Gamle tekster

Lov og nåde af John Bunyan

Kort Fremstilling af Forfatterens Liv og Personlighed

Den berømte Fører af det store Pilgrimstog fra Nilen til Jordan var et stakkels forladt Hittebarn, født af simple Trælle; saaledes var ogsaa den Mand, som blev udvalgt til at skildre den aandeiige Pilgrimsvandring, en, hvis Herkomst var, hvad Verden kalder ringe og uanselig.

I Begyndelsen af 2den Fjerdedel af det 17de Aarhundrede kunde man se en snavset, pjaltet Dreng løbe og lege udenfor Døren til et fattigt Hus lige i Nærheden af Byen Bedford i England.

Dette Barns Fader, om hvem nogle mener, at han var Zigeuner, drev en Kedelflikkers fattige Haandværk, og skønt hans Indtægter kun var sparsomme, vilde han dog gerne have, at hans Søn kunde faa en saadan Opdragelse, at han kunde udfylde sin Plads i Samfundet paa en anstændig Maade, John blev derfor sat i Skole for at tilegne sig Videnskabens Begyndelsesgrunde i en Tid, da de arbejdende Klasser satte langt mindre Pris paa Undervisning end nu til Dags; og det var rimeligvis hverken Faderens eller Lærerens Skyld, at Drengen siden næsten glemte, hvad han den Gang lærte. Han blev nemlig taget ud af Skolen for at hjælpe til i Smedien, saa det blev ikke til meget med Studierne.

Men i en ung Alder kom vor Forfatter i Lære hos en, hvis Visdom langt overgaar den Lærdeste jordiske Lærers, som nogen Sinde har paataget sig den Opgave at oplyse Menneskets Aand, han blev Discipel af den store Opdrager, hvis Læremethoder ofte sætter Verdensmennesker i Forlegenhed, og som er ubegribelige for de største Vismænd og Filosofer, naar de mangler Kundskab om Frelsens Vej ved Jesus Kristus.

Og tilvisse, den Maade, Gud tog Bunyan i Skole paa i Begyndelsen, var forunderlig nok; thi det er ikke ethvert Barn paa 9 eller 10 Aar, som vækkes til Erkendelse af sin syndige Tilstand ved Syner og Drømme, og dog var dette Tilfældet med Forfatteren. Han kunde om Natten ligge og raabe højt og sætte hele Huset i Skræk, og han saa altid forfærdelige, truende Skikkelser for sig.

Men uagtet han var kraftig berørt af alt dette, havde det dog ikke den Virkning at rive ham løs fra hans Syndevaner; thi han siger selv: „Jeg traf sjælden min Lige i Banden, Løgn og Bespottelse af Guds hellige Ord. Jeg var ret en Fører for alle de Drenge, som jeg færdedes blandt, i alle Slags Laster og Ugudelighed."

Vi kan ikke undres over, at Bunyan, da han traadte ud af Barnealderen med stor og utæmmelig Viljekraft, saa sig om efter et videre og alvorligere Virkefelt end Landsbyens Marker. Da han var født i 1628, var Borgerkrigen i hans 17de Aar i fuld Gang, og han traadte ind i Hæren.

I denne hans Soldatertid hændte der ham noget, som han aldrig glemte:

„Medens jeg var Soldat," fortæller han, „fik jeg med en Del andre Befaling til at gaa mod et Sted for at belejre det; men netop som jeg stod færdig til at gaa, kom der en anden og bad om at maatte gaa i mit Sted. Jeg samtykkede deri, og han gik, men blev under Belejringen, medens han stod paa Vagt, skudt gennem Hovedet med en Geværkugle og døde."

Denne Guds naadige Frelse gjorde mere Indtryk paa ham i hans senere Liv, end den gjorde den Gang, og efter sin Afskedigelse vendte han tilbage med et Forraad af Billeder fra Soldaterlivet, som siden skulde komme ham til Nytte i hans Forfattervirksomhed, men uden nogen Forbedring i sin Karakter. Selv skriver han: „Da jeg forsømte min Forretning og kun befattede mig med Spil og andet Sjov for at tage mine tunge Tanker bort, hvad dog ikke altid lykkedes mig, saa blev jeg meget fattig, elendig og foragtet."

En klarere Dag begyndte imidlertid at gry.

Det er med Rette bleven sagt, at en af de første Omstændigheder, som har afgørende Indflydelse paa en Mands Udvikling, er hans Moders Karakter og dernæst hans Hustrus. I Henseende til det første, maa han tage, hvad han faar, med Hensyn til det andet, har han nogen Frihed til at vælge.

Hans faa virkelige Venner raadede ham derfor til at gifte sig i den Tanke, at en saadan Forandring i hans Stilling kunde have en god Virkning paa ham; „men," siger hans Levnedstegner, „hans Fattigdom og uordentlige Liv gjorde det meget vanskeligt for ham at finde en Hustru, som stemmede med hans Tilbøjelighed." Men uden Tvivl forholdt det sig saa, at der alligevel var alvorlige Folk, der interesserede sig for ham, og at en anstændig ung Pige kunde nære Haab om at forbedre ham, tyder dog paa, at der endnu fandtes vindende Egenskaber under det raa Ydre, og trods alle sine store Brøst havde han den Lykke at finde den Person, han søgte. Han var den Gang 20 Aar gammel.

Det unge Par begyndte sin Husholdning under meget bedrøvelige Omstændigheder: „Vi var saa fattige, som vi kunde være, da vi kom sammen, vi ejede ikke saa meget Husgeraad som et Fad eller en Ske."

Men den gudfrygtige Svigerfader, som havde sagt dette Liv Farvel, før Ægteskabet stiftedes, havde efterladt sin Datter et Udstyr, bestaaende af to Bøger: „Den jævne Mands Vej til Himlen" og „Gudfrygtighedens Øvelse."

Med disse Midler og med den selvforglemmende Hengivenhed, som i sin højeste Skikkelse alene er at finde hos en from Kvinde, tog hun fat paa den Gærning at tæmme et Sind, som var bestemt til noget større, end hun drømte om.

Hun begyndte ikke med at klage over hans slemme Vaner eller at anfalde ham med haarde Ord, naår han kom hjem fra sine Svirelag i Landsbyen, men ved mild Overtalelse bevægede hun ham nu og da til at gennemlæse de to Bøger, som var hende kære for Faderens Skyld, og som hun vidste at smykke med saa mange skønne Minder om den gamle Mands Godhed, at Johns bedre Erkendelse vaagnede, og han læste Ordene ved Lyset fra sin fattige Arne, indtil han fandt Behag i det, han læste.

Det viste sig snart, at en stor Forandring var foregaaet med den unge Kedelflikker, og at han opgav det ene efter det andet. En Prædiken af Præsten mod Vanhelligelse af Søndagen slog ham med Skræk og standsede ham i denne farlige Vane. En Kvinde der, skønt selv ugudelig, udtalte sin Afsky for hans ryggesløse Banden, han var det værste Menneske til at bande, hun endnu havde hørt, sagde hun, satte derved en Stopper for denne Raahed. Dans, hvortil han var meget hengiven, blev opgivet, og hvad der satte Kronen paa Værket, han begyndte at gaa i Kirke, „to Gange daglig, og det iblandt de forreste."

Men nu var han til Gengæld saa overtroisk, at han, som han selv fortæller, „tilbad alle mulige Ting, der hørte til Kirken:' Alteret, Præsten, Klokkeren, Messeskjorten, Ritualet, o. m. m."

Naboerne var forbavsede og begyndte at tro, at Forsøget med Familielivet var faldet særdeles heldigt ud, og uden Tvivl saa hans Livsledsagerinde til med Stolthed og Glæde. Hverken hun eller hendes Mand kendte den Gang de utallige Veje, nogle bedre og renere end andre, som findes i Fordærvelsens Stad, heller ikke forstod de, at et Menneske længe kan vandre op og ned i Staden paa en meget anstændig Maade uden nogen Sinde at komme over dens Mure.

Vor Forfatter begynder dog nu at faa nogen Anelse herom. Hans Bestræbelser for at opfylde Budene mislykkedes ofte; og han blev utilfreds med sig selv. „Jeg gjorde mit Bedste for at holde Budene," siger han, „og jeg syntes, det undertiden gik helt godt for mig, men saa overtraadte jeg igen et af dem, og min Samvittighed blev tung." Der foregik idelige Omskiftelser i hans Tanker og Følelser. En Dag kunde han anse sig for saa god som nogen Mand i England, den næste sank hans Mod, og han vidste næppe, hvad han skulde tro om sig selv.

Hans store Aandsevner blev sat i Bevægelse og brødes i ham som i hans Barndom med frygtelig Styrke. Skrækkelige Drømme forfærdede ham om Natten, forunderlige Røster gennembævede hans Sjæl, naar han udførte sine sædvanlige Forretninger.

Dybt og skrækkeligt, som det store Mørke var, hvori disse Ting bragte ham, og forfærdelig som den Torden og Lynild var, der uafbrudt flammede og bragede om ham, kunde i lang Tid intet bringe ham paa den Tanke, at Vejen ikke laa over Sinai, men, saa ubetydelig denne end syntes, gennem „Porten".

Imidlertid brød der dog inden kort Tid en Strøm af Lys ind over ham fra en Kant, hvor han ikke ventede det. En Dag, da han i sin Gerning gik igennem Gaderne i Bedford, loddende og istandsættende de fattige Folks Køkkentøj, kom han hen foran Døren til et Hus, hvor tre celler fire Kvinder sad og talte sammen om gudelige Ting.

John nænnede sig med stort Begær for at indlade sig i Disput med dem; thi han var paa den Tid „en dygtig Snakker" om guddommelige Ting.

Men han havde ikke hørt længe paa dem, før han fandt, at de forhandlede noget, som laa langt over hans Fatteevne; thi de førte slet ingen Disput, men fortalte hverandre om deres indre Erfaringer, talte om, hvilke Ord og Forjættelser, der havde opmuntret dem, hvorledes de havde følt Lifligheden af Jesu Kærlighed, og hvor ringe Tanker de havde om deres egen Retfærdighed.

Tænk dig den arme Kedelflikker, støttende sin stærke Skulder mod Husvæggen og lyttende til en saadan Samtale. Du kan forestille dig, hvorledes hans Ansigt antog et Udtryk af Forundring pog Forvirring, som om Toner fra en eller anden fjern Planet havde naaet hans Øre.

„Det syntes mig, at de talte, fordi Glæden drev dem dertil, de udtalte med saadan Fryd Skriftens Ord, og Naaden lyste saaledes ud af alt, hvad de sagde, at det kom mig for, som om de havde fundet en ny Verden, som om de var „et Folk, som` boede enlig og ikke regnedes blandt sine Naboer." (4. Mos. 23, 9).

Vor Forfatter havde truffet paa mange „dygtige Snakkere" som han selv, de var ogsaa til en vis Grad fornødne for hans Opdragelse og er gjort udødelige i hans Værker, men ingen havde formaaet at oplyse hans Sind, som disse hellige Kvinder.

Da han gik tilbage til sit Arbejde, gik deres Ord med ham og virkede saa mægtigt paa hans Følelser, at han atter og atter søgte deres Selskab. „jeg kunde sandelig ikke blive derfra", sagde han, „og jo oftere jeg gik derhen, des mere blev min egen Tilstand mig tvivlsom."

Han holdt sine Tanker hemmelig en Tid lang, gennemgik Storme af Fristelser og undgik med Nød og næppe sædelige Snarer, indtil han endelig fortalte disse samme ringe Folk i Bedford sin Tilstand. Da John søgte Klarhed over sin Tilstand hos disse fromme Kvinder, kom de imidlertid i Forlegenhed, de kunde med Frimodighed og Glæde tale om deres egne Erfaringer og Tanker, men naar en anden bad om Raad og Vejledning ud af de stridende Meningers Labyrint, tilstod de deres Udygtighed til at give den fornødne Hjælp.

De besluttede derfor at omtale vor Forfatters Stilling for Hr. Gifford, som var Præst for den Menighed, hvortil de hørte, og han blev det menneskelige Redskab.

„Omtrent paa dette Tidspunkt," fortæller Bunyan, „blev den lykkelige Tilstand, hvori hine gudfrygtige Kvinder befandt sig, aabenbaret mig i et Slags Syn. Det forekom mig, at de var paa Solsiden af et højt Bjærg og badede sig i Solens herlige Straaler, medens jeg rystede og skælvede af Kulde og var udsat for Sne og Frost og mørke Skyer; jeg syntes ogsaa at øjne en Mur, som adskilte mig fra dem, og som omringede hele dette Bjærg. Gennem denne Mur længtes jeg nu meget efter at komme; thi jeg troede, at naar dette kunde ske, kunde jeg gaa hen midt iblandt dem og, ligesom de, varme mig i Solens Varme. Jeg kom nu paa den Tanke atter og atter at gaa rundt om denne Mur, og bad, medens jeg gik, om at maatte finde en Vej eller Gennemgang, ad hvilken jeg kunde komme ind. Men i lang Tid kunde jeg ingen finde; endelig fik jeg Øje paa en smal Aabning i Muren, ligesom en lille Dør, gennem hvilken jeg nu forsøgte at trænge mig ind. Men da Aabningen var meget trang, gjorde jeg mange forgæves Forsøg, og var til sidst næsten udmattet af mine gentagne Anstrengelser. Endelig syntes jeg, at det med stort Besvær lykkedes mig først at faa Hovedet igennem og derefter ved en voldsom Sidebevægelse Skuldrene og saa hele Legemet. ""Nu blev jeg da overmaade glad og gik hen til dem og satte mig`ned i deres Midte og blev trøstet og varmet ved Solens Lys og Varme."

„Dette Bjærg og denne Mur o. s. v. forklarede jeg mig saaledes : Bjærget betød den levende Guds Menighed; Solen, som skinnede derpaa og opvarmede dem, som befandt sig der, var Hans naadige Aasyns velgørende Straaleglans, Muren, tænkte jeg, var Verden, som adskilte de Kristne fra de "Verdslige" og Aabningen i Muren, tænkte jeg, var Jesus Kristus, som er „Vejen" til Gud Faderen. Men hvad angaar, at Indgangen var saa overmaade trang, at jeg kun med den allerstørste Vanskelighed formaaede at trænge igennem, da betød det, efter min Anskuelse, at ingen, som ikke mente det for ramme Alvor og lod den syndige Verden bag sig, kunde indgaa i det evige Liv; thi her var kun Plads for Legemet og Sjælen, men ikke for Legemet og Sjælen og Synden."

I Løbet af de to Aar, i hvilke vor Forfatter var omtumlet mellem Lovens Fordringer og den enfoldige Tro paa Evangeliet, gennemgik han maaske flere haarde Kampe end nogen anden, som vi har hørt eller læst om.

Vistnok var der en, som efter Storme af Angster blev funden sanseløs paa Gulvet i sin Celle i et Kloster i Erfurt; det var maaske gennem næsten lignende Skrækkens og Gudsbespottelsens Bølger, at den store Reformator banede sin Vej. Og faa Hændelser er mærkeligere, end den Maade, hvorpaa disse to mægtige og dybt bøjede Aander mødtes, da Stormen var paa sit højeste. Hvilket Menneskebarn var mere skikket, skønt der laa et og et halvt Aarhundrede imellem dem, til at give Bunyan et Opmuntringstilraab paa Vejen end Martin Luther ?

Og saa skete. Efter megen Søgen og stor Ængstelse stødte vor Forfatter paa en gammel Udgave af „Luthers Forklaring over Galaterbrevet", som var ham til stor Nytte; thi han bekender, at af alle Bøger, som han havde læst, satte han denne højest næst Bibelen.

„Bogen var saa gammel," siger han, „at Bladene var ved at falde fra hinanden, da jeg aabnede den; men næppe havde jeg læst lidt i den, før jeg fandt min Tilstand saa fuldstændig afmalet i den, som om Luther havde skrevet sin Bog lige ud af mit Hjærte."

Ved at studere og grunde paa dette Værk og daglig ransage i Skriften, navnlig Paulus' Breve, synes vor Forfatter gradvis, skønt ikke uden Anstød nu og da, at være kommen flot af Moselovens Skær og at være kommen lykkelig ud paa Naadens Hav, som er Jesus Kristus. Det var nødvendigt til hans rette Beredelse til den Gerning, som han skulde øve (skønt det lykkeligvis ikke er nødvendigt for enhver), at føres gennem denne langvarige Ildprøve ; thi ved sine store Kampe og Sorger erhvervede han den rige Erfaring, den levende Opfattelse, den dybe Forstaaelse af Guds Ord og den mesterlig træffende og ejendommelige Udtryksmaade, som gav hans Prædiken en saadan Kraft og gav hver Linje i hans udødelige Billedsprog Betydning.

Paa dette Tidspunkt skilte. Bunyan sig endelig ud fra sine tidligere Svirebrødre. Da han nogle Maaneder efter traf en af dem paa Gaden. spurgte han, hvordan han havde det. „Godt," svarede den anden med en drøj Ed. „Hvorfor bander du dog saa frygtelig?" sagde Bunyan. „hvad tror du, der vil blive af dig, om du dør i denne Tilstand?" Ved dette Spørgsmaal for den anden op og raabte : "Hvordan skulde Djævelen ellers skaffe sig Selskab ?"

Stærke aandelige Kampe kan hos nogle frembringe en egenkærlig og ondartet Fanatisme, som ikke kan taale Modsigelse, og som ikke agter andre Mennesker uden som Redskaber til at fremme deres ærgerrige Hensigter (saadanne Mænd har dannet falske Religioner lige fra Mohamedanismen ned til Mormonismen), men hos gudoplyste Mænd som Bunyan har de tjent til at frembringe den mest rørende Ydmyghed og en vis ubeskrivelig Ømhed lige overfor de bekymrede og sørgende Sjæle.

Den store Sjælefjende efterstræbte ham ubarmhjertigt og vedholdende, men han forfejlede mærkelig sit Maal; thi han ikke alene mistede sit Offer, men dygtiggjorde ham endog, ligesom jo den, der kæmper med en behændig Fjende, tilegner sig sin Modstanders Visdom til at fortsætte Kampen mod hans Rige med fordoblet Kraft og Udholdenhed:

Da vor Forfatter blev kendt med Gifford og kom under denne gode Mands Omsorg, var han omtrent 25 Aar gammel og Genstand for stor Opmærksomhed som et særligt Eksempel paa Guds Naades Magt.

Det blev snart øjensynligt, at han havde Trang til Virksomhed, og han blev derfor opfordret til at tale et Formaningsord, hvilket han af og til gjorde, og han gjorde dette til saa stor Tilfredsstillelse for dem, som var i Stand til at bedømme hans Gaver, at han snart blev kaldet til en stadigere og offentlig Guds Ords Forkyndelse. Men i over to Aar prædikede han kun om Lovens Forbandelse, først da vovede han at prædike Naadens Trøst. Han vandrede da om i Landsbyerne i omtrent 4 Aar og forkyndte det evige Liv med al den Friskhed, som man kan vente af en Fange, der netop er sluppet løs af det aandelige Fangenskab.

Men Bunyan havde imidlertid vakt stor Mistro hos de døde og stive Præster' ved den popularitet og Indflydelse, han vandt hos den simple Mand; og de havde allerede før Cromvells Død taget Forholdsregler imod ham, som slog fejl, men nu fornyede de Angrebet under mere lovende Udsigter.

I November 1660 gik han hen for at tale i Landsbyen Samsell. Han vidste godt, hvilken Fare, han udsatte sig for, og gik derfor forsigtig til Værks, idet han blot samlede nogle faa Beboere af Landsbyen om sig i en venligsindet Nabos Hus. Omkring 40 var mødt ved denne Lejlighed, og Prædikanten havde taget til Tema: „Tror du paa Guds Søn?"

Da opskræmtes Forsamlingen ved en Banken paa Døren; den gik op, og en Fredsdommer med en Skare Betjente viste sig. Man raadede Bunyan til at liste sig ud ad en Bagdør og forsøge at flygte bort gennem en nærliggende Skov, men han foretrak at blive paa sin Post.

Øvrighedspersonen befalede ham at stige ned fra sin Plads, men John svarede, at da han var i sin Herres og Mesters Gerning, vilde han for nærværende blive, hvor han var.

En Betjent fik Befaling til at trække ham ned og greb ham i den Hensigt i Frakken, men Bunyan fæstede med den opslaaede Bibel i Haanden sine Øjne paa ham, saa han blegnede, slap Taget og traadte tilbage. „Se," sagde Bunyan, „hvor denne Mand skælver for Guds Ord!" Han glemte i dette Øjeblik sit eget flammende Blik.

Nu, blev han imidlertid i Kongens Navn opfordret til at overgive sig, og da han skønnede, at det var til ingen Nytte at gøre Modstand, gik han ned og fulgte med til Dommerens Hus efter nogle Afskedsord til Folket.

Der blev tilbudt Kavtion for ham, om, han kunde gives fri, men den blev ikke antagen, da Bunyan erklærede, at han vilde anse sig forpligtiget til, saa snart han blev sat i Frihed, at prædike. Evangeliet. Han blev derfor ført i Fængsel, og Fængselsportene lukkede sig efter ham.

Anklagen imod ham var følgende: „At John Bunyan, Haandværker af Byen Bedford, paa en fordærvelig og djævelsk Maade har holdt sig borte fra Gudstjenesten i Kirken og stadig opretholder forskellige ulovlige Møder og Konventikler til stor Forstyrrelse og Forvirring af dette Riges gode Undersaatter tværtimod vor høje Herre Kongens Love."

Han blev opfordret til at erkende sig skyldig heri. Han svarede saa: „Vi har haft mange Sammenkomster for at bede til Gud og formane hverandre, og vi har haft Herren med hans søde, trøstende Nærhed iblandt os til vor Opmuntring, lovet være hans Navn derfor. Paa anden Maade erkender jeg mig ikke skyldig."

Ingen Vidner afhørtes, men Kendelsen, som afgaves, lød paa „skyldig". Dommen lød saa: „Du skal føres tilbage til Fængslet og blive der i 3 Maaneder. Hvis du efter de tre Maaneders Forløb ikke falder til Føje og gaar i Kirke for at overvære Gudstjenesten og ophører at prædike, vil du blive landsforvist. Og hvis du da efter den bestemt Frist endnu bliver funden her i Riget, da skal du miste dit Hoved derfor."

Bunyans eneste Svar var: „Jeg har kun dette at sige: dersom jeg i Dag kom ud af Fængslet, saa vilde jeg i Morgen med Guds Hjælp atter prædike Evangeliet."

Og senere skriver han: „Priset være Herren, jeg gik ind i Fængslet med Guds evige Trøst i min arme Sjæl."

Vi vil ikke dvæle nærmere ved hans tolv Aars Fangenskab og smertelige Adskillelse fra Hustru og Børn. Mest smertede det ham at skilles fra sin lille blinde Datter. Det kan være tilstrækkeligt at nævne, at han i al denne Tid var beskæftiget med at skrive Bøger, som maaske har gavnet Kristi Sag som ikke mange andre Forfatteres Værker, og at han tidlig og silde med Aandens Kraft forkyndte Sandheden og Naaden baade for Fanger og Fangevogtere.

Hans heltemodige, fromme Livsledsagerinde — hans anden Hustru — gjorde under hans Fangenskab mange uheldige Forsøg paa at skaffe ham Friheden ved personlig at henvende sig til forskellige formaaende Personer. Ved alle disse Sammenkomster hævdede hun kækt de Grundsætninger, som hendes opofrende Husbond sad fængslet for, og vandt manges Beundring ved sin modige og ædle Færd.

Endelig lod Kong Karl sig efter gentagne Opfordringer bevæge til at indrømme alle, som var fængslede for Samvittighedsspørgsmaal, og blandt dem Bunyan, almindelig Amnesti og Frihed; og i 1672 forlod han sit skumle Opholdssted og kom tilbage i sin Familiekreds.

Han levede 16 Aar efter sin Frigivelse og endte 1688 sin jordiske Pilgrimsvandring.

Han havde skrevet og offentliggjort adskillige Vækkelsesskrifter, medens han var i Fængslet, og efter sin Løsladelse skrev han endnu en Del.

Det er et herligt Bevis paa Kristendommens styrkende og rensende Magt, at en Mand af saa ringe Herkomst uden de Fordele, som en god Opdragelse yder, skønt det maa indrømmes, af stor naturlig Begavelse, kunde naa til at skrive saa mægtige Skrifter, gennemtrængt af en saa storslaaet og bibelsk Aand, at en af de mest kompetente Mænd til at dømme herom i vor Tid, siger : „Jeg holder John Bunyan for en Mand af større Aandsgaver end nogen anden af vore Theologer og anser ham for den, som har givet det sandeste og opbyggeligste Billede af Kristendommen af dem alle."

At hans Aandsfostre, foredragene mundtlig fra Prædikestolen, skal have gjort en mægtig Virkning, er ikke at undres over.

Alle hans Tanker er ikke alene støttede ved ordret Anførelse af Skriftsteder, men besjælede af den samme Aand, som aabenbarer sig i det guddommelige Ord, medens hver Sætning synes at have gennemgaaet Ildprøven i hans egen Sjæl. Bunyan talte og skrev fra Hjærtet, intet Under da, at han tildrog sig Folks Opmærksomhed og vandt deres Hjærter.

„Jeg har," siger en af hans Venner, „set omkring 1200 Mennesker forsamlede for at høre ham ved en Morgenandagt paa en Hverdag i den mørke Vintertid og paa en anden Tid og et andet Sted 3000, saa at Halvparten var nødt til at gaa igen af Mangel paa Plads."

Og det kan ikke have været lutter Forfængelighed, som samlede disse Skarer, ellers vilde ikke den bekendte Dr. Owen have svaret Kongen, som han gjorde, da denne spottede ham, fordi han gik og hørte en Kedelflikker sludre: "Med Deres Majestæts Tilladelse, hvis jeg kunde prædike som denne Kedelflikker, vilde jeg gerne give min halve Lærdom derfor."

Den Tid, hvori vor Forfatter fremtraadte, var fremfor de foregaaende rig paa Skribenter, der med Dygtighed indprentede og forsvarede Kristendommen.

„Men omendskønt der," siger Macaulay (Bekendt engelsk historiker), „var mange dygtige Folk i England i den sidste Halvdel af det 17Aarhundrede, var der dog kun to skabende Aander." Begge disse stod paa Kristendommens Slide. Begges naturlige Begavelse gjorde dem skikkede til at herske i Aandens Rige. Men Guds Førelser med dem beredte dem stil at frembringe Værker, som var forskellige fra hverandre, skønt de sigtede til samme Maal. Den ene af disse Aander frembragte "det tabte Paradis," (Den blinde digter Milton) som storslaaet, dybt og harmonisk giver os en digterisk FremStilling af Frelsen. Men dette kunde ikke ganske tilfredsstille Menneskesjælens Trang, Mennesket trænger til Frelseren selv.

Hvorledes den anden blev opdraget, hvorledes han bragtes fra det ene Kaar i det andet, fra den ene Smelteovn i den anden, hvorledes han blev ledet fra Elendighedens Afgrund til Salighedens Højder og fik Ord at høre, som det ikke er et Menneske tilladt at udtale," kan ses af „en Pilgrims Vandring" og de andre Værker af John Bunyan.

Om „Pilgrimsvandringens" Tilblivelse fortæller han selv:

„Medens jeg tænkte paa de helliges Veje og begyndte at skrive noget derom, stod der pludselig for mig som en Allegori eller Billede, saa at Vejen til Herligheden forekom mig som en Rejse. I mere end tyve Billeder saa jeg Kristens Vandring til den hellige Stad. "Med Glæde greb jeg Pennen, og hurtigt stod mine Tanker paa Papiret, sort paa hvidt, det gik som Gnister, der flyver omkring fra en Kulild."

Den 12. August 1688 døde John Bunyan, 60 Aar gamtnel.

Hans sidste Ord var: „Græd ikke over mig, men lover eder selv. Jeg gaar hjem til vor Herres Jesu Kristi Fader, som, endskønt jeg er en stor Synder, vil annamme mig formedelst sin elskelige Søns Midlerembede. Der skal vi, haaber jeg, snart samles igen for at synge den nye Sang og evig, ja i al Evighed, være salige."

Paa Kirkegaarden, hvor hans Støv hviler, smykker et stort Mindesmærke hans Grav.