Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

266-275

at faa den til at overgive sig til ham; derfor vilde han hver Nat lade Trommen gaa, for at den til sidst kunde blive udmattet, og om den end i Begyndelsen var uvillig, skulde den dog tilsidst tvinges dertil. Tamburerne gjorde, som de var befalede, og da de rørte deres Trommer, saa det helt mørkt ud i Staden af Angst, og Lyset skinnede ikke mere fra Himmelen ; thi man havde aldrig paa Jorden hørt saa forskrækkelig Lyd, undtagen naar Shaddai talte, og ak ! hvor skælvede og bævede ikke Menneskesjæl; thi den ventede intet andet end, at den skulde blive opslugt.

Da Tamburerne havde holdt op at slaa paa deres Trommer, talte de til Menneskesjæls Indvaanere saaledes : „Vor Herre har befalet os at sige eder, at han vil lade eder beholde Landet, dersom I frivillig vil underkaste eder ham; men dersom I fremturer i eders Haardnakkethed, har han besluttet at tage eder med Magt." Men saa snart Tamburerne havde holdt op at røre deres Trommer, løb Folket i Menneskesjæl til Høvedsmændene, som var paa Slottet, saa at der ikke var nogen til at give dem Svar. Derfor tog de sig denne Nat intet videre for, men vendte tilbage igen til deres Herre. i Lejren.

Da Diabolus mærkede, at han ved at tromme ikke kunde sætte sin Villie igennem, sendte han den følgende Nat sine Tamburer til dem igen, dog uden Tromme for at lade dem vide, at han var tilbøjelig til at indlade sig i Underhandling med dem. Men da alt kom til alt, gik deres Tale kun ud paa, at Staden skulde overgive sig til ham; men der var ingen, som hørte efter ; thi de huskede endnu, hvor meget det før havde kostet dem at lytte til Diabolisternes Tale.

Den næste Dag sendte han atter et Bud til Menneskesjæl, og denne Gang var det den forfærdelige Høvedsmand Grav; da han var kommen til Staden Menneskesjæls Mure, begyndte han at tale saaledes :

„O, I Indvaanere af den oprørske Stad Menneskesjæl ! Jeg opfordrer eder i Fyrsten Diabolus Navn til, at I uden Modstand aabner Stadens Porte og lader denne store Herre komme ind. Men fremturer I i eders Oprørskhed, og vi med Magt erobrer og indtager Staden, da vil vi opsluge eder som Graven; vil I indgaa herpaa, da sig mig det, hvis ikke, da lad mig ogsaa vide det."

„Aarsagen til denne min Opfordring," vedblev han, „er den, at min Herre uden al Tvivl og Modsigelse er eders retmæssige Fyrste og Overherre, som I ogsaa selv tidligere har erkendt. Ejheller var den Skade, min Herre led, da Immanuel behandlede ham saa skændigt, saa stor, at han derfor skulde have tabt al Ret eller ikke se sig beføjet til at søge at faa det tilbage, som ham tilkommer. Overvejer derfor hos eder selv, om I vil opføre eder fredeligt eller ej; dersom I straks vil vise eder lydige, skal vort Venskab blive fornyet, men vægrer I eder derfor og fremturer I i eders oprørske Væsen, saa har I ikke andet at forvente end Ild og Sværd."

Da den afmægtige Stad Menneskesjæl havde hørt denne Opfordring, blev den endnu mere bestyrtet, dog gav den intet Svar, derfor gik han tilbage igen derhen, hvorfra han var kommen.

Men efter at Indvaanerne havde overvejet Sagen indbyrdes og med deres Høvedsmænd, gik de paa ny til Hr. Oversekretæren for at spørge ham til Raads; thi han var som før sagt deres Overlærer, men var paa den Tid syg. De ansøgte ham om følgende tre Ting:

Først at han med naadige øjne vilde se til dem og ikke holde sig borte fra dem som før, at han vilde høre deres Klage, hvori de vilde forestille ham deres ynkelige Tilstand. Men han svarede dem, at han endnu var upasselig og derfor ikke kunde gøre, hvad han før havde gjort.

Det andet, hvorom de anholdt hos ham, var, at han vilde behage at sige dem sin Mening i denne saa vigtige Sag, nemlig om Diabolus Ankomst til Staden, da han havde lejret sig udenfor med mere end 20,000 Tvivlere, og han tilligemed sine Høvedsmænd var meget grusom, hvorfor Staden frygtede meget for ham; men Oversekretæren svarede herpaa: „I maa holde eder til Prinsens Lov og gøre, hvad deri er foreskrevet."

For det tredie begærede de, at hans Højhed vilde hjælpe dem med at forfatte et Bønskrift til Shaddai og hans Søn Immanuel og tilligemed dem underskrive det til et Tegn paa, at han heri var enig med dem: „thi til vor Herre," sagde de, „har vi sendt adskillige Sendebud, men vi har ikke erholdt noget Fredssvar ; men dersom De sætter Deres Haand derunder, vil Staden Menneskesjæl visselig have den største Fordel deraf." Men alt, hvad han gav til Gensvar, var, at de havde fortørnet og bedrøvet Immanuel, og at de derfor nu fik raade sig selv.

Dette Hr. Oversekretærens Svar faldt paa deres Hjerter saa tungt som en Møllesten. Ja, de blev saa forfærdede derover, at de stod ganske raadvilde, dog turde de ikke gøre efter Diabolus og hans Høvedsmænds Begæring. Staden Menneskesjæl stod imellem Ild og Vand, dersom dens Fjender gik løs paa den; thi dens Fjender stod færdige til at opsluge den, og dens Venner vilde ikke hjælpe den.

Da stod Borgmester Forstand op og undersøgte saa længe Hr. Oversekretærens Svar, indtil han begyndte at drage Trøst af de Ord, som syntes saa haarde, og udlagde dem saaledes : „Først og fremmest," sagde han, „følger uomgængelig af min Herres Tale, at vi for vore Synders Skyld endnu maa lide; men det Ord endnu vil sige saa meget, at vi dog omsider skal blive frelste fra vore Fjender, og at Immanuel, naar vi først har udstaaet flere Genvordigheder, vil komme os til Hjælp. Nu bør man sætte saa meget større Lid til det, som Hr. Oversekretæren sagde, eftersom han er mere end en Profet, da man altid har fundet, at hvad han har sagt, har været sandt; altsaa bør man vel give Agt paa hans Ord, især da det ogsaa er forundt Borgerne i Staden at granske og ransage dem og udlægge dem til deres Fordel." De tog saaledes Afsked fra Oversekretæren og gik igen til Høvedsmændene og fortalte dem, hvad Hr. Oversekretæren havde sagt ; disse var af samme Mening som Hr. Borgmesteren ; derfor begyndte Høvedsmændene at opmuntre Folket, at de skulde gøre sig færdige og tappert gøre Anfald paa Fjenden samt paa alle Diabolister og Tvivlere, som Tyrannen havde ført med sig for at fordærve den arme Stad Menneskesjæl.

Enhver begav sig derpaa til sin Post. Høvedsmændene havde stor Begærlighed efter at udrette noget for Prinsen. Og de fandt Behag i Krigsbedrifter. Den følgende Dag kom de sammen for at raadslaa om, hvad man skulde gøre. De besluttede da, at man skulde svare Diabolus med Slyngerne; hvilket de ogsaa gjorde, saa snart Solen stod op; thi Diabolus havde dristet sig til at komme Staden noget nærmere, uagtet han frygtede Slyngestenene som stikkende Hvepse, og ligesom intet var skrækkeligere for Staden Menneskesjæl, end naar Diabolus Trommer hørtes, saa var derimod intet skrækkeligere for Diabolus, end naar Slyngerne var i Gang, hvorfor han nu blev tvungen til at flytte sin Lejr endnu længere bort fra Staden. Derpaa lod Hr. Borgmesteren ringe med Klokkerne og befalede, at man ved Underlæreren skulde aflægge Taksigelse hos Oversekretæren, fordi Høvedsmændene og de ældste i Menneskesjæl ved hans Ord var blevne styrkede imod Diabolus og hans Magt.

Da Diabolus saa, at hans Høvedsmænd og Krigsfolk, de store Herrer og berømte Generaler var saa forskrækkede og nedslaaede over Menneskesjæls gyldne Slynger, udtænkte han et andet Middel og sagde : „Jeg vil søge at fange dem i mit Garn ved søde og smigrende Ord." Derfor kom han efter kort Tid igen til Staden, ikke med Trommer, heller ikke med Høvedsmand Grav, men efter at han havde bestrøet sine Læber med Sukker, syntes han at være en venlig og fredelig Fyrste, som ikke vilde gøre noget af Vrede eller hævne sig for den ham tilføjede Uret, men hans eneste Hensigt var nu, som han sagde, at befordre Stadens Bedste, Velfærd og Nytte. Da han nu havde begæret af Folket i Staden, at de vilde høre ham, tiltalte han dem saaledes :

„O mit Hjertes Længsel, min berømte Stad Menneskesjæls Indvaanere. Hvor mange Nætter har jeg ikke vaaget, og hvor mange modige Trin har jeg ikke gaaet for at se, om det var muligt at gøre eder noget godt. Det er langt fra mine Tanker, at jeg skulde ville føre Krig imod eder, blot I ikke selv vil hade Freden og være genstridige; I ved, at I tilforn har været mine; betænker derhos, at I aldrig har haft nogen Mangel paa al verdslig Fornøjelse, som eders Herre kunde give eller optænke, saa længe I erkendte mig for eders Herre, og jeg ansaa eder som mine Undersaatter; betænker dog, at I, saa længe jeg raadede over eder, aldrig havde saadanne angstfulde og bedrøvelige Øjeblikke, som I efter eders Oprør imod mig har haft; I Kan heller aldrig nyde nogen Ro, forinden I atter bliver forenede med mig, som I tilforn har været. Lad mig derfor formaa eder til atter at antage mig til eders Herre, saa skal jeg give eder igen eders gamle Friheder, ja jeg skal forøge dem med adskillige ny Fordele, saaledes, at I skal have Frihed til at besidde, bruge og nyde alt, hvad der er fornøjeligt paa hele Jordens Kreds. Jeg vil ikke heller, saa længe Solen og Maanen lyser, tilregne nogen af eder den Ubetænksomhed, hvormed I har fortørnet mig, ikke heller skal nogen af mine fortrolige Venner, som nu søger eders Skade og ligger skjulte i Menneskesjæls Grøfter, Jordhuler og andre Gemmesteder, nogen Sinde mere tilføje eder noget ondt, men de skal være eders Tjenere, og alt, hvad I begærer af dem, skal de af al Formue tjene eder i. Jeg behøver ikke vidtløftig at tale herom, I kender dem selv og har for kort Tid siden været glade ved deres Selskab ; hvorfor skal vi da fremture i Fjendskab med hinanden? Lad os forny vort gamle Venskab ag Fortrolighed."

„Jeg tager mig i Dag den Frihed at tale ligefrem til eder ; slutter Forlig med eders Ven; den Kærlighed, som jeg har til eder, driver mig til at gøre, hvad jeg gør, og mit gode Hjertelag for eder tvinger mig dertil."

„Gør mig derfor ingen videre Besvær, og udsætter eder ikke længer for Angst og Frygt, thi nu vil jeg enten have Fred eller Krig med eder. Forlader eder ikke paa eders Høvedsmænds Magt og Styrke, eller paa, at eders Immanuel vil komme eder til Hjælp og Undsætning; thi saadan Forstærkning vil kun skaffe eder liden Glæde!"

„Jeg er uddragen imod eder med en behjærtet og mandhaftig Krigshær, og alle Af-grundpølens Fyrster er dens Befalingsmænd desuden er mine Høvedsmænd hurtigere end Ørnen, snedigere end Slangen, stærkere end en Løve og længes mere efter Rov end Ulvene om Nætterne. Hvad er Og af Basan, hvad er Goliat af Gath, ja hvad er hundrede saadanne Folk imod en af mine ringeste Høvedsmænd? Hvorledes vilde da Menneskesjæl kunne tænke at undgaa min Magt?"

Da nu Diabolus havde endt sin søde, bedragelige og løgnagtige Tale, svarede Hr. Borgmesteren ham saaledes: "O Diabolus, Mørkheds Fyrste og Mester i al Løgn og Bedrageri! Din løgnagtige og smigrende Tale har opfyldt vore Øren; vi har alt for vel forstaget din Begæring og noksom drukket af Fordærvelsens Kalk; skulde vi saa adlyde dine Ord og bryde Shaddais Lov samt efter din Begæring forene os med dig, saa vilde vor Fyrste derved foranlediges til evindelig at udstøde og forkaste os, og naar vi af ham var bleven udstødte, vilde da det Sted, som han har beredt for dig, blive os et Hvilens Sted? Desuden findes jo aldeles ingen Sandhed i din Mund, du har jo aldeles forsaget al Sandhed, vi foretrækker at dø for din Haand, fremfor at lade vort Sind indtage af dit løgnagtige og smigrende Bedrageri."

Da Tyrannen saa, at han intet udrettede med sin Tale hos Borgmesteren, betoges han atter af et djævelsk Raseri og besluttede anden Gang at anfalde Menheskesjæl med sin fortvivlede Krigshær. Derfor lod han igen Trommen røres, for at hans Folk skulde holde sig beredt til at storme Staden. Imidlertid bragte Trommernes Lyd Menneskesjæl til at bæve. Endelig kom Diabolus med sin Krigshær temmelig nær til Staden og indrettede det saaledes, at Høvedsmændene Grusom og Pinsel lejrede sig for Følelsesporten, og de fik Befaling til at holde sig færdige til Strid; han tog ogsaa den Bestemmelse, at Høvedsmand Ingen Ro skulde i Nødsfald komme dem til Hjælp. For Næseporten lagde han Høvedsmand Svovl og Høvedsmand Grav og befalede dem, at de nøje skulde bevogte denne Kant af Staden. Men for Øjenporten lagde han den fæle Høvedsmand Haabløs, som her rejste sit skrækkelige Banner.

Høvedsmand Umættelig, som skulde gøre Tjeneste hos Diabolus, fik Befaling til at forsvare alt, hvad Diabolus Tid efter anden kunde fratage Fjenden, saavelsom og de Personer, han kunde faa til Fanger.

Stadens Indvaanere plejede at betjene sig af Mundporten til at gøre Udfald af, derfor besatte de den ogsaa meget stærkt, det var just ogsaa denne Port, hvorigennem Borgerne sendte deres Bønskrifter til Prins Immanuel. Det var ogsaa denne Port, fra hvis Top Høvedsmændene kastede med deres Slynger paa Fjenden; thi denne Port stod noget højere end de andre, saa de derfra kunde gøre den fjendtlige Arme den største Skade; derfor bestræbte ogsaa Diabolus sig allermest for at udrette noget mod denne Port.

Medens saaledes Diabolus havde travlt med sine Foranstaltninger til at anfalde Staden udenfra, var Høvedsmændene og Krigsfolket i Staden ikke mindre flittige til at sætte sig i Forsvarsstand; de havde Slynger i Beredskab, opsatte Faner, prøvede Basuner, og gjorde alt, hvad der syntes at være nødvendigt og nyttigt tigi til at gøre Fjenden Afbræk og tillige kunde være Staden Menneskesjæl til største Fordel. De sørgede ogsaa for, at Krigsfolket skulde holde sig beredt til Strid, naar de hørte Trompeternes Lyd. Hr. Vilje paatog sig ogsaa at have et vaagent Øje med de Oprørere, som var indeni Staden, og at gøre alt, hvad han kunde, for at gribe dem, naar de vovede sig ud, eller og at dræbe dem i de Huler og Gemmesteder, som de havde ved Murene i Staden Menneskesjæl. Og sandt at sige, saa viste Hr. Vilje, efterat han havde gjort Bod for sine begangne Fejl, saameget Mod og Mands Hjærte som nogen i hele Menneskesjæl; thi han anholdt en Mand ved Navn Altid-glad og hans Broder Hr. Kaad, som var Sønner af hans Tjener Uskyldig-Fornøjelse, og som, omendskønt deres Fader var bleven kastet i Fængsel, dog var blevne boende i Hr. Viljes Hus ; disse tog han meed egen Haand og naglede til Korset. Aarsagen til at han korsfæstede dem, var denne : Efter at deres Fader var bleven overleveret til Fangevogteren Trofast, vedblev Sønnerne med deres Faders Rænker og begyndte at skæmte og gantes med Husherrens Døttre, ja man havde Mistanke om, at de maaske turde være alt for nøje bekendt med dem, og dette havde Hr. Vilje faaet Underretning om. Men da deres Herre ikke vilde tage Livet af nogen uforhørt, vilde han ikke saa pludselig og uformodet anfalde dem, men udsatte Vagt og Spejdere for at erfare, om de Ting, som var forkyndt ham, forholdt sig saaledes, og tvende af hans Tjenere, Efterforsker og Alt-Fortæller, greb dem flere Gange i en meget uanstændig Opførsel og gik hen og fortalte sin Herre det. Da Hr. Vilje havde fulkommen Grund til at tro, at dette virkelig forholdt sig