Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

236-245

myge mod deres Husbonder, som de kan; og dersom nu Menneskesjæl tager dem i Tjeneste, bliver Staden i kort Tid derved saa fordærvet, og dens Regering saa vederstyggelig, at dens Fyrste ikke alene bliver vred paa den, men endogsaa ganske vil udspy den af sin Mund. Naar dette sker, bliver det ganske let for vor Fyrste at overfalde den; ja, den vil af sig selv falde ham i Svælget."

Dette Raad var ikke saa snart givet, førend alle samtykkede deri, og alle Diabolister holdt stærkt paa, at de vilde have Andel i dette gode Bytte. Men de fandt ikke for raadeligt, at de skulde lade sig bruge til denne Gerning. Derfor udnævnte de to eller tre dertil, nemlig Hr. Gerrighed, Hr. Kødslyst og Hr. Vrede. Gerrighed kaldte sig selv Klog-Sparsom; Køds-lyst lod sig kalde Uskyldig-Fornøjelse, og Vrede kaldte sig Retfærdig-Iver.

En Markedsdag indfandt nu tre vakre Personer sig paa Torvet, af god Anseelse og klædte i Faareskind, som næsten var saa hvide som Menneskesjæls egne Klæder; de kunde ogsaa med Færdighed tale Menneskesjæls Sprog. Da de nu kom paa Torvet og tilbød sig at tjene hos Borgerne, blev de straks antagne; thi de begærede en ganske liden Løn og lovede at gøre deres Herrer god Tjeneste. Hr. Sind tog Klog-Sparsom i Tjeneste, og Hr. Gudsfrygt lejede Retfærdig-Iver. Men Uskyldig-Fornøjelse kunde ikke saa hurtigt faa Tjeneste, som de andre, men inden Foraaret gik til Ende, antog Hr. Vilje ham til sin Tjener.

Da nu disse onde Skurke var komne ind i Folkets Huse i Menneskesjæl, begyndte de straks at gøre meget ondt; thi da de var listige og onde, saa fordærvede de snart Husfolkene, hvor de var, ja, de indtog ganske deres Husbonds Sind; især lykkedes det bedst for Klog-Sparsom og Uskyldig-Fornøjelse.

Ham, der kaldte sig Retfærdig-Iver, vilde det ikke lykkes for; thi han kunde ikke saa vel komme overens med sin Herre, som snart forstod, at han var et falsk Menneske, og saa snart denne Skurk mærkede dette, flygtede han straks ud af Huset, ellers kunde det hænde sig, at hans Husbond havde ladet ham hænge.

Da disse Skurke nu saaledes havde udført deres Plan og fordærvet Staden, saa meget, som de kunde, overlagde de med hverandre, paa hvad Tid deres Fyrste Diabolus udenfra og de indenfra skulde gøre Anfald paa Staden Menneskesjæl, og de kom alle overens om, at en Markedsdag var den bekvemmeste hertil; thi da havde Folket i Staden sædvanlig mest at bestille. Det er ogsaa en Regel, at naar Folk i Verden har mest at bestille, frygter de mindst for Overfald. „Vi vil da," sagde de, „uden at vække Mistanke, kunne komme sammen for at udføre vor Fyrstes Gerning, og paa en saadan Dag vil vi ogsaa saa meget bedre kunne undfly, om saa er, at vort Foretagende ikke skal lykkes."

Efter at nu dette saaledes var besluttet, skrev de et Brev til Diabolus og sendte det ved Hr. Vanhellig. Indholdet var, som følger :

„Vi, Forfængelighedens Herrer, sender den store og mægtige Diabolus vor Hilsen fra vore Huler, Gemmesteder og Fæstninger i og i Nærheden af Staden Menneskesjæls Volde. -- Vor store Herre og vort Livs Opholder Diabolus ! Ingen kan beskrive vor Glæde, da vi hørte om din faderlige Redebonhed til at forene dig med os og være os behjælpelige i vort Forehavende til Staden Menneskesjæls Fordærvelse og Undergang. Ingen kan udsige vor Glæde, uden den, der, ligesom vi, sætter sig imod alt det, som godt er, hvor og naar vi finder det. Hvad dine Formaninger til os angaar, at vi skal være endrægtige i vore Raadslagninger og Overlæg til at udføre det, som kan fremme Menneskesjæls yderste Fordærvelse, saa er det overflødigt at overtale os dertil; thi vi ved meget vel, at intet kan være os mere fordelagtigt, end at vore Fjender og de, som staar os efter Livet, dør for vore Fødder eller tager Flugten. Vi er nu i Begreb med efter vor bedste Forstand at udføre denne Gerning saaledes til din Ære og vor Nytte, at alting kan gaa fra Haanden uden synderlig Møje og Besvær."

„Først overvejede vi det tredobbelte Helvedes Udkast, som du i din sidste Skrivelse har tilstillet os, og vi er komne til den Overbevisning, at skønt det nok lod sig gøre at sprænge dem i Luften med Hovmodets Krudt og ligeledes at svække dem ved et løsagtigt og letfærdigt Levnet, saa vil det dog være bedre at nedstyrte dem i Fortvivlelsens og Mistrøstighedens Svælg. Nu har vi, som i alle Ting retter os efter dig, tænkt os to Maader, hvorpaa dette kan udføres. Først vil vi paa vor Side gøre Staden saa ugudelig, som vi kan, og da maa du tilligemed os paa en fastsat Tid holde dig i Beredskab til med al Magt at anfalde den; og af alt det Folk, som staar under din Befaling, mener vi, at en Arme af fortvivlede vilde være mest tjenlig til at gøre et Angreb paa Menneskesjæl og indtage den; saaledes skal vi lovervinde disse Fjender, eller Afgrunden skal aabne sit Svælg, og de skal falde deri ved Mistrøst og Fortvivlelse. Vi har ogsaa, for at sætte dette Forehavennde i Værk, sendt tre af vore trofaste Diabolister, som har forklædt sig og forandret deres Navne, ind iblandt dem. Stadens Indvaanere har ogsaa modtaget dem. Deres Navne er : Gerrighed, Kødslyst og Vrede. Gerrighed har forandret sit Navn til Klog-Sparsom, og Hr. Sind har taget ham i Tjeneste, hvorfor han næsten er bleven saa ugudelig som en af vore Venner. Kødslyst har forandret sit Navn til Uskyldig-Fornøjelse, og han er antagen til Tjener af Hr. Vilje, som ved denne sin Tjener er bleven meget forandret. Vrede kaldte sig Retfærdig-Iver og kom i Tjeneste hos Hr. Gudsfrygt; men denne gamle underlige Adelsmand mærkede Uraad og drev vor Medbroder ud af Huset; ja, han har siden fortalt os, at han maatte løbe fra ham, ellers havde hans Herre villet hænge ham for begaaede Skælmstykker. Disse har nu meget befordret vort Værk i Menneskesjæl; thi uagtet bemeldte Adelsmand var af saadant fortrædeligt Sind, har dog de to andre udrettet deres Gerning og skal med Tiden bringe den til Fuldkommenhed. Vort andet Forslag bestaar i, at det maa besluttes og stadfæstes, at du angriber Staden paa en Markedsdag, naar Indvaanerne har allermest at bestille ; thi du kan være forsikret om, at de paa den Tid er mest ubekymrede og tænker mindst paa, at man vil angribe dem. De er da ogsaa allermindst dygtige til at forsvare sig og til at gøre dig nogen Skade eller Afbræk i dit Forehavende. Vi, dine tro Tjenere og — vi haaber — dine elskelige, vil holde os i Beredskab til at befordre Gærningen indenfra, naar du udenfra begynder det grumme Anfald, og saaledes skal vi efter al Formodning være i Stand til at bringe Menneskesjæl i den yderste Forvirring og opsluge den, førend dens Indvaanere ret kan komme til at besinde sig. Dersom dine Slangehoveder og arglistige Drager, vore højstærede Herrer, kan opfinde et bedre Middel end dette, saa lad os med det allerførste vide din Mening derom."

„Til Helvedes Afgrunds Uhyrer, givet i Hr. Ondskabs Hus i Menneskesjæl og sendt med Hr: Vanhellig."

I hele den Tid, da disse rasende Landstrygere og Helvedes Diabolister saaledes raadslog om Staden Menneskesjæls Fordærvelse og Undergang, var den arme Stads Indvaanere i en sørgelig og jammerlig Tilstand, dels fordi de saa højligen havde forsyndet sig imod Shaddai og hans Søn, og dels fordi Fjenderne i Stadens Indre derved ligesom fik ny Kræfter, desuden ogsaa fordi de ikke til denne Dag havde faaet noget venligt Svar, uagtet de ved mange Bønskrifter havde anholdt hos Prins Immanuel og hans Fader Shaddai om Naade og Forladelse, men tværtimod blev deres Tilstand værre ved de hos dem boende Diabolisters List og Behændighed, og deres Immanuel blev derved nødt til at drage længere bort fra dem.

Sygdommen grasserede ogsaa stærkt i Menneskesjæl saavel iblandt Høvedsmændene som iblandt Borgerne i Staden; alene deres Fjender var nu raske og stærke og syntes at have faaet Overhaand, men Menneskesjæl derimod laa under.

Paa denne Tid blev det omtalte Brev, som Diabolisterne, der endnu huserede i Menneskesjæl, havde skrevet til Diabolus i hans mørke Hule, afsendt med Hr. Vanhellig. Han bragte det til Helvedes Portes Høj, hvor Portneren modtog Brevet og egenhændig leverede sin Herre det.

Da Portneren og Hr. Vanhellig kom sammen, var de straks saa fortrolige Venner som en Tigger og en anden; de begyndte at tale med hinanden om Staden Menneskesjæl og Anslaget imod den. Portneren begyndte saaledes: „O min gamle gode Ven, er du nu igen kommen til Helvedes Portes Høj? o, hvor jeg er glad ved at se dig igen." Vanhellig svarede: „Ja, min Ven, jeg kommer her for nogle Sagers Skyld, som angaar Menneskesjæl."

„Sig mig," sagde Portneren, „hvorledes staar det til med Menneskesjæl ? Vanhellig svarede: „Ret vel efter min Mening for os og vore samt for dette Steds Herre; thi Indvaanerne har meget aftaget i Gudsfrygt, og det er saa godt, som vort Hjerte kan ønske. Deres Herre er ogsaa vred paa dem, hvilket er os meget behageligt ; vi har saa at sige allerede Foden under deres Bord; thi vore Venner ligger i deres Skød, og saaledes fattes der ganske lidet for at kunne blive Herrer over hele Staden. Dernæst er vore fortrolige Venner daglig forsamlede og raadslaar om, paa hvad Maade de bedst igen kan forraade Menneskesjæl til dens rette Herre Diabolus. Desuden er der ogsaa en forskrækkelig smitsom Sygdom; kort sagt, vi haaber til sidst at overvinde Staden."

„Dertil," svarede Helvedes Porthund, „er der ingen mere bekvem Tid end denne; jeg ønsker ogsaa, at et saa godt Forsæt snart og uden Forhaling maatte sættes i Værk; ja, jeg ønsker, at idet maa gaa for sig for de axme Diabolisters Skyld, som endnu befinder sig i Staden Menneskesjæl og der daglig maa leve i Frygt for deres Liv."

„Vort Anslag er saa godt som allerede iværksat," sagde Hr. Vanhellig, „thi de Diabolister, som er i Menneskesjæl, arbejder baade Nat og Dag, og de andre har som uskyldige Duer, hverken Forstand eller Mod til at føre sig deres Tilstand til Besindelse eller at tænke paa den Fare og Fordærvelse, som staar for Døren; desuden kan du vel tænke, naar du overvejer alt dette, at der er mange Aarsager, som bør bevæge Diabolus til saa meget som muligt at skynde sig."

Portneren svarede: „Du har talt saaledes om Sagen, at jeg meget vel har begrebet det altsammen, og jeg er glad over, at det er kommen saavidt. Gaa nu, min gode Vanhellig, ind til mine Herrer; de vil til Velkomst give dig en god Belønning; jeg har allerede i Forvejen indsendt dit Brev."

Derefter gik Hr. Vanhellig ind, og Diabolus kom ham i Møde, hilsede ham og sagde: "Velkommen, min tro Tjener, jeg er særdeles fornøjet over dit Brev." De andre Helvedes Herrer hilsede ham ogsaa. Vanhellig hilsede dem underdanigst og sagde: „O at Menneskesjæl maatte gives min Herre Diabolus, - og at han maatte blive Konge over Staden. evindelig"; Straks gav Helvedes Bug og aabne, vidt udspændte Strube et saadant gruligt Brøl og forfærdeligt Hyl fra sig, at Bjergene bævede, ligesom om de vilde revne. Saadan Musik hørtes paa dette Sted.

Efter at de nu havde læst Brevet, holdt de Raad og Foverlagde, hvilket Svar de skulde give herpaa. Den første, som ytrede sine Tanker derom, var Lucifer, hvis Mening var følgende: „Det første Forslag af Diabolisterne i Menneskesjæl," sagde han, „vil formodentlig vel lykkes, nemlig at de paa alle optænkelige Maader vil søge at forlede Staden til Ugudelighed og Laster! :dette "er den nærmeste Vej til at fordærve en Sjæl, og dette har staaet sin Prøve. Vor gamle Ven Bileam brugte for nogle Aar siden samme Udvej, og dette lykkedes ham særdeles godt ; derfor lad os beholde dette som en fast Grundsætning, som alle Diabolister bør iagttage og efterleve ! . thi ingen Ting i hele Verden kan gøre det frugtesløst og hindre det i sin Fremgang ! Naaden alene er mægtig dertil, men deri formoder vi, at denne Stad ikke skal blive delagtig. Men om man bør foretage Angrebet paa en Markedsdag, efterdi Indvaanerne da har mest at bestille, derom maa vi endnu raadslaa med hinanden, saasom dette Punkt er vigtigere og fordrer nøjere Overvejelse end alle de andre! thi der efter bør alt andet indrettes, og om vi ikke vælger det rette Tidspunkt, kan hele Værket fordærves. Vore Venner Diabolisterne siger vel, at en Markedsdag er bekvemmest dertil af den Aarsag, at Menneskesjæl da har mest at bestille og allermindst tænker paa nogen Fare. Men hvorledes vilde det gaa, om de paa denne Dag fordoblede deres Vagt ! thi den sunde Fornuft maatte, efter mine Tanker, lære dem at forstærke Vagten saaledes, som Nødvendighed jo maatte have lært dem at gøre. Ja, hvad vilde vel ske, om alle Borgerne paa den Dag kom fuldt bevæbnede! Vilde I ikke da, mine Herrer, se eder ganske bedragne i eders Anslag? Og vilde ikke vore Venner i Staden derved komme i yderste Fare og gaa deres Undergang i Møde ?"

Hertil svarede den store Belzebul: „Hvad min Herre har sagt, kan vel give Anledning til Eftertanke; men hans Formodning kan indtræffe og ikke indtræffe. Min Herre har heller ikke fremsat sin Mening som noget, der absolut bør følges, men som noget, der kan give Anledning til Samtale og videre Overvejelse."

„Vi maa derfor, om muligt, undersøge, om Staden Menneskesjæl skulde have saadan Forstand og Kundskab om sin daarlige Tilstand og vort Forehavende imod den, at den skulde sætte Vagt ved sine Porte, ja paa Markedsdagen fordoble samme. Men om vi efter anstillet Undersøgelse finder, at den er ligesom sovende, da vilde enhver Dag kunne bruges, men en Markedsdag efter min Mening være allerbekvemmest." „Men," spurgte Diabolus, „hvorledes skal vi faa Kundskab herom?" Hertil blev svaret: „Vi vil spørge Hr. Vanhellig derom." Han blev indkaldt og svarede paa dette Spørgsmaal saaledes : „Mine Herrer! saavidt jeg indser og begriber, er Staden Menneskesjæls Tilstand af følgende Beskaffenhed:

Dens Indvaanere er affaldne fra Troen. Immanuel, deres Prins, har vendt dem Ryggen! vel afsender de ham Bønskrifter, men han haster ikke med at besvare dem. Forbedringen er heller ikke stor iblandt dem."

Derpaa sagde Diabulis: „Jeg er ret fornøjet over, at de er sendrægtige til at bedre sig, men jeg har en hemmelig Frygt for deres Bønskrifter! dog, det være nu, som det være vil, saa er deres ugudelige Vandel et Vidnesbyrd om, at deres Hjærter ved lidet af, hvad de gør, og naar Hjærtet ikke er med, er alle deres Foretagender ikke af nogen Værdi eller Betydning. Men jeg vil ikke ` videre opholde mine Herrer." „Staar Sagerne i Menneskesjæl saaledes, som Hr. Vanhellig har berettet," sagde Belzebul, „saa er det ikke fornødent at gøre stort Væsen af, paa hvilken Dag vi bør angribe Staden. Hverken deres Bønner eller deres Magt vil da kunne yde dem nogen synderlig Hjælp eller Tjeneste."

Da Belzebul havde endt sin Tale, begyndte Apollyon saaledes: „Min Mening i denne Sag er, at vi bør gaa til Værks med Varsomhed og ikke forhaste os. Lad vore Venner i Menneskesjæl blot blive ved med at besmitte Staden og alt mere og mere forføre den til Synd; thi intet er mere fordærveligt end Synd, og naar det sker, vil Menneskesjæl af sig selv undlade at overlevere Bønskrifter eller at gøre noget, som kunde tjene til dens Forløsning og Sikkerhed; thi den vil snart glemme Immnanuel og ikke længes efter hans Nærværelse; kunde