Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

5-15

Da jeg paa min Rejse kom igennem mange Egne og Lande, hændte det ogsaa, at jeg kom til det bekendte Land Jordens Kreds, et meget stort og vidtstrakt Rige, som ligger imellem de to Poler og midt imellem de fire Himmelhjørner. Dette Land er meget vandrigt, fuldt af Høje og Dale, heldigt beliggende og for største Delen — i alt Fald der hvor jeg var — overmaade frugtbart, tætbefolket og med et ypperligt Klima.

Hele Folket har ikke samme Hudfarve, taler heller ikke et og samme Sprog ; de har ikke alle de samme Skikke eller den samme Religion, men er ligesaa vidt forskellige, som Planterne selv. En Del er retsindige, andre ikke, akkurat som det er i mindre Landskaber.

I dette Land faldt det, som sagt, i min Lod at rejse ; og her blev mit Ophold saa langvarigt, at jeg lærte meget af Sproget, samt Folkets Sæder. og Skikke. Og jeg havde sandt at sige megen Fornøjelse af de mange Ting, jeg der fik baade at se og høre. Ja, jeg blev saa indtaget deraf, at jeg sikkert havde villet leve og dø der som en Indfødt (En naturlig Tilstand er behagelig for Kødet), om ikke min Herre (Kristus) havde ladet mig kalde hjem, for at jeg skulde gøre noget for ham og have Opsyn med det, som blev gjort.

I dette herlige Land, Jordens Kreds, er der en smuk og yndig Stad ved Navn Menneskesjæl (Mennesket), en Stad, der er saa kunstfærdigt bygget, og hvis Beliggenhed er saa heldig, og som har saa store Forrettigheder — jeg mener her den oprindelige Tilstand — at jeg maa sige om den, som jeg sagde om selve Landet, hvori den ligger, at der ikke findes dens Lige under hele Himmelen.

Hvad denne Stads Beliggenhed angaar, da ligger den midt imellem de to Verdener. Dens første Grundlægger og Bygmester var — saavidt jeg af de bedste og sikreste Kilder (skriften) har kunnet erfare — en Mand ved Navn Shaddai (Den almægtige Gud), der byggede den for sin egen Fornøjelse. Han gjorde den til Mønstret og Kronen for alt det, han frembragte, ja endog til et Mesterværk fremfor alt, hvad han havde gjort i dette Landet (1 Mosb 1.26). Staden Menneskesjæl skal ifølge Nogles Udsagn i Begyndelsen have været saa god og smuk, at Guderne (englene) kom ned for at se den og jublede af Glæde. Og ligesom han gjorde den smuk at se til, gjorde han den ogsaa mægtig til at herske over alt det omliggende Land. Ja, alle blev befalede at anerkende Menneskesjæl for sin Overherre, og paalagte at vise den Lydighed. Og selve Byen havde af sin Konge faaet Fuldmagt og Befaling at forlange Tjeneste af alle; og enhver, der viste sig uvillig, skulde den tvinge til Lydighed med Magt.

Midt i denne Stad var der et stort og prægtigt Palads, som paa Grund af sin Styrke kunde kaldes en Fæstning (Menneskehjertet i dets oprindelige tilstand), paa Grund af sin Ynde - Paradis og paa Grund af sin Størrelse en Plads saa omfangsrig, at den kunde rumme den hele Verden (Præd 7.11).

Dette Palads bestemte Kong Shaddai for sig selv alene ; dels for sin egen Behageligheds Skyld ; dels ogsaa fordi han ikke vilde, at Staden skulde komme til at nære nogen Frygt for Fremmede. I dette Palads lagde nu Shaddai en Garnison, men han betroede dets Forsvar til Stadens Mænd (Sjælens evner).

Murene (legemet) om denne Stad var godt byggede. ja saa faste og høje var de, at de aldrig vilde være bleven sønderbrudte, hvis ikke Stadens Borgere selv havde hjulpet til. Thi herved viste han, som havde bygget Menneskesjæ1, sin store Visdom, at han havde bygget Murene saaledes, at de aldrig kunde blive nedrevne, uden at Indvaanerne selv gav deres Samtykke dertil.

Denne herlige Stad havde fem Porte, som man maatte benytte for at komme ind og ud: og disse var ligesom Murene uindtagelige og kunde ikke aabnes eller sprænges uden deres Vilje og Tilladelse, som var indenfor. Navnene paa disse Porte var Øreporten, øjenporten, Mundporten, Næseporten og Følelsesporten.

Der var ogsaa andre Ting i Staden, som i Forbindelse med det tidligere nævnte, endnu bedre vil kunne give eder et Begreb om dens Ypperlighed og Styrke. Den havde altid en tilstrækkelig Mængde Levnedsmidler indenfor sine Mure ; den havde de bedste, gavnligste og fortræffeligste Love, som dengang endnu var bekendte i Verden. Der fandtes indenfor dens Mure ingen Kæltring, Skurk eller Forræder. De var alle paalidelige Mænd, der holdt godt sammen, hvilket vi ved er en Sag af stor Vigtighed. Til alt dette kommer, at Staden altid — saalænge den var Kong Shaddai tro — kunde staa under hans Beskyttelse og være hans Glæde.

Ved denne Tid var der en Diabolus, (djævelen) en mægtig Kæmpe, der gjorde et Anfald paa den berømte Stad Menneskesjæl for at faa den i sin Magt og gøre den til sin Bolig. Denne Kæmpe var de sortes Konge og en rasende Fyrste. Vi vil nu med eders Tilladelse først omtale denne Diabolus Oprindelse og derpaa hans Indtagen af Staden Menneskesjæl.

Diabolus er i Virkeligheden en stor og mægtig Fyrste, men alligevel baade fattig og tigge-færdig. Hvad hans Oprindelse angaar, var han først en af Kong Shaddais Tjenere, som var skabt af ham, og beklædt med den højeste og mægtigste Stilling, ja han blev forenet med en Myndighed som den fornemste blandt Kongens Undersaatter. Han blev gjort til „Morgen-rødens Søn" (Es. 14, 12) og havde en Stilling, der bragte ham megen Ære og Glans og en Indkomst som maatte have tilfredsstillet denne Lucifers Hjerte, hvis han ikke havde været saa umættelig og grisk som Helvede selv.

Uagtet han nu saa sig saaledes ophøjet til Ære og Værdighed, stræbte han dog efter en højere Stand og Stilling og overvejede med sig selv, hvorledes han skulde blive sat til Herre over alt og blive den første efter Shaddai i Magt. — Men hertil havde Kongen bestemt sin Søn, ja havde allerede forlenet ham med denne Værdighed —. Derfor overlagde han først med sig selv, hvad der var bedst at gøre, og derpaa meddelte han sine Kammerater, hvad han tænkte at gøre; og disse gik med paa hans Planer, som tilslut gik ud paa at overfalde Kongens Søn og dræbe ham, for at Arven kunde blive deres.

Dette Forræderi blev som sagt besluttet, Tiden fastsat, Løsenet givet, Oprørerne forsamlede, og Angrebet gjort. Nu kunde dette ikke undgaa Kongens og hans Søns Opmærksomhed ; thi de ser alt, hvad der foregaar. Og Kongen, der elskede sin Søn ligesaa højt som sig selv, kunde ikke andet end at blive højlig forbitret, ved hvad han saa. Hvad gør han da? Jo, han griber dem i det rette Øjeblik og ved det første Skridt, de gør for at udføre deres onde Forsæt, overbeviser han dem om deres Forræderi og det afskyelige Oprør - og Sammensværgelse, som de havde i Sinde, og som de nu var ved at gøre til Virkelighed, og støder dem bort fra sit Ansigt og sin Varetægt og fratager dem al Ære og Anseelse; og for denne deres Gerning forviser han dem fra sit Hof, binder dem med stærke Lænker og nedstyrter dem i den frygtelige Afgrund, saa de aldrig mere kommer til at modtage den mindste Velgerning af ham, men maa forblive under hans retfærdige Dom for bestandig.

Disse, som nu ikke længer stod under hans Varetægt, og som ikke kom til at nyde flere Velgerninger eller mere Ære af ham, og som altsaa vidste, at de havde mistet deres Yndest hos Kongen for bestandig — da de blev banlyste fra hans Hof og nedkastet i den forfærdelige Afgrund — disse vilde nu, kan vi være forvisset om, til deres forrige Stolthed ogsaa føje al den Ondskab og Raseri mod Shaddai og hans Søn, som de kunde. Derfor løb de som rasende om fra Sted til Sted for at se, om de kunde finde noget, som tilhørte Kongen for at ødelægge det, for paa denne Maade at hævne sig paa ham. Tilsidst kom de da ogsaa til det udstrakte Land, Jordens Kreds, og styrede nu deres Skridt lige til Byen Menneskesjæl, og da de vidste, at denne var en af Kong Shaddais herligste og kæreste Arbejder, besluttede de sig efter at have holdt en Raadslagning at gøre et Angreb paa den. De vidste, at Menneskesjæl tilhørte Shaddai, thi de var der, da han byggede og smykkede den til sin egen Glæde. Da de nu havde fundet dette Sted, udstødte de et frygteligt Glædesskrig og brølede som den paa Rov gaaende Løve og sagde : „Nu har vi fundet Skatten og ved, hvorledes vi skal hævne os paa Kong Shaddai for, hvad han har gjort mod os." Saa satte de sig ned, sammenkaldte et Krigsraad og raadslog om, paa hvilken Maade de bedst skulde komme i Besiddelse af den berømte By Menneskesjæl. Følgende fire Forslag blev da fremsatte :

1. Om, det var heldigt, at alle lod sig se foran Byen Menneskesjæl.

2. Om det vilde være heldigt at vise sig for Menneskesjæl i deres nuværende lasede Tiggerklæder.

3. Om det var heldigt at vise Menneskesjæl. hvad de havde i Sinde, og hvorfor de var komne, eller om de skulle angribe den med listige Ord og Bedrageri.

4. Om det ikke vilde være heldigt, at nogle af dem fik Befaling til, naarsomhelst Lejlighed gaves til det, at dræbe en eller flere af Byens fornemme Borgere, for om de derved lettere kunne faa deres Plan gjort til Virkelighed, nemlig at faa Byen i sin Magt.

Det første af disse Forslag blev besvaret med Nej. Man antog nemlig, at det ikke var heldigt, at de alle lod sig se for denne Stad, da den ved saa manges Ankomst let kunde blive forskrækket ; derimod var det venteligt, at dette ikke vilde ske, om nogle faa eller en enkelt vilde vise sig foran den; og for at denne Mening af alle kunde blive godkendt, tilføjedes, at hvis Menneskesjæl blev forskrækket eller allarmeret, „saa vilde det være umuligt", sagde Diabolus — thi nu først gav han selv sin Mening tilkende —, „at indtage Staden, da ingen kan komme derind uden med Indvaanernes eget Samtykke ; derfor maa nu enten nogle faa eller en alene gøre Anfald paa Menneskesjæl, og er jeg af den Mening, at dette Hverv bør betros mig." Om denne Plan blev de alle enige og gik straks over til at behandle det andet Forslag ; om det var raadeligt, at de viste sig for Menneskesjæl i deres egne nuværende lasede Tiggerklæder. Dette blev ogsaa besvaret med Nej, og af alle anset for ikke tilraadeligt, hvilket blev begrundet i, at uagtet Menneskesjæl forhen havde haft tilstrækkeligt Kendskab: til alt, hvad der var usynligt, og havde haft meget at gøre dermed, havde den dog aldrig set nogen af sine Medskabninger i en saa bedrøvelig og elendig Tilstand. Dette var en af de mest rasende Helvedaanders Mening. Hertil bemærkede Appollyon, at denne Mening var meget vis og vedblev : „Skulde nogen af os lade os se saa slette, som vi nu er, vilde det nødvendig opvække saadanne Tanker hos Indvaanerne, som vilde sætte deres Aand i Forfærdelse og tillige foranledige, at de blev saa meget mere agtpaagivende ; og i saa Fald vil vi, som. vor Herre Diabolus nylig bemærkede, forgæves søge at bemægtige os Staden." Hertil føjede den mægtige Kæmpe Belzebul endnu følgende : „Dette, som I have anført, er meget vel talt ; thi endskønt Menneskesjæls Mandskab har set den Skabning, vi tilforn har haft, saa har de dog aldrig set nogen i den Skikkelse, som vi nu har ; det vil derfor efter min Mening være raadeligst, at nærme os dem i den Skikkelse, som er dem mest sædvanlig og bekendt.

Da de nu alle var blevne enige herom, galdt det dernæst at overlægge, hvilken Skikkelse og hvilken Dragt Diabolus skulde paatage sig, naar han vilde foretage Erobringen af Menneskesjæl.

Nu sagde den ene det, den anden det ; til-sidst bemærkede Lucifer, at efter hans Mening vilde det være bedst, at deres Herre antog Skikkelse af en af de Skabninger, hvorover Mændene i Staden havde Herredømme ; „thi", sagde han, „disse er dem ikke alene bekendte, men da de ogsaa staar under deres Herredømme, vil de aldrig kunde tænke, at disse vilde foretage sig noget imod Staden. Lad ham derfor, for at skuffe dem, antage en af de Skabningers Skikkelse, som Menneskesjæl anser for visere og klogere end andre." (1 Mosb 3.1) Dette Raad bifaldtes af alle, og man besluttede, at Kæmpen Diabolus skulde antage Slangens Skikkelse ; thi denne var paa den Tid saa fortrolig med Staden, som en liden Fugl kan være med et Barn, thi saalænge den var i sin første Tilstand, var der intet hos den, hvorover man kunde forskrækkes. Derpaa gik man over til det tredie Forslag, nemlig om det skulde være bedst at kundgøre Menneskesjæl deres Forsæt eller ej. Dette blev ogsaa aldeles forkastet, da nemlig Menneskesjæls Indvaanere var et meget stærk Folk, i en stærk Stad, hvis Volde og Porte, uden at tale om dens Slot, var saa uovervindelige, at de paa ingen anden Maade end med Indbyggernes egen Tilladelse eller Samtykke kunde erobres. „Desuden," sagde Legion, „vil en Aabenbaring af vore Planer tvinge dem til at sende Bud til deres Konge efter Hjælp, og dersom det sker, da vil vi være ilde farne. Lad os derfor gaa frem med hyklet Oprigtighed, skjulende vore virkelige Hensigter med alle Slags Løgne, med smigrende og bedragende Ord; opdigtende det, som aldrig vil ske og lovende dem Ting, som de aldrig vil erholde. Dette er Maaden at besejre Menneskesjæl paa, og hvorved de kan bringes til af sig selv at aabne Portene for os, ja, og tilmed indbyde os til at komme ind. Og Grunden til, at jeg tror, dette Forslag vil være det heldigste, er den, at alle Menneskesjæls Indbyggere nu er enfoldige og uskyldige, ærlige og sandfærdige, og at de ikke har det mindste Begreb om, hvad det er at blive anfaldet med Bedrageri, Svig og Hykleri. De er fremmede for løgnagtige og hykleriske Læber ; derfor vil vi ikke blive opdagede under en saadan Forklædning. Vore Løgne skal gælde for Sandhed og vore Bedragerier for oprigtige Gerninger. De vil tro alt, hvad vi lærer dem, især dersom vi i vore Løgne og Opdigtelser foregiver stor Kærlighed til dem, og at vi kun ønsker deres Ære og Fordel." Herimod hørtes ikke en eneste Indvending. Derpaa gik de over til Behandlingen af det fjerde Forslag, nemlig om det ikke vilde være heldigt, at der blev givet en af deres Selskab Befaling til at dræbe en eller flere af de fornemste Indbyggere, og om de mente, at dette vilde gavne deres Sag.

Alle gav deres Bifald til dette Forslag, og den Mand, som blev bestemt til at falde for den List, var en Hr. Modstand, ogsaa kaldet Kaptajn Modstand. Denne Kaptajn Modstand var en meget stor Mand i Menneskesjæl, og en Mand, som Kæmpen Diabolus og hans Bande frygtede mere end alle de andre tilsammen. Men hvem skulde nu udføre denne Gerning, fuldbyrde dette Mord ? Dette var det næste Spørgsmaal, dertil blev udpeget en Tisifone, en af de sorte Aander.

Da de nu havde endt deres Krigsraad, stod de op for at udføre, hvad de havde besluttet; de marscherede altsaa mod Menneskesjæl, men alle paa en Maade usynlige, med Undtagelse af en eneste. Denne ene nærmede sig Staden heller ikke i sin egen virkelige Skikkelse, men i Form og Skikkelse af Slangen.

Da de vare komne op til Staden lejrede de sig udenfor Øreporten ; thi her kunde man høre alt, som foregik udenfor Staden, ligesom man fra Øjeporten kunde se alt. Efter at nu Kæmpen havde lagt et Baghold, omtrent et Bueskud fra Staden, gik han selv ganske nær til Porten og anholdt om Audiens hos Indvaanerne. Da han nu saaledes var kommen op til Porten, blæste han efter den Tids Sædvane i en Trompet for at blive hørt ; derved kom de fornemste i Staden Menneskesjæl op paa Stadsmurene, nemlig : Hr. Oprigtighed, Hr. Vilje, Hr. Bormester Forstand, Hr. Registrator Samvittighed og Hr. Høvedsmand Modstand, for at se, hvem det var, og hvad der var paa Færde. Hr. Vilje bøjede sig over Muren for at se, hvem der stod for Porten, og spurgte, hvem han var, hvorfra han kom, hvad han vilde, og hvorfor han med en saa usædvanlig Lyd foruroligede Staden.

Diabolus fremstillede sig saa fromt som et Lam, begyndte sin Tale og sagde : „I ædle Herrer i denne Stad Menneskesjæl ! Jeg er, som I let kan forvisse eder om, eders nære Na-