Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

XII. JEG SKAL BLIVE I HERRENS HUS GJENNEM LANGE TIDER (Ps. 23, 9).

Aarenes Henrinden vækker i vort Hjærte Raabet efter det Evige. Vor Natur er ikke knyttet til det Timelige, men til det Evige. Og naar vi se Bladene falde for Efteraarsstormene og ligge i Lag paa de aabne Pladser i Skovene; naar Forandringerne i Naturen nøder os til at mindes de større Forandringer, der stedse føre os ud af Fortidens kjendte og fortrolige Verden ind i en Verden ligesaa fremmed og ukjendt som den nye Verden, Kolumbus opdagede, — da opstaar der inde i os en lidenskabelig Attraa efter et Hjem, som Døden ikke kan betræde, — Venskaber, som Tiden ikke kan angribe, —Kranse af Evighedsblomster og Tilværelses Kaar, som ere uforanderlige.

Denne Vedvaren, som vi forvente, synes forjættet i de Ord, hvormed Hyrdesangeren slutter Psalmen, og som ere ligesaa ligefremme som Ordene "Hjem" og „Moder" og ligesaa betydningsfulde. Psalmen er i sit Løb ligesaa fuld af Omskiftelser som selve Livet. Hver Sætning er et Maleri i Ord, der i kraftige og levende Træk fremstiller en ny Scene i vor jordiske Pilgrimsfærd. Men her synes den urolige Strøm, der er bleven brudt over saa mangen Sten og dreven frem og tilbage i saa mangen Slangebugtning, her synes den at falde ud i Oceanets store Dyb, Evigheden, hvis Bølger, naar de bryde sig mod Tidens Kyst, stedse frembringe den samme monotone Musik „bestandig".

Uden Tvivl ere alle vort dødelige Livs Omskiftelser nødvendige for at gjøre os skikkede til det uforanderlige. Tiden er den nødvendige Forhal for Evigheden. Jorden er Opdragelsesanstalten for det virkelige Liv, der venter os, naar den sidste Lektie er lært, og Skolens Klokke lyder. Men alt, hvad der er og har været og vil komme, opbygger vor Karakter og sigter til at gjøre os harmoniske. Og det skal alt glemmes som en Nats Drømme, naar engang vi ere komne ind i den Evighed, der er vedvarende i den Forstand, at den aldrig skal berøve os nogen af vore sande Besiddelser uden for at fuldstændiggjøre dem.

Men bedre end Tanken om en Vedvaren, er Tanken om, at Himlen er et Hjem, — den er „Herrens Hus"; dette Udtryk stemmer jo med Jesu Ord: „I min Faders Hus ere mange Boliger."

Hvilken magisk Kraft ligger der dog i det ene Ord ,Hjem"! Det drager den omflakkende fra jordens Grænser. Det opflammer Sømanden og Soldaten, det giver Opdageren Kraft til heltemodig Udholdenhed. Den smelter den forhærdede Forbryder med dyrebare Minder. Det bringer Taarer i Verdensmandens Øjne. Hvad kan ikke en Daglejerske gjøre, naar hun blot kan holde sit lille Hjem sammen? Hvad er vor Julehøjtid uden Hjemmets Festlighed?

Og hvad er det, der gjør Tanken om Hjemmet saa kjær? Ikke dets Beliggenhed; ej heller Murstenene og Cementet; ej heller Haven, hvor Børnene legede Skjul; ej heller Bohavet, hvortil der knytter sig kjære Minder, der strax dukke frem, naar Øjet ser det. Nej ! det er ikke alt dette, der gjør Hjemmet. Disse Ting uden de elskede Skikkelser, der pleje at færdes der, vilde være som en Ørken, hvori den Efterlevende vilde finde det umuligt at forblive. Vi finde vort Hjem der, hvor Fader, Moder, Søskende, Hustru og Børn ere; hvor den Fremmedes Nærværelse ikke kaster nogen Skygge over Familielivets frie Udfoldelse.

Lader os nu vende vore Tanker til den Himmel, som vi kjende saa forholdsvis lidt til, undtagen at vor gode Hyrde er gaaet did; og lader os se, hvilket Lys der kastes over den ved den Sammenligning, Psalmisten anstiller mellem den og et Hjem. Den er visselig et Hjem med Hensyn til sit lykkelige Samfundsliv. Vi skulle være ligesaa frie i Guds Nærværelse, som Børn ere det overfor deres Forældre, hvem de elske inderligt. Vi skulle kjende hverandre saa godt og tale saa frit sammen, som vi have gjort med vore Kammerater, med hvem vi sprang om paa Skovsletterne og sankede vilde Blomster, eller med hvem vi samledes om Kaminilden, naar Brændet knitrede, og juleglæden var paa sit højeste. Tænk paa den store Familie af ædle Børn af alle Aldere —fra det lille Barn paa seks Aar og op til den unge Mand, der nylig har begyndt sin Gjerning i den store Hovedstad —, der alle samles for at tilbringe en Stund sammen i Fædrenehuset, der staar midt paa de vidtstrakte Agre, og Du vil have en svag Anelse om, hvad Hjemfærden vil være, naar under Velkomstraab og Engleharpernes Klang, det sidste Barn naar Faderhuset, og hele Familien i Himlen og paa jorden er samlet i Faderens Hus for stedse — for aldrig at skilles eller drage bort eller afbryde den lange, lykkelige og herlige Fest i Hjemmet!

Disse Ord blive maaske læste af enlige Sjæle, over hvem der til Tider lister sig en underlig Hjemve. „O, at være Barn igjen, og have andre til at sørge for vort Behov og vor Glæde, istedetfor at skulle værne om sig selv og at være Kilden til alt for andre!" Og maaske bliver saadanne Længsler efter Fortiden blandede med Taarer over et nyligt Tab, med Tanker om Grave saa nye, at Blomsterne endnu ikke have faaet Tid til at rodfæste sig i den friske jord.

Men —det sømmer sig ikke for os at nære saadanne Tanker! De gjøre os uskikkede for Livets alvorlige Virkelighed. De slippe os. Lader os ikke dvæle ved dem. Er Fortidens Paradis mistet, saa at en Engel staar med draget Sværd for at forbyde os Adgang dertil, saa er der et andet og bedre Paradis for os, ved hvis Porte vinkende Engle staa, Paradiset i vor Faders Hjem. Lader os ikke tænke paa Adskillelse, men paa Gjenforening. I gamle Dage plejede Mandskaberne paa udgaaende Skibe at drikke Skaal for „Vennerne bagved", indtil de naaede Linien; men saa snart de havde overskredet den, begyndte de at drikke Skaal for „Vennerne foran". Lader os rette vore Tanker paa Vennerne foran os, som, Gud ske Lov, ere dem, hvem „vi elskede for længe siden og kun mistede for en Stund".

Salige ere de Hjemsyge, thi de skulle naa hjem!

Der er en stor Forvisning udtalt i disse Ord. Psalmisten tvivler ikke om, at han jo kommer der. Dog havde han været et omflakkende Faar, hans Livsbane paa ingen Maade pletfri, hans Sind snarere en Krigers end et Fredens og Mildhedens og Kjærlighedens Sind. Hvorledes skulde han komme der? Han følte uden Tvivl, at den gode Hyrde ikke kunde være der, naar Faarene klagede udenfor. „Hvor jeg er, skulle ogsaa I være". Vi have et langt tilforladeligere Forjættelsens Ord, hvorpaa vi med Glæde kunne give Agt som paa et Lys, der skinner paa et mørkt Sted.

Fordi vi have sat vor Lid til Kristus, og ere ét med ham; fordi vi have annammet i vore Hjærter det evige Livs Spire, der fører selve Himlen ligesom i uudviklet Skikkelse med sig; fordi vi allerede have Pantet paa vor Arv i Helligaandens Nærværelse og Vidnesbyrd; fordi Guds forjættelse og Ed forsikrer os, om vor evige Salighed; af alle disse Grunde og flere andre tør den ringeste, mest frygtsomme og svageste Troende der læser disse Linjer, paastaa: "Jeg skal bo i Herrens Hus gjennem lange Tider."

David synes i en Forstand al have nydt Himlen, førend han kom der. For ham var Herrens Hus ikke simpelthen en fremtidig Ting, men en Nutids Mulighed. l en anden Psalme taler han om at bo i den Højestes Paulun, og atter i en anden anvender han de skjønne Ord: „En Ting har jeg begjæret af Herren, den vil jeg søge efter: at jeg maa bo i Herrens Hus alle mine Livsdage for at beskue Herrens Livsalighed og at grunde i hans Tempel" (Ps. 27, 4). Men den Mand var travlt beskjæftiget med sin Kongegjerning; han kunde ikke bo bogstaveligt i de hellige Gaarde, hvorefter han længtes mere end en Hjort, der skriger efter Vandbække, eller Duer,. der længes efter deres Dueslag.

Og dog, kunne vi tvivle om, at hans glødende Bøn blev besvaret, eller at hans Hjærtes faste Forsæt naaede sit Ideal? I en Forstand boede han stedse i Herrens Hus og saa hans Livsalighed og grundede over hans Vilje, hvad enten han var hjemme i Slottet paa Zions Bjærg eller borte i de øde Egne hinsides Jordan. Hvad er Guds Hus andet end Guds Nærværelse, der stadig erkjendes af den kjærlige og troende Aand, og som omslutter, indhyller og gjennemtrænger alt ligesom Foraarets livvækkende Luftlag.

Hvorfor skulde ikke ogsaa vi begynde at leve i Guds Hus i denne hellige og salige Forstand? Vor Himmel kan saaledes begynde, ikke fra det Øjeblik, da vi først gaa ind ad „Byens Porte", men fra det Øjeblik, da vi vaske vore Klæder og gjøre dem hvide i Lammets Blod. Altid og allevegne kunne vi finde vor Bolig i Gud, som har været Hjem og Tilflugtssted for sit Folk i alle Slægter. Altid og allevegne kunne vi trække os tilbage til ham fra de voldsomme Storme og Uvejr. Altid og allevegne kunne vi gjøre hans Natur ikke blot til vor Borg og Fæstning, men til vort Bedehus og Tempel. Maatte Helligaanden virkeliggjøre for os den Mulighed at leve i Herrens Hus hver Time paa Dagen, der, hvor alle Taarer borttørres, saasnart de ere udgydte, hvor Sorgerne ikke kunne trænge ind, og hvor den gode Hyrde stedse fører sin Flok til grønne Græsgange, saa at den ikke lider Hunger, og til de stille rindende Vande, saa at den ikke tørster, og til de kølige, dybe Dale, saa at Solen ikke stikker om Dagen eller Maanen om Natten. Himlen, før vi naa Himlen!

Lader os se til at leve paa dette himmelske Stade. Der er mange Stader, hvorpaa vi kunne leve. F. Ex. den Kirkes Stade, hvortil vi høre, eller det kristne Samfund, hvor vi har vor Omgang. Det Stade, at gjøre, hvad andre gjøre, og være tilfredse med en Gjennemsnits-Middelmaadighed. Dette sømmer sig kun daarligt for dem, der gaa frem for at gribe det, for hvilket jesus Kristus engang greb dem.

Men der er to andre Stader, som særligt stille Krav til vor Tanke, og mellem hvilke vi maa gjøre vort Valg: Vort virkelige Stade i jesus Kristus — og vor Erfarings eller Følelses Stade. Ifølge det første ere vi allerede gaaede gjennem Døden til Opstandelsen og Himmelfarten, sidde allerede i det gyldne Lys, der bølger om jesu Trone. Ifølge det andet, der skifter med hver atmosfærisk eller fysisk Forandring, blive vi snart løftede op paa Bølgekammen i den solklare Luft og snart kastede, trætte og nedbrudte, ind paa Sandet, hvorfra Bølgerne i Ebbe-tiden have trukket sig tilbage fra os.

Det ene Stade er det, Gud vil, vi skulle leve paa. Det andet er det, vi selv have valgt — et meget sørgeligt Bytte! Hvad Under, at vi ere saa skuffede og modløse! Vi have sat bittert for sødt, det timelige for det evige, det bølgende og forbigaaende for Guds urokkede og urokkelige Grundvold, der er uforanderlig som hans Kjærlighed.

Det er et alvorligt Spørgsmaal for enhver af os: „Hvilket er mit Livs Stade? Er det mit, min Naboes, eller Guds? Lever jeg som en opstanden og himmelfaren, for hvem Synd og Død ligger bagved, medens Evighedens uskabte Lys ligger ovenover ?" Ak, saa mange af os tro, at vort virkelige Stade ikke er andet, end hvad vi erfare, istedetfor at hæve vor Erfarings Stade op til det Standpunkt vi have i' Kristus Jesus.

Nu gjør Troen to Ting, naar den virker paa den rette Maade. Først stoler den paa, at en Stilling tilhører den, som vi ikke føle, men som den tør gjøre Fordring paa iføfge Guds Ord Forsikring. For det andet griber den Guds Kraft for at gjøre denne Stilling til levende virkelighed i daglig Erfaring.

Vi føle ikke altid, at vi ere hvor Apostelens glødende ord erklære os at være. I Rom. 6, Efes 2, og Kol. 3 paastaar han, at vi ere opstandne og sidde paa tronen og herske med Jesus, medens hans og vores fjender ligge under vores fødder. Men Troen griber fast om disse klare og trofaste Lærdomme, og vover at kalde Følelserne løgn, mens den holder Guds ord for Sandhed. Ja, og Troen gaar videre. Den Lægger vedholdende Beslag paa Guds Kraft, der oprejste Jesus fra Josefs Grav for at sætte ham hos Majestætens højre Haand i Himlene. Og i Kraft af denne Magt gaar den over den bevægelige Bølge, klatrer opad Luftens Trin og „holder Skansen", sin himmelske Stilling, imod alle helvedes angreb. Det er umuligt at leve opstandelses- og Himmellivet, hvilket visset er vort, uden guddommelig Opstandelseskraft; men denne Kraft ligger indenfor en tilegnende Troes Rækkevidde (Efes. 1, 14).

Det er meget nødvendigt for os at paakalde Helligaandens Bistand for stedse at bevare os i denne Overgivelsens- og Troens Stilling, der drager Guds stadige Naade ind i vort Liv. Han er Erindringens Aand, idet han bevarer os i en stadig Ihukommelse af Herrens Ord og Naade og udruster os i Fristelsens stund ved at „minde os om alle Ting".

Og dersom vi blot leve saaledes, vil Livet henrinde lykkeligt og nyttigt. Dets Historie vil forme sig til en Psalme lig den, David, Hyrden og Kongen, sang for Aarhundreder siden. Vort Livs Psalme begynder maaske med Fortællingen om Hyrdens Omsorg for et tabt, gjenstridigt Faar; men den vil ikke stadig forblive paa dette Trin; den vil svinge sig opad og synge nær ved Himlens Port; den vil tilbringe sine Dage paa de Sletter, hvor, Gud selv er Solen; og den vil sluttelig omtale den hellige, herlige, hjemlige Kreds, af hvilken hvert Lem uden mindste Skygge af anmasselse eller Frygt kan paastaa: "Jeg skal bo i Herrens Hus i al Evighed."