Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

76-85

bragte han Fredens Ord og sagde, at Høvedsmændene, Shaddais ypperste Mænd, ynkedes over dem og beklagede den elendige Tilstand, som den ulykkelige Stad Menneskesjæl befandt sig i, og at den selv forhindrede sin Forløsning. Han sagde ogsaa, at Høvedsmændene havde befalet ham at sige, at om den elendige Menneskesjæl vilde ydmyge sig og omvende sig fra sit forrige Oprør og aabenbare Forræderi, saa skulde den faa Forladelse for alt dette af sin barmhjertige Konge, ja det skulde endog straks blive glemt. Og efter han havde advaret den, at den ikke selv skulde staa i Vejen, ej heller ved Uagtsomhed fordærve sig selv, vendte han om til Lejren. Den anden Gang talte han noget haardere til den; thi efter at han havde blæst i Basunen, sagde han, at dens vedblivende Oprørskhed alt mere og mere forbitrede og ophidsede Høvedsmændene, og saavidt dem angik, var de til Sinds at bemægtige sig Staden eller selv gaa tilgrunde under dens Mure. Den tredie Gang, han drog derhen, talte han endnu skarpere og sagde, at eftersom den var blevet saameget mere ugudelig, vidste han ikke, om Høvedsmændene var tilbøjelige til Barmhjertighed eller til Dom; „thi,` sagde han, „de har blot befalet mig at begære af eder, at I skal overgive eder og oplade Portene ; ` og dermed vendte han sig og drog tilbage til Lejren.

Disse tre Opfordringer, især de to sidste, satte Staden i saadan Bestyrtelse, at man fandt det for raadeligt, at Hr. Vilje skulde begive sig til Øreporten for der at underhandle med Høvedsmændene i Lejren om et Forlig. Da han nu blæste til Lyd fra Voldene, kom Høvedsmændene i fuld Rustning med ti Tusinde Mand, som fulgte dem i Hælene. Stadens Indvaanere sagde, at de havde hørt og vel overvejet deres Opfordring, at de gerne vilde indgaa paa Forlig med Kong Shaddai, paa saadanne Vilkaar, Artikler og Betingelser, som de paa deres Fyrstes Befaling vilde fremsætte. De vilde nemlig samtykke i at være et Folk med dem paa efternævnte Grundlag :

1. At følgende Herrer iblandt dem, nemlig den nærværende Borgermester og Hr. Forglemmer-det-Gode samt den tapre Hr. Vilje maatte ogsaa under Shaddai vedblive at være Guvernører over Staden samt over Slottet og Portene.

2. At ingen af den store Kæmpe Diabolus Tjenere skulde af Shaddai uddrives af de Huse, Gaarde og Forrettigheder, som, de hidindtil havde besiddet i den berømte Stad Menneskesjæl.

3. At Stadens Borgere maatte forundes visse Privilegier og Forrettigheder nemlig saadanne, som de tilforn havde haft, og som de i saa lang Tid havde besiddet under deres nuværende Konge Diabolus Regering, der saa længe havde været deres Herre og store Beskærmer.

4. At ingen nye Love, Embedsmænd eller Betjente skulde have nogen Magt over dem uden med deres eget Samtykke og Tilladelse.

„Dette," sagde de, „er vore Forslag og Fredsbetingelser, og paa disse vil vi underkaste os eders Konge."

Men da Høvedsmændene hørte dette slette og usle Tilbud af Menneskesjæls Indvaanere, og da de gjorde disse store og dristige Fordringer, tiltalte den ædle Høvedsmand Boanerges dem saaledes: „O I Indvaanere i Staden Menneskesjæl! da jeg først hørte Lyden af eders Trompeter, og I sagde, at I vilde indlade eder i Underhandlinger med os, kan jeg med Sandhed sige, at jeg glædede mig meget, og da I sagde, at I var villige til at underkaste eder vor Herre og Konge glædede jeg mig saa meget mere; men da I ved eders taabelige Tale og daarlige Forslag bereder eder selv Undergang, er min Glæde vendt til Bedrøvelse og mine Forhaabninger om eders Omvendelse forvandles til Sorg og Frygt. Jeg antager, at Hr. Uro, Menneskesjæls gamle Fjende, har opsat de Forslag, som I nylig har fremsat som Fredsbetingelser. Men de fortjente ikke at høres af nogen, som giver sig ud for at tjene Shaddai (2 Tim 2.19); derfor forkaster vi alle disse Forslag med den største Harme som en Uretfærdighed. Men vil I, o Menneskesjæls Indvaanere, overgive eder i vor eller vor Konges Haand og lade ham tilstaa eder saadanne Vilkaar, som synes gode i hans øjne — og jeg tør forsikre eder, at de skal blive gode — saa vil vi slutte Fred med eder. Men dersom I ikke vil betro eder i vor Konge Shaddais Haand, saa er Sagerne i samme Tilstand som tilforn, og vi ved da, hvad vi har at gøre."

Dernæst raabte den gamle Borgermester Vantro: „Ej ! hvem er saa daarlig, at han vil nedlægge sine Vaaben, naar han endnu ikke er i sine Fjenders Vold, hvad vi endnu ikke er, og overgive sig til dem, som han ikke kender. Hvad mig angaar, vil jeg aldrig samtykke i saa ubestemte Betingelser. Kender vi eders Konges Karakter og Handlemaade? Nogle siger, at han vredes paa sine Undersaatter, naar de blot viger et Haarsbred fra hans Vej, og andre siger, at han fordrer mere af dem, end de kan opfylde; altsaa synes jeg, o Menneskesjæls Indvaanere, at det vil være klogt af eder, at I nøje overvejer, hvad I vil gøre i denne Sag; thi om I engang giver efter, saa overgiver I eder selv til en anden, og altsaa er I ikke mere eders egne. Derfor er det den største Daarlighed af Verden, at I overgiver eder til en saadan Enevoldsmagt; thi om I siden skulde fortryde det, kan I ikke mere med Rette klage derover. Kan I vel vide, naar I engang er blevne hans, hvem af eder han vil dræbe, og hvem han vil skænke Livet, og om han ikke vil gøre det af med enhver af os og sende fra sit eget Land et nyt Folk, som han vil lade bo i denne Stad?"

Denne Borgmesterens Tale ødelagde alt og omstyrtede ethvert Haab om Forlig. Derfor vendte Høvedsmændene igen tilbage fil deres Konge.

Diabolus havde ventet paa hans Tilbagekomst ; thi han havde hørt, at de var i Færd med at indlade sig i Fredsunderhandlinger, saa at han, saasnart han kom ind i Audienssalen, hilsede ham med disse Ord: „Velkommen, min Herre ! hvorledes er Sagerne forløbne idag mellem eder?" Hr. Vantro fortalte ham den hele Sag med et dybt Buk, sigende, saaledes sagde Shaddais Høvedsmænd, og saadan svarede jeg. Da Diabolus hørte dette, blev han ganske glad og sagde: „Min Hr. Borgmester, min trofaste Vantro, jeg - har mere end ti Gange stillet Deres Troskab paa Prøve, men jeg har aldrig befundet Dem at være falsk; jeg forsikrer Dem, om vi overvinder dette Stød, da vil jeg befordre Dem til en Ærespost og Embede, som skal være meget bedre end at være Borgmester i Menneskesjæl. Jeg vil gøre Dem til min højre Haand, og De skal næst efter mig have alle Folk under Deres Befaling; ja De skal belægge dem med saadanne Baand, at de aldrig skal kunne modstaa Dem, og ingen af vore Undersaatter skal vandre i Frihed, uden de, som er fornøjede med at gaa i Deres Baand og Lænker."

Herpaa gik Borgmesteren ud fra Diabolus saa fornøjet, som om han virkelig havde opnaaet en stor Gunst hos ham, og gik saaledes ganske hovmodig til sit Hus i den Tanke, at fornøje sig i Haabet, indtil Tiden kom, da hans Højhed skulde blive større.

Men skønt Borgmesteren og Diabolus kom meget vel overens med hinanden, saa bragte dog de andre tapre Høvedsmænd, som var forstødte, Menneskesjæl til Oprør; thi da den gamle Vantro var gaaet op paa Slottet, for at ønske sin Herre til Lykke med det forefaldne, kaldte Hr. Forstand, som havde været Borgmester, førend Diabolus indtog Staden, tilligemed. Hr. Registrator Samvittighed nogle af Stadens Indvaanere sammen. Disse to Herrer, som man ej havde tilladt at være til Stede ved Underhandlingerne, for at de ikke skulde sætte sig op mod Diabolus Høvedsmænd, havde nemlig faaet Underretning om alt, hvad der var sket ved Øreporten, og de tog sig dette meget nær. De sammenkaldte da, som sagt, Indvaanerne og forestillede dem Billigheden af Shaddais Høvedsmænds Forlangende, samt hvilken Ulykke, der vilde følge paa, om de adlød den gamle Vantros Tale. De beviste ogsaa, hvor liden Ærbødighed de havde vist imod Shaddais Høvedsmænd og deres Konge, og hvor god Grund denne havde til at beskylde dem for Forræderi og Utroskab; „thi hvad kunde Kongen gøre mindre," sagde de, „imod Diabolus Høvedsmænd og eders forvendte Tale, end at han erklærede, at han ikke vilde indgaa paa eders Forslag, men at han vilde bringe os til Underkastelse? Han forestillede eder ogsaa ved Boanerges, hvorledes det vilde gaa eder, om I ikke vilde slutte Fred med ham. Desuden lod han os jo ogsaa i Forvejen vide, at han vilde bevise os Naade."

Nu begyndte Mængden, der havde faaet Øjnene op for det onde, som den gamle Vantro havde begaaet, at samles paa alle Gader og Hjørner, først knurrede de indbyrdes i Stilhed, og siden talte de offentlig, ja de løb op og ned raabte : „O, I tappre Shaddais Høvedsmænd, det var at ønske, at vi maatte leve under eder og eders Konge Shaddais Regering." Da nu Borgmesteren fik Kundskab om, at Menneskesjæl var saa oprørsk, kom han ned for at stille Folket tilfreds og dæmpe deres Hidsighed ved sin høje Nærværelse. Men da de saa ham, løb de ind paa ham og havde utvivlsomt tilføjet ham Skade, om han ikke var flygtet ind i et Hus. Ikke destomindre anfaldt de Huset for at nedrive det over hans Hoved; men det var for stærkt, saa det ikke lod sig gøre. Han fattede herover Mod og gik hen til et Vindue, hvorfra han tiltalte Folket saaledes:

„Mine Herrer," sagde han, „hvad er Aarsagen til, at her er saadant Oprør og Voldsomhed?" Hr. Forstand svarede: „Aarsagen er den, at De og Deres Mester ikke har forholdt eder vel imod Shaddais Høvedsmænd; thi I er skyldige i:

Først, at I ikke har villet lade Hr. Samvittighed ej heller mig høre, hvad I har talt.

For det andet, at I har fremsat saadanne Fredsbetingelser for Høvedsmændene, som de paa ingen Maade kunde indgaa paa, uden saa var, at de havde villet tillade, at Shaddai alene af Navn skulde være Konge, og at Menneskesjæl imidlertid skulde have Lov til at leve for ham i al Ondskab og Forfængelighed, saa at følgelig Diabolus i Virkeligheden var Konge.

For det tredie, at I, efterat Høvedsmændene havde forestillet os, paa hvilken Betingelse de vilde tage os til Naade, har gjort alt saadant til intet ved eders utidige og ugudelige Ord."

Da Vantro hørte dette, raabte han højt og sagde: „Forræderi! Forræderi! griber til Gevær alle I, som er Diabolus oprigtige Venner i Menneskesjæl !" Hr. Forstand svarede herpaa: „Herre, De maa udlægge mine Ord, som det behager Dem, saa forsikrer jeg dog, at en saa stor Herres Høvedsmænd fortjener at blive noget bedre behandlede af Dem."

Vantro svarede: „Dette er kun lidet bedre; men hvad jeg har talt, min Herre, det har jeg talt for min Fyrste, for hans Regering og for at berolige Folket, som I har gjort oprørsk imod os ved eders ulovlige Optræden."

Herpaa svarede den gamle Registrator Samvittighed: „Herre, De har ikke fornødent at forringe og laste det, som Hr. Forstand har sagt; thi det er øjensynligt nok, at han har sagt Sandhed, og at De er Menneskesjæls Fjende. Lad Dem derfor overbevise om Ondskaben af Deres frække og formastelige Tale, og om den Bedrøvelse, som De har foraarsaget Shaddais Høvedsmænd, ja om den Skade, som De derved har tilføjet Menneskesjæl. Havde De antaget Forslagene, saa var nu Trompetens Lyd og Krigstummelen forstummet; men nu høres denne forfærdelige Lyd endnu, og Mangel paa Visdom i Deres Tale har været Aarsag dertil." Vantro svarede : „Herre, saa sandt jeg lever, vil jeg bringe denne Deres Tale til Diabolus og da skal De faa Svar derpaa. Imidlertid vil vi søge Stadens bedste og aldeles ikke spørge Dem tilraads."

„Min Herre," sagde Hr. Forstand, „saavel De som Deres Fyrste er begge fremmede i Menneskesjæl og ikke indfødte, og hvem kan vide, om I ikke, naar I faar bragt os i endnu større Knibe, og I selv ikke har anden Udvej end Flugt, vil lade os i Stikken og sørge for eders egen Sikkerhed eller sætte Ild paa Staden for at flygte, dækkede af Røgen eller ved Skinnet af Ildebranden, og efterlade os mellem Ruinerne ?

„De forglemmer, min Herre," svarede Vantro, "at De staar under en Regent, og at De bør opføre Dem som en Undersaat, og De, maa vide, at naar Kongen, min Herre, faar at høre, hvad der idag er sket, vil han yde Dem liden Tak for Deres Møje."

Medens disse Herrer saaledes skændtes med hinanden, kom Hr. Vilje, Hr. Fordom og den gamle Uro tilligemed adskillige nyudvalgte Oldermænd og Borgere ned fra Muren og Stadens Porte og spurgte om Aarsagen til denne Larm og Tumult. Herpaa begyndte de begge at fortælle i Munden paa hinanden, saa det var umuligt at forstaa eller høre, hvad der blev sagt. Disse fik da Befaling til at tie, og den gamle Ræv Vantro begyndte at tale saaledes : „Mine Herrer ! her er en Hob urolige Hoveder, som paa Grund af deres Ondskab og, som jeg befrygter, efter Hr. Misfornøjets Raad, har sammenrottet sig imod mig, ligesom de ogsaa af al Magt har bestræbt sig for at bringe Staden til Oprør imod vor Fyrste." Alle Diabolister, som var nærværende, stod op og bevidnede, at disse Ting forholdt sig saaledes.

Da nu de, som holdt med Hr. Forstand og Hr. Samvittighed, mærkede, at disse stod i Fare, fordi den største Magt var hos det andet Parti, traadte de til for at hjælpe og understøtte dem, og saaledes blev paa begge Sider en stor Hob forsamlet. De, som var paa Hr. Vantros Side, vilde, at de to gamle Herrer skulde kastes i Fængslet, men de, som var paa den anden Side, sagde Nej dertil. Derpaa begyndte begge Partier at rose sine. Diabolisterne priste Hr. Vantro, Forglemmer-det-Gode, de nye Oldermænd og deres store Diabolus. Det andet Parti priste Shaddai meget højt, hans Love, Høvedsmændene og deres Barmhjertighed og roste deres Vilkaar og Veje.

Saaledes blev de ved at tvistes en Stund. Tilsidst gik det fra Ord til Slagsmaal, og der faldt Hug paa begge Sider. Den gode gamle Adelsmand, Hr. Samvittighed, blev to Gange slaaet til Jorden af en Diabolist ved Navn Hr. Døvgørelse, og Hr. Forstand var ogsaa nær bleven skudt med et Gevær; men den, som affyrede det, tog ikke godt Sigte. Derimod gik det ej heller af uden Skade paa den anden Side. Der var en Diabolist ved Navn Brushoved, som fik sin Hjerne slaget ind af Hr. Viljes Tjener Hr. Sind, og jeg maatte le, da jeg saa, hvorledes den gamle Hr. Fordom blev sparket og væltet omkring i Sølet, og skønt han for en Tid siden var bleven Høvedsmand for et Kompagni Diabolister til Stadens Skade, havde de dog nu faaet ham under Fødderne ; og nogle, som var af Hr. Forstands Parti, havde hamret dygtig løs paa hans Hoved. Hr. Noget spillede ogsaa en vigtig Rolle i dette Klammeri; men begge Partier var imod ham, da han ikke fuldt tilhørte nogen af dem. De havde for hans Uforskammetheds Skyld knækket et af hans Ben, og den, som gjorde dette, ønskede, at det Havde været hans Hals. Endnu mere Skade skete paa begge Sider, men hvad der er anført, kan ikke stiltiende forbigaaes. Man maatte forundre sig over, hvor upartisk Hr. Vilje viste sig; han syntes ikke at holde mere med den ene end den anden; dog bemærkedes det, at han lo ved sig selv, da han saa, hvorledes den gamle Hr. Fordom blev væltet omkring i Sølet. Og han syntes ogsaa at tage liden Notits af Hr. Høvedsmand Noget, da denne kom hinkende hen til ham.