Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

36-45

tilforn berømte men nu elendige Stad Menneskesjæl. Til Borgmester har han sat Kødelig Begærlighed og til Registrator Gudforglemmer, tvende af de sletteste i den hele Stad Menneskesjæl. Dette tro Bud meldte ogsaa, hvilke nye Raadsherrer Diabolus havde indsat, hvilke nye Fæstninger; Forter, Skanser og Taarne han havde anlagt, og han fortalte ligeledes, hvad jeg næsten havde glemt, at Diabolus havde bevæbnet den hele Stad, for at den kunde være i Stand til i hans Tjeneste at byde Shaddai Spidsen og gøre ham Modstand, dersom han skulde komme for at bringe den til Lydighed igen.

Denne Beretning blev ikke aflagt i Hemmelighed men offentlig ved Hoffet for Kongen og hans Søn, i de store og ædle Herres og fornæmste Høvdingers Nærværelse. Man kunde blevet ganske forsagt og tabt alt sit Mod, dersom man havde set den Smerte, Bedrøvelse og Hjertesorg, som alle lagde for Dagen, da denne Tidende indløb, og da de erfarede, at den berømte Stad Menneskesjæl saaledes var tabt; kun Kongen og hans Søn havde set dette længe forud og taget de Forholdregler, som var nødvendige til Menneskesjæls Hjælp og Befrielse, skønt de ikke havde omtalt dette for nogen. Desuagtet vilde de lægge deres Medynk med Menneskesjæl for Dagen og beklage dens Elendighed og Tab, hvilket de ogsaa gjorde i højeste Grad: Kongen sagde offentlig, at det gjorde ham hjertelig ondt (1 Mos, 6, 5. 6), og I kan være forvissede om, at Sønnen ikke viste sig mindre bedrøvet derover; og saaledes overbeviste de alle og enhver om, at de nærede den største Kærlighed og Medlidenhed med den berømte Stad. Kongen og Sønnen traadte da ind i deres Lønkammer og raadslog atter med hinanden om det, som de tilforn havde aftalt at vilde foretage, nemlig, at omend Menneskesjæl engang var bleven tabt, saa skulde den ogsaa igen blive oprejst; oprejst, siger jeg, ved et Middel, som skulde baade vinde Kongen og hans Søn en evig og herlig Berømmelse. Da denne Raadslagning var holdt, lovede Shaddais Søn (Es. 49, 5. 1 Tim. 1, 15. Hos. 13, 14) — en kærlig og blid Person, som bestandig viste stor Kærlighed mod de, der var undertrykte, og som derhos bar et dødeligt Fjendskab i sit Hjerte til Diabolus, fordi det allerede var bekendt, at han havde tragtet efter hans Krone og Værdighed — sin Fader, at han vilde være hans Tjener og vilde genløse Menneskesjæl, og efter at han havde givet ham sin Haand derpaa, blev han ved sit engang fattede Forsæt, og han fortrød det ikke. Deres Plan var, at Kongens Søn, paa en af ham og Faderen dertil fastsat Tid, skulde foretage en Rejse til Jordens Kreds og der i Ret og Retfærdighed skulde gøre Fyldest for Menneskesjæls Daarskaber og saaledes lægge Grunden til dens fuldkomne Forløsning fra Diabolus og hans Tyranni.

Siden besluttede ogsaa Immanuel paa en belejlig Tid at foretage en Krig mod Diabolus, netop da denne havde Staden Menneskesjæl i fuldkommen Besiddelse, og at han med sin stærke Haand (Med sin Hellig Aand) vilde uddrive ham af hans Fæstning og indtage Staden til sin egen Bolig.

Da dette var besluttet, blev der givet Hr. Oversekretæren (Den Hellig Aand) Befaling til at forfatte en skøn og passende Kundgørelse (Den Hellige Skrift) om det, som var besluttet, og sørge for, at den kunde blive bekendtgjort rundt om i hele Kongeriget Jordens Kreds. Med eders Tilladelse vil vi her kortelig anføre Indholdet af samme:

„Det vurder herved alle og enhver kundgjort. saa mange, som dette angaar, at den store Konge Shaddais Søn, i Kraft af en Pagt med sin Fader, har forpligtet sig til at bringe Menneskesjæl tilbage til ham, ja, at sætte den, formedelst sin bundløse Kærligheds Kraft, i en langt bedre og lyksaligere Tilstand, end den den var i, før Diabolus indtog den."

Denne Kundgørelse blev bekendtgjort paa adskillige Steder, til ikke liden Bekymring for Tyrannen Diabolus; thi nu, tænkte han, vil jeg faa noget at bestille, og det, jeg besidder, vil blive mig frataget.

Da nu dette Kongens og hans Søns Forehavende blev bekendt ved Hoffet, kan det ikke 'udsiges, hvorledes de høje Herrer (Englene), de store Høvedsmænd og ædle Fyrster, som da var til Stede, blev grebne af denne herlige Plan. I Begyndelsen hviskede, de det til hverandre, men siden lød det højlydt gennem Paladset, alle beundrede den herlige Plan, som Kongen og hans Søn havde fattet til den ulykkelige Stad Menneskesjæls Redning ! ja Hofbetjentene kunde ikke gøre noget for Kongen, uden at de under deres Arbejde talte om den Kærlighed, som Kongen og hans Søn havde til Staden Menneskesjæl.

Disse Herrer, høje Embedsmænd og Fyrster, var ikke fornøjede med at beholde disse Nyheder for sig selv alene, nej ! de kom ned og fortalte det paa Jordens Kreds. Endelig kom dette ogsaa for Diabolus øren, hvilket foraarsagede ham stor Bekymring; for I maa vide, at det gjorde ham meget bestyrtet, da han fik at høre, at et saadant Anslag var i Gære imod ham. Dog besluttede han efter nogen Overvejelse disse fire Ting: først og fremmest at denne nye og gode Tidende saa vidt som muligt skulde holdes tilbage, saa den ikke kom for Staden Menneskesjæls øren; „thi", sagde han, „dersom den engang faar Efterretning om, at Shaddai, dens forrige Konge, og Immanuel hans Søn, raadslaar til dens Bedste, hvad kan jeg da vente andet, end at den vil gøre Oprør, og at den fra min Haand og Regering vil igen gaa over til ham."

For at han nu kunde se dette sit Forehavende vel udført, fornyede han sin Venlighed imod Hr. Vilje og gav ham stræng Befaling til, at han Dag og Nat skulde holde sikker Vagt ved alle Portene, især ved Øreporten og Øjenporten; „thi jeg hører," sagde han, „om et Forehavende, som vil bringe vort Forræderi for Dagen og bringe Staden Menneskesjæl tilbage i den gamle Trældom; jeg haaber dog, at dette ikke er andet end løst Rygte ; men det maa nu være, hvad det være vil, saa bør man dog ingenlunde lade saadanne Nyheder slippe ind i Menneskesjæl for at Folket ikke derved skal blive forsagt. Jeg tænker, min Herre, at dette ikke kan være Dem nogen glædelig Efterretning, idetmindste forsikrer jeg, at den ikke er det for mig, og jeg tror, at vi bør anvende al vor Omhu og Forstand paa at undertrykke og kvæle et saadant Rygte i Fødselen, ellers kunde det forurolige vore Folk.

Derfor anmoder jeg Dem, min Herre, at De i denne Sag gør, som jeg siger, nemlig at De sætter en stærk Vagt ved enhver Port i Staden; at De anholder og undersøger alle, som De mærker kommer fra fremmede Lande, for at De kan faa at vide, hvorfra de er, og at De ikke lader dem komme ind i Staden, at De bruger Deres Magt til at overfalde og forstyrre dem, som De maatte forstaa, har forbundet sig imod os, eller som De blot mærker tale om, hvad Shaddai og Immanuel har foretaget sig." Dette blev ogsaa gjort; Hr. Vilje adlød sin Herres og Mesters Ord og efterkom med al mulig Flid hans Befaling, standsede alle, som vilde drage ud af Staden, samt holdt dem borte fra Staden, som vilde komme ind med disse Tidender.

For det andet : Da dette var sket, sørgede Diabolus for at gøre Menneskesjæl saa sikker som muligt ; han paalagde derfor Indvaanerne en ny Ed og skrækkelig Forpligtelse, at de aldrig skulde forlade eller forraade ham; eller hans Regering eller nogensinde tragte efter at forandre hans Love, men erkende, bekende og holde ham for deres retmæssige Konge, blive ham tro, hjælpe og beskærme ham imod enhver, som enten nu eller herefter, under hvad Paaskud eller ifølge hvilken Ret det nu end maatte være, vilde gøre Fordring paa Staden. Han var, som det syntes, af den Mening, at Shaddai ikke havde Magt til at befri dem fra dette deres med Døden og Helvede oprettede Forbund (Es. 28, 15). Den daarlige og enfoldige Menneskesjæl agtede ikke denne Forpligtelse mere, end om det havde været en liden Spaan i Hvalfiskens Mund, og nedsluge den uden at smage eller tygge derpaa. Var Indbyggerne bedrøvede derover? Nej, de var meget mere glade og roste sig af deres ædle Troskab imod denne Tyran, deres foregivne Konge, og svor, at de aldrig vilde forandre sig eller forlade denne deres gamle Herre for en ny.

Saaledes bandt Diabolus den arme Menneskesjæls Indvaanere med faste Baand; men Avindsyge, som aldrig tror sig selv stærk nok, indgav ham endnu en anden Plan, nemlig om muligt endnu mere i Bund og Grund at fordærve Staden; han lod ved en Hr. Urenhed, en afskyelig, lastefuld, ukysk og dyrisk Skurk, forfatte og opslaa et Skrift over Slotsporten, hvorved han gav alle sine rette og tro Sønner i Menneskesjæl Frihed og Tilladelse til at gøre alt, hvad deres vellystige Begærligheder nogensinde kunde indgive dem at gøre, og at ingen maatte hindre eller gøre dem nogen Slags Fortræd, medmindre de vilde udsætte sig for Fyrstens Ugunst og Straf.

Dette gjorde han nu af følgende Grunde: først for at Staden Menneskesjæl stedse kunde blive svagere og svagere og saa meget mere udygtig til, om der skulde komme Efterretning om, at dens Forsoning skulde iværksættes, at fæste nogen Tillid til den og at gøre sig nogen Forhaabning derom eller at samtykke deri, efter det almindelige Ordsprog: „Jo større Synder, jo mindre Grund til Haab om Barmhjertighed."

Den anden Grund var, at Immanuel, deres Konges Søn, naar han saa Staden Menneskesjæls gruelige og vanhellige Gerninger, da maaske vilde fortryde, at han havde ingaaet Forløsningens Pagt, og saaledes tage i Betænkning at fuldføre den; thi han vidste, at Shaddai var hellig, og hans Søn Immanuel ogsaa var hellig, ja han vidste det af egen Erfaring; thi Diabolus var for sin Uretfærdigheds Skyld bleven nedstødt fra sit høje Sæde. Han kunde altsaa ikke gøre nogen fornuftigere Slutning, end han gjorde, naar han troede, at det skulde gaa Menneskesjæl, som det var gaaet ham. Men af Frygt for, at ogsaa dette Haab kunde slaa fejl, udtænkte han et andet Middel.

Han bestræbte sig for at opfylde alles Hjerter i Menneskesjæl med de Tanker, at Shaddai udrustede en Krigshær imod dem for at overfalde og ganske at ødelægge dem; og dette gjorde han for at komme det Rygte i Forkøbet, som kunde komme dem for Øre om deres Forløsning; „thi", tænkte han, „kan jeg først faa indbildt dem dette, saa vil siden alle senere Efterretninger blive opslugt deraf; for hvad vil Menneskesjæl tænke andet, naar den hører, at den skal blive forløst, end at den rette Og sande Mening af en saadan Efterretning er:

„Shaddai har foresat sig at ødelægge os;" Derfor sammenkaldte han den ganske Stad paa Torvet, hvor han med en bedragelig Tunge talte saaledes til dem:

„Mine elskelige, gode Venner ! I er, som I selv ved, mine retmæssige Undersaatter og mit Folk i den berømte Stad Menneskesjæl; I ved, hvorledes jeg fra den første Dag, da jeg har været hos eder og indtil nu, har opført mig, iblandt eder, hvilke store Friheder og Privilegier I har nydt under mit Regimente, og det, som jeg haaber, saavel til eders som til min Ære, samt til eders Fornøjelse og Forlystelse. Nu, mine kære Venner, er der udspredt et Rygte om en Ulykke som skulde ramme eder; derover er jeg for eders Skyld særdeles bekymret og meget bedrøvet ; thi jeg erfarer af en Post, der er ankommet med Lucifer, som plejer at være vel underrettet om alle Ting, at eders gamle Konge Shaddai samler en stor Krigshær imod eder for at udrydde eder i Bund og Grund. Dette er Grunden til, at jeg nu har ladet eder sammenkalde for at raadslaa med eder, om hvad der under disse Omstændigheder er bedst at gøre. Hvad mig angaar, saa er jeg alene og kunde lettelig sørge for mig selv, hvis det behagede mig at søge min egen Nytte og Magelighed og lade mine Undersaatter komme i Fare; men mit Hjerte er saa fast knyttet til eder, og jeg er ganske og aldeles tilsinds aldrig at vilde forlade eder, saa at jeg har besluttet at staa og falde med eder selv i den alleryderste Fare, som maatte træffe mig. Hvad siger I nu, o Menneskesjæls Indvaanere? Vil I nu forlade eders Ven, eller tænke I at forblive hos mig?"

Da raabte de alle som en Mand: "Den skal dø Døden, som ikke vil forblive hos dig."

Diabolus fortsatte sin Tale og sagde : „Det er forgæves, at vi haaber paa Skaansel ; thi denne Konge kender ikke til sligt. Saasnart han begynder at belejre eder, vil han maaske foresnakke eder en hel Del om Naade og Barmhjertighed, for at han desto lettere igen kan bemægtige sig Menneskesjæl; men hvad han end skulde sige, saa tro ikke et Bogstav eller en Tøddel deraf; thi en saadan Tale tjener kun til at overliste jer, for at den ubarmhjertige Sejerherre kan triumfere over os, naar vi ligger i vort Blod. Derfor er jeg af den Mening, at vi alle bør fatte det Forsæt at gaa imod ham, saalænge der er en Mand igen, og ingenlunde fæste Lid til hans Ord; thi igennem denne Dør vil Ulykken komme os paa Halsen. Men skal vi lade os berøve Livet ved hans smigrende Tale ? Jeg vil haabe, I bedre kender de verdenskloge Regenters Grundsætninger, end at I skulde taale, at han bragte eder i en saadan Elendighed.

Men sæt, at han, dersom han indtager Staden, skænkede nogle iblandt os, eller dem, som er simple Borgere i Menneskesjæl, Livet, hvad vilde det hjælpe dem, som er Høvedsmænd og de fornemste i hele Staden, og især eder, som jeg har forfremmet, og som er blevne ophøjede til Ære og Værdighed, grundet paa eders trofaste Fasthængen ved mig? Og selv om han skænkede enhver iblandt eder Livet, saa vær forvissede om, at han vil bringe eder under det samme Trældoms Aag, hvorunder I tilforn har været, eller under et, som maaske er endnu langt værre, og hvad Gavn vil I da have af eders Liv? Vil I vel komme til at leve saa behageligt med ham som med mig? Nej! Nej! Eders Frihed vil blive begrænset ved haarde Love, og I vil blive tvungne til at gøre det, som I nu afskyer. Jeg er for eder, ligesom I er for mig; det er bedre at dø tappert end at leve som elendige, livegne Trælle, og jeg siger eder, at en livegen Træls Levnet er bedre end Menneskesjæls da vilde blive. Blod! Blod ! og intet andet end Blod er Klangen af den Basun, som Shaddai nu blæser imod Menneskesjæl. Kære! lægger dette paa Hjerte; jeg hører, at han nærmer sig hertil, derfor op og griber til Vaaben, for at jeg kan lære eder nogle Krigspuds, medens I endnu har Lejlighed dertil. Vaaben har jeg hos mig, ja tilstrækkelige Vaaben, ` hvormed I kan bevæbne eder fra Hovedet indtil Fødderne, saa at I ikke kan blive skadede ved hans Voldsomhed, saafremt I vil iføre eder dem og fæste dem forsvarlig. Kom derfor til mit Slot ; I skal være mig velkomne, og bevæbne eder til Krigen; der er Hjelm, Brystharnisk, Sværd og Skjold og mere saadant, hvormed I alle vil kunne kæmpe som Mænd."

"Min Hjelm ogsaa kaldet Hovedbedækning er Forhaabning om, at alt skal blive godt tilsidst, hvordan Levnet man end fører ;" det var den samme, som de havde, der sagde : „Det skal gaa mig vel, endskønt jeg vandrer i mit Hjertes Stivhed, for at jeg kan lægge en Fuld til en Tørstig." (5 Mos. 29, 19) Dette er et Vaabenstykke, som