Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

66-75

Høvedsmænd holdt, vægrede Menneskesjæl sig ved at høre; alligevel slog Lyden deraf mod Øreporten, dog var den ikke stærk nok til at bryde den op. Tilslut begærede Staden Tid for at faa et Svar i Stand paa denne Opfordring. Høvedsmændene svarede, at dersom de vilde bringe en Mand, ved Navn Uro, som opholdt sig i Staden, ud til dem, for at de kunde lønne ham for hans Gerninger, saa vilde de give Staden Tid til at betænke sig; men dersom de ikke vilde kaste ham ud over Muren, saa vilde dette ikke indrømmes dem; „thi vi ved", sagde de, „at saalænge Uro drager Aande i Menneskesjæl, bliver alle gode Tanker forhindrede, og der kommer blot Ulykke deraf."

Da Diabolus, som var nærværende, nødig vilde miste sin Uro, fordi han var hans Talsmand, besluttede han i dette Øjeblik selv at give dem Svar, men gav, idet han ombestemte sig, Borgmesteren, Hr. Vantro, Befaling til at svare, idet han sagde til ham: „Min Herre, giv disse et Svar og tal højt, saa at Menneskesjæl kan høre og forstaa Dem."

Paa Diabolus Befaling begyndte altsaa Vantro at tale og sagde: „Mine Herrer, I har til vor Fyrstes Bekymring og Staden Menneskesjæls Besvær slaaet Lejr om denne Stad; men vi vil ikke vide, hvorfra I kommer, og hvad I foregiver at være, vil vi ikke tro. I siger vel med forskrækkelige Ord, at I hertil har Fuldmagt fra Shaddai, men med hvilken Ret, han gør det, derom giver I os ingen Besked."

„I har ogsaa ifølge denne omtalte Fuldmagt opfordret Staden til at forlade sin Herre og at overgive sig til eders Konge Shaddai, for at blive beskærmet af ham, og har med hykkelske Ord tilkendegivet, at dersom den vil gøre det, vil han forlade den dens forrige Forseelser og ikke lade den undgælde derfor. Fremdeles har I ogsaa, for at forskrække Staden, truet Indvaanerne med en stor og forskrækkelig Ødelæggelse, om de ikke vil indgaa paa alt, hvad I forlanger.

Nu I Høvedsmænd, hvorfra I end kommer, og om eders Forehavende er aldrig saa retfærdig, saa skal I dog vide, at hverken min Herre Diabolus eller jeg, hans Tjener Vantro, ej heller vor tapre Stad Menneskesjæl bryder sig det mindste om eder, eders Budskab eller eders Konge, som I siger har sendt eder. Vi frygter ikke hans Magt, Storhed eller hans Hævn. - Vi vil ikke efterkomme eders Opfordring."

„Hvad denne Krig angaar, hvormed I truer os, saa maa vi værge og forsvare os saa godt vi kan, og I maa vide, at vi ikke er uden Midler til at byde eder Trods, og for at fatte mig i Korthed, thi jeg vil ikke være trættende, siger jeg, at vi anser eder for en Hob Landstrygere og Oprørere, der har opsagt sin Konge al Lydighed og har rottet sig sammen, som Oprørere plejer at gøre, og løber om fra Sted til Sted for at se om I paa den ene Side ved smigrende Ord, i Brugen af hvilke I har særdeles Dygtighed, og paa den anden Side ved Skræk og Trusler kunde formaa en eller anden taabelig Stad til at overgive sig til eder, men Menneskesjæl hører ikke til dem. Tilslut dette: vi forskrækkes ikke for eder og frygter eder slet ikke, vi vil heller ikke gøre, hvad I fordrer. Vi vil holde vore Porte vel tillukkede og holde eder ude. Vi vil heller ikke lade eder blive længe hvor I nu er ; ° vort Folk maa leve i Ro, og eders blotte Nærværelse gør dem Forføjer eder derfor bort herfra med Pik og Pak, ellers vil vi give Fyr paa eder fra Voldene." (Luk 11.21)

Denne den gamle Vantros Tale blev efterfulgt af den fortvivlede Hr. Viljes Ord, der lød omtrent saaledes: „Mine Herrer ! vi har hørt eders Fordringer og Larmen af eders Trusler, og vi har ogsaa bemærket os eders Opfordring, men vi frygter slet ikke eders Magt og bryder os intet om eders Trusler ; og vi vil forblive saaledes, som I har fundet os. Og vi befaler eder, at I inden tre Dage har fjernet eder fra disse Kanter, ellers vil I komme til at erfare, hvad det er at vække Løven Diabolus, naar han slumrer i sin Stad Menneskesjæl."

Registrator Forglemmer-det-Gode lagde endnu dette til:

„Velædle Mænd! Vi har, som I har hørt, besvaret med venlig og høflig Tale eders haarde og onde Ord, desuden har I faaet Tilladelse til at drage bort med Fred, hvorhen I vil. Vi havde vel kunnet anfalde eder med Magt og ladet eder føle vore skarpe Sværd; men da vi selv elsker Fred og Rolighed, saa vil vi. ikke tilføje andre nogen Skade eller Besvær; derfor tager imod denne vor Venlighed og rejser eders Vej."

Herover raabte Stadens Indvaanere af Glæde, som om de ved Diabolus og hans Følge havde vundet en stor Fordel over Høvedsmændene. De ringede med Klokkerne, jublede af Glæde, ja dansede paa Murene.

Diabolus begav sig derpaa til Slottet, og Borgmesteren og Registratoren gik hver til sit, men Hr. Vilje drog Omsorg for, at Portene blev forsynede med dobbelt Vagt og dobbelte Laase, og at navnlig Øreporten blev bedre bevogtet; thi det var denne Port, hvorigennem Kongens Magt allermest søgte at trænge ind. Hr. Vilje ansatte ogsaa Hr. Fordom, en gammel arrig og ond Fyr, til Høvedsmand over Vagten ved denne Port og gav ham Kommando over tredsindstyve Mand, som kaldtes det døve Kompagni, og som var meget vel skikket for hans Tjeneste, eftersom de hverken agtede paa Høvedsmændenes eller Soldaternes Ord.

Efter at Shaddais Høvedsmænd havde faaet ovennævnte Svar fra de store og erfarede, at Stadens Indvaanere intet agtede paa deres Tale, og at Menneskesjæl havde besluttet sig til at bryde Kongens Armee Spidsen, saa beredte de sig til at tage imod dem og at lade det komme an paa en Styrkeprøve. Derpaa satte de med mere Kraft an mod Øreporten; thi de vidste vel, at om de ikke der kunde trænge sig ind, vilde de intet udrette imod Staden. Da dette var sket, stillede de deres Undergivne hver paa sin Post og tog dette, til Løsen : „I maa fødes paany." Derpaa blæste de i Trompeterne, hvilket de, som var i Staden, besvarede med Frydeskrig mod Frydeskrig, Trusel mod Trusel, og saaledes begyndte Striden. I Staden havde man paa Taarnet over Øreporten anbragt to store Kanoner, den ene hed Hovmod og den anden Haardnakket. Paa disse tvende Vaaben forlod de sig meget. De var støbte paa Slottet af Diabolus Kanonstøber, som hed Hr. Opblæst, og det var meget farlige Vaaben; men Høvedsmændene blev, da de saa dem, saa agtpaagivende og aarvaagne, at endskønt Kuglerne undertiden hvinede dem om Ørene, blev de dog ikke saarede. Indvaanerne tvivlede imidlertid ikke om, at Shaddais Lejr jo blev meget beskadiget deraf, og at Stadens Porte derved blev sikrede; men af disse Kanoners Virkning havde de dog ikke saa meget at rose sig, hvilket kan ses af det følgende. Desuden havde de endnu andre smaa Kanoner i Menneskesjæl, som de betjente sig af imod Shaddais Lejr.

Alligevel gik de, som var i Lejren, meget tappert løs paa Staden og Øreporten, saa at man i Sandhed kunde kalde det et mandigt Anfald; thi de saa vel, at om de ikke kunde opbryde Øreporten, vilde det være ganske forgæves at bestorme Murene og Voldene. Kongens Høvedsmænd havde adskillige Slynger og to eller tre Brækjern, som, de havde bragt med sig. Med disse Slynger traf de Husene og ramte Folkene i Staden, og med Brækjernene (Ordets kraft) søgte de at opbryde Øreporten.

Imellem Lejren og Staden var allerede forefaldet adskillige Skærmydsler og skarpe Fægtninger, mendens Høvedsmændene med deres Krigsredskaber søgte at omstyrte eller nedbryde det Taarn, som laa midt over Øreporten, for ad den Vej at komme ind i Staden, Menneskesjæl udholdt kækt alle deres Anfald ved Diabolus Raseri, Hr. Viljes Tapperhed og de af Borgmester Vantro, Hr. Forglemmer-det-Gode, og Registratoren trufne Foranstaltninger, saa at alle dette Felttogs Omkostninger paa Kongens Side næsten syntes at være bortkastede og Fordelen at blive paa Menneskesjæls Side. Men da Shaddais Høvedsmænd saa, hvorledes Sagerne stod, trak de sig i god Orden tilbage og gik i Vinterkvarter. Der var imidlertid i denne Krig stort Mandefald paa begge Sider, hvorom følgende kortelig kan tjene til Efterretning.

Da Shaddais Høvedsmænd drog fra Hoffet for at stride imod Menneskesjæl, mødte de paa deres Marsch gennem Landet tre unge Mænd, som ønskede at blive Soldater; de var efter det ydre at dømme modige og dygtige Mænd. Deres Navne var: Hr. Overlevering, Hr. Kødelig-Visdom og Hr. Menneske-Paafund. Disse kom altsaa til Høvedsmændene og tilbød Shaddai Tjeneste. Høvedsmændene fortalte dem om Hensigten med deres Tog og bad dem ikke at være for raske i deres Beslutning; hertil svarede disse unge Mænd, at de havde overvejet Sagen, i forvejen, og at de, da de hørte i hvilken Hensigt de var marscheret ud, just derfor havde begivet sig paa Vejen, for at lade sig hverve under deres Ekscellencer.

Da Høvedsmanden Boanerges ansaa dem for modige og kække Folk, optog han dem i sin Trop. Men da nu Striden begyndte, hændte det i en af de skarpeste Fægtninger, at et af Hr. Viljes Kompagnier gjorde et Udfald gennem Udfaldsporten eller Stadens hemmelige Port og brød ind i Hr. Boanerges Bagtrop, hvor ,disse tre Svende var; de blev da tagne tilfange og bragt ind i Staden. De havde ikke været der ret længe, førend det blev kundgjort i alle Stadens Gader, at tre fornemme Fanger af Shaddais Lejr var indbragte ved Hr. Viljes Kompagni. Denne Tidende kom ogsaa for Diabolus paa Slottet; og han lod Hr. Vilje kalde for sig, for at han selv kunde komme til Vished i Sagen. Da han kom derhen, spurgte Diabolus ham, og han svarede ham. Da lod Kæmpen ogsaa Fangerne bringe for sig, og da de var komne, spurgte han dem, hvem de var, hvorfra de kom, og hvad de havde gjort i Lejren. Og efter at de havde givet rigtig Besked om alt dette, sendte han dem igen tilbage for at forvares i Vagten. Nogle Dage derefter lod han dem igen bringe for sig og spurgte dem, om de havde Lyst til at tage Tjeneste under ham imod deres forrige Høvedsmænd. De svarede, at de levede ikke saa meget af Religionen, som af Lykkens Hændelser, og efterdi hans Højhed var saa naadig at vilde tage dem i Tjeneste, saa var de ogsaa villige til at tjene ham. Nu sendte Diabolus disse Svende til Høvedsmanden Noget, som havde meget at sige Menneskesjæl, og gav dem et Brev med under sin egen Haand om, at han skulde optage dem i sit Kompagni. Brevets Indhold var som følger: „Min kære Hr. Noget! Disse tre. Mænd, som overbringer dette Brev, begærer at tjene med i Krigen. Jeg ved ikke at stille dem under nogen andens eller bedres Opsyn end deres. Antag dem derfor i mit Navn og brug dem, som Omstændighederne kræver, imod Shaddai og hans Folk! Farvel." Da de nu kom til ham, blev de antagne og to af dem gjorte til Sergenter, men Menneske-Paafund gjorde han til Fændrik. Men nok herom; lad os igen komme tilbage til Lejren.

Shaddai's Lejr gjorde ogsaa adskillig Skade paa Staden; thi de bortrev Taget af den gamle Borgermester Vantros Hus, saa han blev mere aabenbar, end han før havde været. De havde ogsaa med en Slynge næsten slaaet Hr. Vilje ihjel, men han anstrængte sig til det yderste for at blive rask igen. Raadsherrerne tilføjede de dog et alvorligt Nederlag, idet de med et Skud fældede seks af dem, nemlig: hr. Sværgen, Horeri, Ondskab, Løgn, Fylderi og Bedrageri.

De gjorde ogsaa begge de Kanoner, som var anbragte paa Torvet ved Øreporten, ganske ubrugelige, idet de sænkede dem aldeles ned i Moradset. Jeg har for fortalt, at Kongens Høvedsmænd havde lagt sig i Vinterkvarter og havde der forskanset sig selv tilligemed sin Bagage, saa at de til deres Konges Fordel og Fjendens Afbræk kunde gøre jevnlig og eftertrykkelig Allarm i Staden, og dette deres Foretagende lykkedes saavel for dem, at jeg vel maa sige, at de næsten kunde udrette alt, hvad de vilde, til de belejredes Skade; thi herefter kunde Menneskesjæl ikke sove saa rolig som tilforn. Indvaanerne kunde heller ikke gaa saa fredelig hen at udøve deres Misgerninger som før; thi der blev fra Shaddais Lejr uophørlig skudt paa dem, hvilket opvakte forskrækkelig Uro, ja, der blev gjort Allarm den ene Gang efter den anden, snart ved den ene, snart ved den anden Port, undertiden ogsaa ved alle Portene paa en Gang, saa at deres forrige Fred aldeles forstyrredes.

Ja Allarm kom saa ofte paa, naar Nætterne var længst, Vejret koldest og Aarstiden mest ubelejlig, saa at Vinteren blev for Staden Menneskesjæl en rigtig Vinter; snart lød Trompeterne, snart hvirvlede Slyngerne Stene ind paa Stadens Gader; undertiden kom vel titusinde Mænd af Kongens Krigshær og omringede Staden Menneskesjæls Mure og opløftede midt om Natten et stort Krigsskrig; ofte blev en og anden i Staden skudt eller saaret, og hans ynkelige Klageraab lød til stort Besvær og Fortræd for Menneskesjæl, som nu havde saa stor Angest. Ja, den var saa ængstet af dem, som holdt den belejret og indesluttet, at jeg maa sige, Diabolus selv paa den Tid ofte blev forstyrret i sin Ro.

I disse Dage opstod der, som jeg erfarede, lidt efter lidt nye og modstridende Tanker i Sindene hos Menneskesjæls Indvaanere; nogle sagde: „Dette er ikke til at holde ud" ; andre sagde atter: „Det gaar dog vel snart over", der kom og en tredie som sagde: „Kom, lader os igen omvende os til Shaddai og saaledes gøre en Ende paa al denne Genvordighed" ; snart lagde den fjerde sin Frygt for Dagen og sagde: „Ja, jeg tvivler om, at han igen vil tage os til Naade." Den gamle Adelsmand Samvittighed, som var Registrator, da Diabolus indtog Staden Menneskesjæl, begyndte nu atter at tale offentlig og højlydt, og hans Ord var som vældige Tordenslag for Menneskesjæl. Der var nu ingen Stemme, næst Krigshærens og Høvedsmændenes Frydeskrig, som var saa forfærdelig at høre som hans Røst.

Saa begyndte det nu ogsaa at blive Dyrtid i Menneskesjæl, der kom Hungersnød, og de Ting, som de før havde Længsel efter, manglede nu (Luk 15.14), alle deres Fornøjelser var ligesom Vejret havde bortblæst dem, og der var Forbrændelse i Dejligheds Sted, ja Indvaanernes Ansigter var fulde af Rynker og saa ud som Dødens Skygger. Ak, hvor glade havde de nu ikke været, naar de blot havde haft Fred og Ro i Sindet, om de ogsaa ellers havde været i den allerynkeligste Tilstand af Verden.

Hertil kom ogsaa, at Høvedsmændene midt i den haardeste Vinter sendte Boanerges's Trompeter med Opfordring til Staden om at overgive sig til den store Kong Shaddai; de skikkede denne Trompeter en, to, ja tre Gange til Staden, da de ej vidste, om maaske Menneskesjæl en eller anden Tid turde være villig til at overgive sig, naar den blot blev opfordret dertil; ja saa vidt man kunde mærke, vilde Staden allerede have overgivet sig, om dette ikke var forhindret ved den gamle Vantros Modstand og ved Hr. Viljes ubestandige Tanker. Diabolus begyndte ogsaa at rase, og saaledes var ikke alle ens til Sinds angaaende Stadens Overgivelse, hvorfor de forblev i bestandig Angest.

Fra Kongens Armee var der, som sagt, tre Gange i denne Vinter skikket Bud til Menneskesjæl, at den skulde underkaste sig Kongen. Da Trompeteren første Gang drog derhen,