Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

X. BÆGERET, DER FLYDER OVER

"Mit Bæger flyder over." (Ps. 22, 5).

Glade og festlige Øjeblikke komme til de mest bedrøvede og trætte . Naar man har gjennemgaaet en land Angst og Kval og ligger udstrakt paa Ørkensandet, lægger Søvnen sin Tryllekaabe over den trætte Natur; Engle tilberede det forfriskende Maaltid, og Sjælen vaagner ved den himmelske Berøring, styrket til ny Anstrængelse.

Vi kunne ikke altid sige, hvorfra saadanne Erfaringer komme; dette er alt, hvad vi vide, at Skridtene ere mere elastiske, Hjærterne svulme af jublende Haab, Sange bryde frem fra Læberne, og hele Væsenet fryder sig som Naturen paa en prægtig Foraarsdag. „Da Herren hjemførte Zions Folk, som vendte tilbage, da vare vi som Drømmende; da blev vor Mund fyldt med Latter, og vor Tunge med Frydesang, da sagde man blandt hedningerne: „Herren har gjort store Ting imod disse" (Ps. 126, 1-3).

Til saadanne Tider synes Livet for os som et Bæger, blandet af Guds kjærlige Haand og flydende over af hans Barmhjærtighed og Miskundhed. Og mens Taarer kæmpe med Smil om Herredømmet, som Regn og Solskin paa en Dag i April, løfte vi det fyldte Bæger til vore Læber og udbryde: „Mit Bæger flyder over".

En lignende Erfaring skildres i en anden Psalme, der, ligesom saa mange af lignende Karakter, behandler den menneskelige Erfarings dybeste Dybder og Kilder, saavel som dens højeste Højder. Den begynder med Bedrøvelsens klagende Toner, „Dødens Reb og Helvedes Angst". Den fortæller, hvorledes Psalmisten i sin Nød kalder paa Herrens Navn. Den fortæller hans herlige Befrielse. Og nu, da han ser tilbage paa sin Lod, synes den ham som et Bæger, fyldt med Frelse (Ps. 116, 12-13).

Vi have Intet at sige om Bygningen af Livets Bægere. De kunne være af Guld, Sølv, Tin, Alabast eller Glas. Der er en uendelig Forskjel paa det Raamateriale, hvoraf vore Liv dannes., Vi have kun med de Bestanddele at gjøre, der smage ligesaa sødt af Lerkrukken som af Guldbægeret. Naar Alt kommer til Alt, bestaa de store Forskjelle paa Menneskers Liv langt mere i deres Indhold end i deres ydre Skikkelse. Hør op med mistrøstig at se paa Dit Bægers og Din Skaals Ydre; men se taknemmelig paa Indholdet, som kan være sødere og rigere for Dig, selv om det indeholdes i et simpelt Bæger, end Indholdet af andres Liv, som Du misunder, idet Du ikke ved, hvor bitter Vædsken deri er.

Vi bør huske paa, at „Salighedens Bæger", hvoraf vi drikke, en Gang var fyldt med bitter Forbandelse. Vi læse i Skriften om Forfærdelsens Bæger og om Guds Vredes Bæger; og naar vi læse de Ord, erkjender vi, at vort Liv kunde have været fyldt med Forfærdelse og Vrede som retfærdig Belønning for vore Gjerninger; ikke at Gud er hævngjerrig; men hans hellige Natur kan ikke andet end rejse sig til Modstand, naar som helst han kommer i Berøring med Ondskab og Urenhed. Dersom vi skulde have drukket de bitre Følger af vor Synd, vilde det have været, som da Moses malede Kalven til Støv og strøede det paa Vandene og lod Folket drikke. Og dersom man vilde spørge, hvad Aarsagen er til, at vi have undergaaet en saa bitter Erfaring, kan Svaret gives med hans Ord, som har ført sit Folks, Sag: „Se, jeg har taget af Din Haand Forfærdelsens Bæger; Du skal ikke drikke mere deraf." Da han tog det ud af vore Hænder, gød han dets Indhold i det Bæger, der var blandet til ham, og gav os det tomt tilbage, eller bedre, fyldt med hans Kjærligheds og Livs Vin, medens han drak vor Vredes og Smertens Skaal.

Husk hans egne Ord i Haven, da hans Sjælekamp, var forbi, og Røverbanden vilde binde ham, og Peter i Heftighed drog sit Sværd. „Da sagde Herren til Peter: Stik Dit Svær i Skeden! skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?"

Læg Mærke til Bestanddelene af Kristi Kalk -- Skam, Spyt, Smerte og Angst, den legemlige Pinsel og Alt vore Synders Bitterhed, som skulde mede ham; vor Forbandelses Skyld, som han frivillig tog paa sig; vor Straf, som blev lagt paa ham. Menneskeslægten stod som i en lang Række, hver med et Bæger Skarntyde i sin Haand; og Kristus tog Bægeret fra enhver og gød dets Indhold i den store Kalk, som han bar, saa at Han paa Korset smagte Døden for hver mand. Saaledes flyder vort Liv over med Frelse fordi Hans Liv flød over med Fordømmelse. Vi drikke Glædens Bæger fordi han drak Sorgens Bæger. Vort Bæger er Salighed, fordi hans var Gudforladthed.

O, at vi i vore frydelige Øjeblikke maatte ligne de Salige i Himlen, som i deres største Glæde stedse knytte deres Lykke til Kristi Død! Glem aldrig den Pris, for hvilken dine lyseste Øjeblikke bleve kjøbte.

Lader os betragte nogle af Bestanddelene i vort Livs Bæger.

1. God Helbred er en af de vigtigste. Et Menneske kan have alt, hvad der udgjør menneskelig Lykke, men dersom det altsammen er parret med Smerte og Træthed af stadig Sygdom, hvad glæde har han da? Vore mørke Dage, da alle vore Omgivelser ere klædte i mørke Farver, skyldes meget ofte legemlig Svaghed; og vore glade Dages jubel, naar Sollyset ligger ud over vort Liv, falder i Almindelighed sammen med en Følelse af legemlig Sundhed. Dersom da Dit Livs Bæger synes sødt og forfriskende for Din Smag, kan Du temmelig sikkert slutte, at god Helbred er en Hovedbestanddel deraf; og dog skjønne vi ikke rigtig derpaa, førend den er borte.

2. Dernæst er der Venskabs- og Kjærlighedsbaandene, uden hvilke den største Lykke er som en Ørken, saa at endog Guldgaderne saare og trætte Foden, som om de var skarpe og tørre Sandflader; men som kaste Glans over den tarveligste Lod, saa at endog en Have med bitre Urter vil straale med Himmelglød.

3. Saa er der ogsaa Hjemlivets Hygge. Hvormeget af denne nyde ikke de fleste af os! Bløde Puder, tæppebelagte Gulve, lune Værelser og smukke Møbler, forskjelligartet Føde, smukke, gode Klæder, Tjenere, som skaane os for det haardere Slid. Stoikeren kan opdrage sig selv uden meget af alt dette og kan endog forsøge at overbevise os om, at Livet er behageligere uden alt dette; men ikke desto mindre er det unægteligt, at meget og mange af vort daglige Livs Bekvemmeligheder skyldes disse Behageligheder, hvortil vi ere bleve vænnede ved Skik og Brug.

4. - Saa er der Sjælens Glæder. Enhver kan af Fortidens Krypt fremdrage den Skat, som bestaar i Kundskab om den gamle og den moderne Verden; enhver kan samle Digteres og Filosoffers Tanker, der ere kastede op paa Tidens Kyst som Havtang paa Strandbredden, der af Stormene rives op fra Oceanets Dybder; enhver kan udsøge og inddrikke Naturens Vidundere og Skjønheder lige fra Skovengens vilde Blomster til „hine store Stjerneskarer, der ere strøede tættere paa Himlen end Støvet paa Auriklens blege Blade".

5. Nu og da gydes der en særlig Sødme i Livets Bæger — en særlig Befrielse, en uventet Hjælp, en ufortjent og usædvanlig Befrielse —, hvilken øjensynlig kun sendes os for at tilfredsstille Guds inderlige Attraa efter at gjøre godt og at meddele. Her voxer min Opgave mig over Hovedet, — intet Menneskes Pen kan beskrive alt, hvad Gud gyder over vort Liv; meget er for fint til at kunne skjelnes, meget er for guddommeligt til at kunne fattes, meget faa vi i saa stor Mængde, at det ikke kan beregnes. Desuden blandes vore Bægre ikke paa samme Maade. Vor Fader studerer omhyggelig, hvorledes vi ere, og saa lemper han sin Forsorg efter vor Trang; og siden vi ere saa uendelig forskjellige, er der en uendelig Forskjel paa de Bægre, som han sætter for os paa det Bord, han dækker.

Men hvilken end vort Bægers Velsignelse er, saa flyder det visselig over. Hos Herren er Kalven altid Fedekalven; Dragten stedse den bedste Klædning; Glæden er uudsigelig; Freden overgaar al Forstand; Naaden er saa overflødig, at Modtageren deraf har Overflødighed i alle Ting og er istand til enhver god Gjerning. Gud er ikke knap i sin Miskundhed; han udmaaler ikke sin Godhed, som Apothekeren tæller sine Draaber og maaler sine Drachmer, langsomt og omhyggeligt, Draabe efter Draabe. Guds Vej betegnes altid ved mangfoldig og rigelig Godhed, ligesom Naturen, der er saa rig paa Skjønhed og Liv, at enhver Draabe af Oceanet og hver Kvadrattomme Jord af Skovbunden og ethvert Molekyl af Stof strømmer over af Vidundere og trodser Menneskets Undersøgelse og Granskning. Vi kunne med Apostelen udbryde: "Jeg har alt og i Overflod."

Paa Bredden af en af de store Ferskvandssøer i Amerika staar der en lille Hytte, hvori der, bor en Familie af Nybyggere fra England. Et lille Barn, der har leget hele Morgenstunden og er bleven træt og tørstig, gaar indenfor og beder sin Moder om Vand; og Moderen tager en Kop og gaar med Barnet ned til den hvide Strandbred, hvor de smaa Bølger lege, dypper Koppen ned i Vandet og fører den fyldt og dryppende af en Strøm af klare Krystaldraaber til sit Barns Læber. Det er saaledes Gud bærer sig ad overfor sine Børn. Han giver alle gjerne og bebreder ikke. Der er mere hos ham, end vi have Behov, og han giver os mere, end vi selv bruge. Lader os se til, at vi holde vore Bægere saaledes, at det, der flyder over deraf, ikke gaar til Spilde, men drypper over i deres Bægere, der ikke have saa meget som vi. 0, at vore Stier kunde ligne Guds Stier, hvilke, naar de dryppe af Fedme, vederkvæge Ørkenens fortørrede Græsgange, saa at de smaa Høje omgjordes med Glæde og tilsidst dækkes med Flokke af Dyr. „De raabe af Glæde, og de synge ogsaa".

Men det er særlig i Forbindelse med aandelig Velsignelse, at Bægeret oftest synes at flyde over. Dette har været mange store Helgeners Erfaring. En skotsk Præst udbrød engang i salig Henrykkelse: „O, Herre; hold Din Haand tilbage, det er nok; Din Tjener er et Lerkar og kan ikke rumme mere." Og en anden Mand fortæller os, at da han engang var ene paa en Rejse, begyndte hans Tanker at svulme og at hæve sig højere og højere, indtil de tilsidst bleve til en svulmende Flod. Hans Sjæls Tilstand var saa lykkelig, han smagte de himmelske Glæder saa levende, at han virkelig mistede Syn og Sans for denne Verden og dens Anliggender. Mange Aar efter kaldte han denne Dag én af Himlens Dage og vidnede om, at han lærte mere af den om Livet i Himlen end af alle de Bøger, han i hele sit Liv havde læst, og af de Prædikener, han havde hørt.

Vist er det, at vor Herre Jesus vil, at vi skulle have en mere stadig Erfaring af saadanne Glæder. Han kom ikke blot for at give os Liv, men Liv i Overflødighed. Han talte uforlignelige Ord til os, at vor Glæde kunde blive fuldkommen. Hans Ideal med os kan sammenlignes med de Klippebassiner, der ere udhulede ved et stadigt Vanddryp og omkransede med en uendelig broget Mangfoldighed af prægtig Vegetation, ind i hvilken den vandrige Flod, der næres af stadige Kildevæld, stedse flyder, og hvorfra det overstrømmende Vand stedse flyder i smaa Strømme for at fylde nogle lavere liggende Skaaler eller for at nære de mangfoldige Blomster og Planter, der ivrigt udstrække deres Rødder til de kvægende Vande. Lader os ikke ruge over det, vi have faaet. Lader os frit tillade vore Bægre at flyde over. Fjernt fra os være Gnierens Karrighed, han, der ikke tør give af Frygt for ikke at faa. Lader os være ødsle og rundhaandede med vor Rigdom; thi vi vide, at den er uudtømmelig, fordi den kommer fra vor Faders Haand; og en af Lovene i hans Rige er, at vi faa i samme Forhold, som vi give.

Et Ord tilsidst: Pas paa at tage Frelsens bæger. Der kan ikke vises en Giver større foragt end at haane hans Gaver. Og dog, hvor mange Bægere sætter Gud for os, som vi vægre os ved at smage! Nogle synes at tro, at Gud ikke har i Sinde at gjøre dem fuldkommen lykkelige; og at, om de drikke deres Glædes Bægere, maa det ske hemmeligt. Nogle tømme dem kun halvt; eller, om de drikke helt ud, blande de nogle bitre Bestanddele af deres Eget deri, for at ikke Drikken skal blive altfor behagelig. Hvor ofte glemme vi, at Gud har givet os alle Ting rigeligt at nyde! Og naar vi ere visse paa, at Han har givet os noget, lader os da ikke være bange for at tage Bægeret fra hans Haand. Undertiden faa vi Intet, fordi vi ere for blinde til at se, eller for langsomme til at tage de Bægere, som Gud bereder til os.

Og lader os huske paa, naar vi drikke, at paakalde Herrens Navn. Naar vi gjøre saaledes, ville vi helt ofte finde, at den bitre Lægedom, der skræmmer os, pludselig er bleven forvandlet til selve Livets Vin. Der er en gammel Legende om et Bæger, der fyldtes med Gift og forræderisk blev givet i Kongens Haand; han slog Korsets Tegn og nævnede Herrens Navn, og Bægeret faldt ned for Hans Fod. Brug saaledes Guds Navn som, Prøvedigel. Nævn det over de Bægere, der lokke Dig, førend Du hæver dem til Dine Læber, hvad enten det nu er Venskabsforbindelser, Planer eller Forretninger. Dette Navn vil enten vise Dig Slangen, der lurer i deres Hjærte, som i Bægeret ved den gamle ægyptiske Fest; eller det vil forvandle almindelige Ting til helligt Brug og gjøre dagligdags Bægere lige med det, vi bruge ved Herrens Bord naar de mindeværdige Ord ere blevne udtalte over det: „Dette gjører til min Ihukommelse."