Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

316-325

Høvedsmænd, som havde grebet Flugten, atter kom til Helvedes Portes Høj tilligemed deres gamle Vantro, gik de straks ned i Hulen, og efter at de havde beklaget deres Ulykke og deres store Tab foran Staden Menneskesjæl, blev de af deres onde Gemyt drevne til at hævne sig. Derfor sammenkaldte de straks Raadet for at overlægge, hvad der var raadeligst at foretage imod Staden Menneskesjæl; thi deres Helvedes Bug og slugende Svælg kunde ikke have nogen Ro; hver Dag syntes dem et halvthundrede Aar, og de vilde ikke høre om nogen Ting, førend de havde fyldt sig med Menneskesjæls Liv og Sind. Derfor blev de enige om anden Gang at angribe Staden Menneskesjæl, og det med en blandet Armé, som skulde bestaa af en Del Tvivlere og en Del Blodtørstige. Men vi vil tale om enhver især.

Tvivlerne er saadanne, som har Navn af deres Natur saavelsom af det Land eller Kongerige, hvor de er fødte. Deres Natur er at tvivle om al Immanuels Sandhed, og deres Land kaldes Tvivlernes Land og ligger mellem Mørkheds Land og Dødens Skyggedal undertiden nævnes, som om det var et og det samarie Land, saa er det dog visselig to forskellige Landskaber; men det ligger ikke langt fra hinanden, og Tvivlens Land ligger midt imellem.

De Blodtørstige er et Folk, som har Navn af deres Naturs Ondskab og det Raseri, som er i dem efter at iværksætte deres Ondskab imod Menneskesjæl. Deres Land ligger under Hundestjernen, og af denne Stjerne bliver de ogsaa, hvad deres Forstand angaar, regerede. Deres Land hedder Skydet-Gode og ligger meget langt fra Tvivlernes Land; dog støder de begge sammen ved Helvedes Portes Høj.

Dette Folk staar altid i Forbund med Tvivlerne; thi de tvivler begge om Folkets Tro og Troskab i Staden Menneskesjæl; og saaledes er de meget skikkede for deres Fyrstes Tjeneste.

I disse tvende Landskaber opbød nu Diabolus ved Trommernes Lyd fem og tyve Tusind Stridsmænd. Deriblandt var der ti Tusind Tvivlere og femten Tusind Blodtørstige, som blev undergivne adskillige Høvedsmænd, og den gamle Vantro blev atter indsat som General over denne Arme.

Men Diabolus fandt det ikke raadeligt, at Tvivlerne skulde være de fornemste ved denne Ekspedition; thi da han havde prøvet deres Styrke, men fundet dem for svage, var de alene til Hjælp og til at forøge Tallet, naar de skulde angribe Fjenden. Men mest Tillid satte han til de Blodtørstige; thi disse var grumme, og han vidste, at de allerede tilforn havde udført store Bedrifter.

Deres Høvedsmænd var blandt andre følgende:

Høvedsmand Cain var sat over tvende Skarer, nemlig de ivrige og grumme Blodtørstige. Hans Fændrik bar en rød Fane, og hans Vaaben var en Mordkølle.

Høvedsmand Nimrod var sat over tvende Skarer, nemlig de tyranniske og spottende Blodtørstige ; hans Fændrik førte en rød Fane, og i hans Vaaben var en stor Blodhund.

Høvedsmand Ismael var ogsaa over tvende Skarer, nemlig over de barske og de spottende Blodtørstige; hans Fændrik førte en rød Fane, og i hans Vaaben stod en Mand, som bespottede Abrahams Søn. Isak.

Høvedsmand Esau var over tvende Skarer, nemlig de Blodtørstige, som knurrede over, at en anden skulde blive velsignet, og de Blodtørstige, som søgte at udføre deres egen Hævn over andre; hans Fændrik bar ogsaa en rød Fane, og i hans Vaaben stod en Mand paa Lur for at gøre det af med Jakob.

Høvedsmand Saul var Høvedsmand over tvende Skarer, nemlig de uden Grund skinsyge og de djævelsk rasende Blodtørstige; hans Fændrik bar en rød Fane, og hans Vaaben var to blodige Spyd, kastede efter den uskyldige David.

Høvedsmand Absalon var Høvedsmand over tvende Skarer, nemlig over de Blodtørstige, som for verdslig Æres Skyld vil ombringe en Fader eller Ven, og over de Blodtørstige, som bruger smigrende Ord. Hans Fændrik bar en rød Fane, og hans Vaaben var en Søn, som forfulgte sin Fader.

Høvedsmand Judas var sat over tvende Skarer, nemlig over de Blodtørstige, som vil sælge ens Liv for Penge, og de, som forraader deres Venner med et Kys. Hans Fændrik bar en rød Fane, og i hans Vaaben stod tredive Sølvpenge og et Reb.

Høvedsmand Paven var over en Skare; thi alle disse Aander er forenede under ham Hans Fændrik bar en rød Fane, og i hans Vaaben stod en Pæl med et Baal og derpaa et fromt Menneske.

Aarsagen hvorfor nu Diabolus saa hastig kom med en ny Styrke, efter at han var slaaet af Marken, var, at han havde meget stor Tillid til de Blodtørstiges Krigshær; thi han forlod sig mere paa denne, end før paa sin hele Arme af Tvivlere, endskønt disse ogsaa havde gjort ham stor Tjeneste ved at befæste ham i hans Kongerige.

Saaledes førtes denne Arme paa fem og tyve Tusind Mand af sin General, den store Herre Vantro, imod Staden Menneskesjæl. Nu var Hr. Opsigt, Overspejderen, selv draget ud for at spejde, og han bragte Menneskesjæl Tidende om Fjendens Ankomst; derfor lukkede de Portene og gjorde gode Forberedelser til at forsvare sig imod disse nye Diabolister, som kom imod Menneskesjæl.

Med denne Arme belejrede nu Diabolus Staden. Tvivlerne lejrede sig ved Følelsesporten, og de Blodtørstige lagde sig for Øjenporten og Øreporten.

Da nu denne Arme saaledes havde lejret sig, skikkede Hr. Vantro i Diabolus, sit eget og alle Blodtørstiges Navn, en Opfordring til Staden Menneskesjæl, at de skulde overgive sig, eller han truede med, om de afviste ham, at han straks vilde ødelægge Menneskesjæl; thi hvad de Blodtørstige angik, saa var det dem ikke saa meget om at gøre at tvinge Menneskesjæl til Overgivelse, men de ønskede helst aldeles at udrydde Menneskesjæl af de Levendes Land. De lod dem vel vide, at de skulde overgive sig; men om de gjorde dette, var Deres Tørst efter Menneskeblod dog ikke derved slukket; de maatte have Blod, Menneskesjæls Blod, ellers maatte de dø, derfor havde de ogsaa et saadant Navn; af den Aarsag havde Diabolus sparet disse Blodtørstige lige til denne Tid, for at han, naar alle hans øvrige Anstalter viste sig frugtesløse, kunde udspille dem sine sidste og sikreste Kort imod Menneskesjæl.

Da nu Stadens Indvaanere modtog denne Opfordring, foraarsagede det dem stor Skræk, og der for dem mange Tanker gennem Hovedet; men de fattede alle den Beslutning, at de vilde forebringe Prinsen denne Opfordring, hvilket de ogsaa gjorde, idet de skrev nedenunder : "Herre! frels Menneskesjæl fra de Blodtørstige !"

Han tog imod den, saa derpaa, overvejede den og kaldte derpaa den ædle Høvedsmand Troen til sig, befalede ham at tage Høvedsmand Taalmodighed med sig og at passe vel paa den Side af Menneskesjæl, som de Blodtørstige belejrede.

Derefter befalede han, at Høvedsmand Godt-Haab, Høvedsmand Kærlighed og Hr. Vilje skulde vel beskytte den anden Side af Staden, „og jeg," sagde Prinsen, "vil opsætte mit Banner paa Slotsvoldene, medens I holder Vagt imod de Fortvivlede." Da dette var sket, befalede han videre, at den tapre Høvedsmand Erfaring skulde føre sine Folk hen paa Torvet og der Dag for Dag øve dem i Vaaben i alt Folkets Paasyn. Denne Belejring var meget langvarig, og Fjenden gjorde mange grumme Anfald, især de Blodtørstige, af hvem Indvaanerne ofte blev haardt medtagne; og ved Øjen og Øreporten, hvor Høvedsmand Selvfornægtelse holdt Vagt, led saavel han som mange af Byens Folk ilde Medfart af dem. Denne Høvedsmand var endnu ung, men meget behjertet, og han var Borger i Menneskesjæl, som Hr. Erfaring ogsaa var, og Immanuel gjorde ham ved sin Tilbagekomst til Stadens Bedste til Høvedsmand over et Tusinde Indvaanere i Menneskesjæl.

Efter at nu nogen Tid var forløben til Prøvelse af Menneskesjæls Tro, Haab og Kærlighed, sammenkaldte Immanuel en Dag sine Høvedsmænd og Krigsfolk og delte dem i tvende Hobe. Da dette var sket, befalede han dem paa en bestemt Tid tidlig om Morgenen at gøre et Udfald mod Fjenden; han sagde: „Lader den ene Del af eder falde over Tvivlerne og den anden Del over de Blodtørstige, og I, som skal gaa imod Tvivlerne, skal ihjelslaa alle, som I kan overkomme; derimod skal I, som ildrager imod de Blodtørstige ikke dræbe dem, men tage dem til Fange.

Altsaa drog Høvedsmændene ud paa den bestemte Dag tidlig om Morgenen, som dem var befalet.

De, som gik imod Tvivlerne, holdt sig vel sammensluttede for at slaas med dem. Men da Tvivlerne erindrede sig, hvorledes det forrige Gang var gaaet, drog de sig tilbage og vilde ikke afvente Angrebet, men tog Flugten for Prinsens Folk; disse forfulgte dem og nedlagde mange paa Flugten, men kunde ikke faa fat paa dem alle. Af dem, som reddede sig ved Flugten, gik nogle hjem igen, andre drog hist og her omkring i smaa Hobe som Rejsende. Imidlertid forøvede de iblandt det barbariske Folk mange af sine diabolistiske Streger, da dette Folk ikke greb til Vaaben imod dem, men taalte, at de gjorde dem til Trælle. Senere viste de sig i hobevis udenfor Staden Menneskesjæl; men de opholdt sig ikke længe; thi saa snart Høvedsmændene Troen, Godt-Haab og Erfaring lod sig se, gav de sig straks paa Flugten.

De, som drog ud imod de Blodtørstige, gjorde, som dem var befalet; de slog ingen ihjel, men søgte alene at omringe dem.

Men da de Blodtørstige saa, at Immanuel ikke var med i Felten, troede de, at han heller ikke var i Staden; derfor ansaa de Hovedsmændenes Færd for at være en Følge af deres vilde Fantasis Udskejelser, og de foragtede dem mere end de frygtede dem. Høvedsmændene derimod passede deres Dont, og da de, som havde slaaet Tvivlerne, kom dem til Hjælp, blev de saa meget før færdige dermed, saa at efter en kort Strid de Blodtørstige gerne ogsaa havde taget Flugten; men det var for sent. De Blodtørstiges Høvedsmænd blev tagne til Fange og bragte til Prinsen; thi endskønt de er haarde og grumme, hvor de har Overhaand, saa er dog alle Blodtørstige meget fejge, naar de finder sine Ligemænd.

Da de var komne for Prinsen og blev forhørte, fandt han, at de hørte hjemme i tre forskellige Grevskaber, skønt alle i samme Land. Den ene Del kom fra de Blindes Grevskab, og disse havde gjort alt det, som var sket, uden at vide det. Den anden var fra Grevskabet Blind-Nidkærhed, og disse gjorde al Ting af Overtro. Det sidste Slags var fra Staden Ondskab i Grevskabet Avind.

De, som kom fra de Blindes Grevskab, stod skælvende og hævede bønfaldt ham om Naade. De, som var fra Blind-Nidkærheds Grevskab, gjorde ikke som deres Ledsagere; thi de vilde med Magt have Ret i det, som de havde gjort efterdi Menneskesjæl var en Stad, hvis Lov og Sædvaner var forskellige fra alle der omkring. Af dem var der meget faa, som kunde bringes til at erkende deres Ondskab ; men de, som gjorde dette og bad om Naade, erholdt ogsaa samme. Men de, som kom fra Staden Ondskab, de græd ikke, ej heller forsvarede de sig, men de stod der og bed deres Tunger af Angst og Galskab, fordi de ikke kunde fuldføre deres Villie mod Menneskesjæl. Dem forbandede han til den store Dommedag, som Kongen en Gang vilde holde.

Da Staden Menneskesjæl nu saavidt havde frelst sig fra sine Fjender og Fredsforstyrrere, blev der givet Befaling, at Hr. Vilje med sin Tjener Aarvaagen fremdeles skulde gøre sit Bedste med at undersøge, om endnu nogle Diabolister var blevne i Live i Staden, og da sætte dem fast. Nogle af Diabolisternes Navne var : Daarskab, Det-Godes-Forkaster, Trældoms-frygt, Egenkærlighed, Mistro, Kød, Dorskhed og mange andre.

Hr. Vilje tilligemed sin Tjener Aarvaagen forrettede med al Flid, hvad dem var befalet, og anholdt Hr. Daarskab, da han gik over Gaden og hængte ham lige overfor hans Hus i Muldvarpegangen. Denne Hr. Daarskab var den samme, som vilde, at Staden Menneskesjæl skulde overlevere Høvedsmand Troen i Diaholus Hænder, da han forudsaa, at Staden derved vilde miste sin Styrke. Ligeledes fik han en Dag fat paa Hr. Det-Godes-Forkaster, da han just havde noget at bestille paa Torvet, og henrettede ham ifølge Loven. Der var en from og flittig Mand i Staden, hvis Navn var Eftertanke, en Mand, som i Affaldsdagene ikke var meget agtet, men nu var kommen i Anseelse hos de fornemste i Staden; denne Mand vilde de gerne befordre, derfor gav de ham til Samfundets Bedste Det-Godes-Forkasters Godser. — Denne sidste besad nemlig i Menneskesjæl store Ejendomme, som ved Immanuels Ankomst blev beslaglagte til Prinsens Brug, og efter ham blev hans Søn, Hr. Veltænkende, sat derover; denne Veltænkende havde han avlet med sin Hustru From, Hr. Registratorens Datter. Derefter greb han Forjættelsens-Afskærer, som var en bekendt Skurk; thi ved hans Tilskyndelse var mange af Kongens Penge blevne ilde anvendte, hvorfor han offentlig blev fremstillet andre til et afskrækkende Eksempel; efter at han var bleven overbevist, blev han dømt til først at staa i Gabestokken, dernæst at hudstryges og endelig at hænges. Maaske nogen turde forundre sig over den store Straf, som denne Mand fik; men de, som handler ærligen i Menneskesjæl, er meget ømfindltlige for det meget onde, som en Forjættelsens-Afskærer kan gøre i kort Tid, og efter min Mening skulde man paa samme Maade behandle alle dem, som er hans ligesindede.

Han fik ogsaa fat paa Kødelig-sindet og satte ham i Fængsel; men jeg ved ikke, hvorledes det gik til, at han brød ud af Fængselet og undkom; ja denne forvovne Skurk forblev endnu i Staden og lurede om Dagen i Diabolisternes Huler, og om Natten viste han sig som et Spøgelse i ærlige Folks Huse, hvorfor der blev opslaaet en Bekendtgørelse paa Torvet, at den, som kunde opspore op fange eller dræbe Kødelig-sindet, skulde daglig blive tilladt at komme til Prinsens Taffel og blive sat til Opsynsmand over alle Menneskesjæls Skatte ; men endskønt mange gjorde sit Bedste, kunde de dog ikke faa fat paa ham eller ihjelslaa ham, uagtet han ofte blev opsporet.

Fremdeles greb Hr. Vilje ogsaa Hr. Forvendte-Tanker-om-Kristus og satte ham i Fængsel, hvor han døde, ihvorvel det varede temmelig længe; thi han døde af en langsom Svindsot. Hr. Egenkærlig blev ogsaa greben og sat i Forvaring, men der var mange i Menneskesjæl, som var beslægtede med ham, derfor blev hans Dom opsat. Men endelig stod Hr. Selvfornægtelse op og sagde: „Dersom saadanne Skurke skulde taales i Menneskesjæl, og dersom man vil se gennem Fingre med dem, saa vil jeg nedlægge mit Embede," og han tog ham bort midt iblandt Folket og overgav ham til sine Krigsfolk, som knuste hans Hoved; der var nogle nærværende, som knurrede derimod, ihvorvel ingen turde rigtig sige sin Mening, efterdi Immanuel var i Staden. Denne Høvedsmand Selvfornægtelses Gærning kom for Prinsens Øren, og han sendte straks Bud efter ham og gav ham en stor Belønning for det, han havde gjort for Staden Menneskesjæl.

Herved fik Hr. Selvfornægtelse mere Mod,