Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

46-55

er vel prøvet, og hver den, som kan have og beholde det, lider ingen Skade af Bue, Pile, Sværd og Skjold. Ifører eder derfor dette, saa vil I kunne afværge mange Hug og Slag."

„Mit Brystharnisk er af Jern (Aab. 9, 9) ; det har jeg smedet i mit eget Land, og alle mine Soldater er bevæbnede dermed; for at tale tydeligt, da er det et forhærdet Hjerte, et Hjerte saa haardt som Jern og saa aldeles følelsesløst som en Sten; dersom I faar det og kan beholde det, saa vil hverken Barmhjertighed eller nogen Dom forskrække eder ; dette Vaabenstykke. er derfor nødvendigt for alle dem, som hader Shaddai og vil stride imod ham under min Fane."

„Mit Sværd er en Tunge, der er optændt af Helvede (Ps 57, 5. Ps 64, 4. Jak. 3, 6) og som ret kan tale ilde om Shaddai, hans Søn, hans Veje og hans Folk. Brug dette, det er prøvet tusinde, ja mange tusinde Gange; den, som har det, beholder og bruger det som jeg vil, han kan aldrig blive overvunden af min Fjende."

„Mit Skjold er Vantro eller at tvivle om Sandheden af det Ord, der handler om Dommen, som Shaddai har bestemt for de ugudelige; bruger dette Skjold. Han har vel ofte angrebet det, han har ogsaa nogle Gange (Joh. 15, 25. Ps. 76, 4. Mark. 6, 5. 6) knust og sønderbrudt det ; men de, der har skrevet om den Krig, som Immanuel har ført imod mine Tjenere har bevidnet, at han ikke har kunnet gøre nogen mægtig Gerning der formedelst deres Vantro. For at I nu maa kunne haandtere dette Vaaben rigtigt, saa iagttager at I ikke tror noget, fordi det er sandt, af hvad Slags det end er, eller af hvem det end paastaas. Taler han om Dom, saa frygter ikke derfor, og taler han om Barmhjertighed, saa bryder eder ikke derom; dersom han lover eller sværger, at han ikke vil gøre Menneskesjæl ondt, men godt, om den omvender sig igen til ham, da tro ikke, hvad han siger, men tvivler om det altsammen ; thi det er den rette Maade at føre Vantroens Skjold paa, saaledes som mine Tjenere ogsaa bør gøre det. Den, som gør anderledes, elsker mig ikke, og ham kan jeg ikke betragte som andet end min Fjende."

„Et andet Stykke af min udmærkede Rustning," vedblev Diabolus, „er en stum og bønløs Aand, en Aand, som foragter at bede om Naade. Sørg derfor for, kære Menneskesjæls Indvaanere, at I gør Brug af dette Vaaben. Hvorledes ? Bede om Skaansel eller Naade? Gør det aldrig, om I vil være mine. Jeg ved, at I er uforsagte Mænd, og jeg er ogsaa forvisset om, at jeg har iført eder en Rustning, som er befunden sikker. Lad det derfor være langt fra eder at bede Shaddai om Naade; desuden har jeg Knipler, gloende Brande, Pile og Døden, som alle er gode Haandvaaben og som alle vil gøre Virkning."

Da han nu saaledes havde forsynet dem med Rustning og Vaaben, tiltalte han dem saaledes:

„Kom ihu," sagde han, „at jeg er eders retmæssige Konge, og at I har svoret mig Troskabsed og er traadte i Forbund med mig for at være mig og min Sag tro; tænker herpaa, siger jeg, og beviser, at I er tapre Helte og stridbare Mænd af Menneskesjæl; tænker ogsaa paa den Velvilje, som jeg altid har bevist eder, og at jeg endogsaa uden at I ansøgte mig derom, har skænket eder mange udvortes Ting; lad derfor de Forrettigheder, Indrømmelser, Friheder, Fordele og Hædersposter, som jeg har skænket eder, have Krav paa fuld Troskab fra eders Side, I Mænd, og Sønner af Menneskesjæl; og naar er vel Lejligheden til at vise det mere passende end nu, naar en anden vil forsøge at fratage mig mit Herredømme over eder? Tilslut vil jeg blot tilføje dette: Kan vi overvinde det første Anfald og Stød, saa nærer jeg ikke den ringeste Tvivl om, at hele Verden inden kort Tid skal være vor, og naar den Dag kommer, saa vil jeg gøre eder alle, mine trofaste Hjerter, til Konger, Fyrster og Høvedsmænd, og hvilke gode Dage skal vi da ikke have ?"

Efterat Diabolus saaledes forud havde bevæbnet sine Tjenere og Lensmænd i Menneskesjæl imod deres gode og lovlige Konge, Shaddai, var hans næste Forholdsregel at fordoble Vagterne ved Byens Porte og selv tage Ophold i Slottet som var hans Fæstning. Hans Lensmænd øvede sig nu hver Dag i Vaabenbrug for at vise deres formodede Tapperhed og lærte hverandre Krigshaandværket. De udfordrede tillige deres Fjender og sang til deres Tyrans Ære. De brystede sig ogsaa af hvilke Karle de skulde være, hvis det nogensinde skulde komme til Krig mellem Shaddai og deres Konge.

Medens alt dette skete, var den gode Kong Shaddai i Færd med at udruste en Krigshær for at sende den til Staden Menneskesjæl, for at den maatte blive befriet fra den falske Konge Diabolus Tyranni. Men han fandt for godt ikke straks at udsende den under den tapre Immanuel, hans Søns Haand og Anførsel, men under nogle af sine Tjeneres Befaling for derved først at lære Menneskesjæls Stemning at se, om den ved disse kunde blive indtagen og igen bragt til Lydighed imod sin rette Konge. Denne Armé bestod al mere end fyrretyve Tusinde Mand, som alle var tro Folk; thi de kom fra Kongens Hof og var hans udvalgte (Guds Ord).

De drog til Menneskesjæl under fire tapre Generalers Kommando, og enhver var Anfører for over titusinde Mand. Den første af disse Generaler hed Boanerges (Tordensøn, Mark. 3, 17), den anden Overbevisning, den tredje Dom og den fjerde Straf. Dette var de Helte, som Shaddai udsendte for at generobre Menneskesjæl.

Disse fire Generaler fandt Kongen, som sagt, for godt at skikke forud for med dem at gøre et Forsøg; thi i alle sine Krige plejede han i Almindelighed at sende disse fire Generaler som Fortrop, for de var særdeles dristige og modige Mænd, som ret var skikkede til at bryde Isen og ved deres Sværd bane sig Vej; og deres Mænd var aldeles lige med dem (Ps. 60, 4). Kongen gav enhver af disse Høvedsmænd en Fane, som de skulde udfolde og lade vaje for derved at tilkendegive saavel hans gode og færdige Sag saavel som den Ret, han havde til Menneskesjæl.

Høvedsmanden Boanerges, som var den første og fornemste, havde titusinde Mand; hans Fændrik hed Hr. Torden; han førte den sorte Fane og i hans Skjold var der tre flammende Tordenkiler.

Den anden Høvedsmand var Hr. Overbevisning, som ogsaa havde titusinde Mand. Hans Fændrik var Hr. Sorg, der bar den blege Fane, og hans Skjold var den vidtopslagne Lovbog, hvorfra der udgik Flammer af Ild (5 Mos. 33, 2).

Den tredie Høvedsmand var Hr. Dom, der anførte titusinde Mand; hans Fændrik var Hr. Rædsel, som bar en rød Fane og i hans Skjold stod der en brændende Ovn (Matth. 13, 42).

Den fjerde Høvedsmand, Hr. Straf (Matth. 3, 10), havde ogsaa titusinde Mand, og hans Fændrik var Hr. Retfærdighed, der ligeledes havde en rød Fane og i sit Skjold et ufrugtbart Træ med en Økse ved Roden.

Enhver af disse fire Høvedsmænd havde altsaa Kommando over titusinde Mand, der alle var Kongen tro og særdeles tapre og dygtige Krigere. Høvedsmændene og deres Styrke, deres Underofficerer og Mænd blev nu en bestemt Dag ført ud paa Marken af Shaddai og der opraabte ved Navn, og enhver fik her den Rustning, som deres Rang gav dem og som Tjenesten, hvortil de var uddragne, fordrede.

Da nu Kongen saaledes havde mønstret sin Krigsmagt, — thi det var ham, som mønstrede Hæren til Kamp, — gav han enhver af Høvedsmændene adskillige Befalinger og bød dem i Krigsfolkets Paahør, at de skulde troligen iagttage og mandigen udføre dem. Disse Befalinger var alle væsentlig af samme Art og Beskaffenhed, selv om der, hvad enhver Høvedsmands Navn, Titel, Stand og Højhed angik, kunde være nogen Forskel, og vil jeg her engang for alle anføre Befalingens Hovedindhold:

En Befaling fra den store Shaddai, Kongen over Menneskesjæl, til hans trofaste og ædle Høvedsmand Boanerges, udsendt til at føre Krig mod Menneskesjæl:

„Min kære Boanerges, en af mine tapre og tordnende Høvedsmænd, sat over titusinde af mine kække og tro Tjenere, gaa hen i mit Navn med denne min Magt til den elendige Stad Menneskesjæl, og naar du er kommen did, saa tilbyd den først Fred (Luk. 10, 5. Matth. 10, 11) og befal den at afkaste den ugudelige Diabolus Aag og Tyranni (og igen omvende sig til mig, dens retmæssige Konge og Herre; befal den ogsaa at rense sig fra alt det, som han har indbragt i Menneskesjæl, og se vel til at faa tilstrækkelige Prøver og Beviser paa deres Lydigheds og Underdanigheds Oprigtighed. Naar du har givet dem denne Befaling, og de i Sandhed er dig lydige, saa gør din yderste Flid og læg, om det er dig muligt, en Besætning i den berømte Stad Menneskesjæl, men gør ikke den mindste Indvaaner, som derinde drager sin Aande, og som vil underkaste sig, den allermindste Skade; men omgaaes dem, som om de var mine Venner og Brødre; thi alle saadanne Folk har jeg kær, og de er dyrebare for mine Øjne, og sig dem, at den Tid skal komme, da jeg selv vil komme til dem og vil lade dem vide, at jeg er barmhjertig. Men dersom de, uagtet din Opfordring og Forestilling, gør Modstand og ikke vil give efter, men viser sig genstridige, saa befaler jeg dig, at du bruger al din Snildhed, Kraft og Evne til at bringe dem, til Lydighed ved Magt. Farvel !" (1 Thess. 2, 7-11)

Her ser I altsaa i Korthed Hovedindholdet af den Befaling, som var Boanerges given; og den var, som jeg før har sagt, aldeles lige-lydende med den Befaling, som ide andre Høvedsmænd havde faaet.

Derpaa modtog alle, som havde noget at befale, sin Værdighed og Ordre af Kongens Haand. Da nu Dagen og Samlingspladsen var bestemt, lod enhver sig se i den Pragt, som var hans Embede og Stand værdig; og efter at Shaddai paany havde talt til dem, brød de op og marscherede med vajende Faner mod den berømte Stad Menneskesjæl. Høvedsmanden Boanerges havde Fortropperne, Høvedsmændene Overbevisning og Dom førte Hovedarmeen, og Høvedsmand Straf havde Bagtropperne.

Da de havde en lang Vej at marschere, — thi Staden Menneskesjæl laa langt borte fra Shaddais Hof, — saa drog de igennem mange Folks Lande uden at tilføje nogen noget ondt; men de førte Velsignelse med sig, hvor de kom (Eph. 2, 13---16). De levede ogsaa paa deres Konges Bekostning under den hele Marsch.

Da de saaiedes havde marscheret i mange Dage, fik de endelig Menneskesjæl i Sigte. Saasnart de saa den, kunde Høvedsmændene ikke andet end af Hjertet beklage Menneskesjæls Tilstand; thi de saa straks, hvorledes den var underkastet Diabolus Vilje, Veje og Anslag.

Kort sagt, Høvedsmændene kom hen til Staden og marscherede op foran Øreporten og lejrede sig der; thi dette var det Sted, hvor alt kunde høres, og da de havde opslaaet deres Telte og forskanset sig, gjorde de sig færdige til Angreb.

Da Indvaanerne saa en saa vel udrustet Krigshær staar der i den skønneste Orden og med en fortræffelig Krigsdisciplin, med blinkende Vaaben og vajende Faner, maatte de ud af deres Huse og beskue den (Verden bliver overbevist ved de gudfrygtiges velordnede Liv); men da den listige Ræv Diabolus frygtede, at Folket, efter at de havde set saadant, skulde aabne Porten efter Høvedsmændenes Opfordring, kom han i største Hast ned fra Slottet og lod dem alle kalde til sig i Staden, og da han havde forsamlet dem der, begyndte han at tiltale dem paa følgende løgnagtige og bedragelige Maade:

„Mine kære," sagde han, „skønt I er mine tro og elskelige Venner, maa jeg dog revse eder lidt for en saa uforsigtig Gerning, som I nylig har begaaet, derved at I er gaaede ud for at beskue den store Magt, som endnu i Gaar laa for eders Øjne, men som nu har forskanset sig for at belejre den berømte Stad Menneskesjæl. Ved I vel, hvem de er, hvorfra de er komne, og hvad de har for, siden de saaledes belejrer Menneskesjæl? Det er dem, som jeg allerede for lang Tid siden fortalte eder om, at de ville komme for at ødelægge denne Stad, og imod hvem jeg paa egen Bekostning har søgt at bevæbne eder fra Top til Taa med Hensyn til eders Legeme og tillige opmuntret eder til at være stærke og modige. Hvorfor raabte I ikke hellere saasnart I fik dem at se, „Brænd Fanerne" og satte hele Staden i Bevægelse, for at vi kunde sætte os i god Forsvarstand og være beredte til at gøre dem kraftig Modstand? Da havde I vist eder som Mænd, der lignede mig;. nu derimod har I ved det, som er sket, gjort mig halv bange, halv bange siger jeg, for at jeg, naar vi og vore Fjender skal bryde en Lanse vil faa at se, at der fattes eder Mod til at holde ud synderlig længe.

Hvorfor har jeg befalet eder at vaage og at sætte dobbelt Vagt ved Porten? Hvorfor har jeg bestræbt mig for at gøre eder saa haarde som Jern, og eders Hjerter som den underste Møllesten? Var det, tror I, for at I skulde bære eder ad som Kvinder, og for at I, som en Hob uskyldige Børn, skulde løbe ud og beskue eders Dødsfjender? Fy! fy! stiller eder op til Forsvar, rører Trommerne og samler eder paa krigsvis, for at vore Fjender kan vide .førend de anfalder os, at der er stridbare Helte i Menneskesjæl.

Jeg vil nu lade af at skænde paa eder og heller ikke dadle eder mere, men jeg befaler eder, at I fra nu af ser til, at I ikke gør saadant mere; herefter maa ingen af eder ikke saameget som vise eders Hoved over Statsmurene, uden at han først har faaet Befaling dertil af mig. I har nu hørt min Mening; gør som jeg har befalet eder, saa vil I mage det saa, at jeg kan bo sikkert hos eder og bære Omsorg saavel for for mig selvsom for eders Ære og Velfærd. Lev vel."

Nu blev Indvaanerne grebne af en frygtelig Skræk. De løb op og ned ad Gaderne i Menneskesjæl og raabte: „Hjælp! Hjælp! de Mænd, som vender op og ned paa Verden, er ogsaa komne hid." Ingen af dem kunde være rolige og stille, men de skreg som afsindige Mennesker : „Vor Freds Forstyrrere og vort Folks Fordærvere er komne hid (Naar Menneskene tjener Satan, raser de ofte imod sand Gudsfrygt)." Dette behagede Diabolus meget vel. „O !" sagde han, „dette synes jeg godt om, nu gaar det som jeg vil have det; nu viser I, at I er eders Fyrste underdanige. Vedbliver blot saaledes, og lader dem da indtage Staden, om de kan."

Kongens Krigshær havde endnu ikke ligget tre Dage for Menneskesjæl, da Høvedsman den Boanerges sendte sin Trompeter til Øreporten for at opfordre Staden i den store Shaddais Navn til at høre paa det Budskab, som han havde til dem fra sin Herre. Denne Trompeter, hvis Navn var Agt-paa-hvad-du-hører, gik da, saaledes som han var bleven befalet, hen til Øreporten og stødte der i sin Trompet for at blive hørt. Men da ingen kom frem for at give ham Svar eller at give Agt derpaa, — thi saaledes havde Diabolus befalet, — vendte han igen om til sin Høvedsmand og fortalte