Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

IV. "HAN VEDERKVÆGER MJN SJÆL" (Ps. 23, 3).

af F B Meyer

Disse Ord ere nogle af de dyrebareste i den herlige Psalme. De tale ud af mange Guds Børns Erfaring hvilke ere sig klart bevidste at trænge til den gode Hyrdes vederkvægende Naade. Dersom Han blev fulgt samvittighedsfuldt, og dersom hans Vink stedse bleve adlydte øjeblikkeligt og fuldtud, behøvedes der ikke Vederkvægelse. Men vi ere ikke altid modtagelige for og lydige imod den himmelske Ledelse; vi glide let over i Sløvheds og Ligegyldigheds Tilstande, og af den Grund er det nødvendigt, at vi atter gjenoprejses og vederkvæges.

Den hyppigste Aarsag til aandelig Tilbagegang er Forsømmelighed i Brugen af Guds Ord og af Lønkamret. just saa længe, som Menneskets Aand bevarer Fortrolighed med Guds elskelige Aand, idet Bibelen regelmæssigen og under Bøn studeres, og Lønkamret flittigt bruges, vil der finde en regelmæssig Vækst Sted i Naaden og i Guds kundskab og Kjærlighed.

Naar blot de gyldne Rør bevares fri og utilstoppede, vil en uafbrudt gylden Oliestrøm nære et helligt Livs Flamme. Vi kjende alle dette. Vore Hjærter have ofte smagt den herlige Forfriskning og hellige Opmuntring, der findes i de rolige Timer, som tilbringes i det Allerhelligste. Vi vide, at der ikke er Noget, der mere frembringer alt, hvad der gjør Livet værdt at leve end Samfund med Gud. Og dog er dette den eneste Øvelse, vi ere mest tilbøjelige til at gaa let hen over eller forsømme. Kapitlerne i Guds Ord blive lige berørte som en Pligtsag, saaledes som Overfladen af en Bjærgsø hist og her berøres af den vilde Fugls Bryst; og Morgen og Aftenbønnen bliver fremsagt saa koldt og ligegyldigt, at det næsten var bedre, om den aldrig var bleven udtalt. Er det da saa underligt, at det aandelige Livs Kraft svinder og i sørgelig Grad behøver at en kraftig vis Haand lægger sig imellem, rede til at gjenoprejse?

Synd, som man ikke har bekjendt, er ogsaa Aarsag til hurtig aandelig Tilbagegang. Dersom der er en om end kun lille Grund til Uenighed mellem Venner, saa ville de helst undgaa at mødes; og dersom de træffe hinanden, er der en Kulde og Tilbageholdenhed, der er saa meget desto mere iøjnefaldende og pinlig, som den staar i Forhold til Varmen og Inderligheden i deres tidligere Venskabsforbindelse. Der kan ikke mere gives en Hjærteforbindelse, førend Aarsagen til Misforstaaelsen er bleven undersøgt, Forurettelsen bekjendt, og Uretten paa begge Sider Og det samme Princip behersker Sjælens Forhold til Gud. Naar vi synde, er der almindeligvis en Tilbøjelighed til at efterligne Adam og Eva, da de skjulte sig bag Havens Løvværk. Forud for denne Tilbøjelighed gaar Djævelens Fristelse.

Den lykkeligste Time hele Dagen var den, i hvilken Herrens lydelige Røst stævnede dem til Samfund med ham, naar Aftenvinden gød en behagelig Kølighed over den af den tropiske Hede opvarmede Have. Men Synden gjorde Tanken om at møde Gud uvelkommen. Paa lignende Vis have vi erfaret atter og atter, at Synd, som ikke er bekjendt for Gud, kaster en mørk Skygge over vort Samfund med ham og gjør det besværligt eller overfladisk. Da begynde vi at ombytte det aabne Hjærte med det bortvendte, og det sky Blik og de hule Talemaader hæfte sig ved os. Og dersom Synden ikke øjeblikkelig bekjendes og bortskaffes, vil den lille Revne i Luften udvide sig, og Musiken ganske forstumme.

Verdsligt Selskab og alt, hvad dermed følger, er ogsaa en frugtbar Kilde til aandelig Tilbagegang. Det er umuligt at tilbringe megen Tid med intetsigende Snakken og tom Samtale, med Spøgefuglen, Narren, med den overfladiske Literatur, med alt, hvad det saakaldte "gode Selskab" forfølger som sit Maal, tiden at Sjælens fine Eg og hellig Stemning sløves. Man kan ikke røre ved en Sommerfugls vinger uden at bortgnide nogle af de fine Dun, der dække den med mikroskopiske Fjer; saaledes ere vi ogsaa ude af Stand til stadigt at leve i denne Verdens Selskabsales Atmosfære uden at miste den ubeskrivelige Finhed og Hellighed i Karakteren, som er en af Guds dyrebareste Gaver.

Selvfølgelig vil vor Herre Jesus bevare os i Verden, naar han sender os ud i den for at arbejde der for ham. Men vor aandelige Sundhed vil snart tage af, om vi vælge at leve der; ligesom Landsbypigen vil miste sin lyse, sunde Hudfarve og lægge Tegn paa Tæring for Dagen, dersom hun altid lever i det overfyldte Værelses kvælende Luft og midt i vort Bylivs usunde Livsvilkaar.

Forsømmelighed overfor et erkjendt Bud vil ogsaa snart undergrave det stærkeste aandelige Helbred. Dersom blot alle de Kristne, som nu trække sig tilbage overfor et eller andet erkjendt Bud af Herren, vilde ligefrem adlyde det, da vilde der ske en Vækkelse saa stor og omfattende, som vi ingensinde have set. Du møder ofte Kristne, der fortælle dig, at de tidligere plejede at blive indexercerede i visse Ting. Hvad betyder dette Ord "indexereceret"? Betyder det ikke, at Kristus prøvede dem med et vist bestemt Paalæg, og at de, sandt at sige, gjorde ham Modstand og valgte deres egen Vej istedetfor hans? Og dersom denne Sjæle "Exercits” er ophørt, hvilken anden Grund er der da dertil end, at den naadige Herre har faaet et saa bestemt Afslag, at det ikke er til Nytte mere at arbejde med den ulydige Aand? og saa har han trukket Sig tilbage fra den. Den kan frelses, men "som Gennem ild". Men den erfarer aldrig hans ømmeste Kjærlighed og anvendes aldrig af ham til hans mest ophøjede Gjerning.

Der er mange Tegn paa Sjælens Tilbagegang. Dens Hvileløshed; dens dadelsyge Besværinger; dens Mangel paa Interesse for Guds Riges Anliggender; dens Uduelighed til at vidne for Kristus eller imod Synd; dens Uvillighed til at indrømme, at den er forskjellig fra, hvad den plejede at være; dens Uvilje under Berøringen med Guds Ord, naar det trofast prædikes; dens Lede ved at komme sammen med andre, der leve aandeligt sundt og i lykkeligt Samfund med Gud. Ligesom vi have truffet Mennesker, der vare behæftede med en snigende og farlig Sygdom, og som dog vægre sig ved at anse sig selv som syge og kæmpe imod deres Venners indstændige Bøn om at søge Lægehjælp, saaledes er et Tegn paa aandelig Tilbagegang at forsøge paa at bortvise alle fintydninger af dens Tilstedeværelse, skjønt den gnaver i Hjærtets Inderste. Da følger den sørgelige Indrømmelse, der fremtvinges, som Agrene skride, at Tingene ikke ere, som de vare, og derpaa følger den haabløse Slutning, at det aldrig kan blive bedre.

Hvor velkomment er det da at vende sig til Frelserens gjenoprejsende Naade. Naturen er fuld af store gjenoprejsende, udbødende Processer. Saa snart der er frembragt en Rift eller Revne i dens Bjærges Sider, begynder den at beklæde den med Græsarter, Bregner og krybende Planter. Naar vort Kjød har faaet Saar, og det røde Blod flyder ud, begynder det strax at læge Skaden og hele Saaret. Og naar vor Familie har faaet en Rift ved et kjært Medlems Død, en Rift og et Slag næsten ulægeligt for de Efterlevende, da begynder Tiden med sin helbredende Indflydelse at hele og udfylde det gabende tomme Rum.

Saaledes svæver Guds velsignede Aand stedse over Menneskers Hjærte for at udføre sin Vilje og udbøde og gjenoprejse. Naar et Faar gaar bort fra Flokken, iler han ud efter det vildfarende Dyr, indtil han finder det, og fører det tilbage til dets Plads blandt de øvrige. Naar der mangler et Stykke i, at hans Krone er fuldstændig eller hel, naar en juvel af hans Brystplade er falden ud, hælmer han ikke, førend det alt er i Orden. Naar et Barn er borte i det fremmede Land, er hans Glæde forbi, indtil Barnet er kommet tilbage.

0, milde, barmhjærtige, medlidende Frelser, hvor ivrig er Du dog ikke i at forfølge disse Dine Formaal og Opgaver overfor Dine svage og uværdige Børn !

Kristus bruger mange Midler til at gjenoprejse os. Undertiden er det et Ord af en Ven eller af en Præst. Eller det kan være en Psalme, der udtrykker et helligt Hjærtes Stemning og taler om en lykkeligere Fortid. Eller det kan være et Kapitel, en Sætning i en Levnetsbeskrivelse eller en Traktat. Ikke sjældent gaar det paa følgende Vis: Du er ude paa Landet, vanker ensomt og bedrøvet om; da bryder Solen paa en Gang frem, eller Toner lyde ud fra et lille Krat; eller Du skjormer, uden nogen naturlig Aarsag, paa den milde, opvarmende, altgjennem-trængende Indflydelse af Guds Naade, der rører ved Hjærtets lønligste og dybeste Kildespring, blødgjør det og „Han vederkvæger min Sjæl”. fører det til Anger og Bøn. Ligner denne Erfaring ikke Følgen af det Blik, som Jesus sendte Feter, og som fik ham til at gaa ud og græde bitterligt, og som var det første Trin af hans Gjenoprejsning?

Lad dem, der ville forstaa Gjenoprejsningens Filosofi, læse denne vidunderlige Historie om den Maade, hvorpaa den gode Hyrde gjenoprejste sin vildfarne Apostels Sjæl. Vi kunne kun nævne de enkelte Trin deri. Han bad for ham og advarede ham. Ud fra den raa Skare, hvori han stod, og som gjorde deres Vilje med ham, „vendte han sig og saa paa Peter", — ikke vredt eller barskt, men med den ømmeste Bebrejdelse. Han gav Englene et særligt Bud, at de skulde byde Kvinderne at tale og vidne særlig for Peter, hvilket viste, hvorledes han stadig havde ligget Frelseren paa Hjærte i alle hans Sorger. Han mødte ham alene paa Verdens første Paaskedag og lod ham fremføre sin Sorgs Historie, uden at Nogen anden ved sin Nærværelse lagde Baand paa hans Tunge. Han gav ham Lejlighed til tre Gange at bevidne sin Kjærlighed og udviske Mindet om den tredobbelte Fornægtelse. Men dette er ikke andet og mere, end han vil gjøre for enhver af os.

0, lad ikke Dage eller Uger hengaa, førend Du anraaber ham om hans gjenoprejsende Naade! Men just som Du er, maa Du kræve, at han skal bevise den mod Dig. Medens Lidenskabens Pulsslag slaa hurtigt, og Skammens Gjerning er frisk, skal Du se op til ham og bede, først om Tilgivelse; men i samme Aandedræt maa Du forlange, at han strax skal føre Dig tilbage paa den Plads, Du stod paa, førend Du faldt. Og saa vil Du, selv om Glæden endnu ikke gjennemstrømmer Dit Hjærte, være i Stand til i Troens fulde Forvisning at udbryde: ,Han gjenoprejser og „vederkvæger" min Sjæl".

Ja, for dem, der vove at gjøre Krav derpaa, er der en anden endnu mere trøstende Forjættelse, som siger os, at„Han vil gjenoprette de Aar, som Kornormen har fortæret” —, idet han giver os gunstige Omstændigheder og herlige Udsigter, som vi kunne synes at have forspildt for bestandig.