Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

VII. TRØST VED KJÆPPEN OG STAVEN

„Din Kjæp og Din Stav, de skulle trøste inig" (Ps. 23, 41)

Hvadsomhelst Dødens Skyggedal end betegner i vor kristelige Erfaring, saa er der ingen Tvivl om, at den ensomme Sjæl under sin Vandring derigjennem trænger i højeste Grad til Trøst. Fra Begyndelsen til Enden af Skriften er der intet Omkvæd mere hyppigt eller mere trøstende end den Tanke, der er i de Ord: "Trøster, trøster mit Folk, siger Eders Gud !" Det kunde i Sandhed synes, som om den evige Gud havde sat sig den Opgave at trøste sit Folk, som en Moder trøster sin Førstefødte.

Al sand Trøst har sit Udspring fra Gud ved - den Hellig Aands Gjerning, hvis Trøst særlig omtales i Ap. Gj. 9, 31 ; og enhver, der vil erfare Guds Trøst i al dens ømme Hjælpsomhed, maa stadig læse Guds Ord, at han kan have Haab ved Taalmodighed og Skrifternes Trøst (Rom. 15, 4).

Undertiden synes det, som om Gud fører os ind i særlige vanskelige Omstændigheder og i Prøvelse, for at han kan lægge sin Trøsts uendelige Kilder for Dagen; ligesom vi jo maa gaa ud i den mørke Nat for at faa Øje paa Stjernerne. Men det store, som disse Ord hævde, er, at den almægtige Gud, vor Hyrde, trøster os med sin Kjæp og sin Stav. Hvorledes er det muligt, at disse to Tegn paa Hyrdens Gjerning, som synes snarere at tale om, Tugt, kunne bringe Trøst til prøvede Troende ? Det er dette Punkt, vi et Øjeblik ønske at oplyse; og kunne vi ikke haabe, at al Trøsts Gud vil aabenbare os friske Trøstens Kilder, at vi kunne blive i Stand til at trøste andre med den Trøst, hvormed vi selv ere blevne trøstede af Gud?

Hvad er Hyrdens Kjæp? Den er visselig Symbolet paa hans forsvarende Magt; den er det Scepter, han fører som den øverste Hyrdekonge. Den er det Vaaben, hvormed han slaar vore Modstandere ned. Naar en Hyrde vandrer igjennem en Klippeegn eller en skyggefuld Dal, hvor vilde Dyr have deres Leje, og Røvere skjule sig i mangen en mørk Hule, maa han være væbnet med en tung Kølle eller vægtig Kjæp, at han kan give dødbringende Slag til Løven eller Bjørnen eller Tyven, der udsætte hans betroede Hjorde for Fare. Peger ikke dette paa vor Herre Kristi beskyttende Naade han, som altid er paa Post for at beskærme os mod truende Ulykker, enten de saa hidrøre fra Luftens Magts Fyrste eller fra de ondskabsfulde menneskelige Fjender, hvis Nærværelse vor Psalmist saa ofte hentyder til?

Mange, som læse disse Ord, tilbringe hele deres Liv overskyggede af stor Frygt. De frygte Fristelsernes Anfald, for hvilke de føle sig lige saa "afmægtige som Efteraarets visnede Blade for den barske Hvirvelstorm; de frygte, at de den ene Dag ville blive et Bytte for en Løve eller falde i en Sauls Hænder. Gid de dog vilde lægge Ansvaret for deres Sjæles Bevarelse i deres trofaste Forløsers Hænder, i Tillid til, at han vil omgive deres Sti og deres Leje, saa at de kunne "dvæle tryggelig i Ørkenen og sove i Skovene". Hyrden gaar selv foran Flokken og slaar al Modstand ned med uimodstaaelig Magt, og han vil ogsaa vide at forsvare den mod alt Angreb bagfra.

O, I frygtsomme Hjærter, der skjælve, for ethvert aandeligt og timeligt Onde, ligesom Børn, der gaa ned ad en mørk Gade, frygte for ved hver Omdrejning at møde et Spøgelse eller noget andet frygteligt, eller skræmmes af ethvert Suk af Vinden og af et hult Træes trøskede Ved -- jeg vilde ønske, at I ret kunde fatte, hvor fuldstændig Kristus paatager sig Omsorgen for dem, der slaa deres Lid til ham! Det eneste, det drejer sig om, er om I helt have givet ham Ansvaret for eders Liv, saa at han er bleven, eders Væsens eneste Vogter baade for denne Verden og for den kommende. Fra den store Hyrdes forsvarende Kjæp kunne vi hente rigelig Trøst; thi der er jo skrevet: „Mine Faar skulle ingenlunde fortabes, og — Ingen skal rive dem af min Haand".

Hvad er Staven? Den hører uadskillelig med til Hyrdens Udrustning ligesom Pigkjæppen hører til Plovmandens. Faarene gaa under den, et for et, for at blive talte eller mærkede. Ved den holder Hyrden dem tilbage fra at strejfe om, eller drager dem ud af de Huller, hvori de kunne falde; med den revser han dem ogsaa, naar de ere ulydige. I enhver af disse Tanker er det Trøst for Guds prøvede Børn.

Vi blive talte blandt Guds Børn, efterhaanden som vi gaa, en for en, under Hyrdestavens Berøring. Vore Navne kunne være ukjendte blandt de store og lærde, men de ere skrevne i Himlen; vore Boliger kunne være lave og uanselige i Sammenligning med de riges Paladser; men „vi have Huse, ikke gjorte med Hænder, evige i Himlen".. Vor Virksomheds Omraade kan være indskrænket, og vor Gjerning i Udgravningerne, hvori Grundvolden skal lægges, være langt fra de Glædesraab, hvormed Topstenen lægges paa en fuldført Bygning; men vi skinne som Stjerner af første Orden for Guds Øje. Vi blive regnede som Støv paa Vægten, som rygende Tande eller "som brudte Rør"; men for vor himmelske Faders Øjne ere vi som meget kostbare Juveler, optegnede i hans Katalog og bestemte til at straale i hans Søns Regalier for alle Verdeners Blikke.

Der blev engang talt nogle Ord iblandt de Landflygtige i Babylon, som vi passende kunne anvende paa os selv i denne Sammenhæng. Ved en Sammenkomst om Natten ved Babylons Vande hængte de deres Harper paa de bøjelige Pilegrene, der hang ned i de rindende Strømme, og de græd, idet de mindedes deres elskede Jerusalems Ruiner; da blev der pludselig hørt en Profetrøst i deres Midte; den bød dem løfte Øjnene opad og se Stjernehærene; og de bleve mindede om, at Gud kaldte alle disse ved Navn i sin Magts Storhed, og da fulgte det prægtige Ord: „Hvorfor siger du, O Jakob, og taler du, o Israel: Min Vej er skjult for Herren, og min Ret gaar min Gud forbi"" Og til hvert træt hjærte, der betræder Sorgens mørke Dal, vil jeg tale Trøst med de selvsamme Ord.

Himlenes Stjernemyriader synes at udgjøre en uhyre Flok. Deres Hyrde er Gud, som driver dem gjennem Rummet, eller som vogter dem, naar de saa at sige hvile paa de himmelske Vidder, som en Flok Faar paa Græsgange om Natten. Og han har et Navn til enhver af dem. Kan man derfor antage, at han vil være mindre nøjeregnende i sin Omsorg for enhver af os? Mon han ikke har Navn til enhver af os? Vil han ikke tælle os med, naar han gjør sin Hjords Tal op, han, der jo endog ved Tal paa vore Hovedhaar? Selve denne Morgenstund har han berørt Dig med sin Stav og talt Dig med. Du er genstand for Hans Omsorg. Er det da sandsynligt, at han vil lade Dig omkomme eller mangle nogetsomhelst Gode?

Ved Hyrdens Stav blive vi ogsaa ud friede af de Omstændigheder og Farer og Ulykker, vi ere komne i paa Grund af vor egen Taabelighed og Synd. Da Peter paa Grund af sin Vantro begyndte at synke i Bølgerne, greb Frelseren ham og holdt ham oppe, saa at de vandrede sammen hen til Baaden; og dette er blot et almindeligt Exempel paa vor Frelsers ømme Omsorg, thi meget ofte ikke blot Bedrøver Synden ham, men den styrter os ud i Elendighed og Ulykke, som truer med at overvælde os.

I saadanne Tider kommer han sine egne ihu; og skjønt vi kunne synes at have forspildt alt Krav paa hans Omsorg, er han dog nær i Farens Stund. Han lader os ikke høste, som vi have saaet; han afvender den hele, fulde Straf for vore Misgreb og syndige gjerninger; han gaar efter os i Ørkenen og standser ikke sine Fjed, førend han har opdaget den Grav, hvori vi ere faldne; han drager os op deraf og lægger os paa sine Skuldre, om vi ere for svage til at gaa, og fører os tilbage; at vi ere i Behold er den eneste Belønning, der tilfredsstiller ham. „Thi saa siger den Herre, Herre: Se, da vil jeg spørge efter mine Faar og se efter dem. Som en Hyrde ser efter sin Hjord paa den Dag, han er midt iblandt sine Faar, som ere adspredte, saaledes vil jeg se efter mine Faar og føre dem frelste hjem fra alle de Steder, hvorhen de vare spredte paa Mørkets Dag." O, taalmodige, overbærende Kristus, Du, som ikke tillader, at vi overvældes af Sorger og Straffe, som vi selv have forskyldt, men udstrækker Din Stav for at føre os tilbage fra Døden; som vi vare paa Vej henimod.

Med Staven revser Hyrden sine Faar. Ved første Øjekast synes der kun liden Trøst deri. Det er ikke behageligt for nogen af os at blive irettesat. Det kraftige Slag af Staven er smerteligt. Dog er der Trøst i den Tanke, at Gud maa bekymre sig for os, ellers vilde han ikke anvende sin Tid og Tanke til vor Revselse. Hvem gjør sig den Ulejlighed at lægge Flintesten og andre Smagsten paa slibehjulet? Den Diamant, der slibes omhyggeligt, det Metal, der udsættes for stærk Hede i Uger og Maaneder, maa have vist sig at være af overordentlig Værdi. Hvilken Gartner vilde anvende Tid og Arbejde paa et Træ, som efter gjentagne Forsøg have nægtet at bære Frugt? Er det ikke den Gren, der allerede har baaret rigelige Druer, der tildrager sig Vingaardsmandens uophørlige Opmærksomhed. „Den, hvem Herren elsker, revser Han, og han straffer hver Søn, han antager sig. Dersom I da lide Revselse, handler Gud med Eder som med Børn." Tag da med Tak hvert Slag af, Hyrdestaven,! Trøst Dig i hver Smerte ved den Tanke: "Min Hyrde maa elske mig ømt, ellers vilde han aldrig behandle mig saaledes;" og vend sag Hjærtet henimod ham med Bøn om at lære, hvad han derigjennem vil undervise Dig i, og om at faa de velgjerninger, han har til Hensigt at vise Dig.

Saaledes drage vi langsomt gjennem Dalen, idet vi skjule mangen en Trøstens Lære i vort Hjærte. Vore Lidelser mildnes derved, at de bringe os rigelig Velsignelse. Hos Muslingen bliver hvert Stik Oprindelsen til en Perle; saaledes med os. Og saa endelig dette, at vore egne Erfaringer gjøre os ømme overfor andres Fejl og Sorger, og vi blive i stand til at istemme Apostelens glade Udbrud:, "Lovet ære Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, al Barmhjærtigheds Fader og al Trøsts Gud, som trøster os i al vor Trængsel, at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud! Thi ligesom Kristi Lidelser komme overflødig over os, saaledes er og vor Trøst overflødig ved Kristus."