Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

276-285

saaledes, tog han disse to unge Diabolister og førte dem hen til Øjenporten, hvor han opsatte et meget højt Kors, saa de kunde ses i hele Diabolus Lejr og i hele Staden, og derpaa ophængte han disse unge Skurke.

Denne Hr. Viljes Gærning var Høvedsmand Fortvivlelse aldeles ikke behagelig, og hele Diabolus Lejr blev derved modløs, ja en vis Frygt betog de Diabolister, som endnu var tilbage i Menneskesjæl, men derimod tiltog Styrken og Modet hos Immanuels Høvedsmænd derved, thi saasnart de, som var udenfor, erfarede, hvad Hr. Vilje havde gjort, mærkede de deraf, at Menneskesjæl var beredt paa at forsvare sig til det yderste imod Diabolus, og at de i Staden værende Diabolister, ikke ville kunne udrette saa meget som Diabolus havde forestillet sig. Dette var ikke den eneste Prøve paa den tapre Hr. Vilje's Fromhed og Troskab mod Stadens Prins, hvilket vil erfares af det følgende.

Fornuftig-Sparsom havde, da han blev sat i Fængsel, ladet sine Børn blive hos Hr. Sind; og de boede i hans Hus; deres Navne var: Grisk og Skrab-Sammen. Disse havde han avlet med Hr. Sinds uægte Datter, som hed Holdfast-ved-det-Onde. Da disse mærkede, hvad Hr. Vilje havde gjort med sin fangne Tjeners efterladte Sønner, som boede i hans Hus, vilde de gribe Flugten, da de ventede samme Behandling. Men saasnart Hr. Sind mærkede det, lod han dem sætte fast i sit eget Hus, og da Han kom ihu, at alle Diabolister efter Menneskesjæls Love skulde dø, og de var overbeviste om, at være Diabolister, saa lod Hr. Sind dem belægge med Lænker og bragte dem til samme Sted, hvor Hr. Vilje havde hængt de to omtalte, og der ophængte han ligeledes disse to.

Da Stadens Indvaanere saa denne Gærning, fattede de et nyt Mod og gjorde, hvad de kunde, for at gribe flere af disse Diabolister, som foruroligede Staden; men de øvrige laa paa den Tid stille og i Skjul, saa at man ikke kunde faa fat paa dem ; imidlertid blev der holdt en stærk Vagt over dem, og enhver gik til sin Post.

Diabolus, der tillige med sin Krigshær var blevet forskrækket og modfalden, da han saa, at Hr. Vilje havde hængt de to unge Diabolister paa Korset, blev nu optændt af et frygteligt Raseri imod Staden Menneskesjæl og vilde bestorme den. Borgerne og Høvedsmændene i Staden havde nu faaet bedre Haab og Fortrøstning, og da de troede, at de dog tilsidst skulde frelses, saa frygtede de saa meget mindre, ligeledes blev ogsaa deres Underlærer mere frimodig.

Diabolus befalede, at hans Trommeslagere skulde tromme imod Staden. Saasnart Høvedsmændene hørte dette, lod de blæse i Trompeterne, som var gjorte af Sølv; thi de havde ingen Trommer. Derpaa brød Diabolus op med en Hær imod Staden for at indtage den. Høvedsmændene paa Slottet lod tappert kaste paa Fjenden med Slyngestene fra Mundporten. Imidlertid hørte man intet andet i Diabolus Lejr end forskrækkelige Skrig og Bespottelser ; derimod var alles Munde i Staden opfyldte med gode Taler, Bønner og Salmer. Fjenden kom imod dem med et grueligt Feltskrig og under en forskrækkelig Lyd fra deres Trommer, men Stadens Indvaanere svarede dem med Slynger og Trompeternes liflige Lyd, og saaledes varede dette Feltslag i nogle Dage i Træk ; dog holdt de op af og til, for at Borgerne kunde vederkvæge sig og Høvedsmændene berede sig til et nyt Anfald.

Immanuels Høvedsmænd var iførte Rustninger af Sølv, og Krigsfolkene havde vel prøvede Vaaben.

Diabolus Soldaters Rustning var af Jern og gjort saaledes, at den kunde afbøde Skuddene af Immanuels Vaaben. I Staden blev nogle beskadigede og andre haardt saarede. Det værste af alt var, at der ingen Læge fandtes i Menneskesjæl; thi Immanuel var endnu fraværende, dog kunde de saarede værge sig mod Døden ved Bladene af et vist Træ; skønt deres Saar var fulde af Forraadnelse og lugtede meget ilde. Af dem, som var i Staden, blev følgende saarede, nemlig: Hr. Fornuft, blev saaret i sit Hoved, den fortræffelige Borgmester i sit Øje, og den hæderlige Underlærer fik et Skud ikke langt fra Hjærtet, men dog var intet af deres Saar dødelige. Mange af de underordnede blev ikke blot saarede, men enkelte ogsaa dræbte.

I Diabolus Lejr var der et betydeligt Antal saarede. Høvedsmand Rasende og Høvedsmændene Grum og Fordømmelse blev tvungne til at vige tilbage og at forskanse sig længere borte fra Staden; Diabolus Standart blev nedrevet, og paa hans Fændrik Megen-Skade blev Hjerneskallen sønderknust med en Slyngesten, hvilket foraarsagede Fyrsten megen Bedrøvelse og Skam.

Mange af Tvivlerne blev ogsaa ihjelslagne ; men der blev dog nok af dem ilive til at bringe Staden Menneskesjæl til at skælve og bæve. Ved denne Sejr, som paa denne Dag faldt paa Menneskesjæls Side, fik Indvaanerne og Høvedsmændene stort Mod; derimod var Diabolus Lejr ligesom overdækket af en mørk Sky, hvorved den blev endnu mere rasende og grum. Den følgende Dag udhvilede Menneskesjæl sig, og der blev befalet, at man skulde ringe med Klokkerne og blæse i Trompeterne, og medens dette skete, gik Høvedsmændene rundt om i Staden og udstødte et stort Frydeskrig.

Hr. Vilje var heller ikke ørkesløs, men gjorde god Tjeneste mod de Diabolister, som endnu var tilbage i Staden; thi han fandt en Hr. Noget, en arrig Skurk, som vi før har omtalt, det var just den samme, der førte de tre Mænd, som Diabolisterne havde taget fra Boanerges Kompagni, til Diabolus og bevægede dem til at tage Tjeneste under Tyrannen for at stride imod Shaddais Hær. Hr. Vilje traf ogsaa paa en fornem Diabolist ved Navn Hastigfod, som var Overhoved for alle Landløbere og Landstrygere i Staden og plejede at bringe Tidende fra Staden til Lejren og fra Lejren til de Fjender, som endnu var i Menneskesjæl. Disse to sendte Hr. Vilje til Fangevogteren, Hr. Trofast med Befaling til at slutte dem i Bolt og Jern; thi hans Forsæt var at korsfæste dem, naar han fandt, at det bedst kunde ske til at fremme Stadens bedste og gøre Fjendens Lejr modfalden.

Ligeledes viste Hr. Borgmesteren sig meget virksomt, og omendskønt han paa Grund af sit Saar ikke kunde færdes saaledes omkring som tilforn, saa gav han dog alle Indvaanerne i Staden Befaling til vel at passe deres Vagt, staa beredte og ved forefaldende Lejlighed at vise sig som Mænd. Underlæreren Hr. Samvittighed gjorde ogsaa efter yderste Evne sit bedste for at holde Folket ved godt Mod.

Nogen Tid derefter kom Høvedsmændene og de andre tapre Mænd i Staden overens om at gøre et Udfald mod Diabolus Lejr. Og dette skulde ske ved Nattetider. Men dette var en Taabelighed af Menneskesjæl; thi om Natten var det altid bedst for Fjenden og værst for Staden at stride; dog vilde de vove det, thi deres Mod var stort, og den sidst vundne Sejr var dem endnu i frisk Minde .

Da den bestemte Nat kom, kastede Høvedsmændene Lod om, hvem af dem der først skulde gøre Angrebet imod Diabolisternes Hær. Loddet var faldet paa Høvedsmand Troen, Høvedsmand Erfaring og Høvedsmand Godt-Haab. De skulde føre Mandskabet. Høvedsmand Troen var af Prinsen selv, da denne opholdt sig i Staden, udnævnt til denne Bestilling, og satsledes gjorde de et Udfald paa den fjendtlige Arme, som havde forskanset sig for Staden, og det lykkes dem at trænge midt ind i Fjendens Lejr. Nu gjorde Diabolus og hans Mænd, som var meget vant til Nattearbejde, straks Allarm og var saa parate til at levere dem et Slag, som om de forud havde vidst, at de vilde komme; derfor kom de straks i Haandgemæng og kæmpede tappert paa begge Sider. Helvedes Trommer hørtes uden Ophør, og Prinsens Trompeter gav en liflig Lyd fra sig, og saaledes tog Striden sin Begyndelse. Høvedsmand Umættelig ventede med stor Begærlighed efter at høre, hvorledes Fjenden holdt sig, og lurede allerede efter Rov.

Immanuels Høvedsmænd holdt sig meget tappert og sandelig bedre, end man kunde vente af dem, og drev Diabolus hele Hær paa Flugt. Men da de tapre Høvedsmænd Troen, Godt-Haab og Erfaring var i Begreb med at forfølge og nedhugge dem, kom Høvedsmand Troen til at snuble, saa han faldt til Jorden, hvilket Fald gjorde ham saa stor Skade, at han ikke kunde staa op igen, førend Høvedsmand Erfaring kom til og hjalp ham. Folket kom derved i Uorden, og han selv var saa betagen af Smerte, at han ikke kunde holde sig fra at skrige højt. Dette foraarsagede, at de tvende andre Høvedsmænd ikke mere kæmpede saa tappert, som de tilforn havde gjort; thi de mente, at Høvedsmand Troen havde faaet et dødeligt Saar, og derved blev Folket meget forsagt og havde ikke mere Lyst til ;at kæmpe. Paa alt dette gav Diabolus meget nøje Agt ; thi skønt det var kommen til det yderste med ham, saa mærkede han dog straks, at de, som forfulgte ham, var komne i Uorden, derfor tænkte han, at Høvedsmændene enten var saarede eller døde. I Begyndelsen stod han stille, dernæst opløftede han sit Hoved og nærmede sig Prinsens Krigshær med saadant Raseri og Grumhed, som intet andet Sted findes end i Helvede, og han var saa heldig, at han straks traf paa Høvedsmændene Troen, Erfaring og Godt-Haab, som han anfaldt med saadan Grumhed og saarede saa haardt, at de med Nød kunde komme ind i Fæstningen igen, skønt de havde det bedste Mandskab i Staden med sig.

Da Prinsens Krigshær saa, hvor slet der var løbet af med disse Høvedsmænd, troede den, at det var overensstemmende med Visdom og Forsigtighed at drage sig tilbage saa godt den kunde, og trak sig derfor tilbage til Udfaldsporten igen, og saaledes fik dette Feltslag en Ende. Men Diabolus var saa opblæst af sin natlige Bedrift, at han indbildte sig, at han ganske let og med største Bekvemmelighed skulde erobre Menneskesjæl. Derfor drog han den følgende Morgen hen til Stadens Mur og begærede, at man straks skulde lade ham ind og underkaste sig hans Regimente. Diabolisterne, som endnu var tilbage, begyndte nu at fatte Mod, som man siden skal høre.

Men den mandhaftige Borgmester svarede Diabolus, at vilde han vinde noget, maatte det ske med Vold, thi saa længe deres Prins var i Live, uagtet han ikke var nærværende og dem saa bevaagen, som de gerne ønskede, vilde de aldrig gaa ind paa at overgive Menneskesjæl til nogen anden.

Dernæst begyndte ogsaa Hr. Vilje at tale og sagde: „Diabolus, Helvedes Mester og Fjende af alt det, som er godt! Vi arme Indvaanere i denne Stad har for godt Kendskab til dit Herredømme og Regimente samt til dine Planer med os, dersom vi underkastede os, til at vi nogen Sinde skulde fatte det Forsæt at give os i dine Hænder. Derfor, skønt vi tilforn, saa længe vi var uden nogen Erfaring, har taalt, at du har fanget os som en Fugl, der hverken ser Fuglefængerens Snare eller Haand, saa er vi dog nu, efter at vi er overgangne fra Mørket til Lyset, bragte fra Satans Magt til Gud, og skønt vi ved dine Rænker og Diabolisternes List har lidt meget i Staden, og du har bragt os i store Besværligheder, saa vil vi dog aldrig nedlægge vore Vaaben og overgive os til en saadan Tyran, som du er; nej, vi vil før dø paa Stedet end gøre noget saadant."

Denne Hr. Viljes og Hr. Borgmesterens fortræffelige Tale formindskede for en Del Diabolus Frækhed, hvorvel hans Raseri derved blev end mere optændt ; Borgerne og Høvedsmændene blev derimod meget styrkede ved denne Tale, ja, det var som et Plaster paa Høvedsmand Troens Saar; thi det er vist, at den kom i rette Tid og gjorde stor Nytte, og det saa meget mere, som den blev holdt straks efter at Høvedsmændene var blevne slagne paa Flugten, og Fjenden over den Fordel og Lykke, han havde haft, var bleven modigere og dristede sig til at komme Stadens Volde nærmere og fordre Adgang.

Hr. Vilje viste sig som en Mand i Staden; thi medens Høvedsmændene og Krigsfolket var i Felten, var han bevæbnet i Staden, og naar han fandt en Diabolist, fik denne noksom at føle hans tunge Haand og hans gennemtrængende skarpe Sværd. Han saarede mange af Diabolisterne, som f. Eks. Hr. Spotter og Hr. Hovmodig; mange af de ringere lemlæstede han jammerligt, og alle dem, som han forjagede, kunde man ikke opregne. Aarsagen til, at Hr .Vilje handlede saaledes, var denne, at da de øvrige Høvedsmænd var dragne ud for at byde Fjenden Spidsen, mente Diabolisterne, at det var Tid for dem at fatte Mod og gøre Oprør i Staden; derfor forsamlede de sig i Hast og begav sig til det onde Hjørne i Menneskesjæl, som om nu intet andet end idel Hvirvelvind og Uvejr var at forvente.

Denne Lejlighed benyttede Hr. Vilje med sine undergivne til at gøre et Anfald paa Diabolisterne, hvorved han viste stort Mod og tildelte dem saa mange Hug, at de maatte drage tilbage til Deres Skjulesteder igen.

Denne Hr. Viljes berømmelige Bedrift var nogenlunde Gengæld for det onde, som Diabolus havde tilføjet Høvedsmændene, og viste dem, at Menneskesjæl ikke agtede at overgive sig, om Diabolus ogsaa vandt en Sejr eller to. Saaledes fik Tyrannen atter sine Vinger stækkede, saa at han hoverede mindre, end han vilde have gjort, om Diabolisterne i Staden havde vundet samme Fordel over samtlige Indvaanere, som han havde vundet over Høvedsmændene.

Diabolus besluttede endnu en Gang at gaa løs paa Staden Menneskesjæl, thi han tænkte: „Har jeg en Gang slaaet dem, kan jeg vel endnu en Gang slaa dem." Altsaa befalede han sine undergivne, at de skulde holde sig færdige paa en vis Tid om Natten, for at gøre et rask Anfald paa Staden, men navnlig befalede han, at de skulde drage den hele Magt sammen og angribe Følelsesporten og gøre et Forsøg, om man ikke derigennem kunde trænge ind i Staden. Det Løsen, han gav sine Befalingsmænd og Krigsfolk, var „Helvedes Ild", og han sagde: „Sker det, at vi, som jeg ønsker, bryder ind enten med en Del eller med vor ganske Magt, da maa de, som har trængt sig ind, ingenlunde glemme deres Løsen, men ikke lade Staden høre andet end: Helvedes Ild, Helvedes Ild! Trommen maa gaa uden Ophør, og Fanerne stedse vaje." Krigsfolket blev ogsaa befalet at være saa tapre, som de kunde, og holde sig mandige imod Menneskesjæl.

Da Natten kom, og alle Tyrannens Forberedelser var færdige, gjorde de et uformodet Anfald mod Følelsesporten, og efterat de der havde haft en lille Dyst, stødte de denne Port vidt op ; thi den var i sig selv meget svag og altsaa let at indtage. Da Diabolus nu var kommet saa vidt, befalede han sine Høvedsmænd Pinsel og Ingen-Ro at tage Post ved denne Port, og han vovede at trænge videre ind i Staden; men Prinsens Høvedsmænd kom ham i Møde og gjorde ham Indgangen saa besværlig, som de kunde; da imidlertid tre af de bedste og tapreste Høvedsmænd var saarede, var de ikke i Stand til at gøre Staden den Tjeneste, som de gerne ønskede. De øvrige Høvedsmænd havde ogsaa mere end nok at bestille med Tvivlerne og de Høvedsmænd, som fulgte Diabolus ; thi de blev aldeles overvældede og kunde ikke hindre Fjenden i at trænge ind i Staden. Derfor maatte Prinsens Folk og deres Høvedsmænd trække sig tilbage til Slottet, som var Stadens Fæstning, og dette gjorde de dels til deres egen, dels til Stadens Sikkerhed, men allermest for at forsvare Immanuels kongelige Sæde i Menneskesjæl; thi Slottet hørte ham til.