Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

296-305

nens Brøl, og lod ham hyle paa Stadsmurene og Slotsporten. Borgmesteren gik straks til Høvedsmand Troens Hus og spurgte ham, hvorledes det var gaaet med ham, og hvilke gode Nyheder han bragte med fra Hoffet, og medens han spurgte derom, stod Taarerne ham i Øjnene. Høvedsmand Troen svarede: „Vær ved godt Mod, min Herre, det vil altsammen blive godt med Tiden." Hermed tog han Brevet frem og lagde det tilside, hvilket Borgmesteren og de øvrige Høvedsmænd holdt for et godt Tegn. Da nu Naadens Tid var kommen, sendte han Bud efter alle Høvedsmænd og Byens Ældste, som opholdt sig paa Slottet og var paa Post, og lod dem vide, at Høvedsmand Troen var kommen igen fra Hoffet, og at han havde noget almindeligt og noget særligt at forkynde dem. Derpaa kom de alle til ham og bød ham være velkommen, spurgte ham om hans Rejse og hvad gode Nyheder han havde fra Hoffet. Derpaa svarede han dem saaledes, som han før havde svaret Hr. Borgmesteren, nemlig at alting vilde blive godt tilsidst. Derpaa aabnede han Brevpakken og tog adskillige Breve frem, hvoraf det første var til Hr. Borgmesteren og af følgende Indhold:

Prinsen var meget vel fornøjet med Bormesterens Forhold i hans Embede som ogsaa med hans Troskab i alle vigtige Sager, som paa Stadens og Folkets Vegne i Menneskesjæl var ham betroede; tillige bevidnede Prinsen ham sit Velbehag ved den Tapperhed, han havde vist i hans Tjeneste, og den Troskab, hvormed han havde forsvaret hans Sag imod Diabolus, og i Slutningen af Brevet gav han tilkende, at han om kort Tid skulde blive belønnet derfor.

Det andet Brev var til Hr. Vilje, og dette var Indholdet: Prins Immanuel vidste vel, hvor tapper og behjærtet han havde vist sig for sin Herre, som var fraværende, og at hans Navn derover var foragtet blandt Diabolisterne; Prinsen havde ogsaa meget vel forstaaet, at han havde vist sig trofast imod Staden Menneskesjæl, havde holdt sin Haand over den, og havde holdt Diabolisterne i Tømme. Fremdeles gav han tilkende, at han havde erfaret, hvorledes Hr. Vilje med egen Haand havde afstraffet nogle Oprørene til Fjendens største Skræk og et godt Eksempel for Staden, og erklærede, at han om kort Tid vilde belønne ham.

Det tredje Brev var til Underlæreren og Indholdet var, at Prinsen havde erfaret, at han saa ærlig og tro havde varetaget sit Embede, og hvad hans Herre havde betroet ham, efterdi han havde formanet, straffet og advaret Menneskesjæl efter Stadens Love. Prinsen tilkendegav sit Velbehag med, at Underlæreren havde opfordret dem til Faste i Sæk og Aske, da Menneskesjæl var saa fordærvet, og at han havde taget Høvedsmand Boanerges til Hjælp i saa vigtig en Gærning; han skulde ligeledes om en kort Tid blive belønnet.

Det fjerde Brev var til Hr. Gudsfrygt. Hans Herre havde erfaret, at han havde været den første iblandt alle i Menneskesjæl, som havde opdaget og kundgjort, hvad Kødelig-Sikkerhed havde foretaget sig, der ved sin List og Bedrageri havde foraarsaget, at den velsignede Menneskesjæl havde aftaget i Gudfrygt; desuden gav hans Herre ham ogsaa at forstaa, at han vilde ihukomme hans Taarer og Sorg over Menneskesjæl, og ikke vilde glemme, hvorledes han selv havde anholdt Kødelig-Sikkerhed ved hans eget Bord, iblandt hans Gæster, i hans eget Hus, midt i hans Glæde, og idet han søgte at udføre sin onde Plan imod Menneskesjæl. Immanuel havde ogsaa i Brevet berørt den Glæde, han havde følt over, at denne ærværdige Mand ikke var bleven forsagt, men havde været ubevægelig, og at han uagtet alle Tyrannens Trusler og Anfald havde troligen holdt Vagt ved Slotsportene samt bevæget Indvaanerne i Staden til at forfatte et Bønskrift til deres Fyrste, og det med saadanne Ord og i saadan Stil, at det kunde blive modtaget, og at de derpaa kunde erholde et Svar fuldt af Fred; inden kort Tid skulde han faa sin Løn for det altsammen.

Dernæst kom Høvedsmanden endnu frem med et Brev, som var skrevet til alle Menneskesjæls Indvaanere, hvoraf de forstod, at han ikke havde glemt deres ofte gentagne Bønskrifter til deres Herre, og at de i Fremtiden skulde se mere Frugt deraf. Deres Prins underrettede dem om, at han havde Velbehag i, at deres Hjærte og Sind nu omsider var bleven faste hos ham og paa hans Veje, skønt Diabolusi havde gjort Indfald i Staden, og at hverken hans Smigren paa den ene eller hans Trusler paa den anden Side kunde bevæge dem til at overgive sig til at tjene ham. I Slutningen af Brevet var endnu tilføjet, at deres Herre havde overdraget Menneskesjæl i Hr. Oversekretærens Hænder og til Høvedsmand Troens Styrelse med denne Formaning: „Ser vel til, at I fremdeles giver eder under deres Regering, saa skal I til rette Tid faa eders Løn."

Da nu den tapre Høvedsmand Troen havde afleveret sine Breve, gik han til Oversekretærens Hus, og der tilbragte han Tiden med at tale med ham; thi disse to var meget gode Venner og vidste i Sandhed bedre, hvorledes Sagerne stod i Menneskesjæl end alle de andre, som boede i Staden. Hr. Oversekretæren elskede ogsaa Høvedsmand Troen ret hjærtelig; ja han sendte ham mangen en god Ret fra sit Taffel. Han viste sig ogsaa ret venlig mod ham paa den Tid, da de øvrige i Staden var ligesom bedækkede med en mørk Sky. Da de havde talt med hinanden i nogen Tid, begav Høvedsmanden sig til Ro i sit Kammer ; men ikke længe efter sendte Oversekretæren Bud efter ham. Da han nu var kommen, og de havde hilst hinanden efter Sædvane, sagde Høvedsmanden til ham: „Hvad har min Herre at befale sin Tjener?" Da Oversekretæren havde ført ham lidt til Side, sagde han til ham: „Jeg har gjort Dem til Statholder, over alt det, som ligger under Menneskesjæl, saa alle Indvaanere i Menneskesjæl fra denne Dag af skal lyde Deres Befaling, og De skal være deres Anfører, og i Kraft af Deres Titel skal de føre Krigen for deres Fyrste og for Staden imod Diabolus og hans Magt, og alle de andre skulde være Dem hørige og lydige."

Nu begyndte Stadens Indvaanere at begribe, i hvilken Anseelse denne Høvedsmand stod ved Hoffet og hos Hr. Oversekretæren i Menneskesjæl; thi ingen af dem, som blev udsendte til Immanuel, kunde med saa hurtig og med saa vel forrettet Sag komme tilbage derfra, som han. Dette var Var Aarsagen til, at de, efter at de havde beklaget deres Uforstand, at de i deres Angst ikke havde agtet ham, sendte Underlæreren til Hr. Oversekretæren for at bede ham, at alt, hvad de ejede og havde, maatte stilles under Høvedsmand Troens Regering, Omsorg og Bevaring.

Hr. Underlæreren gik bort med dette deres Bønskrift og fik det Svar af denne Herres Mund, at Høvedsmand Troen skulde være den ypperste Anfører over Kongens Hær imodhans Fjender og tillige sørge for Menneskesjæls Velfærd. Derpaa bukkede han dybt, takkede Hr. Oversekretæren, gik bort og fortalte Indvaanerne denne nye Tidende. Dog skete alt dette i største Hemmelighed, efterdi Fjenden endnu var meget mægtig i Staden.

Da nu saaledes Diabolus saa, at Hr. Borgmesteren gjorde ham saa tapper Modstand, og mærkede, Hr. Gudsfrygts behjærtede Mod, begyndte han at rase og sammenkalde et Krigsraad for at hævne sig paa Menneskesjæl. Derpaa kom alle Afgrundens Fyrster sammen, og først og fremmest gamle Vantro tilligemed alle Høvedsmænd af hans Krigshær, og holdt Raad om, hvad de skulde gøre. Genstanden for denne Raadslagning var, hvorledes de skulde bemægtige sig Slottet, efterdi de ikke kunne anse sig som Herrer over Staden, saalænge deres Fjender havde Slottet. Da de ikke kunde blive enige om Sagen, stod Præsidenten Apollyon op og talte saaledes : „Mine Brødre! jeg har to Ting at forestille eder ; det første er dette : lader os igen drage ud af Staden, thi at blive her vil intet gavne os, efterdi Slottet endnu er i vore Fjenders Hænder, og det er umuligt at indtage det, saalænge der endnu er saa mange tapre Høvedsmænd deri, og den Vovehals Gudsfrygt har Omsorg for at beskytte Portene. Men saasnart vi har begivet os ud paa fri Mark, vil de glæde sig over Befrielsen, og saa turde de maaske blive uagtsomme og skødesløse, hvilket vil foraarsage dem større Skade, end vi maaske selv kan gøre dem. Men om dette ikke skulde lykkes, saa turde vor Udgang af Staden maaske foranledige Høvedsmændene til at forfølge os, og I ved selv, hvad det kostede dem at stride med os i aaben Mark, desuden kan vi, dersom vi lokker dem ud i Marken, lægge et Baghold ved Staden, som derpaa, naar de kommer ud, kan drage ind og tage Slottet i Besiddelse."

Men Belzebul stod op og sagde hertil: „Det er umuligt, at vi skulde kunde lokke alle ud af Slottet. I kan være forsikrede om, at de lader nogle blive tilbage deri for at beskytte det." Han sluttede derfor, at der maatte gribes til andre Midler, men det bedste Middel som deres Hoveder kunde optænke, var det, som Apollyon havde raadet dem til, nemlig at man skulde formaa Borgerne til igen at synde „thi," sagde de, „saalænge der endnu er en eneste tilbage i Staden, som kan røre sin Finger imod os, vil Immanuel holde med dem; og dersom han er med dem, saa ved I, hvad der er at vente for os. „Hvad mig angaar," sagde Belzebul, „saa min Mening den, at der er ingen anden Maade til at bringe dem i Trældom paa, end at Man opfinder et Middel til at forføre dem til Synd; havde vi," sagde han fremdeles, „blot ladet alle vore Tvivlere blive hjemme, saa havde vi gjort det nok saa godt som nu, eller ogsaa om vi straks havde kunnet bemægtige os Slottet; thi alle Tvivlere ligner paa fjernt Hold kun Indvendinger, som tilbageslaas af Bevisgrunde. Men om vi blot kunde bringe dem ind paa Slottet og mage det saa, at de tog det i Besiddelse, saa vilde Sejren være vor. Derfor vil vi drage os tilbage ud paa den aabne Mark. Men førend vi gør dette, lader os raadslaa med hverandre og overlægge vore trofaste Diabolister, som endnu bestræber sig for ved Forræderi at bringe Staden i vore Hænder; thi ganske vist maatte disse gøre det, ellers bliver det vel ugjort."

Efter denne Belzebuls Tale saa hele Raadet sig nødtvunget til at samtykke i hans Mening, at det eneste Middel, hvorved man kunde blive Herre over Slottet, var, at man søgte at forføre Staden til Synd. Nu var det Tid at berøre Midlet, hvormed dette kunde ske. Derfor stod Lucifer op og sagde : „Det Raad, som Belzebub har givet, er meget forsigtigt, og Midlet, hvorved det kan iværksættes, er efter min Mening dette: Lader os drage vor Magt fra Staden og ikke mere forskrække den hverken med Opfordring eller med Trommernes Lyd; lader os gaa langt ud paa Marken og anstille os, som om vi ikke gav Agt paa dem; thi jeg ser vel, at Frygten er Aarsag til deres Aarvaagenhed. Jeg har endnu en Krigslist i mit Hoved. I ved, at Menneskesjæl er en Stad, i hvilken der holdes Markeder, en Stad, som har stor Fornøjelse af Købmandsskab; hvad synes eder, om nogle af vore Diabolister anstillede sig, som om de var Bønder, der kom langt fra, og drog til Staden Menneskesjæl paa Markedet for at sælge deres Varer. Ja de kunde sælge dem for, hvad de kunde faa, selv om det skulde være for halv Pris. Men de, som skulde gaa til Markedet, maatte være forstandige og paalidelige Mænd; jeg vil sætte min Krone i Pant paa, at dette vilde lykkes. Jeg erindrer mig tvende, som efter min Mening er betænkte og listige nok; de hedder: Hr. „Ser-paa-Skillinlingen-og-lad-Daleren-gaa" og Hr. „Vinder-etHundrede-og-taber-et-Grevskab." Af disse tvende Mænd med saa lange Navne staar den ene ikke tilbage for den anden; og hvad tykkes eder, om vi gav dem Hr. „Søde-Verden" og Hr. „Nærværende-gode" til Hjælp? Disse er Mænd, som er slebne og listige, og desuden er de ogsaa vore fortrolige Venner og Medhjælpere; lader dem tilligemed flere gøre deres Bedste, og lader Indvaanerne kun blive rige; det er et Middel til at faa Fingre i dem; kommer I ikke ihu, hvorledes vi overvandt Laodicea, og hvormange er ikke fangne i denne Snare ! Naar de er bievne trygge og mætte, og vi ikke forskrækker og foruroliger dem mere, saa vil de snart glemme deres Elendighed, og det kunde vel hænde, at de derved aldeles faldt i Søvn, saa at de forsømte deres Vagtposter i Staden og paa Slottet."

„Ja skulde vi ikke paa denne Maade saaledes kunne belemre Menneskesjæl med Overflod og Rigdom, at dens Indvaanere blev tvungne til at gøre et Pakhus af deres Slot, i Stedet for at det hidtil har været et Vagthus, vel befæstet og besat med Krigsfolk imod os; derfor tænker jeg, at naar vi blot faar vore Venner ind i Staden, denne da næsten er vor egen; ja, om vi mager det saa, at Staden bliver ganske fuld med Varer, saa vil det blive slemt nok for Høvedsmændene at finde Tilhold paa noget Sted eller at kunne gemme sig, om vi en Gang uformodet overfalder dem. Kender I ikke Lignelsen om, hvorledes Rigdom fører til Vildfarelse, og siden, naar Hjertet besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorg for dette Livs Næring, hvorledes det onde da kommer over en, førend han bliver det var; desuden, mine Herrer," sagde han; „ved I vel, at det ikke er let for et Folk at blive opfyldt med vore Varer, uden at de ogsaa har nogle af vore Diabolister som Tjenere i deres Huse. Hvor er vel den Menneskesjæls Indvaaner, som er fuld af denne Verdens Væsen, uden at han har en Tjener eller Oppasser, som enten er en Horkarl eller en Ødeland eller en Praler eller en anden af dette Slags. Disse kan nu enten lade Slottet springe i Luften eller sætte det i saadan Stand, at Immanuel ikke kan holde nogen, Besætning deri. Ja, de skal efter mine Tanker bedre kunne udrette dette, end en Arme paa tyve Tusind Mand. Derfor er det min Mening, som jeg ogsaa lod eder forstaa, at vi straks skal trække os tilbage og ikke foretage noget imod Slottet under disse Omstændigheder. Lad os gøre saaledes og se til, om ikke de paa denne Maade vil ødelægge sig selv."

Denne Mening, at man saaledes ved Verdens Overflødighed skulde overlæsse Menneskesjæls Indvaanere, saa deres Hjærter derved kunde fordærves, blev højligen rost og anset for et Helvedes Mesterstykke. Men se, hvorledes Sagerne forandrede sig. Just som Diabolus Raadsforsamling skiltes fra hverandre, fik Høvedsmand Troen et Brev fra Immanuel, hvis Indhold var, at Prinsen tre Dage derefter vilde møde ham i Marken paa Sletten udenfor Menneskesjæl. „Han vil møde mig i Marken," sagde Høvedsmanden, „hvad mener min Herre dermed? Jeg ved ikke, hvad han vil sige dermed." Derpaa tog han Brevet og gik med det til Hr. Oversekretæren for at spørge ham om hans Mening derom; thi denne Herre var en Profet i alle Kongens Sager, og han saa altid paa Menneskesjæls Bedste. Han overleverede ham Brevet og bad ham sige sin Mening derom. „Hvad mig angaar," sagde Høvedsmand Troen, „saa forstaar jeg det ikke." Hr. Oversekretæren tog Brevet og gennemlæste det, og efter en kort Tavshed sagde han: „Diabolisterne har i Dag holdt et stort Raad angaaende Menneskesjæl, og raadslaaet om Stadens Fordærvelse; deres Plan er at lede Indvaanerne paa en Vej, som, om de følger den, visselig vil føre dem i Fordærvelse. Derfor gør de sig færdige til at drage ud af Staden for at begive sig i Marken og blive liggende der for at se, om deres Forehavende vil lykkes eller ikke; men ser til, at I er færdige paa den tredie Dag, thi da skal Herrens Helte ogsaa være til Stede; anfald Diabolisterne, thi Prinsen skal paa samme Tid ogsaa være i Marken. Saaledes vil han være foran dem og I