Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

XI. DET HIMMELSKE FØLGE

" Ikkun Godt og Miskundhed skal følge, mig, alle mine Livs Dage" (Ps. 23, 6).

Alle Dage". Hvilke Dage kunne dog koomme. Foraarsdage, da hele Verden er fyldt med glad Liv, der jubler i Markenne, slaar Triller i Skyerne og bryder ud i Blad og Blomst for vor Fod. Sommerdage, da Aaret har naaet Toppunktet af sin Herlighed, med gyldent Lys, de lange Aftener og balsamduftende Nætter. Efteraarsdagene, da Markerne fyldes med Kornneg, medens travle Hænder nedpakke Aarets rige Frembringelser fra Frugthavernes Grene, fra Vinrankerne og de høje Humleplanter. Vinterdage, da Foden nedtræder de raslende Blade, der som et Tæppe ligge paa Skovbunden; Dage med Taage og Regn og dæmpet Lys, da vi samles om Aarets svundne Herligheds Ligbaare og lægge det i Graven.

Vi staa undertiden som paa Randen af en ludende Høj og stirre undrende ned i Dalen under vore Fødder og spørge om, hvilke Dage der findes der, indhyllede tætte Taager kun vige tilside, , eftersom vi rykke frem. Hvad gjemme Aarene i deres Skjød? Ville Dagene blive gyldne oplyste af Himlens varme Solglød? Ville de blive mærkede med røde Bogstaver som Festdage, eller som Dage, der udhæves med Lidelsens og Ofrets Blod? Ville de blive graa, mørke og sørgelige? — Fødselsdage, Dødsdage, Bryllupsdage, Aarsdage for en svunden Fortid, der vægrer sig ved at glemmes; Fastedage, Helgendage, fordi vi paa dem mindes Mennesker, med hvilke vi bleve forbundne og elskede som selve Guds Udvalgte. Kun nogle faa korte Timer, lig Glimtet af et Blinkfyr, der ses langt borte mellem to lange Pauser med dybt Mørke; eller som en Diamant, indfattet i Elfenben — ja, hvor megen Ve og Smerte, bitter Erindring og nagende Anelse kan der ikke sammenfattes i det korte Spand af Tid, som vi kalde en Dag!

Men der vil ikke komme en Dag i hele vor Fremtid, paa hvilken vi ikke skulle have de to Skytsengle, himmelske Ledsagere og Guds Budbringere: „Godhed og Miskundhed"; de ere blevne udvalgte til det Hverv at ledsage den Troende under hele hans Pilgrimsfærd hernede.

Naar den Rejsende, overvældet af Kulde og forvildet af Taage, der pludselig har sænket sig ned over hans Vej, synker ned udmattet paa det vaade Grønsvær, hvilken uendelig Trøst er det da ikke for ham gjennem en øjeblikkelig Rift i Taagen at faa Øje paa en Hyrde tæt ved, eller at opdage to Tjenere fra det fjerne Fædrehjem, udsendte for at afsøge Højene for at finde den savnede og for at bringe ham i Sikkerhed hjem til Arnens Ly og Varme! Men paa lignende Vis opdager den Troende i Trætheds og Ensomheds Øjeblikke Nærværelsen af Guds Tvillingeengle: Godhed og Miskundhed.

Vi have aldrig set Engle som dem, der kom til Sodoma, ej heller deres Billede, der lignede de to Engleskikkelser, som bøjede sig over Pagtens Ark i det Allerhelligste. Men vi kunne forestille os deres Ansigter, deres ætheriske Skikkelser, deres blide Adfærd. Men der er noget bedre end Englehjælp: Guds personificerede Egenskaber. Hans Godhed og hans Miskundhed; det er ham selv i alle hans Kjærligheds og Barmhjærtigheds ømmeste Aabenbarelser overfor Mennesket. Godhed og Miskundhed. Ikke Godhed alene; thi vi ere Syndere, der trænge til mange Ting foruden Tilgivelse. Men begge maa lænkes sammen. Godhed til at afhjælpe hver Mangel; Barmhjærtighed til at tilgive hver Synd. David knytter ofte disse to sammen, som naar han f. Ex. siger: „Herren er god, og hans Miskundhed varer evindelig."

Hvad skulle vi sige om disse velsignede Egenskaber? Tag Godhed. Den ligger i stort Maal i Guds Natur, beredt for de Fattige, de Hungriges Føde, de Retfærdiges Bolig, selve Livets Sol. "O, smag og se, at Herren er god." „Hvor stor er hans Godhed, og hvor stor er hans Skjønhed".

Tag Miskundhed. Den er et Barn af Gud. Hans Fryd—"han frydes i Barmhjærtighed"; hans Rigdom — „han er rig paa Barmhjærtighed". Hvem kan tælle de Straaler, der funkle fra denne juvel! Øm, rigelig, sikker, evig. Sandelig, vor Herre kunde sige: „Eders Fader er barmhjærtig!"'

Og de skulle følge. l Orienten gaar Hyrden altid foran. Og vor gode Hyrde fører os aldrig frem til nogen Gjerning eller Krigsfare uden at gaa foran os. Men hans Hyrdehunde gaa bagefter. Vi have en Arrieregarde imod vore forræderiske Fjenders Angreb. Vi have to stærke Hjælpere til at løfte os op fra Afsats til Afsats paa Livets Pyramide og til at bevare os fra at falde tilbage,; de hviske trøstende Ord til os og lægge stærke Hænder under vore Arme i vanskelige Omstændigheder.

I Ordet følge ligger der maaske en Antydning af, at vi ere ved at gaa bort fra Herren, og at han sender sin Godhed og Barmhjærtighed ud efter os for at kalde os tilbage. Dersom en forvildet Søn forlader sin Moder, der er Enke, for at gaa til søs, da glemmer hun ham aldrig, hendes Bønner og Taarer og kjærlige Tanker følge ham stedse ; og for at vinde ham tilbage sender hun sine ømmeste Hjærtesuk ud til ham. Just saaledes er det med Gud og hans Egne:, de kunne fly fra ham, men han følger dem. Han sender Godhed og Miskundhed ud i deres Spor. Undertiden synes det, som om Ulykke paa Ulykke, Slag paa Slag, forfølger dem; men i Virkeligheden er det ikke saaledes. Tingene ere ikke altid saaledes, som de synes. Og Godhed og Miskundhed forklæde sig ofte i en Dragt, der ved sin Grovhed skal beskytte de fine, uldne Klæder, der ere beredte for det trætte Hoved og de matte Lemmer paa den udhungrede, pjaltede, udmattede Flygtning. Gud lader ikke sin Venlighed ophøre; hans Trofasthed svigter ikke; thi „hans Barmhjærtighed varer fra Slægt til slægt".

Du behøver blot at vende Dig om, og Du vil finde Dig selv fanget af Guds Godheds og Miskundheds Arme, der følge Dig allevegne. Du kan ikke forestille Dig, hvor nær de ere ; Du kan føle Dig ene, bedrøvet og forladt, det kan være en af Dine slemme Dage, uden Solskin og alt graat i graat, uden en Straale af Trøst eller et Glimt af Haab. Dog nær ved Dig, tydelige for Guds Engle, skjønt skjulte for Dit Ansigt, staa de herlige, kjærlige og barmhjærtige Skikkelser: Guds usvigelige Godhed og ømme Miskundhed. De ville dække Dig et Bord, som de gjorde det for Elias; eller de ville fare gjennem Stormen og staa ved Siden af Dig og byde Dig: „Frygt ikke!" som de gjorde overfor Paulus.

Og i saadanne Forhaabninger er der ikke Tvivl. "Visselig" (Saaledes efter den engejske Bibeloversættelse. 0. A.) siger Psalmisten. Hvorfor saa vist? Fordi Gud er Gud, uforanderlig og evig; han kan ikke tage tilbage, hvad han har givet. Om vi ere utro, forbliver han dog trofast; Han kan ikke fornægte sig selv. Sine Gaver fortryder han ikke. Al god og fuldkommen Gaves Giver er ogsaa Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller Skygge af Omskiftelse. Og naar Han en Gang har begyndt at følge os i Godhed og Miskundhed, kunne vi flakke ud fra hans Stier og ringeagte hans Kjærlighed og overse hans Sendebuds Nærværelse og byde dem gaa bort; og dog fjærne de sig ikke. De følge efter i maaske lidt længere Afstand; men følge os ville de og blive aldrig glade, førend de have vundet os og ført os tilbage til Herren selv.

„Visselig", thi Herren har aldrig svigtet i Fortiden, „visselig", thi det vilde ikke sømme sig for ham at lægge Haanden paa noget og ikke føre det igjennem, „Visselig", thi han har bundet sig ved store og dyre Forjættelser. „Visselig", thi alle hans Helliges forenede Vidnesbyrd gaa ud paa, at han aldrig skuffer eller forsager. „Visselig``, thi saa sandt han har rettet sin Kjærlighed imod os i Evighed, vil han ikke glemme os i Tiden; derfor vil der visselig aldrig komme en Dag af vor jordiske Pilgrimsgang, paa hvilken Gud ikke vil være ved vor Side i Godhed og Miskundhed.

Istedetfor „visselig" have nogle oversat „Ikkun" (saaledes den danske Oversættelse). „Ikkun Godt og Miskundhed ' skal følge mig!" Der staar i Ps. 73: „Kun god er Gud mod Israel, mod de Rene af Hjærtet." Det er en Kjendsgjerning, at Guds Færd overfor os stedse er god og miskundelig. Undertiden ser det ikke saaledes ud; men det er undertiden et større Bevis paa Kjærlighed at holde igjen end at give, at nægte end at indvillige, at berøve ende at fylde Skjødet med en Mængde Velgjerninger.

I bange og forsagte Hjærter, der frygte for at gaa den mørke Vej alene —fatter Mod, omgjorder Eder med nyt Mod; opløfter de slappe Hænder og retter de svage Knæ; Gud ved alle Eders Dages Tal; han kjender Eders Behov, Fristelser og Sorger; han har sagt: "Som Eders Dage ene, saaledes skal Eders Styrke være!" Den Dag skal aldrig oprinde, som ikke skal velsignes med hans Godhed og Miskundhed; han vil selv, i sin elskelige Søns Person, være med os alle Dage indtil Verdens Ende.