Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

II HERREN ER HYRDE - Herren er min Hyrde; mig skal intet fattes (Ps. 23, l).

af F B Meyer

Tre Tusinde Aar ere henrundne, siden Israels herlige Sanger første Gang sang denne Psalme om Guds Hyrde-Omsorg. Tredive Aarhundreder! Det er en lang Tid! og i dette store Tidsrum ere alle hans Livs Efterladenskaber, hvor omhyggeligt de end bleve bevarede, smuldrede hen i Støv. Harpen, fra hvis Strænge hans Fingre fremlokkede himmelske Melodier, det spraglede Banner, som han plejede at opløfte i Herrens Navn; den slidte Lovens Bog, som han granskede i Nat og Dag; det uhyre Sværd, hvori-ned han dræbte Kæmpen; Slotsværelset, hvorfra hans Aand svang sig for at forene sig med Harpespillernes Legen paa deres Harpe, — alt dette ligger dybt nede midt i Tidernes Ruiner.

Men skjønt denne Psalme er fra den Tid, da Homer sang, eller da Solon gav sine Love, og skjønt den er bleven brugt af Myriader af Mennesker i enhver følgende Tidsalder, er den dog ligesaa frisk idag, som om den just nu var forfattet. Dyrebare Ord! De ere nogle af de første, vi lære vore Børn, og maaske det hellige Barn selv først lærte at fremsige dem paa det gamle hebraiske Tungemaal ved sin Moders Knæ i Nazareth; og de ere blandt de sidste Ord, vi hviske ind i Øret paa vore Elskede, der staa i Tusmørket mellem jordens mørknende Dag og Himmelens gryende Morgen. Den Lidende i Sygeværelset; Martyren ved Pælen; Soldaten paa sin udsatte Post; den Rejsende blandt de mange Farer; — Huguenotten, Valdenseren — disse, og en Skare, som Ingen kan tælle, have i disse Ord Beroligelse for Frygt, Bestyrkelse til et nyt Liv og et levende Haab. "Herren er min Hyrde; mig skal intetfattes."

"Herren". I de gamle Bibler er dette Ord trykt med lutter store Bogstaver, og vi vide, at hvor dette er Tilfældet, staar det som en Betegnelse for det hemmelighedsfulde Ord "Jehova". En saadan Ærefrygt havde jøderne for dette ophøjede Navn, at de, hvor som helst de traf paa det i deres offentlige Oplæsning af den hellige Skrift, erstattede det med en anden Betegnelse for Gud. Kun en Gang om Aaret blev det udtalt, og det paa den store Forsoningsdag, af Ypperstepræsten, i det Allerhelligste.

Jehova betyder den levende, der har sin Tilværelse i sig selv, "Jeg er". Han, som var og er og kommer; som beboer Evigheden; som har Live i sig selv. Alt andet Liv, fra Insektet paa Rosens Blad til Erkeengelen for Tronen, er afhængigt og afledet. Alt andet slides og forandres og bliver gammelt; Han alene er uforanderlig den samme. Alle andre ere Baal, som han yder Næring; Han alene har nok i sig selv. Dette mægtige Væsen er vor Hyrde. Opløft Dit Hjærte til ham i ydmyg Tilbedelse og sig: "Laan mig Øre, o Israels Hyrde; Du, som leder Joseph som en Hjord, Du, som troner mellem Keruber, lad Dit Lys straale!"

Men naar vi i Tanken ile ned gjennem Tiderne, møde vi en ydmyg, træt Mand, over hvem den kommende Sorgs Skygger hænge tæt og tungt. Han taler nogle faa Mile borte fra det Sted, hvor disse Ord henved 1200 Aar tidligere første Gang bleve udtalte. Er det Bedrageri? er det Gudsbespottelse? er det Afsinds Tale? Nej; med alle Kjendetegn paa Selvbeherskelse og paa ædruelig Sandhed tager han selve disse Ord op, og idet han anvender dem paa sig selv, siger han: "Jeg er den gode Hyrde."

Forbind disse to Ord: det ophøjede Ord for den evige Gud og det ømme Ord for Frelseren, og vi have en værdig Betegnelse for vor Herre: Jehova-Jesus. Lader os læse det i vor Psalme og sige med ny Paaskjønnelse af dens Indhold: "Jehova-Jesus er min Hyrde." Hvilken Nød vi kunne stedes i, som ikke I afhjælpes afhjælpes af hans tvefoldige Natur? Som Jehova har han al Magt; som Jesus al Medfølelse. Som Jehova bærer han alle Verdener; som Jesus lever han stedse for at træde frem for os. Som Jehova hersker han over Alt; som Jesus træder han stedse paa denne Verdens Stier ved, vor Side, idet han hvisker blidt og inderligt ind i vort Øre: "Frygt ikke, du lille Hjord."

"Hyrde". Dette dyrebare Navn paa Gud blev første Gang udtalt af Jakob, — der selv en Gang var Hyrde, — da han laa for Døden i sit hieroglyphbeskrevne Værelse og i Tanken gik tilbage til Billederne fra sit tidligere Liv og talte om Gud som den, der "vogtede ham fra den Dag, han blev til" og hele Livet igjennem. Og gjennem hele Bibelen løber denne gyldne Traad, indtil vi paa dens sidste Blade læse om Lammet, der leder sin Flok til Floden med Livets Vande.

Den østerlandske Hyrde stod i et enestaaende Forhold til sin Hjord; og et Venskab voxede op mellem ham og de umælende Skabninger, der vare ham betroede, til hvilket der hos os ikke findes noget tilsvarende. Lader os i Tanken sætte os ind i dette Forhold. I den aarle Morgenstund plejede han at lede sin Hjord ud fra Folden paa Græssletterne. Den ganske Dag igjennem magtte han holde et vaagent Øje med den, at ikke Rovdyr eller Røverskarer skulde gjøre den Fortræd. Til de stille Vande rnaatte han føre dem, for at de kunde drikke der, hvor ingen rivende Strøm kunde skræmme dem eller bringe dem i Fare. Og ved Aftentids maatte han føre dem tilbage til den sikre Fold. Paa en vis Aarstid maa han lede dem længere bort, langt fra sit eget Hjem og fra Menneskers Boliger; der maa han leve iblandt dem under Middagssolens Brand og i Nattens Dug. Skulde et af Lammene ikke kunne følge med den øvrige Flok, sag maa han bære det ved sin Barm. Skulde en af Hjorden forvilde sig, maa han søge, indtil han finder, idet han ledes paa Spor ved de Uldtotter, der sidde i Tidslerne og Tornene. Skulde Farer storme løs, maa han sætte sit Liv paa Spil. Hyrder i Østerland se ud som Krigere, rustede til Kamp: Bøssen slængt over Skulderen, Pistolerne i Bæltet og Kniplen i Haanden.

Under saadanne Livsvilkaar bliver Hyrden og hans Hjord Venner. De kjende ham og svare, naar han nævner dem ved Navn. Nogle følge stedse tæt bagefter ham som hans særlige Yndlinge, sikre paa hans Kjærlighed. Han kan næsten gjøre, hvad han vil, med hvert Faar i Flokken og gaa frit ind og ud iblandt dem uden at volde dem mindste Forskrækkelse.

Og alt dette passer paa vor Herre Jesus, Faarenes store Hyrde. Han har en Hyrdes Hjærte, der slaar med en saa ren og ædel Kjærlighed, at han ikke regnede sit Livsblod for kostbart at betale som vor Løsepenge. Han har en Hyrdes Øje, der overskuer den hele Hjord, og som strax savner selv det ringeste Faar, der forvilder sig bort paa de nøgne Bjærge. Han har en Hyrdes Trofasthed, der aldrig vil svigte eller forsage, eller lade os uden Trøst, eller fly, naar han ser Ulven komme. Han har en Hyrdes Styrke, saa at han er fuldtud i Stand til at fri os fra Løvens Klo og fra Bjørnens Kjæbe. Han har en Hyrdes Ømhed; intet Lam saa spædt, at han jo vil bære det; ingen Hellig saa svag, at han jo vil lede ham med Læmpe; ingen Sjæl saa afkræftet, uden at han jo vil give den Hvile. Han har Medynk som en Fader. Han trøster som en Moder. Hans Nedladenhed gjør stor. Han dækker os med sine Fjer, bløde, varme og dunede; og under hans Vinger ere vi trygge.

Ak ! han har gjort mere ! Vi fore alle vild som Faar; vi vendte os hver sin Vej." Straf og Ulykke truede; men Jesus saa fra sin Trone i Evighed Faren og blev opfyldt af Medlidenhed med Skarerne, der vare som Faar, som ikke have Hyrde. Derfor tilbød han, fordi han var Hyrden, at give sit eget Liv som Erstatning; og Gud lod al vor Misgjerning komme over ham. Da bleve de frygtelige Ord hørte: "Sværd! vaagn op imod min Hyrde og mod den Mand, som er min Næste, siger den Herre Zebaoth; slaa Hyrden." "Han har sat Livet til for Faarene" og saaledes gjenløst Hjorden med en evig Pagts Blod. Pris ham! Pris ham!

"Min". Hvilken Forskjel gjør dog det lille Ord "min"! "Barnet er dødt," siger en af Tjenestepigerne, som har bragt den syge Dreng ind til Moderen; "mit Barn er dødt," siger Moderen. "Dette Gods kjender jeg meget godt, jeg har været paa enhver Plet af det," siger den graahærdede Godsforvalter. "Det er mit Gods," saaledes taler Arvingen. Saaledes er i Religionen Forskjellen mellem Kundskaben og Tilegnelsen ligefrem uendelig. Det udgjør hele Forskjellen mellem at være frelst eller fortabt, om Du siger: "Jesus er en Frelser," eller "Jesus har frelst mig;" om Du siger: "Herren er en Hyrde," eller "Herren er min Hyrde; mig skal intet fattes." Selv om Du, ligesom Thomas, kunde se Frelseren i Virkelighedens fulde Lys og faa enhver TvIvl fjærnet og hans Hænder fremstrakte til Berøring, det vilde desuagtet kun gavne Dig lidt, med mindre Du kunde tilegne Dig ham ved at sige: "Min Herre og min Gud!"

Jesus vil annammes. Han er ikke tilfreds ined at være en Hyrde, en god Hyrde, de hellige Engles Hyrde, Hyrde og Tilsynsmand over de utallige forløste Skarer. Han er ikke tilfreds, førend Du lægger Din Haand paa ham og siger: "Min Hyrde." O, Du kan gjøre det, om Du vil. Der er intet til Hinder derfor. Tøv ikke med at undersøge, om Du er et af hans Faar; se bort fra Dig selv til ham og se, om "han" ikke er vel skikket til at være Din Hyrde. Og saa snart Du af ganske Hjærte, kan udbryde "min", er det et sikkert Kjendetegn paa, at Du hører med til den Hjord, som han leder gjennen mangt et vildsomt Krat til Himmeriges ene Fold. "Herren er min Hyrde; mig skal Intet fattes."

"Mig skal Intet fattes". Midt under Verdens Sorg og Nød have Herrens Faar fuldt op. Den Verdsligsindedes Raab kan indesluttes i den modløse Bekjendelse: "Jeg omkommer af Hunger," mens den Helliges Stolthed klinger igjennem den glade Forsikring: "Min Gud skal fuldeligen give eder alt, hvad I behøve, efter sin Rigdom, i Herlighed, i Kristus Jesus" (Phil. 4,19). Hans lejede Tjenere have Brød nok, ja i Overflødighed, hvor meget mere han Egne.

"De unge Løver lide nød og hungre; men de, som søge Herren; skulle ikke have Mangel paa noget Godt" (Ps. 34, 11).

Dine Erfaringer kunne synes at modsige dette glædelige Budskab; men maaske Du ikke i Tro har søgt og tilegnet Dig de Forraad, der ere bievne lagte hen ved Din Haand; eller Du har ikke ladet Dine Begjæringer komme frem for Gud med Bøn og Paakaldelse; eller Din Nøds i Time er endnu ikke fuldtud kommen; eller Du har misforstaaet Din virkelige Trang og beder om Noget, som vilde gjøre Dig Skade. I en af disse Retninger maa Du søge Grunden til den aabenbare Forskjel mellem disse glade, triumferende Ord og Din egen Erfaring. Thi det er evigt sandt, at "de ikke have Mangel eller frygte ham". Han er mægtig til at gjøre al Miskundhed overflødig, og Han gjør det virkelig. Ham være Ære i al Evighed!

O! bind denne lyse Forsikring til Dit Hjærte! og hvilke Farer, der end kunne true Dig, hvilken Mangel, der end gaber Dig i Møde — gaa fremad, trin ud i Mørket, idet Du opmuntrer Dit Hjærte med denne herlige Strofe:

"Herren er min Hyrde; mig skal Intet fattes!”