Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

306-315

bag dem, saa at den fjendtlige Arme skal komme midt imellem eder og blive aldeles slagen og adspredt."

Saa snart Høvedsmand Troen havde hørt dette, skyndte han sig uden Ophold til de andre Høvedsmænd og fortalte dem om det Brev, han havde faaet fra Immanuel. „Og," sagde han, „hvad der var mørkt og uforstaaeligt deri, har Hr. Oversekretæren forklaret mig." Desuden sagde han dem, hvad de havde at gøre for at efterkomme deres Herres Vilje ; derover glædede alle Høvedsmændene sig, og Høvedsmand Troen befalede, at man øverst paa det kongelige Slots Tinde skulde blæse i Trompeter og lade høre den allerlifligste Musik, saa at Diabolus kunde høre det. Dette gjorde Trompeter og lade høre den allerliftigste Musik, begyndte der at blæse, hvorover Diabolus blev meget bestyrtet og sagde: „Hvad mon dette skal betyde? De blæser hverken til Angreb eller til Øvelse ; hvad gaar der af disse gale Mennesker, at de nu er saa glade og lystige ? Straks svarede en af de omstaaende : „Det sker af Glæde over, at deres Prins kommer for at frelse dem; i den Hensigt har han sat sig i Spidsen for en Hær, og deres Forløsning er nu nær.

Indvaanerne i Menneskesjæl blev grebne af denne Basunernes Musik og sagde indbyrdes. „Dette kan ikke være til vor Skade." Diabolisterne sagde til hverandre : „Hvad er nu bedst at gøre for os ?" Svaret var, at det var bedst at forlade Staden. En anden sagde: „Vi bør gøre dette og udføre den sidst fattede Beslutning, saa vil vi være i Stand til at levere dem et Slag, om en Armé udenfra skulde ville overfalde os." Den følgende Dag drog de ud af Menneskesjæl og slog sig ned paa Sletten; men de lejrede sig udenfor Øjenporten, og i en saa skrækindjagende Nærhed som muligt. Aarsagen, hvorfor de ikke vilde blive, i Staden, var, foruden den, som allerede er omtalt, at de endnu ikke havde indtaget Fæstningen, og at de i aaben Mark i Nødsfald bedre kunde tage Flugten og komme i Sikkerhed. Desuden vilde Staden være blevet dem meget mere en Grav end et Sted til Beskyttelse, dersom Prinsen var kommen og havde sat sig fast der. Derfor skyndte de sig ud paa Marken, for at ikke Slyngerne skulde naa dem; thi af dem var de blevne meget foruroligede, saa længe de var i Staden.

Da Tiden var kommen, at Høvedsmændene skulde gøre Anfald paa Diabolisterne, gjorde de sig færdige med største Flid; thi Høvedsmand Troen havde sagt dem om Natten, at de om Morgenen vilde finde Prinsen i Marken. Dette gjorde dem saa meget mere begærlige efter at gaa løs paa Fjenden; thi de Ord: „I skal i Morgen se Prinsen i Marken," var ligesom Olie i en brændende Ildslue; derfor var de nu saa meget mere ivrige efter at binde an med Fjenden. Da Tiden var kommen, drog Høvedsmand Troen med alt Krigsfolket, inden det blev Dag, ud igennem Udfaldsporten; og saa snart alle Ting var i Orden, stillede Høvedsmand Troen sig frem for Hæren og gav de andre Høvedsmænd Løsenet, hvilket disse igen gav deres Underbefalingsmænd og Krigsfolket. Deres Løsen var: Prins' Immanuels Sværd og Høvedsmand Troens Skjold", hvilket i Menneskesjæls Sprog vil sige: „Guds Ord og Tro." Derpaa begyndte Høvedsmændene at gøre Anfald, omringede Fjenden paa alle Sider og ængstede Diabolisternes Lejr.

Høvedsmand Erfaring lod de blive tilbage i Staden, fordi han endnu ikke var blevet fuldstændig rask efter de Saar, Diabolisterne havde givet ham i det sidste Slag. Da han mærkede, at alle Høvedsmændene var i fuldt Arbejde, forlangte han Krykker, hvormed han gik af Sted, saa rask, som han kunde, og begav sig til Striden. „Thi," sagde han, „skulde jeg blive liggende her, naar mine Brødre er i Slaget, og Prins Immanuel vil lade sig se for sine Tjenere i Marken?" Da Fjenden saa denne Mand komme frem med sine Krykker, blev de endnu mere forskrækkede; „hvilken Aand," sagde de, „regerer Indvaanerne i Menneskesjæl, at de vil kæmpe imod os paa Krykker !" Imidlertid havde Høvedsmændene gjort et Anfald og brugt deres Vaaben med Kraft; de raabte med Frydeskrig, idet de slog løs paa Fjenden: „Prins Immanuels Sværd og Høvedsmand Troens Skjold!"

Da nu Diabolus saa, at Høvedsmændene kom ud og saa tappert omringede hans Folk, sluttede han, at der denne Gang intet andet var at vente for dem end Slag og Hug af deres „tveæggede Sværd"; derfor anfaldt han Prinsens Hær med al sin Magt, og saaledes begyndte Feltslaget.

Iblandt dem, som først anfaldt Diabolus, var Høvedsmand Troen og Hr. Vilje; disse gik løs paa ham fra hver sin Side. Hr. Viljes Slag var et Kæmpeslag; thi denne Mand havde en stærk Arm, og han anfaldt dem, som tvivlede om Udvælgelsen, thi disse var Diabolus Livvagt, og han skaffede dem i lang Tid nok at gøre og nedsablede mange iblandt dem. Høvedsmand Troen gik med stor Tapperhed løs paa den samme Skare fra den anden Side og bragte dem i stor Uorden. Høvedsmand Godt-Haab havde angrebet dem, som tvivlede om Kaldet, hvilke var stærke Mænd; men Høvedsmanden var saare tapper, og Høvedsmand Erfaring sendte ham tillige nogen Hjælp, og saaledes blev de Tvivlende-om-Kaldet drevne paa Flugt. Resten af Hærene var ogsaa i hidsig Kamp paa alle Sider, men Diabolisterne kæmpede med stor Haardnakkethed. Da befalede Hr. Oversekretæren, at man fra Slottet skulde bruge Slyngerne, og hans Folk var saa sikre, at de kunde træffe med Stenen paa et Haar. Men en Stund derefter, begyndte de Diabolister, som af Prinsens Høvedsmænd var drevne paa Flugt atter at slutte sig sammen, og de anfaldt med stor Dristighed Prinsens Folk, hvorved disse blev lidt modfaldne; men da de paamindedes, at de snart skulde se deres Prins's Ansigt, fattede de igen Mod, og Kampen blev overmaade heftig.

Nu raabte Høvedsmændene med Fryd: „Prins Immanuels Sværd og Høvedsmand Troens Skjold!" Dette var Aarsagen til, at Diabolus trak sig tilbage i den Mening, at de maatte have faaet flere Folk til Hjælp; men Immanuel var endnu ikke at se. Slaget stod dog endnu meget tvivlsomt, og man trak sig paa begge Sider lidt tilbage. I denne Mellemtid opmuntrede Høvedsmand Troen kraftig sit Folk og indgød dem Mod til at holde Stand. Det samme gjorde ogsaa Diabolus saa meget, som han kunde. Men Høvedsmand Troen holdt en smuk Tale til sine Krigsfolk og sagde : „Mine Venner og Krigsmænd, ja, mine kære Brødre i dette Forehavende ! Det glæder mig meget, at jeg paa denne Dag ser eder i Felten for vor Prins some en tapper Armé, og Menneskesjæls trofaste Forsvarer. I har hidtil bevist eder som tro og tapre Mænd imod Diabolus Magt, saa at de, hvor meget de har pralet og truet, dog ikke kan berømme sig af nogen Sejr. Fatter nu efter eders Sædvane Mod og viser eder fremdeles som tapre Mænd; thi inden kort Tid vil I faa Prinsen at se ; et Anfald til maa vi endnu gøre mod Diabolus, og saa vil Prinsen komme."

Høvedsmanden havde næppe sluttet sin Tale til Krigsfolket, da der kom et Bud, Hr Hastig, med Post fra Prinsen og berettede ham, at Immanuel var i Nærheden. Saa snart han fik denne Tidende, lod han ogsaa de andre Feltøverster vide det, og disse fortalte deres Krigsfolk det, hvilket gjorde, at Høvedsmændene og deres Undergivne ligesom vaagnede op og gik løs paa Fjenden med det forrige Raab : „Prins Immanuels Sværd og Høvedsmand Troens Skjold."

Diabolisterne gjorde ligeledes saa stor Modstand, som de kunde. I denne sidste Strid tabte Diabolisterne meget af deres Mod, og mange af Tvivlerne faldt døde til Jorden. Da de nu næsten en hel Time havde været i en meget heftig og haard Træfning, opløftede Høvedsmand Troen sine Øjne og saa Immanuel komme med vajende Faner og under Trompeternes Lyd, og deres Fødder, som fulgte ham, rørte næppe Jorden; med en saadan Hastighed ilede de for at komme til Høvedsmændene, som nu var i fuld Fægtning. Da vendte Høvedsmand Troen med sine om til Staden og lod Diabolus blive tilbage i Marken. Derpaa kom Immanuel dragende frem, saa at Fjenden kom midt imellem dem begge, hvorpaa Høvedsmand Troen med sine Undergivne gjorde et nyt Anfald, og efter en kort Tid mødtes Immanuel og Høvedsmand Troen, idet de nedtrampede de slagne, efterhaanden som de gik frem.

Saa snart Høvedsmændene saa, at Prinsen var kommen og paa den anden Side havde angrebet Diabolisterne, og at Høvedsmand Troen og hans kongelige Højhed havde faaet Fjenden imellem sig, raabte de af Glæde, saa at Jorden skjalv ved deres Frydeskrig og sagde: „Prins Immanuels Sværd og Høvedsmand Troens Skjold." Da nu Diabolus med sine Folk saa sig saaledes omringet og indesluttet af Prinsen og hans Hær, søgte han med Afgrundens Fyrster at bryde igennem, hvor han kunde, og begav sig paa Flugten, efterladende sit Folk, som faldt i Prins Immanuels og hans ædle Høvedsmand Troens Hænder. Alle disse faldt ned for deres Ansigter til Jorden, og blev efter Prinsens Ordre ihjelslagne. Ikke en eneste Tvivler beholdt Livet; de laa overalt spredte paa Jorden som Gødning paa Marken.

Efter at Feltslaget var forbi, kom alle Ting i sin forrige Orden igen, og Høvedsmændene og de ældste i Staden Menneskesjæl kom til Immanuel for at hilse ham og byde ham velkommen, og dette gjorde de med tusind Lykønskninger, fordi han igen var kommen til Menneskesjæl. Han smilede venligt til dem og sagde: „Fred være med eder." Da dette var forbi, gjorde de sig rede til at gaa tilbage til Staden, Prinsen og al hans Magt, som han havde taget med sig til Striden. Straks blev alle Portene opladte for at modtage ham' : saa glade var de over hans velsignede Tilbagekomst. Hans Indtog skete paa følgende Maade :

Stadsportene var alle opladte, ligeledes Slotsportene, og de ældste havde stillet sig ved Slotsportene for at modtage ham, naar han kom derind. Saa snart han nu nærmede sig til Portene, sagde de :

„Gører Portene vide og Dørene i Verden høje, at Ærens Konge maa drage ind !" Andre sagde: „Hvem er den Ærens Konge?" og de svarede sig selv : „Det er Herren, stærk og mægtig, Herren, mægtig i Strid. Gører Portene vide og Dørene i Verden høje, at Ærens Konge maa drage ind."

Indvaanerne i Staden sørgede ogsaa for, at hans Majestæt hele Vejen fra Stadsportene lige til Slottet blev ledsaget med Sang.

Og naar Immanuel drog ind i Staden, skulde de ældste, indtil han kom lige til Slotsportene, svare hverandre med Sang og Trompeters Lyd. Sangerne gik foran, de, som legede paa Strengeleg, gik bagefter, midt imellem gik Pigerne, som slog paa Trommer.

Høvedsmændene opvartede ogsaa Prinsen hver i sin Orden, medens han holdt sit Indtog igennem Menneskesjæls Porte. Høvedsmand Troen gik forrest, derefter Høvedsmand Godt-Haab; efter ham kom Høvedsmand Kærlighed med andre af sit Følge; sidst kom Høvedsmand Taalmodighed med de øvrige Høvedsmænd, nogle paa højre og nogle paa venstre Haand, og saaledes fulgte de Immanuel ind i Menneskesjæl. Imidlertid lod man Fanerne vaje, Trompeterne hørtes, og iblandt Krigsfolket var et stort Glædesskrig. Prinsen selv kørte ind i Staden, klædt i sin Rustning, som var af drevet Guld. Pilarerne i hans Vogn var af Sølv, Karmen af Guld. Sædet af Purpur og Bunden var belagt med Kærlighed. •

Da Prinsen holdt sit Indtog i Staden, fandt han Gaderne overalt bestrøede med Liljer og Blomster og herligt prydede med Triumfbuer samt med Grene af grønne Træer. Hver og en havde gjort noget særdeles til Prydelse for sit Hus, alt i den Hensigt at modtage ham saa meget herligere, naar han drog frem gennem Gaderne, og selv bød de Immanuel velkommen, da han med stort Frydeskrig drog forbi. De sagde: „Velkommen være den, som kommer i sin Faders Shaddais Navn."

Ved Slotsportene stod Stadens ældste, nemlig Hr. Borgmesteren, Hr. Vilje, Hr. Underlæreren, Hr. Kundskab, Hr. Sind tilligemed andre af Stedets Adel for at modtage Immanuel. De bøjede sig for ham og kyssede Støvet for hans Fødder, takkede, lovede og prisede hans kongelige Højhed for, at han ikke vilde lade sine Straffedomme overgaa dem for deres Synders Skyld, men skænke dem Naade i deres Elendighed samt med Forbarmelse vende sig til dem, og at han evindelig vilde bo i Menneskesjæl. Saaledes drog han lige frem til Slottet; thi dette var det kongelige Palads, hvor hans kongelige Højhed skulde bo; Slottet var allerede ved Hr. Oversekretærens Nærværelse og Høvedsmand Troens Nidkærhed beredt for hans Højhed, og saaledes holdt han sit Indtog.

Siden kom Folket saavel de ringere som de fornemste af Staden Menneskesjæl til Immanuel i Slottet, og der lød Graad, Skrig og Veklage; thi nu kom de deres ugudelige Væsen ihu, hvorfor han var blevet foranlediget til at forlade Staden, og da de saa ham, bøjede de sig syv Gange til Jorden og græd med stor Hjærteangst. Siden traadte de nærmere og bad Prinsen om Forladelse, samt at han vilde komme tilbage igen som de i forrige Tider og stadfæstede sin Kærlighed til Menneskesjæl.

Hertil svarede den store Fyrste og sagde: „Græder ikke, thi denne Dag er hellig for Herren. Derfor bekymrer eder ikke, thi Fryd i Herren er eders Styrke. Jeg er atter kommen til Menneskesjæl med Forbarmelse, og mit Navn skal derved blive ophøjet og helliggjort", og han tog disse Indvaanere i sine Arme, kyssede dem og trykkede dem til sit Hjærte. Desuden gav han de ældste i Menneskesjæl og hver Befalingsmand i Staden gyldne Kæder og en Ring og skikkede til deres Hustruer, Ørenringe, Klenodier, Armbaand og andre Ting, og uddelte mange kostelige Sager.

Da nu Prinsen havde gjort alle disse Ting, sagde han til Stadens Indvaanere : „Tager eders Klæder og tager eders Smykker paa. Og kommer siden til mit Slot i Menneskesjæl." Saa gik de til Judæas og Jerusalems aabne Kilder, toede der deres Klæder og gjorde dem hvide og gik siden til Prinsen i Slottet og fremstillede sig der for ham.

Nu var der klingende Spil og Fryderaab i den ganske Stad Menneskesjæl. Klokkerne ringede, og Solen skinnede vederkvægende over dem en lang Tid.

Menneskesjæls Indvaanere søgte nu ogsaa med større Iver alle de tilbageblevne Diabolisters Fordærvelse og Undergang, som endnu opholdt sig i Staden, Grøfter og Huler.

Efter at Sagerne saavidt var bragte i Orden, gav Prins Immanuel Befaling til, at Indvaanerne uopholdelig skulde udvælge nogle til at gaa ud paa Marken for at nedgrave de Døde, som var slagne ved Immanuels Sværd og Troens Skjold, for at den frygtelige Stank af disse døde Kroppe ikke skulde forpeste Luften og gøre Staden Skade.

Derfor gav Hr. Borgmesteren, Menneskesjæls vise og tro Ven, den Befaling, at visse Personer skulde benyttes til denne nødvendige Gærning, og Hr. Gudsfrygt tilligemed Hr. Tilsyn, blev forordnede til Opsynsmændover dem, som arbejdede paa Marken.

Graverne og de andre, som dertil var forordnede, gjorde, hvad dem var befalet, og begrov de fortvivlede og alt, hvad de fandt af dem, og rensede Landet. Derefter overtog Hr. Gudsfrygt sit Embede igen og forvaltede det som tilforn.

Da nu Tyrannen, Diabolus og de af hans