Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

VI. SKYGGEDALEN

„Naar jeg skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt; thi du er med mig" (Ps. 23, 4).

I hele Skriften er der ikke noget Vers, der er bedre kjendt end dette. Intet bibelsk Billede har gjort et mere rigt og uudsletteligt Indtryk. Dette Maleri af vort Livs Slutning, en mørk Dal ved Enden af dets solbeskinnede Sti, blev for længe siden ophængt i vor Erindrings Værelser, da vi første Gang lærte at udtale disse ærværdige Ord; og skjønt meget er hændet siden dengang, hænger det endnu paa sin Plads og vil fremdeles forblive der, saa længe Erindringen varer. I Millioner af Tilfælde have disse Ord været de sidste, der ere udtalte af døende Hellige; og det er i høj Grad sandsynligt, at de ville blive udtalte af mange af dem, der læse disse Linjer, naar Aanden skrider over Grænsen til „Landet paa den anden Side Floden"; med mindre Herren kommer forinden, og vi undgaa Gangen gjennem Dalen, idet vi blive henrykkede for at møde ham i Luften.

Jeg synes at se Dalen nu: Hyrden leder sin Flok henimod dens Fold i rige Græsgange og paa rolige Hvilesteder. Men pludselig bøjer Stien nedad og begynder at sno sig henimod Afgrunden dernede. Paa den ene Side er der et Svælg, der gaber og fører brat ned til den dybe Flodseng, hvor Vandet skummer og brøler, omtumlet af takkede Klippeblokke. Paa den anden Side kaster Bjærgfyrrene en mørk Skygge ud over den taagede Dæmring. Stien gaar stadig nedad, indtil den gaar ud i et dybt og snævert Svælg, ud, over hvilket barske Klippetinder lude, saa de næsten møde hverandre, medens Træerne give hverandre Haanden, og Gren griber ind i Gren. Det er mørkt der, selv i det klareste Middagslys. At dvæle der efter Solnedgang vilde være at udsætte sig for Koldfeber. Langs med Dalen have de vilde Rovdyr deres Skjul. Saaledes er Dødens Skygges Dal, igjennem hvilken den gode Hyrde engang gik alene, og ad hvilken han nu fører hele sin hjord til dens Hjem. De forreste Rækker have for længe siden naaet Solskinnet; andre gaa nu igjennem dens mørke Skygger, og inden ret længe kunne ogsaa vi være der.

Dette Billede giver os nogle trøstefulde Tanker om Døden. Den er ikke nogen Tilstand, eller varigt Vilkaar eller nogen Bolig. Den er en Gjennemgang, en Overgang, en Dal, hvorigjennem vi gaa. Dalen er mørk og ensom, og Ondt truer rundtom; men vi rejse ikke vort Telt der; vi gaa derigjennem til vor Hvile. I Døden forlader Aanden Legemet og gaar bort, ligesom naar en Haandværker forlader Værkstedet om Aftenen, lukker Dørene, sætter Skodder for Vinduerne og gaar til sit Hjem; Værkstedet er stille og forladt, men hans Røst høres da i Hjemmets Kreds, hvor han glæder de længselsfulde Hjærter, der har ventet paa ham, og hvis Glæde ikke har været fuldkommen, førend han kom.

I Damaskus er der et langt, mørkt og snævert Stræde, der ender i en Tunnel. Det har været der i umindelige Tider. Den Rejsende stiger ned og gaar igjennem; men paa den anden Side kommer han ud i et orientalsk Paladses Gaardsplads, der straaler med Farver og Sollys. Dette er et Billede paa et troende Menneskes Død. Kristus er kaldet den førstefødte af de Døde. At dø er at blive ført ud af Jordelivets Indskrænkning og Mørke til det himmelske Livs herlige Lys og Frihed. Det er en fysisk Akt, som vedrører Legemet, men som ikke rører den enkelte Sjæls Egenskaber og Ejendommeligheder. „Borte fra Legemet, hjemme hos Herren". Ikke forblivende i en ubevidst Tilstand, men en Udgang, en Gang gjennem en kort Dal, Solskin paa denne Side, Solskin paa hin, og lige et Øjebliks, en Haandsbreds Mørke.

Død er Døren til Liv. Vore Elskede ere ikke døde; de ere de levende, der ere gaaede igjennem Døden ind for Kongen. Og naar som helst vi staa ved Siden af vore Kjære, der ere kaldede til denne Udgang, om hvilken Apostelen Peter taler (2 Pet. 1, 15), kunne vi tale til dem med Haabets og Trøstens Ord: „Drag bort, O Kristensjæl, fra denne Verden i Gud Almægtiges Navn, der skabte Dig; i Jes Kristi Navn, den levende Guds Søn, der led for Dig, i Gud Helligaands Navn, der blev udgydt over Dig."

Dog er Dalen mørk. Legemets Smerte nedtrykker ofte Aanden og kaster et Mørke over den, som ofte fejlagtig tilskrives aandelige Aarsager. Det er haardt at Skilles uden Bedrøvelse fra dem, der have været vore elskede Med-pilgrimme paa Rejsen. Der er endvidere en Følelse af Ensomhed; thi skjønt Dalen er befolket med Pilgrimme -- tre Tusinde hver Time -- gaar dog enhver alene. Ej heller vil Mørkets Fyrste- undlade i det Øjeblik, da dødelig Svaghed knuger os, at ophobe Rædsler for vort Syn.

Det er noget ophøjet at dø. Den forhærdede Tyrefægter kan gaa i Døden uden at gyse. Men i Forhold til Aandens Udvikling og Finfølelse er det umuligt at forlade den vigende Kyst og begive sig ud paa Havet, der mørkner under Nattens Skyer, uden en Følelse af Alvor. I selve Udtrykket : "Skal jeg end vandre ... " ligger det ophøjede udtrykt.

Men i værste Tilfælde er Døden kun en Skygge. Den er "Dødens Skygges Dal". Kristus mødte Væsenet, vi møde kun Skyggen. Uhyret er berøvet sine Tænder og Kløer. Vor Jesus har ødelagt ham, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen, og har befriet dem, der paa Grund af Dødsfrygt vare under Trældom alle deres Levedage. Han har afskaffet Døden. Og vi, som tilhøre ham, kunne kjækt udbryde: "O, Død, hvor er din Braad?" Hvepsen stak den gode Hyrde til Døde og har efterladt sin Braad fæstet i det Kors, hvorpaa han døde!

En Skygge svarer nøjagtig til sit Legeme. Men den er ikke skadelig. Skyggen af en Hund kan ikke bide; Skyggen af en Kæmpe kan ikke dræbe; Skyggen af Døden kan ikke ødelægge. Profeten siger, at Døden er et Slør, der er kastet over alle Nationers Ansigt; men et Slør er da uskadeligt. Desuden kan Du ikke faa Skygge, medmindre der skinner et klart Lys et eller andet Sted. Skyggen er midlertidig, Lyset er evigt; thi "Gud er Lys, og der er aldeles intet Mørke i ham".

Men dette Billedsprog kan ogsaa anvendes paa andet end paa Døden. Vi maa ofte gaa gjennem dybe, mørke Dale paa vor Vej hjem. Vejen til det hellige Jerusalem gaar gjennem Bochims Dal, hvor Øjnene blive røde af at græde, og hvor Taarerne rinde i Strømme. Den store Drømmer Bunyan lægger i sin Bog om „Pilgrimmens Vandring" Skyggedalen midt i Kristens Levnetsløb. Imellem „Huset Skjønhed" og ,Forfængelighedens Marked" har han beskrevet os denne Dal saa levende, at man faar det Indtryk, at han selv maa være gaaet gjennem dens Afgrunde :"Da Morgenen var kommet, saa han sig tilbage, ikke af Lyst til at vende tilbage, men for ved Dagens

Lys at se alt, hvad 'han havde gjennemgaaet. Han saa. tydeligt Grøften paa den ene Side og Mosen, som laa paa den anden Side; og hvor smal Vejen var, der gik mellem begge; han saa ogsaa nu Spøgelserne, Satyrerne og Afgrundens Drager, men alle vare langt borte (thi efter Daggry kom de ikke nær til ham); dog skimtede han dem, som skrevet staar: „Han bringer det dybe frem af Mørket og fører Dødens Skygger frem for Lyset."

Vi gaa gjennem mangen Skyggedal, førend vi naa Dalen. Naarsomhelst vi føle vore Sjæle overskyggede, skulle vi standse for at betænke, om Aarsagen dertil ikke skulde hidrøre fra vor Forsømmelighed eller Synd. Om saa er, vil et Øjebliks Bekjendelse atter bringe os ud i Lyset. Men hvis ikke dette er Tilfældet, saa vidt vi kunne se, da lader os kun tappert gaa videre. Hvert Trin er bleven os tilmaalt, ligesom det ogsaa er blevet traadt tilforn. Og Gud prøver os for at se, om vi ville lide paa ham i Mørket ligesaa fuldt som i Lyset; og om vi ville være ligesaa oprigtige overfor ham, naar alle glade Følelser ere svundne af vort Hjærte, som da vi vandrede med ham i Lyset.

Der er en god Hensigt med alle disse Skyggedale. De ere en prøvelse af Sjælens Beskaffenhed. De afsløre vore svage Steder. De aabenbare Stjernerne, der straale ned gjennem Mellemrummene mellem Klipperne og Træerne. De faa os til at følge mere tæt efter Hyrden, at vi ikke skulle blive borte for ham. De lære os at skjønne paa Kjæppen og Staven som aldrig før. Salige ere de, som, ikke se og dog tro, og som ere tilfredse, selv om al Glæde og Hygge og Henrykkelse betages dem, om saa er Hyrdens Vilje, saa længe de blot kunne høre hans Røst og kjende, at Han er nær.

Lyt til den troende Sjæls modige Udtalelse, der vidner om Frygtløshed: „Jeg vil ikke frygte for Ondt." Der er ikke Frygt i Kjærlighed. Fuldkommen Kjærlighed driver Frygten ud. Intet andet kan gjøre det. Du kan opstille Fornuftgrunde imod Frygt. Du kan spotte den. Du kan skamme den ud. Men alt vil være forgjæves. Dersom du vil have Magt over den, maa du uddrive den med den Tillid, der er født af Kjærlighed. En Mand kommer hjem træt og sulten, og hans Natur kræver Føde; men idet han træder ind i sit Hus, erfarer han, at hans Barn pludselig har faaet Feber og ligger for Døden; strax har han glemt sin Sult; Kjærlighed og Sorg har drevet den paa Flugt. Saaledes undertrykkes Sjælens lavere Følelser af de højere. Og saaledes gaar det til, at den mest frygtsomme Aand, der er sig den gode Hyrdes Nærværelse bevidst, kan synge, medens den gaar frem gjennern Mørket, og dens Toner klinge af jublende Mod: "Ja, selv om jeg gaar gjennem Dødens Skyggedal, vil jeg ikke frygte Ondt." ,2 Gud er vor Tilflugt og Styrke, vor Hjælp i Fare; derfor ville vi ikke frygte."

Det er meget godt at sige: "Naar jeg bliver bange, vil jeg stole paa Dig;" men det er dog bedre at sige: „Jeg vil stole paa Dig og ikke være bange."

Sorg og Død gjør Kristi Nærværelse virkelig. — Har Du nogensinde lagt Mærke til, at Psalmisten forandrer Stedordet? Hidtil har han talt om Herren i tredje Person; men nu, da Han skrider frem i Mørket, gaar han nærmere ind til den guddommelige Leder og Fører og taler hviskende til ham og siger: Du Paa de grønne Græsgange var det tilstrækkeligt at sige: Han; men nu er en inderligere Tiltale fornøden. Naar alt staar vel til med os, kunne vi tilfredsstilles ved at tale om Herren; men naar Himlen bliver mørk, ile vi afsted hen til ham for at tale ligefremt til ham. Barnet, der har leget rundt omkring i Værelset, vil løbe hen til Dit Knæ og klynge sig tæt op til Dit Bryst, saa snart Tordenskyerne trække sammen, og Vinden suser hen gjemmen Huset.

Mørket er undertiden for tæt til, at vi kunne se Kristus. Men Troen kan altid være forvisset om, at han er der; ikke fordi den føler eller mærker harn, men fordi han har sagt: "jeg vil aldrig forlade Dig eller lade Dig ene." Han kan ikke bryde sit Ord. Han har ikke ladet os ene. Han ser ned paa os med usvækket Ømhed. Dybderne kunne gjøre, at vi ikke kunne føle hans Kjærlighed; men hverken Død, ej heller Liv, ej det høje, ej heller det Dybe kan skille os fra hans trofaste og uforanderlige Kjærligheds faste Tag. "ja, ,Bjærgene kunne vige, og Højene kunne skilles, men hans Miskundhed vil ikke vige fra Dig, ej heller hans Freds Pagt skilles fra Dig." "Mørkhed gjør ikke Mørke hos Dig, og Natten lyser som Dagen; Mørket er som Lyset for Dig, O Kristus, Du, som gik ind i Gethsemanes og Golgathas tætte Mørke — alene, forladt af Din Fader! Men Du kjender Vejen, siden Du har betraadt den! Du er lige nær hos os, hvad enten vi føle Din Nærhed eller ej; og Du var alene, for at vi aldrig skulle være alene; Du blev forladt, for at vi aldrig skulle blive forladte. Du traadte Vinpersen alene, for at ethvert af Dine frygtsomme Børn i alle kommende Tider kunde være i Stand til at synge de Ord med udødelig Trøst: "Jeg vil ikke frygte for Ondt, for Du er med mig."