Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

V. HYRDENS LEDELSE

„Han fører mig paa Retfærdigs Veje for sit Navns Skyld" (Ps. 23, 3).

Han fører mig". Hvilken underlig Kjæde mellem de to personlige Stedord! Afstanden mellem Hyrden i Herlighed og hans fattige Faar kunde synes at være uendelig; men der er, slaaet Bro derover med dette 'ene, dejlige Ord: „fører". Ligesom Hyrden i Østerland altid gaar foran Hjorden for at opdage de grønneste Græspletter og den mindst stenede Sti, saaledes holder Jesus sig, stedse foran den Sjæl, der slaar sin Lid til ham og elsker ham. Og det er vor Opgave at sørge for, at et saa lille Rum som muligt kommer mellem hans Fodspor og vore.

Vi maa være villige til at lade os lede. Der er et meget fremstormende, naturligt Væsen hos os; vi ville gaa foran og selv lægge Planer. Ikke sandt? Og paa Grund af denne Rastløshed lide vi saa meget af Livets Fortrædeligheder og Skuffelser. Vi mene, at vi kunne handle bedre for os selv, end Kristus kan. Vi have undertiden Anelse om, at der er Noget udenfor hans Viljes Omraade, som det nok er værd at gribe efter. Vi ere tilbøjelige til at løbe foran eller drive langt bagefter, eller strejfe ud til højre eller til venstre for at søge Føde. Vi behøve lang Tid for at lære, at det rette Sted for at være nyttig og til Velsignelse er at følge Jesu Ledelse. Vi ere langt mere tilbøjelige til at gaa efter den Plan, vor egen Dømmekraft lægger, end til at spørge Jesus om, hvor han vil have os, og hvorhen han vil føre os. Vor ene og store Ærgjerrighed skulde være resolut at følge Hyrden, hvor han end gaar, ifølge hans egen Forsikring: „Han gaar foran dem, og Faarene følge ham."

Disse Ord stille et betydeligt Krav til vor Tro. I gamle Dage kunde Apostlene se ham gaa i Spidsen af deres Skare, da han drog op til Jerusalem, og de fulgte ham i Frygt. Men dette er umuligt nu. Vi kunne ikke se den skjønne Skikkelse træde paa Jordens sørgelige Stier og kaste sin Skygge paa Tidens Sandveje. Vi elske ham, hvem vi ikke have set. Vi følge ham, hvem vi ej kan skue. Men skjønt han er usynlig som Luften eller som Tiltrækningskraften, ved hvilken Solen fører Verdenerne gjennem Rummet, saa er dog hans Ledelse tydeligt at mærke for det tillidsfulde, kjærlige Hjærte.

Vi opdage hans Ledelse paa mange Maader. Den dragende Magt i hans Exempel, og de Anvisninger, han i sin Kjærlighed har givet os i Evangelierne. En Vens Raad, en Prædikens Indhold; Advarselen i en Tekst, der kastede et Lynglimt ind i vor Sjæl, saavelsom de indre Tilskyndelser af hans Aand, som komme, vi vide ej hvorfra, og føre os, vi vide ej hvorhen. Undertiden aabner en Vej sig for os paa underlig Maade der, hvor alt syntes at være lukket, som naar et Skib, der langsomt føres gjennem en Labyrinth af Klipper, finder en Flade af aabent Vand, som lokker det fra de Klippe-Kjæber, der truede det. Til andre Tider griber en underlig Tilskyndelse os, hvilken efter ret Overvejelse og Bøn, nøder os til at drage afsted.

Alene dette maa vi holde fast ved: dersom vi ikke vide, hvilken Vej vi skulle gaa, da skulle vi vente, indtil vi faa Klarhed over den gode Hyrdes Ledelse. Han er vidunderligt interesseret i Dit Liv; hvert Skridt af det er Gjenstand for hans Tanke. Det vil være en stor Fejl og Uret af Dig at handle uden at have Vished om, hvad Han ønsker, Du skal gjøre. Og dersom Du ikke er sikker paa, hvad det er, er det klart, at Timen endnu ikke er kommen for Dig til at gaa frem. Bliv da, hvor Du er. Dersom Du vover at vente, skal Du faa Klarhed over Din Sti, og Aabenbaringen vil ikke komme et Øjeblik for sent.

O, sig ikke, at Du er saa tungnem, at Du aldrig kan kjende hans Vilje. Du havde stedse en langsom fatteevne, og Din Nervøsitet har undertiden gjort Dig altfor forvirret til at fatte de simpleste Anvisninger. Men en liden Forstand har intet at sige for Kristus. Den kan han ogsaa have med at gjøre, og Han vil Dersom han ikke kan faa Dig til at forstaa paa en Vis, saa vil han gjøre det paa en anden. Det er Hyrdens Sag at føre de villige Faar ret. Det eneste, der hindrer ham i at lede, er Hjærtets og Viljens Sløvhed; vi ere ofte for egensindige eller for fremfusende til at bie paa hans Time.

I det foregaaende Vers fortalte Psalmisten, at Hyrden ledede til Bredden af de stille Vande; og man kunde have sluttet, at Faaret gik sin egen vildsomme Vej, borte fra Herrens ømme Ledelse, naar Fødderne vare saarede, eller Musklerne overanstrængte ved at klatre op ad den klippefulde Bjærgstrækning; eller naar Vejen gik gjennem dybe, fugtige Dale, overskyggede af tætte Skove og ludende Klipper. Og derfor tager Psalmisten Billedet op paany og fortæller os, at der er andre Veje, ad hvilke Hyrden leder os til vort Hjem. Ikke altid ved Siden af den roligt glidende Strøm, men undertiden langs den skummende Fos. Ikke altid over det fine Græs, men undertiden op ad den stenede Bjærgskraaning. Ikke stedse i Solskin, men undertiden gjennem Dødens Skyggedal. Men hvorend Vejen gaar, er det den rette Vej, og det er Vejen hjem.

Kristus fører altid frem ad ,Retfærdigheds Veje". Og hvad er det andet end rette Veje? De stemme ikke blot overens med den guddommelige Retfærdighed, men retfærdiggjøres ogsaa, naar Aanden kaster Blikket tilbage fra den Højde, hvortil de førte.

Du vægrer Dig ved at indrømme dette. Du siger, at Du ikke kan føle, at Guds Førelser med Dig have været rette. Du bliver forvirret ved deres Hemmelighedsfuldhed. Du bliver næsten drevet til Fortvivlelse ved deres forviklede Vanskeligheder, deres ubønhørlige Krav. Saadanne Følelser maa Du betro Guds Øre. Og han er meget barmhjærtig; thi „han kjender os og husker, at vi ere Støv".

Fæld blot ikke nogen Dom over Guds Veje, førend Du har naaet Maalet. Vent, indtil Planen er ført igjennem. Bi, indtil Mønsteret er udført. Vent, til Du er kommen ud af Dalen til Bjærgets Fod. Vent, indtil Gud, i Lys af Evigheden, kalder Dig tilside og aabenbarer Dig sine Forsætter.

Imidlertid, hav Tillid! „Alle hans Stier dryppe med Fedme." „Alle Herrens Veje ere Barmhjærtighed og Sandhed." Dersom det er sandt, at hans Vej er over de mægtige Vande", da er det ogsaa sandt, at han leder „ad den rette Vej til Beboelsens Stad". Lader os ikke dømme Gud efter en ufuldstændig og ufuldendt Plan; lader os have Taalmodighed, indtil Enden retfærdiggjør Stien, ad hvilken vi kom. Paa Evighedens gryende Morgen skulle vi opdage, at Gud ikke kunde have ført os ad nogen Vej, som vilde have været saa let og saa sikker, som den ene, ad hvilken vi ere komne.

Gid vi dog havde Tro til at se op fra enhver vanskelig Omstændighed, fra hver, Ubehagelighed, fra hver Fortrædelighed og Prøvelse, og ind i vor Førers Aasyn og sige: „Det er den rette Vej, Du Faarenes store Hvrde; for Du mig fremdeles!" —
„Hvor Gud mig fører, gaar jeg glad, han, ikke jeg, skal raade.
jeg kalder alle Tider, hvad
min Gud mig skikker, Naade."

Men vi behøve ikke at give ham Grunde derfor. Han har bundet sig til at gjøre det for sit eget store Navns Skyld. „Han fører mig paa Retfærdigheds Veje for sit Navns Skyld." Husk, hvor ivrig Moses var for Guds Navns Ære. Fra mangen hellig Læbe ere de Ord brudt frem: „Hvad vil Du gjøre for Dit store Navn?" Navnet betegner Guds Hæder og Karakter. Disse staa paa Spil. Den rette Ledelse af den Hellige garanteres af deres Uforanderlighed.

Hvad er hans Navn? ,Underfuld". Vi have da Krav paa, at 'hans Kraft skal arbejde underfuldt og have Overherredømmet over alt, saa det maa tjene til vort højeste Gode. "Raadgiver". Vi have Krav paa, at hans usvigelige Visdom skal udarbejde den Plan, der vil fylde Himlen med Beundring. Vældig Gud". Vi kunne kræve, at han intet gjør, der staar i Modstrid til hans guddommelige Majestæt og Evighed. „Evigheds Fader". Han vil ikke behandle os mindre ømt, end en Fader behandler sit Barn. „Fredsfyrste". Han vil handle med os i Overensstemmelse med sit kjærlige og elskelige Hjærte, i Mindet om sit Kors, og med den Ømhed, der ligger i hans „Fred være med Eder".

"For sit Navns Skyld". Hvilken Grund at hvile paa! at skue op til hans Hjærte, vis paa, at han ikke vil fornægte sit Væsen eller gjøre Noget, der ikke stemmer med hans omme Kjærlighed til dem, for hvem han døde!

Fortæl os Dit Navn, o, underfulde Hyrde, mens Du gaar foran—og fører-os gjennem Gethsemane og over Golgatha til Paaskemorgens Have og til Himmelfartsbjærgets Grønsvær! Og som vi faa Dit Svar, baaret paa Din Kjærligheds Tonefald, ville vi stole paa Dig og ikke frygte; vi vi ville følge Dig, hvor Du end og tro, at vi ikke ville finde gaar et eneste Skridt af Stien, der ikke stemmede med Din Kjærligheds Førelse, vis og stærk og øm som Guds Hjærte!