Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

96-105

Pagtropper, og de andre tre med deres Mænd udgjorde Hovedstyrken (Troen og Taalmodighed gor Arbejdet) Prinsen selv kørte i sin Vogn i Spidsen for dem.

Da de nu begyndte Toget, o hvor blæste de ikke i Trompeterne, hvor blinkede ikke deres Vaaben, og hvor vajede Fanerne i Vinden! Prinsens Vaaben var alle af purt Guld, og de skinnede som Solen paa Firmamentet. Høvedsmændenes Vaaben var godt hærdede og lyste som skinnende Stjerner.

Der var ogsaa nogle Hofbetjente med, som fulgte med af Kærlighed til Kong Shaddai og for at blive Vidne til Staden Menneskesjæls lykkelige Befrielse.

Da Immanuel saaledes drog ud for at indtage Staden igen, tog han med sig, efter sin Faders Befaling, fire og halvtredssindstyve Murbrækkere og tolv Slynger til at kaste Stene med (Den hellige Bibel har 66 Bøger). Alle disse var af fint Guld, og de førte dem med sig i Midten og i Hjertet af Hæren den hele Vej.

Saaledes marscherede de af Sted, indtil de kom. Staden paa en Mil nær; der gjorde de Holdt, indtil de fire Høvedsmænd stødte til dem for at give dem Efterretning om Sagerne. Herpaa fortsatte de deres Rejse til Staden.

Men da de gamle Krigsfolk, som var i Lejren, saa, at en saadan Magt kom for at forene sig med dem, istemte de et saadant Frydeskrig foran Menneskesjæls Mure, at de indjog Diabolus en ny Forskrækkelse. Da de nu havde lagt sig foran Staden, lejrede de sig ikke alene, som de fire andre Høvedsmænd havde gjort, foran Portene af Menneskesjæl; men de indesluttede nu Staden aldeles og besatte den overalt, saa at den rundt omkring og paa alle Sider kunde se for sig en stor Magt, som omgav den, og desuden var der opkastet Forskansninger rundt omkring.

Bjerget Naadig var paa den ene og Bjerget Retfærdig paa den anden Side. Fremdeles var der adskillige smaa Batterier og Løbegrave, nemlig Højen Simpel-Sandhed og Batteriet Ingen-Synd, hvor mange af Slyngerne blev opstillede og rettede imod Staden.

Paa Bjerget Naadig var der sat fire Slynger og paa Bjerget Retfærdig et lignende Antal; de øvrige var fordelte i passende Afstand fra hverandre paa adskillige Steder rundt omkring Staden; fem af de bedste, det vil sige, de største Murbrækkere var anbragte paa Bjerget Hører, som var opkastet nær Øreporten i den Hensigt at sprænge og aabne denne.

Da nu Folket i Menneskesjæl saa den store Mængde Krigsfolk, som var kommen imod dem, saavel som alle Murbrækkere og Slynger og Skanserne, hvorpaa de var anbragte, tilligemed de blinkende Vaaben og vajende Faner, blev de tvungne til at tænke frem og tilbage paa deres Stilling; de kunde nu ikke mere fatte nogen dristigere Tanke, men de blev meget mere mismodige og forsagte; thi uagtet de før havde anset sig tilstrækkelig sikkert bevogtede, saa begyndte de dog nu at tænke, at ingen kunde vide, hvad der nu vilde blive deres Lod og Skæbne.

Da nu den gode Prins Immanuel saaledes havde indesluttet Staden Menneskesjæl, lod han først udhænge den hvide Fane midt imellem Guldslyngerne, som var plantede paa Højen Naadig. Dette gjorde han af to Grunde. For det første for at tilkendegive Indvaanerne i Menneskesjæl, at han kunde og vilde være naadig, dersom de vilde vende om til ham; for det andet, at de ikke skulde have den ringeste Undskyldning, om de fremturede i deres Oprørskhed, og han ødelagde dem.

Den hvide Fane med de tre gyldne Duer hang ude i to Dage for at give dem Tid til at betænke sig. Men, som før sagt, de gav aldeles ingen Agt paa dette Prinsens gunstige Signal, som om det slet ikke vedkom dem.

Derpaa lod han den røde Fane plante paa Bjærget Retfærdig; det var Høvedsmanden Doms røde Fane, som i sit Skjold førte en brændende Ovn. Denne Fane stod nu der adskillige Dage; men paa samme Maade, som de opførte sig, da den hvide var opsat, opførte de sig ogsaa nu, medens den røde Fane stod ude; de lagde næppe Mærke til den.

Nu befalede han videre, at hans Tjenere skulde udsætte Truselens sorte Fane, hvori der stod tre flammende Tordenkiler; men Menneskesjæl brød sig lige saa lidt om denne som om de forrige. Da nu Prinsen saa, at hverken Barmhjertighed eller Dom eller Straf vilde eller kunde bevæge Menneskesjæls Hjerte, gjorde det ham ondt i hans Sjæl, og han sagde :

„Sandelig, denne Menneskesjæls besynderlige Opførsel kommer mere af Ukendskab til den almindelige Krigskunst end af Trods imod os eller af, at de agter deres eget Liv ringe ; thi selv om de forstaar deres egen Maade at føre Krig paa, saa har de ikke det mindste Kendskab til, hvad der er Skik og Brug i de Krige, som nu er begyndt mod min Fjende Diabolus (Kristus fører ikke Krig paa samme Maade som Verden)."

Derfor sendte han Bud til Staden og forklarede den, hvad han mente med disse Tegn og Faner, og tillige for at faa at vide, hvad den vilde vælge, enten Naade og Barmhjertighed eller Dom og Straf. I hele denne Tid holdt Indvaanerne deres Porte lukkede med Laase, Skodder og Bolte, saa fast som de kunde. Vagterne blev fordoblede, Aarvaagenheden blev indskærpet paa det strængeste. Diabolus søgte af al Magt at hæve deres Mod, saa de kunde gøre Modstand.

Borgerne gav Prinsens Sendebud et Svar af omtrent følgende Indhold:

„Stormægtigste Herne! hvad det angaar, som Dine Sendebud har tilkendegivet os, nemlig om vi vil antage Din Naade eller falde under Din Dom, saa maa Du vide, at vi er bundne ved Stadens Love og Vedtægter og ikke kan give Dig noget bestemt Svar; thi det er imod vor Lov, vor Regering og vor Fyrstes kongelige Magt, at vi uden ham slutter Fred eller begynder Krig. Men dette vil vi gøre: vi vil sende en Ansøgning til vor Fyrste om, at han vil komme frem paa Murene for at forhandle med Dig paa saadan Maade, som han finder passende og gavnlig for os."

Da den gode Prins Immanuel hørte dette Svar, og han saa Folkets Trældom og Slaveri, samt ogsaa hvor tilfredse de var ved at forblive i Diabolus Lænker, gik det ham meget til Hjærte, og sandeligen, naar han mærkede, at nogen var fornøjet med at blive Kæmpens Slaver, kunde han ikke andet end blive bedrøvet derover.

Men tilbage til vor Fortælling. Da Staden havde bragt Diabolus denne Efterretning og desuden sagt ham, at Prinsen, som laa i Lejr udenfor Murene, ventede paa Svar, saa nægtede han at give noget saadant og paatog sig en saa sikker overlegen Mine, som han kunde, men i sit Hjærte var han ganske forskrækket.

„Jeg vil," sagde han, „selv gaa til Portene og give ham et saadant Svar, som jeg synes er passende." Han gik da hen til Mundporten og begyndte at tale til Immanuel, men i et for Indvaanerne uforstaaeligt Sprog. Følgende er Indholdet af hans Tale:

„O store Immanuel, den ganske Verdens Herre! jeg kender Dig, du er den store Shaddais Søn. Hvorfor er Du kommen for at pine mig og drive mig ud af min Besiddelse? Staden Menneskesjæl er, som Du vel ved, min, og det ved en dobbelt Ret; først er den min efter Sejerens Ret ; jeg vandt den i aaben Kamp. Skal da Byttet fratages den mægtige, eller skal den i aaben Kamp fangne gives fri? For det andet er Staden Menneskesjæl min ved dens egen frie Underkastelse. Den har aabnet sine Porte for mig; den har svoret mig Troskab og har offentlig valgt mig til sin Konge; den har ogsaa overleveret sit Slot (Hjertet) i min Haand, ja jeg har faaet den hele Magt over Staden af Men neskesjæl selv.

Desuden har Staden fornægtet Dig, ja den har kastet Din Lov, Dit Navn, Dit Billede og alt, hvad Dig tilhører, bag sin Ryg, og i Stedet derfor antaget min Lov, mit Navn, mit Billede og alt, hvad mit nogensinde var. Spørg Dine Høvedsmænd, og de vil fortælle Dig, at Menneskesjæl som Svar paa alle deres Opfordringer har vist stor Kærlighed og Lydighed imod mig, men altid Haan, Foragt, Spot og Vrede mod Dig og Dine. Nu er Du den Retfærdige og Hellige og skulde da vel ikke gøre Uret? Vend Dig derfor bort fra mig, jeg beder Dig, og lad mig i Fred med min retmæssige Ejendom."

Denne Tale holdt Diabolus i sit eget Sprog; thi endskønt han kan tale med ethvert Menneske i dets eget Tungemaal, — ellers kunde han ikke friste dem alle, som han gør, — saa har han dog et Sprog, som er hans eget, og det er Helvedes Svælgs eller den mørke Afgrunds Sprog. Derfor kunde Staden Menneskesjæls arme Folk ikke forstaa ham; og heller ikke saa de, hvorledes han bukkede og bøjede sig, da han stod for deres Prins Immanuel; ja de ansaa ham hele Tiden for at være saa stærk og mægtig, at det var umuligt for nogen at modstaa ham; hvorfor Indvaanerne da han bønfaldt om, at han maatte beholde sin Bopæl der, og om at Immanuel ikke vilde fratage ham den med Magt, højlig priste hans Tapperhed og sagde: „Hvo er i Stand til at føre Krig imod ham."

Da nu den foregivne Konge havde sluttet sin Tale, stod Immanuel, den som Gud skinnende Fyrste, op og talte omtrent saaledes:

„Du Bedrager! jeg har i min Faders Navn, i mit eget Navn, paa Staden Menneskesjæls Vegne og til den ulykkelige Stads Vel noget at sige dig. Du foregiver at have Ret, ja den lovlige Ret til den ulykkelige Stad; uagtet det er vitterligt for min Faders hele Hof, at det var ved Løgn og Falskhed Du forskaffede Dig Adgang gennem dens Porte. Du belyver min Fader, Du belyver hans Lov og og bedrager Folket i Staden Menneskesjæl. Du foregiver, at Folket har antaget Dig til sin Konge, sin Høvedsmand, sin Øverste og retmæssige Herre, medens alt dette er sket ved Dine løgnagtige og bedrageriske Fremstillinger. Dersom nu Løgn, Rænker, Bedrageri og al Slags afskyeligt Hykleri for min Faders Domstol — af hvilken Domstol Du vil blive forhørt vil gælde for Ret og Retfærdighed, da vil jeg indrømme, at Din Erobring er lovlig, men ak ! hvad for en Tyv, hvad for en Tyran, hvad for en Bagvasker kunde ikke paa denne Maade blive Sejervinder; men jeg kan bevise, at Du, Diabolus i alt Dit Storpraleri ikke kan tale med Sandhed om Din Sejervinding. Mener Du, at det er ret gjort, at Du for Menneskesjæl udraaber min Fader som en Løgner og udgiver ham for den største Bedrager i Verden? Og hvad siger Du om den falske Forklaring over hans Lov, som Du har givet? Var {det ogsaa ret gjort, at Du har benyttet Dig af den stakkels Menneskesjæls Uskyldighed og Enfoldighed? Ja, Du har overvundet den ved at love al Lyksalighed, men kun naar den overtræder min Faders Lov, medens Du dog vel ved, selv om Du ikke havde nogen anden Efterretning derom end Din egen Erfaring, at dette var Maaden at ødelægge den paa. Du har ogsaa, o Mester i Ondskab, skammelig udslettet min Faders Billede i Menneskesjæl og i dets Sted sat Dit eget til min Faders største Skam og til Dine Synders Formerelse saa og til ubodelig Skade for den forlorne Stad Menneskesjæl. Foruden alt dette, som om alle disse Ting var ringe i Dine Øjne, har Du ikke alene bedraget og fordærvet denne Stad, men Du har ogsaa ved Dit løgnagtige Foregivende gjort den opsætsig mod sin egen Forløsning. Hvorledes har Du ikke ophidset den imod min Faders Høvedsmænd og bragt den til at stride imod dem, som var udskikkede for at udfri den fra dens Trældom? Alt dette og endnu meget mere har Du gjort imod Dit bedre Vidende og til min Faders og hans Lovs Forhaanelse, ja ogsaa med det Forsæt, at Du kunde bringe den stakkels Stad Menneskesjæl til evindelig at forblive under hans Unaade. Jeg er derfor kommen for at hævne den min Fader tilføjede Uret og at drage Dig til Ansvar for alle de Bespottelser, hvor med du har bevæget den arme Menneskesjæl til at vanære hans Navn. Ja, jeg vil gengælde det paa dit Hoved, Du Helvedes Afgrunds Fyrste. Hvad mig selv angaar, o Diabolus, da er jeg kommen imod Dig med lovlig Fuldmagt for med Magt at rive denne Stad ud af Dine gloende Klør; thi denne Stad er min, o Diabolus, og det ved en uomtvistelig Ret, som alle skal faa at se, som med Flid vil gennemlæse, hvad de allerældste og troværdigste Skribenter har skrevet, og jeg vil bevise min Ret til Dit Ansigts Beskæmmelse. For det Første har min Fader med egen Haand bygget denne Stad og bragt den i herlig Stand, samt ogsaa til sin egen Fornøjelse anlagt det Palads, som ligger midt i Staden; altsaa tilhører Menneskesjæl min Fader, og det med allerstørste Ret, og hvo som modsiger denne Sandhed, han lyver imod sin egen Samvittighed. For det andet, o Du Løgnens Mester, er Staden Menneskesjæl min, thi jeg er min Faders Arving (Hebr 1.2) og hans Hjærtes eneste Glæde. Derfor er jeg uddragen imod Dig for at fri min Arv ud af Din Haand. Og ligesom jeg dertil har Ret og Magt, efterdi jeg er min Faders Arving, saaledes tilkommer den mig ogsaa som en Gave. Den var hans, men han har givet mig den (Joh 17.6). Jeg har aldrig været min Fader ulydig, at han skulde tage den fra mig igen og give Dig den. Jeg har heller aldrig været tvungen til at give Slip paa den af Pengemangel og at sælge Dig min kære Menneskesjæl (Es 50.1). Menneskesjæl er min Længsel, min Lyst og min Hjærtensglæde. Menneskesjæl er ogsaa min ved min Genløsnings Ret; jeg har købt den, o Djævel, jeg har købt den for mig selv. Efterdi den nu er min Faders og min, da jeg er hans Arving, og jeg har erhvervet mig den til en Ejendom for en høj Pris, saa følger heraf, at Staden Menneskesjæl efter al lovlig Ret er min, og at Du, ved at tiltage Dig Magt over den, viser Dig som en anmassende Tyran og Forræder. Hvad denne Genløsning iangaar, forholder det sig dermed som følger: Menneskesjæl havde handlet ilde imod min Fader, og han havde udtrykkelig sagt, at paa den Dag, den overtraadte hans Lov, skulde den dø. Nu er det langt muligere, at Himmel og Jord forgaar, end at min Fader skulde bryde sit Ord (Matth 5.18). Derfor, da Menneskesjæl havde syndet og lyttet til Din Løgn, traadte jeg frem og blev Borgen hos min Fader, tilbød at give Liv for Liv og Sjæl for Sjæl for at gøre Fyldest for Menneskesjælsi Overtrædelse, hvilket Tilbud min Fader da ogsaa antog. Da nu den dertil bestemte Tid kom, gav jeg Liv for Liv, Sjæl for Sjæl, Blod for Blod og genløste saaledes min kære Menneskesjæl. Dette har jeg ikke gjort for Din Skyld, men for min Faders Lov og Retfærdighed, som begge var rede til at udføre Truselen mod Overtrædelsen. Nu er der sket Fyldestgørelse, og min Fader er saare fornøjet over, at Menneskesjæl er bleven genløst. Derfor er jeg ogsaa i denne Dag dragen imod Dig efter min Faders Befaling. Ham er det og, som har sagt til mig: „Gaa hen og forløs Menneskesjæl." Altsaa skal det være Dig, Du al Falskhedens Kilde, og ligesaa den daarlige Menneskesjæl, vitterligt, at jeg i Dag ikke uden min Faders Vilje er kommen imod Dig."

„Nu har jeg og," sagde Prinsen, „et Ord til Staden." Men saasuart han blot nævnede, at han havde et Ord til den daarlige Menneskesjæl, blev straks Portene forsynede med dobbelt Vagt, og enhver fik Befaling til ikke at laane ham Øre. Desuagtet blev han ved og sagde :