Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

86-95

Da Oprøret var stillet, lod Diabolus Hr. Forstand og Hr. Samvittighed hente og kastede dem begge i Fængslet som Ophavsmænd og Anførere for dette frygtelige Oprør i Menneskesjæl. Det begyndte nu igen at blive stille i Byen, og Fangerne blev haardt behandlede; ja man tænkte endogsaa paa at ombringe dem, men i den nærværende Tid kunde det ikke lade sig gøre, da der var Krig for alle Porte.

Men lad os igen komme til vor Historie. Da Høvedsmændene var komne fra Porten til deres Lejr igen, holdt de der Krigsraad og overlagde, hvad de videre havde at gøre. Nogle sagde: „Lad os straks bryde op og angribe Staden." Men den første Del mente, at det var bedst endnu engang at opfordre den til at overgive sig; og Grunden til, at de troede dette, var den, at Staden Menneskesjæl nu saavidt jeg kunde forstaa — var mere tilbøjelig til Overgivelse end forhen; „og dersom vi nu," blev der sagt, „da nogle af dem er tilbøjelige til Overgivelse, ved Haardhed skulde give dem Afsmag paa vort Samfund, saa kunde vi maaske bevirke, at de holdt sig fjernere fra Forlig med os, end vi kunde ønske."

I dette samtykkede alle og kaldte derfor paa en Trompeter, lagde ham Ordene i Munden, fastsatte Tiden og ønskede ham Guds Velsignelse. Nogle faa Timer efter, begav Trompeteren sig afsted, og da han kom nær ind til Stadsvoldene, tog han Vejen til øreporten og blæste der i Basunen, saaledes som det var ham befalet, hvorpaa Stadens Forsvarere kom ud til ham for at erfare, hvad det havde at betyde; han tiltalte dem da paa følgende Maade:

„O, haardnakkede og beklagelsesværdige Stad Menneskesjæl; hvorlænge vil du elske din syndige Daarskab og som en Daare fornøje dig i den foragtede Tilstand, du nu lever i; indtil denne Dag har du foragtet den dig tilbudte Fred og Befrielse; indtil nu har du forkastet Shaddais gyldne Tilbud og forladt dig paa Diabolus Løgn og Falskhed; mener du da, naar Shaddai har overvundet dig, at Erindringen om dette dit Forhold imod ham vil give dig nogen Trøst og Husvalelse, eller at du med fnysende og trodsige Ord kan forskrække ham ligesom en Græshoppe ? Beder han dig, fordi han er bange for dig? Mener du, at du er stærkere end han? Betragt Himmelen og se paa Stjernerne; hvor højt ligger ikke de ! Kan du standse Solen i dens Løb eller forhindre Maanen, at den ikke giver Skin? Kan du tælle Stjernerne eller tillukke Himmelens Vandsluser? Kan du kalde paa Havets Bølger og befale dem at bedække Afgrunden? Kan du vel se de hovmodige, hvor de er, og nedbøje dem? Dog dette er nogle af vor Konges Gerninger : I hans Navn kommer vi idag til dig, for at bringe dig under hans Magt; i hans Navn opfordrer jeg dig derfor endnu engang, at du overgiver dig til hans Høvedsmænd."

Ved denne Opfordring syntes. Indvaanerne af Staden Menneskesjæl at blive bestyrtede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare, hvorfor Diabolus straks kom frem og paatog sig at svare for dem; og han begyndte da, idet han henvendte sig til Staden Menneskesjæls Indvaanere, saaledes : „Mine Herrer og trofaste Undersaatter," sagde han, „dersom det er sandt, hvad denne Herold har sagt om sin Konges Storhed og Magt, saa vil I altid af Frygt for ham blive holdt i Trældom og blive gjort til elendige Hyklere. Ja, hvorledes tør I nu, skønt han er saa langt borte, vove at tænke paa ham? Og dersom I ikke vover at tænke paa ham, naar han er fjernt fra eder, hvorledes kan I da vove at komme i hans Nærhed? Jeg, eders Fyrste, omgaaes meget venligere med eder, saa at I kan lege med mig ligesom med en Græshoppe. Betænk derfor vel, hvad der tjener til eders Fordel, og overvejer, hvilke Friheder jeg har tilbudt eder.

Fremdeles, dersom det er saaledes, som dette Menneske har sagt, hvoraf kommer det da, at Shaddais Undersaatter alle Steder, hvor de kommer, bliver holdte som Slaver? Der er ingen paa den ganske Jordens Kreds, som er saa ulykkelige som disse, og ingen bliver saaledes traadte under Fødderne, som de. Overvejer dette, kære Indvaanere af Menneskesjæl, jeg vilde ønske, at I var saa uvillige til at forlade mig, som jeg ugerne vil forlade eder. Terningerne ligger endnu for eder ; I har eders egen Frihed, bare I forstaar at bruge den ; ja, I har ogsaa en Konge, blot I ved, hvorledes I skal elske og adlyde ham."

Ved denne Tale forhærdede Menneskesjæls Indvaanere endnu mere deres Hjerter imod Shaddais Høvedsmænd; Tankerne om hans Storhed trykkede dem ganske ned, og Tankerne om hans Hellighed bragte dem til For tvivlelse, hvorfor de, som holdt med Diabolus, efter en kort Raadslagning sendte Trompeteren tilbage med det Svar, at de havde fattet den faste Beslutning at holde fast ved deres Konge og aldrig at overgive sig til Shaddai, og at det altsaa var forgæves at opfordre den mere, thi de havde fast besluttet sig til hellere at dø paa Stedet end at overgive Staden.

Saaledes syntes Sagen at staa paa samme Punkt, som da de først kom, og Menneskesjæl at være udenfor baade Rækkevidde og Høre, vidde. Men Høvedsmændene, som vidste, hvad deres Herre kunde gøre, lod ikke Modet falde; derfor sendte de den endnu en Opfordring, som var haardere og skarpere end de forrige; men jo flere Budskab de fik om at forsone sig med Shaddai, jo mere vendte de sig bort fra ham. „Ligesom de kaldte dem, saa gik de bort fra dem — "ja, det uagtet de kaldte dem til den Højeste (Hos 11.2,7)".

Derfor opgav Høvedsmændene aldeles at forhandle mere med dem paa denne Maade og begyndte at udtænke noget andet; de kom derfor sammen for at overlægge med hverandre hvad de skulde gøre for at vinde Staden og forløse den fra Diabolus Tyranni. Den ene ansaa denne, den anden hin Maade for den bedste. Tilsidst stod den ædle Høvedsmand Overbevisning frem og sagde: „Brødre! min Mening er, at vi uafbrudt lader vore Slynger være i Bevægelse mod Byen, og at vi holder Indbyggerne i stadig Uro, foruroligende dem Dag og Nat. Ved at gøre dette vil vi forhindre, at deres Trods tiltager ; thi en Løve tæmmes ved bestandig at blive foruroliget. Ligesaa maa vi, efter min Mening, alle som en drage op til vor Herre Shaddai med et Bønskrift, hvori vi, efter at have vist vor Konge Stadens Tilstand og Stillingen her og efter at have bedet om Tilgivelse for at vi ikke har haft bedre Held med os, alvorIig maa anholde hos Hans Majestæt om Hjælp og om, at han vil behage og hidsende en større Magt under en tapper og vel øvet Generals Anførsel, for at hans Majestæt ikke skal tabe Fordelen af en saa god Begyndelse, men fuldføre Staden Menneskesjæls Undertvingelse."

I dette den ædle Høvedsmand Overbevisnings Forslag samtykkede de alle enstemmig og besluttede uden Ophold at forfatte et Skrift og oversende samme ved en`dertil skikket Mand til Shaddai. Indholdet var som følger:

„Allernaadigste og herligste Konge, Herre over den bedste Verden og Bygmester af Staden Menneskesjæl! Vi har, højmægtige Herre, efter Din Befaling sat vort Liv i Fare og begyndt en Krig imod Menneskesjæl.

Saa snart vi kom til Staden, tilbød vi først efter Din Befaling Indvaanerne Fred. Men, o store Konge ! de har ringeagtet (Matth 22.5) vort Raad og ikke agtet vor Dadel (Ordsp 1, Zach 7.11-12), de har holdt deres Porte tillukkede og forment os Adgang til Staden. De gjorde deres Kanoner færdige, og de har anfaldet os efter yderste Evne samt tilføjet os al den Skade, de har kunnet; men vi har foruroliget dem. med den ene Allarm efter den anden og gjort Mod dem, som de gjorde mod os; vi har ogsaa allerede udrettet noget imod Staden. Diabolus, Vantro og Vilje er vore første Modstandere; nu ligger vi i Vinterkvarter, dog satsledes, at vi plager og ængster Staden i høj Grad. Engang troede vi, at vi havde idetmindste en oprigtig Ven i Staden, en saadan som kunde have hjulpet os til at faa Folket til at overgive sig, Men der var ingen, de var alle Tiender; og heller ikke var der nogen, som vilde tale et eneste Ord for vor Herre i Staden. Saaledes fremturer Menneskesjæl fremdeles i sin Oprørskhed imod Dig, endskønt vi har gjort alt, hvad vi har kunnet.

Nu, Konge over alle Konger, lad det behage Dig at tilgive Dine Tjenere, som har haft saa daarligt Held med sig i dette saa ønskelige Arbejde : at besejre Menneskesjæl. Vi ansøger derhos om, at en større Magt maa blive udsendt imod Menneskesjæl, for at den kan blive overvundet ; og send tillige en Anfører, at Staden baade kan elske og frygte Dig.

Vi siger ikke dette, fordi vi gerne vil unddrage os denne Krig; men for at Staden kan blive indtagen for Dig. Vi beder Dig ogsaa, o Konge, om, at Du snart vil faa denne Sag ordnet, for at vi efter Menneskesjæls Erobring kan blive brugt i Din Majestæts videre naadige Tjeneste. Amen."

Da nu dette Bønskrift var forfattet, blev den gode Hr. Kærlighed-til-Menneskesjæl straks afsendt til Kongen ned det. Da dette Bønskrift kom til Kongens Palads, hvem skulde det da blive overleveret til uden til Kongens Søn? Han tog det og læste det igennem, og da Indholdet behagede ham meget vel, forbedrede han dette Skrift her og der og føjede noget til ; og efter at han med egen Haand havde gjort de Forandringer og Tilføjelser, som han troede vilde være passende, bragte han Skriftet til Kongen, og da han underdanigst havde overleveret det, antog han en vis Myndighed og talte for det.

Da Kongen saa dette Bønskrift, blev han Meget glad, og det saa meget mere, som det blev anbefalet af hans egen Søn. Det behagede ham særdeles vel, at Høvedsmændene, som havde lejret sig omkring Staden, var saa nidkære i deres Gærning og tillige saa bestandige i deres Beslutning, og at de allerede havde vundet noget over den berømte Stad Menneskesjæl.

Kongen lod derfor sin Søn Immanuel kalde til sig, og da han kom, sagde han: „Her er jeg, min Fader!" "Du kender," sagde Kongen, "saavelsom jeg, Menneskesjæls Tilstand, og ved, hvad vi har besluttet, samt hvad vi har gjort for at frelse den.

„Kom; derfor min Søn, og bered Dig selv til Striden; thi Du. skal begive Dig til min Lejr foran Menneskesjæl. Du skal ogsaa have Fremgang, Overhaand, og overvinde Staden." Hertil svarede Sønnen: „Din Lov er i mit Hjerte, og jeg har Lyst til at gøre Din Vilje (Hebr 10.7). Denne er den Dag, som jeg længtes efter, og dette er det Værk, som jeg saa længe har ventet paa, giv mig derfor saadan Magt, som Du efter Din Visdom mener at være nødvendig for mig, saa vil jeg gaa hen for at forløse Din fortabte Stad Menneskesjæl fra Diabolus og hans Magt. Mit Hjerte har ofte følt Smærte over den elendige Menneskesjæl; men nu fryder og glæder det sig." Da han havde sagt dette, sprang han med Glæde over Bjergene og sagde: „Jeg har i mit Hjerte ikke holdt noget for dyrebart for Menneskesjæl. Hævnens Dag er i mit Hjerte for dig, o Menneskesjæl, jeg er glad over, at Du, min Fader, har gjort mig til Din Saliggørelses Fyrste (Heb 2.10) og jeg vil nu begynde at plage alle dem, som har været en Plage for min Stad Menneskesjæl, og jeg vil frelse den fra deres Haand.

Da Kongens Søn havde talt saaledes til sin Fader, blev det i samme Øjeblik bekendt ved hele Hoffet, ja man talte ikke om andet end det, Immanuel nu skulde gøre for den berømte Stad Menneskesjæl; men det kan ikke beskrives, hvor indtaget Hoffolket ogsaa blev af dette Prinsens Forehavende; ja de (blev saa rørte herover og over Krigens Retfærdighed, at Rigets højeste Herrer og Adelsmænd ansøgte om at faa Tjeneste under Immanuel for at drage afsted med ham og hjælpe til at tilbageerobre for Shaddai den ulykkelige Stad Menneskesjæl.

Det blev da besluttet, at nogle skulde rejse forud for at forkynde i Lejren, at Immanuel vilde komme for at bemægtige sig Menneskesjæl, og at han vilde bringe med sig en, saa mægtig og uovervindelig Krigshær, at ingen skulde kunne gøre ham nogen Modstand. Og o ! hvor beredte var ikke de store ved Hoffet til at rejse forud som Sendebud for at bringe denne Tidende til Lejren, som nu laa foran Mmneskesjæl.

Da Høvedsmændene fik at høre, at Kongen vilde sende sin Søn Immanuel, og at denne selv med Glæde paatog slig dette Hverv for sin Fader, den store Shaddai, saa raabte ogsaa disse saa højt af Glæde, at Jorden skjalv ved denne Lyd. Ja Bjergene svarede dem med Genlyd, og Diabolus selv rystede og bævede derved; thi, I maa vide, at skønt alt dette ikke gjorde noget Indtryk paa Staden Menneskesjæl, som om dette slet ikke angik dem, (thi de var desværre blevet saa sørgeligt bedragne; de levede nu kun for Fornøjelser og Glæder), saa var dog Diabolus, deres Regent, meget forskrækket derover; thi han havde stedse paa alle Steder sine Spioner ude, som bragte ham Tidender om alle Ting, og disse fortalte ham, hvad der ved Hoffet blev foretaget mod, ham, og at Immanuel ganske sikkert inden kort Tid vilde komme med en stor Magt og angribe ham. Der var heller intet Menneske ved det hele Hof, ej heller i det ganske Kongerige nogen Standsperson, som Diabolus frygtede saa meget som denne Prins; thi, hvis I husker det, saa har jeg før omtalt, at Diabolus allerede havde faaet at føle, hvor tung hans Haand var, saa det, at han skulde komme, gjorde ham endnu mere bange.

Jeg har nu berettet eder, at Kongens Søn havde forpligtet sig til at forlade Hoffet for at frelse Menneskesjæl, og at hans Fader havde sat ham til at være Armeens Øverstkommanderende.

Da nu derfor Tiden kom, gjorde han sig færdig til Felttoget og tog fem brave Høvedsmænd med deres Skarer med sig.

Den første var den berømte og tappre Høvedsmand Troen, der førte en rød Fane, som blev baaret af Hr. Løfte, og hans Vaabenmærke var det hellige Lam samt et gyldent Skjold (Joh. 1, 29. Eph. 6, 16) ; ti Tusinde fulgte ham.

Den anden var den berømte Høvedsmand Godt-Haab, som førte en blaa Fane, og hvis Fændrik var Hr. Forventning; i sit Skjold havde han tre gyldne Ankere; han havde ogsaa ti Tusinde Mand med sig (Hebr. 6, 19).

Den tredje var den berømte Høvedsmand Kærlighed; hans Fændrik var Hr. Barmhjertighed, som førte en grøn Fane; i sit Skjold havde han tre nøgne fader- og moderløse Børn, der kærlig omfavnede hverandre; han havde ogsaa ti Tusinde Mand med sig (1. Kor. 13).

Den fjerde var den tappre Anfører Høvedsmand Uskyldig; hans Fændrik var Hr. Blidhed, der førte en hvid Fane og i Skjoldet tre gyldne Duer (1. Kor. 13).

Den femte var den i Sandhed tro og meget elskelige Høvedsmand Hr. Taalmodig, og han havde en sort Fane og i Skjoldet et gyldent Hjerte med tre Pile igennem (Et fromt Hjerte, som saares af Satan, Synden og Verden).

Disse var Immanuels Høvedsmænd, deres Fændriker, deres Faner og Vaaben, og disse de Mænd, over hvilke de havde at befale. Og saaledes drog den kække Prins mod Staden Menneskesjæl. Høvedsmand Troen havde Fortroppen; Høvedsmand Taalmodighed førte