Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

III GRÆSGANGENE OG HVILENS VANDE

af F B Meyer

"Han lader mig ligge i skjønne Græsgange; han leder mig til de stille rindende Vande” (Ps. 23, 2).

I denne prægtige Hyrde-Symfoni anslaar det første Vers Themaet, naar det fortæller os, at det Menneske lide ingen Mangel, som er under Guds Hyrdeomsorg. I de følgende Vers udføres det nærmere, og musiken i hele sin Fuldkommenhed gjøres mere indtrængende.

Det første, som den, der tilhører Kristus, ifølge dette Vers aldrig skal mangle, er Hvile. Ud af dette Vers aander selve Hvilens Aand, hvad der lyser klarere frem ved en mere bogstavelig Gjengivelse af Ordene. De kunne gjengives saaledes:

",Han lader mig ligge ned i Græsgange med blødt Græs. Han leder mig til Bredden af Hvilens Vande."

Hvilken frydefuld Scene manes der saaledes frem for vor Fantasi! Det er en østerlandsk Middags varme Time. Luften er kvælende med Feberhede; og hele Landskabet bages i den frygtelige Glans. Stenene paa Højene brænde de Fødder, som røre ved dem. Ve den Hjord, der i en saadan Stund er uden Hyrde; og ve den Hyrde, som ikke kan finde den blaa Skygge af en stor Klippe, eller Ly i en buskbevoxet Dal, eller den rige, saftige Græsgang paa en Lavlandsslette.

Men her sker ingen Fejltagelse. Se, hvor den krystalklare Strøm ruller sin Bølge gjennem den flade Slette. Højere oppe i dens Leje, hvor den begyndte sit Løb, skummede og fraadede den gjennem sin Klippekanal, sprang fra Klippeblok til Klippeblok, styrtede voldsomt imod sine tvingende Bredder og piskede sig selv til Skum og Fraade. Intet Faar vilde da have drukket af den; thi Hjordene ville aldrig drikke af de hvirvlende eller oprørte Strømme. Men nu glider den roligt fremad, som om den blundede, — der er næppe en Krusning paa dens Overflade; hver Blomst, hvert Træ og hver Plante saa vel som de udludende Bredder afspejles paa dens Flade; hver Sten i dens Leje kan tydelig ses; paa Bredderne er Græsset altid grønt og i Overflod og om Vaaren besaaet med Tusinder Blomster; selve Luften afkøles ved dens forfriskende Nærværelse, og Øret frydes ved de rislende Vandes Musik. Ingen Tørke kan naa derhen, hvor den Flod flyder; og Hjordene, der ere mætte af at græsse paa det linde Græs, ligge ned i Ro og Velvære.

Vi behøve alle Hvile. Der man være Pavser og Parentheser i vort Liv. Haanden kan ikke stedse sysle med sit Arbejde. Hjærnen kan ikke altid udarbejde Tanketraade. Evnerne og Sanserne kunne ikke stedse være anspændte. At arbejde uden Hvile er som at trække et Uhr for meget op; Fjederen springer, og Maskineriet staar stille. Der maa hyppig indskydes en Pavse i Livets travle Higen, i hvilken vi kunne forny de udmattede Nerver og den forbrugte Livskraft. Der ligger mere, end mange mene, i det Bud, der byder os at hvile en Dag af de syv.

Men der er ingen Del af vor Natur, der mere paatrængende skriger efter Hvile, end vort aandelige Liv. Menneskets Aand kan, lige saa lidt som en Due, flyve med uudhvilet Vinge. Den maa dale ned. Vi kunne ikke stedse drage opad Vanskelighedernes ujævne Bjærgpas eller drage over Misfornøjelsens brændende Lerælte. Vi maa være i Stand til at ligge ned "de grønne Græsgange eller gaa langs Hvilens Vande". Der er tre Ting nødvendige, førend Faar eller Menneskeaander kunne hvile.

I. Bevidsthed om Sikkerhed. — En Løves Brølen, en Hunds Gøen, Nærværelsen af et lille Barn vil være nok til at forstyrre en Faarefloks Ro og drive den skjælvende og bange afsted. Og hvorledes kunne vi hvile, saalænge vi føle os, udsatte for Afgrundens brølende Løves Angreb? Hvo kan hvile, saa længe evige Skæbner ligge uafgjorte paa Vægtskaalen ?

Men alt dette har vor Herre Jesus Kristus sørget for. Han har selv mødt vore Sjæles store Modstander og har for stedse brudt hans Magt. Vi kunne aldrig glemme Striden mellem de to: den enes Ondskab, den andens stærke Raab og Taarer, Angst og Blodsved. Vi vare Prisen, om hvilken Slaget blev udkæmpet i de lange og trættende Timer. Paa den ene Side stod grusomt Had og blodtørstig Ødelæggelseslyst; paa den anden Side Barmhjærtighed, der higede efter at befri, selv paa Bekostning af bitter Sjælekval og Saar, hvoraf Arrene skulle blive gode stedse. Til sidst hengav den gode Hyrde sit Liv for Faarene. Han var ikke en fejg Lejesvend! Han satte alt sit paa Spil! Hjorden var hans egen, givet ham af hans Fader, og han satte sit Liv til for den!

Men i Døden dræbte han vor Fjende; ligesom to Skovens Kæmper undertiden ere blevne fundne Side om Side i Døden, fordi den ene i sine Dødstrækninger har givet den anden et dødelige Saar. Men Gud "udførte ved en evig Pagts Blod fra de Døde den store Faarenes Hyrde, vor Herre Jesus". Og nu lever han for at indestaa for vor Sikkerhed. Han har lidt alt, saa at der ikke er noget at iide. Han har sejret over al Modstand, saa at der er ingen at bekæmpe. Han har sikret os en evig Befrielse for Slagterkniven, fra den guddommelige Lovs Krav og for Følgerne af vore egne Synder. "Hvo er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst!"

Og nu, Du frygtsomme Sjæl, nyd Hvilen! Det blodrøde Mærke, som er paa Dig, er et sikkert Tegn paa, at Du er i Sikkerhed. Han kan ikke have gjort saa meget for Dig for nu at miste Dig. I alle Farens og Frygtens Øjeblikke skal Du stille hviske hans Navn: Jesus! Jesus! og han vil strax trøste_ Dig med sin Nærværelse og med sin Stemme, som alle Faarene kjende; og dette skal være hans Forsikring: "Mine Faar skulle aldrig omkomme, og Ingen skal rive dem af min Haand."

",Herren er Din Vogter." "Vi vide, at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men hvo, som er født af Gud, vogter sig selv, og den Onde rører ham ikke" (1. joh. 5, 18).

II. Tilstrækkelig Føde. Et sultent Faar vil ikke ligge ned. Men Hyrden, som kan skaffe det fuldt op af gode Græsgange, vil snart bringe det mest rastløse Dyr til at ligge tilfreds midt i det duftende Grønne, medens Fugle kunne sætte sig paa dets uldede Ryg, og Bier summe rundtom.

Vi kunne aldrig hvile, saa længe Aanden ikke har faaet sin Hunger stillet og sin tørst slukket. Det er underligt, at Mennesker er saa langsomme til at fatte det! Og dog synes hele Menneskelivets Bevægelse fremskyndet ved den indre smertelige Tomhed. Klare over deres Hunger, prøve Mennesker paa at stille den med den Føde, som Svinene æde; men de prøve forgæves. Og der gives intet Svar paa det indre Menneskes Hvileløshed, førend man hører jesu Stemme sige: "Den, som kommer til mig, skal aldrig tørste." O, at annamme Menneskens Søns Kjød og Blod, at tilegne sig ham og hans Fortjeneste, dette er Liv! dette er evig Tilfredsstillelse. Her er i Sandhed Græsgange og Strømme af Velsignelse. - Guds Ord kan passende sammenlignes med de grønne Græsgange. Der er Næring der for alle hungrige Hjærter! Nok, ja i Overflod! Ej heller blive disse Græsgange golde eller tørre. De ere lige saa grønne og friske idag, som da de først bleve givne af Helligaanden. Skjønt Mængder af Fortolkere have betragtet dem, og Myriader af Kristne have studeret dem, kunne de ikke betragtes af et kjærligt og lydigt Hjærte uden at yde Næring og Styrke.

Der er mange aandelige Virkeligheder, der svare til Hvilens Vande. Hvad er Herrens Dag andet end et Hvilens Vand ? eller Gudstjenestens Timer? eller Sygdoms og den tilbagevendende Sundheds lange Tidsrum? eller en Sommerferie? eller det lange, fredelige Tidsrum af aandelig Trivsel, naar det næsten kunde synes, som om Satan havde glemt at friste? Paa saadanne Tider er det herligt at vide, at han som fordum førte til Krig og Arbejde, nu fører til Hvile.

Og i nogle Tilfælde vinker han os midt i Livets Tummel og Tryk tilside, at vi kunne hvile hos ham en Stund og faa Tid til at æde. Han lader vore Hjærter holde Sabbat og nyde Fred. Han lader os drikke af Bækken ved Vejen, og ved, Middagstide hvile vi med hans Hjord i Klippens blaa Skygge i det trælsomme Land.

III. Lydighed mod Hyrdens Ledelse. Den omhyggeligste Hyrde kan ikke bringe en Flok Faar til Hvile, med mindre de følge ham. Dersom de nøle langt bagefter ham, dersom de gaa ad vildsomme Veje fra ham, gaa deres egne Veje, da kunne Hyrdens Hensigter, hvor gode de end ere, ikke andet end krydses og gjøres til Intet. "Mine Faar," siger Kristus, "høre min Røst; og jeg kjender dem, og de følge mig."

Det er i højeste Grad vigtigt at prøve sig selv, om man følger Hyrden. Det er jo, slet ikke saa underligt, om vi miste vor Hvile, naar vi løbe hid og did, idet vi følge vore egne onde Hjærters Meninger og Lyster. Vi sætte vore Planer istedetfor hans. Vi holde fast ved vore Planer og Udkast. Vi fylde vore Dage med meget af vort eget og noget af hans. Vi rette ikke Øje, ofte nok opad for at se, hvilken Vej han gaar, og hvad han vil have os til at gjøre. Og saaledes bliver vor Hvile afbrudt og mistet. Vi maa følge Lammet, hvor som helst han gaar, om vi ville føres til de levende Vandstrømme, der faa deres Næring fra himmelske Kilder.

O, suk ikke for Guds Hvile, som om den var uopnaaelig for Dig! Den gode Hyrde venter paa at faa Dig bragt til Hvile og at give Dig at drikke af Vedekvægelsens Vande. Stol kun paa ham! Overgiv ham alt, hvad der bryder Din Aands Stilhed, selv om det kun var et Mygstik, og annam af ham hans egen dybe Hvile. Bed ham indstændigt om at maatte nyde Hvile og lad Dig saa lede af hans milde Tvang!