Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

26-35

at gøre det aldeles af med ham. De ønskede mangen Gang, at han selv med sine Prædikener" var tusinde Mile borte fra dem ; ja de kunde blive helt ængstelige, naar de blev ham var, i Særdeleshed naar de erindrede sig, hvorledes han tilforn plejede at true og fordømme dem.

Men alle disse Ønsker var forgæves ; thi jeg ved ikke, hvorledes han i denne Tilstand kunde være forblevet iblandt dem, dersom det ikke var sket ved Shaddais Kraft og Visdom. Dernæst var hans Hus saa stærkt som en Fæstning og laa ikke langt fra en af Stadens Skanser. Og desuden kunde han, naar Pøbelen og det gemene Folk kom for at rydde ham af Vejen, oplade Sluserne og slippe en saadan Vandstrøm (forskrækkelige tanker) ind, at den truede med at drukne alle dem, som var der i Egnen.

Nu vil jeg forlade Hr. Registratoren og komme til Hr. Vilje, som var en anden Adelsmand i den berømte Stad. Denne Hr. Vilje var af saa højbaaren Slægt som nogen i hele Staden og var lige saa stor Ejendomsbesidder som mange andre, om ikke større, og om jeg erindrer ret, havde han nogle personlige Forrettigheder i den berømte Stad Menneskesjæl. Foruden alt dette var han en Mand af stor Styrke, Bestemthed og Mod, saa ingen kunde, naar han saa sin Lejlighed, sætte sig imod ham Om det nu skete af Hovmod i Betragtning af hans Stand, Frihed, Styrke eller noget saadant, — thi det skete ganske vist af Hovmod i en eller anden Retning, - saa vilde han ingenlunde være en Træl i Menneskesjæl; derfor besluttede han at tage Tjeneste under Diabolus, for at han kunde blive en anset Befalingsmand, som han før havde været. Og udholdende, som han var, begyndte han derpaa i god Tid; thi da Diabolus holdt sin Tale for Øreporten, var han straks en af de første, som gav denne Tale Bifald, og da han holdt hans Raad tjenligt, lod han Portene aabne og Diabolus drage ind i Staden; derfor havde Diabolus ogsaa særlig Godhed for ham og skaffede ham en god Post, og da han erfarede hans Tapperhed og Mod, ønskede han at optage ham blandt sine store Herrer for at bruge ham i vigtige Sager.

Derfor skikkede han Bud efter ham og talte med ham om de hemmelige Sager, som laa ham paa Hjerte, og for at faa ham til at adlyde behøvedes der ikke megen Overtalelse ; thi ligesom han i Begyndelsen var villig til at slippe Diabolus ind i Staden, saa var han nu ligeledes villig til at tjene ham. Da Tyranen mærkede, at denne Herre var villig til at være hans Tjener, gjorde han ham straks til Høvedsmand over Slottet (hjertet) og til Kommandant over Volde og Mure (kødet) og Tilsynsmand for Stadsportene (sanserne) i Menneskesjæl. Ja, der var en Artikel i hans Bestalling af det Indhold, at ingen Ting i hele Staden skulde ske, uden hans Vidende, saaledes at herefter ikke det ringeste i hele Menneskesjæl maatte gøres, om det ikke skete efter hans Vilje og Behag.

Han havde ogsaa en Sekretær ved Navn Hr. Sind, en Mand, der i alle Maader talte som sin Herre; thi de var enige i deres Grundregler, og i deres Gerninger var de ogsaa kun lidt forskellige, og saaledes kom det dertil med Menneskesjæl, at den fuldbyrdede sin Viljes og Forstands Begærligheder (Eph 2.2-3)

Jeg kan ikke faa ud af mine Tanker, hvor ugudelig denne Hr. Vilje var, da han havde faaet Magten i Hænderne. Først nægtede, han ganske, at han skyldte sin forrige Konge og Overherre nogen Lydighed eller Tjeneste; derefter gjorde han en Ed, og tilsvor sin store Herre Diabolus Troskab, og da han derpaa var bleven indsat i sit Embede og havde faaet sine Forrettigheder stadfæstede, saa kan I ikke forestille eder, naar I ikke selv har set det, hvilket underligt Spil denne Skælm drev i Staden. Han nærede et dødeligt Had til Hr. Registratoren og kunde ikke taale at se ham for sine Øjne, kunde heller ikke fordrage et Ord al hans Mund; han lukkede Øjnene til, naar han saa ham, og tilstoppede sine Øren, naar han hørte ham tale. Han kunde heller ikke taale, at det allermindste af Shaddais Lov fandtes noget Sted i Staden. For Eksempel: Hans Sekretær, Hr. Sind, havde i sit Hus nogle gamle Papirer og sønderrevne Pergamenter, hvorpaa Shaddais Lov var skrevet. Da Hr. Vilje saa dem, kastede han dem alle bag sin Ryg (Viljen vil ikke lade sig overbevise af samvittigheden. Heb 9.26); det er vel sandt at Hr. Registratoren endnu havde nogle af disse Love i sit Studerekammer ; og hvormeget Hr. Vilje ogsaa umagede sig, kunde han dog ikke faa fat i dem. Han baade tænkte og sagde, at den gamle Borgmesters Hus havde alt formeget Lys, saafremt Menneskesjæls Fordel skulde blive befordret; selv kunde han ikke fordrage Skinnet af en Fakkel eller Lampe.

Hr. Vilje fandt ikke Behag i andet end det, hans Herre Diabolus elskede (Den fordærvede vilje elsker en fordærvet forstand). Han havde ikke sin Lige til at udbasunere paa Gaderne den store Kong Diabolus Tapperhed, Visdom og Herlighed; han strejfede om i Menneskesjæls Gader for at udbrede sin berømte Herres Ros og kunde endog nedlade sig til at omgaas med det laveste Pak, naar han blot kunde faa udbredt sin tapre Fyrstes Pris. Alt ondt kunde han gøre uden Opfordring og begaa Ondskab uden Befaling.

Hr. Vilje havde ogsaa en Løjtnant under sig ved Navn Hr. Lidenskab, en Mand, der havde aldeles fordærvede Grundsætninger og førte et dermed overensstemmende Liv (Rom 1.24). Han havde ganske overgivet sig til Kødet og blev derfor kaldt Onde-Lidenskab. Nu var der ogsaa en anden, kaldet Sanselighed, som var Hr. Sinds Datter; disse to forelskede sig med hinanden — lige søger lige, — forlovede sig og giftede sig med hinanden, og jeg tror, de havde adskillige Børn sammen, nemlig: Uforskammethed, Stormund og Dadel-Hader. Disse var alle tre sorte Drenge; desuden havde de tre Døtre, nemlig: Sandheds-Foragter og Guds-Foragter. Den yngstes Navn var Hævn. Alle tre var gifte i Staden og avlede mange onde Børn, som det her vilde blive altfor mange at opregne, hvorfor vi stiltiende forbigaar dem.

Da nu Kæmpen saaledes havde sat sig fast i Staden Menneskesjæl, og havde undertrykt nogle og ophøjet andre, alt efter sit eget Forgodtbefindende, begyndte han at forvanske et og andet. Der stod endnu paa Torvet i Menneskesjæl, saavel som paa Fæstningsporten, et Billede af den velsignede Shaddai. Dette Billede var udskaaret med en saadan Kunstfærdighed at det lignede ham saa fortræffeligt, som noget i Verden kunde gøre. Dette lod han i sin Ondskab forvanske, hvilket blev iværksat ved en Mands Haand, som hed Usandhed; og I maa vide, at ligesom Diabolus befalede at gøre Shaddais Billede til intet, og dette blev udført af Hr. Usandhed, saaledes befalede han ham ogsaa paa dette Sted at oprejse Diabolus skrækkelige Billede til deres tidligere Konges Skam og Skændsel og til hans Stad Menneskesjæls Fornedrelse.

Desuden afskaffede Diabolus ganske og aldeles alt, hvad der var tilovers af Shaddais Lov og Sitatuter, nemlig det, som angik Sædelæren, de borgelige og naturlige Forskrifter, ligesom han ogsaa søgte at afskaffe de strenge Straffe, som heftede derved. Kort sagt, der var ikke noget godt tilbage i Menneskesjæl, uden at han og Hr. Vilje tragtede efter at tilintetgøre det; thi det var deres Plan at forvandle Menneskesjæl til et Dyr og ved Hr. Usandhed at gøre den til et kødeligt Svin.

Da han nu saaledes havde, saavidt det var ham muligt, fordærvet alle Love og gode Anordninger, befalede han videre, at alle hans Edikter, Love og Anordninger skulde opslaas paa alle offentlige Pladser i Staden, hvilket ogsaa skete, for at han saa meget bedre kunde opnaa sit Øjemed: at drage Menneskesjæl bort fra dens Konge Shaddai. Hans Forordninger vare følgende: Han gav dem, som ikke var af Shaddai, men af Verden (1 Joh 2.16), al Frihed til deres kødelige Begæringer, Øjenlyst og et hoffærdigt Væsen, satte godt Mod i dem og befordrede allehaande Løsagtighed og Ugudelighed, og for at han saa meget mere kunde forøge alt ugudeligt Væsen i Menneskesjæl, lovede han denne Stad Fred, Fornøjelse, Fryd og Velsignelse, saafremt hans Befalinger blev efterlevede, ligesom han ogsaa forsikrede dem, at de aldrig vilde udsætte sig for noget Ansvar ved at følge hans Forskrifter. Dette faar tjene til en Mundsmag for dem, som gerne vilde høre, hvad der har tildraget sig i langt bortliggende Lande, uden at de har noget Kendskab dertil.

Da nu Menneskesjæl saaledes var kommen ganske i Diabolus Vold, hørte eller saa man intet andet i denne Stad, end det, der tjente til at gøre ham stor og ophøjet; og da han havde afsat Borgmesteren og Registratoren fra deres Embeder og dertil vidste, at denne Stad, førend han fik den i sin Magt, var den aller ældste blandt alle Steder i Verden, saa frygtede han for, at den engang skulde bebrejde ham, at han havde styrtet den i Ulykke, dersom han ikke vedligeholdt dens Glans. Af denne Grund og for at den kunde se, at han ikke havde formindsket dens Glans eller søgt at berøve den dens Fordele, udvalgte han til Staden en ny Registrator, som var efter Indbyggernes Hjerte, og som var ham til Velbehag.

Borgmesteren, som Diabolus ansatte, hed Kødelig-Begærlighed. Han var en Mand, som hverken havde Øjne eller Øren ; alt, hvad han gjorde, enten som Menneske eller som Embedsmand, gjorde han paa naturlig Vis og Maade, ligesom de ufornuftige Dyr gør, og hvad der gjorde ham endnu foragteligere, ikke saameget for Menneskesjæl, som for dem, som saa og var bedrøvede over dens Fald, var dette, at han aldrig fandt Smag i det gode, men kun i det onde.

Registratoren var en Gudsforglemmer, en meget ond Aand; han kunde ikke huske andet end det, som var ondt, men dette kunde han ogsaa gøre med Lyst; han var af Naturen meget duelig til at gøre det, som var skadeligt, ja ogsaa det, som var Staden Menneskesjæl og alle dens Indvaanere til Fordærvelse.

Disse to førte ved deres Magt, deres Eksempel og deres Overbærenhed med det onde, Menigmand paa højst skadelige Veje; thi hvem forstaar vel ikke det, at naar de høje Embeder indehaves af onde og fordærvede Mænd, vil det hele Land, hvori de findes, ogsaa blive fordærvet ?

Desuden ansatte Diabolus i Menneskesjæl adskillige Repræsentanter og Raadsherrer, blandt hvilke Staden, om det skulde befindes fornødent, kunde udvælge Officerer og Øvrighedspersoner. De fornemstes Navne iblandt disse var : Hr. Vantro, Hovmodighed, Sværgen, Horeri, Haardhjerte, Ubarmhjertighed, Ondskab, Usandfærdighed, Løgn-Elsker, Falsk-Fred, Drukkenskab, Bedrageri og Gudsfornægtelse, ialt tretten i Tallet. I dette Selskab var Vantro den ældste og Gudsfornægtelse den yngste.

Der blev ogsaa udvalgt almindelige Raadsmænd, desuden andre til Dommere, Underdommere, Tilsynsmænd og lignende, alle var meget lig de her opregnede, da de enten var Fader, Søn, Broder, Søskendebarn eller andre nærbeslægtede, hvis Navne vi for Kortheds Skyld forbigaar.

Da nu Kæmpen havde bragt sit Værk saavidt i Stand, byggede han nogle Fæstninger i Staden, navnlig tre, som syntes uovervindelige. Den første, som hed Trods, var saaledes anlagt, at den kunde beherske den gamle Stad og forhindre, at Indvaanerne havde Samkvem med deres gamle og første Konge.

Den anden kaldte han Fæstningen Midnat, fordi den var bygget for at forhindre Menneskesjæl i at lære at kende sig selv ret; og den tredies Navn var Søde-Synd, fordi han med den vilde holde alle gode Tilkyndelser borte fra Menneskesjæl. Den første af disse Fæstninger laa nærmest øjenporten, for at Lyset derved saa meget som muligt kunde forvandles til Mørke ; den anden var bygget ikke langt fra det gamle Slot, for at ogsaa det saa meget som muligt kunde formørkes og Indvaanernes Øjne forblindes; den sidste laa paa Torvet.

Guvernøren, som Diabolus satte over den første af disse Fæstninger, kaldtes Gud-Trodser, en gudsbespottelig Krop ; han var med den Bande, som først drog i Felt mod Menneskesjæl. Guvernøren for Fæstningen Midnat hed Lyshader; han var ogsaa en af dem, som var dragne ud imod Staden; Befaling-manden for den tredie Fæstning, Søde-Synden, kaldtes Kød-Elsker, han var en udsvævende Fyr, dog var han ikke fra det samme Land, hvor de andre hørte hjemme. Han kunde finde mere Sødhed, naar, han sugede paa en eller anden Kødslyst og Begærlighed, end han kunde smage i hele Guds Paradis.

Nu ansaa Diabolus sig ganske sikker og fri for al Fare; han havde indtaget Staden Menneskesjæl, han havde tillige forskanset sig i den; han havde afsat de gamle Styrere og sat nye i deres Sted; han havde tilintetgjort Shaddais Billede; han havde udryddet de gamle Lovbøger og indført sine uforskammede Løgne; han havde anlagt nye Fæstninger og Skanser og besat dem med sine Folk, alt for at han kunde se sig i Sikkerhed, om den gode Shaddai eller hans Søn engang skulde angribe ham.

Nu kan I vel tænke eder, at det paa en eller anden Maade maatte blive Kong Sbaddai bekendt, hvorledes hans Menneskesjæl i Landet Jordens Kreds var gaaet tabt, og at den frafaldne Kæmpe Diabolus, som fordum havde været en af hans Majestæts Tjenere, som en Oprører mod sin egen Konge havde bemægtiget sig denne Stad. Ja, disse Tidender kom med alle Omstændigheder for Kongen, hvorledes Diabolus havde gaaet frem med stor List, underfundige Løgne og Rænker imod Menneskesjæls Indvaanere, der var et særdeles enfoldigt og oprigtigt Folk, hvorledes han havde ihjelslaaet den heltemodige og tapre Høvedsmand Modstand, da han med de øvrige af Stadens Indvaanere stod over Porten, hvorledes ogsaa den mandhaftige Hr. Oprigtighed faldt død til Jorden, hvad enten det skete af Sorg, som nogle siger, eller, som andre vil mene, af en Mands forgiftede Aande, hvis Navn var Uro, da han maatte høre, hvorledes denne stinkende Diabolist saa skammelig lastede Shaddai, hans rette Herre og retmæssige Konge. Fremdeles kom det for Kongens Øren, hvorledes. denne Hr. Uro paa sin Herre Diabolus Vegne havde holdt en Tale til Byens Indvaanere, hvorpaa de, som i sin Troskyldighed troede ham paa Ordet, straks aabnede Øreporten, der var den største af Stadens Porte, og indlod Diabolus med hele sit Følge for at tage den berømte Stad i Besiddelse. Fremdeles, hvad Diabolus havde foretaget sig med Hr. Borgmesteren og Hr. Registratoren, hvorledes han havde afsat dem fra deres Myndighed og fra det, der var dem betroet ; ligeledes hvorledes Hr. Vilje var bleven en Rebel og Oprører tilligemed hans Sekretær, Hr. Sind, og at de begge to havde fortryllet Staden og lært de ugudelige at vandre paa deres Veje. Fremdeles, at denne Hr. Vilje var i stor Anseelse, at Diabolus havde givet alle Fæstninger i Menneskesjæl i hans Haand, og at Hr. Lidenskab var med i alle hans oprørske Handlinger; „ja," fortsatte Budbringeren, „dette Uhyre, Vilje, har offentlig fornægtet Kong Shaddai, bøjet sin Nakke under Diabolus, forpligtet sig til ham, og svoret ham Troskab." „Dertil kommer ogsaa," vedblev Budet, „at denne deres nye Konge, eller rettere sagt, denne oprørske Tyran har taget en af sine egne og gjort til Borgmester og Registrator over den