd.

Dersom da Loven finder, at du overtræder eller i det mindste at du i ringeste Maade fejler i nogen hellig Gerning, som du udfører da tager Loven vare derpaa og finder Fejl deri, saa at den gør alle de hellige Gerninger unyttige, som du nogen Sinde har gjort. Jeg siger: Dersom der, naar du hører, kun er en forfængelig Tanke, eller naar du beder, kun en forfængelig Tanke, eller du gør hvilken som helst anden Ting, den være verdslig eller aandelig, en forfængelig Tanke en Gang i hele din Livstid, vil den bringe Loven til at tage saaledes vare derpaa, at den for denne ene Tings Skyld endog aabner alle Guds Vredes Sluser imod dig og uafvendeligt, ved den Pagt, bringer den evige Straf over dig.

Derfor, siger jeg, synd, hvor du vil, fejl, hvor du vil, og gør det saa sjældent, du kan, det være sig i timelige eller aandelige Ting, som før sagt, som f. Eks. i Gudstjenesten eller i dine verdslige Beskæftigelser, din Haandtering eller din Forretning, i Køb eller Salg, eller hvad som helst ellers. Jeg siger: Dersom den i noget Punkt finder dig efterladen eller i mindste Maade skyldig, da kalder den dig en Overtræder, den anklager dig for Gud, den gør til intet alle de Forjættelser, som er føjet til Loven, og lader dig staa der som en forbandet Overtræder imod Gud og som din egen Sjæls Ødelægger.

Stands og sid stille et Kvarter og tænk en Smule efter i dit Sind, og sig saa ved dig selv: Har jeg nogen Sinde brudt Loven? Ja eller Nej ? Er der nogen Sinde i hele min Livstid, siden jeg blev født, en syndefuld Tanke gaaet igennem mit Hjerte? Ja eller Nej?

Og dersom du finder dig skyldig, som jeg er vis paa, du ikke kan undgaa, uden saa skulde være, at du lukker dine Øjne for, hvad du hver Dag gør, da, siger jeg, erkender du dig selv som en Overtræder af den første Pagt.

Og naar det er gjort, da glem det ikke straks, og lad det ikke komme dig af Minde, at du er fordømt ved denne Pagt; og stil dig da ikke tilfreds, førend du finder, at Gud har sendt dig Tilgivelse fra Himmelen ved vor Herres Jesu Kristi Fortjeneste. Han, som er den anden Pagts Midler.

Men førend vi gaar over til næste Afsnit, vil vi besvare fire Indvendinger, som er til Anstød for de fleste Mennesker.

Første Indvending: Men, vil du sige, jeg synes, du taler meget haardt, det er jo nok til at forskrække alle og enhver. Sæt nu det Tilfælde, at et Menneske, efter at have syndet og brudt Loven, angrer sin Ondskab og lover ikke at gøre det mere, vil Gud da ikke have Barmhjertighed og frelse en stakkels Synder?

Svar: Vi har ovenfor slaaet fast, at naar Pagten en Gang er brudt, vil den udføre paa Overtræderen den Straf, som den truer med at ligge paa ham.

Og hvad angaar din Formodning om, at din Anger og dit Løfte om ikke at synde mere skulde hjælpe dig og bringe dig i en saadan Stilling, at du ved Loven kan opnaa Guds Barmhjertigh1d, da hidrører saadanne Tanker fra grov Uvidenhed baade om Syndens Beskaffenhed og om Beskaffenheden af Guds Retfærdighed.

Thi Loven, naar du en Gang har brudt den, taler aldrig godt til dig, heller ikke har Gud nogen Sinde Velbehag i dig, dersom du er under denne Pagt, trods al din Anger og dine Løfter om ikke at gøre det mere. Nej, siger Loven, du har syndet, derfor maa jeg forbande dig; thi det er min Natur at forbande, ja kun at forbande, og det hver den, som i noget Punkt overtræder mig (Gal. 3, 10). „De blev ikke i min Pagt, derfor brød jeg mig ikke om dem, siger Herren" (Hebr. 8; 9). Lad dem skrige, jeg vil ikke bryde mig om dem, lad dem angre, jeg vii ikke give Agt paa dem, de har brudt min Pagt og gjort det, som jeg ikke havde Behag i; derfor, ved den Pagt forbander jeg og velsigner ikke, fordømmer og frelser ikke, rynker Panden og smiler ikke, forkaster og omfavner ikke, straffer Synden og tilgiver den ikke.

„De blev ikke i min Pagt, derfor bryder jeg mig ikke om dem." Derfor, siger jeg, dersom du bryder Loven, den første Pagt, og du findes der, og Gud ser paa dig gennem den, da agter Han ikke paa dig, og har intet Behag i dig.

Den anden Indvending: Men har ikke Loven Forjættelser lige saa vel som Trusler, naar den siger: „Det Menneske, som gør disse Ting, skal leve ved dem eller i dem"?

Svar: At overtræde Budene er ikke at holde eller opfylde dem. Men du har brudt dem, derfor tilhører Forjættelsen ved den Pagt ikke dig.

Lovens Forjættelser er desuden betingelsesvise og kan saaledes ikke opfyldes, med mindre der er en fuldstændig og bestandig Lydighed mod hver enkelt Del af den, og det uden den mindste Synd. „Gør dette," mærk : „gør dette," og saa først: "Du skal leve". Men dersom du bryder et Punkt deraf én eneste Gang i dit Liv, da har du ikke opfyldt Loven; de Forjættelser, som følger Loven, tilhører derfor ikke dig, dersom en eneste Synd er begaaet af dig.

Jeg vil give dig et tydeligt Eksempel: Sæt at en Konge har givet den Lov, at dersom noget Menneske taler et Ord imod ham, skal en saadan straffes med Døden; dette maa ikke tages tilbage, men visselig ventes at blive udført paa Overtræderen. Omendskønt der er givet dem, som ikke taler et Ord imod ham, det Løfte, at de skal være Genstand for hans store Kærlighed, har dog dette Løfte intet at betyde for Overtræderen; han har ingen Del i det og forbedrer ikke sin Stilling ved det, men tværtimod: Loven, som han har krænket, rammer ham; thi hans Synd udelukker ham fra al Andel i Løfterne.

Saaledes ogsaa her; der er i Sandhed givet et Løfte (en Forjættelse), men til hvem? Nu, det er kun til dem, som lever uden Synd imod Loven. Men dersom du, siger jeg, synder en Gang imod den i al din Levetid, da er du fortabt, og ikke en Forjættelse tilhører dig, dersom du bliver ved at leve under denne Pagt.

Jeg tænker, at de Fanger, som har overtraadt Loven, og som har en retfærdig Dom paa sig, giver, naar de er for Retten, en god Fremstilling af Loven som en Gerningernes Pagt og viser, hvorledes den handler mod dem. der er under den. Fangen, som har brudt Loven, raaber om Barmhjertighed: „Gode Herre. Barmhjertighed," siger han, „min kære Herre. Forbarmelse over mig !" Dommeren siger : "Har du noget at fremføre til dit Forsvar, saa Dødsdommen ikke skulde ramme dig?" Nej. intet, kun dette: "Kære Herre, jeg beder, vær barmhjertig'! Men Dommeren svarer atter: „Ven, Loven maa fuldbyrdes, Loven kan ikke brydes." Fangen siger: „Min gode Herre, spar mig, jeg vil aldrig gøre det mere." Dommeren maa, uagtet Mandens Raab og sørgelige Stilling, fælde Dom over ham overensstemmende med Lovens Indhold, og Dommen maa oplæses for Fangen, omendskønt den kan bringe denne til at falde død ned ved at høre den, dersom Dommen udføres, som den skal.

Og netop saaledes er det med Guds Lov.

Tredje Indvending: Men undertiden giver Dommeren ogsaa Benaadning og tilgiver somme Forbrydere trods deres Forbrydelser, og det, uagtet han er Dommer.

Svar: Det er i saa Fald ikke Loven, som er barmhjertig, men Dommeren, der viser Kærlighed (Loven har ingen Kærlighed).

Jeg besværger dig, mærk dig denne Forskel. Thi dersom en Mand, der ved Loven har fortjent Døden, alligevel faar sin Straf eftergivet, da sker dette ikke, fordi Loven siger: „Spar ham," men det er Dommerens eller den højeste Øvrigheds Kærlighed, som fritager Manden fra Lovens Fordømmelse.

Men læg Mærke til, her er en Forskel mellem Menneskers Lov og Guds Lov: Menneskers Lov er ikke saa uforanderlig; men dersom det behager Øvrigheden, kan den undertiden give Benaadning, uden at der er givet Udsoning eller Erstatning for Forbrydelsen. Men Guds Lov er af den Natur, at dersom et Menneske befinder sig under den som en Overtræder, da maa der, førend Fangen kan blive løsladt, ske en fuldstændig Udsoning, enten ved Menneskets eget Liv eller ved andre Menneskers Blod; thi „uden Blods Udgydelse sker der ikke Forladelse" (Hebr. 9, 22), d. v.s der er ellers ingen Befrielse fra Guds Lovs Forbandelse.

Ihvorvel altsaa Menneskers Lov undertiden kan gøres virkningsløs derved, at man viser Barmhjertighed, uden at der er gjort fuld Udsoning, kan dog Guds Lov ikke saaledes blive tilfredsstillet eller i mindste Maade give saaledes efter, at den Person, som har overtraadt den, kunde undfly Forbandelsen, med mindre nogen giver en fuld og hel Udsoning for ham og bringer Fangen ind i en anden Pagt, nemlig Naadens Pagt, som er helt anderledes beskaffen og fuld af Forsoning og Syndsforladelse.

Fjerde Indvending: Men, vil du sige, jeg ikke blot angrer mit foregaaende Liv og lover ikke at gøre saaledes mere, men nu anstrenger jeg mig for at være retfærdig og leve et helligt Liv; i Stedet for at være en Lovens Overtræder, stræber jeg at opfylde den; hvad siger du om det?

Svar : Sæt, at du kunde vandre om som en Guds Engel; sæt, at du kunde opfylde den hele Lov og leve fra denne Dag indtil dit Livs Ende uden at synde i Tanke, Ord eller Gerning, hvilket er umuligt ; men sæt, siger jeg, at det var saa nu, da er din Stilling, dersom du er under den første Pagt, alligevel lige saa slet, som den nogen Sinde har været; thi det ved jeg, at du ikke tør andet end sige, at du i dit tidligere Liv har syndet baade en og mange Gange; og om saa er, da har Loven fordømt dig, og da er jeg vis paa, at du med alle dine Retfærdighedsgerninger ikke kan borttage den forfærdelige og uimodstaaelige Forbandelse, som allerede er lagt paa dig af den Lov, under hvilken du befinder dig, og imod hvilken du har syndet; om du end lever det helligste Liv, et Menneske kan leve i denne Verden, men er under Gerningernes Lov og altsaa ikke under Naadens Pagt, da er du uhjælpelig fortabt; thi du har syndet, om du end siden efter lever aldrig saa fromt.

Grundene for det, som her er sagt, er følgende:

For det første: Guds Retfærdighed kræver det, d. v. s., den kræver en uoprettelig Ødelæggelse over dem, som overtræder denne Lov; thi Retfærdigheden gav den, og Retfærdigheden ser efter, at den fuldkomment og bestandig bliver adlydt; hvis ikke, da er Retfærdigheden rede til at træde frem og at udføre sin Gerning, som er at straffe Overtræderen.

Du maa nemlig forstaa, at Guds Retfærdighed er lige saa uforanderlig som hans Kærlighed; hans Kærlighed kan ikke forandre sin Natur, men lige saa lidt hans Retfærdighed; Retfærdighed er den, om der gøres den til Behag, og Retfærdighed er den, om der gøres den imod.

Guds Retfærdighed kan i saa Henseende sammenlignes med Ilden. En stor Ild er antændt her eller der; dersom du holder dig udenfor den, er den Ild; dersom du falder ind i den, vil du finde, at den er Ild. Dette bruger derfor Apostelen for dermed at vække Hebræerne til at holde sig nær til Jesus Kristus, for at de ikke skulde falde ind under Guds Retfærdighed, idet han siger, Hebr. 12, 29: „Thi vor Gud er en fortærende Ild." Dersom du falder ind i denne Ild, da er der ikke Raad for dig til at komme ud igen, som Tilfældet kan være, naar du falder i en naturlig Ild. Nej, den, som falder ind i denne, han maa ligge der for bestandig; det er klart, naar han siger Es. 33,14) : „Hvo af os kan bo ved fortærende Ild?' Hvo af os kan bo ved evige Baal ?"

Thi Retfærdigheden, naar den en Gang er overtraadt, kender ikke til at vise nogen Barmhjertighed eller Medlidenhed Med Overtræderen; men den løber ind paa ham som en Løve, tager ham ved Struben og kaster ham i Fængsel, og der er han sikker paa, at ligge og det i al Evighed, med mindre uendelig Udsoning gives den, hvilket ger umuligt for nogen af os Adams Sønner at give.

For det andet: Guds Sanddruhed kræver, at uoprettelig Ødelæggelse udøves over dem, som lever og dør under denne Pagt. Dersom du har syndet blot en Synd mod denne Pagt og saa siden skulde kunne undfly Fordømmelsen, da maatte Gud være utro mod sig selv og mod sit Ord, hvilket er et og det samme.

Han vilde være utro imod sig selv, d. v. s. Mod sin Retfærdighed, Hellighed, Oprigtighed, Visdom og Magt, dersom han skulde tage sig for at standse sin Retfærdigheds Flod, saa den ikke strømmede ud til deres Fordømmelse, som har krænket den.

Og han vilde ligeledes være utro mod sit Ord (sit skrevne Ord) og fornægte, miskende og bryde det, hvilket han har sagt i Luk. 16, 17 : "Det er lettere, at Himlen og Jorden forgaar, end at én Tøddel af Loven bortfalder." Nu, dersom han trods sine Forsikringer deri ikke tog Hævn over dem, som lever og dør under den Trusel og de mørke Forbandelser, som indeholdes deri, da blev hans Ord altsaa ikke opfyldt.

For det tredje: Fordi han ellers vilde fornægte sine Profeters Udsagn og give sine Fjenders Paastande Ret.

Hans Profeter siger, at han vil tage Hævn; hans Fjender siger, han vil det ikke. Hans Profeter siger, at han vil ihukomme deres Uretfærdigheder og gengælde det i deres Barm; men hans Fjender siger, at det skal gaa dem vel, og at de skal have Fred, endskønt de vandrer i deres Hjertes Stivhed (5 Mos. 29, 19), og ikke tager det saa nøje, hvad Ordet byder, og ikke gør, som det siger.

Men lad mig sige dig: Havde du end tusinde Sjæle og hver af dem var tusinde Verdener værd, Gud vilde sætte dem i lys Lue, dersom de falder under hans Ords Dom og dør uden en Jesus, at sige, den rette Jesus; thi Skriften kan ikke fejle.

Mener du, at Gud, Kristus, Profeterne og Skrifterne alle vil lyve for dig? Det vil kun være daarligt at vove din Sjæl paa det.

Og lad os nærmere se, hvorfor dette ikke kan være anderledes.

Dels, fordi Gud er Gud, og dels, fordi Menneske er Menneske.

Dels altsaa, fordi Gud er fuldkommen, retfærdig og evig retfærdig, fuldkommen hellig - og evig hellig, fuldkommen sanddru og evig. sanddru, d. v . s. uden nogen Forandring eller Skygge af Omskiftelse ; han vedbliver fuldkomment at være den samme, og kan lige saa lidt ophøre at være Gud som forandre sin Guddoms Natur. Og som den, der er alle Fuldkommenheders Fuldkommenhed, gav han sin Lov, for at den skulde blive adlydt; men dersom nogen overtræder den, da falder de i denne hans evige Retfærdigheds Hænder og maa saaledes smage hans uigenkaldelige Vrede og Dom.

Altsaa, naar dette er saaledes, og Loven bliver brudt, da træder Retfærdigheden frem og Sandruheden følger saa efter for at se, at Straffens Udførelse sker, og for altsaa at bevidne, at han er sanddru, og den kundgør hans uforanderlige Straf over den skyldige Part.

Dels altsaa, fordi du ikke er saa uforanderlig som Gud, men en stakkels Skabning, et Græs, som er her i Dag og er borte i Morgen, og som ikke er i Stand til at staa op imod Gud i hans Væren, Væsen og Egenskaber. Du befindes at staa under ham, thi din Sjæl eller dit Legeme kan ikke gøre noget, som er uendeligt, saa at det skulde kunne tilfredsstille denne Gud, som er en uendelig Gud i alle sine Egenskaber.

Men for ret at forstaa Menneskets ynkelige Tilstand under denne Lov, maa vi standse her og fordybe os i følgende Enkeltheder, idet vi gaar over til næste Afsnit.