Gamle tekster

Hyrdesalmen - F B Meyer

I. PSALMERNES PSALME (Ps. 23).

af F B Meyer

Denne Psalme er undertiden bleven kaldt Psalmen om Hyrdestaven.

Den ligger imellem Psalmen om Korset og Psalmen om Kronen.

Fortæller den 22. Psalme om den gode Hyrde, der døde, og den 21.Psalme om Overhyrden, som kommer igjen, saa fortæller den 23. Psalme om den store Hyrde, der vogter sin Hjord med usvigelig Kløgt og utrættelig Hengivenhed.

Han er ingen Lejetjener; han forlanger ingen Løn; han tager ikke imod Betaling; han beregner ikke Omkostninger.

Faarene ere hans egne. Og i disse prægtige, inderlige Ord lære vi, hvad Han er for dem i Dag i al sin Hyrdeømhed og Kjærlighed.

Nogle have kaldt denne Psalme en Trosbekjendelse. Jeg har et paalideligt Vidne for, at i det mindste en stor Tænker, som var træt af de forvirrende Spørgsmaal, der sætte saa mange Hjærter og Hjærner i Bevægelse i denne forunderlige, granskende Tid, og som blev opfordret til at give er ligefrem Udtalelse om, hvad han troede paa, begyndte at fremsige disse Ord med gribende Højtidelighed i Stemmen og med funklende Øje. Og da han var kommen til Enden af Psalmen, føjede han til: „Dette el min Troesbekjendelse. jeg behøver, jeg begjærer ingen anden. jeg lærte den af min Moders Læber. jeg har gjentaget den hver Morgen, naar jeg vaagnede, de sidste 20 par. Og dog Forstaar jeg den ikke halvt; jeg begynder nu kun at stave mig til dens uendelige Indhold, og Døden vil komme over mig, uden at jeg har løst denne Opgave. Men, ved Jesu Naade, vil jeg vedblive med denne Psalme som min Troesbekjendelse, og jeg vil kæmpe for at tro den og leve den; thi jeg ved, at den stadig vil føre mig til Korset og ledsage mig til Herligligden".

Ja, dette Vidnesbyrd er sandt. Og ligesom man ved at betragte en dyrebar Ædelsten kan se Farvevæld sprudle frem af dens Dybder, saaledes skulle vi, naar vi skue ind i disse Vers, der ere simple som et Barns Rim, men dybe som en Erkeengels Sang for Tronen, se i dem Evangeliet en miniature, Guds Naade afspejlet som Solen i en Dugdraabe, og Ting, som Øje ikke har set, ejheller Øre hørt, og som ikke er opkommet i noget Menneskehjærte. Læs i disse Ord Indholdet af Evangelierne, og du har en uovertræffelig Troesbekjendelse, som alle Kristne uden Betænkelighed kan samstemme i.

Andre have kaldt den en Sanger. Foran mig ligger en Bog, der omtaler den med Udtryk som disse: Det er en Pilgrimssanger, som har faaet det Hverv af Gud at drage frem og tilbage gjennem Verden og synge saa sødt et Kvad, at enhver, der hører det, glemmer alle de Sorger, der have sønderrevet og martret Hjærtet! Dette er ogsaa sandt. Denne Psalme taler et Sprog, som Menneskehedens Hjærte kan forstaa. Den udøver en Fortryllelse, der kan henvejre de Sorger, som ellers byde Filosofi og Munterhed kjæk Trods.

„Den har manet flere onde Tanker, flere mørke Tvivl, flere nagende Sorger, end der er Sand paa Havets Bred, i deres Grav. Den har trøstet de Fattiges ædle Skare. Den har sunget Mod ind i de Nedbøjedes Hær. Den har gydt Balsam og Trøst i de Syges Hjærter. Den har besøgt Fangen og brudt hans Lænker, og ligesom Peters Engel har den ledet ham som i Drømme og sunget ham tilbage til hans Hjem. Den har gjort den døende kristne Slave friere end hans Herre, og den har trøstet dem, der ved hans Død sørgede, ikke saa meget over, at han var borte, som fordi de vare tilbage. Og dens Gjerning er ikke tilende.

Den vil fortsætte sin Sang gjennem alle Slægter og Tider og vil først udfolde sin Vinge, naar den sidste Pilgrim er frelst, og Tiden afsluttet; da skal den flyve tilbage til Guds Barm, hvorfra den gik ud, og der skal dens Klage blande sig med alle de Harmonier af himmelsk Glæde, der skulle klinge gjennem Himlene for stedse."

Men den kan ogsaa sammenlignes med Fortidens Allerhelligste, — det indre Aflukke i det prægtige Tempel, som hævede sig lydløst som en høj Palme paa Salomons Bud. Hvor larmende og rastløs end den Menneskelivets Bølge var, der rullede gjennem den hellige Stads snævre Gade, eller flød i Templets Forgaarde, saa var der dog stedse et roligt og uforstyrret Rum, hvor Skytsenglene udstrakte deres Vinger i stille Hvile over Guds Ark. Der i det mindste var der Ro; og dersom Præsterne blot havde faaet Tilladelse til at dvæle i den Aller-højestes Paulun, vilde de visselig have glemt Livets Tummel og Forvirring under denne usigelige Stilheds tryllende Indflydelse. Ilsom Færd og rastløs iver maatte drage Klæder og Sko af .førend de kunde træde der ind.

Og alt dette er denne Psalme. Den er en Oase i Ørkenen; en Lovhytte paa en stejl Klippe, en kølig Grotte i den svidende Middagshede; den er en afsides Løvgang til rolig og himmelsk Betragtning; den er et af de allerhelligste Steder i Skriftens Tempel. Kommer hid, I Trætte, Rastløse og Betyngede; sidder ned i dette kølige og rolige Skjul, medens dens Musik og Tonefald henvejrer de tanker, der bryde eders Fred. Hvor trygge og salige ere for hvem Herren er hyrde! Gjentager atter atter og atter i helligt Drømmeri de velkjendte Ord fra først til sidst; og seer til sig til et Tilflggtssted, imod hvilket Storme forgæves bryde sig.

Der er ingen Tvivl om, hvem der har skrevet den, — Davids Haandskrift kjendes i hvert Vers. Men naar og hvor lød den første Gang for Menneskeøre? Blev den først sunget mellem Bethlehems Høje, medens Faarene græssede paa de Sletter, hvis Ensformighed de brød som Kalkstene? Eller lød den først for den tungsindige Konges Øre, hvis rynkede Pande dannede saa stærk en Modsætning til Hyrdedrengens friske og elskelige Ansigt? Det kan være. Men der findes i den en Dybde, en Kraft og Modenhed, som ikke staar i Samklang med pur Ungdom, og som synes snarere at forraade en Mands Pen, som har lært Godhed ved at lide ilde, og som midt under Menneskelivets mangfoldige Erfaringer fuldtud har smagt den Herres Hyrde omserg, om hvem han synger.

Disse Ord bleve visselig først sungne af en som havde lidt meget; som havde maattet føre et bittert Bæger til sine Læber; som havde været nødt til at gaa en Vej gjennem mangen Labyrinth og under mangen ludende, truende Klippe.

I den persiske Historie fortælles der om en Vezir, der helligede et Værelse i sit Slot til Minderne om tidligere Dage, førend kongeligt Lune havde ophøjet ham fra Uanselighed til Hæder og Ære. Der, i et lille Værelse med bart Gulv, fandtes Udrustningen for en Hyrde — Hyrdestaven, Tværsækken, den simple Klædning og Vandkrukken; derinde tilbragte han en Stund hver Dag i Mindet om, hvad han havde været, som Modgift mod de Fristelser, der storme løs imod Mennesker, som bades i kongelig eller folkelig Gunsts blændende Lys. Saaledes, glemte Kongen David ikke Hyrden David. Der var et Aflukke i hans Hjærte, ind i hvilket han plejede at trække sig tilbage for at gruble og bede; og der var det, at han forfattede denne Psalme, i hvilken hans Manddoms modne Erfaring blandes med den levende Erindring om en Barndom, tilbragt blandt Faarene.

Blot dette ville vi fremdeles sige, inden vi slutte denne Betragtning, at da denne Psalme har en kraft, der viser sig i at helbrede dem, der annamme den inderligt, saa er det sandt, at dens Kraft beror paa at den dvæler saa i ved mennesket og saa meget yed Gud. Se hvorledes hvert vers fortæller os, hvad han udfører. Dette er den sande Livsvisdom. Vantroen stiller omstændighederne mellem sig og Kristus, saa den ikke kan se ham : den bærer sig ad som Disciplene, der i Mørke og Taage "skrege af Frygt".

Troen stiller Kristus mellem sig og Omstændighederne, saa at den ikke saa at en ikke kan se dem "for herligheden af dette Lys"

Vantroen fæster sit Blik paa mennesker og ting, Sandsynligheder, Muligheder og Omstændigheder. Troen vil ikke beskjæftige sig med disse, den vægrer sig ved at spilde sin Tid og øde sin Kraft med at betragte dem. Dens Øje er fæstet urokkeligt paa Herren; og den er overbevist om, at han er fuldt ud istand til at afhjælpe al Nød og at føre den gjennem alle Vanskeligheder.

O, skjælvende,Hjærte, se ud og se op! Dine Sorger ere i Sandhed blevne mangfoldiggjorte ved at se paa Vanskeligheder og afledede Aarsager. Hør nu op med alt dette. Tal nu ikke mere om Byerne med Volde og om Kæmperne, om de ujævne Stier og mørke Dale, om Løver og Røvere. Men tænk paa Hyrdens kjærlighed: Magt og visdom. Den Kjærlighed, der ikke sparede sit eget Blod! Den Magt, der skabte Verdenerne! Den Visdom, der gav, Stjernerne Navne! Din Frelse beror ikke paa, hvad Du er, men paa hvad han er. Se ti Gange paa Kristus, for hver Gang Du ser paa Dig selv. Hør op med at sige „Jeg", erstat det med "han"

Fortæl ikke mere om Dine Taarer, Dine Fejlgreb, eller Dine Synder; men fortæl os, o fortæl os, hvad vi have i Jesus; og om, hvorledes al Dinnød er bleven Baggrunden, hvorpaa hans Udfrielse klart tegner sig. Syng paany den gamle Sang om, hvorledes al Trang opsluges af Guds Hyrdekjærlighed. Og læg Eftertryk paa hvert "Han", naar Du gjentager denne Barndommens og Alderdommens Psalme.