Gamle tekster

Den kommende verden - eller syner af himmel og helvede

John Bunyan

Syner af himmelen og dens herlighed

Inden faa øjeblikke, arfarede jeg sandheden af, hvad min fører havde sagt; thi i et nu blev jeg hensat i de saliges herlige boliger og saa saadanne ting, som det er umuligt at udsige, og hørte en henrivende melodisk harmoni, som jeg ikke kan beskrive. Med rette kunde derfor den elskede apostel Johannes i sit brev sige: "Nu ere vi Guds børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde!" Den, som ikke har seet hin herlighed, kan kun meget ufuldkomment tale om den, og de som have seet den, kunne ikke udsige tusinddelen af, hvad den indeholder. Selv den store hedningeapostel, som fortæller os, at han blev henrykket til paradiset, hvor han hørte uudsigelige Ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale, giver os ingen anden oplysning derom, end at "intet øie har seet og intet øre har hørt, og det er heller ikke opkommet i noget menneskes hjerte de ting, som Gud har beredt for dem, som ham elske." men jeg vil give eder den bedste forklaring, jeg kan, over hvad jeg saa og hørte, og om de samtaler, jeg havde med nogle af de salige, saavidt som jeg kan erindre dem.

Da jeg nærmede mig dette herlige palads, saa jeg først utallige skarer af lysende tjenere, som bød mig velkommen til salighedens land, og hvis aasyn udtrykte den fuldkomnelse glæde og saligste fred. Der saa jeg ogsaa det fuldkomne og utilgjængelige lys, som forvandler alle ting efter sit eget væsen, saa at de forklaredes sjæle ogsaa blive klare og gjennemsigtige (Aab 21.22). Heller ikke belyses de af solen eller noget skabt lys, men alt det lys, som med saa megen klarhed gjennemstrømmer hine himmelske boliger, er intet andet end udstrømninger af den guddommelige hellighed, i sammenligning med hvilken solens lys kun er mørke. Og alt lys af de mest funklende diamanter, glandsen af karbunkler, saphirer og rubiner og den af de rigeste perler udstraalende klarhed er kun som udbrændte kul mod dens herlighed, derfor kaldes den Guds herligheds throne, hvori den guddommelige majestæts straalende lysglands udfoldes paa den herligste maade.

Den uudsigelige Gud, ophøiet paa sin herligheds høie throne, modtagende tilbedelse af myriader af engle og hellige, der synger evige hallelujaer og lovsange, er for stor til at skues af dødelige øine. Med rette kan han derfor kaldes ærens Gud; thi hans herlige nærhed gjør alene himmelen til, hvad han er. Der er glædes floder, som bestandig udspringer fra Guds nærhed, freds og glædes kilder for alle de salige beboere af himlen, hans lykkelige opholdssted og sædet, for hans evige rige, hvort den guddommelige majestæt udgyder sin godheds og herligheds rigeste straaler, og hvor hans udvalgte hellige og tjenere beskue og prise hans evig guddommelige egenskaber.

Min synsevne var altfor svag til at udholde den mindste lysstraale fra hin evige lysets og herlighedens kilde, som sad paa thronen, saa jeg var nødt til at raabe til min ledsager, at synet af saa megen herlighed var for meget for mig svare dødelige; dog var det saa oplivende og behageligt, at jeg gjerne vilde beskue det, om jeg end skulde dø deraf. "Nei, nej," sagde han, "døden kommer ikke ind i dette salige sted, her bor liv og udødelighed, heller ikke synd eller sorg har noget at gjøre her; thi det er dette lykkelige steds herlighed for evigt at være befriet fra alt ondt. Om ikke saa var, vilde vor salighed endog her være ufuldkommen. Men kom med mig, saa vil jeg føre dig til en, som er i legemet ligesom du, tal med ham en stund, medens jeg udfører en anden tjenete, saa vil jeg siden føre dig tilbage igjen."

"O, lad mig hellere blive her," sagde jeg noget ivrig, "thi her behøves ikke at bygge templer, de himmelske boliger ere her allerede beredte."

Hertil svarede min straalende engel: "her skal du om en stund faa fast bo, men først maa Guds villie adlydes."

Rask som en tanke førte han min nu mellem tusinder af hine klare og bevingede aander og stillede mig for den hellige, Elias, som levede paa jorden saa mange hundrede aar tilbage, men som jeg dog kjendte ved det første blik, som om jeg havde været en af hans samtidige.

"Her er en," sagde min fører til Elias, "som af kongen har faaet tilladelse til at skue disse lysriger, og jeg har bragt ham hid, for at han af dig kan høre, hvori dets lykke og herlighed bestaar."

"Det," siger profeten, "skal jeg gjerne gjøre; thi i disse salige egne er det vor mad og drikke at gjøre Guds og Lammets villie, at synge hans pris og tjene ham med den ydmygeste tilbedelse, idet vi sige: "Velsignelsen (Aab 5.9) og æren og herligheden og magten tilhører ham, som sidder paa thronen og Lammet fra evighed til evighed; thi han har kjøbt os til Gud med sit blod af alle slægter og tungemaal og folk og gjort os til konger og præster for vor Gud, Amen, ja Amen." Og jeg føiede ogsaa mit Amen til den hellige profets. Profeten spurgte mig derpaa, af hvilken grund denne store naade var tilstaaet mig. Heraf forstod jeg, at de hellige i himlen ere uvidende om, hvad der foregaar paa jorden; hvorledes kan man da henvende bønner til dem?

Jeg berettede da, hvad jeg her har nedskrevet i indledningen, hvorover den hellige profet udbrød:

"Ære være ham, som sidder paa thronen, og Lammet for hans uendelige godhed og store nedladenhed til en arm tvivlende synders svaghed." Derefter sagde han: "Giv nu agt paa mine ord," og begyndte saa:

"Hvad du har seet og hørt allerede, er jeg vis paa, du aldrig ret kan fortælle igjen; thi det er mere end øiet har seet eller øret har hørt, eller hvad et menneskehjerte er istand til at fatte, jeg mener saadannes hjerter, som endnu ikke ere oversatte i denne herlige tilstand eller befriede fra deres grove jordiske legemer. At jeg er her i legemet, beviser intet imod, hvad jeg her anfører; thi om det end ikke er bleven underkastet almindelige dødeliges lod, døden, saa har det dog undergaaet en saadan forandring, som i nogen grad svarer dertil; thi det er bleven baade aandeligt og uimodtageligt for lidelser, ligesom disse engle ere, som omringe thronen. Og dog kan jeg ikke i denne fuldendte saligheds tilstand udtale alt, hvad jeg føler, heller ikke ved jeg, hvad der endnu staar tilbage at nyde; thi her er vor salighed altid ny."

Jeg bad da den salige profet forklare sig lidt nærmere, da jeg ikke forstod, hvorledes lykken kunde være fuldkommen og dog tilstede videre forøgelse. Thi hernede i verden tænke vi i almindelighed, at der hos det fuldkomne ikke kan blive tale om videre udvikling. "Jeg haaber i ydmyghed," sagde jeg, "at hvad jeg kommmer frem med, ikke maa ansees for udsprunget af tom nysgerrighed, men af ønsket om, at min forstand maa oplyses, da den endnu kun forbinder uklare tanker med disse himmelske ting."

"At stille din tvivlende sjæl tilfreds og styrke din vaklende tro er den væsentlige grund til, at du er kommen hid med den treenige Guds tilladelse; derfor er det bedst, om der endnu rejser sig nogen tvivl i dit bryst, at du kommer frem med den. Men hvad den indvending angaar, at en fuldkommen lykke ikke kan give anledning til yderligere forhøielse, saa maa jeg sige dig, at, naar sjæl og legeme begger ere salige, som mine nu ere, saa anser jeg det for en fuldendt salighed; thi det er sjel og legeme tilsammen, som gjennem alle evigheder i den salige opstandelse skal nyde denne herlighed. Men med hensyn til dens velsignede gjenstand, som er den evig tilbedelsesværdige Gud, i hvis salige beskuelse denne lykke bestaar, saa er den altid ny; thi, da Guds fuldkommenhed er ubegrænset, kan intet andet end evigheden strække til for at udfolde hans herlighed. Derfor vil vor lykke evigt faa ny tilvext, og som en følge deraf vil vor kundskab om hans herlige egenskaber ogsaa i evighed tiltage. Det var da ikke uden grund, at den store hedningeapostel, der som du ved, en gang under sit legemlige liv fik adgang hid, forsikrede, at "intet øie har seet og intet øre har hørt, og det er heller ikke opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, som elske ham." Og dog har øiet seet mange mærkværdige ting i naturen, det har seet krystalbjerge og diamantklipper, det har seet guldminer og perlekyster og krydderiøer. Dog kan det øie, som har seet saa magne undere herned i verden, aldrig udgrunde den triumferende tilstands herligheder. Og skjønt menneskets øre har hørt mange yndige og harmoniske toner, alt det, som natur og kunst kan frembringe, saa har de dog aldrig hørt den himmelske musik, som her baade igjenløste og engle udføre foran thronen. Og ligesaalidt kan menneskehjertet fatte herligheden, uagtet det (den alvise skabers høieste skabning paa jorden) er saa fint og kunstigt indrettet, at det kan fatte saa godt som alt, som er til, har været eller skal vorde i denne verden, ja det kan endog tænke sig det, som ikke er. Mennesket kan tænke sig, at enhver sten paa jorden kunde forvandles til de mest straalende perler og ethvert græsstraa til de klareste juveler, han kan tænke sig, at ethvert støvgran kunde forvandles til sølv og hele jorden til en masse af det reneste guld, luften til krystal og hver stjerne til en sol, og at solen blev tusinde gange større og herligere, end den nu er, og dog staar dette uendelig tilbage for, hvad den hele evige Majestæt, som er ubegribelig i alle sine undergjerninger, her har beredt for alle sine tro efterfølgere."

"Men," tilføiede profeten, "for at du kan faa det rette begreb om vor lykke, vil jeg her i korthed (thi en levetid vilde neppe strække til for fuldt at forklare det) vise dig, hvad disse salige sjæle, som ved Christi forløsning ere komne hid, ere befriede fra; og jeg skal søge at afpasse mine ord efter din fatteevne ved at sammenligne tingene heroppe, med hvad du kjender dernedefra, skjønt du alt har seet, hvor uendeligt de himmelske ting overgaa alt, som er paa jorden. Dernæst skal jeg, saavidt du kan rumme det, fremstille, hvori den salighed bestaar, som sjælene her nyde."

"For det første ere de her for evigt befriede fra alt, som kan gjøre dem ulykkelige, navnlig, som du kan forstaa, synden. Gud skabte oprindeligt alt til lykke, alt ligt sig selv, som er uendelig lykkelig; og havde ikke synden vansiret Guds billede, saa vilde hverken engle eller mennesker nogensinde vidst, hvad elendighed er. Det var synden, som styrtede de faldne engle ned til helvede og tilintetgjorde verdens skjønhed, det var synden, som udslettede Guds billede i menneskets sjæl og gjorde skabningens herre til en slave af sine egne lyster og derved styrtede ham i et hav af evig nød, hvorfra der ingen forløsning er. Det er da visselig en uskatterlig naade, at alle beboerne paa dette salige sted for evigt ved Jesu blod ere forløste fra synden. "Værdig er han at annamme magt og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og velsignelse!" Dernede sukke de bedste og helligste sjæle under trykket af fordærvelsen, synden klæber ved alle deres gjerninger og tager dem ofte tilfange imod deres villie. "Hvo skal fri mig?" har været mange tro Guds tjeneres raab, som dog paa samme tid have været Frelseren kjære. Synden er de helliges tunge hindring, medens de ere i det fordærvede kjød. Naar de derfor aflægge deres hytter, er sjælen som en fugl, der er sluppet ud af buret og med himmelsk kraft svinger sig op til denne salige egn, triumferende over synden, som den endnu hernede kjæmpende med. Her er deres strid endt, og døden er opslugt til Seier. De troendes sjele, som hernede vare vansirede og besmittede af synden, fremstilles her af Frelseren for den evige Fader uden plet eller rynke."

"Men ligesom de salge sjele her ere befriede fra synden, saa er ogsaa al anledning til synd borte, hvilket meget forhøier vor lykke. Selv Adam i paradiset var vistnok, da han blev skabt, fuldkommen uskyldig og syndefri, men han kunde dog fristes af synden, hvilket blev hans ulykke; satan kom ind i paradiset og fristede ham, og han gav desværre efter for hans fristelser, han tog af den forbudne frugt og faldt, og ved hans fald er menneskenaturen bleven fordærvet, idet synden som en kræft har ædt sig ind i den; derfor blev hele slægten fordærvet, og den fordærvelse, som enhver dødelig huser i sit eget bryst, er af det farligste slags og har altfor ofte overmagten, men her er hver salig sjel ogsaa befriet fra dette. Ingen djævel kan her friste dem, ingen fordærvelse komme ind; kun, hvad der er rent og helligt, kan faa adgang. Ingen lumske indskydelser fra hin faldne aand kan her besvære os. "Den brølende løve," som dernede altid er i bevægelse, som gjennemstrejfer jorden, søgende, hvem han kan opsluge, er for os i denne salige livets og udødelighedens egn bunden i evige lænker og sikkert indelukket i helvedes fængsel, fordømt til den evige ilds straf. Heller ikke skal verden, som ved menneskets fald har tabt sin skjønhed og er udartet til en skueplads for tomhed og forfængelighed, og som ved sine fortryllende tillokkelser og falske løfter drager tusinder ned i fordærvelsen, mere friste de sjæle, som ved tro og taalmodighed have feiret over dens kunstgreb og ere komne i tryg havn heroppe. Hvor mægtige end dens fristelser og tillokkelser ere selv for de troende, som endnu ligge i strid med den nede paa jorden, saa se vi, som her have faaet himmelske boliger, med foragt ned paa alle jordiske nydelser, vi ere her høit ophøiede over verden og alt, som den kan friste os med, og ved vor seirende Herres Jesu blod have vi vundet seier over dem, hvorom disse herlige palmegrene, som vi bære, aflægge talende vidnesbyrd. Der er intet her, som kan forstyrre vor fred, men en evig hvile gjør vor salighed fuldstændig."

"For det tredie ere vi her fri fra syndens følger nemlig straffen, som de, der ere indesluttede i den evige usaligheds mørke rige, altid stønne under, da de ikke ere istand til at bære den, og dog evigt maa lide den. Det var synden, som bragte døden ind i verden, og døden er ved den høiestes beslutning den retfærdige løn for synden, som ethvert menneske kan befinde, men ved livsfyrstens seier, ved det Guds Lam, som er slagtet for verdens grundvold blev lagt, som ved sin død overvandt baade døden og ham, som havde dødens vælde, djævelen, og triumferede over synd, død og helvede, ere disse for evigt banlyste, hvorfor altid lov- og takkesange lyde til hans hellige navns ære."

"Disse ting", vedblev den store profet, "ere vi i denne salige tilstand befriede fra, og dog ugjør dette kun den mindste del af himmelens salighed. vi glæde os ikke alene over at være befriede fra vore synder, men ogsaa over goder, som vi nyde, og jeg vil nu skride til at vise dig, hvori disse bestaa:

1. "Vi nyde her den saliggjørnede beskuelse, den velsignede og evige kilde til al vor lykke, men hvad det er, kan jeg ligesaalidt forklare, som den endelige skabning kan fatte uendeligheden. Vi finde blot, at den bestandig oplyser vor forstand og fylder vore sjæle med usigelig og forherliget glæde og med en saa brændende kjærlighed, at intet uden dens salige ophav kan tilfredsstille den og selve evigheden ikke bringe den til at ophøre. Den er gjenskinnet af Guds nærværelse og de uendelig herlige udstrømninger af hans godhed, som er vort livs liv, vore sjeles sjel og himmelens himmel, og som gjør, at vi leve, elske, synge og love altid, og som omdanner vore sjele efter hans billede. De hellige dernede paa jorden opholdes paa deres pilgrimsvandring til dette salige land ved hans evige arme, ved hvilke de sættes istand til at gaa fra kraft til kraft, men vi, som have faaet fast fod paa den evige saligheds strand, forvandles fra herlighed til herlighed ved Herrens Aand. Men for at udtrykke min mening i korthed: ved denne beskuelse af Guds ansigt have vi levende delagtighed i og nydelse af hans kjærlighed, og hans salige smil glæder vore sjele, og vi fryde os altid i hans naade; thi i hans naade er livet. Og dernæst komme vi ved denne salige skuen af Gud til at kjende ham bedre, end nogen dernede gjorde; thi det er synet af ham, som oplyser vor forstand og giver os oplysning om kundskaben om Guds herlighed i Jesu Christi aasyn. Vistnok er det umuligt at udgrunde den guddommelige Majestæt, men vi have dog her en fuldkommen erkjendelse af hans natur og guddommelige egenskaber."

2. "Vi have ikke alene den salige beskuelse, hvorved vi se Gud, som han er, men vi have en virkelig nydelse af ham. Derved komme vi i forening med ham, leve i ham og han i os. Vi blive delagtige i den guddommelige natur, som udstraaler i os med en lysende klarhed. I verden smage vel de troende Gud i hans naademidler, men her nyde vi ham alle ansigt til ansigt. Dernede smage de troende Gud i et vist maal, men her nyde vi ham uden maal, der nippe de lidt af hans godheds skaal, men her drikke de i fulde drag deraf og svømme i salighedens bundløse hav. Dernede afbrydes ofte de helliges samfund med Gud, men her have vi en uafbrudt nydelse af Gud."

3. "Her have vi alle naadegaver i deres fylde, i verden se de hellige kun stykkevis og erkjende stykkevis, men her er det stykkevise ophørt. Dernede er kjærligheden blandet med frygt, og frygt bringer pine, men her er kjærligheden fuldkommen, og "den fuldkomne kjærlighed driver frygten ud." Her elske vi den hellige Gud mere end os selv og hverandre som os selv, her ere vi alle en Faders børn, og alle vore brødre ere os lige kjære. Dernede var vor kjærlighed endnu delt og igk i forskjellige retninger, men her danner vor kjærlighed kun en strøm og har sit middelpunkt i Gud, vor saligheds kilde. Vor kundskab var ogsaa nede i verden ufuldkommen, den saa kun dunkelt som i et speil, men her se vi Gud, som han er, og lære saaledes at kjende ham, ligesom vi ere kjendte af ham. Vor glæde er ogsaa her fuldkommen, nede i verden var den afbrudt af suk og sorg, og det maatte være saa; thi hvor der er synd, der vil der ogsaa være sorg. Men her, hvor al sorg (syndens aarsag) er borte, vil ogsaa sorgen (syndens virkning) ligeledes ophøre, ja netop det, at vi sørgede over synden, medens vi vare paa jorden, giver os ved vor Forløsers gave adgang til den glæde, vi her nyde."

4. "Her ere vore opfattelsesevner styrkede overensstemmende med de gjenstandes storhed, som vi have at beskue. Medens vi vare i verden, kunde intet lys skinne ind i vort sind uden gjennem vore sandsers vindu, og derfor maatte Gud nedlade sig til vor fatteevne og afpasse udtrykkene for sin Majestæt efter vor indskrænkede forestillingsevne, men her er aabenbarelsen af Guddommen langt herligere, og vort sind er renset fra alle hine jordiske billeder, som indkomme gjennem de grove sandser. Dernede vare de reneste begreber om Gud meget ufuldkomne, men her er guldet befriet for slaggerne og vor opfattelse er mere svarende til Guds enfoldige og rene væsen. Dernede maatte de høie ting indklædes i ringe billeder for at opfattes af sandserne, men her ere vore evner styrkede og udviklede. Nu da det guddommelige lys skinner med uhindrede straaler og kjødet, der før dannede som et tykt forhæng, er aandeliggjort og forklaret, smager sjælen Gud i den klareste beskuelse. Vi se nu, hvad vi før troede paa, om den evige Guds herlige natur, hans raadslutninger, hans forsyn og forordninger. Vi se her klart, at Gud fra evighed var det eneste væsen, men ikke enlig, og at Guddommen hverken er sammenblandet i enhed eller adskilt i tre, at der er en ordensrang, men ingen overordning og underordning mellem de hellige personer i treenigheden, at de ere lige delagtige i de samme guddommelige egenskaber og magt og i lige grad ere gjenstand for tilbedelse. De Guds veie, som dernede syntes uransagelige, og som vi erkjendte det for syndigt at ville udforske, se vi her ganske tydelig maa tilskrives Guds visdom, saa sandheden selv ikke kan være mere indlysende."

"Disse ting," tilføiede profeten i en noget forandret tone, "er noget af det, som udgør vor salighed."

"Dog angaa alle disse ting alene vore sjæle, men vor salighed er ikke fuldstændig, før legemerne ere opstandne og gjenforenede med sine sjæle. I denne henseende nyder jeg og den salige Enoch ved Guds særdeles naadegave et fortrin, idet vi ere komne hid i legemet som forbilleder, fra tiden før og efter syndfloden paa Guds Søns opstandelse og alle helliges opstandelse ved ham. Men fordi ingen uden den store Messias virkelig er opstanden fra de døde, ha, som er førstegrøden (Enoch og jeg have jo ikke kjendt døden, om vi end have undergaaet en lignende forvandling), er det vanskeligere at forklare, hvorledes de opstandnes tilstand skal være. Vi kan kun slutte os dertil fra hans forklarede legeme, med hvilket hverken Enochs eller mit kan sammenlignes, hvad herligheden angaar, skjønt vi begge have aandelige legemer. Jeg skal nu vise dig saadanne legemers mest fremtrædende særegne egenskaber."

1. "De saliges legemer skal efter opstandelsen blive aandelige, og da du baade kan se mig og røre ved mig (profeten gav mig ved disse ord sin haand), kan du bedre sættes istand til at forstaa, hvad et aandeligt legeme er: Det er et legeme, renset fra alle fordærvelsens grove tilsætninger, et rent, finere legeme og dog et virkeligt legeme, ikke et, sammensat af luft og vind, som menneskene grovt forestille sig."

Her bad jeg den hellige profet bære over med mig, om jeg gjorde ham bekjendt med, at jeg altid tog aandeligt som modsat materielt, og at et aandeligt legeme derfor efter mine tanker ikke kunde beføles saaledes som hans.

Hertil svarede han, at deres legemer vare aandelige ikke alene, fordi de vare rensede fra al fordærvelse, men fordi de opholdtes ved Guds beskuelse uden jordiske midler som mad, drikke, søvn, klæder, der var nødvendigt for vore jordiske legemer. "Har du kke læst", sagde profeten, "at Jesus efter sin opstandelse viste sig legemlig for sine disciple, da de vare tilsammen i et værelse og dørene vare lukkede? Dette beviser tydelig dets finhed, og dog sagde han til Thomas: "Ræk din haand hid og læg den i min side," hvilket viser, at det var et virkeligt legeme. Den salige beskuelse er det alene, baade vore sjele og legemer leve og opholdes ved for evigt."

2. "Vore legemer skal efter opstandelsen blive udødelige. Dernede paa jorden ere de dødelige og forgjængelige og smuldre hen til støv, men her ville vore legemer for bestandig hverken være hjemfaldne fordærvelse eller død; thi "det bør dette forkrængelige at iføres uforkrænkelighed og det dødelige at opsluges af livet."

Her bad jeg profeten at høre med taalmodighed paa mig, medens jeg fremsatte for ham mine tanker om sagen.

"Sig frem, jeg er rede til at løse din tvivl."

"Jeg har lært af den hellige skrift," sagde jeg, "at udødelighed er en egenskab, som alene tilhører Gud og ikke menneskene, om hvis legemer navnlig den daglige erfaring viser, at de ere dødelige. Derfor siger St. Paulus til TImotheus, at "Gud alene har udødelighed."

"Naar jeg siger, at de saliges legemer her ere udødelige, mener jeg legemerne i den forklarede tilstand. I sin fordærvede tilstand er mennesket dødeligt, intet er vissere, end at alle mennesker maa dø, og endog de forherligede sjeles legemer holdes endnu af dødens magt. Men ved opstandelsen skulle de blive befriede fra den. Hvad du anfører af skriften, at "Gud ene har udødelighed," er vistnok sandt. Han eier den i særegen forstand, hvori dette ikke kan siges om nogen skabning, hverken engel eller menneske. Vi ere udødelige ved hans naade og gave, Gud er udødelig efter sit eget væsen og har fra evighed været det, og i den forstand kan det vel siges, at Gud ene har udødelighed. Saaledes kan det ogsaa siges om Gud, at "han alene er hellig", og "der er ingen god uden en nemlig Gud, ingen retfærdig eller harmhjertig uden ham. Ham være velsignelse, lære og pris fra evighed til evighed!"

"Endnu et ønsker jeg at faaa forklaring over: Jeg ser, at alene du og Enoch have faaet adgang hid i legemet, og du siger, at i have undergaaet en forandring lig den, som sker ved døden, dog uden at dø; hvad sikkerhed har du for, at de troendes legemer, som nu ligge under dødens magt igjen skulle opstaa? Jeg ser jo, at de ere overmaade lykkelige uden sine legemer og ikke synes at have noget brug for dem, de ere for længe siden raadnede i gravene. Hvad der mest synes mig at tale for opstandelsen er, at Jesus, Guds uskyldige Lam, som virkelig var død, nu lever og lever evigt."

Profeten afbrød mig ved disse ord og svarede: "Hvad mere bevis kan du ønske?"

"Jo, jeg kan derimod indvende, at Jesu legeme aldrig vidste af fordærvelse, og at der intet exempel er paa, at et fordærvelsens legeme blev oprejst til liv og udødelighed."

Herpaa svarede profeten, at legemets opstandelse var ligesaa vis som sjælens forherligelse, lhvorvel intet exempel herpaa kunde anføres; tjhi ligesom Jesu død havde betydning for alle, saa ogsaa hans opstandelse, derfor kaldes han "førstegrøden af de hensovede." Han er menighedens hoved og kan ikke være uden sit legeme, som i sin tid skal oprejses for i evighed at være hos ham. Legemet skal vækkes af sin dødssøvn og, som jeg nævnte, oversættes i et herligt udødeligt liv. Legemet er en væsentlig del af mennesket saavelsom sjælen, og skjønt der er stor forskjel i dens evner og virksomhed, saa er dog deres samvirken nødvendig. Vore gode handlinger, medens vi vare i verden, udgik vistnok fra sjelens beslutning, men bleve iværksatte af legemet, og enhver sjelsvirksomhed giver sig udtryk i legemets synlige handlinger. Under angerens bedrøvelse udgjød de legemlige øine taarer, og ved taksigelse benyttedes tungen til at udbryde i Guds lov og pris. Alle seire over glæde, lyst og smerte bleve vundne af sjel og legeme i forening () sml. 1. Kor 6.13 ff.) "Hvorledes kandu da tro," sagde han, "at Gud i sin godhed vil behandle dem saa forskjelligt, at sjelen skulde blive evig salig og legemet overlades til forglemmelse? Den ene forherliges i himlen, det andet blive tilbage i støvet? Fra livets første begyndelse og lige til graven fulgtes de ad, og de skulle da ogsaa høste lønnen sammen. Naar retfærdighedens og ærens krands paa den store dag skal gives de troende i alles paasyn, da skal baade sjel og legeme faa del i denne ære. Dette er vel tilstrækkeligt til at løse dine tvivl med hensyn til legemets opstandelse."

Jeg havde intet mere at indvende paa dette punkt, men bad ham fortsætte beskrivelsen af legemets forherligelse i opstandelsen.

Profeten fortsatte da, som følger:

"Jeg har allerede sagt dig, at de saliges legemer skulle være udødelige, men ikke i samme betydning som Gud og heller ikke paa samme maade som englene, der ere skabte som aandige væsener. Mennesket blev skabt dødeligt, sin udødelighed har det ved Jesu blod og fornyelsen af Guds billede i sjelen. Dels udødelighed er heller ikke som de faldne aanders, der ogsaa ere udødelige. Det er en udødelighed, som medfører en saa meget større elendighed. Deres udødelighed er en saadan forbandelse, at den tusinde gange bringer dem til at ønske, at de maatte blive tilintetgjorte. Men den salige udødelighed, som vi nyde, er del i himlens herlighed og derfor ret "en herlig udødelighed" og giver os vished for, at vi evig skulle nyde den lykke, vi nu ere i besiddelse af."

3. "Et andet gode, som de troendes legemer her eie, bestaar deri, at de ere uimodtagelige for lidelser. Paa jorden ere de helliges legemer ofte ligesaa mange lidelsens boliger, ligne et hospital, fuldt af sygdomme, dødens sædvanlige forløbere; eller om der ikke er sygdom er der noget værre. Deres legemers piner og skrøbeligheder ere ofte saa store, at de gjøre døden mere ønskelig end livet. Hvor mangen gang martres ikke endog gode mænd af gigt eller stensmerter, som foraarsage den yderligste pine? Om de have overflod af alt saadant, som menneskene anse for det jordiske livs goder, bliver alt forbitret dem ved disse legemlige lidelser. Og hvor dette ikke er tilfældet, men folk have sunde og kraftige legemer, møder dem ofte andre lidelser saasom hunger, tørst, kulde og nøgenhed, som gjør deres liv meget besværligt. Mangen gang kastes de i fængsel, indesluttes mellem stenmure og begraves ligesom levende og overgives til forglemmelse. Alt dette maa naturlig gjøre deres legemer elendige dernede. Men heroppe kan ingen saadanne onder angribe dem. Her er deres tilstand en ganske anden, ingen forbandelse kan komme herind, og forbandelser ere alle disse ting, som jeg har nævnt, da de ere syndens følger. Mit legeme kan ikke lide af noget onde hverken af synd eller sorg, men det er tvertimod ved Guds velsignede Søns naade nu blevet bolig for lys og herlighed, og saaledes skulle alle de helliges legemer blive i opstandelsen. Hermed gaar jeg over til det fjerde gode, som vore legemer skulle komme i besiddelse af."

4. "De skulle i opstandelsen være i sandhed skjønne. OG det er ikke vort mindste fortrin; thi dernede ere vore legemer usle, forkrænkelige; i graven æde ormene deres kjød, og de udbrede en besværlig stank. De ere kun lerhytter, de tilhøre støvet, men her skal det være anderledes; thi de helliges legemer skulle være befriede ogsaa fra den svaghed, som fulgte Adams tilstand i paradiset; hans sjel var i forening med legemet, og dette behøvede paa grund af sin jordiske natur en bestandig fornyelse for at bevares i sin kraft, da det altid befandt sig i udvikling. I den salige tilstand her derimod skal legemet være af aandelig natur og dets liv opholdes ved Aandens overnaturlige kraft uden ydre næring. Og ikke det alene, men en stærk og uvisnelig herlighed skal lyse ud af det, som langt overgaar denne verdens forgjængelige pragt, og det skal blive ligt Christi forherligede legeme, "som skal forvandle vort fornedrelses legeme til at vorde ligedannet med hans herligheds legeme efter den kraft, ved hvilken han kan underlægge sig alle ting." Denne oversandselige skjønhed, som han vil meddele legemet, skal være hans egne hænders gjerning, og hvor almagten er med, er intet vanskeligt. Thi det opstandne legemes forherligelse og oversættelse i udødelighedstilstanden er ligesaa let for Guds almagt som dets første dannelse i moders liv.

5. "En anden del af vor salighed er, at "vore legemer skulel være lette og bevæge sig med ufattelig hurtighed. Vore legemer ere dernede tunge og ubehjælpelige og til hinder for sjælen, men i opstandelsen skal det ikke være saa. Vore legemer skulle være som Aminadabs vogne og bevæge sig raskere end de bevingede fugle under himmelhvælvingen.

6. "Fremdeles skulle vore legemer være rene, som mit nu er, og dette er et overordenligt fortrin; thi om de end besad alle andre føromtalte egenskaber, hvis de vare syndige, saa vilde det forspilde alt det øvrige og tilintetgjøre al vor lykke her i himlen, hvor synd ikke kan komme ind. Men det er ganske anderledes; endog vore legemer skulle her være rene og ikke have en plet af synd. Dernede ere de helliges legemer betyngede af synd og lænkebundne af fristelser, hvilket bringer dem til at udraabe: "O, jeg elendige menneske! Hvo skal fri mig fra dette dødens legeme?" Men her skulle de erfare den salige forløsning af legemerne, som de der bie paa."

7. "Endelig skulle de helliges legemer i opstandelsen være herlige legemer, saa herlige, at de skulle ligne vor Forløsers herlige legeme. Herom og om hvorledes det skal ske, fortæller Guds Ord os. Guds Lam, den velsignede Jesus, skal forvandle vore usle og forkrænkelige legemer og gjøre dem ligedannede med sit eget herligheds legeme. Ved hans kraft skulle de helliges legemer, som, fordi de ere fordærvede, saaes i vanære, oprejses i Herlighed og skulle skinne som solen i deres Faders rige. Og saaledes, min søn," sagde den store profet, "har jeg i korthed givet dig oplysning om, hvori herligheden bestaar ved den salige tilstand, som vi her nyde. Ikke at jeg har sagt tusindedelen af, hvad der endnu kunde siges, du kunde heller ikke forstaa det, om jeg forsøgte derpaa. Thi der er f.eks. ogsaa af ting, som vi eie, (Aab 2.17) den hvide sten og det nye navn, som ingen kjender, uden den, som modtager det."

Da den hellige profet havde talt til ende, takkede jeg ham i ydmyghed for den oplysning, han havde givet mig, og sagde, at jeg vel var udygtig (iført mit grove sandselige kjød) til at forstaa alt, hvad jeg havde hørt, eller udsige, hvad jeg saa, men dog havde seet og hørt nok til at overbevise mig om de himmelske tings virkelighed og herlighed, som nede i verden saa mange betvivle og saa faa tro. "Men lad det ikke mishage dig," sagde jeg til profeten, "om jeg endnu ønsker kundskab om nogle faa ting."

"Tal, saa vil jeg søge at opfylde din begjæring."

"Det første," sagde jeg, "som jeg vilde spørge om, er, hvorledes de salige her, som blot ere skabninger og derfor endnu endelige væsener, omend saaledes forklarede, kan have et saa klart begreb om den ufattelige og uendelige treenighed, saa de erkjende ham, som de selv ere erkjendte, som du nylig sagde, eller har jeg i min svaghed misforstaaet dig?"

"Hermed har jeg ikke sagt mere, end hvad den hellige skrift indeholder; thi hedningeapostelen, som i sit kjøds dage talte til dem, som da beboede verden, sagde dem, at de da kun saa dunkelt som i et spejl, men at de i disse lyse egne skulde se ham ansigt til ansigt, at han selv da kun kjende stykkevis, men at han, naar han engang kom hid, skulde kjende ham, som han var kjendt af ham. Men min søn," sagde profeten, "disse ord maa ikke forstaaes aldeles bogstavelig; thi solen, som oplyser den nedre verden, kunde ligesaa vel være indesluttet i en liden lysgnist, som at den uudgrundelige og uendelige Gd skulde fattes af vore begrænsede evner; thi over den høieste erkjendelse af Guddommen, som vi muligvis kan naa frem til, bliver der endnu tilbage en uendelighed af herlige egenskaber, som end ikke de mest oplyste af alle hine herlige aander kan erkjende, der ere de lysende tjenere omkring thronen. Derfor maa det udtryk: "som vi ere erkjendte", som var anledning til dit spørgsmaal, ikke forstaaes om en fuldstændig lighed mellem Guds erkjendelse af os og vor erkjendelse af ham. Et almindeligt lys udbreder ogsaa et skin ligesaa vel som dagslyset, men har ikke samme rækkevidde og glands."

"Summen af, hvad jeg kan siger herom, er, at vi her have en saa fuldkommen kundskab om Gud, som skabninger ere istand til at rumme eller vore hjerter kunne begjære."

Jeg takkede atter profeten og erkjendte, at det alene var min forstands mangelfuldhed, som havde gjort ham det besvær at give nærmere forklaring.

"Du forstaar endnu ikke ret min tilstand," svarede profeten, "thi der findes intet saadant her som besvær. At udbrede kundskab om den kjære Gud, tale om hans evige herlige egenskaber og give ham ære ere netop det, som udgjør og vil udgjøre de saliges største lyst og glæde i alle evigheders evighed."

Jeg sagde nu med stor frimodighed den hellige profet, at jeg endnu havde en ting at spørge ham om: "Jeg saa iblandt de magne salige sjæle, som jeg kom forbi, da min straalende ledsager bragte mig hid, nogle, der syntes mit at skinne klarere end andre; er der forskjellige grader i saligheden?"

"Den lykke og salighed, som alle troende her nyde, udspringer af deres samfund med og kjærlighed til Gud, hvis salige beskuelse, som før sagt, er dens evige kilde. Jo mere vi se, des mere elske vi, og kjærligheden frembringer i vore sjele et afbillede af sin salige gjenstand; deraf kommer vor herlighed. Dette maa nødvendig medføre en gradsforskjel. Ikke som om der var nogen mangel ved kjærligheden hos nogen af de salige her, det er en umulighed. Der findes ikke en sjel iblandt de talrige beboere af dete lysets land, uden at den elsker og tilbeder Gud af ganske hjerte og af ganske sjel. Men da evnerne og gaverne ere forskjellige, maa ogsaa kjærligheden og da tillige herligheden være det. Heller ikke er der nogen knur eller misfornøielse hos den ene over, at den anden har en større herlighed end han, men det tjener alene til større forherligelse af Gud som den ene kilde til deres salighed. Hvem kan beklage sig, naar alle modtage et saa stort maal af Guds herligheds fylde, som de kunne rumme? Gud er et uendeligt hav af lys og liv, glæde og salighed, som fylder hvert kar, som svømmer deri, til randen. Og skjønt karrene ere af forskjellig størrele, saa har intet af dem aarsag til klage, da alle ere fyldte. Desuden er hver sjel her kommen til en saadan underkastelse under og hengivenhed i Guds gode villie, at al deres salighed bestar deri. Stjernerne ere saaledes ogsaa alle klare, men da de ere af forskjellig størrelse, "overgaar den ene den anden i klarhed"; saa skal det efter Guds Ords lære ogsaa være i opstandelsen. Mit svar paa dit spørgsmaal er derfor, at de, som have de mest udviklede evner, elske Gud mest og forvandles derfor mest efter hans billede, hvilket er den høieste ære, som himmelen kan give. Lad ikke dette synes dig underligt; thi ogsaa blandt Guds lysende tjenere, englene, er der forskjel i rang og forskjellige grader af herlighed. Det var maaske nogen af dem, du saa paa din vei hid."

Medens jeg saaledes samtalede med den hellige profet og med glæde hørte ham løse mine tvivl, traadte en lysende skikkelse hen til mig og sagde: "Hvorledes Epenetus, du her?"

Jeg blev overrasket over saaledes at høre mit navn nævne, og idet jeg vendte mig om, saa jeg snart, at det var den ædle Junius, min nys afdøde ven, som tiltalte mig saa: "Kjære Epenetus, jeg glæder mig ved at se dig i disse herlige egne, men undres over at se dig her uden at være afført dødeligheden. Sig mig, ven, hvorledes du er kommen hid, og hvorledes du har faaet denne naade; thi saadant er jo ingenlunde almindeligt."

Jeg blev saa overvældet af glæde over at se en af mine gamle bekjendte, hvem jeg havde været saa fortrolig med i verden, at jeg vilde tage ham i mine arme. Men han unddrog sig, idet han venligt sagde, at han for nogen tid siden havde nedlagt sin jordiske hytte, som han havde ladt tilbage, dernede, hvilende i haab til opstandelsen, og at han nu var en aand, som ikke kunde berøres af nogen dødelig.

"Men hvorledes kom du hid i dit dødelige og uforandrede legeme?" sagde han igjen mere indtrængende.

Jeg fortalte ham da det samme, som jeg før havde sagt Elias om min fristelse og udfrielse.

"Ja, Epenetus," sagde den ædle Junius, "jeg ser da, at der behøvedes en saadan lærdom, som jeg gav befaling til at udbrede nede i den arme verden efter min død; at overbevise menneskene om Guds tilværelse ligeoverfor en klasse mennesker, langt værre end helvedes beboere, som dog baade tro Guds tilværelse og skjælve for hans dom. Men at du, min ven, som saa længe havde bekjendt sandheden og havde saa rig erfaring af hans godhed, at du tilslut skulde komme til at tvivle om hans tilværelse, det var sandelig noget ualmindeligt og mere, end jeg nogensinde kunde troet, det giver mig ny aarsag til at tilbede den evig velsignede Gud, som i sin godheds rigdom nu har befriet mig fra alle de snarer, som sjelefienden lagde ud for mig, og bevarede mig til sit himmelske rige, evig priset være hans hellige navn!"

Da Elias hørte min ven Junius's ord, sagde han, at hun nu vilde overlade mig til minven, og før jeg vidste noget deraf, svævede profeten bort. Jeg sagde da til Junius:

"Jeg kunde ikke nære tvivl om, min kjære Junius, at du var en af dette lykkelige lands beboere; thi en saa ren og brændende nidkjærhed som den, du lagde for dagen, medens du var i verden, maa visselig faa sin løn."

"O, Epenetus!" svarede han, "var du blot afført din dødelighed, saa vilde du komme paa andre tanker, end du nu har, du vilde da se, hvor uendelig fjern fra at fortjene den mindste belønning endog den er, som i verden gjorde sin yderste flid, og at det alene er naade, fri og uforskyldt naade, som giver sjælen adgang til herligheden. Thi himmelen erhverves ikke for nogen anden pris end forløserens blod. Hans kjærlighed til døden, hans frelsende barmhjertighed er saa uudsigelig stor, at evigheden neppe bliver lang nok til dens pris."

"Nu ja," sagde jeg, "værdige Junius -"

"Kald mig ikke værdig," afbrød han mig, "thi ingen er her værdig uden han, som sidder paa thronen og det velsignede Guds Lam. At tillægge ham al ære er her vor største lykke; thi der er tusinder af hellige og engle omkring thronen, som bestandig raabe med lydelig og melodisk stemme: "Værdigt er Lammet, som er slagtet, til at annamme styrke og rigdom og visdom og ære og velsignelse." Nei, nej, vedblev han, min Epenetus, her bliver intet tillagt skabningen, her kaste de, som bære de mest straalende kroner, disse ned for thronen, sigende: "Du er værdig, Herre, at annamme ære og hæder og magt."

"Kjære Junius, bær lidt over med mig," sagde jeg, "fordi jeg endnu hindres af dødeligheden, o, at jeg engang maatte blive afklædt den, at jeg med dig kunde se den store treenighed og ved beskuelsen blive forvandlet efter hans billede, hvilket efter den salige Elias's udsagn er al saligheds høidepunkt."

"Min kjære Epenetus," svarede Junius med en blanding af kjærlighed og mildhed, "den salige beskuelse er i sandhed det, som sætter kronen paa vor salighed og fylder vores sjele med en uudsigelig kjærlighed og glæde, som alene kjendes af dem, som føle den."

"Men du maa vide, min kjære Epenetus, de stærkeste og mest udviklede sjelsevner kan blot bære en liden del af Guddomsherlighedens straalende udstrømninger, de ere for overvældende; thi der er ingen sammenligning mellem de høieste skabninger og den store skabers uudsigelige Majestæt."

"O, ædle Junius," svarede jeg, "jeg tror allerede, hvad du har sagt, men dog ønsker jeg at faa vide alt, hvad jeg kan, af de ting, som jeg aldrig faar høre nok om. Og da jeg ved, at intet er saligere end altid at udbrede hans pris, som er ophavsmanden til vor lykke, saa negt ikke, kjære Junius, din ven, den tilfredsstillelse af dine læber at høre om Guds kjærligheds mægtige undere, for at jeg sammen med di maa synge hans lov. Tal om disse hans forsyns hemmeligheder, som ere gaader for verden, men som for din oplyste forstand vise sig i deres sande lys."

"Den guddommelige Majestæts pris, min kjære Epenetus, vil være den høie gjenstand for vor lovsang gjennem alle evigheders evighed, hvori baade hellige og engle forene sig og danne et stort kor. Derfor vil jeg med glæde gjøre, hvad du har bedet mig om, for at du kan se af hans gjerninger, at han alene er værdig til din kjærlighed, og til den lov, som vi give ham. Thi alle helliges og engles mest brændende kjærlighed er intet andet end gjenskinnet af hans kjærlighed til os. Thi han, som laa op til Jesu bryst, siger: "Vi elske ham, fordi han elskede os først." Da derfor, min gjære Epenetus, Guds kjærlighed til os er grundlaget for vor kjærlighed til ham, saa lad mig først give dig en fremstilling af hans kjærlighed til os og de goder, vi derved nyde, som ere mange, at de ikke kunne tælles, da summen overgaar ethvert tal, som man i regnekunsten kjender. Men for at jeg, som du antydede, kan fremstille tingene i det lys, vil jeg først vise, hvor meget vi skylde hans kjærlighed og godhed for al den fri og uforskyldte naade, han beviste os i verden:"

"For det første skyldte vi hans godhed alle de goder vi nød; Alt, som vi vare, og alt, som vi eiede, skyldtes ham alene. Thi han skabte os og ikke vi selv, og vi vare i hans haand som leret i pottemagerens; han kunde have gjort andre væsener af os, ja, han kunde ganske have ladet være at skabe os, vi ere jo fra først af skabte af intet. Hans kjærlighed er derfor den første grund til vor tilværelse; den er kilden, de enkelte velsignelser ere ligesom vandrørene i den ledning, der føre hans kjærlighed til os; og den, som ikke ser dette i alle ting, er blind. Maaske kan et menneske vinde bifald ved sin visdom, og ved sin flid ophobe skatte; men var det ikke fra Gud, han fik sin visdom? Og var ikke han ogsaa den, som baade gav tilliden og lagde velsignelse til den? Ligesaa vist som den, der giver en tigger tusinde daler, ogsaa giver ham føde og klæder og alt, hvad han kan faa for disse penge, ligesaa vist er Gud den, som giver os alle vore goder."

"For det andet er der foruden alle disse mere iøinefaldende gaver af hans godhed mange ting, som vi nede paa jorden slap fri for, som høilig viser Guds kjærligheds store værd for os. Skjønt de ikke ligge saaledes i dagen, vide dog de at skatte deres værd, som have følt, hvad det vil sige at være dem foruden. Jeg kan blot exempelvis nævne Galeierne (Galeierne er skibe, der roedes af slaver. Galeistraffen var en af de haardeste straffe for forbrydere), hvor de arme fanger ligge lænkede til sine aarer, udsatte for et stormende havs møisommeligheder og farer, og dog frygte de, udsatte, som de ere, for umenneskelig behandling paa land, mindre for havet end for nogen havn med undtagelse af dødens. Eller jeg kunde oprulle for dig billedet af syge og døende mennesker og de mørke sorgens scener hos saadanne, som lide og forsmægte i den grad, at døden synes dem ønskeligere end livet. Naar du i et hospital har seet den menneskelige elendighed i den s forskjellige skikkelser, vilde du da ikke, min kjære Epenetus, erkjende det for en stor naade at være befriet fra saadant. Burde vi ikke prise Guds godhed, at han har gjort anderledes mod os og sparet os for de mange slags ulykker, som saa mange mennesker ere udsatte for. Kun nu og da finder hans visdom det tjenligt at prøve sine egne elskede børn med langvarig sygdom og store smerter og andre indre og ydre lidelser. Men dette er da et videre bevis paa hans kjærlighed og sker, for at han kan bevare dem for den langt farligere sygdom, syndens, eller læge dem for de onde vaner, som de have tilegnet sig. Har du ikke seet en øm moder lægge et smertende plaster paa sit elskede barns nakke, naar dets liv var truet af slag, og har du ikke sluttet deraf, at hun anser den deraf følgende hævelse og husløshed for et mindre onde end slaganfaldet? Naar vi da se Gud, vor himmelske Fader, sende sygdom og kors for at frelse dem, som han elsker, fra syndens herredømme, da kunne vi sikkert uddrage den slutning, at han anser sorg for et langt mindre onde end syndeskyld. Han er for vis og kjærlig en læge til at ville bruge et lægemiddel, som er værre end sygdommen. Du husker vel, Epenetus, hvorledes Gud ved Moses gav Israelitterne en paamindelse om, at de ikke i medgangen (som saa let bringer menneskene til at glemme alt uden sine nydelser) skulde sige i sine hjerter: "Min kraft og min haands styrke har beredet mig denne velmagt," (5 Mos 8.17)) men at de "skulde komme Herren sin Gud ihu, fordi han er den, som gjorde dem kraft til at berede sig velmagt." Og en saadan paamindelse var nok fornøden; thi vi ere altfor tilbøielige til at glemme, at Gud gav os vort korn, vor most og vor olie."

"For det tredie gjør den gode Gud sin kjærligheds fortrin indlysende for os derved, at han, medens vi ere dernede, giver os et pant af aandelige goder og forventede glæder, stort nok til rundelig at opholdes ved, og som helt opveier og langt overgaar alle de forbigaaende glæder, vi for dets skyld maa forsage, og medfører en adgang til de evige goder."

"Men skjønt de velgjerninger, som den evig rige Gud beviste os i det jordiske liv, vare baade mange og store nok til at levere stof nok til hans pris i himlen, saa er dog hans kjærlighed af en varigere natur end noget, som findes i verden, den dør ikke med vor legemer, heller ikke ligner den vore jordiske venner, som ledsage os til graven og forlade os der; nej Epenetus, Guds kjærlighed viser sig klarest, naar vort matte syn slukkes, og omslynger da des fastere sjelen, naar den forlader legemet. Den giver hver troende sjel, som kommer hid, god grund til at sige, hvad Naomi engang sagde om Boaz, at han ikke havde forladt sin miskundhed mod de levende og mod de døde. Derfor siger ogsaa vor Frelsers lykkelige yndlingsdiscipel: "Nu ere vi Guds børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at, naar han aabenbares, vi skulle vorde ham lige; thi vi skulle se ham, som han er." Hvad der ligger i disse Ord, er nu mit thema."

"Det er Guds store kjærlighed, min Epenetus, som giver os denne adgang til himlen. Her overraskes vi af de tings herlighed, som vi besidde, lige saa meget, som vi i verden skuffedes af vore nydelsers tomhed. Thi du har allerede hørt, hvad apostelen siger os, at "intet øie har seet o.s.v., og det er heller ikke opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt dem, som ham elske." Nu siger vor erfaring os dette. De rene, ædle glæder, som vi nyde, overgaa al sands. Hvilkesomhelst billeder end vor fantasi udmalede for os derneden som de fuldkomneste og reneste begreber om salighed, vor egen salige erfaring beviser os klarligen, at de stod tilbage for virkeligheden. Himlen er et land, som i den grad alene frembringer glædens frugter, at endog vore skuffelser og fejltagelser i verden her bidrage til vor lykke, der ligesom dens akber er af uendelig natur; derfor giver endog den hellige skrift selv kun en negativ (dvs. den omtaler ikke hvorledes det er, som hvorledes det ikke er, f.ex. at sygdom og nød er borte osv.) betegnelse af den, holder ikke alene vore tanker fjernt fra alle jordiske nydelser, men hæver dem ogsaa over alle vore forestillinger. Du vil heller ikke kunne forundre dig over, Epenetus, at saa er, naar du betænker, at vore sjelsevner ikke alene beskjeftiges med passende og behagelige gjenstande for betragtningen, men ogsaa ere udvidede og styrkede, saa vi kunne rumme en større fylde af indtryk. Et barn, som endnu ikke er forløst af moders liv, kan jo ikke der have noget ret begreb om, hvilken glæde behagelige toner og skjønt legetøi vil forskaffe det efter fødselen. Og det samme barn kan vel i sin umyndige tilstand med behag betragte smukt tegnede og malede billeder, men kan dog ikke forestille sig, hvilken fornøielse de samme gjenstande vil berede det, naar dets forstand er modnet ved alder og kundskaber og har gjort det dygtigt til at erkjende, hvad billederne betegne. En saadan dobbelt vinding medfører iblandt andet adgangen til disse hellige boliger for dem, hvem denne naade er bleven tildel. Thi foruden de ting, som er ganske nye for os og særegne for dette sted, som altsaa ikke har kunnet opkomme i vore hjerter, er der andre, som slet ikke er os ubekjendte, men som vor udvidede opfattelsesevne lader os skue i et nyt lys, og som derfor opvækker ny og forøger glæde og tilfredsstillelse hos os."

"Bliv ikke forundret over, min Epenetus, at jeg ved beskrivelsen af disse herlige ting, bruger udtryk, som du før ikke har været vant til at høre, da den store gjenstand er saa ophøiet over vor lovprisning, som himmelen er over jorden. Thi skjønt min tale kan synes svulstig og høitstræbende, saa kan dog tilsyneladende hyperboler (stærke, overdrevne udtryk) vel anvendes ved beskrivelsen af en salighed, som i grunden ikke kan omtales i for stærke udtryk; thi himmelens glæder synes ligesom stjernerne seede fra vor jord paa grund af afstanden overmaade smaa, uagtet de i virkeligheden ere saa store, at den mindste er meget større end den største gjenstand paa jorden, ja end jorden selv. Derfor forsøger jeg i betragtning af, at du endnu er iført dødelighedens klædning, at give dig et begreb om de himmelske ting ved at fremstille dem større, end de synes dig."

"Her, min Epenetus, nyde de troende salighed nok til at berigtige alle de feilagtige anskuelser, som vi havde dannet os derom der nede i verden. Vi lære her baade at vurdere al den lykke, vi eie, og give den udtryk, og den bestaar i en fylde af fuldkommenheder og en evig sand glæde. Vi blive ikke lykkelige, som filosofien paastaar, ved en indskrænkning i, men ved den fulde nydelse af, hvad hjertet begjærer, og hjertet begjærer her det sande gode og lider intet skaar i den fulde nydelse deraf. Alle vore ønsker ere rette og gode og blive usvigelig opfyldte. Vi ikke alene skue de hellige, hvem vi saa høilig beundrede, menere dem ogsaa lige. De retfærdiges Aander, om hvem Guds Ord har fortalt os, ere her vort stadige og fortrolige selskab. De byde os velkomne i sit samfund, og vi øge deres tal. Her skue vi ogsaa de forklarede aander, hvis væsen iklæder dem en saa herlig glands, at al den ringhed, som deres jordiske forklædning medførte, neppe vilde hindre os fra at falde ned for dem i tilbedelse."

"Men fremfor alt skue vi her et syn, værd at dø for, det velsignede Guds Lam, slagtet fra verdens grundvold blev lagt i Guds raadslutning, den store Frelser, om hvem skriften taler saa meget og saa herligt, og som ved al sin gjerning og lidelse for os har gjort sig saa høilig fortjent til vor kjærlighed baade paa grund af sine uendelige fuldkommenheder og sine uvurderlige velgjerninger. Ja, Epenetus, her skue vi den hellige og guddommelige mand, i hvem, da han værdigedes at opstaa sii telt nede blandt menneskens børn for ved sin fortjeneste og sit exempel at gjøre dem skikkede til at bo hos ham i himmelen, paa en saa forunderlig maade hellig Majestæt var forenet med ydmyg nedladenhed, menneskenaturens svaghed med den guddommeliges kraft, hvis hele liv var et fuldkomment udtryk for Guds hellige villie, som viste saa stor mildhed og overbærenhed mod dem, som søgte sandhed, hvor langt de end stode tilbage, saa at selv Jøderne sagde om ham: "han har gjort alle ting vel", ja saa at selv hans fiender, som vare ifærd med at gribe ham som en misdæder, bekjendte for dem, som havde udsendt dem; "Som han har aldrig noget menneske talet." Og endnu var den velsignede Guds Søn i tjenerskikkelsen, som han tog paa for at kunne lide for os og udøve sit ypperstepræstelige og profetiske embede i verden, men her se vi ham i den kongelige stand og stilling, som tilhører ham efter hans kongelige embede, hvorfor han kaldes Kongers Konge og Herrers Herre, hvem al magt er overdraget baade i himmelen og paa jorden, omgiven af saa straalende majestæt og lysglands, at vi vel maa anse ham for, hvad den store evangeliske profet fordum kaldte ham: "Underlig." Her finde vore ved hans herligheds beskuelse henrykte sjæle end mere grund til at istemme med bruden i Salomos hemmelighedsfulde bryllupssang, naar han, efter at have dvælet ved de mange skjønne prydelser, som tilsammen gav det fulde billede af den himmelske brudgom, udbryder i de ord: "Han er helt igjennem elskelig." Hans funklende øine vise sig, som han sidder paa sin herliheds throne, som ildsluer og udstraaler i de henrykte beskuendes bryst rene, hellige flammer af udødelig natur ligesom de, hvoraf Serafim ere omgivne. Og naar Gud i sit Ord siger os, at "det ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt dem, som ham elske," saa maa den Herlighed være mere end ufattelig, hvormed Gud lønner sin elskelige enbaarne Søns fortjenstlige lidelse og lydighed. Det er jo for hans skyld alene, han værdiges at give sine udvalgtes hele menighed del i en saa ubegribelig herlighed. Han, som forunder saa mange af sine tjenere en klarhed som stjernernes, maajo give retfærdighedens sol en langt mere straalende glands, men denne herligheds klarhed kan du i din nærværende dødelige tilstand ikke skue."

"Men al denne vor Forløsers herlige storhed hindrer ikke hans venlige nedladenhed, men gjør den kun saa meget dyrebarere; thi han holder sig ikke selv efter sin himmelfart for stor til at sige: "Se, jeg staar for døren og banker, dersom nogen hører min røst og oplader døren, vil jeg gaa ind til ham, og holde nadvere med ham og han med mig (Aab 3.20). Og kongen i parablen, som afbilder vor kjære Herre, værdiges til selv at byde hver enkelt tro tjener velkommen med et: "Vel, dui gode og tro tjener."

"Undres ikke over, Epenetus, at jeg synes saa omhyggelig for at give dig et ret begreb om vor ophøiede Frelsers store værdighed og høie salighed. Jeg har saaledes forsøgt at lade dig forstaa, at retfærdighedens klare sol nu ikke mere kan fordunkles, men skinner med utilhyllet og uforlignelig glands, og at jeg nu ser den Jesus, "som et lidet var bleven ringere end englene, kronet med ære og hæder (Hebr 2.7). Thi det gjør himmelen til mere end en himmel for mig, at jeg her har min konge, som led saa meget for mig i verden. Og vor forløsers salighed, som er saa stor og uudsigelig, forøger vor i forhold til den inderlighed, hvormed vi elske ham. Kunde de ringeagtede apostle glæde sig over, at de agtedes værdige til at lide forhaanelse for hans navns skuyld, hvor meget større maa da nu deres glæde være, da de faa regjere med ham? At han ogsaa havde lidt under de vanskeligheder og den trængsel, som vor endelige tilstand udsætter os for, var dem til saadan trøst og lettelse, at det ogsaa i denne forstand med sandhed kunde siges: "Straffen laa paa ham, at vi skulde have fred, og vi have faaet lægedom ved hans saar." Han, som har lindret vor smerte ved sit kors, gjør end mere for os ved sin krone. Det er ikke nok, at enhver tro tjener slipper ind ad døren, nei han indbydes ogsaa til intet mindre end sin Herres glæde. Christus er bleven os saa rig en saligheds kilde, at han paa jorden og himlen bestandig naadigen tager del i vore sorger og meddeler os af sin glæde og enten lindrer vor nød ved sine lidelser eller forøger vor lykke ved sin salighed."

"Efter saaledes at have fortalt dig om den salighed, som i disse himmelske boliger har sit udspring fra vor forløsers herlige beskuelse, og som er kronen paa al vor lykke, gaar jeg nu over til noget andet. Du har vel allerede bemærket, at vi her ikke alene se vor ældre broder, Christus, men ogsaa vore venner og slægtninge, som dernede i verden levede i hans frygt og døde i naadens samfund med ham, og dette forøger høilig vor lykke. Vi kjende her desuden ikke blot vore venner, slægtninge og samtidige, men alle de hellige, som til alle tider har levet i verden. Skjønt saaledes Elias, hvem jeg fandt dig i samtale med, levede længe, før Guds Søn blev menneske, kjendte du ham dog, strax du saa ham, og det samme vil være tilfældet, naar du ser Adam. Jeg kan heller ikke tro, at dette er nyt for dig, da du maa have seet det af Guds Ord. Frelseren selv har sagt os, at opstandelsens børn skulle være lig englene (som vi i Daniels og Johannes's syner se, kjende hverandre), i parablen om den rige mand og Lazarus se vi, at de troendes Fader, Abraham, kjender ikke alene Lazarus's person og værværende tilstand, men ogsaa hans forrige liv. Og apostelen Paulus forventede, at de omvendte og troende Thessalonikere skulde være hans krone paa den store dag, naar han, som "førte mange til retfærdighed," efter den elskelige Daniels ord skal skinne som en stjerne i uforlignelig klarhed (Dan 12.3). Jeg er vis paa, at du ogsaa ofte har læst om Frelserens forklarelse paa bjerget, hvor Moses og Elias talede med ham, og hvorledes de tre disciple strax kjendte dem. Dette var kun et lidet forbillede paa himlen, hvor alle de hellige kjende hverandre. Tror du, vor kundskab her er mindre end Adams i hans uskydighedsstand? Og dog ved du, at Adam strax kjende Eva, sin hustru, da hun blev ført til ham, og sagde, at hun var ben af hans ben og kjød af hans kjød (Der kan vel være delte meninger, om de her anførte skriftsteder ere at forstaa saaledes. som Bunyan vil have dem forstaaet). Men din egen erfaring har allerede sagt dig det, og naar du om kort tid bliver iført udødelighed, vil du end bedre forstaa det. Jeg vil nu vise dig, hvor stor fordel denne gjenkjendelsesevne bringer de salige."

"Her bo de i uafbrudt fuldkommen forening med Gud og med hverandre, men uden kjendskab kan der ingen overensstemmelse være og uden overensstemmelse intet samfund, og hvor der intet samfund er, der er heller ingen lykke. Kjendte vi ikke hverandre her, saa vilde det gjøre skaar i vor lykke. De førstefødtes forsamling modtager sin salighed fra Guds herlige beskuelse, men de dele ogsaa med hverandre den reneste glæde; uskrømtet brændende kjærlighed forener hele dette samfund. Paa jorden opkom kjærlighed af naturlige eller borgerlige forholde eller af saadanne ydre fortrin, som gjøre en person værdig til vort venskab, men her har den en langt dybere grund, ligesom den er langt mere glødende, fordi alle kjødelige forholde i denne tilværelse ere ophørte. Apostelen siger, endog mens han endnu var i verden, at, om han havde kjendt Christum efter kjødet, kjendte han ham ikke mere saa; thi ved Herrens opstandelse og himmelfart blev han henrykket i en anden verden og omgikkes ham som en himmelsk konge, imod hvilket det at omgaaes ham paa jorden kun var et ringe privilegium. Vort aandelige slægtskabsforhold er langt inderligere og varigere end naturens stærkste baand. Her ere vi i slægt med den samme himmelske Fader og med Jesus Christus, Fredsfyrsten og vor salige broderskabs hoved. Kjærlighedens hovedmotiver er ogsaa paa jorden den elskede persons fortrin og gode egenskaber. Visdom, hellighed, godhed, troskab ere mægtig skikkede til at opvække kjærlighed og frembringe en inderligere sammensmeltning mellem sjælene end naturligt slægtskab eller andre fortrin. Et gammelt menneske elskes for sin ædle karakter, om han end er noksaa rynket og affældig, og en lastefuld yngling vækker afsky, om han er noksaa smuk. Og du har visselig, Epenetus, paa jorden seet øine straale af et renere lys end det naturlige, seet en skjønhed af høiere natur end legemets og en kjærlighed, ædlere end den sanselige. Den hellige sanger siger: Al min lyst er til de fuldkomne." Men ogsaa den aandelige kjærlighed er blandet med slag dernede; selv hos de bedste mennesker findes levninger af den naturlige skrøbelighed og en eller anden lyde, somgjør dem mindre elskværdige. Her derimod er Guds billede fuldstændigt ingen af dets herlige egenskaber mangler, en evig guddommelig skjønhed skinner ud af sjelene, en ubesmittet og ukrænkelig skjønhed."

"Paa jorden kommer de troendes sande værd lidet tilsyne. Jorden er frugtbar paa planter og blomster, men dens rigdomme i form af kostbare metaller og marmoraarer ligger skjulte i dens barm. Sand tro kommer tilsyne i ydre handlinger, men dens herlighed er en indvortes. Her derimod træder skjønheden aabent frem i dagen; den salige Guds herlighed aabenbares i dem. Og hvor tiltrækkende er ikke Guds billede for et helligt øie! Hvor henrykt bliver jeg ikke over at se mine medforløste straale med udødelig elskværdighed! Og deres kjærlighed er gjensidig. En stadig lue næres af rene kilder; her er alle velkommen elskelige og hverandre inderlig hengivne. Hvor salig er ikke en saadan kjærlighedstilstand! Vel kunde salmisten udbryde i det udraab: "Se, hvor godt og lifligt det er, at brødre ogsaa bo sammen!" Havde han blot da kunnet se den salige forening, som han nu nyder med alle de troende; kjærlighed er alle samfunds pryd og styrke og det, som giver glæde i det jordiske liv. Hvor stor maa da de saliges glæde her være, de, som se opfyldelsen af Frelserens bøn: "At de alle maa være et, ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig, at de og skulle være et i os" (Joh 17). Gud er absolut een efter sin herlige natur og villie og er derfor uforanderlig lykkelig; og den ukrænkelige enhed i de helliges kjærlighed er et afbillede af den væsentlige enhed mellem de hellige personer. Her omdanner kjærligheden kraftigt den ene sjel efter den anden og lader den ene troendes forherligelse bidrage til alle glæde. Saa stor er hans himmelske ilds magt, at den sammensmelter sjelen til en saa fuldkommen forening, at alles salighed ligesom vederfares enhver af dem, ret som om enhver enkelt havde alles hjerter og alle hver enkelts hjerte, og hvor saadan kjærlighed hersker, der maa der være glæde. Og hvorledes kan det være anderledes, da der i dette lykkelige samfund er en bestandig given og modtagen af kjærlighed og glæde med gjensidige kjærlighedsbevisninger? Deres samtaler ere henrivende. Tænk paa, hvilken kjærlighed og glæde der kommer for dagen i jordiske venners gaver og samtaler, hvorledes deres sjele alene ved synet af hverandre drages til hinanden og forbindes som ved en lænke af lysende og levende aander. Skjønt intet venskab paa jorden er uden mangler, saa bestaar dog kjærlighedens lykke i deres omgang. Men alle venskabets goder findes heri fuldkommenhed, og alle urene tilsætninger, foraarsagede af menneskets daarlighed eller svaghed, ere her afskaffede. De salige her tale med overstrømmende kjærlighed om Guds velgjerninger og alle de forunderlige veie, hvorpaa naadelivet først begyndte, bevaredes og opholdtes midt under fristelser, den lange række af naadesbevisninger i haabets tid og fuldendelsen af dem alle nu i besiddelsens tid. Har du ikke hørt, Epenetus, den sang, som hellige og engle opføre omkring thronen? Hvorledes de alle samstemme i taksigelse til Gud, fordi han har gjort dem til fornuftige væsener,istand til baade at elske ham og nyde hans samfund, medens de kunde have tilhørt de laveste rækker af skabning; for hans kjærlige forsyn og omhu for dem i verden, men i særdeleshed for hans store og særdeles naade i at udvælge dem til ærens kar og for hans naades magt til at frelse dem fra syndens grufulde og skammelige trældom, for hans frie kjærlighed, som frikjendte dem for al deres skyld ved hans eneste Søns død og nu har forherliget dem med sig selv. Vi trættes aldrig af denne behagelige øvelse, men velsigne altid ham for hans barmhjertighed, som varer evindelig, ja de bevingede keruber og serafer omkring thronen raabe til hinanden for at udtrykke sin iver og glæde i at ophøie hans evige renhed og magt og hans herlige godhed. O hvor usigelig er ikke glæden i denne koncert, hvor enhver sjel er harmonisk og bidrager sin del til himmelens fulde musik. Kunde verden dernede blot høre ekkoet af disse sange, hvoraf himelene oventil gjenlyde, disse sange, med hvilke de hellige her triumfere i oprigtig lovprisning og ærefrygtsfuld tilbedelse af Aandernes konge! Hvor vilde det ikke opflamme deres begjær om at forenes med ham!"

"Men foruden at den lykke, som opkommer af, at vi her kjende vor slægt og venner, og af det samfund, vi her have med Gud og med hverandre, er det for mig en særdeles kilde til glæde, at jeg tilfulde forstaar alle de dybe og mørke troens hemmeligheder, som verdens lærdeste mænd ikke skammede sig for at tilstaa, at de ikke ret kunde begribe, hvorimod de bleve nødsagde til efter al sin møie og nøie undersøgelser med den store apostel, Rom 1.3, at sætte sig ned og beundre det dyb af visdom, som de aldrig kunne udgrunde. Og jeg erkjender, at det er mig en stor glæde her at forstaa de dunkle steder i den hellige skrift, som alle kritikere og lærde fortolkere forgjæves have søgt at opklare. Det kan heller ikke være anderledes, fordi de ikke kunne skjelne, hvor nøie skriftens forskjellige dele ere afpassede paa de forskjellige tider, personer og begivenheder, hvori deres alvidende forfatter havde til hensigt især at benytte dem. Men alt dette er klart for os her, og vi se derfor en fuldkommen harmoni mellem de steder, som nede i verden syntes os mest modsigende. Her faa vi en tydelig løsning paa de forsynets gaader, som kun altfor ofte har fristet gode mænd paa jorden til at forarges over Guds styrelse af verden, naar han tillod, at dyd og retfærd blev forfulgt og laa under, medens held og velsignelse syntes at følge deres modstandere. Her blive vi grundig overbeviste om, at alle hine tilsyneladende uregelmæssigheder, som hedningerne mente at maatte tilskrive en gudindes flygtige griller, ikke alene ere forenelige med Guds godhed og retfærdighed, men endog netop ere fremgaaede af den. Og skjønt denne tro synes for forstandige mennesker nede i verden at fordre megen selvfornegtelse, saa viser den sig dog her lige saa letfattelig, som de der finde den uforklarlig. Bildad, som var en af Jobs velmenende, men daarlige trøstere, har for længe siden sagt os, at de, som leve paa jorden, "ere fra igaar og vide intet; thi en skygge er deres dage paa jorden." (Job 8.9) Og da deres livs kortvarighed ikke tillader dem at blive længe nok tilskuere der for at se mere end en scene eller i det høiste to af det store skuespil, som opføres af menneskeslægten paa verdens skueplads, saa er det intet under, at de ere tilbøielige til at huse forkerte tanker om ophavsmanden til en forvikling, som de hverken kjende begyndelsen eller enden paa; men naar engang hele Guds husholdning skal aabenbares, som det her sker, da ville alle de omvæltninger og begivenheder i staterne, familierne og med de enkelte personer, som menneskene ere saa tilbøielige til at gaa irette med Gud for, vise sig saa retfærdige, saa nødvendig og paakrævende af omstændighederne, at disse samme ting, som paa jorden fristede os til vantro, her nøde os til at istemme hans pris, og i sandhed vi finde os ikke alene tilfredse med, men henrives af beundring over hans herlige forsyn."

"Men ved siden af dette Guds forsyn i almindelighed og i det store, fyldes vore hjerter i særdeleshed med glæde og taknemmelighed over de opdagelser, vi gjøre af Guds godhed, som den aabenbarer sig i hans tilskikkelse med den enkelte. O, Epenetus! jeg har seet det med mig selv, hvor nødvendige og retfærdige, ja naadefulde netop de bedrøvelser vare, som jeg engang tilskrev hans strenghed. Nu er jeg klart overbevist om, at intet slag, jeg fik i verden (og nu ved, jeg fik mange saavel som store), kom snarere, faldt tungere eller varede længere end anledningen, som fremkaldte dem, krævede. Og jeg er glad over, at mit haab ikke blev skuffet, at det skeede for at sikre mig adkomsten til bedre ting end dem, jeg havde haabet paa. Aldrig lede mine interesser (eller i det mindste, hvad jeg ansaa derfor) noget afbræk, uden at det blev mig til end større fordel nemlig til mit sande vel. Ja, Epenetus, alt det uvelkomne mørke, som paa jorden omgav mig stokblinde forstand, forsvandt ved den første dæmring af denne lyse, evige dag, og opklarelsen af alle de vanskeligheder, som paa jorden ikke alene prøvede min tro, men bragte den til at vakle, er her min løn."

"For at komme til ende: vi tale her ikke alene med hellige og engle, men med den uendelig herligere Gud, som gjorde dem til, hvad de ere, uden selv at blive fattigere. Her smage vi ikke alene himmelen men dens skaber Gud og se ham, som han er, som er vort alt i alle, som i sig indefatter alle de goder, vi prise hos skabningerne, rigeligere og fuldere end dagens lys overstraaler nattens blinkende smaalys; vi have her intet ønske uden det, at vi maatte have flere tunger til at udsynge Guds pris eller større evne til at bevise ham vor tak, og endog saadanne ønsker behøve vi kun at nære for strax ved hans naade at faa dem opfyldte. Her dør tiden ud ligesom en ild, der har fortæret det, som vedligeholdt den, og gaar over i evigheden. Her er vor glæde saa beskaffen, at den efter aarhundreders forløb er lige ny og frisk som i begyndelsen, altid den samme og dog altid ny. Træthed og lede tyder paa ufuldkommenhed enten hos glædens gjenstand eller i glæden selv, men om det første kan der ikke være tale hos Gud, det andet ophører her."

"Vor lykke trænger ikke til afvexling, men om den opsaa er af afvexlende natur, saa bestaar det alene i en videre erkjendelse af dens første gjenstand, Gud, paa lignende maade, som man kan se forskjellige lysbrydninger i den samme diamant. Guds beskuelse tilfredsstiller og opvækker ønsker, men frembringer aldrig mæthed. Andre glæder ere ligesom klæder, der efterhaanden slides ud ved den daglige brug, de himmelske glæder ere som Israeliternes klæder i ørkenen; de ere lige gode, om de bruges længe. Men ligesom en naal, som en gang er kommen i berørelse med en magnet, ikke af sig selv igjen forlader den, men hænger lige fast i aarevis, saaledes besidde de salige her deres glæder med samme uformindskede friskhed, som om hvert øieblik var det første, de nød dem. Og om vor lykke ikke tiltager ved nydelsen, da er det maaske, fordi dens storhed gjør en forøgelse umulig. Den forvisning ialfald forøger vor glæde, at vi skulle nyde den evigt, og denne evighed er os allermest kjær, fordi den giver os fuld frihed til uforstyrret at udbrede Jehovas lov i en tilstand, hvis lykke bestaar i ikke at kjende og heller ikke at kunne gjøre noget ondt. Kort sagt, vore glæder ere saa uudtømmelige talløse, at vi behøve (ligesom vi have) en hel evighed til at smage dem ret."

"Men jeg glemmer, Epenetus, at du endnu er i legemet og maa være træt af at høre paa, hvad jeg aldrig kunde blive træt af at berette, saa stor er min salighed. Jeg skal derfor endnu kun tilføie en egenskab ved saligheden nemlig, at den uhyre mængde af salige sjele, som tage del i denne glæde og ære, ikke formindsker den enkeltes del, da dette saligheds hav er bundløst og uudtømmeligt, skjønt baade hellige og engle nyde deraf. Jorden bestaar jo ogsaa af mange store lande, adskilte fra hverandre ved store have, og dog nyder hver enkelt nation lige godt fordelen af lyset. Ingen kan beklage sig over, at han nyder mindre godt deraf, fordi andre ogsaa nyde det, men alle have ligestor nytte deraf, som om ingen uden de selv havde det. Visselig er der forskjel mellem retfærdighedens sol og den, som skinner i verden; den sidste udslukker, naar den opgaar, alle planeterne; den første derimod meddeler ved sin nærværelse sit lys til sine hellige, skjønt den straaler med langt større klarhed. Jeg vil her anføre apostelens ord: "Naar Christus, vort liv, aabenbares, da skulle ogsaa vi aabenbares med ham i herlighed."

"Det er hver troende sjels sprog til sin forløser: "Jeg er min elskedes og min elskede er min" (Høis 2.16); thi enhver har sin særegne ret til ham. David, som var saa dygtig til at synge lovsange til sin forløser, siger om alle dem, som sætte sit haab til Gud: "Han mætter dem overflødigen med sit huses fedme og giver dem at drikke af sine glæders flod," som om han vilde henpege paa, at naar en mængde mennesker drikke af den samme flod, saa er dog ingen af dem istand til at tømme den, og dog har enhver fuld frihed til at drikke saa meget, han lyster, saa at hvemsomhelst, der nyder Gud, nyder ham helt eller ialfald saa helt, som han har evne til, saa at, naar noget endnu bliver tilbage at nyde, saa kommer det ikke af, at andre er komne ham i forkjøbet, men af gjenstandens storhed."

"Saa har jeg da givet dig en kort beretning om vort himmelske Kanaan. Det er sandelig ikke tusindedelen af, hvad der kunde siges, og dog er det nok til at lade dig skimte et land, som flyder med melk og honning, og det kan vel tjene til at skjærpe din længsel efter en mere levende erfaringsmæssig kundskab derom; thi ingen kan ret fatte saligheden, før han er bleven delagtig i den."

Da Junius havde endt sin herlige samtale, takkede jeg ham meget og forsikrede ham, at jeg var saa langtfra træt af at høre, at jeg tvertimod fandt stor glæde og oplysning deri, og at jeg ikke noksom kunde glæde mig over skildringen af en lykke, som jeg ved min Frelsers store og rige fortjeneste inden kort tid haabede at bleve delagtig i.

"At bie i tro og taalmodighed", svarede Junius, "indtil dit dødelige legeme aflægges, er nu din opgave; og da vil du faa vide langt mere, end jeg har sagt dig. Du vil da faa høre, se og kjende tingene paa en anden maade end nu. Dine øren ere ikke nu istand til at høre de melodier, som hellige og engle synge foran thronen, heller ikke kan din tunge gjentage de lovsange, som de salige her altid udfõre. Dine øine kan, skjønt styrkede i høiere grad end andre dødeliges, endnu ikke se den herligheds klarhed, som fylder dette lykkelige sted. Dog har, hvad du har seet, givet dig rigtigere begreber derom end nogen jordens beboer kan gjøre sig om himmelske ting, og det er en saa stor og uudsigelig naade, at du har al grund til at ophøie hans overordentlige kjærlighed, at han gav dig adgang hid."

"Den salige beskjæftigelse", sagde jeg, "kan jeg ikke for tidlig tage fat paa, og den vil, haaber jeg, aldrig ophøre, men blive ligesaa evig som sin gjenstand. Men, Junius, naar jeg har havt glæde at tale med dig her, kan jeg ikke ogsaa faa se min moder? Thi jeg er vis paa, at hun er salig. Hun lærte mig tidlig Gud at kjende og lod mig daglig læse den hellige skrift; hendes fromme formaninger bevægede mig allerførst til at give agt paa de himmelske og evige ting, og paa sin dødsseng paalagde hun mig at tjene Herren, hvad saa end andre gjorde. Hun vilde visselig glæde sig meget over at se mig her."

"Din moder, Epenetus, er virkelig her og vil uden tvivl glæde og fryde sig i Herren paa dine vegne, som hun bestandig gjør paa sine egne, men i dette salige land ophøre jordiske forhold. Du skal imidlertid snart faa se hende, somdu i verden kaldte moder." Han havde ikke talt ud, før han greb mig ved haanden og hurtigere end pilen fra buen for vi forbi flere skinnende væsener, iførte udødelighedens klæder; de syntes at forundre sig over mig, idet jeg passerede dem, formodentlig fordi jeg var der i den skrøbelige dødeligheds usle pjalter. Da Junius havde ført mig til min moder (thi jeg antog den lysende skikkelse, jeg saa foran mig, for at være hende) sagde han:

"Farvel, Epenetus! Jeg har gjort, hvad du bad mig om, din skytsengel vil snart være hos dig og føre dig tilbage til verden igjen. Naar du kommer did igjen, da glem ikke at prise Guds kjærligheds store under, som saaledes nedlod sig til din svaghed, at du fik komme herhen og med legemlige øine se de saliges aandelige herlighed."

Han forlod mig derpaa, og jeg traadte da strax nærmere hen til den straalende skikkelse, som stod foran mig og, rundt om omgiven af straaler af blændende glands, havde et overordentlig herligt udssende. Jeg kunde neppe se paa hende, saa overordentlig lysende var hendes aasyn; saa forekom det ialfald mig mig, maaske fordi jeg saa nøiere paa hende end paa Elias eller paa den ædle Junius; men da jeg tog det for givet, at det var min moder, tiltalte jeg hende paa følgende maade: "Min kjære moder, jeg glæder mig over at se dig klædt i denne herlige, lysende dragt som en indvaaner af disse salige lysets og udødelighedens riger."

"Kjære Epenetus," sagde min moder til mig, "ham, som sidder paa thronen, og Lammet være al æren for, hvad jeg er. Han alene har gjort mig dertil. Denne herlighedsklædning, som du ser mig bære, er kun gjenskinnet af hans egen klarhed! O, Epenetus, havde ikke den velsignede, for evigt velsignede Jesus, først klædt mig i sin retfærdigheds kjortel, da havde jeg aldrig baaret denne ærens klædning. Jeg spørger dig ikke om, hvorledes du er kommen hid. Jeg har allerede hørt af Elias en fuldstændig beretning derom og kan ikke andet end erkjende deri et stort bevis paa Guds nedladenhed, hvorfor han være priset. O, Epenetus! Gjennem hvor mange farer fører ikke Guds naade vore sjele til herlighed! Jeg kan ikke uden høilig at forundres over Guds kjærlighed tænke paa, hvor nær jeg engang var den evige fordærvelse! Jeg var engang ((Ezek 16de kap) fattig og blind og nøgen, følte væmmelse over mig selv og laa nedtraadt i min urenhed og mit blod, men den rige naade, som fandt mig i denne sørgelige tilstand og dog gjorde det til en kjærligheds tid for mig, "toede mig ren fra alt mit smuds og rensede mig fra min synd! Jeg var engang lutter mørke, men o hvilken underfuld og salig forandring, jeg er nu fuld af lys og kjærlighed og glæde. Jeg var engang arm og elendig, men er nu beriget med alle himmelens skatte; jeg var engang nøgen og beskjæmmet, men er nu prydet med klæder af lys og herlighed; jeg var engang fordømt til evig udelukkelse fra Guds samfund, men nu eier jeg Gud, mit eneste liv og glæde og høieste gode. Hvor henrykkende er det ikke at sammenligne disse store modsætninger! Og hvor behagelig er ikke evighedens klare dag efter en saa mørk og stormende nat! Hvor langt mere, levende føler jeg ikke min salighed, naar jeg tænker paa de forbigangne onder! Det gjør de evige hallelujaer, som jeg synger til min seierrige befier, des mere henrivende og harmoniske." Jeg maa tilstaa, at jeg blev forundret over at finde min moder i en saadan hellig henrykkelse og kunde ikke bare mig for at sige: "O, min kjære moder, du taler som en, der i sandhed er i himmelen og føler de høie glæder, du er i besiddelse af."

"O, Epenetus!" svarede hun igjen, "du skulde ikke se noget forunderligt deri. Guds naades og kjærligheds store undere ville evig være gjenstand for vor pris. Du skulde heller ikke kalde mig moder her, skjønt jeg engang var det; thi her ere alle saadanne forhold ophørte, Gud er alene Fader i hele denne himmelske familie. Og jeg maa fortælle dig, Epenetus, at du er mig langt mere kjær, fordi du er en af dem, som frygte og elske Herren og saaledes ved troen er antagen til hans barn, end fordi du er min søn, født af mit legeme. Det er her vor største naade, at vi have Gud til vor saligheds kilde, og at alt, vi nyde, udgaar fra ham, som i enhver henseende tilfredsstiller vore mest udviklede evner, saa at vi, idet vi smage ham, smager alt, som vi kunne begjære eller forestille os." Jeg spurgte hende derpaa, om jeg skulde fortælle hende, i hvilken stilling jeg forlod min fader og mine brødre nede i verden, da jeg blev ført derfra.

"Nei," svarede hun, "siden jeg har lagt legemet af, har jeg dermed tillige ladt tilbage alle kjødelige forhold. Her er Gud mig alt i alle, jeg har ingen mand uden min sjels herlige brudgom, han, "som er skjønnere end menneskens børn," som min sjel ene begjærer, og jeg har her heller ikke nogen anden slægtning. Vi ere alle her en Faders børn og en Herres tjenere, hvis salige tjeneste er vor fuldkomne frihed, og hvad dem angaar, som jeg efterlod i verden, saa har jeg anbefalet dem til Gud, i hvis gode villie jeg er glad, hvordan det gaar; jeg skal glæde mig hjertelig over at se dem alle som rigets arvinger; thi da skal jeg være vis paa, at saa var Guds villie. Men om de skulle slutte pagt med sin store saligheds fjende og afslaa den naade, som tilbydes dem, og saaledes omkomme i vantro, da vil Gud blive forherliget i sin retfærdighed, og jeg vil saaledes dog glæde mig i hans ære. Men siden du, kjære Epenetus, maa stige ned til verden igjen, saa kan du ikke vise din kjærlighed til Gud og nidkjærhed for hans ære, end ved at forsøge at omvende dem fra uretfærdigheds veie. Du kan jo ikke vide, om ikke dette var en af hensigterne med, at du blev forundt denne særegne naade."

Medens jeg samtalede med min moder, passerede en talrig skare forbi mig, klædte i lange kjortler, hvide som morgenlyset og langt renere end noget, som nogensinde fortjente det navn; Alle havde kroner paa sine hoveder, som udstraalede et klart lys, og alle bar i sin høire haand en seierens palmegren, og idet de kom forbi, hørte jeg dem sige: "Saligheden tilhører vor Gud, som sidder paa thronen og Lammet!" Og en anden skare, som havde et meget herligt udseende og skjulte sit ansigt med sine vinger, og som jeg antog for engle, svarede og sagde: "Amen, velsignelsen og æren og visdommen og taksigelsen og magten tilhører vor Gud i al evighed, Amen."

Jeg spurgte derpaa, hvem den store skare var i rene, hvide klæder med seierspalmer i sine hænder, og det blev sagt mig, at det var de ædle martyrer, som havde udholdt stor trængsel i verden og hengivet sit liv for Guds Ord og vidnesbyrdet, som de vidnede, som havde faaet sine klæder toede i Lammets blod og palmegrene i sine hænder som seierstegn. Jeg spurgte derpaa, hvor de vare komne fra og fik til svar, at de havde været under alteret, hvor de havde raabt: "Hvor længe, o Herre, du den hellige og sanddrue, tøver du med at dømme og hevne vort blod paa dem, som bo paa jorden?"

"Jeg troede, at alle de hellige her havde saadan hvile og fred og glæde i Gud, som ikke tillod dem at nære nogen tanke om hevn mod sine medskabninger, og jeg var saa meget mere tilbøielig til at tænke saa, fordi mange af dem havde bedet for sine forfølgere nede i verden, endog naar de stode bundne til pælen, eller idet de befandt sig i bødlernes hænder, og det synes mig besynderligt, at de ikke skulde have det samme ydmyge og tilgivende sind her i himmelen."

"De hellige her besidde visselig den hvile, fred og glæde i Gud, hvori al deres salighed bestaar, men da de ganske have givet sig hentil Guds villie og behag, kunne de ikke andet end ønske, at Guds villie maa fuldbyrdes i alle henseender. Da de nu vide, at det er Guds villie at gjengjælde dem emd trængsel, som have plaget dem, og at han har til hensigt at forherlige sig selv ved at sende sin dom ned over den antikristelige hore (Aab 17.6), som har gjort sig drukken af de helliges blod og Jesu vidners blod, saa kunne de ikke ønske andet, end at Guds villie maa ske, og at hans navn maa forherliges; thi naar Babylon er falden, skal en ny sang lægges i deres mund, og da skal der siges: "Fryd dig over hende, du himmel og i hellige apostle og profeter, fordi Gud har udført eders ret imod hende." Ja, da skulle de synge: "Halleluja! Saliggjørelsen og æren og prisen og magten være Herren vor Gud; thi sande og retfærdige ere ahns domme, at han have dømt den store skjøge, som fordærvede jorden med sit horeri, og at han har krævet sine tjeneres blod af hendes haand", og derfor lover vor Gud, alle hans tjenere go i, som ham frygte baade de smaa og de store!" Og atter synge de Hellelujah; deres raab under alteret: "Hvor længe, o Herre" o.s.v. kommer altsaa ikke af hevnlyst, men af ønsket om, at Gud maa forherliges for sine retfærdige domme."

Jeg erklærede mig tilfredsstillet af dette svar og spurgte hende, om de helliges sjele vidste, hvad der foregik nede i verden, og om de havde nogen del deri.

Hertil svarede hun: "Summen af al vor kundskab her er et kjende Gud, vor saligheds kilde, men hvad enkelte personers anliggender angaar, saa ahve vi intet med dem at gjøre og ere uvidende om dem, da vi, skjønt forherligede, dog ere endelige skabninger. Allesteddsnærværelse er en egenskab, somalene hører Gud til, "for hvem alt er udspændt og blottet." Dog faar vi underretning om den stridende kirkes fremgang eller nederlag ved englene, som ere "tjenende aander, udsendte til tjeneste for dem, som skulle arve salighed." Og det, som vi høre af dem, fremkalder nye lovsange til ham, som sidder paa thronen og Lammet. Guds underlige forsorg i sin kirkes frelse og bevarelse opvækker allermest fryd og glæde hos os, vi prise ham med brændende kjærlighed og ønske, at hans ære og hans børns salighed maa fuldkommes ved den hele kirkes forløsning, som ikke skal finde sted, før bruden har beeredet sig og Christi aandelige legeme er fuldt udviklet."

Jeg bad hende da kun sige mig en ting til endnu, da jeg troede, at min ledsager snart kom, og det var, hvorledes de tilbragte tiden her, og hvad de i almindelighed talte sammen om.

Hertil svarede hun: "O, min Epenetus, hvor meget dog den dødeligheds sky, du endnu bærer, tilhører din forstand endogsaa her i disse lyse egne! Du taler om os, som om vi endnu vare iførte det dødelige legeme, og glemmer, at døden her er opslugt af livet og tiden omskiftet med evigheden. Nede i verden er der en bestandig tidsvexel af dage og timer, uger, maaneder og aar, her gives intet saadant. Her er ingen forskjel paa dag og nat, heller ingen omvandrende kloder, som fremkalde de forskjellige aarstider, men en evig, udelelig tid varer her bestandig, og derfor, Epenetus, er her ingen tale om hvorledes vi skulle anvende tiden."

"Men hvad dit andet spørgsmaal angaar, da kan evigheden neppe fuldt besvare det. Vi have alle arbeide nok gjennem evighedens talløse tider og det er saa herligt og behageligt arbeide, at det skaber glæde og fornyer den. Hvad er behageligere for sjelen end kundskab? Og du kan da tillige tænke dig, hvilken arbeidsmark der her ligger aaben for os. Og eftersom vor kundskab voxer, voxer ogsaa den tilbedelse, vi yde dens guddommelige-ophav. Thi alle forskninger her, af hvilken art de end ere, sigte til den store treenigheds pris og ophøielse."

"Hvor mange Guds undere er der ikke i naturen, som endnu ere skjulte og ubekjendte for de ivrigste forskere? Hvor mange ting er der ikke i verden; du ved ikke, hvorledes de ere blevne til, men du er vis paa deres tilværelse. Hvo kan udsige, hvorledes et træ voxer op af det lille frø eller en broget, kundstfærdig blomst af en liden aflægger? Og dog se vi dette daglig for vore øine."

"Hvorfor magneten øver tiltrækning paa naalen eller rav tiltrækker straa, det hører til de hemmeligheder i naturen, som endnu sætte de viseste mennesker i forlegenhed, skjønt kjendsgjerningen er tydelig nok. Saadant lærer vi her at gjennemskue, alle de skjulte aarsager ligge klart i dagen, og alt dette tilskynder os til ny tilbedelse og lovsang til den vise skaber."

"Fremdeles de store himmellegemer med deres indviklede systemer (som forfængelige astronomer forgjæves søge at trænge ind i), lære de salige her at kjende, hvad lovene for deres bevægelser og virkninger af deres løb angaar, og fyldes af beundring for den store Gud i alle hans underlige gjerninger."

"Denne kundskab faa vi ikke ved den blotte beskuelse, men ogsaa ved gjensidig meddelser. Og vi opfatte dog her mere ved et blik end vi nede i verden gjorde i løbet af magne aar, hvortil letheden i vore bevægelser meget bidrager."

"Endvidere er Guds almægtige forsyns gjerninger og den visdom, med hvilken han har styret alle begivenheder, et thema,som det vel sømmer sig for os her stadigen at overveie, og som, jo mere vi betragte det, giver os altid mere aarsag til Guds lov og pris. Disse betragtninger, Epenetus, have ofte været mig overordentlig kjære, da jeg var nede i verden, hvor jeg kun dunkelt saa tingene og meget af deres skjønhed gik tabt paa grund af min tomme blinde fornufts forfængelighed, som hindrede mig fra at se langt, men nu, da alle forstandsevner ere baade udvidede og fuldkommengjorte og jeg kan helt gjennemskue, hvad jeg da blot havde et begrændset og ufuldstændigt syn paa, hvor meget herligere maa ikke det være? Vi se mennesker ivrigen følge sine egne planer og søge sine lysters tilfredsstillelse uden at tage hensyn til nogen anden end sig selv; hvor storartet aabenbarer sig nu ikke her Guds visdom, som styrer alt derhen, at hans gode villie maa ske, og som lader sine evige raadslutninger gaa i opfyldelse ved menneskelig redskaber, uden at disse forstaa det. Han er underlig i raad og herlig i gjerning, ham være aære og velsignelse og lov gjennem alle evigheders evighed."

"Saaledes havde jo den eivge Fader besluttet, at Jesus skulde fødes i Bethlehem; thi profeten Micha havde sagt: "Og du, Bethlehem Ephrata, liden til at være blandt Judas tusinder, af dig skal udgaa mig en til at være hersker i Israel, og hans udgang er fra fordum, fra evigheds dage." Men da tiden nærmede sig, at han skulde fødes, boede Jomfru Maria i Nazareth med sin trolovede husbond Joseph og tænkte ikke andet, end at hun skulde føde sit barn der. Men det vilde have været i modsigelse med, hvad profeten Micha ved Guds Aands oplysning havde forudsagt. Derfor lod paa den tid Keiser Augustus udgaa en befaling om en almindelig folketælling, og at enhver mand og kvinde skulde rejse til sin fødeby. Dette nødte Jomfruen og hendes forlovede til at drage til Bethlehem, uagtet fødselstiden var saa nær og veien lang, for at tælles overensstemmende med Keiserens befaling, og saaledes maatte livets Herre fødes, hvor Micha havde spaaet. Keiserens hensigt var alene at faa penge ind, da tællingen skeede for beskatningens skyld, go dog maatte denne hans plan tjene Guds hensigter, at skriftens Ord om en saa vigtig sag som Messias's fødsel skulde opfyldes."

"Du kjendte jo et menneske nede i verden, Epenetus, som havde besluttet sig til at besøge en ven og blive hos ham nogle dage, men faldt, idet han skulde stige tilhest og brækkede benet, saa der ikke blev noget af hans reise. Dette ansaa han for en stor ulykke, men nogle dage senere fik han underretning om, at hans vens hus med alle sine beboere var nedbrændt den samme nat, som han havde tænkt at ligge der. Da indsaa han, at det, som han havde regnet for en ulykke, netop var en naadig bevarelse, at benbruddet havde frelst hans liv. Mange saadanne exempler paa Guds kjærlighed og godhed kunde nævnes, som de salige her med glæde ihukomme og prise Gud og Lammet for."

"Fremdeles synge de salige evige lovsange til ham, som ved sin forunderlige naade har bragt dem hid til sin herlighed. Her se vi klart det dyb af evig elendighed, hvori vi saa nær havde styrtet os selv, havde ikke han standset os paa veien. Han omhegnede ofte vor vei med torne netop, for at vi skulde undgaa fordærvelsen. Vi fortælle hverandre om de forskjellige veie, hvorpaa han drog os til sig, og istemme det store kor til hans pris. Og medens vi saaledes prise ham, udsender han sin naades strømme over os, saa at vi mere og mere dannes efter hans billede, hvori vor største salighed bestaar."

"Jeg har saaledes besvaret dig sidste spørgsmaal, men dette vil du bedst forstaa, naar du skal iføres udødelighed. Vandre imidlertid værdigen den naade, der er bevist dig, og lad dig ikke opblæses af de gaver, du har faaet, men giv Gud æren og lad det, som du har seet og hørt, virke til, at du maa fatte afsky til dig selv for din egen usselhed. Den store hedningeapostel, der ligesom du engang fik komme hid, siger, at han snart fik "en torn i kjødet", at han ikke skulde hovmode sig af de høie aabenbarelser. Lad derfor hans exempel holde dig nede i ydmyghed. Ydmyghed vil være dit bedste værn; "Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han naade." Jeg ser din skytsengel komme, derfor lev vel, Epenetus, indtil du kommer igjen, da skal vi aldrig skilles mere!"

Hun havde neppe talt ud, saa var hun borte, og den lysende skikkelse, som bragte mig fra verden til dette salige land, stod hos mig.

Jeg nedbøiede mig for ham, men han sagde: "Bøi dig for thronen og ikke for mig. Jeg har allerede sagt dig, at jeg er din medskabning, tilbed derfor Gud alene, han er alene værdig til tilbedelse. Har du nu betragtet disse himmelske boliger vel?"

"Ja", svarede jeg, "jeg har betragtet dem og er bleven ganske henrykt over deres herlighed, men selv her kunde jeg kun se stykkevis; herligheden var for stor og blændende for mit syn. Og dog var synet saa overordentlig behageligt, at jeg kunde ønske at blive her for bestandig."

"Jeg har," svarede engelen, "en befaling til at føre dig tilbage til den nedre verden, ikke blot til jorden, hvorfra jeg tog dig, men til mørkets fyrstes riger, for at du der kan se syndens løn og hvad Guds retfærdige vrede har beredt til straf for deres oprør, som vilde ophøie sig over den høiestes throne. Men vær ikke bange; thi ligesom jeg har faaet befaling til at bringe dig did, saa har jeg ogsaa befaling om at føre dig tilbage igjen til verden, som jeg hentede dig fra, indtil du der har aflagt det dødelige; da skal jeg atter være din ledsager herhen, hvor du for evigt skal leve med alle de salige."

Disse sidste ord af engelen gav mig ligesom nyt liv. Thi tanken om at komme tilbage fra himmelen til jorden foruroligede mig meget og vilde have gjort mig ganske utrøstelig, havde jeg ikke vidst, at det var Guds villie. Men at jeg skulde drage fra himmelen til helvede, kunde bringe hjertet til at vende sig i livet paa mig. Dog, da jeg vidste, at det var Guds villie, at jeg skulde vende tilbage derfra til jorden igjen og der aflægge det dødelige legeme for at føres til himlen, blev jeg noget trøstet og fandt mig fuldkommen overladt i Guds villie. Derfor kunde jeg endog sige til min straalende fører med nogen fortrøstning, at jeg altid villigen skal adlyde Guds hellige villie, af hvis store barmhjertighed jeg allerede havde saa rig erfaring, at jeg ikke engang i helvede vilde frygte, naar jeg blot havde hans nærhed ogsaa der.

Hertil svarede min ledsager: "Hvorsomehelst den salige Gud forunder en sin naadige nærværelse, der er himlen; og endog i helvete vil han være hos os."

Han bøiede sig for den Almægtiges throne og førte mig saa hurtigere end tanken til tusinde mile nedenfor himmelen. Da jeg der saa de mægtige ildkloder, disse himmelens altid brændende lys, talede jeg saa til min fører: "Jeg har hørt, da jeg var paa jorden, at hver af disse fixstjerner vare verdener, og jeg troede det kunde forholde sig saa, fordi de, skjønt de ere saa uhyre store, synes os paa jorden ligesaa smaa, som jorden herfra forekommer os, ihvorvel den er mørkere end de. Er der nogen sandhed deri?"

Han svarede: "For den Almægtige er intet umuligt, der kan ikke sættes nogen grændse for uendeligheden. Gud behøvede 6 dage til at skabe verden, men kunde ligesaa godt have gjort det i et øieblik, hvia han havde villet. Men at slutte fra hans magt, at det ogsaa er hans villie, er ikke nogen ret logik (her tankegang) i himmelen. Han kan gjøre, hvad ham behager i himmelen og paa jorden, og hvad han behager at aabenbare os, det vide vi, men hvad han ikke har aabenbaret, er hemmeligheder, skjulte i hans evige raad, og for skabningen at ville trænge ind deri er en fræk og formastelig nysgerrighed. Der er ingen tvivl om, at han kan skabe saa mange verdener, som der er stjerner paa himmelen, hvis det behager ham, men han har intet aabenbaret os derom; det er derfor heller ikke ret af os at ville udforske det."

Vi vare nu komne til den nederste luftregion, hvor jeg saa en mængde gyselige skikkelser og uhyggelige mørke væsener fly for min lysende ledsagers nærhed.

"Det er vistnok," sagde jeg, "nogle af helvedes fortrop, saa sort og fælt er deres udseende."

"Det er nogle af de faldne aander," sagde min ledsager, "de sværme om i luften og paa jorden som brølende løver, søgende, hvem de kan opsluge." og skjønt de fly for os her, vil du snart faa se dem i deres eget mørke rige; thi vi ere nu ved randen af helvedes afgrund."