Gamle tekster

Den kommende verden - eller syner af himmel og helvede

John Bunyan

Syner af helvede og de fordømtes pinsler

Jeg erfarede snart sandheden af min førers ord; thi vi vare snart omgivne af et mørke sortere end nattens og ledsaget af en stank, mere kvælende end dampen af brændende svovl; mine øren opfyldtes ogsaa at de fordømte aanders gyselige skrig, mod hvilke de mest skurrende lyd paa jorden var som harmoniske musik.

"Nu," sagde min skytsengel, "er du paa randen af helvede, men frygt ikke fordærverens magt; thi min fuldmagt fra kongens throne sikrer dig mod alle farer. Her kan du af djævle og fordømte sjele høre de sørgelige grunde til deres evige fordærvelse, spørg om, hvad du ønsker at vide, saa ville de svare dig. Djævlene kan ikke skade dig, om de end noksaa gjerne vilde, thi de er bundne af ham, som har givet mig fuldmagt, og det føle de selv, hvilket gjør dem rasende og ærgerlige, saa de hyle og slide i sine forhadte lænker, men alt forgjæves."

Vi vare nu komne indenfor helvedes grændser i det underjordiske dybs huler, der hvor jordens centrum forsoner alt, hvor alle virkninger hvile i deres aarsager; der sad i en svovlsø af flydende ild, bunden med himlens faste raadslutnings jernlænke, Lucifer paa en brændende throne. Hans frygtelige øine funklede af djævelsk raseri, saa rasende, som hans svære smerter kunde gjøre ham. De omsværmende aander, som flyede fo ros, da vi kom fra himlen, havde, mærkede jeg, gjort underretning om vort komme, hvilket satte hele helvede i bevægelse og bragte Lucifer til at udstøde sine gyselige bespottelser mod Gud, og det gjorde han med saadant overmod og stolthed, som tydelig viste, at han manglede kraft, men ikke raseri eller ondskab.

"Hvad vil tordneren nu?" sagde han, "han har min himmel allerede, hvis straalende scepter denne kjække haand skulde bære, og istedetfor at skjænke mig disse aldrig gulnede lysets marker, min skjønne arv, indeslutter han mig her i dette mørke dødens, sorgens og elendighedens hus! Hvad? Vil han ogsaa tage helvede fra mig, at han forhaaner mig her? Ak! kunde jeg blot faa gjøre et nyt forsøg, saa vilde jeg faa himlen til at bæve og hans lysende throne til at vakle. Heller ikke vilde jeg frygte hans magt, om han end havde værre luer at styrte mig i end disse. Om jeg dengang tabte slaget, saa var feilen ikke min! Ingen bevinget aand under himmelens buede hvælv kunde været nærmere til at seire end jeg. Men ak! den dag er tabt, og jeg er fordømt, for evig fordømt til disse mørke egne! Men det er ialfald nogen trøst for mig endnu, at menneskeslægten skal bnlive delagtig i min elendighed, og da jeg ikke kan naa tordneren, vil jeg lade min yderste vrede gaa ud over dem."

Jeg forbansedes over hans ugudelige tale og kunde ikke andet end sige til min ledsager: "Hvor retfærdig bliver ikke hans bespottelser lønnede."

"Hvad du har hørt af denne faldne aand er baade hans synd og straf; thi hver bespottelse, han udstøder mod himmelen, gjør ham helvede hedere."

Vi gik derpaa videre imellem uhyggelige scener af ublandet kummer og saa to ulykkelige sjele pines af en djævel, som uophørlig dyppede dem i flydende ild og brændende svovl, medens de paa samme tid anklagede og forbandede hverandre. Den ene sagde til sin lidelsesfælle: "Forbandet være dit ansigt, at jeg nogensinde kastede mineøine paa dig! Du alene er skyld i min elendighed; thi det var dine forlokkelser, som bragte mig hid, du forledede og besnærede mig. Det var din gjerrighed og dit snyderi, din undertrykkelse af de fattige, som bragte mig hid. Hvis du havde givet mig et godt exempel, istedetfor at du gav mig et slet, saa kunde jeg for alt det, jeg ved, have været i himmelen og der været ligesaa lykkelig, som jeg her er elendig. Men hvilken usling jeg var, at jeg fulgte i dine spor og kom i denne evig elendige tilstand. O, at jeg aldrig havde seet dit ansigt, eller at du aldrig var født, da havde du ikke kunnet handle saa ilde med min sjel, som du har gjort."

Den anden elendige svarede: "Kan ikke jeg ligesaa godt kaste skylden paa dig? Husker du ikke, hvor du paa det og det sted forlokkede mig og bad mig gaa med dig, da jeg var anderledes beskjæftiget nemlig med mit lovlige kald? Men du rev mig bort derfra og har derfor ligesaa stor skyld som jeg; var jeg havesyg, saa var du stolt, og lærte du gjerrighed af mig, saa lærte jeg stolthed og drikfældighed af dig; lærte jeg dig at bedrage, saa lærte du mig at bedrive hor, lyve og drive spot med det gode. Lagde saaledes jeg anstød for dig i nogle henseender, saa lagde du anstød for mig i andre, og du er derfor fuldt saa meget at dadle som jeg. Jeg er maaske ansvarlig for mange af dine smudsige gjerninger, men saa er du ogsaa ansvarlig for nogle af mine. Jeg ønsker, at du aldrig var kommen hid, det blotte syn af dig saarer min sjel ved at bringe synden i frisk minde. Det var i selskab med dig, jeg syndede, o, hvilken sjelesmerte! Maatte jeg bare være kvit dit selskab her, siden jeg ikke flyede det der."

Af denne sørgelige samtale skjønte jeg, at de, som paa jorden havde været kammerater i synden, vil ogsaa være det i straffen i helvede. Dette var, tror jeg, den sande grund til, at den rige mand syntes at have saa kjærlig omsorg for sine brødre, at han vilde advare dem, at "de ikke skulde komme til dette pinens sted"; det var egenkjærlighed, ikke kjærlighed til dem, som drev ham; thi naar de kom did, vilde hans pinsler derved forøges.

Men der var endnu sørgelige scener af elendighed; thi idet vi forlod disse to fordømte uslinger, som anklagede hinanden for at være aarsag i deres usalighed, saa vi flere skrækkelige syn, iblandt andre en, paa hvem en pinende aand tvang brændende svovl ned igjennem halsen, og det gjorde han med saa gyselig grusomhed og ufølsomhed, at jeg ikke kunde andet end sige til ham: "Hvor kan du finde fornøielse i saaledes at pine det elendige menneske?"

"Det er ikke mere end retfærdig gjengjældelse," svarede djævelen; "denne kvinde var i sin levetid et saa skjændigt menneske, at hun aldrig kunde faa guld nok, skjønt hun var rig, derfor helder jeg det nu ned i hendes hals. Hun brød sig ikke om, hvem hun ruinerede og styrtede i ulykke, naar hun bare kunde faa deres penge. Og da hun havde samlet sig en større skat, end hun nogensinde kunde gjøre brug af, tillod gjerrigheden hende ikke at give ud saa meget, at hun kunde skaffe sig livets første fornødenheder; thi hun spiste sig ofte ikke mæt, skjønt hun havde sække fulde af penge, eller naar det skeede, var det paa andres bekostning. Og hvad hendes klædedragt angaar, saa blev den enten aldrig udslidt eller ogsaa føiede hun lap til lap, saa at det tilslut var ligesaa vanskeligt at sige, hvilket stykke var det oprindelige, som det for lærde er at angive nilens udspring. Hun havde intet hus, fordi hun ikke vilde betale skat, heller ikke turde hun have sine penge hos sig af frygt for tyve. Hun laante dem ikke bort uden mod god kaution og store panter af frygt for at blive bedragen, og dog bedrog hun selv, hvor hun kunde; hun var saa stor en snyder, at hun snød sit eget legeme for maden og sin sjel for naaden. Hun havde kun et eneste barn at efterlade sin rigdom til, og hende havde hun opdaget saaledes, at hun ikke vidste at gjre bedre brug af den, end moderen havde gjort. Da nu guldet var hendes Gud paa jorden, er det da ikke retfærdigt, at hun faar sin bug fyldt dermed i helvede?"

Da hendes bøddel havde endt, spurgte jeg, om det, han havde sagt, var sandt eller ikke. Hertil svarede hun mig: "Nej, det er det ikke." "Desværre?" sagde jeg. "Ja, desværre; thi var det sandt, som min bøddel siger, da vilde jeg finde det taaleligere. Han siger, det er guld, han putter ned i min hals, men han er en løgner; var det bare guld, skulde jeg aldrig klage. Men han spotter mig og giver mig istedetfor guld fælt stinkende svovl. Havde jeg mit guld skulde jeg endnu være tilfreds. Det var jeg saa glad i, at jeg knapt vilde anvende det til at løskjøbe mig herfra, om jeg kunde."

"Je kunde ikke bare mig for at sige min fører, hvor forfærdet jeg var over at høre den elendige midt i helvede og i sin bøddels hænder saa forgabet i sine penge.

"Dette kan," sagde han, "vise dig, at synden er det største onde, og hvor syndekjærligheden raader, er sjelen for evig tabt. Derfor er det den største af alle straffe at give hen i kjærlighed til synden."

"O," sagde jeg, "kunde blot ugudelige mennesker paa jorden et øieblik lægge deres øren (Jer 7.31) til tophets aabning og høre de fordømte sjeles gyselige skrig, da kunde de ikke igjen faa kjærlighed til synden."

"Den evige sandhed lærer os noget andet; thi de, som ikke ville høre hans tjenere eller agte paa hans Ord, vilde heller ikke tagemod advarsel, om en skulde komme op fra helvede."

Vi vare ikke komne langt, før vi saa en arm sjel ligge paa et leie af brændende staal, næsten kvalt af svovldamp. Han skreg som en, der lider af frygtelig angest i ren fortvivlelse. Jeg bad min ledsager standse lidt, for at jeg bedre kunde høre hvad han sagde.

"O, jeg elendige daare!" sagde han, "fortabt for evig, for evig! Hvilke skrækkelig ord: for evig! Vil ikke tusinde aar strække til for at bære den pine, som jeg, hvis jeg kunde slippe den, ikke vilde bære et øieblik for tusinde verdener? Nej, nei, min usalighed vil aldrig tage ende, eller de tusinde gange tusinde aar vil den endnu vare for evigt. O, hvilken ulykkelig, hjælpeløs, haabløs tilstand! Dette for evigt er helvedes helvede! O jeg forbandede daare! forbandet i al evighed, hvor har jeg ikke med villie styrtet mig selv i elendighed! Hvilken forbandende daarskab at kjøbe sig syndens korte og flygtige glæde for en saa høi pris som evig pine! Hvor ofte er det ikke bleven sagt mig, at det vilde gaa saaledes! Hvor ofte søgte man ikke at bevæge mig til at forlade de syndens veie, som med sikkerhed vilde bringe mig i den evige død! Men jeg var som den døve slange, jeg laante ikke øre til disse besværgere, skjønt de besvor saa visselig. De sagde ofte, at mine kortvarige glæder vilde brat ende med evig pine; og nu siger en altfor bedrøvelig erfaring mig det; ja sandelig gjør den, men det er for sent til at raade bod paa; thi nu er min evige skjæbne afgjort. Hvorfor blev jeg begavet med forstand? Hvorfor fij jeg en udødelig sjel og skulde sørge saa slet for den? O, hvor min forsømmelighed skjærer mig i hjertet, og dog kan jeg ikke dø, men leve et døende liv værre end at dø ti tusinde gange, og alt dette kunde jeg engang have undgaaet, men vilde ikke! Det er ormen, som ikke dør! Jeg kunde engang være bleven salig, frelsen blev engang tilbuden mig, og jeg afslog den. Ak, havde det endnu kun været en gang, det vilde dog have været utilgivelig daarskab at afslaa den, men den blev tilbuden mig tusinde gange, og dog afslog jeg den ligesaa ofte, usling, som jeg var. O forbandede synd, som med skuffende glæder fortryller menneskeslægten til evig fordærvelse! Gud kaldte ofte, men jeg stod imod, han udstrakte sin haand, men jeg vilde ikke agte paa det; hvor ofte har jeg ikke vægret mig for hans tugt! Men nu er scenen forandret; thi nu ler han ad min elendighed og spotter over den ulykke, som har rammet mig. Han vilde engang have hjulpet mig, men da vilde ikke jeg; derfor er den evige nød, som jeg er dømt tjil at lide, den retfærdige løn for mine egne gjerninger."

Jeg kunde ikke høre denne sørgelige klage uden at tænke paa den forunderlige naade, den evigt velsignede Gud havde vist mod mig, evigt lovet være hans hellige navn! Thi mit hjerte sagde mig, at jeg ligesaa vel som hin stakkel havde fortjent at blive gjenstand for evig straf, og det er hans naade alene som har gjort forskjellen mellem os. "Hvor uransagelige ere hans domme og hans veie usporlige."

Efter disse betragtninger henvendte jeg mig til ham og sagde, at jeg havde hørt hans veklager og forstod, at hans elendighed var stor og hans tab uopretteligt og sagde, at jeg gjerne vilde faa omstændeligere besked derom, da det muligens kunde lindre hans lidelser noget.

"Nei, ikke det mindste, mine lidelser tilstede ingen lindring ikke et lidet øieblik engang. Men jeg mærker af dit spørgsmaal, at du er fremmed her, gid du altid maa være det. Ak! havde jeg kun det svageste haab igjen endnu, hvor jeg skulde knæle, raabe og bede for evigt for at blive forløst herfra! Men det er alt forgjæves, jeg er evig fortabt. Men for at du maa lære at tage dig i agt for at komme hid, vil jeg sige dig, hvad de fordømte her lide. "Vore lidelser i denne underjordiske hule har to aarsager: Hvad vi have tabt, og hvad vi nu lide, og jeg vil omtale hovedpunkterne i hver, skjønt den sørgelige beretning vil gjøre pinen bitrere for mig."

"For det første hvad vi have tabt."

1. "I dette triste mørke nødens og sorgens bog have vi tabt Guds salige nærhed, og det er det, som gjør denne hule til helvede. Om vi end havde tabt tusinde verdener, saa vilde det ikke være saa meget som dette ene tab. Kunde blot det mindste glimt af hans naade trænge ind her, da kunde vi være lykkelige, men vi ahve tabt det til vor evige smerte."

2. "Vi have ogsaa tabt de helliges og englenes selskab, og i deres sted have vi ingen anden end pinende djævle."

3. "Vi have tabt himmelen, salighedens sæde; det er et dybt svælg mellem os og himmelen, saa at vi for evig ere udelukkede derfra. Hine evige porte, som slap de troende ind til saligheden, ere nu for evig lukkede for os her."

4. "Der er ingen, som har medlidenhed med os, og det er det værste for den, som er ulykkelig. At Gud, som har saa stor medlidenhed med syndere, at han har givet sin elskede Søn hen i døden for dem, er saa langt fra at nære nogen medfølelse med os, at han tvertimod glæder sig i vor elendighed og for evigt vil gjøre det, det skjærer os i hjertet og gjør vor stilling over al maade ulykkelig. Hvad kan være grueligere og smerteligere end, at den forløser, som udøste sit blod for andre, negter at vise barmhjertighed mos os? Heller ikke englene og de hellige vil føle medynk med os, men medens vi her hyle af jammer under den fortørnede Guds vrede, skulle de hellige endog glæde sig over, at vi ere fordømte, og at Gud er forherliget ved vor undergang. Se her syndens skjæbnesvangre følger!" 5. "For at gjøre vor jammer fuldstændig have vi tabt alt haab om nogensinde at komme i en bedre stilling, vi ere ganske haabløse. Men allerulykkeligste paa jorden, har dog endnu et haab i baghaanden. Derfor er det et gjængs ordsprog: "Naar ikke haabet var, vilde hjertet briste." Vel kan da vore hjerter briste, som ere baade uden haab og hjælp. Det er, hvad vi have tabt, og bare at tænke paa det er nok til at slide og tære paa vore arme sjele for evigt. Dog dette er ikke alt! Vi have andre smerter end savnets, jeg vil da vise dig, hvilke pinsler vi her maa udstaa."

1. "Vi maa udstaa en mængde pinsler, vi pines her paa tusinde, ja ti tusinde forskjellige maader. De, som lide mest paa jorden, have sjelden mere end en sygdom ad gangen, men hvor elendige vilde de ikke være, naar de paa en gang skulde have pest, gigt, stensmerter og feber! Og dog er alt dette kun som et fluestik imod de utaalelige stikkende smerter, som vi føle. Her have vi helvedes hele væmmelige mangfoldighed at strides med: Her er uslukkelig ild, som brænder os, en sydende svovlsø, som altid kvæler os, evige lænker, som binder os; her er det tykkeste mørke som skrækker os, og en samvittigheds orm, som bestandig gnaver paa os, og hver enkelt af disse ting er værre at bære end alle menneskeslægtens pinsler der paa jorden tilsammen."

2. "Men som vore pinsler ere mangfoldige, saa ere de ogsaa altomfattende, de angribe hver legemsdel og alle sjelsevner, hvilket gjør vore lidelser ganske utaalelige. I de sygdomme, i mennesker paa jorden rammes af, ere dog nogle dele sunde, om andre ere angrebne; om kroppen kan være syg, saa er dog hovedet friskt; og om hovedet er sygt, saa kan dog de ædlere dele være friske, eller om disse ere angrebne, saa kan endnu arme og ben være frie, men her er det anderledes, hver eneste sjels- og legemsdel lider paa en gang."

"Øiet pines ved synet af djævlene, som vise sig i alle de gyselige og mørke skikkelser, som synden kan give dem. Øret pines bestandig af de fordømtes lydelige skrig og jammerraab. Næsen kvæles af svovlluer, tungen pines af brandvabler, og hele legemet vælter sig i flammer af flydende ild. Og alle sjelens evner og kræfter pines! Indbildningskraften af tanken paa den nærværende smerte, hukommelsen af tanken paa den himmel, vi have forskjertset og de anledninger, vi havde til at blive frelste, vi pines af erindringen om, hvor forfængelig vi have spildt og misbrugt den kostbare tid. Vor forstand pines af tanken paa vore forrige glæder, nuværende lidelser og kommende evigvarende elendighed, og vor samvittighed martes af den bestandig gnavende orm."

3. "Fremdeles ere vore lidelser utaalelig svære; Ilden, som brænder os, er saa heftig, at alle have ikke kan slukke den, de smerter, som vi lide, ere saa overordentlig store, at de overgaa enhver forestilling. Guds straffende retfærdighed udfolder her sin magt i at vedligeholde vort døende liv under de store og fortærende pinsler, som neppe en engels styrke kunde udholde."

4. "Endvidere hører det med til vor elendighed, at vore pinsler ere uafbrudte; der er ikke tale om nogen stands. Var der imellem et øiebliks ophør, saa kunde det være nogen lise, men det gjør vor stilling saa beklagelig, at vi bestandig maa lide, hvad vi lide nu i dette øieblik. Det vækker et had til Gud i vore hjerter, og vort had til ham bringer ny elendighed over os."

5. "Det selskab, vi her ere i, er en anden bestanddel af vor jammer. Pinende djævle og pinte sjele er hele vort selskab, og frygtelige skrig og hyl af de voldsomme smerter og skrækkelige forbandelser mod ham, hvis Almagt og retfærdighed holder os bundne her, er hele vor underholdning. Vore lidelseskammeraters smerte er her saa langt fra at mildne vor elendighed, at de hellere forøge vor smerte."

6. "Det steds beskaffenhed hvor vi befinde os, er atter et tiltag til vore lidelser. Det er indbegrebet af al jammer: et fængsel, en hule, en bundløs grav, en sø af ild og svovl, en ildovn, som brænder i evighed, et evigt sort mørke, kort sat et helvede."

7. "Vore bødlers grusomhed er en ny grund til lidelse, vore bødler ere djævle, hos hemm der ikke er spor af barmhjertighed; de pines selv, men finde dog fornøielse i at pine os."

8. "Alle disse enkelte ting, som jeg har opregnet ere meget bitre, men det værste er dog deres evighed; alle vore utaaligste lidelser skal fortsætte sig i al evighed, o, hvilken forfærdelig stilling: evig at være gjenstand for Guds strafffende dom! "Gaar bort fra mig, i forbandede, i den evige ild, som er beredt djævelen og hans engle!" det lyder bestandig for mine øren. O, at jeg kunde faa tilbagekaldt hin skjæbnesvangre dom! O, at der blot var den ringeste mulighed derfor! Hvad vilde jeg ikke finde mig i at lide, kunde jeg udvirke det? Og dog kan den Almægtige ikke tilføie mig større lidelser, end de, jeg nu har. Men at jeg for evigt skal lide det,det ved jeg ikke, hvorledes jeg kan udholde, og dog maa jeg udholde det."

Den arme sjel havde neppe endt, før han paany blev pint af en helvedes furie, som bad ham holde op at klage, det nyttede ham dog ikke. "Desuden," sagde han, "ved du ikke, at du har fortjent det altsammen? Hvor ofte blev det ikke sagt dig forud; men du vilde ikke tro det. Du lo til dem, som talte til dig om helvede, ja du var saa fræk at udfordre Guds almægtige retfærdighed til at ødelægge dig. Hvor ofte har du ikke bedet Gud fordømme dig? Hvorfor beklager du dig nu over, at du har faaet dit ønske opfyldt? Er der nogen sammenhæng i først at bede saa ofte om at blive fordømt og dog siden vise sig saa utaalmodig under det? Du tilstaar selv, at frelsen blev dig tilbuden, og du afslog den; men hvad grund kan du da beklage dig over din dom? Jeg har da mere grund til at klage end du; thi du har havt en lang tid til bod, men jeg blev styrtet i helvede, saasnart jeg havde syndet. Dig blev naade og forladelse ofte tilbuden, men mig blev intet naadestilbud gjort, men jeg blev strax overgivet til evig straf. Var forladelsen bleven buden mig, saa vilde jeg aldrig have foragtet den, som du har gjort; det havde været bedre for dig, om du intet tilbud havde faaet; thi da havde din dom været mindre. Hvem skulde vel føle medlidenhed med dig, som vilde fordømmes til trods for himmelen selv?"

Dette bragte den elendighe til at raabe: "O, bliv ikke saaledes ved at pine mig; jeg ved, at jeg selv er skyld i min fordærvelse. O, at jeg kunde glemme det! Jeg ville blive fordømt og er derfor med rette bleven det."

Og idet han vendte sig til djævelen, som pinte ham, sagde han: "Men det var ved dine fristelser, forbandede djævel, det var dig, som fristede mig til alle de synder, jeg har gjort mig skyldig i, hvad har du at forekaste mig? Du siger, at frelsen aldrig blev dig tilbuden, men du skal komme ihu, at du aldrig havde nogen frister heller, saaledes som jeg har havt i dig, hvis paatrængende forlokkelser jeg aldrig kunde blive kvit."

Hertil svarede djævelen med haan: "Jeg indrømmer, at det var min sag at lokke dig hid; og du har ofte faaet høre det af dine præster; de fortalte dig tydelig nok, at vi søgte din undergang og gik omkring som brølende løver, søgende, hvem vi kunde opsluge. Og jeg var ofte bange for, at du vilde tro dem, som adskillige til vor store skuffelse gjorde, men du var villig til at gjøre, hvad vi vilde have dig til, og siden du har arbeidet i vor tjeneste, saa er det ikke mere end rimgeligt, at du faar din betaling." Og dermed pinte djævelen ham paany, saa han hylede saa frygtelig, at jeg ikke længere kunde blive og høre paa det.

"Hvor jammerligt," sagde jeg til min ledsager, "er ikke disse fordømte sjeles tilstand! De ere djævelens slaver paa jorden, og naar de komme til helvede, bebreider og piner han dem til tak."

"Deres ondskabsfuldhed mod hele Adams slægt," sagde min fører, "er overordentlig stor, fordi forløseren døde for deres frelse, og de nyde den lykke, som disse aander have forspildt. Og skjønt det er umuligt (det er visselig ikke Bunyans mening, at de troende ikke kunne falde, men at de troende, som kjæmpe lovligen og søge den "stærkeres" bistand ikke kunne besejres af den "størke" D.N) at de skulde kunne overvinde de udvalgte og bringe dem i fordærvelse, saa aflade de ikke at friste alle til synd ved alle de midler, der staa til deres raadighed, da de vide, at det er den rette maade at gjøre dem ulykkelige paa. Fordi nu mange sjele ere uvidende om deres planer, vinde de en let seier over dem til deres evige fordærvelse. Og hvorledes de behandle dem her, fordi de har lyttet til deres fristelser, det har du allerede seet og vil snart faa se mere af."

"De gjøre det vistnok af egen drift for at mætte sit had paa dem, fordi de ere mennesker, men de ere dogherved den Almægtiges haandlangere og redskaber for hans retmæssige vrede over synderne, som med villie bringe fordærvelsen over sig ved at lytte til djævelen."

Idet vi gik videre, saa vi en mængde fordømte sjele sammen, der skar tænder af raseri og pine, medens bødlerne med dæmoniske vildhed uafbrudt gjød flydende ild og svovl ud over dem, medens de forbandede Gud og alle, som omgav dem, paa en forfærdelig maade.

Jeg kunde ikke bare mig for at spørge en djævel, som saaledes pinte dem, hvem de vae, som led en saa grusom medfart.

"Det er saadanne, som vel fortjene det," sagde han, "det er fordømte uslinger, som vilde vise andre den rette vei til himlen, medens de selv havde saa kjært, at de kom hid. Det er saadanne sjele, som have været helvedes høie agenter paa jorden og derfor fortjene en særdeles opmærksomhed her. Vi anvende vor yderste flid paa at give hver af dem deres del af pinslerne, og vil drage nøie omsorg for, at disse ikke skal mangle; thi de have ikke alene sine egne synder at svare for, men ogsaa alle deres, som de have ført vild baade ved lære og exempel."

"Siden de have været saadanne store agenter for helvede, som du siger, synes jeg, taknemmeligheden skulde forpligte dig til at behandle dem lidt skaansommere."

Her til svarede den uforskammede djævel paa en spottende maade: "De, som vente at finde taknemmelighed iblandt djævle, vil finde sig bedragne. Taknemmelighed er en dyd, men vi hade al dyd og have svoret den dødelig fiendskab; desuden hade vi hele menneskeslægten og, stod det til os, skulde ikke en af dem blive salig. Det er vel sandt, sligt fortæller vi dem ikke paa jorden, fordi det er vor opgave at smigre og narre dem, men naar vi have faaet dem hid, hvor de ere sikre nok (thi fra helvede er der ingen forløsning), overbevise vi dem snart om, hvor daarligt de have gjort i at tro os."

At det, jeg havde hørt af denne og andre djævle, maatte jeg komme til at tænke paa, hvilken uendelig og undsigelig naade det er, at en arm synder kommer til himlen, i betragtning af de mange snarer og fristelser, som sjelefienden lægger ud for at fange dem paa veien; derfor er det et værk, som er Guds elskelige Søn vel værdigt, at frelse sit folk fra deres synder og frie dem fra den kommende vrede. Men det er ogsaa en uberegnelig daarskab af menneskene at afslaa hans naadestilbud og slutte forbund med fordærveren.

Det er synden, som saaledes forhærder deres hjerter og forblinder deres øine, at de ikke ere istand til at bedømme tingene ret, før den Helligaand kommer og salver deres øine med sin øiensalve, som bringer uvidenhedens og vildfarelsens skjæl til at falde af, hvorved de komme til at se tingene i et klarere lys.

Da vi gik videre, hørte jeg en stakkel i hjerteskjærende udtryk klage over de mennesker, som forraadte ham hid. "Det blev sagt mig," sagde han, "af saadanne, som jeg havde tillid til, og som jeg troede kunde give mig ret veiledning, at, naar jeg blot sagde: "Herre, forbarm dig over mig," naar jeg skulde til at dø, vilde det være tilstrækkeligt til at frelse mig, men hvor sørgelig harj eg ikke bedraget mig til min evige græmmelse! Ak, jeg raabte om naade paa min dødsseng, men fandt, at det var for sent. Denne forbandede djævel her, som kort iforvejen sagde mig, at jeg var sikker nok, sagde da, at det var for sent, og at helvede maatte blive min lod, som jeg finder det er."

"Du ser, jeg sagde dig sandt tilsidst; da vilde du ikke tro det. Du har gjort regning uden vært. Du forøder dine dage i syndens tjeneste og vælter dig i smudset, og dog vil du komme til himlen, naar du dør! Kunde nogen anden end en gal mand tro, at saadant vilde gaa? Nei, den, som for alvor tænker at komme i himlen, naar han dør, maa vandre selvfornægtelsens og hellighedens veie, medens han lever. Du siger, at nogle af dine verdslige kamerater fortalte dig, at de Ord: "Herre, hav barmhjertighed med mig" i det samme, du skulde til at dø, vilde være tilstrækkeligt, en deilig undskyldning! Du maatte vidst, hvis du havde taget dig tid til at læse i bibelen, at uden hellighed skal ingen se Gud. Sagen er den, du havde lyst til at leve i dine synder saa længe som muligt! Naar du tilslut forlod dem, saa var det ikke, fordi du fattede afsky for dem, men fordi du ikke kunde fortsætte dem længere, og det ved du, er sandt. Kunde du have den frækhed at tænke paa at komme i himlen med syndekjærligheden i dit hjerte`Nei, nei, du var ofte nok advaret imod at bedrage dig; thi Gud lader sig ikke spotte, men hvad et menneske saar, det skal han høste," saa du har ingen grund til at klage over andet end din egen daarskab."

"Denne djævelens irettesættelse maa være hjerteskjærende for den arme pinte stakkel," sagde jeg til min ledsager, "og angiver den sande tilstand, hvori saa mange nu paa jorden saavelsom i helvede befinder sig. Men hvor ganske anderledes bedømme de ikke sin tilstand paa dette sorgens sted, end de gjorde paa jorden."

"Grunden er den," svarede min skytsengel, "at de ikke ville stille sig for øie, hvad syndens følger vil blive, eller hvor stort et onde den er, medens de ere i verden; det er letsindigheden, som ruinere saa mange tusinder, der ikke tænke over, hvad de gjøre, eller hvorhen de stævne, før det er for sent at raade bod paa det."

Vi vare ikke komne meget videre, for vi hørte en anden pine sig selv og forøge sin egen elendighed ved at tænke paa de saliges lykke. "Hvor herligt straaler ikke de hellige i himmelen i Guds billedes skjønhed, medens jeg er vansiret! Og dog var der engang mulighed for, at jeg kunde opnaaet den samme herlighed, som de have. Jeg havde den samme natur, samme forstand, de samme sjelsevner, men ak, hvilket fælt uhyre jeg nu er bleven! At jeg skulde hade, evigt hade den evige Herlighed, nu har synd og død gjort sin sidste gjerning paa mig, og hvor stor er ikke afstanden imellem os! De have sin menneskelige natur i den mest ophøiede skjønhed og fuldkommenhed, men jeg, forbandede, har den samme natur i dens yderste hæslighed og fordærvelse. Der er en større forskjel mellem os end mellem den elskværdigste person, blomstrende i ungdommelig kraft og skjønhed, og et raadent, stinkende lig, vansiret ved opløsningen i en væmmelig grav. Ak! Hvoraf kommer denne paafaldende forskjel uden af min forbandede villige syndetjeneste? Det er synden, synden alene, som har gjort mig ulykkelig og bragt mig hed i lidelse til retfærdig straf, den evige ilds frygtelige straf."

Vor opmærksomhed blev bortledet fra denne arme fortabte skabnings selvpinsler ved synet af en mængde djævle, som uafladelig pidskede en hel skare dømte sjele med knudrede svøber af glødende staal, medens disse brølede med saa gjennemtrængende skrig, at jeg syntes, det maatte have smeltet selv den grusomste til medlidenhed, og jeg sagde derfor til en af bødlerne: "O, hold da inde, og vær ikke saa grusom mod sine medskabninger, som du maaske selv har forført til al denne elendighed."

"Nei," svarede bøddelen meget smidskende, "saa onde vi ere, saa var dog ingen djævel saa ond som de eller skyldig i saadanne forbrydelser; thi vi vide alle, at der er en Gud til, skjønt vi hade ham, men dette er saadanne, som aldrig kunde bringes til at indrømme, at der var et saadant væsen til, førend de kom hid."

"Det er altsaa atheister," sagde jeg, "tilvisse slette mennesker, en af dem havde nær fordærvet mig, havde ikke den evige naade forhindret mig."

Jeg havde neppe talt ud, før en af de pinte i en bedrøvelig tone udraabte: "Den stemme skulde jeg ganske vist kjende, det maa være Epenetus."

Jeg blev forbauset over at høre mit navn nævne af en helvedes beboer, og da jeg derfor ønskede at faa vide, hvem det var, svarede jeg: "Ja, det er Epenetus, men hvem er du, som er i denne tilstand, og som kjender mig?"

Hertil svarede den ubekjendte fortabte: "Jeg var engang vel bekjendt med dig paa jorden og havde næsten overtalt dig til at tænke som jeg. Jeg er forfatteren af den bekjendte bog "Leviathan".

"Hvorledes?" sagde jeg, "den store hobbes (hobbes var en stor filosof, som levede paa Bunyans tid omtrent), er du komme hid? Din stemme er saa forandret, at jeg ikke kjendte den."

"Ak," svarede han, "jeg er sandelig denne ulykkelige mand, men er saa langtfra stor, at jeg er en af de usleste i disse øde egne. Det er heller intet under, at min stemme er forandret; thi jeg har nu skiftet grundsætninger, skjønt for sent til at have noget gavn deraf; thi nu ved jeg, at der er en Gud til, men ak, jeg ønsker, der ingen var; thi jeg er vist paa, at han ikke vil have nogen barmhjertighed med mig, det er heller ingen rimelighed for, at han skulde have det, jeg tilstaar, at jeg var hans fiende, mens jeg var i verden, og nu er han min i helvede, hvor han lader mig lide alt, hvad Almagten kan tilføie af lidelse eller en skabning er istand til at taale. Jeg føler til min evige smerte, at jeg nu er den magt underkastet, som jeg engang saa ugudeligt spottede, og det er den ulykkelige tillid til min egen visdom, som saaledes har bedraget mig."

"Din stilling er i sandhed jammerlig, og du maadog nødvendigvis indrømme, at du lider retfærdig. Thi hvor ivrig var du ikke for at gjøre proselyter og drage andre ind i den samme fordømmelse. Ingen kan kjende bedre til dette end jeg, som nær var bleven fangen i snaren og uigjenkaldelig fortabt."

"Det er det," sagde han, "som skjærer mig i hjertet, at tænke paa, hvor mange der gaar til grunde ved mig; jeg var, da jeg først hørte din stemme, bange for, at ogsaa du var bestemt til dommen. Ikke at jeg kan ønske nogen lykkelig; thi det er en pine for mig at tænke paa, at nogen er det, medens jeg er elendig, men jeg frygtede derfor, fordi hver sjel, som kommer hid ved min forførelse, fordobler mine pinsler i helvede."

"Men sig mig," sagde jeg, "thi jeg vilde gjerne faa oplysning derom, og du kan meddele den; troede du virkelig, da du var paa jorden, at der ingen Gud var? Kunde du indbilde dig, at verden kunde have skabt sig selv, og at skabningerne selv vare aarsag i sin tilværelse? Var der ingen hemmelig anelse i din sjel, som sagde dig, at det var en anden, som skabte dig og ikke du selv? Og var du aldrig i tvivl om disse ting? Jeg har ofte hørt sige, at, skjønt der er mange, som bekjende, at der ingen Gud er, saa er der dog ingen, som tror det, og det skulde være besynderligt, om der var nogen, da der ikke er en eneste, som ikke i sin barm hærer et vidne for den Gud, som han fornegter. Nu kan du sige mig, hvorledes det forholder sig med dette, du kan ikke nu længere have nogen grund til at skjule din sande mening."

"Jeg vil heller ikke, Epenetus," svarede han, "skjønt den blotte tanke derpaa forøger min smerte. Jeg troede først, at der var en Gud til, som var det høieste ved sig selv bestaaende væsen, som gav alle andre skabninger deres liv; men da jeg siden henfaldt til et lastefuldt levnet, som gjorde mig skyldig til hans vrede, havde jeg det hemmelige ønske, at der ikke var nogen Gud; thi det er umuligt at tænke sig, at der er en Gud til, uden tillige at tænke, at han er hellig og retfærdig og derfor nødt til at straffe sin lovs overtrædere. Og da jeg var mig bevidst at være en saadan og at være skyldig til hans straf, bragte det mig til at hade ham og ønske, at der ikke var et saadant væsen til. Men da jeg fremdeles fortsatte det samme lastefulde liv og ikke fandt mig rammet af dommen, begyndte jeg at haabe, at der ikke var nogen Gud, og udaf dette haab begyndte jeg at danne mig forestillinger, svarende til, hvad jeg haabede. Efterat jeg saaledes i mine egne tanker havde opstillet en ny theori for verdens oprindelse med udelukkelse af Guds tilværelse, blev jeg saa indtagen i disse nye meninger, at jeg tilsidst overtalte mig til at tro dem selv og dernæst forsøgte at faa andre til at fæste lid til dem. Men før det kom saa vidt med mig, maa jeg erkjende, at jeg fik adskillige samvittighedsbebreidelser for, hvad jeg gjorde, og hele tiden nu og da plagedes af særegne besværlige tanker, som om jeg ikke skulde finde alt dette saa ganske ret tilslut, men dette søgte jeg at slaa hen i veiret, saavidt jeg formaaede. Nu finder jeg, at disse forstyrrende tanker, som dengang kunde have været mig til nytte, her er det, som mest af alt forvolder mig pine. Og jeg maa tilstaa, at syndens lyst forhærdede mit hjerte mod min skaber og drev mig først til at hade ham og dernæst til at nægte hans tilværelse. Synden, som jeg kjælede saa for, har været den forbandede aarsag til at denne smerte, har været den slange, som har stukket min sjel tildøde; thi jeg erfarer nu trods min tomme filosofi og de nye systemer, som jeg forsøgte at skaffe indgang i verden, at der er en Gud til og det en stor og forfærdelig. Jeg erfarer ogsaa, at Gud ikke lader sig spotte, skjønt det var min daglige øvelse i verden at spotte med himlen og latterliggjøre alt helligt, hvilket netop var det middel, hvorved jeg udbredte mine forbandede anskuelser, og som jeg altid fandt meget hensigtsmæssigt. Thi kunde jeg bare faa nogen til at spotte med Guds hellige Ord, da ansaa jeg dem strax paa gode veie til at blive mine disciple. Men nu er tanken herpaa mere plagsom end alle de pinsler, jeg lider af de glødende staalsvøber. Thi intet opvækker Gud mere til nidkjærhed end saaledes at latterliggjøre, hvad han har gjort saa ærefrygtindgydende."

"Det er af dine udsagn let at se, hvilken ondskab det er at synde mod den velsignede Gud, hvis hellige lov og villie derved krænkes. Det var alene det, at du gav efter for synden, som bragte al din elendighed over dig, og det er utvivlsomt en skrækkelig og pinlig tanke, at din lidelse er retfærdig. Men det er ikke min hensigt at forøge din jammer, og jeg vilde blot spørge om et endnu. Jeg hørte dig og andre i samme stilling raabe ud af glødende staal og ildsluer og kan dog ikke se disse. Hvor der er ild, maa der ogsaa være lys i nogen grad, og dog forekommer det mig, at i ere i det yderste mørke."

"O, kunde jeg blot sige, at jeg ikke følte nogen ild! Hvor lette vilde ikke da mine pinsler være, mod hvad jeg nu føler! Men ak! Ilden, som vi føle, overgaar ti tusinde gange al kulild i heftighed og er af en ganske anden natur saaledes, som du allerde i en henseende har bemærket; der følger nemlig ingen lysning med den, Trods al helvedes ild ere vi i det yderste mørke. Men nernæst har den jordiske ild den egenskab, at den fortærer, den lægger i aske alt, hvad den tager fat i, og naar den ikke faar mere næring, gaar den ud. Her er det ikke saa; thi hvor heftigt den end brænder, fortærer den dog ikke og vil heller ikke nogensinde gjøre det; vi skulle brænde altid, men aldrig fortæres, det er en pinende, menikke en fortærende ild. Den jordiske ild er legemlig og kan ikke angribe aandelige væsener saasom sjelene; men her angriber ilden vore sjele go foraarsager dem en pine saa udsøgt og skrækkelig, at det trodser al beskrivelse. Fordi jeg ikke vidste dette, spottede jeg den mening, at aandelige ting kunde brændes af ild. Her erfarer jeg med smerte sandheden deraf. Fremdeles er der en anden forskjel mellem den almindelige ild og ilden her; hin kan man tænde og slukke naarsomhelst, men denne her er optændt af himmelen lig en svovlstrøm og brænder evigt og kaldes derfor med rette "ilden, som ikke udslukkes," hvilken her ser ud til at blive vor bestandig lod."

"Bedrøveligt i sandhed!" sagde jeg, "se her, hvad den Almægtige kan føre over dem, som krænke hans hellige lov!" Jeg gjorde nogle flere bemærkninger i anledning af, hvad jeg hørte, da den ubarmhjertige djævel, som havde pint dem, afbrød mig med følgende ord: "Du kan paa ham se, hvad slags folk disse vare i verden, og tror du ikke, at de fortjene den straf, de lide?"

"Uden tvivl," svarede jeg, "lide de nu syndens retfærdige løn, som du siden ogsaa skal lide; thi du har ligesaa vel som de syndet mod den velsignede Gud og skal for din synd lide den evige ilds retfærdige straf. Det er ingen undskyldning for dig at sige, at du aldrig har tvivlet paa Guds tilværelse; thi uagtet du vidste, at der var en Gud, gjrode du dog oprør mod ham og skal derfor straffes med evig forkastelse fra Herrens ansigt og hans magts herlighed."

Hertil svarede djævelen: "Det er sandt, vi ved, at vi skulle straffes, som du har sagt, men skakl der vises barmhjertighed mod menneskeslægten, fordi de faldt ved djævelens fristelser, saa er det samme tilfældet med mig og alle de øvrige lavere aander; thi vi bleve fristede af morgens klare sol til at tage parti for ham, og som dette gjør Lucifers skyld større, saa skulde det formilde de lavere aanders brøde."

Hertil svarede min straalende ledsager, som ikke havde talt til dem, siden og jeg kom hid, med et alvorligt, fortørnet aasyn: "O, du frafaldne, onde løgnens aand! Kan du paastaa sligt i min nærværelse? Ved du ikke, at det var dit hovmodige hjerte, som var skyld i, at du sluttede forbund med Lucifer mod den velsignede Gud, som havde gjort dig til en herlig skabing? Mendu pralede af din egen skjønhed, du vilde hæve dig over din velsignede Skaber, derfor var du rede til at tage Lucifers parti og er med rette sammen med ham nedkastet til helvede, og din fordums ynde og skjønhed er forvandlet til den skrækkelige unaturlige skikkelse, i hvilket du nu viser dig som den retmæssige straf for din oprørske stolthed."

Hertil svarede den faldne aand blot: "Hvorfor kommer du i mit land for at pine mig før tiden?" Og med disse ord luskede han bort, som om hanikke turde bie for at faa svar.

Da djævelen var borte, sagde jeg til min ledsager: "Noget har jeg allrede hørt om englenes fald, men ønsker meget at faa nærmere underretning."

Hertil svarede min skytsengel mig: "Naar du engang faar aflagt det dødelige og bliver henflyttet til de saliges land deroventil, skal du faa vide om saadanne ting, som du nu ikke kan forstaa. Derfor maa du i din nærværende tilstand ikke ville være klog over, hvad skrevet staar. Det er nok at vide, at englene syndede og for sin synds skyld bleve nedkastede til helvede. Men hvorledes hos rene aander en saadan tanke kunde opstaa i hjerterne imod den evige renhed, som skabte dem, det overgaar nu din fatteevne. Englene ere alle frie tjenere, skabte dertil af den Almægtige, som helst vil have en frivillig tjeneste af alle sine skabninger, hvilket i den hellige skrift kaldes "deres fornuftige Gudsdyrkelse". Englene havde sin prøvetid i himlen ligesom Adam i paradiset og bleve som han skabte med med mulighed for at falde. Men ligesom Adams fald blev oprettet ved den stoer forjættelse om Messias, saa ere alle de salige aander, som holdt stand under de onde engles store frafald ved Messias's forunderlige naade for evigt befæstede deri, for at han kunde være englenes saavel som menneskenes hoved og i alle ting have forrangen, som det sømmer Guds evige Søn. Men du har seet nok i dette elendige mørkets rige for at erkjende Guds forherligelse ved den evige dom, som endog de dømte selv maa indrømme. Thi naar den store regnskabsdag kommer, paa hvilken de dødes legemer skulle opstaa og forenes med deres sjele for a træde frem for domstolen, da er der ingen af disse formørkede sjele, som ikke vil erkjende sig skyldig og finde den fordømmelsesdom retfærdig, som Gud skal udtale over dem."

"Jeg har iagttaget," sagde jeg, "at de alle klage mest over den pine, som kommer af følelsen af deres egen skyld, hvilket viser, hvor retfærdig straffen er. Dette mørke fængsel er det bedste speil til at skue synden i dens sande lys; thi var ikke synden den største brøde vilde den ikke lønnes med en saa forfordelig straf."

"Din slutning er meget naturlig, men der er et endnu bedre speil end dette til at se syndens løn, og det er at betragte Guds hellige Søn paa korset; der kan vi se syndens gruelige følger; der kan vi ret se dens ondskab; thi alle de fordømtes lidelser ere dog kun skabningers lidelse, men paa korset ser du en lidende Gud.

"Visselig," sagde jeg, "faaes aldrig retfærdighed og naade saaledes at triumfere og kysse hinanden som paa hin store dag. Thi retfærdigheden blev her fuldt tilfredsstillet ved syndens retfærdige straf, og naaden triumferede, fordi herved frelse blev udvirket for arme syndere. Evig priset være hans hellige navn, som ved sin naade har gjort mig villig til at annamme denne frelse og saaledes blive en arving til riget; thi jeg kommer ihu, at nogle af disse arme fortabte med bitre beklagelser have anført, at de have afslaaet frelsestilbudet, som blev gjort dem. Det var derfor naaden alene, som hjalp mig til at tage imod det."

Min straalende skytsengel sagde mig derpaa, at han nu maatte føre mig tilbage til jorden og lade mig tilbage der for at bie i tro og taalmodighed, indtil den forventede salige forandring skulde indtræde. Han tilføiede ogsaa, at det vilde være godt for mig altid at bevare en ret erkjendelse af min egen uværdighed; thi det at være ringe i egne øine vilde gjøre mig dyrebar i Guds øine, og han bad mig, at jeg ikke maatte tage denne formaning ilde op, da sjælefienden helst søger ved fristelser at opblæse dem, som har faaet hele aabenbarelser og naadesbevisninger af Gud; thi der er intet, som djævelen mere sigter efter end at fordærve den, som ere Gud mest kjære; og om hanendn ikke opnaar sin hensigt, er han dog utrættelig i sine forsøg og faar ofte saavidt magt over dem, at han bringer dem til at gjøre sig skyldige i synder, som siden foraarsage dem sorg lige til deres grav.

Jeg takkede ham for de gode raad, han havde givet mig, og sagde ham, at jeg maatte være meget uforstandig, om jeg ikke optog det som den største venlighed, han kunde vise mig. "Kom da," sagde han, "og lad os overlade disse smertens og skrækkens riger til deres mørke beboeres besiddelse." Og inden ganske kort tid befandt jeg mig paa jorden igjen, og paa det selvsamme sted, hvor jeg havde været i begreb med at begaa den fæle synd at dræbe mig selv, overvældet af djævelens fristelser, som havde indbildt mig, at der ingen Gud var, som fortalt i begyndelsen af bogen. Men hvorledes jeg kom hid, er jeg aldeles ude af stand til at fortælle. Saasnart som jeg var ved bænken, som jeg før havde siddet paa, sagde det straalende væsen, som hele tiden havde ledsaget mig:

"Nu Epenetus, ved du, hvor du er, og jeg tør ikke blive længere hos dig, jeg har en anden tjeneste at udføre, ær ham, som sidder paa thronen i evighed, som har al magt i himmelen, paa jorden og i helvede.

Idet jeg vilde svare ham, forsvandt han, og jeg var ene tilbage. Og da jeg nogen tid havde tænkt paa de forunderlige syner, jeg havde seet, og de underlige ting jeg havde hørt, kunde jeg neppe tro, at jeg var paa jorden igjen, heller ikke vidste jeg, hvor længe jeg havde været borte. Jeg besluttede at vende tilbage til min bolig, men knælede først ned og bad, at jeg altid maatte bevare i frisk minde alle de forunderlige ting, som jeg havde seet. Derpaa stod jeg op, lovede og prisede GUd for al hans godhed og undredes høilig hans forunderlige naade og nedladenhed.

Da jeg kom hjem igjen, var min familie meget overrasket over at se mit ansigt saa besynderlig forandret og stirrede paa mig, som om de havde ondt for at kjende mig. Jeg spurgte dem om aarsagen til deres usædvanlige forundring. De svarede, at det var den forandrede udtryk i mit ansigt, som havde fremkaldt den. "Hvori bestaar da denne forandring?" spurgte jeg. De svarede: "Igaar var dit udtryk saa overordentlig mørkt og nedslagent; du saa ud som fortvivlelsen selv. Men nu har dit ansigt et langt skjønnere udseende og bærer præget af en fuldkommen glæde og tilfredshed."

"Hvis i," svarede jeg, "havde seet, hvad jeg idag har seet, vilde i ikke undres over forandringen." Jeg gik derpaa ind i mit kammer, tobb pen og blæk og nedskrev alt, hvad jeg havde seet og hørt, idet jeggjorde rede for mine syner fra først til sidst. Jeg haaber, at det maa have samme virkning paa læserne, som det havde paa mig, da jeg nedskrev det.

Ære være den evige, udødelige, usynlige konge, denGud, som alene har visdom, evindelig og altid, Amen.

Jeg anbefaler det til hans velsignelse.

John Bunyan.