Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

1.
Hvad denne Gerningernes Pagt er, og naar den blev given.

Gerningernes Pagt eller den Lov, som her tales om, er den Lov, som blev overleveret Moses paa Bjærget Sinai paa to Stentavler, i ti særskilte Dele eller Punkter.

Se herom Gal. 4. Idet Apostelen der taler om Loven og nogle, som ved en falsk Læres Bedrag atter var bragt ind under den, eller som i det mindste hældede til den Side, siger han (V. 21) : I, som vil være under Loven, Eder vil jeg vise Hemmeligheden med Abrahams to Sønner, som denne havde med Hagar og Sara. Disse to betegner nemlig de to Pagter; den ene ved Navn Hagar betegner Sinai Bjerg, hvor Loven blev overleveret Moses paa to Stentavler (2. Mos. 24, 12. 34, 1. — 5. Mos. 10, 1). Enhver som er under den, staar ganske udenfor Kristi Naade. „Thi jeg bevidner atter for hvert Menneske," siger han, Gal. 5, 3. 4, idet han taler til de samme Mennesker, „at I er tabte for Kristus, at I, som vil retfærdiggøres ved Loven," som nemlig blev given paa Bjærget ved Sinai, „I er faldne ud af Naaden." Det vil ikke sige, at nogen kan blive retfærdiggjort ved Loven, men hans Mening er, at alle de, som søger Retfærdiggørelse ved Lovens Gerninger, de søger ikke at være under den anden Pagt, Naadens Pagt, hvori der alene er Frelse.

Ligesaa i 2 Kor. 3, 7..8, hvor Apostelen, idet han atter taler om disse to Pagter, siger: „Dersom Dødens (eller Lovens) Tjeneste, med Bogstaver var indristet i Stene (mærk!), fremtraadte i Herlighed, hvorfor skulde da ikke Aandens Tjeneste (eller Naadens Pagt) end mere være i Herlighed!"

Men skønt denne Lov blev given Moses „under Engles Besørgelse" paa to Stentavler paa Sinai Bjerg, var det dog ikke den første Aabenbarelse af denne Lov for Mennesket.

Den var efter sit væsentlige Indhold, om end maaske ikke saa klart og tydelig, givet det første Menneske Adam i Edens Have i disse Ord: „Og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke, æde; thi paa den Dag, du æder af det, skal du visselig dø" (1 Mos. 2, 16. 17.) Dette Bud, som da blev givet Adam, indeholder i sig et Forbud mod at gøre noget af det, som er ondt, om end det paa den Tid ikke fremtraadte saa klart og i saa mange særskilte Punkter som siden, da det blev givet paa Sinai Bjerg. Men det var dog det selvsamme.

Thi at Gud befalede Adam at afholde sig fra alt ondt eller fra al Synd, da han gav ham Budet i Haven, det er klart deraf, at han straffede de Synder, som blev begaaede imod de Bud, som blev givet paa Sinai Bjerg, før end de blev givet, hvilket fremgaar af følgende:

Det første og det andet Bud blev overtraadt af Farao og hans Mænd. Thi de havde falske Guder, over hvilke Herren holdt Dom (2 Mos. 12, 12), og de bespottede den sande Gud, (2 Mos. 7) ; thi deres Guder kunde hverken frelse dem selv eller deres Folk fra Guds Haand, men i de Ting, som de hovmodede sig af, var han over dem (2 Mos. 18, 11).

Nogle har ogsaa ment, at den Synd, som Jakob i en vis Maade begik imod det første Bud derved, at han ikke rensede sit Hus fra de falske Guder, af Herren blev straffet med hans Datters Skændels (1 Mos. 34, 2).

Fremdeles finder vi, at Abimelik ansaa Synden mod det andet Bud for saa stor, at han i Frygt for den Skade, som kunde blive tilføjet ham af Abraham eller af hans Søn eller Sønnesøn, ikke forlangte nogen anden Sikkerhed af Abraham end hans Ed (1 Mos. 21, 23). Det samme ser vi i Forholdet mellem Abimelek og Isak (1 Mos. 26, 28). Det samme finder vi, er Tilfældet ogsaa med Moses og Israeliterne, som ikke turde lade Josefs Ben tilbage i Ægypten paa Grund af Eden ved Herren, hvis Navn ellers vilde være bleven misbrugt (2 Mos. 13, 19).

Vi finder ogsaa, at Herren dadler sit Folk for Overtrædelse af det tredje Bud (2 Mos. 16, 27-29).

Og for Overtrædelser af det fjerde Bud kom Forbandelsen over Kam (1 Mos. 9, 25-27). Og Ismael, som vanærede sin Fader, da han spottede Isak; blev drevet ud, som vi læser i 1. Mos. 21, 9. 10, Loths Svigersønner omkom ved Sodomas Ødelæggelse, fordi de forargede deres Svigerfader (1 Mos. 19, 14), o. s. v.

Det femte Bud blev brudt af Kain, og saa frygtelig en Forbandelse og Straf kom over ham, at han bragtes til at udraabe: „Min Misgerning er større, end at jeg kan bære den" (1 Mos. 4, 13). Fremdeles: Da Esau truede med at slaa sin Broder ihjel, sendte Rebekka ham bort, idet hun sagde: Hvorfor skulde jeg miste Eder begge to paa en Dag? Hvormed hun antydede for os, at hun vidste, at Mord skulde straffes med Døden (1 Mos. 27, 45), hvilket ogsaa Herren selv erklærede for Noah (1 Mos. 9, 6). Fremdeles: Et mærkeligt Eksempel paa Herrens gengældende Straf over Mord ser vi i Ægypterne og Farao, som kastede Israels Børn i Floden (2 Mos. 1, 22), men som selv druknede i Havet (2 Mos. 14, 28).

Synden mod det sjette Bud blev straffet paa Sodomiterne med deres Stads og deres egen fuldstændige Tilintetgørelse (1 Mos. 19, 24 ff.). Ligesaa blev de onde Sichemiter paa Grund af den Synd, som Hemors Søn begik, allesammen dræbt med Sværd (1 Mos. 34, 25. 26).

Vore første Forældre syndede imod det syvende Bud, idet de tog den forbudne Frugt, og de bragte derved Forbandelsen over dem selv og over deres Efterkommere (1 Mos. 3,16 ff.). Fremdeles: For Jakob stod Døden som en passende Straf for Overtrædelsen al dette Bud (1 Mos. 31, 30-32) ; idet samme mente Jakobs Sønner (1 Mos. 44, 9. 10).

Da Kain syndede mod det ottende Bud 1 Mos. 4, 9), blev han forbandet af Jorden (V. 11). Og Abraham, skønt han var Guds Ven, blev dadlet af Farao for at have aflagt falsk Vidnesbyrd og vist ud af Ægypten (1 Mos. 12, 18-20). Og baade han og Sara blev irettesat af Abimelek (1 Mos. 20, 9. 10. 16).

Farao syndede mod det niende og tiende Bud (1 Mos. 12, 15) og blev derfor plaget med store Plager (V. 17). Abimelik begærede Abrahams Hustru, og Herren truede ham og de, som hørte ham til, med Døden, dersom han ikke gav hende tilbage (1 Mos. 20, 3). Ja, skønt han ikke havde nærmet sig hende, lukkede Herren aldeles for hvert Moderliv i hans Hus (V. 18), blot fordi han havde begæret hende.

Men den Lov, som blev givet paa Sinai, skulde tjene til en klarere Aabenbarelse af de Synder, som før var begaaet imod den.

Thi omend det virkelige Indhold af de ti Bud blev givet i Haven, førend de blev modtaget fra Sinai, laa de dog saa i dunkelt Menneskets. Hjerte, at dets Synder ikke var saa klart aabenbarede, som de sidem blev. Derfor siger Apostelen, at Loven blev "føjet til", Gal. 3, 19, paa Sinai, for at Faldet kunde blive større, d. v. s., for at idet saa meget klarere kunde blive aabenbaret og set (Rom. 5, 20).