Gamle tekster

Den kommende verden - eller syner af himmel og helvede

John Bunyan

Indledning

Naar onde og ryggesløse mennesker have fremturet paa syndebanen i den grad, at de neppe kunne haabe tilgivelse mere, og finde, at de have grund til at frygte Guds retfærdige dom over deres synder, da begynde de først at ønske, at der ikke maa være nogen Gud til, som kan straffe dem, hvilket de tro, er i deres interesse, og saaledes komme de efterhaanden virkelig til at tro, at der ikke er nogen Gud. De søge da ogsaa at udfinde grunde til at støtte denne deres mening og bevise, hvad de saa gjerne tro. Med en af disse umennesker (thi de fortjene neppe navn af mennesker) var jeg saa uheldig at blive kjendt. Han lod mig stadig høre, at der hverken var Gud eller djævel, himmel eller helvede til, og at sligt bare var listige paafund af saadanne, som havde lyst til at holde verden i angst, aldeles som naar vi tale om bussemænd for at skræmme børn. Det var ikke uden frygt og bæven, at jeg først hørte denne tale, og derfor gik jeg gjerne bort, naar han begyndte med disse emner, men da han idelig talte derom, virkede det saaledes paa mig, at jeg ikke kunde andet end tænke over, hvilke grunde han kunde have for sine paastande, og heraf kom mit sind saaledes i vildrede af bekymring og uklarhed, at jeg neppe kunde udholde det; thi jeg vidste ikke, hvorledes jeg tilfredsstillende skulde bevise hine sandheder, som før syntes mig soleklare. Jeg kunde ikke tænke paa, at der ingen Gud var uden med den største skræk, og dog drog jeg hans tilværelse i tvivl. Jeg vilde ikke have opgivet mit haab om himmelen, om jeg kunde blive arving til hele verden; og dog var jeg i tvivl, om der var noget saadant sted eller nogen saadan tilværelse; jeg begyndte at tvivle paa, om der var noget helvede, og dog syntes jeg paa samme tid, at dets luer slog op imod mit ansigt. Saaledes var mit sind omtumlet af ganske stridende anskuelser, og jeg fandt mig indviklet i en labyring af forvirring uden nogen traad til at finde ud igjen. I denne forvirrede tilstand gik jeg til min falske ven for at høre, hvad trøst han kunde yde mig, ligesom Saul gik til spaakvinden i Endor, da Gud havde forladt ham, men hvad han sagde, tjente mere til at forvirre end til at berolige mig. Han lo blot ad min frygt, lod, som han følte medlidenhed med min svaghed, og syntes at fryde sig i den frihed, som han selv nød. Han fortalte mig, at han aldrig blev foruroliget under udøvelsen af sin daglige gjerning ved de frygtelige anelser om et andet liv eller et kommende regnskab, at naturen var verdens store moder, og at han derfor fulgte dens forskrifter, og at hans eneste omsorg var, at han maatte leve saaledes her, at hans støv, naar det skulde antage en ny skikkelse, maatte gaa over i et godt væsen, hvilket tildels ogsaa vilde afhænge af hans begravelsesplads. Thi blev han begravet i en kirke eller indsat i en gravhvælving, var der mulighed for, at hans støv kunde forvandles til edderkoppe, Tudser eller slanger; derfor ønskede han at begraves paa en mark eller i en have, om muligt, for at hans levninger der kunde spire op igjen i skjønne og sjeldne blomster. Det var den største lykke, han kunde forestille sig, og han vilde være meget vel fornøiet med at finde sin aand og sine knokler saaledes omdannede til mangeartede skjønne væsener. Fremdeles forsikrede han, at efter alt det, han vidste om de i naturen foregaaende forvandlinger, kunde han nogle menneskealdere herefter igjen blive til et menneskeligt legeme, ligesom han troede, at han for mange menneskealdere siden havde været et saadant.

Jeg anførte da skriften imod hele dette ubegribelige system, men han indvendte derimod, at skriften kun var et middel for kløgtige mennesker til at fremme deres hensigter. Det at ville bevise Guds tilværelse af skriften var det samme som at ville bevise skriftens guddommelige oprindelse af Guds tilværelse.

Da denne hans tale vakte nye tvivl hos mig, befandt jeg mig saa ilde, at livet blev mig en byrde; jeg frygtede for at komme til at tro paa disse vanhellige anskuelser, og dog randt de mig stadig i tanker. Jeg ønskede tusinde gange, at jeg aldrig havde hørt dem, og dog stode de fremdeles for mig. "Hvad" tænkte jeg ved mig selv, "er alt mit haab om himlen et tomt hjernespind?" Har jeg tjent Gud for intet? Eller snarere: Har min fantasi foregjøglet mig et væsen, som ikke er til?" Det er umuligt at beskrive et angester, jeg følte, naar jeg overlod mig til saadanne tanker som disse, som fremdeles anfaldt mig med stedse større styrke, indtil jeg tilslut blev dreven til fortvivlelsens yderste grændse. "Hvorfor", tænkte jeg, "skulde jeg svæve saaledes mellem haab og frygt? Er det ikke bedre," sagde jeg ved mig selv, "at gjøre en ende paa dette elendige liv og anstille et forsøg om, hvad der er sandhed?"

Jeg besluttede da at gjøre ende paa mig og gik i den hensigt en morgen ud til en nærliggende skov, hvor jeg tænkte at fuldbyrde denne blodige tragedie. Men da jeg var ifærd dermed, syntes jeg at høre en lille hvisken: "O, Epenetus, styrt dig ikke i evig ulykke for saaledes at behage din sjæls værste fiende. Det skjæbnesvangre stød, du staar i begreb med, at tilføie dig, besegler din egen fordømmelse; thi hvis der er en Gud til, som der visselig er, hvor kan du da haabe barmhjertighed af ham, naar du saaledes med forsæt tilintetgjør hans billede?" Hvor denne stille hvisken kom fra, vidste jeg ikke, men jeg tror, den kom fra Gud; thi den kom med saadan kraft, at den bragte mig til at kaste væk det redskab, hvormed jeg havde tænkt at lægge haand paa mig selv, ligesom den ogsaa strax aabenbarede mig, hvor ugudelig min hensigt var. Jeg skjalv i alle ledemod af skræk over dette barbariske forehavende, saa jeg neppe kunde staa, og derefter blev den skjebnesvangre afgrund, i hvilken min tilsigtede gjerning vilde have nedstyrtet mig, fremstillet for mig i et saa frygteligt syn, at jeg ikke kunde andet end erkjende min redning for et værk af en usynlig og aandelig magt, der saaledes i rette tid kom mig til hjælp. Taknemmelighedsfølelsen nødte mig til at takke ham, og jeg knælede ned paa marken og sagde: "O du usynlige, evige magt, som, skjønt usset af mennesket, iagttager alle hans handlinger, og som nu har hindret mig fra at vanære dit billede, jeg opsender til dig min ydmyge tak, ja du høieste væsen, jeg takker dig, at jeg endnu lever og kan erkjende, at der gives noget saadant som dig. O, skjul dig ikke for mit blik i saadanne tykke mørkheds skyer, men lad herlighedens sol skinne paa mig og forjage mørket fra min sjæl, at jeg aldrig mere maa drage i tvivl din tilværelse og almagt, hvorpaa jeg nu har havt saa store beviser."

Derpaa reiste jeg mig op, gik hen og satte mig paa en bænk, medens mit sind var meget optaget af de dyrebare tanker paa den evige godhed, som paa en saa mærkelig maade havde frelst mig fra den evige fordærvelses frygtelige svælg, netop som jeg stod i begreb med at styrte mig deri. Og nu syntes jeg, at jeg blot maatte undre mig over, at jeg havde kunnet være saa taabelig at tvivle paa Guds tilværelse, som hver eneste skabning vidner om, og som et menneskes egen samvittighed fremfor alle vidner maa overtyde ham om.

Medens nu mit sind var optaget af disse betragtninger, blev jeg pludselig omstraalet af et herligt lys, som var saa overmaade klart, at jeg aldrig har seet noget lignende. Dette baade overraskede og forundrede mig, og medens jeg undrede mig paa, hvor det kom fra, saa jeg et straalende væsen komme imod mig i menneskelig skikkelse, men rundt om omgivet af lysende straaler af ubeskrivelig glands og herlighed, som udstrømmede fra ham overalt, hvor han kom hen. Hans aasyn var meget ærefrygtindgydende, men havde dog ved siden deraf et præg af mildhed, som gjorde det overordentlig behageligt og gav mig et hemmeligt haab om, at han ikke kom som fiende, og dog formaaede jeg ikke at udholde synet; thi, uagtet jeg prøvede at (sml Dan 10.4 ff) staa paa mine ben, fandt jeg snart ingen kræfter mere hos mig og faldt derfor lige ned paa mit ansigt. Men ved hans venlige hjælp stod jeg snart oprejst igjen og fik ny styrke. Da jeg mærkede dette, henvendte jeg mig til det straalende væsen, som stod foran mig og sagde: "O, min herlige befrier, som har styrket mit svage legeme og givet mig nyt liv, hvorledes sakl jeg udtrykke min taknemmelighed, og hvorledes skal jeg tilbede dig?"

Hertil svarede han baade med majestæt og mildhed: "Henvend til din skaber dine bønner og ikke til mig, som er din medskabning, og er sendt af ham, hvis tilværelse du saa nylig har fornegtet, for at standse dig paa veien til den evige fordærvelse, hvori du har villet styrte dig selv."

Disse ord gav mit hjerte en saadan følelse af min egen uværdighed, at min sjæl smeltede i mig og jeg ikke kunde lade være at udraabe: "O, hvor ganske uværdig er jeg ikke til at hans naade og barmhjertighed!"

Det himmelske sendebud svarede, at den guddommelige majestæt, naar han viser barmhjertighed, ikke ser paa vor uværdighed, men gjør det af sinegen uendelige godhed, sin ubegribelige kjærlighed; "han saa, med hvilken ondskab den den store sjælefiende begjærede din undergang, og lod ham indtil videre nære haab om at beseire dig, men han holdt dig dog oppe ved sin skjulte kraft, ved hvilken snaren er sønderrevet og du fri, da satan troede sig sikrest."

Disse ord bragte mig til at udbryde i følgende begeistrede ord:

1.
Hvo kan det kjærlighedens dyb udgrunde,
Som frelste fristet sjæl af helveds munde,
Dig være lov og pris o Frelser kjære,
Dit navn i evighed højlovet være.

2.
Da jeg paa selve afgrundsranden laa,
Hans Guddomsøie kjærligt til mig saa;
Den Gud, om hvem jeg intet vide vilde
Han ene Herren er, af godheds kilde.

"Hensigten med mit komme", sagde det himmmelske væsen med det venligste aasyn, "er at overbevise dig om de evige tings sandhed ikke alene ved tro, men ved skuen, for at du aldrig mere skal tvivle paa deres virkelighed; thi jeg vil vise dig saadanne ting, som aldrig endnu et dødeligt øie har seet, og til den ende skulle dine øine styrkes og gjøres skikkede til at skue overnaturlige ting."

Ved disse engelens ord blev jeg meget forbauset og tvivlede paa, om jeg skulde kunne udholde det, saa jeg sagde til ham: "Hvo er istand, herre, til at taale et saadant syn?"

Hertil svarede han: "Glæden i Herren skal være din styrke." Og da han havde sagt det, greb han fat i mig og sagde: "Frygt ikke; thi jeg er sendt for at vise dig ting, som du ikke har seet," og førend jeg vidste et ord deraf, befandt jeg mig langt over jorden, der forekom mig som et meget lidet og ubetydeligt punkt i sammenligning med den lysregion, som jeg nu var hensat i.

Jeg sagde da til min straalende fører: "Lad det ikke mishage min herre, at jeg retter et eller to spørgsmaal til dig."

Han svarede: "Tal kun ud, det er min gjerning at underrette dig om saadanne ting, som du ønsker oplysning om; thi jeg er en tjenende aand (Hebr 1.14), udsendt for at tjene dig og alle dem, som skulle arve salighed.

"Jeg vilde gjerne vide," sagde jeg, "hvad den mørke plet der langt under mig er; den er bleven mindre og mindre, efterhvert som jeg steg opad, og viser sig meget mørkere nu, da jeg er kommen i denne lysreligion."

Min ledsager svarede: "Hin lille plet, som nu ser saa mørk og sdragtelig ud, er den verden, hvis beboer du nylig var; her kan du se, hvorliden hele verden ser ud, og dog stræver saa mangen en utrættelig for at faa en liden del af den og anvender al sin kraft og tid paa at vinde den. Det er den plet af jord, der er delt i saa mange riger, som man har begaaet saa mange skrækkelige og lave misgjerninger, saa mange blodige og unaturlige mord for at vinde, ja det er den plet af jord, som saa mange mennesker have vovet og virkelig tabt sine kostbare og udødelige sjæle for at opnaa en liden del af, sjæle saa kostbare, at fredsfyrsten har udtrykt deres værd i de Ord, at om et menneske vandt den hele verden, vilde det ikke hjælpe ham, naar han tog skade paa sin sjæl. Og grunden til deres daarskab er, at de ikke tænke paa de ting heroventil. Thi, som du bemærkede, idet du steg op til denne egn, viste jorden sig stedse mindre og mere foragtelig, og det vil den for alle, som engang i troen kan hæve sine hjerter over den. Kunde menneskebørnene dernede blot se verden, just som den er, saa vilde de ikke, gjøre saadant væsen af den, som de nu gjøre, men ak! de ere i en formørket tilstand, og hvad der er endnu værre, de elske at vandre i mørket. Skjønt lysets fyrste kom ned iblandt dem og tydelig viste dem livet i dets sande lys (hvilket han fremdeles gjør gjennem sine tjenere), saa blive de god ved at vandre i mørket og ville ikke komme til lyset, da deres gjerninger ere onde."

Jeg spurgte ham fremdeles: "Hvem ere alle disse sorte og fæle skikkelser (Eph 6.12), somm sværme om i luften over jorden?" Jeg vilde sandelig have frygtet dem, hvis jeg ikke havde seet, at de flyede, naar du kom nær dem; kanske ere de ikke istand til at udholde den straaleglans, som du er iført." Han svarede mig, at de vare de faldne aander, som for deres stoltheds og ulydigheds skyld vare nedstyrtede fra himmelen og svæve om i luften, idet de efter den Almægtiges beslutning ere bundne af mørkets lænker for at forvares til den store doms dag. Derfra er det dem tilladt at stige ned til verden saavel til de udvalgtes prøvelse som til de ugudeliges dom. Vistnok," sagde han, "ser du dem nu i sorte og hæslige skikkelser, men de vare dog engang lysets børn og iførte klædebon af straalende klarhed lig dem, som du ser mig bære. Uagtet tabet af disse skyldes deres egen modvillige synd, fylder det dem dog med raseri og ondskab mod den evig velsignede Gud, hvis magt og majestæt de frygte od hade; men da de have mistet sin uskyldighed og herlighed, sky de saadanne aander, som have holdt stand og fremdeles staa i lydighed mod sin store skaber, i hvilken lydighed de befæstes af Guds velsignede Søn."

"Men sig mig, min lykkelige ledsager," sagde jeg, "have de intet haab om forsoning med Gud igjen efter en vis tid, ialfald endel af dem?"

"Nei, slet intet," sagde han, "de ere evig fortabte. De vare de første, som syndede og havde ingen frister, og de blive alle paa en gang nedkastede fra himmelen. Desuden antog Guds Søn, den velsignede Messias, ved hvem alene Frelse kan erholdes, ikke (hebr 2.16) englenes natur, men overgav alle de faldne engle til fordærvelsen; han antog sig alene Abrahams sæd. Og af denne grund ere de saa ondskabsfulde mod menneskenes børn, fordi det er dem en pine at se dem blive arvinger til himmelen, medens de selv ere fordømte til helvede."

Vi vare nu komne ovenfor solen, hvilket uhyre og straalende legeme, over hundrede (1½ million gange større. Skjønt solen efter senere opdagelser ikke bevæger sig om jorden, er det dog utvivlsomt, at den er i bevægelse baade om sin egen axe og fremad i himmelrummet) gange større end jorden, bevægede sig rundt i det store rum, hvori det var sat, med utrolig hastighed. Min ledsager fortalte mig, at denne mægtige hængende ildkugle var en af Guds store skaberværker og bevægede sig hundrede tusinde mile frem i det lille tidsrum, som vi kalde en time, og alligevel beholder den altid sit stadige løb, og der er ikke den mindste uregelmæssighed i dens daglige eller aarlige bevægelse. Og saa overordentlig straalende er hans legeme, at jeg ikke vilde have udholdt synet, hvis ikke min synsevne var bleven høilig styrket. Ikke underbare vare de mægtige ildkugler, som vi kalde firstjerner; deres uhyre afstand fra solen gjør, at de for vore øine kun se ud som lysflammer, uagtet hvor eneste af dem i størrelse overgaar jordkloden. Hvis blot et af disse uhyre legemer skulde falde, vilde det brænde verden til aske i et øieblik; og dog svæve de inden sine rum uden støtte, i et ætherhav, saa tyndt og fint, at intet uden hans Ord, som først skabte dem, kan holde dem fast i deres stilling.

"Dette er undere nok," sagde jeg til min ledsager, "til at overbevise enhver om hans guddommelige skabers store magt og om, hvor hæslig den vantro er, som kan drage i tvivl den guds tilværelse, som har givet hele verden saa mange og tydelige beviser paa sin magt og herlighed. Var ikke menneskene som dyr, der kun se nedad i støvet, maatte de erkjende hans store magt og visdom."

"Du taler sandhed," svarede han, "men du skal saa se langt større ting end disse, dette er blot stilladserne og udenværkerne til den herlige bygning, hvori den velsignede her oventil bor, det hus, "som ikke er gjort med hænder, evigt i himlene;" det skal du nu faa se, saavidt du er istand til at fatte det."