Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

IX. DU HAR SALVET MIT HOVED MED OLIE. (Ps. 23, 5).

af F B Meyer

Dette Billede er laant fra en orientalsk Festskik, ifølge hvilken Værtens Velkomst til sine Gjæster udtrykkes ved de kostbare Salver, med hvilke han salver dem ved deres Ankomst til hans Hjem. Dersom de vare ligesaa uvelkomne, som Jesus var i Simons Hus, vilde denne Høflighedsakt være bleven undladt; og denne Forsømmelse vilde strax være bleven. bemærket og antydet, som da vor Herre sagde: "Mit Hovede salvede du ikke med Olie."

Kjærlighed, Ærbødighed og Glæde kunde næppe lægges inderligere for Dagen end ved Kostbarheden af de Stoffer, hvoraf den Olie blev sammensat, der rigeligt blev udgydt over Gjæstens Hoved. Myrrha, Aloe og Cassia gave Klæderne en yndig Duft i mange Dage og vare et kjært Memento om lykkelige, svundne Timer. Den rigelige Salve, som Marie af Bethanien gød over sin Herres Hoved, maa have forfrisket ham i de trættende Timer, som paafulgte, eftersom den behagelige Duft steg op til Ham fra hans Klædning og mindede ham om et sandt Hjærtes Hengivenhed.

Disse Salver, der vare saa kjærkomne for det trætte Legeme og den hede Pande, synes at være blevne opbevarede i Alabastkrukker, der med Lethed bleve itubrudte, saa at deres Indhold rigeligt kunde udgydes i overdaadig Ødselhed.

Hvor tager dog Kjærligheden lidet Hensyn til Omkostningerne! Naar megen Tilgivelse engang har sat Kjærligheden i Bevægelse, da ville Syndere i de første henrykte Øjeblikke ikke tage Hensyn til, hvad det koster at udtrykke deres inderlige Følelser med kostbare Kars Indhold, saavelsom med Taarer og Kys og øm Betænksomheds Gjerninger (Lukas 7,38).

Naar Psalmisten siger, at Gud selv salver ham med Olie, mon han da ikke har i Sinde at tilskynde os til at slutte, at Livet er en Fest, hvor vi ere Gjæster og Gud Værten? Og mon han ikke ogsaa har i Sinde at lære os, at Gud tilser os i Kjærlighed? Han er ikke gnaven eller uhøflig, men glad ved at se os glade og ved at gjøre os lykkelige; han giver os Luxusgjenstande saavelsom Nødvendighedsgjenstande og gjør sig Umage for at vise os, at han er overordentlig glad over at modtage os og vise os Naade i den Elskede.

Der er mange Beviser paa denne ømme Naade overfor Menneskeslægten i Almindelighed. — Der er Lysglimt i de fleste Menneskeliv —, i gode Venners Kjærlighed eller i aandsbeslægtede Omgivelser , hvilke udtale Guds "Velkommen". For de fleste Mennesker, der træde ind i Livet, er der noget tilsvarende til den østerlandske Velkomst-Olie, der udgydes over enhver Gjæst, der træder ind i Festsalen. Hvert Menneskeliv hilses med Glæde, naar det gaar over den hemmelighedsfulde Tærskel fra det Usete; i det mindste Moderens Kys, Ungdommens Elasticitet, den stærke Følelse af Glæde i Naturen og Frihed for Sorger i Fremtiden.

Og den velsignede Gud har saaledes dannet vor Natur efter den Verden, hvori vi leve, at der er en sand Begejstring over Livet og en Overflod af naturlig Fryd og Glæde, undtagen hvor Mennesket ved Synd har besmittet og forvansket Skaberens Hensigter. „Hvor herlig er din Miskundhed, o Gud! derfor give Menneskenes Børn sig med Tillid ind under dine Vingers Skygge. De skulle rigeligt mættes med dit Huses Fedme, og du skal lade dem drikke af din Fryds Bække." „Vin glæder Menneskets Hjærte, og Olie lader hans Ansigt skinne." „Ligervis af Fiskene saa mange de vilde."

Men skjønt dette gjælder Mennesker i Almindelighed, er der dog en særlig Salvelse, i hvilken de ikke alle kunne have nogen Del. I 2. Mosebog 30. Kap. 23.-25. Vers have vi en Beskrivelse af en særlig Slags Olie, „en hellig Salveolie", som skulde bruges til at salve Tabernaklet og Pagtens Ark og de hellige Kar og til at indvi Aaron og hans Sønner, Præsterne, med. Men der var to særlige Forholdsregler knyttede dertil; først, at den maatte ikke eftergjøres; for det andet, at den ikke maatte udgydes over "andre Menneskers Legeme". Begge disse Punkter ere vel værd at lægge Mærke til. At den ikke maatte eftergjøres lærer visselig, at den betegner en særlig hellig Salve fra Guds Laboratorium, hvortil der ikke er noget tilsvarende i den menneskelige Erfaring. Og naar vi videre undersøge den hellige Text, finde vi, at Olie gjennem hele Skriften, er Symbol paa den Hellig Aand. Og vi have mange Steder Ret til at læse den tanke i Psalmistens glade Udbrud. O, at vi stedse kunde holde os det levende for Tanke, at vor naadige Vært, ved hvis Bord vi sidde, har forpligtet sig til altid at salve os med den Hellig Aand.

Disse Ord med deres dybeste Betydning kunde vor velsignede Herre have anvendt paa sig. „Til Sønnen siger han: Gud, Din Gud, har salvet Dig med Glædens Olie fremfor Dine medbrødre" (Hebr. 1,8—9). Og Apostelen Peter hævdede klart i Cornelius' hus, at Faderen havde meddelt Sønnen en saadan Salvelse. „Gud salvede Jesus af Nazareth med den Hellig Aand og med Kraft (Ap. Gj. 10, 38). Og hermed stemmer den forfulgte, men jublende Menigheds forenede Stemmer, da det lyder: „Dit hellige Barn Jesus, hvem Du har salvet" (Ap. Gj. 4, 27). ja, og Faderen gav ikke Aanden efter Maal, men i ubegrænset Overflod; Himlene bleve aabnede — som senerehen Alabasterkrukkerne bleve itubrudte — og den Hellig Aand for ned (Luk. 3, 22).

Der var aldrig en Tid, da Jesus ikke var fyldt med den Hellig Aand. Men hvem kan læse Skriften opmærksomt og tænksomt uden at bemærke, at Herrens Salvelse ved Daabens Vande skjænkede ham særlige Egenskaber til hans Gjerning. „Herrens Aand er over mig; derfor har han salvet mig." „Jeg uddriver Djævle ved Guds Aand."

Vor Herre blev salvet som Præst. Hver Præst skulde salves med hellig Olie (2. Mos 29, 21), og vor Ypperstepræst, skjønt ikke efter Aarons Orden, maatte ikke være uden en saadan hellig Indvielse til sin Gjerning; og saaledes steg den Helligaand ned og blev over ham „som den gode Olie paa Hovedet, hvilken nedflyder paa Skægget, Aarons Skæg, der gaar ned over Sømmen af hans Klædebon” (Ps. 133, 2). Vi ere kun som Bræmmerne af hans Klædebon, nærved hans Fødder, hvor Granatæblerne funkle iblandt de klingende gyldne Bjælder (2. Mos. 28, 33). Dog, kunne vi ikke kræve og vente, som Bræmmen af hans Klædning, at faa den hellige Salvelse ?

Vor Herre blev salvet sont Konge. "Messias" betyder den Salvede. „Vi have fundet Messias (hvilket er udlagt Kristus, den Salvede)." Og i den prægtige Psalme, i hvilken den Almægtige midt under Fjendens Rasen, udnævner sin Søn til at være Menneskets sande Konge, blive det tydeligt sagt: "Dog har jeg indsat (salvet) min Konge over Zion, mit hellige Bjerg" (Ps.2,6). Minde ikke disse glødende Ord om den Scene, da et aandeløst Bud kom ned til Adonia og hans Medsammensvorne ved Zoheletstenen, der er ved, Enrogel, med det Budskab : „Vor Herre, Kong David, har gjort Salomo til Konge; og Zadok, Præsten, og Nathan, Profeten, salvede ham til Konge i Gihon og droge derfra glade op, saa at Staden er sat i Bevægelse derved" (1. Kong. 1, 43-45). "Halleluja! thi Herren, Gud, den Almægtige, hersker." Han, der er Kjærlighed, er Guds salvede Hersker; og skjønt vi endnu ikke se alle Ting underlagt ham, vide vi, at det skal ske, og Verden skal komme til at respektere Guds uigjenkaldelige Beslutningers Magt.

Ogsaa vi ere salvede til Konger og Præster. Blod og Olie bleve, som vi have set, brugte ved Indvielsens Handling. Vor Herre, der kjøbte os og Tvættede os i sit Blod, har salvet os til at være Konger og Præster for Gud og hans Fader (joh. Aab. 1, 6) ved Gud Helligaand, „som han har udgydt rigeliges over os" (Titus 3,6). Har du erfaret det, kjære Læser? Eller er det den bitre Mangel ved Dit Liv? Ak, der er ingen Persons-anseelse, ingen Partiskhed hos vor Gud. Ogsaa til Dig er denne Salvelse bestemt af Gud; men Du maa søge den, tilegne Dig den, den maa blive Dit Livs salige Erfaring, saa at Du kan gjøre Apostelens klare Forvisning til Din egen: „Han, som holder os med eder faste til Kristus, og som salvede os, er Gud; som og beseglede os og gav os Aanden til Pant i vore Hjærter" (2. Kor. 1, 21-22).

Lader os aldrig forsøge paa at udføre Præstegjerningen, at ofre Lovprisnings-offer eller Bøn uden at have anraabt om og opnaaet en frisk Salvelse. Og lader os være forvissede om, at det vil være umuligt for os at udføre nogen kongelig Gjerning: at herske over vor indre Natur, eller sidde med kongelig Bevidsthed med Kristus paa hans Throne —, med mindre vi stadig ere os den Helligaands salvende Naade bevidste.

Det er vor Forrettighed at blive salvet med frisk Olie (Ps. 92, 11). Det var hans Forvisning, der kaldes Manden efter Guds Hjærte. Der er intet gammelt eller forgjemt i Guds Husholdning. Vi behøve ikke at leve af tørrede Frugter, thi Vinteren afblader ikke Guds Træer. De svundne Dages Kraft og Glæde skulle ikke være Gjenstand for stivnende Længsel; thi vor huldsalige Vært baade vil og kan gjøre lige saa meget for os, ja mere, nu og hver følgende Dag af vort Liv, som paa nogen Dag af vor Fortid. Suk ikke for en svunden Dags Naade, som om den aldrig skulde komme tilbage. Der er evige Lagere og Beholdere af gylden Olie i Guds Olietræer, og den skal flyde ned gjennem Troens Guldrør og nære et helligt Livs Lampe, saa at den ikke skal døse hen i den fange Nat, men stedse voxe i Klarhed og 5traalende Herlighed (Zach. 4, 12). Bed hver Morgen om at blive salvet paany -- og med frisk Olie.

Disse Salvinger ville gjøre os glade. „Det er Glædens Olie" (Ps. 45, 7). "Hvor stor er hans Godhed, og hvor stor hans Skjønhed! Korn skal glæde de unge Mænd og ny Vin Pigerne." „Olie lader hans Ansigt straale." „Lad Asser være velsignet, og lad ham dyppe sin Fod i Olie." Verden trænger til straalende Ansigter, glade Smil, opmuntrende Ord for dem, der slide sig gjennem Natten, —og Fødder, der ere elastiske af Glæde. Ikke at have dette er at være uden den sønlige Udkaarelses Segl. Netop ved disse Egenskaber lægger den sønlige Udkaarelsesaand sig klart for Dagen for alle Menneskers Øjne. Uden denne er man som et Smædeskrift om Kristi Evangelium. Men dersom vi blot erhverve os den, hvad vi visselig ville, naar vi daglig blive salvede, med Helligaanden, da ville vore Medmennesker føle sig tiltrukne ved noget i vor Adfærd og vort Blik, som de ikke kunne efterligne eller forstaa; og de ville bede os forklare dem Hemmeligheden ved en Glæde, som Verden ikke kjender, fordi dens Kildespring ere skjulte i et Land, hvor Vinterens Frost er ukjendt.

Disse Salvinger ville lære os, hvad ingen menneskelig Lærer kunde. "I have ikke behov, at Nogen skal lære Eder," skrev den elskelige Discipel til sine smaa Børn, „men denne Salvelse lærer Eder alt" (1. joh. 2, 27). Fortrædelighed og Utaalmodighed ere ofte forbundne med Undervisning af menneskelige Lærere; og ofte faa vi ikke Klarhed over det, vi helst vilde vide Besked om. Men noget saadant findes ikke hos vor Gud. Alle hans Børn vide, at deres Fred er stor, naar han underviser dem. Der er Ingen, der opdrager som han. Og naar han paatager sig en Sjæls Undervisning, er der intet Kapitel i hele den himmelske Theologis hellige Lære, som springes over.

Virkningerne af disse Salvinger ere blivende. „Den Salvelse, som I annammede af ham, bliver i Eder" (1. joh. 2, 27). Føde, som vi have spist, bliver i os; og naar vi mindst mærker dens Nærværelse, arbejder den bedst til vort Væsens Væxt og Vedligeholdelse. Paa lignende Vis sker det, at Virkningen af en mægtig aandelig Velsignelse ikke svinder bort, strax den naar Sjælen; men den bliver. Og midt under Trykket af det daglige Livs Omstændigheder, Slid og Forpligtelser, naar Sindet synes altfor optaget af dets nødvendige Gjerning til at have Tid til at hæve sig opad, da vil Aanden fortsætte sin særlige Gjerning at meddele det indvortes Menneske Naade og Styrke. Med andre Ord, vi annamme Velsignelse af den Helligaands Salvelse længe efter det umiddelbare Øjeblik, vi modtage den; Duften deraf hæfter stadig ved vore Klæder.

"Lader os aldrig hvile tilfredse med mindre end den ubeskrivelige og hellige Naade, der hedder „Salvelse". Vi kunne ikke opløse den i dens enkelte Bestanddele eller forstaa, hvorfor den udretter, hvad Lærdom og Veltalenhed ikke formaar. Men vi opdage den, naar den er nærværende, vi savne den, naar den er borte. Med den gaa de jævneste Ord lige ind i Tilhørernes Hjærter som Budskab fra Gud. Uden den ere de mest veltalende Ord som Pile uden Fjedre, der falde unyttige ned ved Bueskyttens Fod. Hold tilbage, hvad Du vil, o Gud, men giv os salvelse, den Hellig Aands Salvelse! „Du har salvet mit Hoved med Olie." „Herre ikke blot mit Hoved, men ogsaa mine Hænder og mine Fødder!"