Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

246-255

vi blot forlede den til saadant Levnet, skal dens Prins ikke lettelig komme til den. Vor trofaste Ven Hr. Kødelig-Sikkerhed tilligemed en af hans Kammerater drev ham ud af Menneskesjæl; hvorfor skulde ikke Hr. Gerrighed og Hr. Kød's-lyst kunne hindre ham i at komme ind i Staden? Men dette siger jeg eder ikke som noget, der er eder ubekendt ; thi I ved, at to eller tre Diabolister, optagne i Menneskesjæl, kan udrette mere for at hindre Immanuel fra at komme tilbage, samt for at bringe Staden under vor Magt, end en hel Legion, som vi kunde udsende for at gøre ham Modstand."

"Lad os derfor med Flid og Alvor antage det første Forslag, som vore Venner i Menneskesjæl har gjort, og lad dem uden Ophold med al optænkelig List udsende nogle forklædte Medbrødre, som kan indlade sig med Indvaanerne i Menneskesjæl og føre dem bag Lyset, saa vil det maaske ikke engang være fornødent at begynde nogen Krig med dem; eller om Nøden endelig skulde tvinge os dertil, da forsikrer Jeg eder, at jo syndigere de er, desto afmægtigere vil de blive til at gøre os Modstand, og desto lettere vil det falde os at overvinde dem. Ja, om det skulde hænde sig, hvilket er det værste, Man kan forestille sig, at Immanuel straks skulde komme til dem igen, hvorfor skulde ikke dette og lignende Midler straks igen kunne uddrive ham? Ja, hvorfor skulde ikke han af deres mangfoldige Synder blive foranlediget til aldrig i Evighed mere at ville komme tilbage, ligesom han i Begyndelsen af samme Aarsag havde forsaget dem? Om saa sker, vil hans Murbrækkere, Slyngeskytter, hans Høvedsmænd og hans Krigshær tilligemed han selv begive sig derfra og saaledes efterlade Menneskesjæl i en blottet og nøgen Tilstand; ja, denne Stad skulde da, naar den ser sig saaledes forladt af sin Fyrste, straks aabne Portene for dig og erkende dig for sin Herre, som før er sket. Men dette vil tage Tid; thi i nogle faa Dage kan saa stor og vigtig en Ting som denne ikke udføres."

Saa snart Appollyon havde endt sin Tale, begyndte Diabolus ret at vise sin Ondskab og brod ud i følgende Qrd: Mine Herrer og denne Afgrunds Øverster, oprigtige Venner! Jeg har med større Utaalmodighed, end det vel anstod mig, hørt paa eders lange og kedsommelige Taler. Min graadige Strube og min tomme Bug har en saa stor Begærlighed og Længsel efter igen at indtage og besidde den berømte Stad Menneskesjæl, at det, det koste hvad det vil og gaa, som det kan, er mig umuligt længere at kunne vente paa disse langvarige Anstalters sendrægtige Iværksættelse. Jeg vil uden ringeste Forhaling paa alle mulige Maader søge at fylde min umættelige Afgrund med Menneskesjæls Legemer og Sjæle. Laaner mig derfor eders Hoveder, eders Hjærter og eders Hjælp; jeg vil straks gaa hen og indtage min Stad."

Da nu Afgrundens Herrer og Fyrster mærkede den brændende Begærlighed, som Diabolus havde efter at opsluge den elendige Menneskesjæl, undlod de at gøre flere Indsigelser derimod og lovede at staa ham bi med al den Magt, som de havde. Var Apollyons Raad blevet antaget og fulgt, vilde Staden paa en langt forskrækkeligere Maade være blevet ødelagt. Men, som sagt, de var alle redebonnne til at staa Diabolus bi med al den Magt, som de kunde; thi de vidste ikke, hvor snart de kunde behøve hans Hjælp, naar de selv kom i Knibe. Nu begyndte man at overlægge om, med hvilke og hvor mange Krigsfolk Diabolus skulde drage ud imod Menneskesjæl for igen at indtage denne Stad. Efter nogen Disput blev der fattet den Beslutning, at man skulde følge det Raad, som Diabolisterne havde givet i deres Brev, nemlig, at ingen Krigshær var tjenligere til dette Øjemed end den, som bestod af grumme Tvivlere og mistrøstige, og syntes man, at et Tal af tyve til tredive Tusinde maatte være nok til at fuldføre dette Værk.

Enden paa disse stormægtige Herrers vidtløftige Raadslagning blev saaledes, at Diabolus skulde lade røre Trommerne i Tvivlens Land, som grænser til Helvedes Portes Høj, for at hverve saadanne Folk, som han kunde betjene sig af imod den elendige Stad Menneskesjæl.

Det blev ogsaa besluttet, at disse Herrer selv skulde yde ham Bistand i denne Krig og have Overbefaling over hans Folk.

Derfor forfattede de paa ny et Brev og sendte Hr. Vanhellig tilbage dermed for at meddele Diabolisterne, der luskede omkring i Menneskesjæl, og som med Længsel ventede paa hans Tilbagekomst, hvilken Plan de havde valgt. Brevets Indhold lyder som følger:

„Fra den brændende og forfærdelige Helvedes Afgrund. Diabolus med alt sit Følge af Mørkheds Fyrster hilser vore fortrolige Venner i og ved Menneskesjæls Mure, som har en ulidelig Længsel efter vort djævelske Gensvar angaaende det giftige Forehavende imod Staden Menneskesjæl! "

„Kæreste Venner! I, som er vort udtrykte Billede, af hvem vi Dag efter Dag roser og berømmer os, og ved hvis Gerninger og Forhold vi det ganske Aar igennem fryder og fornøjer os! Vi har modtaget eders belejlige Brev, som var os kærkomment, af vor tro og meget elskelige Adelsmand Vanhelligs Haand, og vi maa herved lade eder vide, at da vi havde brækket Brevet og læst dets Indhold, gav den bundløse Afgrund, hvor vi opholder os, af Fryd og Fornøjelse en saa fæl og gennemtrængende Lyd, at de omkring Helvedes Portes Høj liggende Bjerge bævede af dette Skrald, som om de vilde revne. Vi kan ej heller andet end erkende, glæde og forundre os over eders Troskab imod os og over eders store og skarpsindige Aand, som I nu lader se i alt eders Væsen, og hvormed vi finder eder beredvillige til vor Tjeneste imod Menneskesjæl; thi I har opdaget og opfundet for os en saadan fortræffelig Plan imod dette oprørske Folk, at alt Helvedes Kløgt ikke skulde have kunnet ophitte det, som var bedre, og saa snart vi saa eders sidste Forslag, har vi straks bifaldet det og med største Beundring samtykket deri."

„Ja vi lader eder vide, for at styrke eder i eders dybe Underfundighed, at da eders Forslag blev taget under Overvejelse i alle Fyrsters og Overherrers Forsamling paa dette Sted, og der gjorde sig adskillige modstridende Meninger gældende, maatte de dog selv tilstaa, at de med al deres Fornuft ikke kunde opfinde noget bedre, tjenligere og bekvemmere Middel til at overfalde, indtage og bringe under vor Lydighed den oprørske Stad Menneskesjæl."

„Kort at fortælle, alt, hvad der blev talt, som ikke stemmede overens med eders Brevs Indhold, det faldt bort af sig selv! thi Fyrsten Diabolus vilde ikke vide af noget andet Forslag end det, som kom fra eder! ja, hans vidt udspændte Strube og store Bug var lutter Fyr og Flamme efter at iværksætte eders Plan."

„Dernæst giver vi eder til Kende, at vor stolte, grumme og ubarmhjertige Diabolus lader opbyde mere end tyve Tusinde Fortvivlede, som skal drage imod dette Folk, eder til Hjælp, men den oprørske Stad Menneskesjæl til Fordærvelse! de er alle kække Mænd, som har et forskrækkeligt Aasyn, Folk, som fra gammel Tid er vante til Krigen, og som ikke forskrækkes for Trommen."

„Fremdeles maa vi lade eder vide, at han saa hastigt som muligt vil sætte dette sit Forsæt i Værk og vel udføre samme! thi dertil er hans Hu og Sind ganske henvendt. Vi begærer derfor, at ligesom I hidtil har holdt eder til os og med Raad og Daad staaet os bi, I ogsaa nu vil befordre vort Forehavende, hvoraf vi forsikrer eder, at I ikke skal have nogen Skade eller Forlis, men vel Fordel og Gavn ! ja, vi har tænkt at gøre eder til Herrer over Menneskesjæl.

„En: Ting maa vi minde om, som paa ingen Maade maa forsømmes, nemlig, at hver og en af eder, som befinder sig i Menneskesjæl, maa anvende al sin Kraft, List og Underfundighed for endnu fremdeles ved Bedrageri at forlede Staden Menneskesjæl til Synd og Ugudelighed, for at naar Synden er fuldkommen, Døden kan følge derpaa ! thi vi er fast forvissede om, at jo værre, syndigere og ugudeligere Staden Menneskesjæl bliver, jo mere uvillig vil Immanuel være til at komme den til Hjælp baade med sin Nærværelse og paa andre Maader ! ja, jo syndigere den bliver, jo svagere vil den ogsaa blive, og desto mindre Modstand vil den ogsaa gøre os, naar vi overfalder den for at opsluge den, ja det kunde lettelig ske, at dens mægtige Shaddai vilde nægte den alt videre Forsvar og Beskyttelse og kalde sine Høvedsmænd tilbage med alle sine Krigsfolk samt alle sine Slyngeskytter og Murbrækkere og lade Staden staa der blottet og aaben! sker dette, da vil den maaske selv aabne Portene for os og som en moden Figen falde i Munden paa den, som vil æde den!"

„Ja, I maa være forsikrede om, at vi ganske magelig og uden Møje skal overvinde den og blive dens Mester! hvad Tiden angaar, naar vi skal gaa løs paa Menneskesjæl, da er vi endnu ikke ganske enige derom, omendskønt nogle af os, ligesom I, er af eden Mening, at Natten til en Markedsdag visselig vil være allerbekvemmest !"

„Men ihvert Fald maa I holde eder færdige for, saasnart I hører vor brølende Tromme udenfor, da at afstedkomme et stort Anskrig og en forskrækkelig Allarm inde i Staden! thi da vil den, til hvad Side den vender sig, blive ængstet og ikke vide, hos hvem den skal søge Hjælp."

„Vor Hr. Lucifer, Hr. Belzebul, Hr. Apollyon, Hr. Legio og alle andre hilser eder ! det samme gør ogsaa vor Hr. Diabolus, og vi ønsker eder, i alt, hvad I foretager eder, den samme gode Fremgang, den samme Frugt og Nytte, som vi selv ønsker at nyde. Vi hilser eder fra vort forfærdelige Opholdssted i den rædsomme Afgrund, og det samme gør ogsaa de mange Legioner, som er hos os. Ja vi ønsker eder den samme Helvedes Lyksalighed, som vi selv forventer. Afsendt med Bedrageren Vanhellig."

Hr. Vanhellig gjorde sig færdig til med sit Budskab at gaa fra den frygtelige Afgrund tilbage til Diabolisteme, som boede i Staden, og da han gik op af Afgrundens Gab, hvori Portneren stod, saa denne ham komme og spurgte, hvorledes det stod til med Menneskesjæl. Vanhellig svarede: „Vore Sager staar saa godt, som vi nogen Sinde kan forvente eller ønske os. Brevet, som jeg bragte herhid med mig, var samtlige høje Herrer meget velkomment, og nu gaar jeg tilbage for at underrette Diabolisterne derom. I min Barm har jeg et Svar, som jeg er forsikret om særdeles vil fornøje mine Herrer, der har afsendt mig; thi Brevets Indhold er at opmuntre dem til at udføre og fuldbringe deres Forehavende samt at holde sig i Beredskab til at gøre et Skrig og forskrækkelig Allarm inde i Staden, saa snart de ser, at min Herre Diabolus belejrer Menneskesjæl." „Men agter han da," sagde Portneren, „selv at drage ud imod Staden?" „Ja, visselig," svarede Vanhellig, „og han vil tage med sig mere end tyve Tusind Mand, alle meget grumme Tvivlere, et udsøgt Krigsfolk til at tjene ham i dette Felttog." Da blev Portneren meget glad og sagde: „Er der allerede gjort saa gode Forberedelser imod Staden Menneskesjæl, saa ønsker jeg, at de ogsaa vilde sætte mig over et Tusinde Mand, for at jeg ogsaa kunde vise min Tapperhed."

Vanhellig svarede: „Dit Ønske kunde vel opfyldes; du ser ud til at være en Mand, der har Mod nok, og min Herre vil just have saadanne hos sig, som er tapre og mandhaftige. — Men Mit Ærinde fordrer, at jeg haster." „Det er sandt," sagde den anden, „derfor skynd dig tilbage til Menneskesjæl med alt det onde, som dette Sted kan give dig, og naar du kommer til Hr. Ondskabs Hus, som er det Sted, hvor alle Diabolister kommer sammen for at holde Raad, sig dem saa, at Portneren tilbyder dem sin Tjeneste, og at han, om han maa, vil drage med Armeen imod den berømte Menneskesjæl." „Det skal jeg gøre," sagde Vanhellig, „og jeg ved, at mine Herrer, som er der, vil blive glade over at høre dette og at skulle faa dig at se."

Efter flere lignende Høfligheder tog Hr. Vanhellig Afsked med sin Ven Portneren, som under tusinde Helvedes Ønsker bød ham at forføje sig med største Hast til hans Herrer. Og derefter bukkede Hr. Vanhellig og ilede af Sted.

Saaledes drog han nu tilbage, kom til Staden Menneskesjæl og gik, som forhen, til Hr. Ondskabs Hus, hvor han fandt Diabolisterne forsamlede og ventende paa hans Tilbagekomst. Da han nu kom ind til dem, leverede han sit Brev med følgende Hilsen: „Mine Herrer, Afgrundens Fyrster og Øverster hilser eder, de tro Diabolister i Staden Menneskesjæl, og ønsker eder altid den største Velsignelse for den store Tjeneste og gode Hjælp, I vil yde til igen at indtage Staden Menneskesjæl for vor Fyrste Diabolus."

Dette var nu Tilstanden i den elendige Stad Menneskesjæl. Indvaanerne havde fortørnet deres Fyrste, og han var veget fra dem; derimod havde de ved deres Daarlighed opmuntret Helvedes Magt, saa at den var kommen imod dem og søgte deres yderste Fordærvelse.

Staden Menneskesjæl var vel paa en vis Maade bleven sine Synder var, men Diabolisterne var den overmægtig; Indvaanerne raabte, men Immanuel var borte, og deres Skrig kunde ikke bringe ham tilbage igen; dernæst vidste de ikke, om han nogen Sinde vilde komme til sin Menneskesjæl igen. Desuden kendte de ikke deres Fjenders Magt og List, ejheller vidste de, hvor stærkt disse arbejdede paa at udføre den djævelske Plan, som de havde smedet imod dem. Diabolus vidste meget vel, at naar de hængte med deres Hjærter ved Uretfærdighed, vilde Kongen ikke høre deres Bøn; derfor blev de Dag for Dag svagere og var som en Bølge, der omdrives af Vejret. De raabte til Kongen om Hjælp, og dog taalte de Diabolisterne iblandt sig. Hvad skulde da Kongen gøre med dem? Alting syntes at gaa hulter til bulter i Menneskesjæl; Diabolisterne og Indvaanerne i Staden vandrede paa Gaderne sammen, ja, hvad der var endnu værre, de begyndte at forsone sig med dem; thi efter at den smitsomme Sygdom havde raset i Staden, begyndte de at tro, at det var forgæves længere at føre Krig med dem. Desuden var Menneskesjæls Svaghed Diabolisternes Fordel. Menneskesjæls Fjender begyndte nu at gøre sig Forhaabninger. om Stadens Besiddelse, og der var liden Forskel mellem Stadens Indvaanere pog Diabolisterne; thi de syntes begge at være Stadens Herrer. Ja, Diabolisterne formerede sig og tog til, men de andre formindskedes meget. Der døde mere end 11,000 Mænd, Kvinder og Børn i Staden af smitsom Sygdom.

Men saa snart det behagede Shaddai, indfandt der sig en Mand, der hed Opsigt, som meget elskede Folket i Menneskesjæl. Han gik efter Sædvane allevegne omkring for at se, om han kunde opdage nogen Sammenrottelse imod Staden; thi han var meget nøjeregnende og i en bestandig Frygt for, at der kunde vederfares den noget ondt, enten af Diabolisterne indenfor Murene eller af nogen udvortes Magt. Nu hændte det sig, medens Hr. Opsigt gik omkring, at han ogsaa kom paa et Sted i Menneskesjæl, som kaldtes Det-Onde-Bjerg, hvor Diabolisterne sædvanlig holdt deres Sammenkomster, og da han mærkede, at nogle der talte hemmeligt med hverandre — det var om Natten — gik han noget nærmere for at høre, hvad de sagde, og han fik straks at høre, at de forsikrede hverandre, at det skulde ikke vare længe, inden Menneskesjæl atter skulde komme under Diabolus' Lydighed og af ham tages i Besiddelse, og at Diabolistern;esi Forsæt var,