Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

VIII. FESTMAALTIDET

„Du bereder et Bord for mig overfor mine Fjender" (Ps. 23, 5).

Det synes ved første Øjekast vanskeligt at følge Traaden i Psalmistens Tankegang, naar han gaar over fra Faarefoldene til Festbordet. Og dog overgaa det aandelige Livs Krav alle jordiske Sammenligninger saa meget, at de kræve, at man anvender mere end et Billede, idet det ene Billede udfylder, hvad det andet mangler, for at den sande Forestilling om vort Forhold til Gud kan være fuldstændig.

Nu er det selvfølgelig meget godt at tænke paa sig selv som et Faar og paa Kristus som Hyrden; men der kan intet Samfund være mellem de stumme Dyr og den aarvaagne Vogter. Det lille Barn, der kommer fra Hyrdens Hytte for at møde sire Fader, har inderligere Samfund med ham, selv om det næppe kan tale ret, end de stumme Dyr, der ere Gjenstand for hans Omsorg.

Psalmisten synes derfor at sige: „Jeg er mere end Jehovas Faar; jeg er Jehovas Gjæst." Det er et Vidnesbyrd om stor Fortrolighed, at sidde ved en Mands Bord; i Orienten er det da saaledes. Derfor var ogsaa Psalmisten saare bedrøvet, da han sagde: „Han, som bryder Brødet med mig, er den, der opløfter sin Hæl imod mig." Ej heller var det muligt for vor Herre at give et mere gribende Bevis paa sin Kjærlighed til sin Apostel end at dyppe et Stykke Brød og give ham det i Hænde.

Her fremkommer da et rigt Thema til Overvejelse, naar vi sammenligner Livet med det at sidde ved Guds restbord og spise, hvad han har beredt.

Vi sidde ved Guds daglige Forsyns Bord. —Vor himmelske Fader har en stor Familie. Det paahviler ham, at sørge for den ganske Verdens Fornødenhed. Alle levende Væsener ere afhængige af hans opholdende Magt. Ikke en Seraf kløver Luften, uden at den faar Kraften dertil fra Herren; ikke et eneste Insekt leger i Sollyset, uden at det er afhængigt af Lyset og Livet fra Centralsolen, for hvilken Englene tilhylle deres Ansigter.

Og dog, midt i den uendelige, rige Natur, som Gud stadig opholder og nærer, har han særlig sin Opmærksomhed rettet paa deres Behov, der i særlig Forstand kalder ham "Vor Fader". Vi ere hans Kostgængere; ja mere vi ere hans Børn! Alle hans guddommelige Forsyns Lagere maatte være udtømte, førend han kunde lade os lide Mangel. Han kan undertiden lade os vente, til Hans Time er slaaet; men som han aldrig kommer en Time for tidlig, vil han heller ikke komme en Time for sent. Han vil lade en Enke underholde os med et Maal Mel, og der vil, hvor ofte end Krukken skrabes, dog stadig være frisk Forsyning. Han vil lade Brød regne ned fra Himlen, saa at Mennesket kan spise Engleføde. Han vil mangfoldiggjøre de ringe Forraad i en Drengs Pose, saa at den nærværende Nød afhjælpes, og Lagere ophobes for Fremtiden.

En Søndag Aften fornylig gav et sygt Menighedsmedlem, som ikke kunde komme i Kirke, sin Præst et Tokronestykke, son han skulde give en fattig Enke, de begge kjendte. Det hændte sig da, at han mødte hende paa sin Vej til Kirken, og strax gav han hende Mønten. Men han var næppe forberedt paa det Svar: „jeg tænkte ikke, at han vilde have sendt det saa snart." Da han udspurgte hende videre, erfarede Han, at hun havde givet sin sidste Mønt bort ved en Indsamling, i den sikre Tillid til, at hendes himmelske Fader vilde paa hendes frimodige Bøn sørge for hendes næste Maaltid. Hun var øjensynlig vant til at omgaas fortroligt med Gud og havde lært, at hans hjælp kommer, "naar Morgenen frembryder", -- den grusomme Nøds Morgen, den Stund da Stoltheden og Selvtilliden ere knækkede, og naar Troen og Haabet staa stille i Forventning ved Sjælens Portaler og se ud efter Hjælpen, som ikke kan lade vente længe paa sig.

Jeg skal aldrig glemme Historien om en gammel Mand, som man fandt siddende i en af Yorks Kirker, kort før Kirken lukkedes, og som havde siddet der og ventet siden den tidlige Morgen. Han var kommen til Byen for at finde sin, Datter; men da han ikke havde truffet hende, var han uden Venner og Føde, og den sidste Mønt havde han givet ud. Uden at vide, hvor han skulde vende sig hen, var han gaaet ind i den prægtige Kirke og havde siddet der den hele udslagne Dag, fordi han, som han sagde, tænkte, at det Sted, hvor han sandsynligst vilde finde sin Faders Bord, var i hans Faders Hus.

Behøver jeg at tilføje, at hans Nød fuldtud blev afhjulpen?

Guds Børn synes at tro, at de ikke, ere bedre farne end Verdens Mennesker. Og i Følge deres Tro sker det dem. Dersom vi ikke udvise Tro og gjøre Fordring paa Guds Omsorg, bør vi saa undre os over, at vi ikke erfare den ? Dersom vi paa den anden Side vove at sætte vor Finger paa hans Forjættelser, som binde ham til at imødekomme sine Børns Trang, ville vi finde, at vor Gud staar paa Højde med alle indtræffende Tilfælde, og at ikke et eneste Punkt af alle hans Forjættelser lades opfyldt. Naar man fortæller Tilfælde, hvor Guds Børn ere sultede ihjel, er det stedse vist at undersøge, om de levede i fortrøstningsfuldt Samfund med ham, og om de have gjort Fordring paa Opfyldelse af hans særlige Løfter. Det er ikke i sin Orden, naar Guds Børn ere ligesaa bekymrede for Udkommet som Verdens Børn, naar de da bruge alle lovlige Maader for at erhverve det. Var det ikke med en bebrejdende Tone, Herren sagde: „Efter alle disse Ting søge Hedningeroe." Og hvad kan være mere forsikrende end hans egne Ord, som vare Resultatet af hans Erfaring: „Eders himmelske Fader ved, at I have alle disse Ting behov ?"

Hvad vilde Du sige, om Din Dreng i Morgen tidlig, førend han med uvillig Fod gik i Skole, gik ind i Dit Spisekammer og der undersøgte dets Indhold for at faa at vide, om der var Noget at lave Middagsmad af? Vilde han ikke med Rette paadrage sig Dit Mishag?

Vilde Du ikke sige :"Gaa Du til Skole og lad mig sørge for det, medens Du er borte." Vilde Du ikke bebrejde ham for hans Mangel paa simpel Tillid? O, at vi kunde, lære af vore smaa Børn at tro, at Livet er et langt Ophold i en af vor Faders Boliger, og at den Tid aldrig kan komme, da hans Bord er helt tomt, og da der intet er til at tilfredsstille vor Trang. Han kan lade Dig hungre, fordi der er nogle Djævle, som kun vige ved Bøn og Faste; men før eller senere vil hans Engel røre ved Dig og sige: "Staa op og æd!" og paa Ørkensandet vil Du finde et Maaltid, beredt af Englehænder, selv om det ikke er mere end et Krus Vand ved Dit Hoved og Kager, bagte paa Ørkenens hede Stene.

Gud bereder ogsaa et Bord med aandelig Forfriskning. Kunne vi nogensinde glemme den Begivenhed — en af de mest fortryllende fra de fyrretyve Dage — da de trætte Fiskere, der kom tilbage med tomme Baade efter en Nats Slid, fandt et Maaltid beredt for dem paa Strandbredden ved deres Herres ømme Omtanke? Saa snart de naaede Land, saa de en Kulild og Fiske derpaa og Brød. Er dette ikke et Billede paa vor Herres stadige Færd overfor sine Børn? Trættede, skuffede af frugtesløst Slid, oprevne af kæmpende Haab og Frygt lægge vi ofte ind til den Kyst, hans velsignede Fødder betræde; og aldrig nærmede vi os ham uden at finde, at han havde forudset vore aandelige Krav og Behov, og at „hans Kjød var sandelig Mad, og hans Blod sandelig Drikke."

Apostelen Paulus skrev til Korinthierne, at vi, eftersom Kristus er bleven slagtet som vort Paaskelam, maa efterligne Israels Børn, som indenfor lukte Døre og med omgjordede Lænder og med Sko paa Fødderne stode rundt om Bordet og aade af det Kjød, hvis.Blod paa deres, Huses Yderside krævede deres Befrielse. „Kristus, vort Paaskelam, er slagtet for os; lader os derfor holde Fest." Kirkens Liv mellem Herrens første og andet Komme er symboliseret ved Festen hin 'mindeværdige Nat. Med Glæde i vore Stemmer og Triumf i vor Mine staa vi rundt om det Bord, hvor Kristi Kjød er Næring for alle sande Hjærter, og anspænde vore Øren for at høre de første Basuntoner, der melde om, at vor Udgangs Time er kommen. Mange Kristne nære ikke deres indre aandelige Liv, som de burde. Der er saa meget, der skal gjøres; man skal med til saa mange Møder, læse saa mange Bøger; men hellig, stille inderlig Fordybelse i Kristi Person, Ord og Gjerninger — ja, det mangler hos de fleste.

Vil Du, kjære Læser, standse her et Øjeblik og spørge Dig selv, om Du kjender noget til dette den religiøse Betragtnings indre Liv, der stedse drager sin Næring af at fordybe sig i Herren.

Forleden Dag læste jeg om Francs af Sales, at det første Punkt af hans Leveregel var at staa tidlig op, hvilket han trofast gjorde lige til sin sidste Levedag og ofte anbefalede andre. Han var den, første, som var oppe i sit Hus, og begyndte sin Bøn og stille Grublen mellem Kl. 4 og 5 om Morgenen og tilbragte aldrig mindre end en Time daglig dermed. Han bad ofte med sin Notebog i Haanden for at ihukomme, hvad Herren havde bevist ham af særlig Naade, og saaledes bringe Taknemmelighedens Glød i Flamme.

Og foruden denne daglige Øvelse, brugte han særlig en eller to Uger aarlig til roligt at grunde over Forløsningens store Hemmeligheder. "Man maa," sagde han, „ved stadig Fordybelse i Menneskeblivelsens (Inkarnationens) og Forløsningens store Hemmeligheder dukke sit jeg mere og mere ned i Guds Kjærlighed, hvilket er Ens Livs største Naade.

Jeg vil beskjæftige mig mere og mere med Herren, med hans jordiske og guddommelige Liv, med hans skjulte, lidende og forherligede Liv, at snit eget Liv maa være skjult med Kristus i Gud."

Vi kunne særlig anvende disse Ord paa Herrens Nadverbord. Dette er i særlig Forstand et Bord, Gud har beredt, hvilket ikke blot vedligeholder Erindringen om den Nat, da vor Herre blev forraadt, men ogsaa virkelig gjør os delagtige i Herrens Opstandelseslivs Kræfter. Der giver Herren sine Efterfølger Kraft og Styrke til at holde Troen paa hans Døds Velsignelse fast, der opliver han vort Haab ved at pege hen paa den nære Stund, da vi paa den anden Side Floden skulle sidde tilbords hos ham og alle de Salige —, der binder han de Hellige sammen til en Enhed ved at gjøre dem delagtige i det „ene" Brød og i hans Blods Samfund. Alt, hvad Han har været, er og vil være for sine Børn, giver han ligesom i sammentrængt Skikkelse ved sit Bord.

Der er megen Trøst i de Ord "beredte for mig" (• saaledes efter den engelske Bibeloversættelse, 0. A); thi de kunne synes at tyde paa Gudforegribende Naade. Han lader os ikke gribes af Overraskelse. Han lader ikke, sine Børn bede om noget, som han forudsaa var nødvendigt. Ligesom han forud beredte de gode Gjerninger, i hvilke vi skulle vandre, saaledes har han ogsaa forudberedt den Føde, hvormed hans Arbejdere skulle næres. Hele vort Livs Vej er som afstukken med Stendysser, under hvilke vor Forløser har lagt de Levnetsmidier, vi ville komme til at trænge til. Bordet er dækket, før Hungeren kommer. Kilden vælder frem i Sandet, førend Moder og Barn synke besvimede om i Sandet. Den Herre Zebaoths Engel har ikke blot taget Fjendens Land i Besiddelse, men har ogsaa sikret sig det gamle Korn i Landet. Gud forsyner sine Fæstninger, førend de blive belejrede. „Du bereder et Bord for mig."

Det er en meget betydningsfuld Tilføjelse „overfor mine Fjender". Vi skulle deraf visselig forstag,--a-t alt omkring, os kan stag som vore Modstandere, opsatte paa at gjøre 6s Fortræd: at afskære os vor Tilførsel, at udhungre os. Se denne Kreds af fjendtlige Ansigter, hine lynende, barske Blikke, der ligesom belejre Sjælen og ville storme sig løs paa den —, men de kunne ikke afskære den Tilførsel, der kommer fraoven fra Time til Time. De kunne ikke hindre de tjenende Engle, der dække Bord og sag ordne sig i Kreds for at danne et Forsvar. De kunne skære Tænder over det frugtesløse og haabløse i deres Raseri; men naar Gud vil opholde en Sjæl, sag faar den sin Næring, om saa. hele Helvede forsøger at sige Nej! Mangen Gang aad David sin Føde i Ro og Tillid, medens Sauls fjendtlige Skarer fore ned gjennem Dalene for at finde ham. Saaledes som, det var med David, har det ofte været siden.

Ja, Sjææl, Gud byder Dig til Fest; "æd, Kongen fører Dig ind i sin Spisesal, og hans Banner over Dig er Kjærlighed. Du skal æde af den skjulte Manna og drikke af den hemmelig Kilde, der sprudler frem i den belejrede By og gjør Dig i Stand til at trodse den omliggende Fjendes Rækker. Og ikke er den Tid fjærn, da vi skulle sidde med Kristus i hans Rige; og som de langvejs fra kommende, trætte Brødre aade med Joseph, der engang laa i Hulen, saaledes skulle vi sidde ved Bryllupsbordet, og Kristus selv vil binde op om sig og komme og betjene os, og en Evigheds Festligheder, der aldrig skulle kjende til Mangel, skulle udslette Mindet om Tidens Sorger.